The Project Gutenberg EBook of Bjrnet, by Carit Etlar

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org/license


Title: Bjrnet
       Nationalhistorisk Roman

Author: Carit Etlar

Release Date: September 21, 2013 [EBook #43781]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK BJRNET ***




Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Books
project.)





Afskriverens bemrkninger: benlyse trykfejl er rettet i denne
e-bog, men forfatterens stavning er for vrigt bevaret. _Understreg_
er brugt til at gengive kursiveret tekst.




                            CARIT ETLAR

                              BJRNET

                      NATIONALHISTORISK ROMAN

                             KBENHAVN
                        DET NORDISKE FORLAG
                     BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN

                                1898


Om OLE SVENDSEN BAKKE fortlles i Carit Etlars Minder flgende:

 En af hans (Brosblls) tidligste Erindringer fra Hjemmet er,
 at der paa Vggen i Storstuen hang et Billede af Ole Svendsen
 Bakke, den tapre Klokker fra Id, der blev bermt som Partignger
 i den store nordiske Krig under Karl den Tolvtes Indfald i Norge.
 Formodentlig er Ole Svendsen Bakke Farfader til Brosblls Moder,
 den norske Prstedatter, Ursula Svendsen, og saaledes i dobbelt
 Forstand Stamfader til vor danske Gjngehvding, idet Duften af
 den tapre Klokkers Bedrifter saa at sige aflagredes i dette Hjem.

 Der fortlles at Drengen Carl plejede at krybe op i Sofaen, for
 ganske rolig paa sine Kn at ligge og betragte Billedet. En Aften
 sagde han meget rrt, da han blev commanderet iseng:

    Jeg lover Dig, Du Mand fra Id,
    Jeg skal Dig ligne med al min Flid.




S. M.


Nordost for Frederikshald i den sydstlige Deel af Norge bryder
Tisteelvens Tillb sig dundrende Baner mellem Fjeldene, snart
i skummende Fossefald, snart i sindigere Lb, indtil den efter
Skonningfossens lange Vandfald, og forenet med Oplandenes rige
Vandaarer, som en ret anseelig Flod glider gjennem Staden
Frederikshald, for tilsidst gjennem de saakaldte Vasdrag at strmme
ud i sidere Egne og finde sit Udlb i Havet gjennem Svinesund lidt
Nord for Dynekilen og den svenske Skjrgaard.

Oppe i de uveibare og mrke Skove Nord for Frederikshald laa i
Vinteren 1716 to rdmalede Trhuse paa hver sin Side af en Klft, der
sendte et altid skummende Tillb til Tisteelven. Trhuset tilhire
var stort og grundmuret med tilhrende rdmalede Stolpebode. I Norge
reises sdvanlig endnu i Dag disse Boder paa Stolper til Opbevaring
af Fdemidler, Flsk, Korn, Fladbrd, Tyndbrd o. s. v., for at sikre
Forraadene mod Rotterne. Naar Fjlebroen til et saadant Stolpehuus
er optrukken, danner det en uangribelig Fstning for de talrige og
graadige Gnavere.

Det andet Huus var mindre, Dren sad skjvt, Vggene heldede, og det
havde ingen Stolpebod.

En Morgen i December susede det hitidsfuldt gjennem Fyrretrsskoven
oppe i Fjelddet. Taagen laa endnu som et blaaligt, uigjennemsigtigt
Slr over Dalen. En ung Pige stod paa Fjeldskrnten; hendes
gyldne Haar lyste i den opgaaende Sol omkap med de gldende
Fyrretrsstammer. Det rdlige Skjr over Egnen tog til, blev klarere
og varmere; Skov og Fjeld og Pige smeltede sammen i en rdmende
Harmoni.

Sippedeia! ld et jodlende Raab fra den anden Side af Klften. Den
unge Pige foer sammen, men rrte sig ikke af Stedet.

Dukkeneia! ld Raabet atter med de lifligste Strubelyde og Klunk.
Dukkeneia! svarede Ekkoet oppe og nede. Den unge Pige blev staaende
ubevgelig og stirrede ud mod Solen; hendes Kinder bleve lidt rdere,
hendes Blik fik et spndt Udtryk. Morgenvinden susede gjennem Skoven
og rystede en Regn af frossen Riim over hendes blottede Hals og Arme.

Sol er oppe, Olaug! Toppen din glder omkap med Furuen! raabte en
hivoxet, guulhaaret Dreng fra Stalddren ovre paa det store Huus.

Ja, Sol er oppe! raabte Pigen og kastede kjkt Hovedet tilbage.
Snart staaer Norges Rige i Flammer. Nede i Frederikshald fortalte de
i Gaar, at ret nu bryder Svenskekongen Carl ind over Grndsen. Agt Du
paa, at ikke din Top bliver rd af dit eget Blod, Gutten min!

Hurra, Sol er oppe, Guldtop; jublede Drengen og gjorde et Hop i
Veiret med en betegnende Gebrde med begge Hnder op til sit Haar.

Jeg vilde nske, det var Dig, som havde det gule Haar, raabte
Pigen, mens Taarerne banede sig Vei over hendes friske Kinder.

Hvorfor det, vesle Olaug?

Jeg skulde saavist aldrig lade Dig hre ondt derfor, Halvor,
svarede Pigen og vendte sig for at gaa.

I det samme kom en bredskuldret Mand til Syne i Stalddren bag
Drengen. Det var den rige Bonde, Halvor Bjrnstad, en hi, svrlemmet
Kmpe med graanende Haar og buskede ienbryn. En skarp Fold mellem
inene gav ham et barsk Udtryk, som forhiedes af hans brede, furede
Pande og bydende Holdning.

Du passer ikke din Gjerning, sagde Manden og rynkede Brynet.
Tmmeret ligger i Dynger paa begge Sider af Elven; ned og bring det
i Drift igjen!

I Gaar trak jeg to Tylfter i Land, sagde Drengen og skuttede sig;
nu er det ikke Tid at slaaes med Byfolket dernede, al den Stund
Svensken samler sig ved Grndsen og bryder ind i Landet. Nu xen paa
Nakken og Kniven i Bltet -- ind paa dem, Fatter! hug dem -- stik
dem! -- saa i Fossen med dem. Det er det Tmmer, vi Nordmnd nu skal
flaade ud til Skagerak.

Til din Gjerning, Dreng! sagde Faderen og hvede Haanden.

Halvor skottede til Olaug, som endnu stod i Dren derovre. Hendes
slanke Skikkelse tegnede sig skarpt mod den mrke Baggrund, et
Billede paa Ungdom, Livskraft og straalende Sundhed.

Jeg maa frst ind og have noget til Davre, Fatter, sagde Halvor;
lidt g og lidt Kjdmad, det liver op, for jeg er saa sulten.

Faderen trak paa Skulderen, Halvor smuttede ind ad Stalddren,
hvorfra et jodlende Sippedeia! ld ud mod det rde, faldefrdige
Gjenbohuus.

Hvorledes staaer det til med din Madmoder i Dag? raabte Manden over
til Olaug, som endnu stod i Dren.

Det er vist paa det sidste med hende, svarede Pigen med skjlvende
Lber.

Manden hentede to Fjle, som han lagde over Klften, og gik med
sikre Skridt over den gyngende Bro. Pigen traadte til Side og lod
ham gaa ind i den lave Bjlkeloftsstue. Der herskede stor Armod,
men Renlighed i det lille Kammer, Knaposte stode paa en Hylde langs
Vggen, Bundter af trrede Urter hang ned fra Bjlkerne; indenfor den
grnne Glasrude blomstrede nogle Gyldenlakplanter og sendte en strk
Duft ned over en gammel, hentret Kvindeskikkelse, der laa i en Seng
ved Vinduet.

Saa langt er det nu kommet med Dig, Sster Ulle, fordi Du ikke vilde
flge mit Raad, ytrede Manden og satte sig hos den Syge.

Et taknemmeligt Smil gled over den Dendes indfaldne Ansigt.

Godt Du kom; jeg maatte tale med Dig, inden der bliver lst op for
mig. Har Du hrt noget fra Brnene?

Manden rystede paa Hovedet.

Dine Brn og altid dine Brn! De bleve din Ulykke, Sster Ulle, de
duede ikke; det kommer af den Opdragelse, de fik herhjemme. Nu har Du
slidt Dig op for dem, og hvad har Du for det? Din Datter sender Dig
sit Skjndselsbarn herhjem i Pleje, Olaug derude. Du tog mod hende og
bragte Vanren under Tag. Dine to Snner ere Dgenigter og flakke om
som andet Fantefolk, Jrgen med sin Fidel paa Nakken, den anden er
paa de lange Reiser; imens ligger Du herhjemme, fattig og hjlpels.
Hvad har Du nu for dit lange Liv i Offer og Forsagelse?

Tal ikke saa, Broder Halvor, udbrd den Syge og reiste sig med
et lysende Blik fra de dybe ienhuler; jeg har jo min inderlige
Kjrlighed, jeg har Mindet om dem, da de vare smaa og trngte til
mig og hang ved mig, jeg har Tret herudenfor, hvor Jrgen med sin
Tollekniv ridsede mit Navn, S. M.; han troede, at jeg hed Sde
Mo'er, den kjre Dreng! Det staaer der endnu at lse; jeg kan see
det i Barken herfra, hvor jeg ligger. -- Olaug, som Du kalder et
Skjndselsbarn, er min Alderdoms Sttte, en brav og kjrlig Pige;
i hende finder jeg lidt igjen af alle tre Brn. -- Tro mig, gode
Halvor, den lever ikke sit Liv forgjves, som lever det for andre.
-- -- Det var heller ikke for at tale om mig, vedblev den Syge og
sank tilbage i Puderne, at jeg bad Dig komme herover. Det var om Dig
selv, jeg vilde tale. Din Hustru, Mari, var herovre i Gaar.

Har hun beklaget sig? spurgte Halvor barsk.

Nei, Mari klager ikke; hun holder for meget af Dig, Halvor, paa sin
blide, stilfrdige Maade. Hun har aldrig ret forstaaet dit mrke,
ubielige Sind. Nu, Du ligger i Krig med det hele Frederikshald
dernede, knuges hun til Jorden.

Jeg ligger ikke i Krig, foer Bjrnstad op; jeg tager mig blot selv
til Rette med de Midler, som staa til min Raadighed, siden Byens
danske Embedsmnd ikke godvillig ville gjre deres Uret god mod mig.
Til det skeer, er min Haand imod dem alle.

Og deres imod Dig. -- Din Hustru rer Dig og seer op til Dig som et
Barn efter Foraarssolen herinde i den mrke Furuskov. Men alt maa
bie sig til Jorden i din Nrhed, Halvor. Det har vret saa, siden
Du var lille; Du lrte aldrig at bie din stive Nakke. Mari gaaer
til Grunde. -- Husk, Du har kun hende i den hele Verden at helde
dit Hoved til. Vr mild mod hende, Stakkel; hun behver saa lidt
-- et Smil, et opmuntrende Ord, saa lyser hele Fjeldet for hende.
-- Nu rynker Du din Pande; men Dden giver mig Mod til at sige Dig
Sandheden. Tnk herpaa, naar jeg er borte -- for hendes -- for din
egen Skyld.

Den gamle Kone gispede efter Luft og fortsatte derpaa hurtigt, som
om hun frygtede for ikke at faae Tid til at fuldende:

Gaa hen og trk Skuffen ud derhenne i Bunden af Skabet. Hun
fremdrog fra sin rynkede Hals et Seilgarn med en blankslidt Jernngle.

Broderen aabnede Skuffen.

Tag de tre Kasser til Dig, sagde den Syge; i hver af dem ligger
lige mange Sparepenge til Brnene; i Ulles er der fire Slvskilling
mindre end i Brdrenes. Hun vil ikke tage det ilde op, naar hun
hrer, vi maatte bruge dem til Apothekermedicin forgangen. Giv dem
hver en Kasse med deres Moders Velsignelse; nu kan jeg ikke mere for
dem hernede.

Du har opsparet alle disse Penge! udbrd Bjrnstad forundret; Du
har ngtet Dig selv Alt, Fde, Klder, Pleie, for blot at skrabe
sammen til de Utaknemmelige, som herhjemme bragte os Alle Skam, og
som aldrig besgte Dig, siden de droge ud i Verden!

Hvad Magt laa der vel paa mig? svarede Konen. Hvad troer Du,
en Moder fler, naar hun sidder hjemme i den forladte Rede, i sin
lune Stue, mens Brnene tumles om derude og maaske savne Alt, mens
Fremmede see koldt og hjertelst paa dem? Hvad troer Du saa er bedst,
at spise et g eller lgge det hen, til Snesen er fuld, og slge den
og gjemme Pengene i Kassen dr? Nei, seer Du, naar Bien fli hjem
med Honning til Kuben derude, saa holdt jeg af den; det var jo til
mine Brn, den sankede i Huus. Naar Hnen kaglede, takkede jeg hende;
det var jo for at mtte mine Brn, den lagde sit g. Naar Stormen
fldede de trre Grene i Skoven, saa hilste jeg den velkommen; det
var jo Kvas, jeg kunde bre paa min Ryg til Staden og slge til
Smaafolk. -- Tro Du mig, Broder, de Kasser har vret min bedste
Lykke, min varmende Kakkelovn, siden Brnene forlode mig. Havde jeg
blot naaet at faae dem fulde! -- Det er nu forbi -- velsign dem,
Herre Fader, -- bi Dig, Halvor, -- Olaug -- --

Den Syge sank sammen og udaandede. Der var een trofast Modersjl
flere hos Gud.

Da Bjrnstad lidt efter gik ud gjennem Stegerset, stod Olaug stttet
op til Brdevggen med tilbagelnet Hoved og stirrede taarelst frem
for sig. Hun havde hrt Alt, hvad der taltes i Stuen. Hun vidste jo
nu, at hun var et Skjndselsbarn, og at hendes eneste Ven var gaaet
bort.

En Uge senere sade Mo'er Ulles tre Brn samlede i samme Stue.
Kirkeklokken i Id Sogn havde ringet til Lig. Skjndt der ikke blev
betalt mere end for almindelig Begravelse, havde Klokken kimet en
halv Time i den klare Hiluft. Det var en Hder, som sjldent blev
andre end Storbnderne til Deel. Ringeren, Ole Svendsen Bakke fra Id,
gav den afdde Enke denne sidste Hilsen af fuldt Hjerte, det hrtes
paa de manende Knebelslag mod den norske Malm.

Der var det ved den Kirkeklokke i Id, at den ikke ringede til Hitid
taktfast og pligtmssigt som andre Sndagsklokker. Egnens Folk
standsede gjerne og lyttede og forstode, hvad den Klokke fortalte:
Engang imellem hamrede den sin Lyd haardt og koldt ud over Sletten:
Javist, sagde gamle Mo'er Mari, det er Storbonden Aarud, som med
Pengeknoen banker paa Himmerigsport. -- Eller Tonerne lde som en
Moders Hulken, trsteslse dybe Suk, som en Sjl, der grder sig
tildde, -- saa pludselig svandt Toneklangen hen smeltende blidt, som
om den forsikrede, at nu hvilede den Lille hos Gud. -- Den Klokke
i Id Kirke havde Guds Stemme inde, for det var en gudfrygtig Mands
Hjerte, Ole Svendsen Bakkes, der slog i dens Malm.

Nu var Klokken forstummet. Der var trykkende stille i den lave Stue.
For Bordenden sad en pyntet, halvgammel Kvinde, der urolig speidede
ud gjennem det tilfrosne Vindu paa Sneen, der hobede sig op i blde
Dynger og maaskee sprrede Veien til Frederikshald inden Aften.
Hendes spidse Trk rbede, at hun havde vret smuk i yngre Dage,
en Fylde af rdligt Haar omgav efter Tidens Mode hendes Ansigt i
Bukler og Krller, over hvilke en saakaldet Fontange kneiste, et hit
Stillads af Staaltraad, dkket af Slifer og Voxperler og Blonder,
som her i den srgelige Anledning bestod af sort Flor.

Denne besynderlige Mode var i Frankrig opstaaet ved, at Frken de
Fontanges Lokker en Dag paa Jagten i Ludvig den Fjortendes Selskab
havde lsnet sig i Vinden, hvorfor hun samlede dem med et bredt
Silkebaand, hvis Slifeender faldt ned over hendes Pande og vakte
den kongelige Herres Beundring. Dermed var Moden fastslaaet og
herskede i stedse voxende Excentricitet til Aaret 1714 imod Kongens
nske. Da fremtraadte paa et Hofbal en skjn Englnderinde med lav
Frisure, og paa een Nat blev Fontangen banlyst, hvilket Kongen
forgjves ved Magtbud og Spotterier havde sgt at opnaae.

Heroppe i den nordiske Afkrog skulde der mere til for at ryste
Fontangens skrkkelige Herskermagt.

Hvad kan Morbroder Bjrnstad egentlig ville os? udbrd hun
utaalmodig og hakkede i Gulvet med sine hie Hle. Hvor kan det
falde ham ind at stvne os sammen heroppe midt i den strenge Vinter?
Min Patron, velfornemme Kjbmand Walck, tilgiver det aldrig, om jeg
kommer hjem med Snue.

Henne ved Vggen sad Skipper Daniel og grd. En hilydt Snften kom
igjen med regelmsige Mellemrum, mens han saae op mod Loftet, hvor
Uroen, der hang i en Traad under Bjlken, var i uafbrudt Bevgelse
som Samvittighedsnaget i den fiirskaarne Smands Indre.

Aa ja, aa ja, lille Motter, hvorfor kunde Du ikke ogsaa holdt ud,
til jeg fik bygget mit rare Huus nede paa Tangen ved Svarte-Jansund,
saa skulde Du have faaet dine magelige Dage -- aa ja, aa ja! -- Sikke
Sskende, jeg arme Mand har faaet! foer han pludselig op og slog i
Bordet. Mens jeg var ude paa de lange Reiser og tnker paa ingen
Verdens Ting og slider for at komme hjem til vor lille Mo'er som
Skipper paa egen Skude, saa har I ladet hende forkomme heroppe i
Sult og Elendighed! Sikke Sskende, jeg Ulyksalige dr har faaet! Det
forvindes aldrig.

Den svre Mand rystede af Sindsbevgelse.

Ssteren betragtede ham med Ringeagt.

Daniel taler som altid med om Ting, han ikke forstaaer, sagde
hun. Hvad vilde min velfornemme Patron sige, om jeg i Tid og Utid
fitede af min Plads som velbestaltet Huusbestyrerinde for at besge
min fattige Slgt? Hun havde jo desuden sin rige Broder Bjrnstad
derovre, og Jrgen har ogsaa besgt vor Mo'er ifjor. Han paastod, at
hun havde det godt nok. Nu maa han staae ved sit Ord.

Jrgen, en hi og bredskuldret Mand omkring de tredive Aar med blaa,
aabenhjertige ine og et guulbrunt Kindskjg, og som hidtil havde
siddet taus paa Sengekanten og stirret paa Moderens tomme Leie, saae
op og nikkede.

Jeg staaer ved mit Ord. Da jeg sidste Sommer besgte vor lille
Mo'er, bad hun mig hilse Eder, at hun havde det godt; det var hendes
gladeste Tanke, naar det gik os Alle vel. Hun led heller ingen Nd,
sagde hun; alt, hvad hun bad mig om, da jeg gik, var at spille vor
Vuggevise, fra vi vare smaa, for hende paa min Fidel. Det gjorde
jeg, og jeg blev ved at spille den for hende, mens jeg steg ned ad
Bjerget. Mo'er blev staaende paa Pynten og saae efter mig; saa rakte
hun sin krogede Arm i Veiret -- -- Det var sidste Gang, jeg saae
hende.

Ih nei, hvad siger Du: havde vor Mo'er en kroget Arm? spurgte hans
Sster Ulle og saae mod Dren, som om hun ventede Nogen.

Ja, Mo'er holdt meget af at staae derude paa Pynten og see ned over
Veien; hun ventede altid, at nogen af os skulde komme. Saa skyggede
hun for inene med Haanden for at see des lngere. En Dag i Oktober
sidstgangen stod hun nok for lnge derude -- Efteraarsstormen,
forstaaer I! Da hun gik ind, kunde hun ikke rette Armen, og siden tog
Gigten den og hele Kroppen.

Der blev stille i Stuen, underligt, uhyggeligt stille. De tre
Sskende syntes at undgaa at see hinanden i inene, Daniel
begyndte igjen at snfte, Ulle gjs af Kulde og aandede paa Rudens
Frostblomster, for at see ud, Jrgens Blik hvilede atter paa Moderens
tomme Seng. En snigende Iiskulde syntes lidt efter lidt at stivne de
tre Sskende, som her vare forsamlede for frste Gang i mange Aar.
Maaskee begyndte det at gaa op for dem, hvad de havde mistet for
bestandig.

Lidt efter knirkede Sneen udenfor; Halvor Bjrnstad traadte ind uden
at banke paa Dren og trampede Sneen af sine Stvler. Bagefter ham
kom en spinkel middelhi Kvinde, indhyllet i et uldent Shawl, mellem
hvis Folder et blegt Ansigt frygtsomt speidede. Hun nikkede med et
venligt Smil til de Tilstedevrende og saae sig om efter et Sde.

Moster kan saa rart sidde her hos mig, udbrd Ulle deeltagende og
gjorde Plads paa Bnken.

Du stter Dig dr, Mari, sagde Bjrnstad og pegede med
Tommelfingeren over Skulderen mod Jrgen. Hans Hustru lod sig lydig
glide ned paa Sengekanten.

Bjrnstad stillede en grnmalet Kasse paa Bordet og aabnede den. Idet
han fremdrog de tre sker, som den Dende havde betroet ham, kastede
han et gjennemtrngende Blik under de buskede Bryn paa de forsamlede
Sskende. En foragtelig Trkning om Munden rbede hans Stemning, idet
hans ine langsomt gled op over Ulles opstadsede Hovedpynt.

Eders Moder hilser Jer, begyndte han med dyb Rst. Hun var
en rlig og strbsom Kone, som hviler med Hder dernede i den
bjrnstadske Familiegrav. Havde hun fulgt mit Raad, var det gaaet
bedre. Jeres Moder levede sit Liv i syg Kjrlighed og dde af den
Lngsel og Sorg, hendes Brn voldte hende.

Daniel foer op.

Det skal Morbro'er ndig sige; raabte han hulkende; det svier saa
svrt her i min Hjertekule, -- hvor kan Morbro'er sige mig Fader- og
Moderlse saadant noget paa?

Bjrnstad fortsatte uden at ndse denne Afbrydelse:

Her er de Penge, hun tog fra sig selv, for at skrabe sammen til Jer,
som aldrig havde noget til hende. Een Moder kan fde ti Brn; men ti
Brn kan ikke fde een Moder; det slaaer til. Skam faae det Land,
der brer slig Yngel! -- Dr -- tag Jeres Blodpenge og Jer Moders
Velsignelse. Der hnger en Taare ved hver Ssling. Gaa og giv den
ud til Jert Fjas og Skjrlevnet. Der glider et Suk og et sorgfuldt
Smil mellem Jeres Fingre, naar I de denne Skat. Maatte den kjbe Jer
karsk Blod i Aarerne; det, I har, duer ikke!

Bjrnstads Stemme steg for hver Stning, han udslyngede; der ld
en Skjlven i den Torden, hvormed han syntes at ville overdve sin
egen Bevgelse. Lyden af hans mgtige Rst gjenld under det lave
Bjlkeloft, hvor Uroen svingede paa sin tynde Traad. Dermed vendte
Bjrnstad de Forsamlede Ryggen og gik mod Dren.

Ulle reiste sig. Hendes skarpttegnede rde Kinder havde efterhaanden
antaget en blaalig Farve, hendes Hud gustnede under den blaa Sminke,
medens de talrige Skjnhedspletter dirrede paa hendes skjlvende Trk.

Tv lidt, Morbro'er Bjrnstad! udbrd hun med en skjrende Stemme,
der forstrkedes i dertil beleilige ieblikke til et arrigt Hviin;
tv lidt, Du, som saa stursk stter Dig til Hibords over Andre.
Nu skal _Du_ hre et sandt Ord i rette Tid. Jeg husker Dig nok,
Bjrnstad derovre i Storgaarden, Du med den haarde Haand og de
buskede Petersillebryn, som jog os Brn i Krogen. Vi husker grant,
naar Mo'er slog sine Arme om os alle tre, for at redde os fra din
Knortekjp. Nu staaer Du her igjen og rynker dine graa Brstebryn
og haaner os i vor Sorg og tramper os ned under din Jernsko. Men
see, her staaer _jeg_; nu er det ikke lnger tre rdde Brneunger,
Du har for Dig. -- Hvem er Du selv? En Bjergrver kalde de Dig
nede i Staden, En, som tager sig selv til Rette og stter sig over
Lands Lov og Ret. Du stjler Byfolkets Tmmer heroppe af din Fos,
hugger Kommunens Mrke bort og stter dit xemrke deri, og naar
de stvne Dig for Retten, mder Du ikke. Tag Dig i Agt! Forgangen
sagde min fornemme Huusbond, at nu bliver Du lyst fredls, forstaaer
Du: fredls? Du bliver fldet som Ulven i Skoven, -- Morbroder
Bjrnstad, hrer Du? Du bringer Skjndsel over din Slgt! Vi forngte
Dig -- jeg, velagtede Huusholderske hos hifornemme Kjbmand Walck,
forngter Dig, Du Barneskjnder -- Bjergrver -- Du -- --

Ulles Stemme var gaaet over i uartikulerede Hviin. Bjrnstads Hustru
vred uafbrudt sine Hnder. Han selv var standset midt i den lave Dr;
hans spottende Blik hvilede paa Ulle.

Ja, vi maa sandfrdig skamme os nede i Frederikshald -- sikken
Morbroder jeg arme Mand dr har faaet! stnnede Daniel og knyttede
sine brede Nver.

Jrgen reiste sig fra Moderens Leie.

Javist, Du var altid streng, Morbroder, sagde han; men Du var
retfrdig. Du slog haardt, men i rette Tid. Jeg var bange for Dig;
men jeg holdt af Dig. -- Hold saa Mund, I Andre, for det er alligevel
sandt: vi have vret daarlige Brn mod en god Moder. -- Nu bliver jeg
herhjemme og stiver lidt af paa vor faldefrdige Stue og retter lidt
op med det samme paa mig selv. -- Lad dem kun Alle sige om Morbroder
Bjrnstad, hvad de vil, _jeg_ siger god for ham.

Bjrnstads Blik hvilede gjennemtrngende paa Jrgen.

Farvel herinde! sagde han, da Jrgen tav, med en lav og sregen
Betoning, vinkede til sin Hustru at flge efter og gik tilbage mod
sit Huus over den gyngende Bro. Da han var kommen over, sparkede han
til Fjlene; de gled bragende fra Klippe til Klippe og forsvandt i
Fossen.

Det var godt, at Hans Stormgtighed endelig fik Sandhed at
hre, sagde Ulle og rettede Falbeladerne paa sit struttende
Fiskebeensskjrt. -- Kan Daniel saa see, at vor Moder ikke led Nd,
vedblev hun og veiede sin Arvepart i Haanden; jeg vidste nok, at hun
var en fornuftig og sparsommelig Kone med Been i Nsen. -- Ja, nu har
vi vist ikke mere her at gjre. Flg mig til Kanen, som holder nede
under Fjeldet, kjre Brdre; jeg maa hjem, inden Mrket falder.

Daniel greb sin Pengekasse og rystede den; hans Sindsbevgelse var
mindsket betydelig.

Det pure Slv -- det pure Slv! Sikken en Motter, jeg har haft! Det
er et rare Tilskud til Fartiet, for sandt at sige har jeg fattige
Pjalt endnu ikke faaet meget paa Kistebunden -- halioho -- --!

Han greb sig til Munden midt i Opsangen, spyttede en Skraa ud, saae
sig andgtig om i Srgestuen og kastede et Slngkys med sin venstre,
rde Haand mod Sengen, idet han gik mod Dren.

Ulle havde aabnet Skabsdren, fremtog Moderens graa, uldne Shawl og
svbte sig deri; derefter aftog hun omhyggelig sin vaiende Hovedpynt
og bandt med en stor Hageslife Moderens sorte Kirketrklde omkring
sin tyndhaarede Isse, undersgte tilsidst Bordskuffen, der kun
indeholdt nogle slidte Hornskeer og Knive. Hun nikkede til Jrgen og
forlod Stuen.

Udenfor paa Fjeldpynten stod Olaug.

Ulle standsede, betragtede hende med et usikkert Blik; saa tog hun en
rask Beslutning og gik hen mod hende.

Er det Olaug? spurgte hun og lod forbauset sit Blik glide over den
slanke Skikkelse, indtil hun standsede ved det ligblege Pigeansigt
med de store, funklende ine, som med et umiskjendeligt Udtryk af
Uvillie mdte hendes beundrende Blik.

Olaug veg et Skridt tilbage mod Fjeldskrnten og udbrd med
skjlvende Rst:

Ja, Moder, jeg er Olaug, vor Families Skjndselsbarn!

Ulle foer sammen som ramt af en Piskesnert. Jrgen var fulgt med ud
i det Frie, for at see Ulle kjre bort. Han blev et taust Vidne til
Moderens og Datterens frste Gjensyn.

Ulle maalte den kjkke Pige med et hvast Blik og sagde:

Jeg seer, min gamle, svage Moder har ikke magtet at tugte Dig med
Ferle og Riis. Du skal hre nrmere fra mig om nogen Tid.

Dermed vendte hun Olaug Ryggen og begav sig til Kanen, som kort efter
frte hende og Daniel mod Frederikshald.

Da Olaug blev alene, svigtede hendes Mod. Hun sank i Kn og strakte
hit hulkende Armene mod Fossen.

Bedstemoder, -- Bedstemoder! hviskede hun i Overmaal af
Fortvivlelse og Forladthed; tag mig til Dig -- dit Skjndselsbarn
lnges hjem til Dig.

Hun biede sig dybere over Afgrunden, som om hun sgte den gamle Kone
i Dybet; det var dog i Himlen, hun skulde finde hende.

I det samme flte hun en kraftig Haand paa sin Skulder, og en mild
Stemme udbrd:

Bedstemoder sender mig til Dig, Olaug. Du bliver nu hos mig, til vi
finde noget bedre for Dig. -- Kom med ind og hjlp mig at rydde op i
vor gamle Stue. -- Vi To have meget at snakkes ved om -- om hende.

Olaug saae op. Jrgen stod biet over hende med et srgmodigt Udtryk,
Mormo'ers Udtryk, i sit mandige Ansigt.

Nede fra Fossens klippesprngte Leie ld Norges evige, storladne
Nationalhymne, mgtig og enevldig gjennem Fyrreskovens Susen, den
samme Melodi for den Sorgbundne som for den Glade, for Liv og Dd.

Olaug reiste sig og gik foran Jrgen ind i Stuen. Bedstemoderen havde
svaret hende.




HLANDSSLAGET.


Den 8de Marts 1716 vare de verstbefalende Officerer ved de norske
Tropper, udsendte for at forsvare det sndenfjeldske Norge mod
Carl den XIItes forventede Indfald i Landet, forsamlede i Hland
Prstegaard, der laa nogle Miil fra den svenske Grndse, omgivet
af klippefuld Skov, der gjennemfuredes af utallige Bkke og
Fosser. Sneen laa dyb og haardfrossen i Fyrreskoven og dkkede
Klfter og Indser. Hist og her havde Bjergvinden feiet Sneelaget
tilside, hvorved sorte, speilblanke Iispletter kom til Syne over de
stille Skovvande. Der ld en hitidelig manende Alvorsrst ud fra
Skovtykningen over de aabne Jorde, der laa nrmest Gaarden.

Den strke Kulde havde oversaaet Prsteboligens smaa Glasruder med
Iisblomster. -- Inde i Storstuen sade Officererne bnkede om Bordet.
Oberst Kruses korte, svrlemmede Skikkelse og barske Hoved ragede op
ved Bordenden; omkring ham sade Oberstlieutenant Bryggemann, Capitain
v. Heinen, Major Emhausen, Sorenskriver Wexelsen og flere andre. En
osende Olielampe hang ned fra Bjlkeloftet og oplyste de alvorlige
Mnd med et rdligt, usikkert Skr.

En vis Uro prgede de veirbidte Trk. Hver Gang, Dren gik op og
Pigerne indbar dampende Fade med duftende Retter, vendtes alle Blikke
mod Aabningen med et spndt Udtryk, som om vigtige Efterretninger
vare i Vente. Derefter fortsattes Samtalen i et dmpet og afveiet
Sprog, betydningsfulde Sprgsmaal og Svar udvexledes.

Af og til ld Patrouillens taktfaste Skridt udenfor i den knirkende
Snee. Der var Farens Uhygge i Luften.

Et aabent Brev laa paa Bordet foran Brigadeer Kruse; det var dettes
Indhold, som blev drftet og var vel egnet til at vkke Eftertanke.
Capitain Sarpsborg havde nemlig fra den nrliggende Fstning Basmo
sendt denne Skrivelse til Major Emhausen med Underretning om, at
Kongen af Sverrig skulde vre opbrudt Dagen forud, den 7de Marts, fra
Holmedal med en veludrustet Armee og havde overnattet ved Kirkeby, en
halv Miil fra den norske Grndse.

Drftelsen af denne tydelige Forklaring vakte imidlertid,
besynderligt nok, blot Usikkerhed og Meningsforskjel om Sagens
virkelige Forhold.

Oberst Kruse ytrede til Emhausen:

Jeg bliver ved min Paastand. Svenskekongens Indfald er nppe saa nr
forestaaende, som Bnderne have rapporteret til Capitain Sarpsborg.
Disse Rygter have jo nu cirkuleret siden frst i Januar. Hvor skulde
Kong Carl herinde faae Proviant til sin Armee? Guds Dd, det vilde
vre for dumdristigt selv af ham at gjre Indfald i dette Klippeland
ved Vintertid.

Major Emhausen rystede paa Hovedet.

Disse kraftige Aarsager forhindre nppe Carl den Tolvte; mulig troer
han netop desaarsag at finde vort Land i uforberedt Forsvarstilstand.
Han veed, at vore Regimenter ere i Danmark; Hjlp derfra kan nppe
forventes paa Grund af ustadig Vind og besvrlig Transport.

Javist, udbrd Kruse med hvet Rst og stttede sin knyttede Haand
mod Bordet; javist, Messieurs, Kong Carl, den Vovehals, brnder
efter hos os at gjenvinde de Laurbr, han nys tabte i Pommern. Vi
br ikke vre for sikre. Men hidtil ere alle Efterretninger, vi have
modtaget af Egnens Folk, saare upaalidelige; i Gaar brndte alle
Varder rundtom paa Urskougs Hider, og alligevel laa Svensken endnu
i Aftes rolig om Holmedal.

Efter min Formening er der strre Sandsynlighed for, at han drager
ad Skaane til end drister sig til at overfalde os, ytrede Bryggemann
og strakte Benene fra sig. Jeg kom hertil for frste Gang i Gaar,
siden det er blevet mig anbetroet at forsvare denne Egn. Jeg
forefinder ufremkommelige Veie, gyngende Broer og snevre Klfter.
Her vil Forsvar blive mig en let Sag. Nei, Svensken vover sig ikke
herind. I Nat kunne vi idetmindste sove trygt nok; jeg trnger
haardelig til at hvile ud i Prstekonens Dyner.

Brigadeer Kruse tilkastede den Talende et irettesttende Blik og
gjentog: Ikke for sikre, Messieurs!

I det samme traadte en Gefreider ind i Stuen og meldte, at et ungt
Kvindfolk begjrede at tale med den verstbefalende; hun bragte
vigtigt Nyt.

Flere Rverhistorier fra Egnens Folk! udbrd Kruse utaalmodigt.
Lad hende trde ind. I disse Tider br man hre alt Snak og selv
skjelne mellem Sandt og Usandt.

Ja, lad hende komme ind, gjentog Bryggemann, strakte sine Been i
hie Kravestvler ud paa Gulvet og slog et Smk med Tungen. Ungt
Kvindfolk bringer altid godt Nyt.

Gefreideren lod Dren staa; en slank Pigeskikkelse kom til Syne i
Aabningen. Skarsneen tindrede endnu i hendes Pelstrie og i de ttte
Krller, der stak frem under Nationaldragtens Hue og indrammede
hendes friske Ansigt, der i ieblikkets Spnding var blegt, medens
hendes Blik fli hen over de forsamlede Officerer.

Trd nrmere og fremsiig uden Frygt dit rinde, sagde Kruse.

Olaug -- det var hende -- nrmede sig med opreist Hoved og skjlvende
Lber.

Fjenden er over os i denne Nat! udbrd hun stakaandet; ret nu
staaer han paa Vandet Rmen, tre Mile herfra, saa tt som Grs.

Seer vi det! udbrd Kruse. Har hun selv seet Svensken?

Ja, jeg saae et herligt Syn, udbrd Pigen og lftede sit lysende
Blik; Heltekongen Carl knlede midt paa Marken imellem sine Mnd --
det saae hitideligt ud. Saa steg Bnnen fra Alles Lber i den stille
Aften, hiere og hiere -- det ld tilsidst som et Skrig efter Seier
op mod Vorherre. Saa sprang Kongen op, og Fanerne vaiede under den
graa Himmel, og Hornene blste, mens han steg til Hest og red forud
for alle Andre herind i Landet med en lille Trop Ryttere.

Officererne saae til hverandre; nogle rystede vantro paa Hovederne,
andre smaalo over Pigens Forklaring.

Hvorledes har Du kunnet observere alt dette saa nie? spurgte Kruse.

Jeg var i et rinde for Klokker Bakke oppe i Fjeldene over Holmedal
hos gamle Kari Ranetry; paa Veien did kom jeg Svenskehren nr og
fli saa hid for at vare vore Folk i Tide.

Kruse gjorde et utaalmodigt Tegn til sin Adjutant, som indfrte det
her meddelte i sin Journal. Bryggemann flitede og klirrede med sine
Sporer.

Hvilken Vei kom Du hid? spurgte Obersten.

Den nrmeste, gjennem Naddem Passet. Svenskerne drage over Eid.

Hvad er Eid? spurgte Bryggemann. Det kunde vre ganske rart, om
man havde sat mig lidt ind i Egnens Terrainforhold, siden man betroer
mig at forsvare den.

Eid er det Pas, som frer til Skoven ind ad Sverrig til.

Dd og salte Plage, vi maa naturligviis snarest bestte de Passer
mandsstrkt, Major Emhausen, udbrd Bryggemann. Hvorfor har Ingen
tnkt herpaa? Jeg staaer jo her som fremmed og ukyndig Mand.

Javel, Hr. Oberst, svarede den Tiltalte; det omtalte Pas ligger
flere Miil herfra.

Flere Miil? gjentog Bryggemann beroliget. Saa kan der umuligt
blive noget af at bestte det i Nat. I Morgen tidlig bemande vi
Passerne og lade de vrige Folk trkke sammen her paa Pladsen fra
deres spredte Nattekvarterer. Forstaaer han?

Javel, Hr. Oberst! Adjutanten slog de sporeklirrende Hle sammen.

Olaug traadte dristig frem til Bordet.

I tage det ikke ilde op, Hr. Hvidsmand, udbrd hun med blussende
Kinder; men de Passer maa besttes strax. Fjenden er ellers over os,
fr Dagen gryer.

Kruse gik heftig frem og tilbage, som om han var Bytte for vexlende
Betragtninger.

Dit Navn? spurgte Bryggemann.

Olaug.

Dit Slgtsnavn?

Olaug, gjentog Pigen med tydelig Usikkerhed.

Kruse bemrkede hendes Forlegenhed. Den bestyrkede hans Mistillid til
hendes Udsagn.

Det har sin Rigtighed, Olaug hedder hun, sagde Fogden og reiste sig
halvt i Sdet; hun hedder blot Olaug -- af visse Grunde.

Giv Pigen en halv Daler og lad hende gaa, sagde Brigaderen til
Adjutanten.

Olaug skjd Haanden med Pengestykket tilbage og gik mod Dren.

Vil Du ikke have Pengen, min Glut? spurgte Bryggemann og strg sin
Knebelsbart. Hvad har Du ellers gjort Dig al den Uleilighed for?

Olaug vendte sig i Dren. En flammende Rdme havde aflst hendes
Bleghed. Hun kastede Hovedet tilbage, mens Taarer tindrede i hendes
ine.

Jeg har varet Jer, fordi jeg er en norsk Pige, som kun hedder --
Olaug! brd det frem over hendes dirrende Lber; dermed ilede hun ud.

Et jodlende Sippedeia! ld efter hende i Mrket, da hun forsvandt
i Skoven.

Officererne saae raadvilde paa hverandre.

Dette her lader til at blive Alvor, Hr. Brigadeer, ytrede Major
Emhausen henvendt til Kruse. Hvad befaler Hr. Brigaderen?

Kruse vedblev at gaa heftigt op og ned ad Gulvet uden at svare.

Jeg mener, vi br snarest samle vor Bataillon her paa Pladsen,
sagde Bryggemann. Hvad ligner det, naar vi kan blive overfaldne her
i mit Hovedkvarteer, at have vore Folk spredte i Nattekvarteer i en
halv Miils Omkreds? Hvordan skal jeg kunne holde Stand paa denne
Maneer?

Igaar tndte Befolkningen Signalbaalene fra Fjeld til Fjeld -- det
hed sig, Fjenden var brudt ind i Landet, ytrede Kruse og standsede
ved Bordenden. Vore Tropper maatte patrouillere den hele Nat til
ingen Nytte -- ere overanstrengte. Pigen farer vel igjen med
overspndt Snak, har naturligviis taget feil af Svenskens udsendte
Spioner og mener, at det er et fjendtligt Indfald. Hvad maa de tnke
i Christiania, om vi nu atter i Nat gjr blind Allarm og tnder
Farebaalene?

Kruse talte i korte Udbrud, der rbede hans egen Usikkerhed.

Lad min Slde kjre frem.

Major Emhausen traadte frem for Brigaderen og gjentog sit Sprgsmaal:
Hvad befaler Hr. Brigaderen?

Kruse standsede, idet han gik mod Dren, betragtede ham med et
gjennemtrngende Blik og sagde:

I har mine Ordrer, I saavelsom alle I Andre, Messieurs. Hver isr
maa nu handle efter Conduite, som det smmer sig dygtige Officerer.
Feltraabet er frisk. Ved den mindste Fare affyres et Signalskud for
at samle Mandskabet. Hermed Gud befalet.

Kruse forlod Stuen og steg i Slden.

Himlen var overtrukken; mellem forrevne Skyer kastede Maanen sit
blege Lys over Snemarken og den susende Skov. Enkelte Soldatergrupper
stode i Gaarden og talte lavmlt sammen. De rettede sig og gjorde
Honneur. Et Piskesmld ld skarpt som et Pistolskud, og Kruses Slde
foer af Sted ind mod Skoven over den knirkende Snee for at bringe
Brigaderen til hans Kvarteer, Lehnsmandsgaarden i stby.

Den modige Kriger anede nppe, at han nogle Timer senere vilde faae
Leilighed til at udfolde alt sit Heltemod og gjensee Prstegaarden
i meget forandrede Omgivelser.

Det var en rar Besked til at faae Forstand af, sagde Bryggemann
spottende, da Dren lukkedes efter Kruse. Her lader han mig sidde
midt i den vildfremmede Egn og paalgger mig at handle efter
Conduite, mens jeg skal forsvare det Hele! Heldigviis har jeg valgt
mit Standkvarteer med en utrolig Snedighed: jeg ligger midt i Linien
-- hvorfor skulde Svensken netop falde paa at angribe dette Sted,
hvis han i det Hele vover sig ind i Landet? -- God Nat, mine Herrer!
Begiver Eder nu hver til Eders Kvarteer og sov ud, som jeg agter at
gjre. Vorherre alene veed, naar vi nste Gang faaer Nattero. Jeg er
fuldstndig udslidt efter alle disse Strabadser.

Medens Bryggemann tndte et Tllelys, hikkede han gjentagne Gange,
standsede midt paa Gulvet og skyggede for den viftende Flamme med sin
fede Haand. Lysskjret kastede dybe Skygger omkring hans fremstaaende
Kinder.

Handle efter Conduite -- har man hrt Mage! Her har jeg Pengekassen
med Corpsets Lnninger for 3 Maaneder at forvare! -- Hei, Lieutenant,
st en Vagtpost udenfor min Dr og en anden midt i Gaarden, saasom
Kongeveien gaaer her igjennem. Han skal snappe alle Fremmede op, som
passere, og bringe dem ind til mig, om jeg saa ligger i den dybeste
Svn, paa det jeg kan blive informeret om Fjendens Desseins og
forehavende Bevgelser. Vor Fane kan Lieutenant Dillerud ligge med
ovre paa Riser og lad ham flittig patrouillere mellem Gaardene, saa
veed jeg da, at Fjenden ikke kan komme pludselig og uformodet over
mig, den Rvepels. See, det kalder jeg at handle efter Conduite. Gjr
I nu ligesaa, Major Emhausen. Og saa til Kis!

Midt i Sovekammerdren vendte Bryggemann sig endnu en Gang og raabte:
Feltraabet er frisk, sagde han. Sikken et Feltraab! Naar man ikke
kan see ud af inene efter de sidste Dages Elendighed! Jeg sover
ellers altid i fuld Mundering med Hnderne om Svrdknappen, naar jeg
er i Felten, og drmmer om lynende Batailler. Man kan tilsidst blive
kjed af al den Snak om Overfald. -- God Nat, I Herrer!

Bryggemann stngede omhyggelig Dren efter sig. De vrige Officerer
toge Afsked og begave sig til deres respektive Kvarterer, uden at
nrmere Bestemmelser endnu vare trufne om at modtage Fjenden.

Bryggemann traadte ind i Gjstestuen. Et mgtigt fiirkantet Sengested
med ophobede Dyner bag blomstrede Forhng indtog Hovedpladsen i
Kammeret, en stram Duft af Lavendel slog den Indtrdende i Mde, og
midt paa Bordet laa en opslagen Huuspostil.

Det maa ogsaa fortlles, at to Grene vare sammenheftede som et Kors
paa Vggen over Bilggerovnen med tre forgyldte Hjerter mellem
Grannaalene.

Bryggemann stillede sit Lys paa Bordet og holdt sig for Nsen.

Fi, hvor Luften kan vre befngt i saadant et gammelt Rottehul!
sagde han og slngte sig i Halmstolen foran Sengen, medens han med
Stvlerne hamrede i Gulvet, det Tegn, hvormed han kaldte sin Oppasser
til Hjlp.

Dren gik op, og Halvor stak sit Hrhoved ind i Stuen.

Adolph er endnu ikke kommen tilbage fra Riser, strenge Hr.
Hvidsmand, sagde han. Men han bad mig vre Jer til Tjeneste i alle
Maader.

Kom og trk Stvlerne af mig! raabte Bryggemann.

Halvor traadte ind og drog med et polisk Smil en Flaske gammel Sect
frem fra Triens Indre.

Den har jeg reddet til Officerens Ldskedrank i Nat, udbrd han
triumferende.

Du lader til at vre en opvakt Gut, sagde Bryggemann. Hrer Du til
her i Huset?

Nei, jeg har blot faaet Forlov til at gaae til Haande i
Prstegaarden, saa lnge I ligger her; jeg holder saa umaneerlig af
Krigsfolk, svarede Halvor og sled efter bedste Formue i Oberstens
Kravestvler.

Jeg kunde nok have Lyst til at forhre det Kvindfolk lidt nrmere,
som besgte os for lidt siden, ytrede Bryggemann og kneb Halvor i
ret.

Halvor saae leende op.

Hun er for lnge siden over Fjeldet, sagde han; men selv om hun
var her, saa hentede jeg hende ikke.

Dd og Helvede, stter Du Dig op mod kongelig Maiestts Officeer,
naar det gjlder vort Liv og Landets Sikkerhed?

Halvors Smil blev endnu bredere.

Hvis det gjaldt Liv og Sikkerhed, gik kongelig Officeer ikke i
Seng, svarede han. Og Pigen skal vre min Fstem, naar jeg
kommer til Skjelsaar og Alder. Men hun maa ikke vide, at Storbonden
Bjrnstads eenbaarne Sn vil gifte sig med hende. Hun er strix nok
paa det i Forveien, derfor driller jeg hende flittigt.

Hent mig det Skriin, som staaer ved Hovedgjrdet, befalede
Oberstlieutenanten.

Halvor bragte en lille, tung Lderkasse og stillede den paa Bordet
foran Officeren. Denne fremtog en Ngle, aabnede Skrinet og lod dets
Indhold af nyprget Slvmnt funkle i Tllelysets Skin.

Det pure Slv -- det pure Kongeslv! udbrd Halvor og slog Hnderne
sammen. Herre Jemini, hvad vil kongelig Officeer med alle de Penge
heroppe mellem Svenskerne?

Bryggemann tog en Daler, holdt den hen mod Halvor og sagde:

Bringer Du Pigebarnet til Stede inden Daggry, faaer Du denne. Ret
betnkt kan jeg ikke forsvare, at vi ikke fik hende grundig forhrt.
-- Skal vi gjre den Handel?

Halvor drog sig tilbage mod Dren og rystede paa Hovedet.

Er der mere, jeg kan gjre Officeren til Behag? spurgte han.

Kald Vagten ind.

En Soldat traadte ind.

Du holder Dig i Gaarden, Daniel Haavi, og bliver aflst Klokken
tolv. Ingen Kissemisseri i Stegerset! Du arresterer hver Kjft, som
kommer her igjennem, og frer ham ind til mig. For Resten srger Du
for, at Alt er stille, mens jeg tager et Blund.

Javel, Hr. Oberst, svarede Daniel, hilste og gik til sin Post midt
i Prstegaarden.

Bryggemann kastede brummende sine Klder over Halmstolen.

Feltraabet er frisk -- sikken et Feltraab! -- Handle efter
Conduite -- sikken en Menneskeder, som ikke under en Kammerat en
lille Nattesvn! -- -- Sikke ine den Glut havde! -- -- -- den
forbandede, tykhovedede Hvalp!

Oberstlieutenanten krb ind i den brede Dyneseng; et langtrukkent
Aandedrt forkyndte kort efter, at han var falden i Svn.

Sikke djvleblndte ine! mumlede han endnu en Gang, mens Tanen,
rd og osende som en bred Fane, snkede sig over Lysets Tlle.
Flammen slukkedes. Alt blev stille.

Udenfor i Prstegaarden stod den unge Musketeer Haavi stttet til
sit Gevr og speidede agtpaagivende mod st og Vest. Svage Raab lde
af og til ovre fra de fjerntliggende Nabogaarde. Pludselig saae
Soldaten en sort Skygge glide frem langs Huusmuren. Han spndte
Hanen og raabte: Hvem dr?

Tys! hviskede Halvors Stemme. Hurtig -- fly mig et Gevr, saa skal
jeg gjre det for Jer, som jer Oberst har forsmt.

Hvad mener Du?

Der maa ieblikkelig stilles en Post ud ved Broen her ovenover; jeg
hrte nys en besynderlig Susen, da jeg luskede om paa Udkig, og da
jeg lagde ret til Jorden, fornam jeg tydelig Hestetrampen. -- Giv
mig en ladt Muskedonner, saa skal jeg give Jer Alle Signal i Tide,
saa snart jeg seer Fjenden.

Det har jeg ingen Ordre til. -- Vk med Dig, Dreng! svarede
Skildvagten.

Saa vaer Dig selv! raabte Halvor krnket. Naar Du om lidt hrer
et Ugleskrig oppe fra Broen, saa er Fjenden over Hovedet paa Dig, og
gjr han Dig kold, saa tager jeg dit Gevr.

Haavi slog ud efter Drengen. Halvor forsvandt med et Spring gjennem
Porten.

En halv Time senere hrte Skildvagten virkelig et Ugleskrig oppe fra
Fjeldet. Han lyttede; men da Alt forblev stille, formodede han, at
Drengen gjorde Lier med ham, og fortsatte sin Vandring med Gevret
paa Skulderen. Lidt efter blev Ugleskriget gjentaget, denne Gang
skarpt og gjennemtrngende bag den gamle Birk, der hldede ud over
den stre Lade. I det samme gled en Sky fra Maanen, og Skildvagten
bemrkede et Hoved, som tittede frem bag Muren ved Kornladen. Et
Secund blev en Rytterskikkelse synlig, som hvet i Stigbilerne
kiggede ind i Gaarden og atter forsvandt.

Holdt -- hvem dr? raabte Haavi.

Freund, ld Svaret udenfor Porten.

Hvad for Freund? spurgte Skildvagten.

God Freund, svarede Stemmen.

Hvad for Compagni? spurgte Haavi.

Da han intet Svar fik, sprang han hen til Vagtstuen, hvis hele
Mandskab bestod af sex Soldater.

Kom ud -- kom ud! raabte Haavi. Nu er Fjenden her nok for Alvor.
-- Ind og vk Oberstlieutnanten!

Gefreideren, som holdt Vagt foran Oberstens Dr, sad og tog et
velgjrende Blund. Halvor foer som en Stormvind gjennem den aabne
Gaarddr, slog den Sovende over Benene med sin Kjp og brd uden
videre ind til Bryggemann. Der var blgmrkt i Stuen; en dyb og
regelmssig Snorken forkyndte, at den tapre Officeer efter bedste
Evne skyndte sig med at samle Krfter til Fdrelandets Forsvar.

Vaagn op i Herrens Navn -- vaagn op, Officeer! raabte Drengen og
ruskede den Sovendes Arm.

Hvem dr? brlede Obersten og satte sig overende i Sengen. I
Djvlens Skind og Been, troer I, man kan holde saadant et Hundeliv ud
i Lngden -- Dag og Nat?

Det er mig -- Halvor, som skulde hente Pigen til Jer.

Det kunde Du jo have sagt strax, hviskede Bryggemann med en lav
Stemme, hvis Skratten han sgte at dmpe. Jeg laa just og rgrede
mig over den Bummert af Brigaderen, at han ikke fik hende forhrt.
-- Hent Redekammen, -- hurtig, den sidder i Speilrammen. -- Har Du
Glutten med?

Nei, jeg har Svensken med, Hvidsmand; Svenskekongen selv holder
herudenfor. Gaarden er omringet.

I Djvlens forbandede Navn, mine Stvler -- tnd Lys! brlede
Bryggemann med en Rst, som Sindsbevgelsen gjorde hoppende.

Halvor meente at burde forstrke ieblikkets Stemning. Han udstdte
en sagte Jamren.

Ret nu myrde de vor Fa'er; de har hngt ham op ovre i Stegerset med
en Krog i Maven. De myrde det ufdte Barn i Kari Sterpiges Liv. --
Skynd Jer, skynd Jer!

Hvor er min Hat, min Kjole?

Det ld i Mrket, som om Bryggemann tumlede om i Vildelse og kastede
alt overende.

Her er hans Vrge! raabte Halvor. -- Der har vi Fjenden -- Herre
Jemini, han stikker Ild i Kornladen!

Drengen foer ud af Dren med et Skrig, der vkkede Husets Beboere.

Obersten opgav at finde sine Klder. Han fulgte ud i det Frie efter
Halvor, ifrt ulden Nattrie og Tfler med dragen Kaarde i Haanden.
Udenfor Porten traf han sine sex Mnd.

Flg mig Alle! kommanderede han med hi Rst; her er intet ieblik
at spilde.

Den lille Skare ilede nogle Skridt ud over Marken, men standsede ved
at see den bedkket af fjendtlige Ryttere.

Skyd ikke! raabte en svensk Officeer, der syntes at vre Anfrer
for Troppen, saa skal I faae godt Kvarteer.

Vi give os ikke levende! skreg Bryggemann og drog sig skyndsomst
tilbage til Prstegaarden. Her gav han sin Tjener Adolph Befaling til
at hente hans Stvler, Kjole og Hat; men inden han havde faaet disse
Bekldningsstykker, brd Svensken ind ad den stre Port, anfrt af
Carl den Tolvte i egen Person samt af Prindsen af Hessen.

Bryggemann flygtede hovedkulds, ledsaget af sin Tjener, ud gjennem
et Vindu og ilede over mod den nrmeste Gaard, Riser, hvor hans
Fanevagt laa indkvarteret. Oberstlieutenanten var iflge ienvidners
Udsagn paa denne Flugt ifrt nedtraadte Tfler, rd Nathue og ulden
Vest. Medens han ilede hen over Sneen, tabte han jvnlig Tflerne,
bandede, stnnede, arbeidede sig videre, alt mens han udstdte hse
Kommandoraab, som ingen efterkom i den almindelige Rdsel.

Medens dette tildrog sig udenfor Prstegaarden, sneg Halvor sig ind
i det forladte Gjstekammer, famlede sig frem til Hovedgjrdet, greb
Pengeskrinet, itusparkede den halvtmte Viinflaske, som stod paa
Gulvet ved Sengen, og forsvandt gjennem Vinduet i samme ieblik, som
Kong Carl, ledsaget af sine Officerer, traadte ind i Prstegaardens
Storstue.

Da de Flygtende havde tilbagelagt Halvdelen af Veien til Riser, hrte
Bryggemann pludselig en hilydt Jamren bag sig.

Aa nei, Hr. Oberst, see ikke tilbage -- det er altfor gyseligt!
grd Halvor. De har lige spiddet vor Mo'er paa deres Bajonetter og
sat hende fast paa Portlaagen. De spurgte efter Officeren -- og nu
kommer en Skare Ryttere herned efter os.

Halvor foer i lange Hop forbi Obersten, der forgjves anstrengte sig
for at flge ham.

Et ieblik efter vendte Halvor tilbage.

Og de mange blanke Slvdalere, som Svensken dr fik fat i, det er
det allervrste! skreg han og sled sig i Haaret.

Guds Dd! stnnede Bryggemann. Kronens Lnninger og mine egne
Trepenge! -- Tilbage, Dreng! Tre Daler til Dig, om Du redder
Skrinet.

Ikke for Alverdens Guld! Svensken truede mig nys med at hlde Krudt
i Halsen paa mig og sprnge mig i Luften.

Bryggemann arbeidede sig stnnende videre; Skarsneen brast under ham
og besvrliggjorde Flugten.

Giv mig Vrgen, raabte Halvor, saa skal jeg bre den for
Hvidsmanden.

Ingen skal sige, at Oberst Bryggemann lod sin Kaarde i Stikken!
raabte Obersten heltemodigt og svang sit Vaaben over Hovedet, idet
han foer ind gjennem Risers Port, hvor Fanelieutenant Dillerud stod
opstillet med Fanen og sine sexten Mand.

En Sky gled fra Maanen og viste Bryggemanns halvt paakldte Skikkelse
under det vaiende Banner. Han lagde sin Haand paa Fanestangen,
lftede sin Kaarde og udbrd med bevget Rst: Gud vre lovet med
Fanen og mit Vrge er ren reddet.

Tjeneren Adolph traadte rbdigt nrmere med sin Herres Kjole,
Stvler og trekantede Hat.

Behager det nu Hr. Obersten at klde sig paa? spurgte han.

Lapperi! svarede Bryggemann, medens Adolph ifrte ham Uniformen.
Hvem tnker paa sligt, naar Fdrelandet er i Fare? Frst ren i
Behold -- saa Klderne! -- Lad nu Trommen rre for at samle vor
Compagni her paa Pletten.

Denne Ordre viste sig ved et senere optaget Krigsforhr at vre et
nyt og utilgiveligt Feilgreb af den verstbefalende, idet denne
Trommehvirvel veiledede den endnu usikre og frygtsomme Fjende og gav
ham Anviisning paa, hvor de i Mrket skulde sge de norske Soldater.

Idet Trommeslageren udenfor Gaarden begyndte at lade en Hvirvel rulle
hen over den lille Hislette, flte han en Haand klemme sig fast om
hans Arm, og fra et lyshaaret Hoved stirrede ham to opspilede ine i
Mde.

Ikke en Lyd! hviskede Halvor. Jer Oberst maa jo vre galen;
Fjenden er endnu paa Vildspor -- jeg viste ham Vest paa, da han
spurgte, hvilken Vei Norsken flygtede. Hrer han Trommen, har vi ham
her om et ieblik.

Af Veien, Dreng! raabte Trommeslageren og sgte at frigjre sin Arm.

Giv mig et Gevr, raabte Halvor med ubndig Energi, saa skal jeg
skyde Allarm oppe fra Fjeldet. Det samler ogsaa vore Folk og leder
Fjenden til Fjelds.

Trommeslageren sled sig ls. En skarp Hvirvel gjenld fra Klipper
og Skov; endnu en Hvirvel, vild og farevarslende. Dette Signal
opnaaede tilfulde Hensigten at kalde Folk til Stede -- det var blot
ikke norske Tropper, men svensk Cavalleri, der som en Stormvind kom
brusende ned over Sletten.

Halvor udstdte et rasende Skrig.

Sikke umlende Tossefhoveder! udbrd han. I staa ikke til at
redde.

Han forsvandt i Skoven.

I nste Nu var Gaarden omringet, og inde i den, Fanevagtens lille
Skare, der i det korte Mellemrum ved tililende Mandskab var voxet til
70 Mand.

Idet Fjenden red ind i Gaarden, anfrt af en Rytter, der var indsvbt
i en vid Kappe, kastede Bryggemann Fanen til Dillerud.

Lad den forstikke i Sneen, mens vi drage os tilbage mod Broen,
befalede han.

Fanen vikledes sammen og forsvandt, medens Obersten og hans Folk i
god Orden drog sig ud af Gaarden ned mod den omtalte Bro.

Overgiv Jer -- I ere een mod tyve! ld en befalende Rst foran
Svenskerne.

Der talte Du dit sidste Ord, og det var en Lgn, Kong Carl! udbrd
Bryggemann, rev et Gevr fra den nrmeste Soldat og sigtede paa den
kappekldte Rytter, som holdt ubevgelig foran sine Folk i det klare
Maanelys. Gevret klikkede med en smldende Lyd; en Haanlatter ld
fra Rytteren, som ikke var Kong Carl, efter hvad der senere blev
oplyst, men Arveprindsen af Hessen.

Efter denne mislykkede Heltebedrift slngte Oberst Bryggemann Gevret
fra sig og overgav sig, uden at der blev vexlet et Skud eller et
Svrdslag. Enkelte af hans Folk undslap ved at sge til Fjelds, de
vrige bleve afvbnede og som Fanger frte til Prstegaarden.

Det er i nrvrende Fortlling ikke Hensigten at give en udfrlig
Skildring af de flgende krigeriske Tildragelser under Svenskernes
Indfald i Norge uden forsaavidt, at Fortllingens Hovedpersoner tage
Deel deri. Her maa det vre nok at minde om Brigadeer Kruses tapre
Kamp ved Hland Prstegaard, hvortil han indtraf nogle Timer senere,
underrettet om Bryggemanns Nederlag af hans flygtende Folk.

Uden at afvente Forstrkning indlod Kruse sig ved nvnte Bro med en
langt overlegen Fjende, drev Carl den Tolvte to Gange tilbage til
Skovene, men maatte omsider trkke sig tilbage over den smalle Bro,
hvor han mistede flere Folk. Kruse skal i denne ulige Kamp med egen
Haand have fldet sytten Fjender og skudt Prindsen af Hessen; Kuglen
trngte ind gjennem hans Gehng og maatte siden skjres ud af Hoften.
Prindsen blev ufortvet frt tilbage over Grndsen til Sverig.

Ligeledes huggede Kruse Kong Carl over Armen. Da Brigaderen haardt
saaret tilligemed sine Folk som Fanger blev frt ind i Prstegaarden,
lod Carl den Tolvte ham forbinde af sin egen Feltskjr,
komplimenterede ham og spurgte, om Jutan Frederik havde mange
saadanne Krigere, for saa skulde Fanden slaaes med ham, hvortil Kruse
svarede, at han var kun en af de ringeste Soldater, hvilket Kong Carl
skulde komme til at sande, dersom han trngte lngere ind i Landet.

Da Kongen saae Bryggemann og hrte om dennes Uheld, sagde han
spgefuld: De burde ikke hedde Bryggemann, men Tryggemand.

Denne Hentydning syntes ikke at berre den fangne Officeer pinligt.
Han opslog en skraldende Latter, lagde Haanden paa Brystet og
forsikrede, at det var en overmaade stor Vittighed af Majestten.

Da han gjensaae Oberst Kruse som Fange i den samme Stue, hvori de
nogle Timer tidligere skiltes, maalte han den tapre, saarede Helt med
et haanligt Blik.

Jeg vasker mine Hnder, udbrd han med overlegen Foragt, efter
den Ordre, vi fik at holde os til. Det kan man kalde en liderlig
Conduite!

Ved den senere Krigsretsdom, der faldt efter vidtlftige Forhr,
fratog den danske Konge Bryggemann hans Officeersbestalling, hvorimod
Oberst Kruse det flgende Aar blev forfremmet til General.

Saaledes udspilledes dette korte Drama, der blev af skjbnesvanger
Betydning for Frederikshald, idet de verstbefalendes Mangel paa
krigersk Overblik begunstigede Fjendens Angreb, som paa dette
Tidspunkt med Lethed kunde vre afslaaet af den samlede norske
Troppestyrke, der fandtes spredt i Egnen, og Landet saaledes
dennesinde for videre Invasion have vret forskaanet.




EN NORGES SN.


Samme Aften, som Kong Carl den Tolvte udfrte dette vellykkede
Overfald paa Hland Prstegaard, vandrede Bjrnstad frem og tilbage
i Storstuen hjemme paa Fossegaarden, som ved Stedets naturlige
Beliggenhed dannede en afsondret Fstning paa en fremspringende
Klippepynt. Henne ved Bordet sad hans Hustru Mari. Det dsige
Lampelys kastede sit gullige Skjr over hendes indfaldne Trk, der
vare prgede af stor Blidhed og megen Forsagelse. Hendes klare ine,
der endnu besad Ungdommens Glands i deres rynkede Indfatning, fordi
hendes Sjl havde bevaret Ungdommens Styrke i Hengivenhed, hang ved
Mandens mgtige Skikkelse, der syntes at fylde det store halvmrke
Rum, som han fyldte hendes Hjerte. De foldede Hnder fore af og til
rykkende i Veiret, som om hun beherskedes af en dyb Sindsbevgelse.
Det gjorde hun ogsaa: det var et mangeaarigt Opgjrelsesieblik
mellem de aldrende gtefolk.

Bjrnstad havde nylig talt; hans malmfulde Rst dvlede endnu
i Luften. Hans buskede Bryn vare sammendragne, hans Skridt
smaatmaalende, medens hans Sjl tog de store Lidenskabers
vidtflyvende Sving i Udbrudets ieblik.

Troer Du, jeg er seende blind og hrende dv, slv og flelsesls?
-- Javist, Hustru! udbrd Bjrnstad og standsede med tilbagekastet
Hoved og Tommelfingeren i rmegabet. Jeg var din unge Kjrlighed,
Jeg mindes vel den Sommerdag da lille Anne Mari brd ind i vor Have,
for at smage vor Frugt, og jeg fangede dig for bestandig i mine Arme,
-- Du blev min Manddoms trofaste Ledsagerinde i Modgangens Dage, --
jeg saae det nok, -- Du kmpede din Kamp, for at mildne mit Sind mod
mine Landsherrers Usseldom, Du vilde lre mig at bies under deres
Overmagt. Du kmper derfor endnu, i Dag, hver Time, Du lever. Hr det
nu: de bie aldrig min Nakke, Byherrerne dernede. Jeg stter min Fod
paa deres, til de have gjort deres Uret god imod mig.

Siig hellere: de stte deres paa vor, Halvor, sagde Mari. Hvad
frer al denne Modstand til?

Er det da saa meget, jeg forlanger? blot en Erklring, blot nogle
gode Ord for al den Uret, de voldte os.

Javist, Byen skyldte Dig at udbedre din Gaard dernede ved
Skarivandet. Du fstede den af Kollegiet i faldefrdig Stand
og troede dem paa deres Ord, da de lovede at udbedre Huset og
istandstte Digerne. De bleve vore strenge Herrer, holdt ikke deres
Lfter, men inddrev alligevel de hie Skatter, og da Du klagede til
Byraadet, holdt det med Kollegieherrerne og dmte Dig i Bder. De
toge vort Kvg, vor Hst, til Du maatte drage af Gaarde; de gjorde
Dig svarlig Uret. Men Herren har jo vret os god siden; nu ere vi vel
bjergede. Dog fortstter Du Krigen. I Gaar kom Stvningsmndene for
sidste Gang herop, -- Du bliver lyst fredls, sagde de, dersom Du
ikke forliger Dig med de mange Klagere. Husk, det er alle de store
Kjbmnd dernede i Frederikshald, Du har imod Dig.

Fossen heroppe er min, svarede Bjrnstad; den Kjendsgjerning faae
de lade staae ved Magt. Denne Gang ere _mine_ Papirer i Orden. Jeg
kjbte begge Sider af Fjeldet her med velberaad Hu; det var min Hvn.
Fossen er Landeveien, som tilfrer de gode Kjbmnd og Raadsherrer
deres Rigdomskilde, Tmmeret fra Nordskovene. Hvad kan jeg for, at
Naturen her har dannet en Vig, hvor Tmmeret bliver slaaet op paa
min Jord? Nu maa de betale Skat til mig for hver Tmmerstok, jeg
lader gaae videre; de gjr det ikke med det Gode, nuvel, saa tager
jeg mig selv til Rette; nu maa Raadsherrerne betale Afgift til mig,
-- en Stok af Snesen, det er ie for ie og Tand for Tand. -- Jeg
mder ikke for deres Stvning? Hvad kom der ud af, at jeg mdte for
Skranken i Forfjor? De dmte igjen efter deres Kogebog, Bder og
atter Bder. -- Jeg har mit Fjeld -- lad dem komme!

Halvor, Halvor, de tage dit Liv, naar de faae Dig lyst fredls,
udbrd Konen, medens hendes Stemme skar frem som et Angestskrig.

Lad dem tage det!

Bjrnstad haanlo. Hans Uldskjorte var gledet tilbage og blottede hans
brede, haarrige Bringe.

Jeg veed det nok: for hvert Skridt, jeg trodser min Retfrdighedssag
frem, gaaer mit eget Velfrd maaskee to tilbage; men jeg trodser den
frem endda, for saaledes som _jeg_ er faren, saaledes er hele vort
ulykkelige Norgesland faren; det veed det blot ikke. Hver Nordmand,
som vil norsk Retfrdighed fuldt ud med hvet Pande uden Buk eller
Svandsen, han bliver knust som Malmen i vore Bjerge. Og saaledes vil
det blive ved, saalnge vi skal hente vor Ret herop heelt nede fra
Danmark, fra det fremmede Land, styres af de Embedsmnd, der kjbe
deres Bestalling af fremmede Herrers Gunst, der ikke er _vort_ Blod.
Forstaaer Du? Det er vor forargelige Ulykke.

Som Bjrnstad stod dr i blodfuld Kraft, mens Lyn skjd frem under
hans buskede Bryn, syntes han en Legemliggjrelse af al norsk,
selvstndig Folkeaand, ubielig overfor fremmed Magt, utilelig som
Fossen nedenfor hans Fjeldskrnt.

Mari sukkede og saae frem for sig med Taarer i inene.

Saa maa vi redde Dig imod din Villie, Halvor, udbrd hun
fortvivlet. De maa ikke lyse Dig fredls, ikke skyde Dig ned som
Bjrnen derude i Lien. Du er min Huusbond, Du -- _min_, hrer Du?

Hun reiste sig, stemmede Knoerne i Bordpladen og stirrede ham i
Mde, halv rdselsslagen over eget Mod, meest dog for at miste sin
Huusbond.

Bjrnstad betragtede hende forskende.

Redde mig for mig selv --? Aha, jeg kjender de Talemaader, det er
din kjre Broder, Klokkeren Ole Svendsen Bakke fra Id, som stter
dette i Dig, udbrd han med dirrende Lber. Vogt Jer! Gjr Du
Ledtog med Andre mod mig, maa Du dele Skjbne med mine Fjender.

Ole Svendsen er ikke din Fjende, han er din bedste Ven, og vil vort
rette Vel, udbrd Mari og traadte frem fra Bordet.

Ole Svendsen Bakke er et Stykke af en Prst, ytrede Bjrnstad
haanligt; den halve Deel af Dagen ligger han paa Kn i Bn, den
anden halve Deel styrter han sig i Kampe, hvor han ikke har noget at
skaffe. Lad ham passe sin Klokkeknebel. Forlokker han Dig, skuffer
Du mig, Du, den Eneste jeg endnu troer paa, saa er det forbi med os
begge.

Der gled et forklaret Smil over Konens forgrmmede Ansigt.

Jeg skuffer Dig aldrig, Halvor! udbrd hun og traadte tt hen
til Manden; men her maa Du reddes fra dine Fjender, som lyse Dig
fredls. Veed Du, hvad det vil sige? For nitten Aar siden blev Hans
Brecke fra min Bygd lyst fredls, fordi han ligesom Du tog sig selv
til Rette. I Aaringer trodsede han sine Forflgere, levede udenfor
Loven. Han fik ei Huusfred, ei Thingsfred; han maatte hvile under
Busken i stor Livsfare; de efterlyste ham Dag og Nat med Lygte og
Lys, med Vaaben og Vrge. Man opslog hans Dre, haanede hans Brn og
Tyende med stor Overmagt. Hans veemodige, hilydte Klage blev ikke
agtet eller hrt af Landsdommeren; de kaldte ham Landsfjenden, -- Det
kalde De nu ogsaa Dig. -- En Eftermiddag fandt de ham med en Kugle i
Brystet bag Snnens Smedie -- De grove ham ned, hvor han laa --

Maris Stemme brast.

Nuvel, saa fik Manden jo Fred, sagde Bjrnstad.

Fred? -- Kirkeklokken ringede ikke over hans Grav.

Mari drog Hovedtrkldet tttere om sit taarevdede Ansigt, gik hen
til Arnestedet og kastede nyt Ved paa Ilden; det ulmede rdt, hver
Gang Frostvinden pibende foer ned gjennem Skorstenen og lettede de
hvide Flager af Birketresasken.

Der blev stille i Stuen. Bjrnstads sammendragne Bryn glattedes,
medens han skottede hen til Hustruens biede Skikkelse. Han traadte
hen til hende og greb hendes Haand.

Stakkels Mari, vi To ere blevne gamle i vore Kampe. Da vi vare
unge, troede ogsaa jeg paa det Gode og Retfrdige. Den Sag var
min; den viede jeg mit Liv. Siden har jeg blot lrt, at Smaafolk
lefle for Magten, -- og hvad vrre er -- at de Mgtige lefle for
deres Modstandere og sparke til deres egne, de stakkels Faar, der
rbdig krumme Ryg og stirre sig blinde paa Overmagten. Kom i Morgen
Dannekongen herop og bd mig min Ret, nu tog jeg den ikke lnger.
Lad dem blive for sig dernede og lad mig beholde mit Fjeld; her
er jeg forskaanet for det forhadte Syn at see Taaberne dandse for
Raadsherrernes Piskesmld. Her er _jeg_ Herre.

Hvor lnge? Du er snart fredls paa dit Fjeld, gjentog Mari og vred
sine Hnder. Nu gaaer den haarde Spaadom i Opfyldelse, som Kvinden
en Gang spaaede Dig, at Du vilde volde Dd og frst seire i Dden.

Jeg vlger Dden og Seier for Livet i Nederlag.

Tnker Du da slet aldrig paa mig og vor Sn?

Bjrnstad vandrede frem og tilbage med Stormskridt.

Javist, jeg er Landsfjenden, Lovbryderen, Voldsmanden, og dog er jeg
mit Lands Elsker. Aldrig har nogen Mand knlet for sin Tilbedte med
strre Andagt end jeg for vort klippebrudne, furukldte Norge, aldrig
har en Kvinde biet sig mod sin Huusbond, aldrig en Moder knlet for
sit Barns Vugge med strre Selvopofrelsesbegjr end jeg for dette
steenhaarde underkuede Land, der slnger min Kjrlighed fra sig med
Voldsherrens Haan, og som truer sin Sn med Undlivelse i Vanre. --
Seer Du, det er din Halvor, Kvinde, din haarde barske Halvor, som
Du skjlver for og dog vogter med disse trofaste Hundeine, der nu
skinne mig i Mde dobbelt kjre gjennem Sorgens Rynker. -- Tro blot
paa mig, lille Mari, tro blindt paa mig endnu en kort Stund. Maaskee
Alt endnu kan bedre sig for os To, snarere, end Du i Aften troer.

Han slyngede Armen om sin Hustrus Skulder, knugede hende heftigt mod
sit Bryst og forlod Stuen.

Mari blev siddende og stirrede mod Dren med et forklaret Smil, saa
mildt og hengivent, at Gjenskinnet deraf maatte dvle paa hendes
Lber, naar hun engang stedtes til den evige Hvile. Det var for
hendes tause og indesluttede Liv et af disse ieblikke, der aldrig
viskes ud, der blive Hovedsummen af vort Livs Indhold, et Facit,
skrevet uudsletteligt paa vort Regnebrdt.

Dette blide og taalmodige Sind havde aldrig ret fattet Huusbondens
uforsonlige Karakteer. Hun begreb ikke, at han kun levede for sin
Kjrlighed til sit Fdeland og for sit Had til dets og sine egne
Undertrykkere, for Gjengjldelse af lidt Uret, der gjennem Aarene
for hans Bevidsthed var blevet eensbetydende med den Uret, han
fandt, at hele Norge led under ved fremmed Herredmme. Hun forstod
ikke denne altfortrende Lidenskab, som i Aarenes Lb heroppe i
Fjelddet var voxet til Fanatisme, der nrede sin egen Flamme med sit
eget Jeg, og som lidt efter lidt bragte ham til at kaste Stykke for
Stykke, alle Eiendele, sit eget Vsen paa Baalet. Lyster, Lngsler,
Tilbieligheder, Alt gik op i denne Lidenskab, medens han alvorsfuldt
fordybede sig i Skovenes Eensomhed.

Hun saae blot, at en Personlighed voxede frem af dette Baal som
Fuglen Phnix af Asken, en frygtelig, ubielig Karakteer, mgtig i
sin Villiestyrke, haard som den Granitbund, paa hvilken den avledes,
en alt beseirende Villie, der magtstjal hendes egen.

    Disse Jordens Mgtige
    sig af Blod og Taarer nre;
    hvad de _ville_, det maa skee,
    Alt maa briste eller bre.
    Over Kvindens Liv og Fred
    som en Uveirssky de drage,
    og hvor deres Lyn slaaer ned,
    bliver Aske kun tilbage.

Maaskee. Eller maaskee netop Jordens Mgtige reise sig herskedygtige
af denne Aske.

De blomstrede Calicos Forhng skiltes for Alkoven i Stuens mrke
Baggrund, og en Mand traadte frem i det usikre Lampelys, en af Norges
Sagnhelte, om hvem i Dag nppe Sagnet lnger taler i Folkets Hjerte,
medens hans Navn burde staa i straalende Glands for enhver Nordmand:
den fra Svenskekrigen bekjendte tapre Klokker, Ole Svendsen Bakke fra
Id.

Mari vendte langsomt sit Hoved mod ham, deres Blikke mdtes,
alvorsfulde, tillidsfuldt forstaaende.

Her maa hjlpes, sagde Ole Svendsen.

Ja, han maa hjlpes, Broder, sagde hun.

Stakkels Sster! stakkels Bjrnstad! ytrede Ole Svendsen Bakke.
Her maa hjlpes af al Formue. Jeg kjendte ham ikke ret fr i Dag.
Du har Ret, Mari, han er en brav, norsk Mand. Mit Hjerte gldes i
denne Stund. Det er kun hans Dmmekraft, som er bleven forrykket og i
sygelig Overdrivelse fortegner den Uret han har lidt, til den antager
unaturlige Dimensioner.

Gud signe Dig, Ole, sagde Konen, medens hendes Mundvige droges
nedad. Saaledes er min stakkels Halvor. -- Blev Du vred, da han
talte saa ondt om Dig?

Nei, Sster, i Aften gldes jeg ret; frst nu forstaaer jeg Eder
begge. Han skal blive reddet for sig selv, der er hans vrste Fjende,
det lover jeg ved Jesu dyre Blod. Vi skulle seire.

De to Sskende rakte hinanden Haanden. De skiltes med et Nik.

Idet Ole Svendsen gik mod Dren, ld springende Fodtrin udenfor i
Sneen, Forstuedren blev aabnet, Fdder stampede mod Steenbroen, og
Stuedren blev revet op.

Drengen Halvor sprang frem paa Gulvet, slngte sin Hue paa Bordet,
saae sig om med en overmodig, straalende Seiersmine og raabte:

Hvor er Far min -- Far, som siger, at ung Halvor ikke duer, Halvor
dovner, Halvor Fantungen --? -- Her er han! -- Hvor er Far?

Hans Stemme forstrkedes til et udfordrende Jubelbrl. Bjrnstad
traadte frem i Dren.

Her er din Far! -- Er Du fuld, Dreng? Har Du igjen vret ude at
fite om i Stedet for at sove i din Seng?

Sove? -- Troer mine kjre Forldre, at deres mandhaftige Sn er en
saadan Tryne, der sover, mens Svensken er brudt ind i vort Land?

Svensken? spurgte Bjrnstad.

Ja, netop Svensken. Og jeg har slaaedes med ham det bedste jeg
orkede. Hland Prstegaard er overrumplet, fordi vore Folk ikke
lystrede mig. Riser og vor dyre Fane er i Kong Carls Magt. Ret strax
kunne de vre her, og imens sidder mine kjrlige Forldre og Morbror
Ole i Kakkelovnskrogen.

Han er fuld, sagde Bjrnstad til sin Hustru. Det er dit Kjleri,
som har delagt Hvalpen, fra han var lille. Hvad sagde jeg, naar Du
frelste ham fra Ferlen?

Halvor gik hen til Ilden, satte sig paa Hjrnebnken, trak de frosne
Stvler af, skrvede ud med Benene og gned sine valne Fingre, medens
han med en ubeskrivelig overlegen Mine saae tilbage paa de Forsamlede.

Bjrnstad traadte hen til Snnen.

Op fra min Plads, og staa rank! befalede han.

Halvor saae nlende op; Faderens mrke og truende Aasyn indgjd
ikke Lyst til Lier. For at vise sin Freidighed stak han Tungen ud
under Kinden, saa at den dannede en Bule, idet han adld Befalingen.
Bjrnstad hvede sin Haand, som for at lade den falde med et tungt
Slag paa Snnens Kind. Drengen sprang tilbage, men rettede sig strax,
rank og kneisende.

Skam faae den, der slaaer en norsk Mand paa ret! raabte han. Fra
i Nat er jeg ikke Dreng mere; jeg har vret med blandt Mnd, der
vrne deres Land. See her. Han drog Bryggemanns Skriin frem fra sin
Kofte og stillede det paa Bordet. Det er fuldt af Danskekongens
Slvmnt.

Hvor har Du faaet det Skriin fra? spurgte Faderen barsk.

Fra Krigen, begribeligt, svarede Halvor; det er rligt Krigsbytte.
Nu behver jeg ikke lnger at hale Tmmer paa Land i vor Fos og lade
mig skjlde for Rversn af Drengene i Frederikshald. Nu kjber jeg
mig et Gevr og melder mig til Peder Colbjrnsens Mnd. De siger,
at han hverver tapre Folk dernede til at forsvare Landet. Og sit
Fdreland skylder man det Bedste, man har, lrte Du mig jo.

Lad det nu vre nok med den Snak, afbrd Bjrnstad sin ophidsede
Sn. Er det svenske Penge, Du har der i Skrinet?

Halvor betnkte sig.

Oberst Bryggemann glemte dem, da han rendte fra Fjenden, svarede
han tvende.

Og nu har Du Lyst til at beholde hans Pengeskriin?

Det er da bedre, jeg har det end Svensken, svarede Halvor
forundret; det er jo mit eget surt erhvervede Bytte.

Bjrnstad vendte sig atter mod Hustruen.

Der seer Du Flgen af din Opdragelse: vor Sn er en Tyv.

En Tyv, Far! Drengen traadte frem til Faderen og saae ham
vredegldende op i Ansigtet. Det Navn skulde Du ndig nvne.

For Guds Skyld! udbrd Moderen og kastede sig mellem Fader og Sn,
hvis Blikke mdtes som skarpe Klinger.

Er jeg en Tyv? gjentog Halvor og slyngede pludselig Armene om
Moderens Hals. Motter, Motter, hvad har jeg ikke oplevet i denne
Nat! Jeg sad oppe i det hieste Fyrretr og saae Kong Carls Folk
bugte sig frem over Sneen. Jeg peb som en Ugle -- hele Flokken bragte
jeg til at standse; det var et herligt ieblik. Jeg har vret en
brav, norsk Soldat. -- Saa reddede jeg Skrinet fra Svensken.

Mari klappede beroligende sin Drengs Hoved.

Halvor sled sig ls.

Nei, vil I vide, hvem her skal passes paa, saa er det Olaug
derovre! raabte han. Hun var i Nat inde i Officerernes Vrelse, og
de bd mig Guld for at hente hende ind til dem igjen. En Pige maa
ikke i disse Krigstider springe om mellem os Soldater; det ender med
en Gebrk.

blet falder ikke langt fra Stammen, -- sagde Bjrnstad.

Olaug er en brav Pige; men hun maa holdes stramt, sagde Drengen.
Hun er ikke noget Skjndselsbarn, og jeg er ingen Tyv.

Ole Svendsen Bakke, som fra Stuens mrke Baggrund hidtil havde vret
et taust Vidne til dette Familieoptrin, traadte nu frem og sagde:

Du har Ret, Bjrnstad, din Sn skjelner ikke her mellem Ret og Uret;
men han brer ikke Tyvemrke i sit Ansigt. Hvad jeg nu maa sige,
bliver Du vred over, men det maa siges. Det er ikke din Hustru, der
har lrt ham at tage sig til Rette i fremmed Gods; det er Dig selv,
som lrte ham op i din Bedrift ved Fossen i Stedet for at lade ham
drage op til et dygtigt Haandvrk.

Trnger Du Dig nu mellem Fader og Sn, som Du har trngt Dig mellem
Mand og Hustru, Klokker Bakke? spurgte Bjrnstad, der forgjves
sgte at stramme de skjlvende Lber til et haanligt Smiil.

Morbror Bakke har Ret: Du br snarest lade mig lre Krigshaandvrket
grundigt, sagde Drengen og saae Faderen freidig ind i Ansigtet. Nu
kan Du slaa en Gang til, fordi jeg er frimodig.

Bjrnstad tav og betragtede Snnen.

Bryggemanns Penge skulle afleveres i rette Vedkommendes Vrge,
sagde han. I Morgen gaa vi til Frederikshalds vrighed med Kassen.
-- Pak hans Ti, vedblev han henvendt til Hustruen, hvis din
strenge Hr. Broder tillader det. Jeg seer, det er paa Tide, at
Drengen sttes under Mandstugt. Bjrnstads Sn maa ikke vanarte.

Han dreiede sig paa Hlen og forlod Stuen.

Halvor gjorde et Hop i Veiret, slog i livsalig Glde ud med begge
Arme og raabte: Herre Jesus -- Hurra! I Morgen skal jeg sttes
i Krigslre i Halden og lre at blive General! -- Men pas imens
paa Olaug herhjemme, Morbror Ole; hun deiser ud, siger jeg, hun
deiser, Herren evig, ud, naar jeg ikke lnger kan jumpe om efter
hende heroppe i Skovene, og hun ret lnge skal bo under Tag med
den Fidelspiller derovre. Har I hrt, hvor han sidder og lirer for
hende om Kvlden? Det lyder ynkeligt, jammerligt! Halvor stampede i
Gulvet. Og en Gang imellem saa stort og kjnt som nede i Kirken.
Det er ikke til at holde ud. Pas paa hende, mens jeg er borte, siger
jeg. Hun maa holdes i fasten Lnke, lille Mor, for hun er det bedste,
det deiligste, jeg veed, paa hele Jorden!




FR STORMEN.


Rygterne om Svenskekongens Indfald i Landet havde holdt sig i
Frederikshald siden Januar samme Aar, hvorfor Borgerne dersteds
tilsidst kun fstede ringe Lid hertil og forniede sig efter bedste
Formue. Strax Budskabet indkom og som en Lbeild spredtes i Staden,
at Kong Carl endelig havde gjort Alvor af Sagen og overrumplet Armeen
ved Hland Prstegaard, blev der den 9de Marts skudt Allarm fra
Fstningen og hngt Brandkugler ud paa den Side af Udenvrkerne, der
vendte mod Staden for at underrette Indbyggerne og Oplandet om, at
nu var Faren overhngende. Sorg og Harme over Nederlaget bredte sig
overalt, og Borgerne besluttede selv at varetage deres Stads Forsvar.
De stode i Gevr den hele Nat, medens Andre paa egen Bekostning
opfrte Batterier og Brystvrn i Gaderne, saasom ved Kirkeporten,
paa Kirkegaarden, ved Byskandsen, og slbte Kanoner til de anviste
Pladser. Man frygtede, at Fjenden vilde forflge sin Seier og angribe
Staden samme Nat, hvilket med Lethed kunde vre ivrksat, dersom de
Svenske ikke endnu havde flt sig usikkre og vaklende i Beslutning.

Samtidig strmmede Omegnens Folk til, for at sge Beskyttelse under
Fstningens Kanoner, medfrende Gods og Kreaturer. Borgerne paatoge
sig med Fstningens Kommandant, Hans Jacob Bruns, Samtykke, Vagten
ved Byporten og andetsteds.

Fstningen forsynede sig for lngere Tid ved Indkjb hos Bnderne af
det inddrevne Kvg; Soldaterne slagtede og saltede, Borgerskabets
Kvinder bryggede og bagede, enhver sgte at bidrage sit til Byens
Frelse.

Alle disse kraftige Forholdsregler kunde dog ikke berolige Sindene.
Overalt saaes Klynger af ophidsede Kvinder og Mnd med mrke, spndte
Ansigtstrk; overalt hrtes ildnende Tale om Forfdrenes bermmelige
Forsvar af Staden under den tapre Peder Olsen Nordmands Ledelse.
Nvnte Hdersmands Eiendom, nuvrende Gaard Nr. 226 og 230 paa
Hjrnet af Borgerskandsegaden, og som i 1716 var Peder Colbjrnsens
Bolig, blev illumineret fra Kjlder til Loft, for at opflamme
Borgerne ved Mindet om Fortids Stordaad.

Udenfor Kirken, Christi Herberg, som afbrndtes samme Aar den 4.
Juli, havde Stadens Ungdom samlet sig. Med blottede Hoveder sang
de Norges gamle Nationalmelodi; den ld i eenstemmig Fylde gjennem
den mrke Nat som en begeistret Krlighedserklring til deres Land,
udfordrende, seierssikre blgede Tonerne ned gjennem Gaden, Borgerne
stemmede i. En mgtig, alvorsfuld Seiersfortrstning ld op over
Byens spidse Tage, medens mrke Skikkelser i Faklernes rdlige og
osende Skin frdedes gjennem de smalle Gyder i travl Virksomhed.
Hammerslag, bragende Tmmer, Opraab krydsede hinanden og rbede, at
der var stort paa Frde i den gamle Stad: -- de store Flelser fli
vaagne omkring og manede til Idrt.

Lngere nede i Borgerskandsegaden laa det priviligerede og velkjendte
Gjstgiveri, Den forgyldte Ngle, der styredes med stor Sindighed
og kyndig Haand af Vrten, Joan Jonassen. Det var en Kro af den
rigtige, gamle Slags, hvor Gjsterne bleve Vrtens Selskabsbrdre og
Bordfller, og hvor Vrten trods al sin Myndighed overfor Krotyendet
aldrig havde nogen egen Mening overfor Gsterne, men altid et
godmodigt Smil og et luunt Humor, der i rette Tid forstod at bilgge
enhver opstaaende Trtte til Alles Tilfredshed, kort sagt: Jonassen
var en gemytlig, tykmavet Mand, rimelig i sine Regninger og for
Resten bekjendt for at eie en udmrket og gammellagret Viin- og
Mostkjlder, som var gaaet i Arv i flere Slgtled i Den forgyldte
Ngle. Saa stort Ry gik der af denne Kjlder, at ingen Reisende
kunde sige at have gjstet alle Frederikshalds Seevrdigheder, naar
han ikke havde tmt et Bger med den bermte Vrt. Hele Staden var
stolt af Den forgyldte Ngle.

Denne Nat stod det imidlertid ikke i nogen gemytlig Vrts Magt at
brede Hygge i Den forgyldtes Krostue. Borgerne strmmede uafladelig
ind, tmte et varmende Bger ved Disken, som stod prydet med to
velsmagende Pressesylter, tt spkket med Nelliker; saa ilede de
atter ud i de mrke Gyder eller samledes i Klynger i den rummelige,
tilrgede Gjstestue. Sneen dannede hvide Hjrner og Linier langs
Sprosserne i de smaa, frosne Glasruder; lidt af Maaneskinnet sgte
forgjves at bane sig Vei gjennem de tindrende Iisblomster.

En grsgrn Papegie sad og gyngede i sin Ring paa et Stillads foran
Vinduesposten, hvorfra den holdt et skarpt og mistnksomt ie med de
idelig skiftende Gjster, medens den af og til opslog en Haanlatter
og raabte:

Pas paa: han snyder, Patron, han snyder!

En Forsikring, der til daglig vkkede ustandselig Munterhed, men
som denne Nat gik upaaagtet hen til stor Fortrydelse for Papegien.
Den skreg hiere og stampede til yderligere Eftertryk med Kloen mod
Ringen. Pludselig tav den lidt, vendte saa Stningen om og skreg
endnu skarpere og mere arrigt:

Pas paa: Patron snyder -- Patron snyderrr!

Da ikke heller denne Paastand tildrog sig Opmrksomhed, opslog den en
skingrende Skoggerlatter, hvorefter den tav og stirrede uforstaaende
paa det Hele.

En mrk Alvorsvrede laa over de Forsamlede. Her ld ingen store
Taler, ingen Fraseflom, ingen overmodig Selvtillid i det halvdunkle
Rum, intet uden Fjenden er i Landet og Vi ere her for at forsvare,
hvad vort er. En eenfoldig Tro paa deres retfrdige Sag ld i
Hvermands Tale.

Henne rundt Bordskiven sade enkelte af Husets gamle Stamgjster med
deres lange Piber og talte med andgtige Miner mangt et fornuftigt
og dybsindigt Ord, medens Vrten lod Kjlderdrengen bringe Kruus
efter Kruus af den liflige Most og Brunsviger Momme Omgangen rundt
til de betalende Borgere og for denne Aften ogsaa til de mindre sikre
Krogjster. Fdrelandet, det gamle Norge, var i Fare; det maatte
vrges med Mandsmod og Vederhftighed, som Jonassen udtrykte sig,
og for Resten med godt, norsk Staal, for vi er skabt for os selv, og
vi skal vre for os selv.

verst ved Bordenden sad Kjbmndene, Raadmndene Walck og Wrn, den
sidste en frladen, bredskuldret Mand, Fader til Jacob Wrn, der
senere gjorde sig hderlig bekjendt i dette Krigstogt.

En god Porthund gjer, naar der er Fare paa Frde, sagde Wrn og
blste en Tobakssky fra sig i smaa Std. Har I lagt Mrke til vore
Hunde i denne Tid? de gje som sultne Ulve. Slaa dem ls, siger jeg,
og I skal see, de gribe Fjenden i Struben; de veed, hvad norsk Blod
er, og hvad der lugter af svensk.

Forgangen Nat triner min Huusholderske, Mari Halvorsen, ind i mit
Sovekammer, sagde Walck med lav Stemme, og melder, at der vil times
os noget Ondt, for vor Gaardhund Ulle, slog i at tude paa urimelig
Viis. Dagen efter brd Svensken ind.

Saa lnge vi have veilse Vover, faae vi Krig med Svensken, sagde
Mester Niels Aarud, Oldermand for Smedelauget, og saae ned for sig.
Svensken og Norsken kan ikke forliges, hverken til Lands eller
Vands.

Hvad mener Niels Aarud med det Ord? spurgte vor gamle Bekjendt,
Skipper Daniel Halvorsen forbauset og overlegen. Paa Landjorden
staaer jert Udsagn til Troendes; men jeg er en Smand, der har faret
paa det store Iishav langs de iislandske, norske, danske og svenske
Kyster og vret lngst mod Nord af nogen optnkelig ddelig Sjl; jeg
veed Alt, hvad daglig Erfarenhed lrer En paa Sen. Saa sprger jeg
Niels Aarud, hvad han mener med det Ord til Vands?

Jeg mener, det er halsls Gerning, Svensken her bedriver, svarede
Oldermanden med stor Dybsindighed og tmte sit Kruus, der maalte sex
Jernbaand. Nei, Norsken og Svensken kan ikke forliges hverken til
Lands eller til Vands. -- See til Silden, siger jeg; naar den gaaer
til hos dem, er den ikke hos os, og naar den staaer i tykke Stimer
ovre paa svenske Vigside, saa har vi ikke Skyggen af en gte norsk
Graabeinsild i vore Farvande, hvor meget vi end lokker og koster paa
Fiskeriet. See bare til den umlende Sild, siger jeg!

Kan Skipper Daniel, der er en saa forfaren Mand, maaskee klare os
den Sag, sagde Skolelrer Ramus spydigt, saa beviser han Landet en
Miskundhed, som br staae antegnet i Aarbgerne til evig Ihukommelse.

Ja, hvorfor kan vor rlige, store Hvalsild ikke forliges med den
forgiftige, svenske Sommersild, gjentog Oldermand Niels Aarud og
saae uhyre fiffig ud, idet han betragtede Daniel med et lurende og
smrret Smil.

Ja, svar paa det, Daniel, raabte en mager Borger, al den Stund
Sprgsmaalet er af uhyre Vigtighed, fordi svensk Sild gjr os stor
Afbrk i vor naturlige Handel, idet de slge den i svre Mngder
udenvrts og tvinge vore Priser ned til Norskesildens halve Vrdi i
gangbar Mnt.

Om mine fornemme Herrer higunstigt tillade, saa vil jeg paatage mig
at videnskabelig begrunde det, jeg fler saa dybt i min Sjl, sagde
Skolelrer Ramus og reiste sig med Vrdighed, og det kan jeg bevise
for Ret og vrighed, at Svenskens egen Sild er rd uden om inene og
har slanten Bug uden Rogn eller Ister. Og den Sild duer plat ikke
til at saltes; den skal des fersk, eller den lgges i Kjlderen og
bliver frossen, eller den maa vindtrres, og den er forgiftig for
Folk og Kreaturer. Vore Folk aad den af Sparsommelighed forgangen
Vinter langs Grndsen, og vi ere blevne skrbelige i Maven siden.

Lrer Ramus rmmede sig og vedblev med hvet, salvelsesfuld Rst, da
han saae, at han havde fanget Opmrksomheden ved Tidens brndende
Sprgsmaal, Sildefiskeriet.

Ja, med mine higunstige Herrers Tilladelse skal Deres beredvillige
Tjener bevise, at det, Skipper Daniel nys sagde, hverken har med
Sildens Mangfoldighed eller dens Misvxt at gjre; den retter
sig gemeenlig efter Aaringernes strre eller mindre Frugtbarhed
paa Landjorden. Fisken har altid i flge Forsynets hieste
Bestyrelse vret saa fidele at gaae meest til her, naar vi har
vret meest plaget af Uaar, som igjen staaer i nie Forbindelse med
Grnlandsisen.

Skipper Daniel slog en Latter op, der skingrende gjentoges af
Papegien.

Paa det Lav, Skolemester! Nei, det kjender _jeg_ bedre til. Hvalen
og Silden, men isr Torsken holder sig tt op til den Slags Driviis
og vender bestandig den ene Side til, saa de blive blinde paa det
ie. -- Nei, jeg holder med vor Oldermand; Svensken og Norsken kan
ikke forliges hverken til Lands eller til Vands, og vores gode
Hvalsild har baade Rogn og Flomme og Mlk med paa rlig norsk Viis,
mens dens Unger bliver til Vissensild i den svenske Skjrgaard, for
deres Vand er forgiftig for norske Gjller.

Et bifaldende Raab ld til den sidste Taler, der nd sin Triumf og
saae sig om med et bevidst Nik, medens han bankede i Bordet med sit
Knivskaft efter et nyt Kruus Most.

Jeg har selv vret med til, at de forgangen Aar styrtede hele min
Skibsladning af svensk Sild i Rakkerkulen i Danzig, fordi de Snydere
ikke vilde troe, den var norsk, hvormeget jeg end svoer mig fordrvet
derpaa. Hvad siger I! herunter med hele Stadsen? Skal dette vare ved,
bringer svensk Sild, Herren evig, vor norske Graabein i Miskredit.

En tyk Borger benyttede ieblikket og sagde:

Vi maae dog som retsindige og velbetnksomme Borgere give fornden
Oplysning til Anklagedes Uskyldigheds Forestillelse i Sagens rette
og egentlige Omstndighed og Beskaffenhed, idet Svensken nok
veed at give sin Sild Fordeel fremfor vor ved at nedsalte den i
Egetrestnder, mens vi stole paa vor norske Hvalsilds Retfrdighed
og kun salter ham i Fyrretrer.

Nei, vi kan ikke med Svensken, sagde Oldermanden atter og slog
i Bordet. Silden hrte, Gud forbande mig, os til fra Tingenes
Begyndelse deroppe Nord paa, og utallige gjve Kjbmnd ere gaaede
fallit, fordi de i god Tro slog sig ned paa vore Kyster; saa blev
Silden af Svensken andetsteds bestemt og henledt. Vi _kan_ ikke med
Svensken.

Ja, jeg bliver ved mit, som allenfals er mit eget! raabte Daniel.
Svensken og Norsken kan ikke forliges hverken til Lands eller til
Vands. Det samme siger ogsaa vor gode norske Shelt, Peder Wessel fra
Bergen. Han kan trasakke dem, han!

Den Mands Skaal br drikkes i min bedste Kanarisekt, sagde Vrten
Jonassen rrt; den tmme vi med hit lftede Albuer, kjre Venner.

Den forgyldte Ngles Stamgjster reiste sig og tmte Krusene
for Peder Wessels Velgaaende med korte Leveraab, og saa blev
der pludselig ddsstille i Krostuen, medens Papegien, der ved
Raabene vkkedes af Svnen, foer op, baskede med Vingerne og skreg
gjennemtrngende og med overbevisende Kraft:

Pas paa: -- Patron snyder -- de snyderrr! hi, hi, ha, ha!




FRA BJRNEHIEN.


En statelig Mand med et tungsindigt Alvor over sine udtryksfulde
Trk var under Stamgjsternes langtrukne Samtale, der her gjengaves
i dens Heelhed, fordi den berrer en af Borgernes Rigdomskilder:
Sildefiskeriet, ubemrket traadt ind i Stuen og stillede sig
ved Bordets verste Ende, medens hans Blik prvende fli over
Forsamlingen. Salen var ved den Tid overfyldt af en ttpakket
Menneskemasse; Hoved saaes ved Hoved, indtil de bageste udviskedes af
Tobakstaage og Mrke. Alles ine stirrede paa den Sidstkomne, som om
der ventedes noget overordentligt af denne Mand i dette ieblik.

Manden var Peder Colbjrnsen, tling af den bermmelige
Colbjrnsenske Stamme, og som tillige var opkaldt efter
Fdrelandshelten Peder Nordmand, hvis Gaard han som tidligere omtalt
beboede.

Han var saaledes baade ved Navn og Ahner kaldet blandt Stadens
ypperste Mnd, der i disse Trngselens Dage foregik alle Andre med et
glimrende Exempel paa Mandsmod og Klgt.

Her vil maaskee vre Stedet at fremhve den hderlige Colbjrnsenske
Slgt, idet dens fremragende Mnd yde et vsentligt Bidrag til deres
Lands Kultur og Krigshistorie. Familiens Medlemmer indtoge allerede
en fremragende Plads i Landet under Frederik den Andens Regjering,
ikke alene som store Jorddrotter, men tillige som oplyste Mnd, der
stode fuldt paa Hide med deres Tids meest udviklede Aandsliv. En af
Slgtens Forfdre skal saaledes i Midten af det sextende Aarhundrede
have besiddet saa meget Jordegods, at han fra sin Fdrenegaard
Arneberg i Hof Sogn kunde ride til Oslo paa egen Grund. Et yngre
Medlem af Familien var en lang Tid constitueret Stiftamtmand i
Christiania og dde samme Sted som Conferentsraad i sit 67de Aar.
Endnu findes en Descendent af Slgten i lige nedstigende Linie paa
Gaarden Stensrud i Give Sogn, Soler, en i sin lde eiendommelig
Hovedbygning af Tr, der foruden vrige Vrelser bestaaer af en
usdvanlig rummelig, fiirkantet Storstue, hvis Loft, et Sprtag,
bres af et mgtigt Mastetr, hvorpaa der forhen fandtes en
Indskrift, som meddeelte, at Bygningen var opfrt i Aaret 1324. Paa
Vggen i denne Storstue hnger en Tavle med Inscription fra 1779 af
Sorenskriveren Schiermann, en Danskfdt, hvilken Omstndighed maa
tilskrives, at han nvner en dansk Konge, skjndt Norge paa nvnte
Tid havde sin egen Drot, Magnus den 5te Eriksn.

    Da Menveds Broder bd i Nord den sjette Sommer,
    nedlagdes frste Steen til dette Klippehuus.
    Gid sidste Barnebarn, som af Colbjrnsen kommer,
    bo her, til stjernet Bjrn, nedslingres nsegruus!

Slgtens senere Led vedbleve paa fremragende Viis at bre Navnet
bermmeligt til Efterkommerne. Saaledes indtoge de to Brdre Jacob
Edvard og Christian Colbjrnsen hie Pladser i vor Kulturhistorie
som Justitiarii i dansk Hiesteret. Efter vor bermte Lovkyndige
Anders rsteds Vidnesbyrd har Jacob saaledes stor Fortjeneste af den
videnskabelige Lovkyndighed. Hans Afhandling til Doctorgraden om den
danske Selveierbonde vakte megen Opsigt. Han dde som Conferentsraad
1799.

Broderen, Christian Colbjrnsen, var ligeledes Justitiarius i
Hiesteret og dde som Geheimekonferentsraad og Storkorsridder i
sit 65de Aar. Han skal have vret i Besiddelse af en overordentlig
Veltalenhed. Rahbek siger saaledes, at han var lige Mester i
Epigrammet som i Panegyriken, lige vet i at svinge Lynstraaler og
Blomsterkrandse. Foruden at have foreviget sit Navn ved forskjellige,
udmrkede Lovgivningsarbeider, virkede han som Secretair i
Landbrugskommissionen, og Stavnsbaandets Lsning skyldes for en stor
Deel hans Varme og Iver for Bondefrihedens Sag. Om disse Brdre
findes ogsaa et Epigram:

    Brdre af Fdsel ei blot, men Brdre af Aand og af Klgt
    Fdreland Troskab de svoer, tjente som dygtige Mnd
    Forfdres Navn og Rang de hvded' ved fdrelandsk Idrt,
    og som de hdrede Nor, hdred' hans Ros dem igjen.

Da Kong Frederik den Sjette vilde ophie Christian Colbjrnsen i
Adelstanden, frabad han sig denne Naade og svarede Kongen, at han
ligesom sine Forfdre intet andet Adelskab nskede end Bevidstheden
om at have virket til Kongens og Statens Gavn.

Endvidere blev en Datter af den bekjendte krigerske Magister Kjeld
Stub gift med en Colbjrnsen. Stub tog efter endte Studier ved
Kjbenhavns Universitet Tjeneste som Soldat i Nederlandene, hvor
han hurtig svang sig op til Ingenieurofficeer. Efter Hjemkomsten
blev han ansat som Prst i Christiania, og her berettes, at en
gammel Krigskammerat gjenkjendte ham midt under Prdikenen og udbrd
hilydt: Kilian, wer Teufel hat Dich auf der Cantzel gefhrt?

Denne bermte Prst, der som Landoberst deeltog i Krigen med Sverrig
1643 og udmrkede sig ved sin Nidkjrhed og militair Indsigt, blev
Bedstefader til de for deres Tapperhed og Hisind velkjendte Sskende
Hans, Peder og Anna Colbjrnsen, som hovedsagelig udgjre vort
Bekjendtskab til Slgten, og hvis modige Bedrifter vi lre at kjende
i vor Fdrelandshistorie. Det var saaledes saavel paa Fdrene- som
Mdreneside et tappert og delt Blod, som bragte disse Sskendes
Hjerte til at banke for deres Land i Farens Dage.

Den danske Professor Jens Mller skriver derfor med Rette:

    Stoltere Brdrepar vist ingensteds findes paa Jord;
    hiere lued' end ei i Miltiades' Dage
    Fdrelandskjrlighed, Mod, Borgeraand, Snildhed i Pagt.

At fremhve denne Slgts enkelte Medlemmer er som sagt at belyse
deres Lands Kultur og Krigshistorie; vi have derfor i Korthed
fremhvet disse Personligheder, af hvilke Peder Colbjrnsen
forekommer i denne Fortlling.

Peder Colbjrnsen stod nu her i Den forgyldte Ngles Krostue og
saae sig om, mens Forsamlingen ventede i Taushed.

Kjre Medborgere og Venner, sagde han, og slog op med Haanden,
jeg har i Fdrelandets Navn sat Eder Stvne her i Aften. -- Vi ere
Alle i dette ieblik opfyldte af stor Kjrlighed til vort Land, en
Flelse, der ofte er kommen til Ytring i vor gamle Stad under vore
bermmelige Forfdre. Kjrlighed og Mod er i Dag hos os Alle steget
til en altopofrende Hide. -- Har jeg Ret eller Uret?

Ret! snurrede det tordnende gjennem Rummet.

Vi ere enige, og vi ville nu, om Herren beskikker os den Lykke,
gaa med til Mandsgjerninger, der skal indskrive Norges Folk blandt
Europas tapreste Nationer.

Vi ere med! raabte Borgerne.

Ddsstilhed indtraadte ieblikkelig atter.

Godt. Herved hverver jeg Eder til Frederikshalds frie Corps, og vi
svrge at ville gjre Fjenden alt muligt Afbrk i hans Forehavender
og hverken agte Liv eller Gods, men heller afbrnde vor gode Stad og
Hjem end taale ham i vor Rede!

Vi svrge! ld det som et rullende Tordenbrag, medens Arme fra
Gamle og Unge fore i Veiret med oprakte Fingre, et hitideligt
ieblik, der indeholdt Forjttelse om ubrdelig Troskab mod deres
hellige Sag; Liv i Selvstndighed eller Dd.

Da de Andre atter snkede Armene, beholdt Skipper Daniel sin i Veiret
med tre vidt udspilede Fingre og gjentog med Gravrst:

Vi Smnd svrge ogsaa at ofre Skude og Ladning til Fdrelandets
Frelse! -- Jeg kan allerede melde, at der er noget galt paa Frde ude
paa Sen.

Colbjrnsen betragtede ham og spurgte:

Hvad mener Du?

Svenske Fartier ere gaaede til Ankers foran vort Havnelb -- jeg
har siddet paa Udkig lige siden i Morges. De landstter bestandig
Folk mellem Skjrene; deres Pramme komme hvert ieblik ind med flere.

Det veed jeg, sagde Colbjrnsen. Har Du mere at sige?

Ja saa -- De veed det? Det kunde De jo have sagt strax, for saa veed
De vel mere, end jeg veed, ytrede Daniel stdt og lod sig dumpe ned
paa Bnkesdet.

Jeg modtager Eders Ed i Norges Navn, sagde Peder Colbjrnsen
henvendt til Forsamlingen. Dermed var Pagten sluttet og
Frederikshalds Frikorps oprettet.

Amen, sagde Vrten Jonasson, der sad i sin hie Halmstol
henne foran Disken paa den Side, hvor Pressesylten stod, med
Hnderne foldede om Skaftet paa sin store Forskjrerkniv. Heida,
Kjldersvend, den Skaal maa drikkes i gammel norsk Mjd fra salig
Farfars egen Tnde. Bring en Omgang af Fadet med de fire Kryds.

Papegiens Skoggerlatter ld pludselig gjennem Stilheden ved Lyden af
Vrtens kjendte Stemme.

Henne ved Vggen sade to Mnd som tause Tilhrere. Da Colbjrnsen
havde talt, reiste de sig, traadte frem og stillede sig ved den
modsatte Bordende. Den ldres brede og mgtige Skikkelse med den
hie, furede Pande og det gjennemtrngende Blik under det buskede
Bryn tiltrak sig de Omkringstaaendes Opmrksomhed. Bagved ham kom
en yngre, slank Skikkelse til Syne med gult, krllet Haar og to
spillende blaa ine. Han syntes et niagtigt Miniaturaftryk af den
store Mand, hvis Stilling og Holdning han sgte at efterligne paa
bedste Maade.

Jeg hrer her megen god og rlig, norsk Tale, raabte Bjrnstad --
det var ham og hans Sn. -- Svensken er brudt ind i vort Land, og
vi skal nu til at vrge os, ja vel! Men hvad gjr vi saa ved Dansken
bagefter? Er han ikke lige saa vel brudt ind i vort Land og har
opkastet sig til vor Hersker? Vil I bag efter vre med til at jage
ham ud, naar vi ere frdige med Svensken? Hvorfor vil Colbjrnsen
derhenne vrge os mod den ene Fremmedherre og adlyde den anden? Det
gad jeg nok vide. -- Hvem svarer?

Ja, det gad vi nok vide, sagde en Stemme bag Bjrnstad; ung
Halvor lo og viste sine hvide Tnder. Han kastede Hovedet tilbage,
som Faderen gjorde, stak Haanden ind paa Brystet og saae sig om
med en freidig og efter hans Mening uhyre overlegen Mine, som han
yderligere forhiede ved at skrve ud med Benene og vugge Overkroppen
frem og tilbage.

Ja, I seer paa hverandre; men mrk Jer mine Ord: vi have niagtig
samme Ret til vor Selvstndighed som Dansken til sin og Svenskerne
til deres, vedblev Bjrnstad med en Stemme, der steg i Kraft for
hver Stning, han udslyngede.

Manden er ikke langt fra at have Ret, sagde en Borger og satte sit
Kruus haardt i Bordet.

Jeg skal sige Jer, hvad det er, vi nu have for, vedblev
Bjrnstad. Dette er en jammerlig Broderkrig; vi de jo hinanden
op som forsultne Rotter. Alle vi tre nordiske Smaalande ere usselt
Fattigfolk hver for sig; bleve vi enige, vare vi en Kmpe, der kunde
tale med i Stormagtslaget. Ja vist, bort med Svensken, som vil
mesterere os, og bort med Dansken, som regjerer os! Vi er Norge,
hverken svensk eller dansk eller nogen anden udenlandsk Provinds;
vi er blot -- Norge. Nu er Krigen her; vi har ikke fornrmet eller
udsket; men Krigen er her alligevel, ubuden, uretfrdig. Vi ere her
ogsaa, mandsenige, villiestrke for at mde den. Men bagefter, hvad
saa? Hvem jager saa Dansken ud og gjr os til et enigt Norden, til
den kloge, mgtige Frue, Dronning Margrethes Norden? Er det dette,
Colbjrnsen vil os, saa melder jeg mig til hans Frikorps og giver ham
mit Liv.

Og jeg giver mit, sagde ung Halvor med et kraftigt Nik.

Kjbmand Walck havde lagt sin Pibe fra sig paa Bordet, da han
saae Bjrnstad trde frem ved Bordenden. Medens han talte, vinkede
Kjbmanden til sin Svend, der sad ved et andet Bord, og hviskede ham
nogle Ord i ret. Svenden forsvandt gjennem Dren.

Hvem er den Mand, som frer saa store og strke Ord? spurgte en
anden Borger med runde ienbryn. Det var besynderligt, at han holdt
op med at snakke, fr han blev heelt frdig. Han skulde vist lige til
at erklre Dansken Krig og udnvne os en ny Konge.

Jeg skal sige Jer, hvem Manden er, sagde Raadmand Walck og reiste
sig. Det er Bjrnstad fra Fossegaarden, og han har ingen Ret til at
tale med her blandt Frederikshalds hderlige Borgere.

Bjrnstad! -- Fossemanden! ld det rundt om.

Det er mig, svarede Bjrnstad og bjede sin Kmpeskikkelse fremover
i Tranlampens osende, usikre Skjr, som for at vise Alle sit
furede, veirslagne Ansigt. See kun ret paa mig: saadan seer Halvor
Brnnelsen Bjrnstad ud!

Han er en Voldsmand, som staaer udenfor Loven, ligesom han i dette
ieblik opfordrer os til Opstsighed mod vor lovlige og milde, danske
Regjering, sagde Walck, som nd stor Anseelse i Byen, og hvis Ord
altid bleve hrte og fulgte. Han tager vort Tmmer af Fossen og
stabler det op paa sin Grund deroppe i Fjeldet. Han er i Aar og Dag
stvnet for Lov og Ret uden at give Mde. Han er en fuglefri Mand; vi
ville ikke have med ham at skaffe; Norge har nok af hderlige Snner
til at forsvare sig. -- Bort med ham dr!

Aarerne stode spndte i Kjbmandens fyldige Pande, medens han pegede
mod Dren.

Ja, bort med ham! ld det fra flere Sider.

Saa Du er Bjrnstad? spurgte Colbjrnsen fra den verste Bordende.

Jeg lyder Navnet, svarede den Tiltalte.

Saa have vi ingen Brug for Dig for ieblikket, ytrede Colbjrnsen
og betragtede ham med et koldt Blik.

Bjrnstad foer op; de to Nordmnds Blikke mdtes, og medens de
forskende betragtede hinanden, glattedes de rynkede Bryn.

Naar Krigen er endt, skal jeg sge Dig, om jeg da lever; vi To
skulle saa i Fred og Mindelighed prve paa at klare et og andet,
som for Byens ine maa tage sig mrkeligt ud, sagde Colbjrnsen og
vinkede med Haanden.

Bjrnstad syntes ikke at hre disse velmeente Ord. Hans Blikke sgte
tilbage til Forsamlingen, overalt mdte han spottende og haanlige
ine, man lo ad ham og talte hit om ham. Han stttede sine knyttede
Hnder mod Bordpladen; de rystede under ham og rbede, at hans rolige
Mine skuffede.

Saaledes ere I, gode Borgerfolk, i Dag som i Gaar, som I blive ved
at vre, sagde han med et haanligt og spottende Smil. I Dag trnger
Norge til alle sine Snner; men I viser en af dets kraftige Mnd
bort, fordi han ikke passer i Jeres Kram.

I viser to bort, sagde Snnen hitideligt.

Uretfrdighed og Selviskhed, det er Jert Lsen i Dag som for fem og
tyve Aar siden, da I joge mig fra Gaard og Hjem, vedblev Bjrnstad.

Medens han talte, traadte Raadmand Walcks Svend hen til sin Herre og
stak ham en Papirrulle i Haanden. Kjbmanden reiste sig og aabnede
Papiret med stor Vrdighed.

Halvor Brnnelsen Bjrnstad, bosiddende Gaardeier paa Fossegaarden i
Id Sogn, har i Aar og Dag trodset sin Landsvrighed, har ladet haant
om alle Rettens Stvninger og vedbliver paa ulovlig Viis at tage sig
selv til Rette i vort, Frederikshalds Borgeres, Indkomme og Eiendom,
vort Tmmer, der passerer Fossen, som fra Arilds Tid var Alfarvei.
Bemeldte Bjrnstad tilsiges herved at give Mde i Frederikshald Stad
den 1ste Marts for at udsone den ham idmte Straf af tre Maaneders
Fngsel i vor Raadhuuskjlder samt tilpligtes at udrede en Bde af
200 Daler til Stadens Fattigkasse for ovennvnte Lovovertrdelse.
Dersom bemeldte Bjrnstad ei er at antrffe i sin Bolig, ei heller
adlyder ovennvnte Befaling, vil han fra 1ste April dette Aar at
regne blive lyst fredls, og enhver god, norsk Borger opfordres at
hjlpe vrigheden med at tage ham til Fange, dd eller levende, og
bringe ham til vor Stad Frederikshald, for at nrmere over ham kan
besluttes.

Kjbmand Walck oplste dette Dokument med hi og gjennemtrngende
Stemme. Da Lsningen var endt, snkede han Papiret og tilfjede:

Med denne rede Forsamling af velfornemme Kjbmnd og Borgere som
Vidner, har Bjrnstad nu paa lovlig Viis modtaget Stvning, hvorefter
han sig haver at rette.

Bjrnstad havde ligbleg, med opreist Pande hrt Stvningen tilende.
I sammenrottede Partifller og Tallerkenslikkere, I som krybe
for Jeres Herrers Hundepisk, svinge den skamlst over jeres egne
Landsmnd, der endnu ikke have lrt at bie Nakken under Aaget!
raabte han med Tordenrst og trykkede Hatten fast paa Hovedet, biet
frem over Bordet. See, dette er jer Samfundsret! Jeg vmmes ved jert
hele Mummespil. I undsige mig? Nu vel, vrer saa Alle mod mig, som
jeg er mod Eder Alle. Frste Gang jog I mig fra min Gaard, i Aften
jage I mig af min Fdrenestad. Vogt Jer! Vi sees vel igjen oppe i
Skovene -- eller deroppe, hvor Retfrdigheden boer. Maatte I da Alle,
som jeg, have gjort Jer Pligt mod Fdrelandet!

Bjrnstad blev et ieblik overlegen og udfordrende staaende overfor
den sydende og blgende Menneskemngde, med oprakt knyttet Haand,
medens hans ine skde Lyn under de sammendragne Bryn. Saa vendte han
Forsamlingen Ryggen og skred mod Dren. Snnen, som var traadt frem
til Bordenden ved Faderens Side, fremtog Oberst Bryggemanns Skriin af
et rdtrnet Trklde og skjd det midt ind paa Bordet.

Der har I vort frste Krigsbytte, som vi alene toge fra Svensken!
raabte han; det reddede Bjrnstads Sn, mens I laa i jeres lumre
Dyner. Farvel herinde i Stanken; nu gaaer Far og jeg.

Er Du den unge Bjrnstad, saa kan Du blive hos mig, sagde
Colbjrnsen. Jeg giver Dig Plads i vort Frikorps.

Jeg bliver hos min Far og ikke hos Jer, raabte Drengen, medens han
baglnds drog sig tilbage mod Dren. Troer I, jeg vil traske om og
lade mig snfle af Jer i jeres trange Gyder, hvor I har forpagtet al
Ret og alt Solskin fra os, mens saadan en tyk Hvalsildsluger som ham
dr -- han nikkede over mod Kjbmndene -- sidder hernede og snyder
sig fra at betale os vore rlige Bropenge fra Fossen.

Ung Halvor stod nu henne hos Faderen i den aabne Dr, hvorudenfor
skimtedes brndende Fakler i Gaden og mrke Skikkelser, der frdedes
frem og tilbage i det flakkende Skin. Hans lysende ine saae
udfordrende ud over Forsamlingen, ikke ulig Michel Angelos David,
hvis Haand famler efter Slyngen, mens han sger Fjenden med sit
gldende Vredesblik.

I det Dren lukkede sig efter den gamle og unge Bjrnstad, ld atter
Papegiens skjrende Skrig gjennem den ophidsede Brummen, som blev
tilbage i Den forgyldte Ngles Krostue.

Da Fader og Sn vare komne udenfor og gik gjennem den smalle Gyde mod
Broporten, hvor klaprende Trin gjenlde i Mrket, hrte de en Stemme
gjentagende raabe deres Navn, og en Mand kom i Lb ned efter dem.

Stop lidt, Morbror Halvor! ld Skipper Daniels Stemme.

Drengen standsede, og Skipperen indhentede ham stnnende.

Her er et Brev til Bror Jrgen deroppe i Mors Hytte fra Sster
Ulle, sagde han og drog et stort Papir frem af Koftelommen. Jeg
lovede forgangen at bringe ham det i Hnde. Hun har forskaffet Olaug
en god Plads -- det Pigebarn ligger hende svart paa Sinde. -- Vil Du
fly Jrgen det snarest?

Det skal blive besrget, svarede Halvor. Men siig mig, hvorfor gav
Du os det ikke derinde? Du stod jo lige ved Siden af mig i Krostuen.

Jeg turde begribeligviis ikke tale til Jer derinde i Gjsternes
Paasyn, svarede Daniel og spyttede en Skraa henad Gaden; jeg kunde
jo komme til at vanre mig selv og mit gode Navn og Rygte, naar de
Gavtyve fik Rede paa, at vi ere saa nr i Familieskab sammen. Det
gjlder at holde sin Skude flot, naar man er i Braad og Brnding, min
Gut!

Ung Halvor vendte ham Ryggen og indhentede Faderen ved Broen, der om
kort Tid skulde blive Skueplads for Krigens blodige Rdsler. Han gik
hen ved hans Side og sagde:

Nu veed jeg, hvad Du er, Far.

Hvad mener Du? spurgte Bjrnstad barsk.

Du er af Bjrneslgt! svarede Halvor med ubeskrivelig Stolthed.
Veed Du ogsaa, hvem _jeg_ er?

Bjrnstad standsede og maalte ham med et strengt Blik.

Jeg er din Sn! sagde Drengen og saae ham ind i iet.

Faderen rakte ham Haanden. Snnen beholdt den i sin, og de skrede
tause videre opad mod Fjeldet.

Oppe i Hjemmets Dr stod en Kvinde, biet og stum og lyttede
ud i Natten. Vilde de strenge Herrer dernede i Staden tage det
Sonoffer, som hendes kjkke Dreng havde vundet, og Faderen nu bragte
Byens vrighed? Vilde de modtage den Haand, han i Dag rakte dem,
fredsommelig i Hu? Ja, vilde Freden nu endelig komme efter de lange,
bitre Kampens Aar?




BRNDETYVEN.


Nogle Dage efter at denne Begivenhed fandt Sted i Frederikshald
Gjstgivergaard, den 25de Marts, som var en Onsdag og Fruedag i
Fasten, drog Mads Wrn, Lieutenant i Colbjrnsens Frikorps, op i
Tistedalen, for at exercere med det nye og uvede Compagni, samt
tegne flere Frivillige blandt Dalfolket. Colbjrnsen betalte af egen
Kasse hver vaabendygtig Mand tolv Skilling daglig, naar han var
i Tjeneste, og otte Skilling til Underhold, naar han ikke gjorde
Tjeneste, eftersom Tistedlernes daglige Nring ved Savbrugene var
ophvet i denne besvrlige Krigstid. Somme Folk turde dog ikke i
Begyndelsen modtage disse Penge af Frygt for derved at blive hvervede
som regulaire Soldater, uagtet det var deres Agt at forsvare Konge
og Land, saalnge der var varmt Blod i dem. Charakteristisk for
Folkets fdrelandskjrlige, men antimilitaire Sindelag er flgende
Trk:

Fjenden sendte nogle Dage senere Colbjrnsens Fricorps den Hilsen,
at dersom han fik fat paa nogen Partigjnger, vilde han flux hnge
ham op eller gjre ved ham det, som vrre var, fordi en Deel af
Corpset under Truel Wigs Anfrsel havde skudt atten af hans Folk og
gjort saadan Allarm, at den svenske General Aschenberg ved Herrebroen
havde maattet lade sine Folk sidde til Hest den hele Nat. Corpset
ngtede alligevel at efterkomme Fstningskommandant Bruns Opfordring
at stille for ham og aflgge Krigsed, for saaledes at faae Ret til
at dmmes som Krigsfolk og ikke som lse Partigjngere. Alle som
een svarede, at de vare frivillige Mnd, der kun paatoge sig Byens
Forsvar af Kjrlighed til Land og Hjem; de havde svoret indbyrdes
aldrig at give sig som Fanger, men gjre Modstand til sidste Mand;
det var den eneste Ed, de brd sig om at svrge, altsaa frygtede de
ikke at blive tagne levende til Fange.

Det bragede og drnede oppe i Vinterskoven i de trange Bjergpas. Var
det Fjeldkaststormen, denne strenge Vintervind, der sammentrnges
oppe i Fjeldenes snvre Dale, hvor den tvinges og knibes sammen, til
den pludselig med Magt brister ud gjennem en Aabning og i sin fulde
Vlde farer ned over Fjordene til Skrk for Smanden, der ikke i
Tide har mindsket sine Seil? Hr, hvor den sger at bie de gamle,
rdstrimede Fyrretrer med deres mrke, bredpandede Kroner, der
endnu med Stammen halvt begravet i Snee syntes at staae og drmme om
Sommerens rosenrde Solskin, medens Solgangsvinde blse i Luur for
dem, denne blide Vind, der hrer Norge til, og som har faaet sit
Navn, fordi den med det opgaaende Dagslys blser fra st og trofast
flger Solen, til den om Aftenen sender sin Brise fra Vest.

Denne Morgen var det imidlertid tunge og taktfaste xehug, der
gjenlde i det snvre Skovpas, mens nu og da et Brag forkyndte, at en
af Skovkmperne sank om, opfangedes af Fosterbrdres strke Arme, der
varlig snkede den Faldne mod Klippegrunden.

Det var, min Tro, en Kraftgubbe, den! raabte ung Halvor, trrede
Panden med sit Trierme og satte Foden paa den harpixduftende
Kmpestub, om hvilken lyse Splinter dkkede Sneen i flere Alens
Omkreds.

Den ldre Bjrnstad lagde xen til Roden af det nste Tr.

Veed Du hvad, Fader? vedblev Snnen. Jeg lste i Aftes i Norges
Kongekrnike om den svenske Bonde Thorgny, ham med det lange, hvide
Skjg, der reiste sig paa Thinge og sagde til svenske Kong Oluf:
Den Konge vi nu har, han vil ikke taale, at nogen Mand, som snakker
ei ham efter Munden, mler et Ord, og i den Heltegjerning stter
han sin hele re. Norge derimod, hvorefter ingen af de fremfarne
svenske Konger lod sig lyste, det er han grisk efter og volder dermed
til ingen Nytte mangen Mands Fortrd. Og saa sagde Thorgny videre
til Svenskekongen: Men see nu, Kong Oluf, har vi svenske Bnder
besluttet, at Du skal gjre Fred med Kong Olav den Digre af Norge og
give ham Prindsesse Ingegerd tilgte. Og saa gav Prindsessen norske
Kongen en Pelskaabe, rigt baldyret med Guld, og sit eget Hjerte, --
saadan skal det vre, vort eget norske Kongepar, -- sippedeja!

Det var vel sagt, sagde Bjrnstad og hvilede mod xen. Det er en
god Lsning. Bliv ved, til den Bog er slut, og ls den saa om igjen.
Skal vort Land blive, hvad det fik Evne til, stateligere end noget
andet viden om, da maa vort eget Herskerhuus vre stateligere end
noget andet heromkring, lad os saa selv om Resten, da gro vi Nordmnd
iveiret, saa der skal undres og sprges Nyt over Landene.

Nei, raabte Halvor, vi vlge den strkeste Mand i vort Land, og
det er Du, Fader.

Snak, sagde Bjrnstad, det er der ingen Samlingskraft i, og uden
den kan ingenting bestaa. Stridene ville strides. Kampene maa kmpes,
men vor Konge, der brer vort Folks egen Krone, rager hit derover.
Derfor vlge vi vor Hersker af det stouteste Kongehuus i Norden. Lad
ham kun vre svensk Kongesn, der ruller jo Helteblod i det Folks
Aarer, -- lad vor Dronning kun vre dansk Kongedatter, der flyder jo
reent og fromt Blod i de Kvinders Hjerter, Blomsten af begge Huse,
de bleve snart norske i Sind og i Tanke, dem kaare vi og bre op til
vort Folks egen Trone, saa frst bliver Norge vort Norge, frst saa
svulmer Tryghedsflelsen frem, frst da kan en Nordmand trstig gaa
frem til Tronen, frst da bie Kn og lgge sin Sag og sig selv i sin
Konges Haand og sige: Konge, jeg er din Sn, jeg har feilet, og de
andre har feilet, dm os nu imellem efter vor egen Lov, og den Dom
skal vre hellig.

Bjrnstad havde ladet xen falde, han strakte Hnderne ud for sig og
saae vidt omkring, som om han talte til et heelt Folk.

Den Kongstanke er den eneste, som der er noget ved, raabte Halvor
og svang xen. -- Hvad sidder Morbror Svendsen dr og tnker paa,
mens vi Andre arbeide?

Bjrnstads Svoger, Klokker Ole Svendsen Bakke, sad paa en Stub med
Bssen over Skulderen og saae til. Han var ifrt Faareskindskofte
med to Pistoler fastgjordte i Lderbltet; paa Hovedet bar han en
Pelshue, under hvilken et tt, mrkt Haar strittede frem. Han var
middelhi og understsig; hans milde, blaa ine lyste frem under en
tnksom Pande.

De Tanker kommer mig i denne Tid ofte i Sinde, svarede Klokkeren
fra Id, at ogsaa jeg, skjndt jeg er Kirkens Mand, maa gjre noget
til Landets Nytte. Jeg gik derfor i Gaar ned til Peder Colbjrnsen.

Jog han ogsaa Dig bort? ytrede Bjrnstad haanlig. Norge har jo
Snner nok til at vrge sig, mener han.

Han gav mig rinde til de Svenske for at ansee deres Leilighed,
al den Stund Byfolket ikke veed Besked om, hvor Fjenden egentlig
befinder sig.

Det veed jeg! raabte Halvor ivrig og kastede xen. Jeg kan fre
Morbror midt ind i Kong Carls Kvarteer, uden at en Hund skal gje ad
os. -- Aa, tag mig med, kjre Morbror, saa skal jeg tjene Jer tro og
villig alle mine Levedage!

Tag kun Drengen med Dig, Klokker, henkastede Bjrnstad. Som Du vel
har hrt, kommer jeg ikke selv til at deeltage i dette Felttog; men
det giver Minder, som enhver ung Nordmand har godt af at eie.

Du er en mrkelig Mand, Bjrnstad, sagde Klokkeren; Du ofrer
heller dit Liv og dines Velfrd i denne frugteslse Kamp mod Landets
vrighed, den, Du kalder vor Voldsherre, end giver en Tomme efter, og
saa banker dit Hjerte dog saa varmt for alt godt og stort.

Du mener maaskee, at jeg skulde gjre Bod som en gammel Kjrling og
sidde udenfor Kirkedren og male Haandkvrn eller lade mig forvise
til en eller anden Landsby oppe nordenfjelds? spurgte Bjrnstad
spottende.

Den Plads, jeg bd Dig i Gaar som Opsynsmand ved Hollen Malmgruber
i Telemarken, kan ikke kaldes Landsforviisning. Tro mig, Du _maa_
herfra, Bjrnstad; Du staaer som den Forlisende paa Vraget og seer
den nre Strand, men vil ikke redde Dig over ved et Spring.

Det Spring skiller mig ved mig selv, derfor springer jeg ikke,
svarede Bjrnstad. Skuden, jeg styrer, er min egen. Heroppe paa
Fjeldet er norsk Frihed, og den skylder jeg alene mig selv. Her er
mit Land.

Dit Land --, gjentog Klokkeren tvende med et srgmodigt Smil. Men
hvor ere dine Landsmnd?

Ja, hvor er Landets andre Snner? De er dernede i de trange Gyder;
de krybe og svandse for fremmede Embedsmnd. _Jeg_ er en Sn, der
ikke har svigtet mit Land, og frst gjennem saadanne Snner faaer et
Land Aande og Stenen Rst. Heroppe er nu min Kirke, her er jeg bleven
eet med vor store, mgtige Natur, her er Fossen, som aldrig trrer
ud, her er _jeg_! Bjrnstad greb i sit Bryst og blottede det, bredt
og haarrigt. Vinden legede med hans graasprngte Haar, hans skjggede
Lber blottede to Rkker strke Tnder; den hele Mand syntes et
Udtryk for det, han sagde: en Jtte, sprungen ud af Fjeldet,
Fossemanden, dukket frem af Fossen, Bjergaanden fra de Skakter, hvor
Malmen hugges.

Det staaer srgeligt til for Dig, Bjrnstad, sagde Klokkeren og
rystede paa Hovedet. Du alene paa denne Side Fossen, hjertebred,
kneisende -- javel. De staae blot Alle derovre. I drage begge i den
samme Lnke; slipper Du ikke Taget, styrter Du i Fossen, gaaer til
Bunds og Mari med Dig.

Faaer at vre, svarede Bjrnstad mrk. Forstaaer Du, Svoger
Klokker: den Kvinde hrer mig til, hun flger mig, til Dden, om jeg
byder. Den Tanke gjr mig strk; hun svigter ikke, derfor staaer jeg
saa stt her paa Fjeldet.

Mari har forandret sig meget i den sidste Tid, bemrkede Klokkeren
srgmodigt. Maatte hendes Krfter rkke til i din Strid! -- Den er
en Steen, Du sigter mod Andre, den rammer hende og Dig selv. Hvis
nu Byfolket dernede gjr Alvor af Truselen og flder Dig som fredls
Mand, hvad saa?

Hvad saa? svarede Bjrnstad haanligt; saa blev _de_ mig vrst, som
jeg vilde bedst, -- saa er der en Nordmand mindre.

Og to Martyrer mere, sagde Klokkeren og reiste sig. Med Guds Hjlp
skal det ikke komme saa vidt; Mari og jeg ville redde Dig med eller
mod din Villie.

Mari? spurgte Bjrnstad og studsede. Tag Dig i Agt, Klokker!
Lokker Du hende over, svigter hun, saa vogt Jer Alle!

Ved en Omdreining af Veien, som bugtede sig ind mellem Klipperne og
dannede et naturligt befstet Pas mod st, kom pludselig en broget
Skare Mnd til Syne; nogle bare Vaabenfrakker, andre trekantede Hatte
og brede Lderblter med Pistolhylstre; atter andre vare ifrte
gammeldags Rustningsstykker; men Alle havde de Bsser over Skulderen.
Anfreren, som bar Officeersuniform, traadte frem foran de andre og
nrmede sig forsigtig til Brndehuggerne.

God Dag og Gud hjlp! Har I seet noget til Svensken i Dag? spurgte
han og saae paa de fldede Trer.

Javist, Svensken er allevegne, svarede Halvor og skrvede
udfordrende ud med Benene. Det maa jeg sige ham paa, at han seer
stateligere ud som Soldat end I brogede Bykarle. -- Sikke Handsker
Svensken har med Kraver af gult Lder og med Gedeskinds Hnder, og
sikken rd Halskrave paa de blaa Kldesfrakker med Messingknapper
baade paa Bryst og rmer, ikke at tale om deres Skydevaaben og
Dyrendaler i Skindskede. Og sikken han dr seer ud! -- Halvor
pegede paa en svr Borger med et skgget, rdt Ansigt og kldt i en
langskjdet Bluse. -- Han har jo en Fork paa Nakken og sin Oldefars
Brystpantser paa. Vi maa jo skamme os, naar I nu om lidt mder
Svensken heromme ved Broen.

Staaer han saa nr herved? spurgte en velnret Borger med usikker
Stemme.

Han halshuggede for en Time siden tre Tistedler og en Kalv og lod
deres Blod Lbe ud i Fossen, svarede Halvor fripostig. De bad
gudsjammerlig for deres Liv. Det var et grufuldt Syn; Fossen saae ud
som det rde Skum lnge efter.

Lieutenant Wrn pegede paa de fldede Stammer.

Hvad er det for Hrvrk I bedriver her i Frederikshalds Skove?
spurgte han barsk, henvendt til Bjrnstad. Mens vi Andre ere ude at
vrge Landet, har I Tanke for at bjerge Tmmer.

Om kort Tid er den ganske Egn her svensk, nu er den dansk, sagde
Bjrnstad haanlig og hvilte paa xen; hvem vil saa tage en norsk
Mand ilde op, om han bjerger det Par norske Trer i Tide til flles
Bedste.

Brndetyveri er det, han har for, sagde Kjbmand Truelsen heftig.
Men af ham kan man ikke vente bedre Sindelag.

Bjrnstad maalte den Talende med et spottende Blik og gav sig i Frd
med et nyt Tr uden mere at ndse Byens Folk.

Brndetyveri? raabte Halvor. I Diskespringere, der snyder hinanden
en Ssling fra, om I seer jert Snit dertil!

Pas dit Arbeide, Dreng, sagde Bjrnstad.

Halvor adld, spyttede i Hnderne og lod sine xehug regne over
Trstammen, saa Splinterne fg viden om. Da Fricorpset var kommet et
Stykke henad Veien, slog han en hi Latter op.

Aa Fatter, hold paa mig -- see, nu trasker de Krambodkarle mod Kong
Karl, -- og see, hvor de holde paa deres Dyrendaler, som om de skulde
til at snyde paa Maalet med deres Alenstok --! -- Jeg holder det ikke
ud, jeg holder det, Herren evig, ikke ud -- for jeg vil saa gjerne
med dem i Krigen!

Han sukkede og saae lnge efter Colbjrnsens Folk, lyttede ogsaa
efter deres hendende Skridt i Naaleskoven.

Nogle Timer senere, da Mrket faldt, hrtes en heftig Gevrild i den
Retning, hvor Mndene vare forsvundne. Lyden drog sig nrmere ned mod
Passet; kort efter saaes de samme Folk, der om Formiddagen droge mod
Svensken, skyndsomt springe fra Tr til Tr, idet de sgte Dkning
for at affyre Bsserne og ile videre. En Trop af Kong Carls Ryttere
kom til Syne i Huulveien; deres Karabiner lyste i Maaneskinnet, der
sitrende gled ned mellem Trernes Stammer. Pludselig gjorde den
fjendtlige Trop Holdt. Midt i det snvre Pas skimtedes i Tusmrket
en mrk Masse. verst paa denne stod Klokkerens og Bjrnstads brede
Skikkelser med Bssen i Haanden. -- Det var en saakaldet Hrbraade,
en Forskandsning, bestaaende af fldede Trstammer, hvis afhugne,
tilspidsede Grene bleve lagte mod Fjenden og saaledes frembd en
Hindring, vanskelig at overvinde, naar de norske, sikre Skytter laa
paa Vagt bag Stammerne og sendte de Fremtrngende en drbende Ild i
Mde.

Bjrnstad og hans Folk havde reist denne Forhugning i Passet, hvor
Veien var smallest, og hvor Fjenden paa Grund af Klippevggen og den
hie Snee langs Siderne blot kunde ride to Mand ved hinandens Side.
Det var til denne Forhugning, at Bjrnstad og hans Folk om Morgenen
fldede Trer, vel vidende, at Svensken tidligere eller senere maatte
frem gjennem Passet.

Da Haldenserne naaede herned og tvivlraadige standsede udenfor
Forhugningen, hrtes Bjrnstads dybe Rst:

Hurtig -- ind tilhire, dr er Gjennemgangen. Lad saa Bsserne;
men I fyrer blot een ad Gangen. Naar I hrer mig skyde, saa tager
Hvermand sin.

Da Byfolkene vare komne om bag Forhugningen, stngede Bjrnstad
og hans Karle efter dem med Trstammer. I det samme bevgede den
fjendtlige Trop sig frem gjennem Huulveien. Maanelyset strmmede ned
over Anfrerens slvtressede Hat. Hesten steilede. I det samme faldt
Svendsen Bakkes Skud, den svenske Officeer tabte sin Sabel og gled
ned af Hesten. Da Colbjrnsens uvede Folk saae Fjenderne samle sig
til Angreb, glemte de imidlertid Bjrnstads Formaning og fyrede alle
paa een Gang med den Virkning, at de to forreste af Fjendens Flok
segnede af Hestene. De Andre droge sig tilbage bag et Klippeforspring
og raadsloge.

Lad Bsserne paany, ld Bjrnstads Rst gjennem Stilheden.

I Stedet for at adlyde denne Befaling forlode de uvante, norske
Krigsfolk skyndsomst Forhugningen, for at benytte det Forspring,
som Fjendens Tven gav dem, til at sprede sig mellem Fjeldene og ad
Omveie at naae hjem til Staden.

Vil I see, I blive! raabte Halvor rasende og sgte at stille sig
i Veien for de Flygtende, mens han pegede op mod Faderen, der stod
verst paa Forhugningen synlig for Alle i Maanelyset. See, deroppe
staaer han, som I skjldte for Brndetyv, og vrger Jer Alle, mens I
smre Haser -- Der har vi Svensken!

Dette Udraab spredte Partigjngerne som Avner for Vinden. Klokkeren,
Bjrnstad, Lieutenant Wrn og Halvor stode alene tilbage i Skandsen,
medens Fjenden rykkede frem paany.

Giv Agt, Manne -- de bageste Geleder holde sig frdige!
kommanderede Lieutenanten med hi Rst.

De forreste Ryttere reve Tmmerne til sig og vendte om, skuffede af
denne List.

Tilbage, Gossar -- Skoven er fuld af Jyder! raabte den svenske
Anfrer.

Rytterne gave sig blot Tid til at tage deres Dde op paa Hestene og
satte af Sted tilbage gjennem Huulveien. Skoven laa atter stille og
forladt i det blege Maanelys.




HJEMMETS FUGL.


Moder Ulles Hytte laa tilsyneladende uforandret siden denne
Fortllings Begyndelse. Olaug gik Aftenen efter at det foregaaende
Optrin fandt Sted i Skoven, frem og tilbage i den lave Stue, hvor
Uroen bestandig svingede paa sin Krog under Bjlkeloftet. Den unge
Pige standsede af og til og lyttede ved Dren, eller aandede en klar
Plet paa de hvide, frosne Blomsterruder, for at see ud i Mrket, med
Strikketiet i Hnderne, medens hun bestandig gik fra og til Gryden,
der kogte over Ildstedet. Stormen foer med lange og klagende Hyl ned
gjennem Fjeldklften, Fossens eensformige Buldren ld op fra Dybet.
Tranlampens Flamme viftede hid og did ved de hyppige Vindpust, som
trngte ned i Stuen gjennem den aabne Skorsteen.

Henne paa Stoleryggen ved Bordet sad en aarvaagen Hne og plirede med
et svnigt ie, medens den agtpaagivende fulgte Olaugs Bevgelser.
Pludselig brusede den op i Fjerene og saae mod Dren. Den blev revet
op, Jrgen sprang ind og stngte omhyggeligt efter sig.

Fjenden er efter mig, sagde han og hngte sin Bsse op bag
Skorstenen. De vrimle i Skoven herudenfor i Nat. Klokker Bakke og
jeg laa i Baghold oppe i Fjeldet og skjd en Officeer vk for dem. Vi
sprge vel snart Nyt derude fra.

Skjul Dig! raabte Olaug og flyttede en Bnk hen under Loftslugen.

Jrgen svang sig op derigjennem. Olaug stillede Bnken tilbage og
speidede uroligt lyttende mod Dren. Lidt efter gik den atter op, og
en svensk Vagtmester, fulgt af tre Soldater, traadte ind i Stuen.

Vagtmesteren saae sig om. Olaug stod ved Bordenden og strikkede paa
Uldstrmpen; hendes rolige Mine rbede hverken Frygt eller Uro.

Hvor har Du skjult ham? spurgte Underofficeren barsk. Det nytter
ikke, Du ngter: Fyren sprang over Klften og forsvandt her.

Olaug betragtede ham forundret.

Her var Ingen siden i Morges, svarede hun. Sg selv; Leiligheden
er ikke stor; her findes intet Skjul uden Loftet dr. Stigen ligger
udenfor Huset.

Vagtmesteren saae sig om. Det lave Rum frembd intet Skjulested. Han
jog Kaarden gjennem Sengens Dyner, medens hans Folk hentede Stigen
og satte den til Loftslugen. Vagtmesteren steg halvt op og holdt
Tranlampen i Veiret, medens han speidende undersgte det tomme Rum.
Jrgens Hoved forsvandt i det samme i Skyggen af Hanebjlken, langs
hvilken han laa udstrakt.

Da Vagtmesteren havde overbeviist sig om, at der Ingen var skjult paa
det Loft, steg han gravitetisk ned og nrmede sig Olaug.

Du er, ta'e mig tusan, det vakreste Fruentimmer, jeg har seet, siden
vi kom ind i dette forbandede Vinterlandskab. Giv os et Kys; det
driver Frost og Kolden saa rart ud af Kroppen.

Olaug blev staaende rank, der hun stod, og betragtede den svenske
Vagtmester uforfrdet.

Jer Commandant vil i Morgen sige Jer ringe Tak, fordi I lader
Bjrnstad springe til Fjelds, mens I gantes med et vrgelst
Fruentimmer.

Bjrnstad! raabte Vagtmesteren, den Helvedeshund, som igaar
Eftermiddags skjd fire af vore Folk heromme i Skoven fra
Forhugningen?

Det var ham, som nys sprang her forbi Stuen og nu er hit til
Fjelds, al den Stund han har erfaret, at jer General har sat en Priis
for den, som bringer ham dd eller levende.

Dd og Sakrament, Galgen er ham vis, den Poltron! raabte
Vagtmesteren og skred mod Dren. Men vi sees igjen, skjn Jomfru,
saa skal vi erfare, hvad der holder bedst ud: Kvindeknibskhed eller
svensk Mandemod.

Han sendte Olaug et Slngkys med fem Fingre, som han borede ind
mellem sine skjglse Lber, og bukkede sig ud gjennem den lave Dr.

Maanelyset faldt hen over Veien, Rimen gnistrede inde i Sneens
blaalige Slagskygger, Soldaternes Skridt tabte sig knirkende i det
Fjerne.

Jrgen steg ned fra Stnget. Olaug satte taus en Skaal dampende Suppe
frem for ham og tog en Hornskee fra Bordskuffen. Derefter gav hun sig
til at skaffe andetsteds i Stuen.

Medens Jrgen spiste, skottede han jvnlig efter Olaugs ranke
Skikkelse.

Var Du altid saa faamlt, da stakkels Mormor levede? spurgte han.

Mormor! gjentog Olaug med en Stemme, der rummede en Verden af
Inderlighed. Med Mormor var det en heel anden Sag; hun trngte til
mig.

Hvad gjr _jeg_ da? foer Jrgen op.

Vi to! sagde Olaug og knugede Hnderne om Strmpen. Du er nu Herre
i Huset og jeg -- Skjndselsbarnet, som Du tog op! Det husker jeg
aarle og silde; det glemmes aldrig.

Hun saae op; da hun mdte hans alvorlige Blik, snkede hun igjen
hurtigt inene og lod sin Haand glide gjennem Hnens Fjer.

Du holder meget af Guru dr? sagde han lidt efter.

Ja, jeg solgte den ikke for mange hundrede Daler, svarede Olaug med
inderlig Overbeviisning og holdt Hnens Hoved op til sin brndende
Kind. Lille Guru, hvad skulde jeg gjre uden Dig?

Jrgen saae grublende frem for sig og nikkede gjentaget.

Ja, det er ogsaa sandt, sagde han. Det duer ikke at leve, dersom
En ikke har Nogen at leve for.

Naar jeg kommer hjem, og Guru har vret lukket inde, saa flyver hun
mig i Mde og kagler og stier af Glde. Det er saa velsignet, naar
Nogen lnges efter En.

Ja, det er ogsaa sandt, gjentog Jrgen.

Og veed Du, hvad hun gjorde i Gaar Aftes, da jeg kom hjem og havde
vret borte hele Dagen?

Nei da? -- Et g? spurgte Jrgen med stor Interesse.

Guru pleier altid at tage et Korn eller et Halmstraa og lgge ned
foran mig; det betyder, at hun vil glde mig. Men i Gaar var der ikke
noget Korn, saa rev hun en Fjer af sit eget Bryst og bragte mig den
i Nbet. -- Kan Du saa forstaae, at jeg holder af Guru?

Olaug skjulte Ansigtet i Hnens brusende Fjer og satte den derefter
varsomt op paa en Pind i Nrheden af hendes Sengested.

Det er jo ogsaa den, de kalde Hjemmets Fugl, sagde Jrgen og saae
tankefuldt paa Olaug.

Lidt efter stak Guru Hovedet under Vingen og sov.

Siig mig, -- spurgte Jrgen pludselig; han sad og snittede i et
Trstykke, som han dannede til et kunstfrdigt udskaaret Naalehuus;
hvor kan det vre, at Du endnu ikke har bedet om Penge til vor
Huusholdning?

Olaug blev blussende rd.

Jeg bad heller ikke Mormor, som er i Himlen, om Penge, svarede hun,
saadant noget stelte jeg selv om.

Hvad vil det sige? spurgte Jrgen; hvor tager Du Penge fra til vor
daglige Fde og Forpleining?

Mormor lrte mig, at vi ikke behvede meget; hun gav mig Formaning
om, hvad jeg havde at gjre, og den flger jeg nu. -- Seer Du,
vedblev hun ivrigt med et freidigt Smil og et Kast med Hovedet,
der rbede den strke Ungdoms Higen efter at tage Kampen op med
Tilvrelsen. Brndsel giver Skoven mere, end vi behve; i Sommer
samlede jeg rigeligt Vinterforraad, som nu staaer i Stak her bagom
Huset, og da Mormor kun tnkte aarle og silde paa at sulte sig
selv for at spare Penge sammen til Jer Brn, saa fik jeg af Moster
Bjrnstad Lov at bage Fladbrd med hendes Jern og lgge det op
i deres Stolpebod derovre; det holder frisk i mange Aar. Og saa
slagtede vi Gusle.

Hvem var Gusle? spurgte Jrgen og prvede Skruegangen paa
Naalehuuslaaget.

Gusle var vort Lam, saa tamt, at det altid gik med sin vaade Snude
i min Haand; saa i Hst maatte Halvor slagte det til Nedsaltning.
Geden giver Mlk, og Guru lgger g; det er Alt, hvad vi behve. Og
saa gaaer jeg Ole Svendsen Bakkes tilhaande i Stegerset, dr falder
ogsaa noget af -- saa jeg behver ingen Penge at tage af Dig.

Troer Du, at en rlig Mand vil lade sig brdfde af en Pige?
spurgte Jrgen.

Det er jo Mormor, som i sin Grav er lykkelig over at huse sin
kjreste Sn, hviskede Olaug. Husk, vi skylde hende endnu mere, end
vi kunne gjengjlde.

Jrgen tav og snittede ivrig videre. Her fandtes intet Stueuhr, hvis
eensformige Dikken afbrd Stilheden. Olaug lste alligevel Timer
og Minuter af Dagslyset med et Naturbarns sikre Frdighed. Nattens
Timer hrte Hvilen og Svnen til; den lille, stundeslse Minutviser
udstykkede ikke heroppe Tiden i de mange Brkdele, hvoraf hver enkelt
i Civilisationens Brug kan snderlemme Livet.

Lidt efter skjd Jrgen sit Arbeide fra sig og stirrede med et Suk
op mod den svingende Uro under Loftet. Hans milde og fredsommelige
Ansigt havde et srgmodigt Prg. Han hentede Violinen, der hang paa
Vggen ved Siden af Skorstenen og stemte Strengene.

Olaug saae efter ham med et forskrmt Blik.

Aa nei, ikke i Aften! bad hun og strg sit krusede Haar tilbage fra
Panden.

Er det Svensken, Du er bange for? spurgte han. Fjenden er nu langt
over Fjeldet.

Det er ikke Svensken, jeg frygter, svarede hun og lagde sin Haand
over Violinen. Du gjr Synd i at spille, som Du gjr, Jrgen; Du
maner Aander med dit Spil. Den Dde skal have Fred i Graven; hun fik
ikke meget af den, mens hun levede.

Hvad mener Du, Olaug? spurgte Jrgen heftigt.

Jeg saae i Nat Mormor herinde, lyslevende, som jeg seer Dig,
derhenne ved Vggen. Maanen skinnede som i Aften gjennem Glarruden;
jeg laa og saae paa din Fidel. Pludselig gled noget hvidt frem fra
Maanelyset hen mellem mig og Vggen; lidt efter saae jeg grant, det
var hende, mens hun biede sig over din Buestreng og kyssede den,
niagtig som hun gjorde den Dag, Du sidst besgte hende i Fjor. Da
holdt hun din Bue til sine Lber, hviskede lnge og velsignede den.
Det var, som om hun aandede sin store Kjrlighed ind i din Fidel. Og
saa da Du siden bd os Farvel -- --

Saa bad hun mig spille vor Vuggevise, sagde Jrgen, og det gjorde
jeg.

Til Du blev borte bag Fjeldet, og Mormor stod og strakte Armene ud
efter Dig, til Musiken ogsaa blev borte -- Men nu skal hun have Fred,
Jrgen; hun trngte saa haardelig dertil.

Hun trngte mere til vor Kjrlighed, mumlede Jrgen og hngte
Violinen tilbage paa dens Plads.

I det samme ld tre Slag mod Stuedren. Jrgen aabnede den verste
Lem; Halvors lokkede Hoved kom til Syne i Aabningen. Hans Blik fli
mistnksomt fra Jrgen til Olaug, idet han traadte ind.

God Kvld herinde, sagde han. Jeg bringer godt Nyt til Olaug fra
Staden.

Til Olaug? spurgte Jrgen og rynkede sine Bryn.

Ja, for Dig er det vist ikke godt Nyt, svarede Halvor og maalte
ham fjendtlig, al den Stund jeg bringer Brev og Budskab fra Faster
Ulle, at hun har fundet et godt og kristeligt Hjem for Olaug i
Frederikshald. -- Her er det.

Han fremtog et Papir, som han rakte den unge Pige.

Ls det hit, sagde Jrgen.

Olaug biede sig mod Tranlampen og lste:

 Velfornemme Jomfru Ulle Halvorsen.

 Herved bifalder og konfirmerer jeg Jomfruens dle Hensigt at
 forskaffe bemeldte Ungpige et kristeligt Hjem, hvor Dyden sidder
 til Hibords. Jeg vil ydermere bevise min Beredvillighed at tjene
 Guds Villie ved at tage Pigen udi mit Huus, vel vidende om hendes
 Samlevnet med den omvandrende Fidelspiller, samt hendes Ulydighed
 og Opstsighed, for Guds Vrede og Fortrnelse at forekomme over
 hende, om derved hendes Salighed kunde erlanges.

Olaug lod Brevet synke. Jrgen reiste sig heftigt.

Er det Olaug, som her tales om? spurgte han barsk, henvendt til
Halvor.

Er Du sat til at vre hendes Vrge? spurgte Halvor med lynende
ine. Hun hrte os til her paa Fjeldet, lnge fr Du kom. Brevet
dr er heller ikke bestemt for Olaug, men til Morbror Svendsen, for
at han kunde tage Bestemmelse i Sagen; jeg stjal det rligt og
redeligt, for at Olaug kan vide, hvad hun gaaer ind til. Kun hun selv
skal bestemme her.

Har Klokker Svendsen Bakke lst Skrivelsen? spurgte Olaug.

Ja. Og han finder, at Du br reise til Frederikshald, al den Stund
her ikke er Sted for en Pige at frdes mellem Krigsfolk.

Olaug er jo i sit gamle Hjem, indvendte Jrgen. Jeg er snart en
ldre Mand og har ingen Kvinde til at sysle om mit Huus jeg skal nok
vrge for hende.

Jeg troer, Halvor har Ret, udbrd Olaug med nedslagne ine, medens
hendes Bryst bevgedes som i indre Kamp. Jeg br ikke blive lnger
hjemme. -- Lad mig hre Slut paa det Brev.

Jrgen glattede Papiret ud og stavede sig igjennem Indholdet.

Jeg skal anvende al min Flid paa at omvende Pigen til Tugt og
Herrens Formaning. Hun stiger op i aarle Morgen, al den Stund
Djvelen kryber om i de varme Dyner efter ungt Kvindfolk, og har hun
da at malke tyve Ker inden sex Morgen; saa skaffer hun Davre til
Folkene, inden Klokken er slagen otte; saa steller hun om Husets
Reengjring og Madlavning og Opvaskning til Klokken to; saa flger
Kernes Malkning, og vi gaa i Herrens Huus til Aftensang; saa sye og
spinde vi til gudelige Sange, og jeg agter nie, at hun ikke sidder
og blavrer og kommer i Familiaritet med Husets Mandfolk. Jeg vil
intet arrestere mig ved at referere mig selv til Roes, at vor sidste
Ungpige for Herrens Aasyn fik Riis paa hendes bare Krop til Advarsel
og Exempel, fordi hun var gestndig at have glanet ud ad Vindverne
efter Mester Harpyts kjnne Svend, naar han i Stadsdragten gik til
Laugs. Bemeldte Pige dde af Svindsot i dette Foraar udi Herrens
Naade med en Salmebog under Hagen og fire Halmstraa overkors, for
ikke at gaae igjen til Alles Fortrydelse, hvorved jeg skiltes fra en
stor Hjertesorg.

    Jeg forbliver efter min kristelige Pligt
              velbyrdige Jomfrues
                            beredvilligste Tjenerinde
                                    Anea Boyer
                               bosiddende Bagerenke
                                  i
                                            Frederikshald.

Det var jo en rar Besked! ytrede Jrgen efter endt Lsning.

Det kommer ikke Dig ved, sagde Halvor skarpt. Er Pladsen streng,
kan hun vel finde en blidere siden hen. -- Hvad mener Olaug?

Jeg mener, Halvor har Ret, sagde hun og mdte rolig Jrgens
forskende Blik.

Tnker Du slet ikke paa Guru dr -- og paa mig? Hvad skal der blive
af os, naar Du er borte? spurgte han med lav Rst.

Olaug var meget bleg; en synlig Kamp bragte hendes Beslutning til at
vakle.

Guru! gjentog hun klanglst og saae op mod Hnen, der var vaagnet
og gav sit Mishag tilkjende ved en dmpet Kaglen.

Guru skal faae sine magelige Dage ovre hos Motter, forsikrede
Halvor med et Smil, der blottede hans hvide Tnder, og jeg skal
aldrig rgre Dig mere; jeg skal -- Herre Jesus, jeg er saa lyksalig!
Nu Mod og Mandshjerte i Livet og alt Fremmed paa Dren, Fod under
eget Bord -- Hvad siger Du til det, Olaug?

Hun stirrede frem for sig og nikkede uden at synes at forstaae ham.
Jrgens Blik fli forskende frem og tilbage mellem disse to unge,
ranke Mennesker, begge i Begreb med at bryde ud af Reden og prve
egne Vinger, livsmodige, som skabte for hinanden. Jrgen forstod alt
dette pludselig. Derfor altsaa ld Olaug Barndomsvennens Raad; han og
Hjemmet var glemt. Jrgen vendte sig fra dem og afstod fra al videre
Overtalelse.

Hvad Ret havde han vel til at beklage sig? Han havde flakket om i
Solskin og i Slud med Violinen paa sin Ryg, med Arven i Blodet, halvt
Faderens, den vandrende Musikant, halvt den altopofrende Moders, som
havde taalt Alt, tilgivet Alt og takket for aldrig saa ringe en Plads
i de Brns Hjerter, hvem hun ofrede sit Liv. Denne Mand var nu kommen
hjem i Ordets fulde Betydning; Hytten paa Fjeldskrnten bd siden
Moderens Dd Maal for de jagende Lngsler, Havn for hans utmmelige
Frihedsbegjr. Her havde pludselig hans Violin fundet de Strengelyde,
han forgjves sgte i fjerne Dale med Rusen i Hoved og Hjerte,
medens strke Drmmesyner bestandig drev ham videre, videre mod det
Ubekjendte. Siden han kom hjem, var enhver Vandrelyst bortveiret;
han sad med Fidelen under Kind i Tusmrket og spillede sine egne
Sange, mens Maanens Lys sitrede mellem Fyrretrerne, og Olaug stod
et eller andet Sted og lyttede. Livets Poesi laa sammentrngt i
disse Inspirationens hellige ieblikke; han flte blot, at nu var
han hjemme. Han vidste ikke, at hendes Puls bankede, at hendes ine
fyldtes med Taarer, at ubegrebne Lngsler skjlvede i hendes Aarer.
Han spillede blot, Toner, hidtil uanede, senere hen ukjendte, Toner,
fdte for en ung Kvinde og opfangede af hende, utrykte, ubesudlede,
ukritiserede, blot flte, Kunstens Kunst fra Naturens Hjerte.

Nu havde Olaug nikket til Halvor; andre Toner vldede frem, mrke,
vilde; de skulde senere finde deres Udtryk. Buestrengen, som Moderen
aandede sin Velsignelse over, mgtede alle Tonearter. Nu svarede han
rolig:

Ja, Halvor har Ret, Olaug br reise til Staden. Jeg hrte jo selv
for lidt siden, at den svenske Vagtmester herinde lovede at komme
tilbage til hende i Morgen.

Olaugs og Jrgens Blikke mdtes, forskende efter Livets strste
Gaade. Fandt disse To Svar paa deres Sprgsmaal? De vidste det ikke.

Et Skrig ld pludselig ovre fra den anden Side af Klften. Jrgen
sprang til Vinduet. Guru udstdte en opskrmmet Kaglen og baskede med
Vingerne.




STORE TORSKEN!


Ovre omkring Bjrnstads Huus, der laa strkt belyst i Maaneskinnet,
saaes svenske Soldater vrimle frem fra Klippehuulveien. Gaarden var
omringet. Husets Svalegang, udskaarne Trgavl og de mrke Fyrretrer
kastede dybe Slagskygger i det blaalige Lys. Soldaternes Raab ld
udfordrende gjennem Nattens Stilhed, medens deres Anfrer med
Gevrkolben bankede paa den lukkede Trdr.

Et af de smaarudede Vinduer i frste Stokvrk blev revet op, og
Bjrnstads mgtige Skikkelse kom til Syne i Maaneskinnet.

Hvad er der paa Frde, Godtfolk? raabte han med en dyb og rolig
Rst, der overdvede Larmen.

Giv Dig i vort Kvarteer! svarede den svenske Vagtmester, der
anfrte den fjendtlige Trop. Du har igaar drbt kongelige svenske
Soldater og brer ikke Danskekongens Uniform. Vi ere skikkede ud for
at gribe Dig dd eller levende. Overgiv Dig, eller Rebet er Dig vis.

Rebet? tordnede Bjrnstad. Ikke er det Reb tvundet, som Svensken
lgger om norsk Mands Hals. Komme I her som Broderfolk og fredelige
Naboer og beder om Natteherberge og en Bimpel Mjd, saa kan det
bekommes; men komme I med jeres Krig og Vold, saa vanker her braadne
Pander som igaar. -- Gaa hjem og lad os i Fred.

Bjrnstad smkkede Vinduet i og forsvandt. Soldaterne skokkede sig
sammen ved Porten og syntes at raadslaa.

Jrgen drog Olaug og Halvor tilbage i Stuen paa den modsatte Side af
Klften og slukkede Lyset.

Af Sted gjennem Bagdren! hviskede han. Du, Olaug, farer paa
Ski ned til Morbror Ole Svendsen Bakke i Id og beder ham samle
Landsbyfolkene. Du, Halvor, skynder Dig opefter til Aalefosgaarden,
Espevold og de andre Udflytterhuse, hvor Colbjrnsens Folk ligge i
Nat, og frer dem skyndsomst hid. Imens skal jeg sge at fornie
Svensken paa bedste Maade.

Olaug og Halvor forsvandt i Skoven. Jrgen kastede Bssen over
Skulderen, aflaasede omhyggelig Dren og gled lydlst som en Skygge
ned i Klften, der adskilte de to Huse. Et ieblik senere klavrede
han op ad den modsatte Skrnt, der laa skjult for Fjenden ovenover,
i Bjergets Slagskygge, besteg en Fyr, der skjd op over Afgrundens
Rand, og hvis mrke Krone ludede over Bjrnstads Huus. Herfra svang
han sig over paa det flade Trtag, hvor han krybende paa alle fire
forsvandt gjennem en Loftsluge samtidig med, at flere Skud lsnedes
efter ham.

Inde i Huset herskede stor Forvirring. Bjrnstad selv var i Storstuen
i Frd med at stnge Vinduet med det omvltede Egetresbord; bag ham
stod hans Hustru, Mari, og sgte med skjlvende Hnder at hjlpe til.
Gulvet var overstret med hakket Enebrriis, der udsendte en skarp
Duft. Husets to Karle befandt sig nede i Forstuen med ladte Bsser
og kastede urolige Blikke gjennem Hullerne i Vinduesskodderne paa
Soldaterne udenfor.

God Aften, Morbror, sagde Jrgen med dyb og rolig Stemme.

Bjrnstad vendte sig mod ham. De to Mnd gjensaae hinanden for frste
Gang efter Scenen ved Skiftemdet.

Hvad vil Du her, Fidelspiller? spurgte Bjrnstad barsk.

Jeg kommer for at tilbyde min Tjeneste. Det lader til, her skal
spilles op til Bjrnedands, sagde Jrgen og viste sine hvide Tnder
under et freidigt Smil.

Naa, er Du af den Slags Folk? sagde Bjrnstad kort med en
Stridsmands skarpe Opmrksomhed, der ordner sine Vaaben fr Kampens
Begyndelse. Paa Plads her ved Skydeskaaret; men Du giver frst Ild,
naar jeg har skudt min Mand.

Hvis Morbror ikke tager det fortrydeligt op, gjr vi nok rettest
i alle Mand at entre op i 2det Stokvrk og bryde Trappen af efter
os. Dr fra Loftslugen kan vi holde Stand lige til Julehelligdage,
mens vi nok saa vindskibelig oppefra piller Svensken vk i al
Fredsommelighed.

Bjrnstad maalte ham haanligt fra Hoved til Fod.

Du kryber nok helst i Skjul og flder Fjenden bagfra, Du! sagde
han. Jeg har for Resten tnkt paa den selvsamme Fremgangsmaade, naar
vi ere frdige hernede. Mrk Dig blot: her er der ingen, som befaler
uden _jeg_; jeg er Herre i mit eget Huus.

Her staar vi Alle i Fdrelandets Tjeneste, bemrkede Jrgen og tav.

Udenfor begyndte det at blive livligt. De svenske Vaaben lyste
omkap med Maanens Straaler, saaledes som jo Carl den Tolvtes Vaaben
ret betnkt oftest straalede i Maanens golde Ligskjr. Soldaterne
stode med Gevret ved Fod og lyttede til Vagtmesteren, som syntes
at udstede Ordrer; derefter spredte nogle sig omkring Husets tre
Sider; den fjerde begrndsedes af Afgrunden og Fossen, som buldrede i
Dybet. Hovedstyrken styrtede ls mod Huusdren og sgte at sprnge de
svre Planker med Kolbeslag. Da dette ikke lykkedes, toge de fat paa
en afhugget Trstamme og lb Storm med den mod Porten, idet de med
samlet Kraft stdte Stammens brede Ende mod Drlaasen. Ved det fjerde
Std splintredes Karmen, og Fjenden trngte med et Jubelskrig ind i
Huset.

Der faldt fire Skud. Da Krudtrgen trak ud i det Frie, laa tre Liig
paa Forstuegulvet. Fjenden trngte frem over de Faldne mod den
snrklede Trappe, fra hvis frste Afsats to nye Skud atter strakte
to af de Indtrngende til Jorden. Med et vildt Hvnskrig banede
Fjenden sig Vei op i Storstuen; den var forladt. De snderbrde Stole
og Borde og kastede Stumperne ud gjennem Vinduet. Med rasende Skrig
styrtede Soldaterne frem og tilbage og sgte forgjves et Middel for
at naae til de Beleirede, der havde trukket Stigen op bag Loftslugen.

Pludselig ld Bjrnstads vldige Rst ned gjennem Larmen.

Send en Tanke til jeres stakkels Moder derhjemme; ret nu bliver hun
barnls.

To skarpe Knald -- en hvid Rg foer med et Lynglimt frem gjennem
Loftssprkken; en ung Fndrik sprang i Veiret og sank, ddelig ramt,
om i Kammeraternes Arme.

Svensken drog sig raadvild tilbage til frste Trappeafsats; en heftig
Ordvexel ld op til de Indesprrede, der ladede deres Bsser paany.
Medens Ladestokkene hurtigt stdtes i Bsselbene, hrtes en svag og
rystende Kvindestemme bede en Herrens Bn oppe paa Loftet, inderligt
og indtrngende, saaledes som der kun bedes, naar al Menneskehjlp
glipper.

       *       *       *       *       *

Medens dette foregik i Bjrnstads Gaard, foer Olaug paa sine Skier
gjennem Skoven ned mod Id. Skarsneen fg om hendes brndende Kinder;
de sammenbidte Tnder og tindrende ine rbede Heltindeblodet i
hendes Aarer. I dette ieblik huskede hun ikke, at det var Bjrnstad,
hendes Barndoms Skrk, den Mand, der nylig, da hun stod ene og
hjlpels, skaanselslst havde udslynget Skjndselsnavnet mod hende,
som hun var ude for at bringe Redning. Hendes Hjerte bankede blot af
Frygt for at komme for silde til at yde Hjlp. Med agtpaagivende Blik
fli hun uden om Klippeblokke, bugtede sig langs mrke Skovstier,
satte med lette Spring over Trstammer og susede som en Vind mod den
stille, maanebelyste Landsby ind i Ole Svendsen Bakkes Gaard. En
eensom Hund begyndte at gje for lidt efter at slaae over i Tuden.

Hun aabnede Yderlaagen og standsede et ieblik udenfor den indre Dr,
der stod paa Klem, knugede Haanden mod Brystet og trak dybt efter
Veiret. Lydelige Stemmer inde i den oplyste, sirlige Stue syntes at
vexle alvorsfulde, afmaalte Ord af dem, der til daglig ikke bruges
mange af i de trange, indestngte Fjelddale, men som bevares lnge
i grublende Sind, for tilsidst at bryde frem i Handling og afgjre
Livsskjbner.

Ole Svendsen sad ved Bordet midt i Stuen. Skjret fra det viftende
Tllelys faldt hen over et villiefast Hoved med tt, kruset Haar, en
aaben, rlig Pande, og i hans mrkeblaa ine lyste en godmodig, men
bestemt Personlighed. Hans Hustru stod ved hans Side med det yngste
af deres fire Brn paa Armen, medens den ldste Dreng lyttende saae
fra Moder til Fader og nikkede, som om han sgte at gjre Ret og
Skjel til begge Sider.

Men saa siig mig i Herrens velsignede Navn, hvad har Du Guds Mand
med Krig og Blodsudgydelse at skaffe? gjentog Konen og knugede til
Eftertryk sin Haand mod Mandens Skulder. Lad dem om at vrne Landet,
som bre Vrge. Du er sat til at bre Guds hellige Blod op til vor
Prst i Kirken ved Altergang og synge Fader vor med din deilige
Stemme, saa vi Alle maa folde Hnderne, og Du skal ringe med den
store Klokke for de Dde, som de Andre myrde i Krigen. Nei, Du hrer
ikke til blandt Krigsfolket. See paa mig, Bakke, bliv herhjemme hos
os.

Fdrelandet kalder, svarede Ole Svendsen, og det bres mig for,
at jeg som en tro og indfdt Nordmand skylder mit Land det bedste,
jeg eier, i Farens Stund. Igaar lod Colbjrnsen mig kalde og bad mig
bringe dem Kynding i Staden om, hvad Fjenden tog sig for. Han gav mig
disse Tobaksruller her at slge til Svensken, for at jeg uhindret
kunde komme ind i deres Leir. Ved Daggry maa jeg af Sted.

Fdrelandet har Mnd nok til at vaage over sig; jeg har kun Dig
alene, Ole Svendsen! udbrd Hustruen og strakte ham Barnet i Mde.

Bakke reiste sig heftigt og sagde det ene Ord: Ane! Hun snkede
sine ine for hans flammende Blik; hendes skjlvende Lber tav.

I det samme aabnede Olaug Dren og traadte ind. Norges unge Genius,
hibrystet, kraftig, hvid som den Snee, der tindrede i hendes Pels,
rosenfrisk. Hendes Hnder foldede sig uvilkaarligt, idet hun viste
sig. inene bad, idet hun udbrd:

Klokker fra Id, Faren er over Morbror Bjrnstad; kom og hjlp os.
Hans Huus er omringet af Svensken, og han er ene mod dem alle.

Konen sprang frem og greb Olaugs Arm.

Kommer ogsaa _Du_ for at drage min Huusbond fra mig? spurgte hun og
knugede Barnet ind til sig. Nu skal Du hre, Ole Svendsen, hvorfor
jeg er rd. I Nat saae jeg en Skare vaabenkldte Mnd drage her
forbi; Srgemusiken gik foran, langsomt, Skridt for Skridt; Trommen
ld tung og dump. Jeg foer til Vinduet. -- Ak, Ole, ved dit Hjerte
har jeg hvilet, drmt Livets bedste Drm. -- De Soldater standsede
herudenfor; Du laa dr paa deres korslagte Gevrer, hrer Du: _Du_
laa der, hvid og bleg. -- Bliv hos dine Brn, ellers bliver Du deres
derude -- Soldaternes, Ddens --! Forlad os ikke!

Hun sank i Kn. Den rdmussede Glut i hendes Arme lo hit og bed
i sine buttede Knoer med Smilehuller i, udstdte et Klunk af
Tilfredshed og dunkede sin Pande i Faderens Skjd. Han saae det, saae
Alt, hvad der kan binde en Mand til Liv og Hjem. Hans ine duggedes;
men det maa have vret Manddommens strke Taare. Han kyssede sin
Hustru paa Munden og sagde kort:

Javist, Ane, om det saa var mig, Du saae, mit Liig, de bar, hvad
saa? _Du_ lever jo, vore Drenge lever, og Norge seirer.

Hustruen vendte sig til Olaug.

Ulykkesbarn, nu drager Du min Huusbond i Dden!

Olaug saae forfrdet fra Klokkeren til hans Kone. Hun kjendte blot
Ane som den blide, besindige Huusmoder, der bar Alt, havde Raad og
Hjlp for Alle; nu skinnede Tigerindens Mod i hendes ine, Lvindens,
Kvindens Kjrlighed straalede hende i Mde.

Gaa Du kun, Far, jeg bliver jo hos Mor, sagde Ole Svendsens ldste
Dreng og rakte Faderen Haanden.

Klokkeren fra Id smilede og saae ned paa sin Sn, og han saae, hvad
han nskede at see: en strktbygget Kngt med gullokket Haar og
alvorlige, trofaste ine.

Gaa kun, Far, gjentog Drengen og strakte sin lille Nve op mod
Faderen. Du kan stole paa, jeg bliver hos Mor.

Ole Svendsen greb Drengens Haand og lagde den i Hustruens. Idet
Snnen saae op, rbede hans Blik, at han fattede, at i dette ieblik
lagde Huusbonden sine Pligter, sin Vrdighed over i Snnens. Drengen
knugede begge Hnder om Faderens -- det var det Hele.

Farvel Ane! sagde Ole Svendsen Bakke og gik mod Dren.

Hustruen greb Snnen i sine Arme, men Blikket fulgte Manden.

Svendsen tog Bssen ned fra en Trknage ved Skorstenen, kastede den
over Skulderen og gik.

Olaug havde vret et stumt Vidne til dette Familieoptrin; hun glemte
det aldrig siden; Svendsen Bakkes Brn bleve hendes egne i den Time.

Da de kom udenfor, og Stjernerne blinkede i Nattekulden paa den
sorte Himmel, trak Svendsen dybt efter Veiret og saae tilbage mod de
oplyste Vinduer. Han sagde barsk:

Skynd Dig nu til Anders Haugens Gaard og til alle Gaardene Snder
paa; vore Mnd ere i Nat ude ved Colbjrnsens Corps. Imens samler
jeg, hvem jeg kan, i den nordre Byende; vi mdes snarest ved Broen.

En halv Time senere stode otte behjertede Mnd ved det angivne
Mdested og begave sig iilsomt opefter mod Bjrnstads Gaard.

Medens disse Forberedelser bleve trufne nede paa Sletten, var Halvor
ilet op over Fjeldet til Aalefosvang og Espevold. Det knagede i den
mrke Fyrreskov, de hvide Maaneskinspletter, som banede sig Vei
mellem Stammerne, skar i inene og gjorde Mrket dobbelt sort. Halvor
kjendte Veien og sprang kort efter midt ind i Bondens Stue; hans
Ansigtstrk vare stivnede af Ophidselse og Kulde.

Svensken holder til paa den nordre Side af Klften i Nat, Faders
Gaard er omringet, de bryde ls paa Dren -- endnu holder vi dem
Stangen! raabte han. Skynd Jer og kom til Hjlp!

Saa sagte, saa sagte, min Gut! svarede den svrlemmede Bonde, som
sad ved Bordenden og slog Ild til sin Pibe efter endt Aftensmaaltid.
Ved det nedre Bord sad hans fem Karle og sugede endnu paa Saltsilden,
hvis afpillede Been de efterhaanden kastede hen i en Leerskaal midt
paa Bordet. Jeg kan ikke lade mig hnge for saa lidt. Din Fader er
jo nutildags en fredls Mand, og den, som hjlper ham, lgger sig ud
med det mgtige Byfolk dernede i Halden. Din Fader har desuden alle
Dage vret en brsig og krakilsk Natur. Det gaaer Pinedd ikke at
kneise med Nakken og agere hele Norges Land med Kjlen og Dovrefjeld
til Rygrallik alene for sig selv. Vi Andre maa ogsaa til, skal jeg
sige Dig, og saa lidt Gudsfrygt og Kongerespekt.

Svensken er over os! gjentog Halvor og greb i Bordskiven. Svensken
er Allemands Fjende. Han har omringet vort Huus. I kan tage dem Alle
tilhobe, spillevende, naar I blot kommer bag paa dem, nu, strax!

Paa det Lav! sagde Haugstad og blste en vldig Tobakssky fra sig,
der lugtede svedent af Kirsebrblade. Paa det Lav! det kan jeg som
sagt ikke lade mig hnge for. Veed Du, hvad det er at vre fredls?
Han har ikke blivende Sted i Lands Lov og Ret, ikke Huus' eller Hjems
Fred paa Norges Grund. Han er som det vilde Dyr i Skoven, Bytte for
alle Mnd, som har Samvittighed nok til at flde ham. -- Nei, lad Du
kun Svensken jvne hans Huus med Fjeldet, saa flytter han vel fra
Egnen og sparer sine Landsmnd for at udgyde kristelig, norsk Blod,
for vi har da Lov og Ret i Landet. -- See, det er min Mening og ingen
andens. -- Haugstad klappede Pibelaaget fast i. -- Desuden, i Fjor
ved Kyndelmisse, bd jeg din Fader for rimelig Betaling at slge mig
et Par Tylfter Tmmerstokke af Fossen; men han var stursk paa det --
ellers havde vi maaske forhandlet sammen i Aften, og han kunde gjre
sig Forhaabning om Hjlp. Lad ham nu hjlpe sig selv, som han kan
bedst!

I bd jo knap Tmmerstokkenes halve Vrdi! raabte Halvor; en
gammel Ko, som hostede sig selv i Kn.

Javist hostede Koen, svarede Haugstad eftertnksomt; men kanskee
havde hun stanget bedre fra sig i Aften end jeres Par Hforke
derhjemme, lille Halvor. Min Farfar sa'e altid, at den ene Lgn
ter den anden op; jeg siger nu i kristelig Formaning og Herrens
Forpleining, at den ene Haand vasker den anden reen. -- Hils din Far
saa flittig, hvis det ellers smmer sig for en rlig, norsk Bonde at
mnge sig med en fuglefri Mand.

Halvor tumlede ud i det Frie og rystede sine knyttede Nver mod
Huset, mens Bonden stngede Porten efter ham.

Han sprang til den nste Gaard, der laa i Udkanten af
Prstegaardsjorden. Idet Stuedren gik op, slog en lummer og
indestngt Luft den Indtrdende i Mde. En Rkke Kier bekldte
Vrelsets Baggrund; Halmen hang ud af de mrke Gab over det rdbrune
Tmmervrk. Et gammelt Mandshoved tittede frem fra det underste; hans
graa Haar strittede ud under en strikket, rd Uldhue. Midt paa Gulvet
stod en rank, ung Bonde og eftersaae Laasen paa sin Bsse i Skjret
fra Tranlampen.

Guds Fred og god Kvld! sagde Halvor og traadte hen til Bordet. Da
han havde fremfrt sit rinde, rystede Bonden paa Hovedet.

Det er dog Skade, at saa klog og dygtig en Mand som din Far har
lbet Panden mod alle Vgge og faaet vrighed og By paa Nakken. Var
Bjrnstad endda i Slgt med mig; men som Sagerne nu staaer, maa han
rede for sig selv.

Jeg skal have varm Mlk med Kavring i! skreg den gamle Mand. Bring
mig min varme Mlk.

Det er jo ikke Far, I skal hjlpe, men Svensken, I skal slaa,
Thorsten, sagde Halvor bnligt. Jeg veed, at Du har ti af
Colbjrnsens Folk i Laden i Nat. Lad mig tale med dem selv.

De har patrouilleret hele Dagen, svarede Bonden. Gaaer de mod
Svensken, flger jeg med, skjndt din Fader gjorde rettest i snarest
at drage af Landet.

Giv mig min varme Mlk, varme Mlk med Sirup i, inden Du gaaer
i Krigen, skreg Oldingen og stirrede med glassede ine ud i
Rummet. Han biede sig forover, famlede med to knoglede Hnder paa
Sengekanten og raabte med rystende Stemme, der bestandig blev mere
ynkelig og pibende: Og jeg vil have en lille Flsk til, Thorsten. --
Giv mig en lille Flsk!

Halvor stod allerede ved Laden, hvor Colbjrnsens Tistedler vare
krbne ned i Het og sov, mens en Skildvagt gik frem og tilbage i
Gaarden. Da Folkene hrte, hvorom der var Tale, rystede de Halmen af
sig, grebe Bsserne og stormede af Sted under Anfrsel af Lieutenant
Jacob Wrn. Bonden og hans to Karle sluttede Troppen.

Hjemme i Kien laa den gamle Mand og rrte med Pegefingeren rundt
i den varme Mlk, trak Sirupen op i lange Traade, slikkede den af
Fingrene, suttede paa Flskesvren og gottede sig nok saa livsalig i
den lune Halm.

Hi, hi! -- Krig eller Fred -- lige godt altsammen, hvad Vorherre
sender -- Sirup dog allerbedst!

Saa sank han med et tilfreds Suk tilbage paa Leiet, drog Huen af sin
skaldede Isse, foldede Hnderne, skelede andgtig op til Kiebrderne
ovenover og sagde:

Tak for Mad, gode Vorherre, og for alt Godt!

Lidt efter aabnede han inene paany og fnisede:

Bjrnstad, han -- store Torsken -- i Krig -- Hi, hi!




VISEN.


Efter den sidste Salve, som Bjrnstad og Jrgen affyrede fra
Loftslugen, droge Svenskerne sig tilbage fra Storstuen for at
raadslaae.

Djvels til Indretning med det Ovenvrk, de Partigjngere har lavet
dr! tordnede Vagtmesteren, vor gamle Bekjendt fra Olaugs Stue. Den
Rotteflde maae vi see at faae forpurret. Galgen er de Stratenrvere
vis. -- Nu ned og fourageer i Kjlder og Stolpebod, Manne, og lad
os see, hvad Huset har paa Tallerkenen. Bagefter hitter jeg vel paa
Raad.

Soldaterne forsvandt, efter at der var stillet dobbelte Vagter
udenfor Dren til Loftslugen og udenfor Huset. Kort efter gjenld
Rummene af drukne Soldaters Drikkeviser. Kjlderens Most og Mjd
skummede i Krusene, Stolpebodens Forraad blev plyndret, hver Soldat
greb, hvad han kunde faae fat i; rgede og trrede Skinker, Lammelaar
og Flskesider hngte i Pakker over Ryg og Bryst. Den vittige
Trompeter Mnsson mdte med et Knippe Klipfisk paa Maven, han gik
og bladede deri og klaprede op med det, alt mens han puttede salte
Stumper Fisk i Munden paa sig selv og Kammeraterne, for at kunne
drikke saa meget mere af Hjertens Begjr.

Jeg veed, hvor der ligger en Pigelil og venter paa mig, raabte
Vagtmesteren, der sad for Bordenden og tmte det fjerde Kruus i
den samme Stue, hvor Mand og Hustru nylig havde udvexlet deres
Livs Indhold. Brystet hendes er hit, og Midien er slank som en
Dalkulles, Tnderne -- hu, hei! -- hvide og skarpe, som om de lystede
at bide i svensk Kjd! Spring nogle af Jer over i Gjenbohuset paa
Skrnten hist og trk hende af Dynerne. Du dr, Sven Mnsson, og
to Mand til bre hende herover, men vogt Jer -- Vagtmester har
Frsteretten, forstaaer I?

Et Bifaldsraab besvarede denne Tiltale. De tre Soldater begave sig
ud for at finde Vei over til Ulles Huus paa den modsatte Side af
Klften. Lidt efter vendte de tilbage. De havde fundet Hytten tom;
men de medbragte en Stige.

De sidste Dages Strabadser, som de svenske Soldater havde maattet
udstaa i Sneeskovene under aaben Himmel, gjorde Mosten uimodstaaelig;
dens Virkninger udeblev ikke. Vagtmesterens Kinder gldede, da han
reiste sig fra Bordenden, og hans jne havde en dyrisk Glands, idet
han udbrd:

Nu til vor Gjerning, svenske Soldater. Vel har Kongen forbudt os
at brnde og slaa ihjel; men vore Kammeraters Liig heroppe raabe om
Hvn. Vi drage ikke herfra, fr Bondens og hans Folks Hoveder ligge
her paa Tinfadet.

Maae jeg ikke nok faae Lov til at pille lidt ved dem frst? spurgte
Mnsson med et sagtmodigt Smil. De siger, jeg har saadan et grumme
Talent til at trkke Tnder ud paa Folk og brkke Kjberne.

Soldaterne eftersaae deres Gevrer. Mnsson viste sig kort efter i
den aabne Dr med en Stabel Mlkebtter stttet mod Brystet.

See, her er vore Hjelme! raabte han triumferende. Hver Mand faaer
en Btte paa Hovedet mod Kugleregnen.

Meget vel, sagde Vagtmesteren bifaldende.

Soldaterne hvlvede leende Btterne over deres trekantede Hatte.

Nu tage fire Mand fat i Bordbenene og lfter Bordet i Veiret, to
Mand stiller sig under det med Stigen, I marschere ind, stiller
Stigen til Loftslugen og entrer op under Bordtaget. Forstaaer I?
Sikkert Sigte -- ls paa dem -- for Gud og Kong Carl!

Leve Kongen! raabte Soldaterne og udfrte Ordren.

Mnsson, som for ieblikket ikke havde noget at tage sig til, slog
Bohave og Vinduer i Stykker i det underste Stokvrk, derefter stak
han det tunge Tinfad under Armen, kastede Skinkerne paa Ildstedet,
greb en Forskjrerkniv og fulgte efter de Andre, alt medens han
hvssede Bordkniven mod sin Sabeleg.

Skynd Jer nu lidt! sagde han til de bageste Soldater, for at jeg
kan faae ham rettet an med et ble mellem Tnderne; det er den eneste
rigtige Maade at servere norske Vildsvinehoveder paa, at sige, naar
vi har rget det bravt frst i hans egen Skorsteen. Saadan serverer
vi ved Hoffet.

Soldaterne lo. Idetsamme ld to Skud og et Smld over deres Hoveder;
Loftslugen blev lukket. De Nedenforstaaende hrte Kasser blive
skubbet for.

Svenskerne rustede sig til nyt Angreb.

Medens dette foregik i den underste Deel af Huset, spildte Bjrnstad
og Jrgen ikke Tiden oppe paa Loftet. Stigen blev sat til en Lem, der
frte ud til det flade Tag mod Afgrundssiden. Kasser og Kister bleve
stablede sammen omkring Loftslugen til at skydes hen over Lemmen,
naar denne lukkedes.

Bjrnstad var ukjendelig. Hans Pande lyste, hans ine lyste, hans
Bryst syntes at udvide sig, medens han af og til nikkede til Jrgen
og til den sammensunkne Kvindeskikkelse, der sad paa et Kistelaag og
stirrede frem for sig med opspilede ine og slapt nedhngende Hnder.

Ha -- det er stort, det er herligt! det er reent ud livsaligt, det
her! udbrd Bjrnstad, som stod med Armene stttet til sin ladte
Bsse.

Javist, Morbror har altid holdt af at slaaes, ytrede Jrgen
koldsindigt, af Kamp og Strid. Det er noget for Jer.

Hvad snakker Du om? spurgte Bjrnstad. Kan man ikke faae Fred med
det Gode, saa maa En kriges, til En faaer den.

Javist, Morbror vil Krig for at faae Fred, det er saa begribeligt,
svarede Jrgen og smaalo.

Nei, seer Du, udbrd Bjrnstad mere meddeelsom, end han pleiede;
det, der gjr dette saa livsaligt, det er, at her findes der endelig
en lyslevende Fjende at slaa ls paa, n, der er til at see og
fle. Det er noget andet end denne usynlige, sammenfiltrede Kjde
af Magtherrer dernede, denne tusindhovedede Drage, som faaer ti nye
Hoveder for hvert t, man slaaer ned. Dette her er Landets Fjende.

Og saa trnger Morbror til at lufte sig en lille Smule, det er saa
ligefremt, meente Jrgen.

Bjrnstad lyttede foroverbiet. En klirrende Lyd som af ituslaaede
Ruder naaede op til ham. Han skottede hen til Hustruen, der sad
flesls for alt omkring sig, grebet af en stor Rdsel, og traadte
nrmere til Jrgen.

Dersom Noget skulde hndes mig, som nok er muligt i den anstundende
Krig, eftersom jeg er tilsinds at vove Livet, hvor Fare byder sig
til, saa tag Dig af Mari dr -- jeg har dyb Agtelse for hende. --
Hrer Du, Mari? udbrd Bjrnstad med bld Rst. Kom lidt herhen. --
Jeg har den dybeste Agtelse for Dig -- lad det vre mit sidste Ord
til Dig her paa Jorden -- og hiere kan en Kvinde ikke bringe det
til.

Bjrnstad slyngede Armen om Hustruen, der lydig og villiels nrmede
sig.

Hun foer sammen, forvildet, men med et Smil, der bad om Undskyldning
for den Rdsel, der bragte hende til at sitre.

Tak! hviskede hun. Men de mange Dde, de mange Dde dernede i
Storstuen? -- Hvad skal der nu blive af os og af Halvor?

Der seer Du vor Himmelstige, sagde Bjrnstad og pegede leende paa
Stigen op til Taget. Om lidt gaaer det opad, Du.

Jrgen saae sig om. Han aabnede Laaget paa en stor Kiste, satte den
overende, saa den dannede et Skab, frte den skjlvende Mari derind
og skjd Dren til paa Klem.

Bjrnstad nikkede bifaldende.

Idetsamme ld Raab fra Stuen nedenunder; de Beleirede saae
Svenskerne, skjrmede under Bordtaget med Mlkebtter paa Hovedet,
myldre frem mod Loftslugen. De affyrede deres Bsser uden synderlig
Virkning. En Stige blev sat til, og dkkede af Bordet steg Svenskerne
i Veiret. Bjrnstad lod Loftslemmen falde, Jrgen skjd Kister og
Kasser hen over den; derefter entrede begge op paa Taget og drog
Stigen efter sig, lukkede Lugen og vare forelbig i Sikkerhed.

Et mrkeligt Syn mdte de to Mnd oppe i fri Luft. Himlen syntes at
staae i Flammer, blaalige og rde Luer slikkede op bag Skovbrynet,
uden dog at farve Trernes mrke Skyggerids. Et pragtfuldt Nordlys
luede denne Nat over Horizonten; lydlst og ilsomt gled Farveskjr
og Mrke over i hinanden, steg og sank, som om en heftig Kamp
frtes, ublodig og dog som bldende Lysstrmme, heftig som jordiske
Lidenskaber og dog ophiet som overjordiske Magters Stvne.

Eftersom Nordlys og Nordpol ere et af vore Dages brndende
Sprgsmaal, kan det maaskee interessere at hre, hvad hilrde
Magister Jonas Ramus, Sogneprst til Norderhougs Menighed og gift med
den fra Svenskekrigen saa bekjendte Anna Colbjrnsen, i hine Dage
tnkte om dette Emne.

Samme Nordlys, skriver han, strkker sig vidt ud i Norden og
stiger undertiden saa hyt op, at det kan sees Sndenfjelds i
Norrige, og Aar 1707 blev det og seet i Kjbenhavn. Det haver en
bleegagtig lys Farve, naar det staaer stille; men undertiden viser
det adskillige Farver, ligesom Regnbuefarver, naar de stige hyt i
Veiret, og beveger sig hastig op og ned i mange Greene, ligesom mange
Orgel-Piber kunde staae hos hinanden, hvilket skeer med utroelig
Hastighed, ligesom mange Pustere kunde puste dem op i Veyret,
hvorefter de hastigen stiger ned igjen og blive gandske borte og
igjen paa et andet Sted optendes. Samme Nordlys forsvinder saa snart
det begynder at dages.

Hvorfra dette Lys kommer synes meget underligt, efterdi det kand
ikke vre nogen Reflex af Solens eller Maanens Lys; man kand ikke
heller vide om under Nordpolen skulle findes saa store Ild-Bjerge, at
Flammen deraf kunde lyse mod Iisbjergene og derfra give en Reflex i
Luften og Skyerne.

Det synes ikke urimeligt, at en Jernmaterie, formedelst flammende
Ild-Bjerge har sin Aabning under Nordpolen og saa rigelig imprgnerer
Luften, at Magneten finder deraf sin Fde og Vederkvgelse.

Dog, lad det nu vre, at under Polen findes brndende Ild-Bjerge,
saa kunde man endnu tvivle, om Nordlyset deraf kunde foraarsages,
uden man vilde sige, at der kand vre dybe Dale mellem Iis-Bjergene,
mellem hvilke Luften trnges tilsammen og deraf, som en Puster af
et Hul, puster de illuminerede Skyer langt op i Veiret eller og, at
Reflexen af de opstigende Flammer og deres hastige Bevgelser sig i
Skyerne prsenterer ligesom i et Speil, i hvilket man seer ikke alene
de reflekterede Lys og Straaler, men og deres Bevgelser.

Af disse Conjecturer og Gisninger kand enhver tage saa meget af, som
hannem lyster, efterdi man derom ikke haver eller kand have nogen vis
Erfarenhed.

-- Bjrnstad og Jrgen laa tause udstrakte paa Trtaget, der vendte
mod Afgrunden, og vare saaledes endnu skjrmede mod Fjendens Kugler.
Nu ventede de paa, hvad som komme skulde. En hitidelig, bld
Stemning syntes at beherske Bjrnstad. Han havde foldet Hnderne
under Nakken og saae opad mod de blinkende Stjerner.

Lille Jrgen, sagde han omsider; hav Tak, Kjre. I dette ieblik
er jeg vist nrmere Gud end nogensinde. Nu skal jeg skrifte for Dig.
Tak, Du lille Dreng, der saae op paa mig med dine blaa, troskyldige
ine, frygtsom og bedende, naar jeg tugtede Dig for Retfrds Sag.
Husker Du: en Gang drog Du Huen af og bukkede efter Afstraffelsen?
Jeg slog Dig aldrig siden. Jeg kjender Dig nu og er glad derover
denne Nat, da der maaskee bliver lst op for mig og min Elende. Gud
signe Norge! Gud holde sin Haand over Mari og Drengen og Dig! --
Troer Du ikke, jeg veed, at Du som et Egern i dette Nu kan redde
Dig, vedblev han lidt efter, over paa Fyrren dr, som luder over
mit Tag, og som jeg lod staae for din Skyld? Jeg saae Dig som Dreng
mangen Gang svinge Dig herover, naar Mari dernede lokkede Dig med
Sdsager og anden Slikvornhed. Men Du bliver denne Nat hos mig, min
Gut, Du flygter ikke; det er min Stolthed: een god Nordmand bliver
hos mig.

Jrgen laa paa Albuen og saae ind i Bjrnstads Ansigt.

Tak for Bankene, Morbror, allermeest Tak for Bankene! hviskede han
og listede famlende sin Haand ind i Bjrnstads.

Dette her er stort, det er reent ud livsaligt! udbrd den eensomme
Mand, slap Bssen og aabnede Armene, som om han favnede Himlen. Jeg
takker Dig ogsaa, algode Gud, for Bankene, jeg fik -- de lrte mig at
sge mod Dig, det har jeg aldrig kunnet takke for fr.

Han tav.

Seer Du Aftenstjernen deroppe? vedblev han lidt efter. Den lyste
over min Sorg og min Glde mangen en Kvld, meest dog i Sorg. Aldrig
synes jeg, Solens Straaler har skinnet klarere over de menneskelige
Loves ngne Grusomhed end Stjernen deroppe i Aften i Evighedens
Glands, Loven, forgrenet ud i dens mindste Smaalighed lige fra
Herskermagten af Guds Naade, Vilkaarligheden, Standsrettigheder,
Herren og Trllen, Dommer og Raad i skjn Forening, hele denne
uoplselige Urede af Voldtgt; jeg seer det hele i al dets
Gyselighed. Alle mine Dages Lys var blegt; men dette i Aften er
rdt indeni mig. Jeg grd Blod; nu fler jeg Solblodet i mig. --
Lille Jrgen, siig dem alle og Mari, at den Dag, jeg seer mit sidste
Blod flyde, faaer jeg Fred; norsk Blod flyder da for Norges Frihed.
Velsignet den Kugle, som flder mig. -- Det er, som om jeg havde
Festklderne paa i Aften, -- norske Nationaldragten!

Han tav. Der glindsede noget vaadt i hans ienkroge; men det var
sikkerlig ingen Taare. Jrgen laa foroverbiet og saae ind i
Bjrnstads Ansigt.

Du taler srt, Morbror, hviskede han; det er, som om jeg hrer min
Violin skrige inde i fremmede Skove og ingen andre Steder. -- Jeg
holder saa meget af Dig; jeg synes, jeg er din egen Sn.

Norges Sn, svarede Bjrnstad. -- Nu nok med den Tale. -- Stakkels
Mari dernede! Hjertet skjlver i hende for mig; men Svensken gjr
ikke hende noget; der er Ridderlighed i det Folkefrd. -- Jeg
beundrer Krigerhelten Carl; det er et Mandfolk, han!

Jrgen reiste sig halvt, slog Armen om Morbroderens Skulder og drog
ham til sig.

Lad os nu bede en Bn, sagde han sagte. Hvem veed, hvad dette her
kan blive til.

De to Mnd toge Huerne i Hnderne; deres Lber bevgede sig.

Lidt efter hrte de Larm nedenunder. Svenskerne vare trngte op paa
Loftet og undersgte samme. Bjrnstad kom nyt Fngkrudt paa sin
Bsse. Jrgen sad ovenpaa Loftslugen for at give den strre Vgt.
Nordlyset steg og sank og gav Billedet et forget vildt og romantisk
Skjr.

Giv Jer med det Gode! ld pludselig en Stemme i Nrheden af de
Beleirede; en Skoggerlatter ledsagede Ordene.

Jrgen vendte sig. Over Husets brede Skorsteen ragede to svenske
Soldater i Veiret; deres Musketlb blinkede i Maanens Lys.

For Guds Skyld, Morbror, hviskede Jrgen; lad mig raade. De
Mandfolk har Ret; de maa tages med det Gode.

Bjrnstads Finger hvilede paa Aftrkkeren, beredt til at give Ild.

Sikke noget Snyderi! vedblev Jrgen henvendt til Svenskerne. Vel
har jeg hrt, at Kong Carls gossar gik i Stv og Rg; men jeg har
aldrig hrt, at de svrtede sig i sodede Skorstene for at komme bag
paa rlige Fjender.

Kast Vaabnene! befalede Vagtmester Erikson.

Endnu er I da kun to! meente Jrgen.

Her er et Par til! ld et Brl fra Tagmnningen. Et Brag ledsagede
Ordene; Trflagerne, som dannede Taget, splittedes; svenske Soldater
og Musketlb kom til Syne i Aabningen.

Kast Vaabnene! gjentog Vagtmesteren. Een -- to --!

Tv lidt, strenge Hr. Vagtmester! sagde Jrgen sagtmodig og lod
langelig sit Blik glide over mod den mrke Skov paa den modsatte Side
af Klften. Jeg seer nok, I ere vore Overmnd; men hvad agter I at
gjre med os, naar I nu fanger os spillevende?

Rebet! tordnede Vagtmesteren; -- hvis det ellers er Umage vrd at
gjre saa megen Ophvelse af Stratenrvere som Jer. -- Lg an, Manne!

En sagte Klirren ld, mens Soldaterne skiftede Haandgreb om
Bssekolberne. En uhyggelig Stilhed indtraadte. Bjrnstad stod
opreist i Maanens Skjr; hans brede Pande dannede en skinnende
Lysflade, hans mgtige Bryst strakte sig mod Fjendens Bsser,
roligt og vrdigt, som var her blot Tale om at modtage en fyrstelig
Udmrkelse for tro Tjeneste.

Een -- to --! ld atter Vagtmesterens Kommando.

Tv lidt! raabte Jrgen og sprang frem foran Morbroderen. Er I
christent Folk og sender to Mnd i Dden, uden at unde dem Tid til en
Bn?

Bed, men kort! svarede Vagtmesteren utaalmodig.

Siden de har haft saa travlt med at komme herop paa Taget, synes mig
Vagtmesteren br lette dem Nedstigningen, ytrede Erik Mnsson, der
var krbet hen til Underofficeren bag Tagmnningen, ledsaget af tre
Mand.

Hvad mener Du? spurgte Erikson barsk.

Eia, Huset her er jo en rnerede, som hnger over Afgrunden; lad os
tvinge de Mandfolk ud fra Taget med vore Sabler, saa spare vi Krudtet
og har nok saa megen Fornielse af at pirke lidt ved dem, inden de
vil til at hoppe.

Ikke saa ilde, sagde Vagtmesteren. Det er to slemme Misddere,
vore Kammeraters Blod raaber om mandhaftig Hvn.

Under bedvende Jubel sloge Soldaterne Kreds om Fangerne.

Jrgen stod rolig ved Bjrnstads Side; han syntes at lytte med spndt
Opmrksomhed ud mod Skoven.

Nuvel! sagde han til Vagtmesteren. Ligesaa gjerne springe i Dden
som krybe i den. Blot maa I, strenge Hr. Officeer, tilstede en Dende
hans sidste Bn. I formene mig ikke endnu en Gang at spille den Vise,
som jeg spillede for Kong Carl efter Slaget ved Pultava?

Inte det skulde vre en lille Lgn for at knibe Livet? spurgte
Vagtmesteren haanlig.

_Han_ spillet for Kong Carl ved Pultava? raabte Trompeter Mnsson
og stillede sig frem for Jrgen, idet han rev Trompeten fra Siden.
Denne her spillede jeg for vor Konge, da han kjrte fra Slaget, og
aldrig saae Du herligere Helte end Svenskerne i Nederlaget!

Han satte Instrumentet til Munden og blste de frste Strofer af den
svenske Fanemarsch. Tonerne lde haarde og skingrende gjennem Natten.

Jrgen trak foragtelig paa Skuldrene.

Gav Kong Carl Dig ogsaa sit Billede at bre for den Musik? spurgte
han, drog en Medaillon frem fra Brystet og holdt den hit i Veiret.
Du spiller jo falsk og trakterer dit Instrument som en Slagter.

Falsk, Slagter! skreg Trompeteren og sprang ind paa Jrgen.

Rk ham dit Horn og lad os see, om han kan blse sin egen Liigsang
bedre, sagde Vagtmesteren.

Det Tudehorn duer ikke til Musik, svarede Jrgen. Der hnger en
Fidel hernede paa Vggen i Storstuen; hent den, saa skal jeg spille
den Vise for Jer, som bragte Taarer i Heltekong Carls ine, da han
laa saaret og forpint paa Leiet. Dermed er det Hele forbi.

Vagtmesteren gjorde et Tegn. Mnsson forsvandt gjennem Taget.

Et eget Smil foer over Jrgens Ansigt, medens han saae over mod
Skoven og slog sine Hnder sammen, som for at varme Fingrene.

Lidt efter modtog han ung Halvors Violin.

Lir Du nu din Vise af i en Fart! sagde Mnsson og lo; bagefter
skal jeg plante denne her som en gte Slagter i dit Hjerte!

Han svingede Sablen over Fangens Hoved.

Jrgen greb Violinen og lagde den til Kinden. En bred og skrende
Tone brd ls under et Buestrg, som aldrig syntes at skulle faae
Ende; derefter gled Vuggevisen frem, blid og skjlvende. Det ld
som et Barns Bn om Hjlp, en Maning, et Angstraab om Ddsfare.
Jrgen holdt inde, lyttede, som om han ventede et Svar. Da foer
pludselig det samme gaadefulde Smil over hans Ansigt; han kastede
Hovedet tilbage, saae op mod Stjernerne og spillede Vrmelandsvisen.
Blide, inderlige Toner stege frem i Tusmrket; de kom som et Savn,
som en Hilsen fra Hjemlandet, som et vemodigt Minde, Skyggerigets
hemmelighedsfulde Rst til de Levende; rigere og mgtigere banede
Tonerne sig Vei under de stigende Buestrg, Livets Lngsel, Seirens
Fryd ld tilsidst i den gamle, gribende Folkevise.

Han kan ikke gjre for, at det lyder saa kjnt, hviskede Mnsson;
det er Ddsdeliriet, som kriller i Fingrene paa ham.

Jrgen stod omgivet af drukne, lyttende Soldater. Nogle flte
Beruselsens let vakte Hitidelighed med Bsserne beredte til
Executionen, andre stode tause, grebne af ieblikkets storladne
Romantik og drak i dette korte ieblik ubevidst af rene Vandaarer, af
Poesiens, af Barnesindets evig sprudlende Strmme. Fdrelandet, dette
halvtbegrebne Ord, dirrede i disse halvtfuldbaarne Sjle. Der blev
ganske stille. Det store Moderland, Menneskehedens, svensk, norsk
eller udenlandsk var over dem alle.

Jrgen havde snket Buen. Vagtmesteren traadte hen til ham.

Frem med det Billede, Du siger, vores Konge gav Dig! sagde han.
Der kan vre noget i det.

Jrgen aabnede Medaillonen. See og gjenkjend det Alle, udbrd han
med lav Rst. Carl den Tolvtes Ansigt med de smalle Kinder og den
mandige, urokkelige Ro viste sig i det hendende Nordlys.

Det har sin Rigtighed, sagde Vagtmesteren og holdt Haanden
hilsende til Huen, medens han betragtede Billedet. Her mangler blot
Hugvrgen, vor Konge altid slber henad Jorden. -- Trd an, Manne!

Soldaterne sluttede Geled.

Prsenteer Gevr for denne Mand!

Soldaternes Hilsen klirrede taktfast i den lette Frostluft.

Den Mand brer vor Konges Billede om sin Hals; derfor sende vi ham
i Dden med Officeershonneur.

Soldaterne adlde ivrigt og beredvilligt.

I Vest rdmede Himlen af den nedgaaende Maane, der hang som en
gldende Ildkugle over de sorte Skove. To Fyrretresfakler, der
vare tndte for Executionen, kastede et grelt Lys over de arrede
Krigeransigter.

Nu ind paa dem med Sablerne og i Afgrunden med dem! kommanderede
Vagtmesteren.

Nu blot en Bn, svenske Mand! sagde Jrgen; blot en ganske lille
een for Jeres egne syndige Sjle! raabte han med hvet Rst, slog
Armen om Bjrnstads Skulder, medens Soldaternes Kreds trngte dem
Skridt for Skridt nrmere mod Afgrunden.

Der ld et Glenteskrig ovre fra Skoven.

I Kn, Morbror! hviskede Jrgen. Strk Dig fladt hen ad Taget. Ret
nu skyder Klokker Bakke og hans Folk derovre.

Bjrnstads Kmpeskikkelse vaklede under Jrgens Tryk. Han sank i
Kn. I det samme kastede Jrgen sig over ham, knugede ham mod Jorden
og raabte med sine Lungers fulde Kraft:

Skyd, norske Mnd -- i Jesu Navn, skyd!

Lynglimt, ledsaget af skarpe Knald, brd frem fra Skovens Stammer;
fem svenske Soldater straktes henad Husets Tag.

Forrderi! raabte Vagtmesteren og krb med de tiloversblevne
Soldater ilsomt ned gjennem Hullet i Taget. Et Jubelskrig hilste
de Flygtende; Klokkeren fra Id, Halvor og deres Mnd bleve synlige
mellem Trerne paa den modsatte Side af Klften.

Men lngst tilbage stod en slank Pigeskikkelse. Hun havde i Ddsangst
bvende lyttet til Violinens Toner, -- havde lngst forstaaet, at han
derovre spillede den store Lidenskabs Fest og Frelse ind i hendes
Sjl.

Bjrnstad reiste sig med et Suk.

Saa vende vi tilbage til den graa Aldaglighed, sagde han. Men
tilstaa, Fidelspiller: da Du spillede din Moders Vuggevise, saa
troede ogsaa Du, at det stundede mod den store Hvile?

Lee ikke, spot ikke, Morbror, jublede Jrgen og pegede opad med
Buen. Da jeg spillede den Vise, troede jeg saa fast, vi vilde blive
hjulpne. Der er helligt Trylleri ved den. Hver Gang jeg spiller den
Sang i Nd og Betryk, saa lyser det op, og jeg bliver hjulpet, -- for
saa er Mor med, skal jeg sige Dig.

Det var paa den Tid, da Lys og Mrke brdes. Morgentaagen blgede
mellem de riimfrosne Grene. Da den lettede, og Solen seierrigt brd
igjennem, laa iflge et ienvidnes trykte Beretning fem svenske
Soldater paa Bjrnstads Tag, og de glemte at gaa ned siden.




SPIONEN.


Nste Morgen laa Svendsen Bakke oppe i en muret Fordybning paa
Udsigtsbjerget ovenfor hans Gaard, Bakke. Herfra kunde han holde ie
med den svenske Grndse og tillige see Hjemmet nede ved Bakkesund,
som paa dette Sted er ca. 300 Meter bredt. Stedet brer endnu Navnet
Klokkersengen og fremvises som en af Egnens Seevrdigheder. I vore
Dage tilhrer denne Gaard en dannet og belst Bonde, Mathis Bakke,
hvis Slgt har eiet Stedet siden Klokkerens Dd. Eftersom Gaarden
ligger nr ved Grndsen, blev den i alle Svenskekrige besgt af
Fjenden.

Svendsen Bakke sad denne Morgen med Bssen ved Fod og saae frem
for sig i Taagerne, der joge hinanden i Dalen. Her ventede han
nu i offerglad Kjrlighed til sit Land. Han havde gjort sit Livs
Regnestykke op og var i Fred med sig selv. I Dag sad han her i fuld
Livskraft, beredt til i Morgen at trde ind i Evigheden. Hjemme i
Stuen groede hans Snner i Veiret, det unge Norge, omgivet af en
klgtig Moders Rgt -- hvad Magt laa der nu paa _hans_ Liv, dersom
han kunde gavne sit Land? Han var det gamle Tr, der havde saaet sin
Sd, rede til at falde for xen.

Bakke var igjen i Dag ifrt en islandsk Trie, et Lderblte om
Livet, i hvilket stak en Pistol og en lang Tollekniv i udskaaret
Trskede.

Nede i Dalklften ld endnu Ulvenes Tuden. I hine Dage strakte
uigjennemtrngelige Skove sig over de skjnne Bakkedrag. Her levede
endnu Vildtet i frodige Flokke og gjorde Vinterveiene usikre ved
hilys Dag, naar Frost og Snee gjorde Fden knap. Solen steg op
over Idsletten, Hundreder af bredkronede Fyrretrer og Graner, som
i tidligere Aarhundreder havde vret Vidne til Svenskernes hyppige
Indfald i Landet, strakte deres rdbarkede Grene ud over Jorden;
den stigende Sol mgtede nppe at trnge igjennem deres Fletvrk.
Andre Steder stode Trerne lngere fra hverandre og dannede luftige
Perspektiver udad mod de blaa Taager, der fanger Fantasien og leder
den ind til endnu vildsommere Egne i Skovenes Dyb.

Der ld knirkende Skridt over Fjeldstien, og Halvor kom til Syne.
Han bar en vgtig Kiste i Remme over Ryggen, i Bltet stak en
mgtig Rytterpistol, et Krigsbytte fra den sidste blodige Nat; dens
skinnende Skaft og Lb rbede, at den nylig havde vret Gjenstand
for en kjrlig Oppudsning. Desforuden bar han et Horn i en Snor over
Skulderen.

Godt, at Du kommer inden berammet Mdetid, sagde Klokkeren og
reiste sig.

Jeg er saa bedrvet, Morbror, sagde Halvor og rystede Byrden af
sig. Jeg troede ikke, der i Verden var saa tung en Sorg at bre.

Er der noget iveien hjemme? spurgte Svendsen Bakke.

Aa nei, svarede Halvor; Far og Mor ere flyttede over i Moster
Ulles Hytte, desformedelst Svenskerne har skamferet hele vort Huus,
Ruderne ere knasede, Mblerne masede, og ingen af Byesfolket eller
Naboerne vil hjlpe os at stte det sammen igjen, for nu er Far jo
fredls.

Hvordan er det med din Mor? spurgte Klokkeren.

Mor ligger syg i Moster Ulles Seng; Mor er jo kun en Kvinde og saa
svag og god. Du troer det ikke, men hun grd ogsaa over de faldne
Svenskere, der blev baaret ud af vort Huus i Morges!

Naar vi i Nat komme hjem fra Colbjrnsens rinde i Svenskeleiren,
saa flytte vi dine Forldre ned til mig paa Bakke, sagde Klokkeren;
i mit Huus ere de fredlyste.

Mor flytter ikke fra Far, og Far bliver paa Fjeldet, sagde Halvor
bestemt. Olaug er borte, tilfiede han sagte.

Olaug? spurgte Bakke.

Jeg bad hende saa mindelig om at blive hos Mor; men hun rystede paa
Hovedet og sagde, at et Skjndselsbarn ikke havde blivende Sted under
Bjrnstads Tag. Saa tog hun sine fattige Klder og gik til din Kirke
i Id. Jeg fulgte hende og blev udenfor Dren. -- Ak, Morbror, der er
vist ikke mange Mennesker i Verden, der har baaret saa tung en Sorg
som jeg i denne Morgenstund. -- Hun slbte sig op langs Stoleryggene
som en syg og trt, gammel En, og hun blev ved at vrikke med Hovedet
og hviske: Mit gamle Hjem -- mit gamle Hjem! -- Hvor Vinden skar,
og Taaren frs paa hendes Kind, dr hun laa paa Mormors Grav og grd,
og hun kyssede Trvrket om Graven og sagde med hi Rst: Herre
Fader, Du, som kan bie alle Hjerter, mag det saa, at jeg maa komme
hjem igjen! -- Nu er hun gaaet til Halden og sin nye Plads, og det
er min Skyld det Hele, derfor er jeg saa bedrvet og hjertesyg.

Bakke hrte til, mens han ordnede nogle Smaapakker i Kramkisten, som
Halvor bragte, og fordeelte dens Indhold, Uldsager og Tobak, i to
Byldter.

Vi ere i Dag Alle som Olaug hjemlse i Fjendehaand, sagde han. Lad
os nu frst sge at redde vort Land; siden hente vi Olaug hjem, din
Mor og os Alle.

Han gav Halvor den ene Pakke, tog selv den anden, og de begave sig
af Sted for iflge Peder Colbjrnsens nske at udspeide Fjenden og
bringe sikker Underretning om hans Styrke og Stilling og Planer til
Frederikshald.

Du har Ret, Morbror! udbrd Halvor. Nu maa vi slaaes som Mnd;
bagefter kommer alt det andet vel af sig selv. -- At dette netop
skulde hnde mig den lykkeligste Krigsdag i mit Liv!

Lidt senere mdte Vandringsmndene to Bnder, Niels Nordby og Jens
Aas.

Hvor skal I hen, Klokker Bakke? spurgte Jens Aas.

Vi skal hen til Svensken og slge ham lidt Skraatobak og andet
Pilleri, svarede Bakke og smilede. Med det samme er han maaskee saa
freundlig at fortlle os lidt om, hvad han har for.

I komme til at vlge en anden Vei, Klokker, sagde Niels Nordby;
der kommer nogle svenske Ryttere her nedover, og de er heelt
mordlystne at see til; ret strax dreie de om Pynten.

Hvor mange ere de? spurgte Klokkeren.

De er fire og tyve Mand og har en Oberstlieutenant med sig.

Saa maa vi vel gaa af Veien for dem, sagde Bakke sagtmodig og skred
ind i Skovtykningen.

Her lagde han og Mndene sig i Baghold. Da de havde ligget en Stund,
kom et fjendtligt Rytterparti i fuld Fart til Syne paa den smalle
Skovvei. En samtidig Vaabenflle beretter ordret flgende om denne
Morgens Hndelse:

Klokkeren samt de andre Bnder skjde til Fjenden og traf saa vel,
at Oberstlieutenanten ved Navn Baltzer faldt strax dd ned paa
Jorden og Hesten ligesaa. Over disse uformodentlige Skud blev al
hans underhavende Flge forfrdet og gave Hestene af Sporerne og
rede bort. Da de nu i denne Angst havde rendt en Fjerdingvei derfra,
mdte de en Bondepige, som de hvnede deres Harm paa og lod see deres
store Mandhaftighed, idet de hug hende i Axelen, fordi hun ei vilde
bekjende, hvem der laa i Skoven, som var umuligt, eftersom hun det
ei vidste. Da de nu ei fik nogen Underretning derom, syntes dem det
dog ei vre anstaaeligt, saaledes at forlade deres Oberstlieutenant
og ikke at see, om der var flere end de tvende, som de hrte
skyde, hvorfor de vendte tilbage med et skjlvende Mod og fandt
Oberstlieutenanten for sig ddskudt ind ad Panden og ud ad Nakken.
De begyndte da at skrige og formane Klokkeren med Bnderne, at om de
havde Mod, de da nu vilde komme til sig; dog stode de et godt Stykke
fra Pladsen, hvor de havde taget Liget fra. Men den gode Klokker Ole
Svendsen Bakke samt de andre Bnder forstode sig meget vel paa det
Gjstebud, de bleve indbudne til, og laa derfor stille i den Tanke at
skjnke disse gode, svenske Mnd et Par hver sin Kugle og siden gaa
sin Vei. Da nu Fjenden Ingen fornam i Klippen, toge de bort med det,
de fik, stoppede Liget i en Sk og frte det med sig. --

Den Klippe, hvor Oberstlieutenanten blev skudt, kaldes endnu i
Dag Baltzerklippen eller Generalkloven,[1] fordi Tradition og
Folkesnak senere har forfremmet den faldne Officeer til General, af
hvilke der skal have vret Overflod i Carl den Tolvtes Armee.

 [1] En Klove er en liden Snkning mellem to Bjerge.

Gud vre hans Sjl naadig! sagde Klokkeren alvorsfuld og traadte
frem fra sit Skjul. Han var vor Fjende; nu er han min Anklager hos
Gud.

Nei, Morbror, Vorherre siger: saadan En, der lister ind i norsk Land
i Mulm og Mrke og bedriver Hrvrk og voldeligt Overfald! udbrd
Halvor, der syntes at have rystet Morgensorgen af sig, stolt og
lyksalig over denne mandige Bedrift. Saae Du, hvor Generalen slog
Armene i Veiret, da han faldt ned over Klippen som en fyldt Sandsk?
Han sagde vist Farvel til os. Hurra! det er noget andet end at skyde
Ulve og Egern. -- Der ligger han nu i Skken, svenske Generalen!

Stille, Dreng! sagde Klokkeren barsk. Den Dde haaner man ikke;
han faldt i sin Konges rinde som en rlig Soldat.

Det gjorde han; men han faldt for en rlig, norsk Kugle, der vrnede
sit Land, og Du er den tapreste Degn, Norge har haft, Morbror Bakke;
jeg holder meget mere af Knaldet af din Bsse end af Knebelen i din
Klokke -- Sippedeia -- en svensk General!

De gik nu tause videre og undgik Hovedveien. Jens Aas og Niels
Nordby bde Farvel lidt lngere henne. Bakke og Halvor kjendte hver
Sti og Klft og Klippeskjul i flere Miles Omkreds. Efter en Times
Forlb, hvori de havde banet sig Vei ad bugtede Fjeldstier, udstdte
Klokkeren et Skrig, som naar Urfuglen skogrer. Det blev besvaret
hiere oppe i Fjeldet, og en Bonde kom springende nedover mellem
Klippeblokkene.

Du lader vente paa Dig, Haavi, sagde Bakke.

Vor Ko er ilde syg, svarede Bonden; hun staaer og skronner og der
hverken H eller Skraa. I, som er saa forfaren en Mand i Lgekunst og
Bger, kjender vist Raad derfor?

Har Du seet noget til Svensken, som jeg sendte Dig ud at spore?
spurgte Klokkeren barsk.

Javel; der ligger et Parti paa henved femten hundrede Mand Ryttere
og Fodfolk heromme Nord paa bag Kulhytten.

Det er godt, sagde Klokkeren. Giv Koen i Aften et frisk Opkog af
Timian og Krusemynte og andre strke Urter -- skjndt Du fortjente at
miste din Ko, siden Du tnker frst paa, at den er i Fare, og siden
paa, at dit Land er i Nd.

Bakke og Halvor fortsatte deres Vei i den Retning, Bonden angav, at
Svenskerne laa.

Solen var gaaet bag Skyer, og den korte Vinterdag heldede, da de
naaede en Fjeldskrnt, der om Sommeren brer mange Mosarters rige
Farver fra den varmeste Terrasienna til det lyseste Guld. Nu laa
Klippen hen i Sort og Hvidt, Tid, Regn og Vinterens Kulde havde
furet den med Fortids Runer; graa og blaalige Afstandstaager fyldte
Klfterne, tunge Skyer hang fast i Trtoppene over de granbevoxede
Skrnter.

Jeg seer dem, Morbror, hviskede Halvor, der sneg sig nogle Skridt
foran Bakke; de have tndt Vagtblus dernede og koge Mad -- de myldre
som Maddiker i en fremmed Mands Meelsk.

r din Fjende, Kngt! sagde Klokkeren. _Han_ lyder sin Konges Bud,
_Du_ dit Lands; enhver kan vre god for sig.

Ja, Svensken kan vre god for sig, naar han vil lade Norge vre
i Fred for sig, svarede Halvor heftig. Hvad troer Du, han vilde
sige, om vi saadan vltede os ind i hans Land og slog Ruder og Dre
ind i hans Rige? -- See, hvor Luen flammer under Rgskyerne dernede,
og see, Morbror! -- der blinker Vaaben gjennem Rgen. Det er som et
herligt Eventyr af Sagabogen! -- Var det ikke svenske Fjender, saa
vilde jeg vre med blandt dem dernede.

Klokkeren fortsatte sin Vandring uden at svare; hans Tanker kredsede
om hans Formaal; han saae og hrte, han speidede og lyttede og gik
rolig videre.

Som efter en uhrlig Befaling begyndte pludselig Trommer og Horn at
lyde rundt omkring dem. Soldaterne sprang op fra Baalene, strmmede
ud fra Sterhytter og Granrishuler, for at samles omkring Fanen; en
Psalme ld gjennem Tusmrket, dumpt og pligtsmssigt sunget af hse,
sprukne, ogsaa af rene Mandfolkestruber. Nogle sang med Flelse,
andre af Vane; det ld hitideligt i Skovstilheden.

Hver Morgen Klokken syv og hver Aften Klokken fire lod Kong Carl sine
Soldater holde Bn. Naar Timen slog, og Trompeten kaldte, standsede
Mandskabet selv under Fremrykning; hver Soldat faldt paa Kn paa det
Sted, han stod, ligesaa Kongen, hvor opbldt eller sumpet Vei og
Mark end var. Kong Carls dybe Gudsfrygt stemmede nie overeens med
hans rene og nisomme Sder, hans Uegennytte og Gavmildhed, men stod
i paafaldende Strid med hans Uforsonlighed, Krigs- og Hrgelyst.
Selv bar Carl den Tolvte altid Gustav Adolphs Bnnebog i sin Lomme
og lste deri hver Morgen, tillige Sndag Eftermiddag, og nedskrev
i Begyndelsen hver Gang, han havde gjennemlst Bogen. Da han var
begyndt Lsningen forfra fjerde Gang, rev han dog Anmrkningen ud af
sin Noteerbog, for at Ingen skulde tro, at han pralede hermed.

Klokkeren var standset; han foldede sine Hnder og snkede Hovedet.
For ham var Andagtstimen flt og sand mellem Fjender som i hans egen
Kirke. Halvor gjorde, ligesom han saae Morbroderen gjre; men hans
Blik fli uroligt og nysgjerrigt frem og tilbage over de fjendtlige
Grupper, og han kom til at sige: helliget vorde mit Navn i Stedet
for dit Navn, mens han fremsagde Fadervor.

Lidt senere traadte Bakke og Bjrnstads Sn ind i Svenskernes
Leirkreds. Der var rundt om reist Telte og Hytter af Grangrene;
udenom Leiren stode Rustvogne, Feltskyts, Rytteriets Heste; hist
og her laa henslngt paa Sneen Gryder, xer, kort sagt, det Virvar
herskede, som var eiendommeligt for hine Tiders fremrykkende Armeer.
En dmpet Summen fyldte Luften under Fyrretrerne, hvis Kroner denne
Aften tav. Klokkeren skred uforsagt fremad; de udstillede Forposter
ved Veien havde ikke bemrket de to Mnd, der traadte frem fra
Skovtykningen.

Hvem dr? raabte nogle Soldater og sprang op fra Varmebaalet.

En ringe Kjbmand, som agter at slaa en Handel om Et og Andet i Kong
Carls Leir, svarede Klokkeren og standsede.

Grib og undersg dem! befalede Underofficeren.

Et Par Soldater udfrte Befalingen, men fandt intet mistnkeligt.

Jeg har et Par forsvarlige Kravestvler; vil I ikke ogsaa see dem
efter? spurgte Halvor eenfoldig.

I nste Nu var Klokkeren og Drengen omringet af veirbidte, forfrosne,
svenske Krigere; de opstrgne Knebelsbarter, de arrede Ansigter og
opsvulmede Hnder bd Velkommen. Underofficeren kommanderede barsk,
idet han pegede paa Bissekrmmernes Byldter:

Saa op med Ldiken!

Svendsen Bakke udbredte omhyggeligt sine Varer paa et Dkken; Halvor
saae sig om med spillende ine.

Uldne Trier og Vanter! sagde Vagtmesteren foragtelig; den Slags
bruger hverken Kong Carl eller hans Mnd -- Skraatobak -- det lader
jeg gaa -- -- Brndeviin -- det liver Herren evig op i jeres
fordmte Isfjelde! -- Hid med Brndevinen!

Klokkeren og Halvor skjnkede beredvilligt af deres Dunk for de
kjbelystne Soldater.

Hvad har Du dr? spurgte den mistroiske Underofficeer og pegede paa
en Pakke, som Svendsen forsigtig, men temmelig iinefaldende lagde
til Side.

Det er Stads til svenske Generalen, sagde Klokkeren.

Det er Forgift, sagde Halvor og stillede sig foran Pakken.

Svenske Generalen! ytrede Vagtmesteren; det er i Nat selve Kong
Carl.

Selveste Krigsmaiestten! udbrd Halvor og trak Huen af. Ak, om
jeg kunde faae ham at see i Ansigtet, blot een Gang, saa skjnker
jeg i Grams hele min dyre Byldt til Jer Alle. Kong Carl, Soldaternes
mgtigste Soldat -- Herre Jemini, Morbror, bed dem dog, om vi maa
faae ham at see, blot et eneste Minut. Jeg vil saa gjerne see ham.

Drengens uforbeholdne Begeistring tiltalte den svenske Befalingsmand
og kom Svendsen Bakke vel tilpas.

Om I kunde tilstaa os en saa formastelig Bn, sagde han, hvis Kong
Carl virkelig findes her i Leiren, for nede i Frederikshald sagde de
i Morges, at han var draget med Hren ad Christiania til.

Kong Carl er allevegne og ingen Steder, svarede Befalingsmanden.
I Aftes kom han hertil; en Hest styrtede under ham underveis.

Styrtede? udbrd Halvor.

Kongen elsker sine Krigere, skal jeg sige Jer, og mener, at vort
Haandvrk er det ypperste paa Jorden, vedblev Underofficeren med
Selvflelse. I Gaar inspicerede han Rytteriet ved Enningdalbroen.

Kors, har I Rytteri ogsaa dr? udbrd Klokkeren beundrende.
Monstro de kunde have Brug for lidt Bissekram?

Ja, Hestfolk har vi nok af, blot jeres forbandede Klipper havde lidt
mere Foder. Over hundrede Heste maa vi slaa lse deroppe om Natten,
for at de kan faae noget at bide.

See, see! over hundrede Heste! sagde Bakke. Men det var Kong Carl,
I fortalte saa kjnt om.

Carl kmper ved vor Side som en trofast Kammerat, og for at forbinde
vore Saar river han sin Skjorte itu.

Sin kongelige Skjorte! gjentog Halvor.

Men han fordrer, at vi skulle sulte og fryse ihjel uden at kny,
vedblev Vagtmesteren og tmte det Tinbger, som Bakke holdt hen
for ham. Den af os, som beder Fjenden om Kvarteer -- pfi! -- han
er brndemrket. Og vor Konge kan rolig see os blde og falde i
tusindeviis; han rider seiersstolt over sine Svenskeres Lig.

Det maa der ikke klages over, sagde en graahaaret Soldat; han
sulter omkap med os; vi hrer hans Hjerte banke for os midt i
Kanontordenen. Leve vor Kammerat, Kong Carl!

Et Leveraab ld dumpt og gjenklanglst over Sneepuderne i den
stivfrosne Egn.

Jeres Konge lader til at vre en brav Mand, sagde Klokkeren.

_Jeres_ Konge bliver ogsaa en brav Mand, for snart er Kong Carl
Jeres Konge.

Og de Asieres og Tyrkeres med, sagde Halvor og bukkede. -- Kan vi
saa faae ham at see?

Svendsen Bakke uddeelte under denne Samtale sin Skraatobak uden
saa nie at see paa Betalingen, og det gik altsammen overmaade
fredsommeligt. Vagtbaalet bragte de mrke Fyrrestammer til at rdme,
Trerne kastede deres mrke Skygger over Soldaterne, der lo og sang,
mens Elven laa stivfrossen og taus.

Ja, saadan er vor Konge, sagde en arret Soldat og skuldrede den
afbarkede Green, hvormed han som et Roer rrte rundt i Grdgryden.
Nu ligger han paa et Knippe Grangrene derovre i Sterhytten og
holder Dom over General Aschenberg, der nyssens reiste af Landet
med sit Regiment, fordi Jeres Prst i Schieberg fortalte ham
Rverhistorier om, at I havde et overmgtigt Overfald for.

Ja, Aschenberg rendte nok Klokken 1 om Natten fra llet, som stod og
gik i Karrene, og fra Deigen, som de samme Aften havde sat til hele
Regimentets Underholdning! lo Halvor, og aldrig saa snart skikkede
jeres General Breve af Sted fra Prstegaarden, saa var jo Prsten
frdig at give vores Folk Kundskab og snappe Postdragerne[2] bort.

 [2] Prsten, Hr. Peder Rumohr, der havde tjent som Cornet under
 Hertugen af Wrtemberg mod Jacob Stuart, gjorde sig velfortjent
 under Kong Carls Indfald i Norge, idet han listelig forledede
 General Aschenberg ved falske Rygter til at trkke sig tilbage over
 Grndsen og saaledes vsentlig bidrog til, at Nordmndene sloge det
 svenske Parti paa Mors, hvor bl. a. Kong Carls Krigskasse fandtes,
 og hvor Fjenden mistede 300 Mand. Da Kong Carl med uforrettet Sag
 drog sig tilbage fra Christiania, lod han Prsten overrumple og
 slbe med i Fangenskab til Sverig, hvor han efter to Aars Lidelser
 dde af Skjrbug og Vattersot, saasom han meest spiste Drvelsens
 Brd. Efter sit nske fik han til Begravelsestext Job 3. v. 18:
 Der have Fangerne Frihed tillige; de hre ikke Trngerens Rst.

Jeg vil saa gjerne hen og see Kong Carl, gjentog Halvor og kastede
hele Indholdet af sin Pakke i Grams til Soldaterne. Blot et eneste
livsaligt Blink udenfor Vinduet, det kan jo ikke skade ham. Siig ja
-- aa hvad, strenge Hr. Oberst?

Vagtmesteren stod lidt og betnkte sig, derefter vinkede han til
Svendsen Bakke og Halvor, at de kunde flge ham, og gik over mod et
lille sneedkt Trhuus, stttet mod Klippevggen.

Et rdt Vagtbaal lyste gjennem den aabne Dr ud over Sneen. En
Skildvagt gik frem og tilbage med dragen Sabel foran Hytten.
Vagtmesteren vexlede nogle Ord med ham, saa blev det de to Fremmede
betydet, at de under Bevogtning af Vagtmesteren maatte see ind
gjennem den lille Rude.

Halvor traadte frem til Vinduet foran Morbroderen; men han foer strax
tilbage og hviskede:

See -- see selv!

Svendsen Bakke saae en bredskuldret Mand, der stod tt indenfor
Glarruden overfor en siddende svensk Officeer. Manden syntes at
forklare noget, mens Officeren skrev. Derefter strakte Manden Haanden
ud og tog nogle Slvdalere, som Officeren kastede paa det lille Bord.
Han skrabede ud med Benet og forlod Hytten.

Da han traadte frem i Maanelyset, blev Skipper Daniels Trk synlige
under hans laadne Hue. Han gjenkjendte Klokkeren og Halvor og syntes
at blive ubehagelig berrt ved dette Mde, fattede sig imidlertid
hurtigt og hviskede med et bredt Grin:

Svenske eller norske Penge fylde lige godt i Bssen -- hva' beha'er,
Morbror? -- Sikken en luun Bedemand, jeg dr har til Onkel! Gaaer han
ikke her og snyder sit eget Fdreland op i dets aabne ine!

Klokkeren betragtede ham med et flammende Vredesblik, der bragte
Daniel til at snke sit.

Stakkels hjemlse Mand! sagde Ole Bakke med lav Rst.

Jeg er jo netop ude og butler sammen til et lille net og hyggeligt
Hjem, svarede Daniel.

Du bliver ved at vre en hjemls Stakkel alle Dage, for Du har ikke
noget Fdreland, sagde Bakke og vendte sig fra ham.

Fdreland mig her og Fdreland mig der! udbrd Daniel fortrdelig.
Det har mange til at passe paa sig; _jeg_ har kun mig, der tager
vare paa mit. -- Sikken en nederdrgtig luun Morbror, jeg dr har
faaet! Gaaer han ikke her og slger af sin Kramkiste til vor argeste
Landsfjende, og saa stter han sig paa den hie Hest, naar en anden
En ogsaa sger at holde Handelsforbindelsen vedlige mellem to
hderlige Nationer!

Du har jo ingen Kramkiste, udbrd Halvor og traadte nrmere til
Daniel; og alligevel fik Du Slvmnt for noget, Du solgte derinde,
mens vi --

Klokkeren greb Halvors Arm. Det kunde blive skjbnesvangert i dette
ieblik at rbe deres Reises sande rinde for Skipperen, der nylig
havde solgt sit Lands Hemmelighed til Fjenden.

Vagtmesteren saae mistroisk fra den ene til den anden uden at kunne
opfatte den hurtigt frte, hviskende Samtale.

Faaer det snart Ende, dette her? spurgte han barsk og traadte ind
imellem dem.

Halvor sprang hen til det oplyste Vindu. Hans rde Kinder bleve
blege, hans ine spiledes op, medens de stirrede gjennem den
lille, tilsneede Rude, som om han var under Paavirkning af noget
Overnaturligt. Hans Fingre krummede sig om Pistolkolben, medens han
saae det Syn, der for bestandig brndte sig ind i hans Sjl. Bakke
biede sig frem og saae over hans Skulder.




ET FALSK SIGNAL.


Midt paa Leergulvet ved Siden af den flammende Arneild laa Carl
den Tolvte henslngt over et bredt Knippe Grangrene, et Leie, han
oftest lod indrette saa rigeligt, at han i Felten kunde dele det
med udvalgte Krigsfller. Paa dette Leie sov han sdt som paa en
Blomsterseng.

Heltekongen laa indsvbt i en fodsid Rytterkappe, under hvilken hans
lange Sabel stak frem. Hans skaldede Hoved alene lyste forunderligt
fngslende majesttisk over den mrke Skikkelse, hvis Omrids svmmede
udi det usikre Skjr fra Baalet og det dsigt brndende Tllelys ved
Hovedenden.

Carl den Tolvte forsmaaede Tidens Allongeparyk. Da hans Veninde
Ulrikke Eleonore en Gang sendte ham en kunstfrdig lavet Paryk, fordi
hun erfarede, at han led af Gigtsmerter i Hovedet, anlagde Kongen den
pligtskyldigst; men da en Tilstedevrende henrykt udbrd: Ak, hvor
Maiestten seer prgtig ud som en Frier! sled Kongen den utaalmodig
af og forsikrede, at han ikke lngere kunde vnne sig til at have
noget varmt om rene.

Her laa nu Carl den Tolvte, nr sin Skjbnes Maal, rolig og
ubekymret. Hans maiesttiske Legeme, skulderbredt, smidigt, af
Middelhide[3], hvilede paa det Friluftsleie, som hans Krigersind
foretrak for den yppigste Seng i blde Kvindearme. De efterlevende
Caroliners[4] Konge, hrdet ved utrolige Savn, ved Sjlslidelser og
Sjlslftelser, hvet over Livets dagligdags Behov, saae tankefuld
frem for sig i den norske Skovhytte. Hans Blik omfattede maaskee
denne Nat hans Livs Oplevelser: Seiersdaad fra Narva, Dna, Klissow,
Holofsin, ogsaa Nederlagene fra Ukraine, Sibirien, Bender, drmte dog
vist meest om nye Erobringer her mellem Norges Klipper; det fortalte
i glandsfuld Ro om sagnstore Kampeventyr -- det strste af dem alle
laa dog der paa Granleiet, hvilende med Smil om de fyldige Lber, med
en Drik Tyndtl ved Hovedgjrdet, ventende paa det graa Morgengry
under den fremmede Vinterhimmel, for at kaste sig paa Hesteryggen
og lade Trommen mane til nye Bedrifter. Kongen, hvis Navn aldrig
senere blev nvnet af hans Krigsfller uden med Taarer, Henrykkelse
og Lngsel, og hvis Minde knyttede en usynlig Venskabslnke mellem
hans Soldater, saaledes at Standsforskjel, enhver Hindring svandt,
og den Menige bnkedes som Ven og Kammerat ved Hvedsmandens Side,
medens Krigsheltens Aand svvede over dem Alle, -- Carl den Tolvte,
Blodkongen, Soldaternes Afgud, det var ham, som laa her. Han og
Jorden havde opgjort Regnskab: Krig paa Sablen; Himlens og hans
Regnskab var uopgjort; han krydsede endnu sin lynende Klinge mod
Stjernerne og raabte: Frisk, busser! gn p uti Herrens namn!

 [3] Carl den Tolvte kunde endnu, hrdet ved Legemsvelser og Faste,
 ifrt Rytterstvler, lgge sin Fod bag ret, paa Hesteryg.

 [4] Carolinere kaldtes de faa graanede og hrdede Krigere, der havde
 overlevet Carl den Tolvte og hans Krigstogt.

Det kongelige Blik rugede nu her med rnero over det Svundne og
Kommende. Det ramte den norske Dreng. Rygter og Sagn om Heltens
Bedrifter foer som en Gysen gjennem Halvor, mens hans Fingre
krampagtigt famlede om Pistolskjftet, og en hftig Susen ld i hans
ren. Han flte pludselig Bakkes Haand i et Jerngreb om sin Arm, og
Morbroderens Stemme hviskede:

Vil Du lgge din Faders og din Moders Huus de, Dreng?

Norge leve! svarede Halvor med mat Rst.

Bakke drog ham hastig bort fra Vinduet. Halvor lod sig lede som en
villiels Beruset ned over Fjeldstien mellem syngende og larmende
Soldatergrupper omkring Baalene.

Hei, I Nordmnd! raabte en Soldat dem i Mde. Hans trekantede
Hat og sorte Halsbind var det eneste synlige, der ragede op over
en Kasse, fyldt med Halm, et genialt udspekuleret Natteleie, som
blev ham misundt af hundreder af Krigskammerater, der hvilede paa
Fyrretrernes gyngende Kroner, det vil sige, i afhugget Tilstand. --
Hei, Du dr med Pelsjakken, er Du ogsaa livsalig dinglende? Det er
_jeg_; men Ingen kan see det, for jeg sidder fast her i min Halmbtte
og svinger rundt om Jorden -- singdulian -- hopsasa! -- Hils dem
dernede i Frederikshald! brlte han efter Klokkeren og Halvor. I
Morgen vlger jeg min Kjreste i Jeres rigeste Kjbmandsgaard --
Gebe, gebe Gott, dasz es immer so wre!

Omkvdet istemmedes af de Omkringliggende, der havde klumpet sig
sammen i Dynger og under Latter og Eder skiftedes til at ligge verst.

Ved den sidste Vagtild knugede Halvor Klokkerens Haand og hviskede:

Jeg var lige ved det, Morbror; men jeg kunde ikke gjre for det; min
Haand blev ligesom lam, da jeg vilde til at spnde Pistolen.

Kongemordere har ikke blivende Sted paa Jorden, sagde Bakke.

Men i Himmelen! -- De vilde synge mit Navn i alle Dale, over alle
Fjelde lige til Iishavet, om jeg havde reddet mit Land og skudt ham,
klagede Halvor. Jeg kunde ikke, Morbroder, jeg kunde, skamfile mig,
ikke! Der var noget, som krammede Kraften af mine egne Fingre -- Nu
kunde jeg have vret den strste Helt i hele Norges Land.

Halvor rev Huen af og stampede paa den i afmgtig Sorg.

Hr, Morbror, hvorfor kunde jeg ikke, hvad var det, som slog min
hire Tommeltot i det livsalige ieblik?

Du var vel feig, svarede Bakke.

Feig -- jeg? raabte Drengen og foer i Veiret, en levende Protest
mod Morbroderens Ytring.

Naa ja, saa var det vel Guds Haand, gjenmlte Klokkeren. Dersom Du
havde drbt Kong Carl, hngte de Dig nu i den hieste Gran, og jeg
maatte gaa hjem og melde din Dd til dine Forldre, som betroede mig
deres eneste Sn og dyreste Eie.

Lige meget! sagde Halvor og reiste sit lyskrllede Hoved i
Nattevinden. Lige meget, Morbror! Saa havde jeg nu vret en af
Norges bedste Snner, og Olaug! -- Ak, jeg vil fortryde alle mine
Dage, at jeg ikke skjd.

Idet de kom forbi den sidste Leirpost, saae Bakke Daniel staa og
tale med Vagtmester Erikson; han slog ud med Armene og pegede op mod
Kongens Hytte, der endnu lyste oppe i Fjeldet. Klokkeren fremskyndede
uvilkaarlig sine Skridt og drog Halvor efter sig.

Vi have endnu en Gjerning at forrette, inden vi forlade Svenskerne,
sagde Ole Bakke og gik bort fra Hovedveien ind i Skovtykningen. De
nrmede sig ad Omveie atter Leirens Yderkreds, hvor Vognparken og
Hestene fandtes, bevogtet af enkelte Skildvagter. Klokkeren gjorde et
Tegn til Halvor, krb forsigtig fra Trernes Slagskygge om bag den
bageste Vogn og sneg sig ind mod Vognparkens Midte, hvor Rustvogne
stode ladede med Korn, H og Proviant. Halvor fulgte Morbroderen som
en Skygge uden at sprge, frst da han saae Svendsen Bakke krybe ind
mellem Hjulene paa den strste Vogn, sagte slaa Ild af sit Fyrstaal
og holde den brndende Lunte op i Het, begreb han Hensigten, i nste
Nu gjorde han ligesaa og stak Ild paa de nrmeste Vognladninger. En
kvalmende Rg steg iveiret, et Allarmskrig ld, et Skud knaldede,
uden at forstyrre Svendsen, der koldblodig nrmede sig den yderste
Vogn med den brndende Lunte. Frst da Het fngede, forsvandt han
og Halvor imellem Trerne og ilede tilbage mod Hovedveien, hvor de
roligt fortsatte deres Vandring med Kramkisterne paa Nakken, som om
intet var forefaldet.

Idet de forlode Skovtykningen, bredte en viid Slette sig foran dem;
den alfare Vei bugtede sig derigjennem. Om Sommeren var denne Hede
dkket af Lyng og Gyvel og Krat. Hedelrken sang eensomme Triller
herude, sine egne Sange i betaget Henrykkelse over den varmende
Sol, over Naturen og Livet, uhrt og uforstaaet af Mennesker. Nu
havde Tellen skudt i de foregaaende Dages Tveir og frembragt
Tellegrep, det vil sige, den tilfrosne Jord lsnes, saa at Heste og
Vandringsmnd pludselig synke i dybe Huller af ls Jord og bld Leer;
denne Tilstand varer ved indtil Sommer. De foregaaende Dages Frost
havde ikke vret tilstrkkelig til at danne en brende Skorpe; den
gav efter under Fdderne.

Klokkeren standsede og lyttede. Alt forblev stille bagved. Han
besluttede derfor at fortstte Vandringen til Frederikshald ad
Alfarvei, eftersom han ikke lnger behvede at befrygte at blive
standset paa Hjemveien af udstillede svenske Vagtposter.

De vare dog nppe vandrede frem i ti Minuter, fr de hrte
Ryttergalop og hie Raab bagved. Klokkeren saae et Parti svensk
Hestfolk sprnge frem fra Skoven. Den hvide Snee frembd intet Skjul
i den nrmeste Omkreds; den frelsende Skov var endnu nogle Bsseskud
fjernet for Bissekrmmerne. Midt imellem Rytterne troede Klokkeren at
bemrke Daniels brede Smandsskikkelse til Hest og forstod pludselig
den Fare, som han og Halvor svvede i. For at sikre sig selv mod at
blive angivet som Forrder nede i Frederikshald By, havde Daniel
rimeligviis angivet Klokkeren og Halvor som Spioner. Med disse blev
der som allerede omtalt gjort kort Proces i Kong Carls Leir; det
nrmeste Tr blev deres Galge.

Af Sted! raabte Bakke, kastede sin Byldt og flygtede bort fra Veien
over mod den nrmeste Skovlinie. Halvor gjorde som Morbroderen;
han var bestandig nogle Skridt forud for den tungere og mere
ubehjlpsomme Klokker, hvis hie og stive Stvler hindrede hans
Bevgelser.

Halvor standsede, saae sig om og sendte Klokkeren smaa opmuntrende
Tilraab, saasom: Endnu et Par Hop, Morbror, saa er vi i Skoven. --
Spar paa Veiret til Finalen! -- Hvad siger I til en varm l i Aften
hjemme paa Bakke? Jeg er saa forsulten.

Ole Svendsen stnnede, standsede tilsidst og saae tilbage mod de
fremstormende Ryttere, der havde Mie med at finde sikker Vei i det
moradsige Terrain.

Vi kan ligesaa godt lade os hugge til Plukfisk strax, sagde han
mismodig.

Vist ikke nei! raabte Halvor og sprang hen til Morbroderen, for at
hjlpe ham fremad.

Red Dig selv, af Sted, af Sted, sagde Klokkeren.

Hvad gjr de saa ved Jer? spurgte Halvor og stirrede raadvild mod
Rytterne, der stadig kom nrmere.

Bakke trak paa Skulderen og saae opad mod den graa Himmel. De to
norske Mnds Skikkelser tegnedes tydeligt mod den lyse Snee.

Jeg faaer vel Vesperkost deroppe i Aften sammen med andre gamle
Nordmnd, svarede han og satte sig paa en Klippeblok, der sammen med
nogle andre dannede en Dysse midt paa Heden. Stvlerne lnke mig;
jeg kan ikke mere. -- Af Sted!

Saa af med Stvlerne og videre paa Uldsokkerne! brlede Halvor.
Endnu kan vi naae Skoven. See, hvor deres Heste steile i Veiret,
mens de synke i med Bagkroppen!

Han sled fortvivlet i Klokkerens Stvler, mens Forflgernes Jubel
stadig ld nrmere. Det lykkedes ham at faae Svendsens Fdder fri.

Nu af Sted, Morbror! hvert Secund er kostbart, hviskede han. Imens
skal jeg holde Svenskens Heste op med Snak; de lystre bestemt bedre
end Mandskabet. -- I Jesu Navn, af Sted!

Klokkeren reiste sig og saae Halvor lbe nogle Skridt mod de
fremsprngende Ryttere; derefter gjorde Drengen Holdt bag Stenene,
satte trodsig Hornet for Munden og blste Svenskernes Retraitesignal,
der skingrende gjenld over Heden, et Signal, han misommelig havde
indstuderet, mens han laa paa Luur efter Fjenden oppe i Skovene.

Hvad er det for et falsk Sluddersignal, han dr trutter! brlte
Sergeant Erikson, der red et Par Hestelngder foran de Andre. Saadan
er der ingen Ting, der hedder i Kong Carls Arme.

Hans Hest havde nsten naaet Halvor; den parerede kort ved Lyden
af det kjendte Signal, vrinskede urolig og vilde gjre omkring, et
Syn, der ikke er ualmindeligt paa Exerceerpladsen, hvor gamle vede
Rytterheste ofte kjende Signalerne bedre end det uvede Mandskab.
Den efterflgende Hest fulgte dens Exempel, medens Halvor med al sin
Kraft gjentog Signalet.

Nu faaer Svensken sit eget Baglnds. Hurra! raabte han.

Klokkeren glemte ikke senere dette Drengeansigts Udtryk: Ophidselse,
Triumf, medens han bnfaldende pegede mod Skoven; saa holdt han paany
Hornet for Munden.

Det tredie Signal afbrdes imidlertid, idet Erikson blev Herre over
sin Hest og drev den fremad mod Halvor.

Ingen Pardon! raabte han til den nrmeste Rytter, som nu ogsaa
sprngte frem med lftet Vaaben. Hug de Hunde ned! Jeg kjender dem
begge igjen fra Trfningen i Nat oppe ved Bjrnstads Huus.

I samme Nu stod Klokkeren ved Halvors Side og gav Drengen et saa
eftertrykkeligt Skub, at han tumlede ned bag Steendyssen, medens
Sabelhugget susede over hans Hoved. Et Pistolskud ld; Rytteren
vaklede og gled af Hesten.

Fremad! raabte Bakke, hvem Livsfaren gav fornyet Kraft, medens
han paa Uldsokker i lange Spring lb mod Skoven, bugtende sig fra
Klippeblok til Klippeblok, forfulgt af Rytterne. Halvor blev liggende
i Sneen; han gravede sig dybere ind mellem Stenene, der dannede en
Klft, som Hyrdedrengene om Sommeren benyttede til Arnested. Et
straalende Smil gled over hans Ansigt, da han fra sit Skjul, omgivet
af bladlse Buske blev Vidne til, at Klokkeren fortsatte sit Lb,
efter at Hestfolket havde affyret deres Pistoler. For at aflede
Rytternes Opmrksomhed fra den Flygtende steg Halvor atter frem paa
Veien og blste i overstrmmende Krigermod det norske Angrebssignal.
Nogle af Rytterne standsede og vendte tilbage mod Drengen. Halvor
dukkede sig og forsvandt atter i Klippefordybningen. Idet Rytterne
naaede Stedet, saae de et Par tynde Been skyndsomt glide ind mellem
Stenene.

Trompeter Mnsson sprang af Hesten og nrmede sig forsigtig til
Aabningen.

Kom frem, i Djvels Skind og Been! befalede han, at vi kan faae
Dig hngt op paa en Jernkrog og svedet over Baalet.

Da Ingen svarede, steg ogsaa den anden Rytter af Hesten. De stillede
sig hver paa sin Side af den smalle Aabning og joge deres Landser ind
under Stenen i forskjellig Retning. Et hst og gjennemtrngende Skrig
ld indefra.

Der ramte jeg nok i Braden, bemrkede den ene Rytter koldsindigt og
sendte endnu et eftertrykkeligt Dobbeltstd i samme Retning.

Skriget inde fra Hulen gik over til en langtrukken Hylen, som
forstrkedes under Landsestdet, indtil det pludselig dde hen i en
smertefuld Rallen.

Nu tuder han nok sin egen Retraite, ytrede Mnsson. rlighed byder
at tilstaa, at de Nordmnd har et mrkeligt Geni for Musik.

Han skjd til Afsked sin Pistol af ind i Hulen i Retning af
Klageskriget, der pludselig forstummede, steg igjen til Hest med sin
Kammerat og saae ud over Sletten.

De andre Ryttere vendte tilbage fra Skovbrynet med uforrettet Sag.
Klokkeren var, begunstiget af Tusmrket, Klippeblokke og uveisomme
Stier, sluppet ind i Skoven, hvor enhver Forflgelse tilhest vilde
vre frugtesls. Med Eder og dybtflte Forsikringer om, at Norge
var det meest gjenstridige og rebelske Land, de havde kriget i, red
Troppen tilbage til Leiren.

Inde i Klippeaabningen var Ddsskriget forstummet. En dyb Stilhed
snkede sig atter over Egnen.

Lidt senere kom en mrk Skikkelse til Syne, der forsigtigt bevgede
sig frem fra Skjul til Skjul og standsede foran Steendyssen. Manden
bukkede sig ned foran Aabningen og kaldte med sagte Stemme: Halvor!

Intet Svar ld. Klokkeren -- det var ham -- sank i Kn og stttede
Hovedet mod Stenen.

Gud tilgive mig min Synd, at jeg forlod Drengen, hviskede han
snderknust. Mari, stakkels, lille Mari, som stolede paa mig!

Et uredt og krllet Hoved kom til Syne i Klippespalten; et freidigt
Smil spillede om dets Lber. Halvor krb frem, lyslevende og
velbeholden og satte sit Instrument for Munden, som for at udsende en
jublende Fanfare over Steenrkenen.

Klokkeren havde reist sig og stirrede paa ham med et Blik, der
kmpede mellem Tvivl og Henrykkelse.

Du lever! udbrd han og greb Hornet.

Herre Jemini! udbrd Halvor; hele tre Flnger! See, hvor det
Skarnsti har prikket i Krmmervarerne!

Han holdt sin Byldt i Veiret og gjorde et Par Himmelsprt fra
Hallingdandsen i livsalig Glde over den underfulde Redning, kastede
Byldten i Veiret og fangede den igjen.

Klokkeren stod taus med foldede Hnder; hans Lber bevgede sig i
stille Bn.

Halvor saae Liget af Rytteren, som Bakke havde skudt af Hesten. Et
Udtryk af Skadefryd gled over Drengens Ansigt, medens han nrmede sig
den Dde.

Manden laa paa Ryggen; Ansigstrkkene vare fordreiede, Munden stod
aaben.

Du gaber efter vores Jord, Svensker! udbrd han. Gab kun. Ulvene
ville mtte sig i Nat ved dit Liig. Du kommer ikke til at hvile under
norsk Jord.

Klokkeren nrmede sig, slog Korsets Tegn over den Faldne og stak hans
Landse i Jorden som Mrke for hans Kammerater. Derefter bredte han
sine Arme ud mod Halvor, mens Taarerne lb ned over hans Kinder.

Kom til mit Bryst, min flinke Redningsmand! Lad mig fle paa Dig.
Jeg saae dem jo stikke Landserne herind og hrte Skuddet.

Halvor styrtede sig i Morbroderens Arme.

Tre Gange, Morbror, tre Gange! Han fremviste sin Byldt som Trof og
strg kjrtegnende Haanden over de dybe Flnger. Er jeg saa feig,
Morbror? spurgte han skjlmsk og lagde Hovedet tilbage.

Klokkeren knugede Halvor fastere til sit Bryst og hviskede:

Min norske Gut, -- vor tapre, norske Gut!

Lidt efter rev Halvor sig ls og raabte:

Vi snd dem alligevel! -- Faaer jeg saa i Aften den varme Mjd med
Honning og brav mange g i, som I lovede mig den Gang, vi hoppede af
Sted for Svensken derhenne?

Du bliver bestemt General og blser vore Fjender baglnds over hele
Linien, sagde Klokkeren.

Ja, Fanden i Vold ned i deres eget Rige og et godt Stykke til,
det gjr vi, forsikrede Halvor, medens Klokkeren og han iilsomt
fortsatte deres Vei nedad mod Frederikshald.




KLOKKEREN FRA ID.


Ids Kirkeklokke ld hen over Sletten. Herrens Time var inde.
Malmtonerne talte over Menneskekjvl; Kirkeklokken, der i
Aarhundreder taalmodig ved een Haand har manet til Fred og Andagt,
klemtede ogsaa i Dag, da Krigsaanden luede og Voldsherren truede;
den stvnede ogsaa i Dag til Gilde i Guds Huus; thi denne Krigs Sag
var Helligaands Sag, det fredede Hjems Sag. Det levende Vrn, som nu
maatte til at slutte Hegnet, adld et helligt Kald; det Staal, der
nu maatte til, var hrdet i Fdrelandsild. Voldsherredmmet stod for
Dren med Krigens Rdsler. Folkeaanden vaagnede med Styrke.

Der kom de strmmende i ttte Skarer, Tistedler, Saugbrugsmnd og
Bjergfolk; een Aand forenede i Dag Alle. De nikkede til hverandre,
gave hverandre trofaste Haandtryk, talte ikke meget med Munden, men
saa meget mere sagde inene fra Hjertens Grund. Landereisningen var
almindelig, Folket stod i Vaaben, Hjemmets Aand drev Valenhedens
Taage af Jorden og afhyllede et straalende Forbillede for kommende
Tider af Selvopofrelse, Hengivelse, uforligneligt Mod. En stor og
lftende Lidenskab er i sin hieste Potens hellig; naar et heelt Folk
gribes deraf i Trngselens Tid, er den Gudstjeneste.

Alle Kirkegjngerne bare Bsser, som de stillede fra sig mod
Kirkemuren, fr de traadte ind i Guds Huus. Under Armen medbragte
de Fleste udskaarne Tiner (Trsker), i hvilke de opbevarede
Levnetsmidler, der som oftest efter endt Kirkegang ndes udenfor
mellem Gravene.

Dette Samlingssted frembd i Dag et eiendommeligt Syn. Kvinderne, der
sdvanlig fyldte Kirken, stode i Kreds udenfor Gravstederne; vilde,
bredskuldrede Skikkelser med busket Skjg og lodden Haarvxt fyldte
Kirkestolene. En stram Lugt som fra et Bjrnehi slog den Indtrdende
i Mde.

Klokkeren fra Id var til almindelig Forundring ikke i Dag oppe
ved Alteret. Sn- og Helligdage vare hans Festdage. Lnge fr
Gudstjenesten skulde begynde, gik han frem og tilbage i Kirken og
syslede med de smaa Ting, som maaskee intet menneskeligt ie lagde
Mrke til, men som for Klokkeren var af dyb og stor Betydning. Dr
laa lidt Halm, som Vinden havde feiet ind over Steengulvet, hist
var lidt Stv paa en Bedepult, -- skinnede ogsaa Alterstagerne
som Slv? At vaage over disse smaa Ting var for ham ikke alene
vigtige Embedspligter, men en hellig Kjrlighedsgjerning, og naar
Kirkegjngerne kom, mdte de altid Klokkerens alvorsfulde, milde
Blik, der ligesom hilste dem Velkommen til Huse, medens han frte
Enhver til hans Stol. Ogsaa stod Klokkerens Hjem og Bord hver Sndag
gjstfrit aabent for dem, der kom langveis fra.

See, der ligger vor Klokker paa Kn omme bag Dbefonden og tigger
Vorherre om Fred, brummede en svrlemmet Bonde med blodskudte ine.
Ja, hvis Bnner kunde hjlpe her, saa var han Manden til at frelse
Landet.

Ingen skulde i den biede Mandsskikkelse, der laa knlende i dyb
Andagt paa Steengulvet med Ansigtet skjult i Hnderne, medens han
opsendte brndende Bnner foran Alteret, ane den frygtlse Kriger og
Fdrelandshelt. I sin Kirke var han i Dag den Ydmygste for Gud, i
Kampen nste Dag den modigste. Fra Bnnen stod han op for at styrte
sig i Kampen; hans Kjrlighed til Land og Hjem var en Deel af hans
Religion.

Henne fra Kirkestolen bag den store Muurpille hvilede Hustruens Blik
paa den knlende Mand med stor Hengivenhed og usigelig Bedrvelse.
Hvad hun saae, fyldte hende med Uro og trstesls Lngsel; en
strkere Magt end Kjrlighed til hende og Brn drev nu Huusbonden fra
hendes Side. I hendes Bryst ld blot en Tone, bld og vibrerende;
Livet, Lykken, hans Flelse paakaldte denne ene Tone tusinde Gange
strkere nu i Skilsmissens Time, end da hun gik sorgls derhjemme i
de lyse Dage.

Javist, man kan gaa ved hinandens Side og dog vre skilt ved Bjerge
og Dale, og Hav og Land kan vre os imellem, og vi gaa alligevel Side
om Side.

Kirkedren blev pludselig revet op; en Fylde af Lys og Blst strg
ind over de Forsamlede.

Bjrnstad blev synlig i Draabningen mrk og bred, ved hans
Side Halvor, rank som et Granspir, rdmusset, kjk og svulmende
af foregaaende Dages Bedrifter. Efter Bjrnstad fulgte hans
Skovhugstmnd, seks svrlemmede Karle, alle med kortskaftede,
bredbladede, blankslebne xer i Bltet, ifrt Faareskindskofter og
laadne Huer.

Bjrnstad gik op ad Kirkegulvet uden at see til nogen af Siderne
eller tilsyneladende at bemrke, at Mndene i Kirkestolene rykkede
nrmere og sprrende mod Stoldrene. Et Sted strakte en Arm sig ud
og skjd med et Smld Slaaen for en Dr, en bred Ryg lnede sig
afvisende mod en anden, medens Bjrnstad rolig og vrdig gik op mod
Alteret og blev staaende nogle Skridt foran den verste Stol lige
overfor Prdikestolen.

Saa begyndte Kirkeklokken at lyde over de Forsamledes Hoveder,
langsomt og hitideligt. Ekkoet svarede ude fra Skoven. Klokkeren fra
Id svang sin kjre Malmknebel, hiere og hiere steg Klangen; det
var, som om en Forudanelse om nr forestaaende Ddsstilhed laante ham
dybere og mere levende Toner.

Kapellanen, velrvrdige Hr. Niels Stabel, besteg Prdikestolen.
Han talte over Texten: Hvo, som ihjelslaaer, skal og ved Svrd
omkomme. Kapellanen fandt dog i Dag en ny og til Leiligheden
passende Fortolkning af Skriftstedet: snart vilde Fjenden ved Svrdet
omkomme og derude ligge og sove under Grstrven; thi han havde ikke
her, men andet Steds hjemme, og skulde nogen af vore egne gaa heden i
den tilstundende Kamp, da kunde det skee i fuld Fortrstning om, at
deres Sag var Guds og Kirkens og Hjemmets Sag.

Det matte Vinterlys faldt gjennem den lille Rude ved Alteret skraa
henover Klokkerens Hoved. Hans Blik lyste og straalede, hans i
Bnnen sammensunkne Skikkelse rettede sig; han lyttede foroverbiet,
opmrksomt. Klokkeren fra Id var i Dag til sin sidste Gudstjeneste i
den hjemlige Kirke.

Da Prdikenen var endt, hvede han sin Stemme og sang for, Salmen

    Saa vil vi nu sige hverandre Farvel
    Og nske: Guds Fred over Eder,

frst sunget af en eenlig Stemme; lidt efter faldt et dybt og rustent
Mandskor ind, forstrket af hie, klagende Kvindestemmer udenfor
mellem Gravene. Men inde i Kirken svang pludselig en ung og reen
Tenor sig hit over alle andre Stemmer; Halvor stod foran Alteret
med Ryggen til Menigheden, saae sin Morbroder fra Id ind i inene
og sang, som kun Troen og Flelsen synger i Taksigelsens lftede
ieblik. I dette Nu foregik noget usdvanligt mellem disse To; den
Unge gav sin Sjl hen i Sollys, Jubel og Tak, den ldre modtog
denne Kjrlighedshilsen med et kort Nik; saa smeltede deres Stemmer
harmonisk sammen. Mandskoret omkring dem forstummede som for at lytte
til; det sidste Vers sang de to Mnd oppe ved Alteret alene. Halvors
ine stode fulde af Taarer; Klokkeren saae opad, medens han lukkede
Salmebogen, foldede Hnderne og sagde: Amen -- i Jesu Navn, Amen!

Det blev deres Afskedshilsen.

Dermed var Ole Svendsens Gudstjeneste forbi. Alterlysene skinnede
ikke mere for ham.

Fjeldvinden strg kold og skarp ned over Kirkegaarden, da Menigheden
atter begav sig ud i det Frie. Kvinderne blandede sig mellem Mndene,
enhver sgte sin Hjemstavn og havde noget at sige, noget, som det
ikke faldt nogen ind at sige derhjemme, men som her maatte siges.
Og det viste sig her, som det oftest viser sig i Trngselens Dage:
Folkets Sjl er et Lys, der brnder opad. Stormen flj lutrende og
befrugtende over Jorden.

Efter Prdikenen var Altergang, og de Fleste deeltoge deri, ogsaa
Halvor og Bjrnstads Mnd; det var ham selv formeent som Fredls at
gaae til Herrens Bord. Mari holdt sin Huusbonds Haand fast, som om
hun ikke vilde slippe den, og hun slap den heller ikke. Klokkerens
Hustru stod nu fattet og indesluttet ved deres Side og saae ud over
Sletten.

En Mngde Mennesker nrmede sig fra Frederikshald. Det var
Stadskapitain Peder Colbjrnsen og hans Frivillige tilligemed
Lieutenant Even Kraft med 40 vesterlandske Soldater af
Fstningskorpset. Et Hornsignal meldte deres Komme. Altergjngerne
strmmede ud af Kirken og stillede sig op i to Rkker for at modtage
de Kommende. Colbjrnsen gik hilsende forrest og standsede foran
Klokkeren fra Id, som stod i Kirkedren. Peder Colbjrnsen var ifrt
Uniform, trekantet Hat, Sabel ved Siden og to Pistoler i Bltet;
Klokkeren bar sort Vadmelsdragt uden Plet med blndende hvidt
Kalvekryds. Soldaterne stode med Gevret ved Foden.

I Gaar har Du atter vret ude at lege med Fjenden, Du, Kirkesanger;
de synge om Dig nede i Gaderne. Jeg er stolt over Dig, Ole Svendsen
Bakke, sagde Colbjrnsen med hi Rst og lagde sin Haand paa
Klokkerens Skulder. I denne ulystige Tid ere Mnd som Du de klare
Morgenstjerner, vi Andre see efter. Vor Krig er ikke den store Krig,
hvor Hrmasser mdes; vor Krig er Hjemmets og Selvforsvarets. Hver
Mand som _Du_ er en Fstning, og vor Frelse beroer paa hver enkelt
Mand. -- Gud har velsignet Dig; vi Andre takke Dig.

Klokkerens ine lyste med en fugtig Glands. Det var ret en livsalig
Hitidsdag, en af dem, Livet ikke bringer mange og ikke br bringe
mange af. Klokkerens Haand gav Hvidsmandens endnu et sidste dvlende
Tryk, og da deres Hnder skiltes, vare deres Blikke endnu sammen.

Colbjrnsen vedblev henvendt til Mngden: Vort Maal i Dag er at
befri Enningdalbroen, som er besat af to fjendtlige Compagnier til
Fods og et til Hest og at bringe deres Heste i Bytte til Staden.
Det vil vre en herlig Fangst for vore uberedne Folk, hvormed vi
kunne gjre Fjenden stor Skade. Til dette Vrk at fuldfre har jeg
tilkjendegivet Ole Svendsen Bakke at samle hundrede Mand i Vaaben her
paa Id.

Alt er i Orden, Hr. Stadskapitain, meldte Klokkeren. Hundrede Mand
i Vaaben vente her for at slutte sig til Jer.

Jeg modtager dem i Norges Navn, sagde Colbjrnsen og vendte sig mod
Forsamlingen.

Skjggede Kraftmnd stode i Muur. Der var ingen Smil, kun alvorlige
ine med Vilddyrblik, mens Mndene tause bde sig til Kamp mod
Fjenden: Bryst mod Bryst, Gevrsalver bag Hegnene eller Skud fra
Klippeblokke, hvad det nu kunde blive til.

Vr hilset, I gode Mnd og Brdre! sagde Colbjrnsen med en
hjertelig Haandbevgelse.

En kort, men velvillig Brummen ld fra de Forsamlede.

Bjrnstad stod henne hos sine Mnd, stttet til Bssen, og betragtede
dette Mde med et overlegent, spottende Smil. Colbjrnsen vidste hele
Tiden, at Bjrnstad stod der. Han vendte sig pludselig mod ham og
sagde:

Hvad nsker Du, lovlse Mand?

Intet, og I opnaa ingenting med al Jert Mod, svarede Bjrnstad. Du
vil jo nu ud at knuse vor Fjende; men hvor er han, Colbjrnsen? Er
det ham derude, eller ham herinde? Ham derude kan vi jage bort; han
herinde maa ryddes ud.

Colbjrnsen betragtede ham med et strengt Blik.

Her er ikke Tid eller Sted at strides om Sligt, mens Fjenden staaer
for vor Dr.

Hvor to eller tre Nordmnd ere til Stede, br ogsaa norsk Tale have
Ret til at lyde -- dr er min Kirke! svarede Bjrnstad og strakte
Haanden ud. Jeg siger, at Fjenden er ogsaa indenfor. Stng for Jer,
I gode Haldensere, luk jeres Havn, vrn Jer med al den Manddom, I
eier, Fjenden, I vrger Jer for, sidder til Hibords i jeres Hjem;
Fremmedherredmmet er den Krftskade, som fortrer vor Lever; Krigen
mod Svensken er en lille Fare. Hellere Voldsherren Kong Carl derude
i st, end nogen anden, han er da idetmindste et Mandfolk.

Et Vredesskrig hilste disse Ord.

Bjrnstad er udenfor Loven -- bort med ham! raabte flere Stemmer.

Jeg er ikke dmt efter vor norske Lov og er derfor skeet Uret,
sagde Bjrnstad. Jeg staaer over jeres Lov dernede i Halden, hvor I
kun dmme efter dansk Lovbog.

Du frer store og strke Ord, sagde Colbjrnsen med rynket Pande.

Ikke strre eller strkere end jeg selv er, svarede Bjrnstad og
rettede sig, som om han lftede et Fjeld med det samme. Jeg giver
mit Liv i Pant for mine Ord, og mine Gjerninger svare til Ordene.

Javist, Du gaaer til Grunde, det kjende vi Alle til.

Lige meget -- Lys, Ret og Frihed over Landet! -- Bjrnstad vendte
sig pludselig mod Forsamlingen og strakte Haanden ud mod den. --
Hrer nu Alle mine Ord; enhver, som her er til Stede, kan tage dem
til sig. Gud hrer, at det er Sandhed, og hans Aand maa vist vre til
Stede her et eller andet Sted over os Alle. -- Vi have Trllesind
her i Landet, skal jeg sige Jer; hvor det er til Huse, er der Hnder
nok til at svinge Hundepisken, og I fortjene ikke bedre Lod end at
fugtles af den, saalnge I taale Fremmedherredmme.

Noget, der lignede et Ryk, foer gjennem Forsamlingen, et Brl som
Rovdyrs ld henover Pladsen, knyttede og truende Hnder straktes op
over Mngden.

Bjrnstad blev rolig staaende. Halvor, som holdt sig bagved Faderen,
kastede med et lille Nik freidige Blikke over Bnderne, som om han
vilde sige: Der fik I det, I kan have godt af lnge!

Bjrnstad tager for stort Maal af sig selv og spiller altid op paa
Storfiolen, sagde Eilif Bonde.

Den rige Selveier fra Espegaarden traadte tt hen for Bjrnstad med
et haanligt Smil.

I Dag er Du nok ogsaa ude mod vor lovlige Regjering og Lands Ret,
lille Bjrnstad, sagde han og vuggede Overkroppen paa sine skrvende
Been. Men nu skal jeg, Espevoldsmanden, sige Dig et Ord, saa godt
som ti af dine: Naar vi nu ere frdige med Svensken, saa skal vi
til at ryge Dig ud, og det skal regnes os for hderlig Gjerning at
forrette, for Du er en fredls Mand, der ikke kan vrge din egen Tue.

Bjrnstad syntes ikke at hre, hvad der blev sagt. Hans Skikkelse
tegnede sig skarpt mod Baggrundens graa Taagehimmel, bred og mgtig,
Vinden bevgede hans buskede, graasprngte Haar, medens hans Blik
saae vidt ud over de Forsamlede; en Foregangsmand, en Sandsiger
maatte see ud som han. Han tilhrte maaskee kommende Tider, maaskee
var han en af disse store Aander, der fdes for tidligt, gaa forud
for Skarerne og lide Martyrernes Skjbne.

Lige overfor ham stod Colbjrnsen, den pligtopfyldende, regjeringstro
Samfundsborger, en Grundpille for det Bestaaende, et fordlet
Udslag af Forfdrenes Overlevering. Hans ine hvilede ufravendt og
tankefulde paa Bjrnstad, medens denne talte. Hvad tnkte han?

Ole Svendsen saaes ved Colbjrnsens Side; ogsaa hans Blik hvilede
sorgfuldt paa Svogerens furede Ansigt. -- Her stod nu disse tre
fdrelandssindede Mnd, saa ulige i Sind og Anskuelser, der hver isr
sgte at tjene sit Land med saa vidt forskjellige Midler. Klokkerens
dybe Tro paa Bnnens Magt gjd Fred i hans Sjl og Kraft i hans Arm;
han fandt alene Lykkens Tilfredsstillelse i at give sig hen for
Hjemmets Sag uden at overveie; han forstod ikke Svogerens fordrende
Retsflelse eller den Udsd, han sgte at kaste i Fremtidens Skjd.

Han rystede srgmodigt paa Hovedet og hviskede frem for sig:

Nu briste de sidste Baand! -- Stakkels Mari -- de knyttes vist
aldrig mere sammen.

Hvem af disse Fdrelandsvenner havde Ret? De to, der stttede og
foregik deres Folk med et lysende Forbillede til at fremme og
opretholde det Bestaaende, eller han, der gik forud for sin Tid og
rykkede op med Rode for at rydde Pladsen for det nye?

Klokkeren gik hen til Bjrnstad.

Hvad vilde Du her i Dag? spurgte han bebreidende; Du vidste jo, at
Du ikke kan hre os til.

Hre Jer til? udbrd Bjrnstad. Nei, jeg har for lnge siden sagt
mig fri fra Jer Alle; jeg vil ikke have mere med Jer at bestille. I
ere Tusinder, I der, med de krummede Rygge! jeg kan ikke magte Jer
Alle. I have erklret mig Krig paa hvert Fjeld og hver Sti, vi mdes,
derfor maa vi nu drage hver sin Vei; men min Sn dr skal ikke flge
mig, han faaer hre Jer til; derfor kom jeg hid i Dag. -- Tag ham,
Colbjrnsen, ham og mine Mnd! brug ham vel og lr ham op i jeres
Svandselre, at det maa gaa ham godt, og han maa lnge leve paa
Jorden.

Bjrnstad kastede Hovedet tilbage med den brede, furede Pande over
det trodsige Blik; han rakte sine Hnder i Veiret, halvt knyttede,
halvt udstrakte, som til Velsignelse over Snnen. Bldt og Haardt
brdes synligt i denne strke Fjeldskikkelse. Mandens Bryst hvedes
og snkedes som under Paavirkning af en heftig indre Kamp.

Jeg tager mod din Sn, sagde Colbjrnsen og gik frem mod Halvor.
-- Jeg kjender Dig allerede af Omtale og Bedrift. Du er fra i Dag
optaget som Frivillig i mit Corps. Bliv ved, som Du har begyndt, og
det vil snart blive til mere.

Saa bragte de en Fane, og Halvor tilligemed andre Frivillige aflagde
Troskabseden.

Der skal snart sprges Nyt fra Bjrnstads Sn og hans Mnd! raabte
Halvor, mens hans Haand endnu hvilede paa Fanen. Men naar Krigen er
endt, saa vender jeg hjem til min fredlse Far. Vor Hder er hans.

Da de saae sig om efter Bjrnstad, var han forsvunden. Mngden havde
stiltiende gjort Plads for ham; Ingen hilste ham, Ingen saae efter
ham, da Massen atter lukkede sig bag ham.

Nu af Sted! raabte Colbjrnsen. Gud vre med Eder Alle!

Folkene samledes under deres forskjellige Befalingsmnd. Klokkeren
udvalgte nogle Mnd, deriblandt den rige Gaardejer Joen Brnnelsen
Bjrnstad, der var langt ude beslgtet med Halvor, og gav ham det
Hverv at naae op til Enningdalbroen ved en omgaaende Bevgelse,
for at afskjre Fjenden Tilbagetoget, naar han og hans Mnd angreb
Rytteriet forfra. Halvor og hans Folk skulde flge med dette Parti.
Idet Mndene traadte under Vaaben og forlode Kirkegaarden, kaldte
Ole Svendsen Jrgen og nogle andre Bnder hen til sig.

Pas mig lidt paa den Dreng, sagde han; han er for ung og
fremfusende. Hnder der ham noget, saa rammer Dden hans Moder. --
Du, Jrgen, fiede han hviskende til og saae hen til sin Hustru;
det bres mig for i sre Drmme, at min Dagsgjerning hermed er til
Ende, og at Klokken deroppe snart ringer mig herfra. Bliv da mine
derhjemme en trofast Sttte -- ogsaa Mari. Saae Du hende, da hun
fulgte Manden og forlod Snnen? Bjrnstad og hun kunne vel trnge til
Hjlp.

Jrgen trykkede Ole Svendsens Haand. Dermed var den Klokkers
Testamente gjort.

Idet Ole Svendsen gik hen mod Udgangen, traadte hans Hustru frem fra
deres lille Sns Gravsted og sagde med bvende Stemme:

Dit Liv hrer mange til, Ole Svendsen, din Grav deler jeg med Dig
alene.

Mand og Hustru sank et ieblik til hinandens Bryst. Saa skiltes de.




OLE SVENDSENS DD.


Et ienvidne og Deeltager i hiin Dags Begivenhed, Jonas Rist, en af
de frste Frivillige ved Colbjrnsens Corps, theologisk Candidat med
bedste Karakteer ved Kjbenhavns Universitet, og uden hvem vi vilde
savne det meste af den Kundskab, vi eie om hine Tiders Bedrifter,
indridsede paa Krnikens evige Tavler, fortller herom i en
detailleret Beretning, hvoraf vi gjengive Forfatterens Ord, der med
trovrdig Simpelhed malende fremstiller dette for Svendsen Bakke saa
skjbnesvangre Togt.

Derpaa gik vi af Byen henimod Klokken tolv og toge Veien over Idde,
hvor Klokkeren havde samlet en Deel Bnder, og gik vi saa videre,
henved to hundrede Mand, opad Enningdalen, som ligger to Miil fra
Halden. Imidlertid var det slemt at fremkomme for det meget Vand,
som stod i Veiene af det Teveir, som havde vret, og for den megen
Snee, der paa Siderne af Veien laa, endskjndt man meest maatte gaa
gjennem Skov og Stier. Dog havde _de_ den vrste samt lngste Vei,
som skulde gribe Fjenden an, mod dem at regne, som skulde skjre
Fjenden Passet af til at undkomme hjem nordover Broen, hvilket Parti
blev anfrt af Joen Brnnelsen Bjrnstad.

-- Ole Svendsen Bakke skred taus fremad ved Fogden Peder Smedts Side.
Der var et eget Alvor udbredt over ham, som paavirkede den kraftige
og ellers lunerige Foged.

Ja, al Ting i Livet er ikke Spg, sagde Smedt. See, Fyrretret
derhenne med den store Allongeparyk, det burde vre vort Forbillede;
dr staaer den, rd og kneisende, og leer ad det Hele.

I Morgen seiler det maaskee som Mastetr derude paa de fremmede
Have, svarede Klokkeren betydningsfuldt. Ingen veed, hvad nste
Time bringer, lad os derfor bruge denne efter bedste Formue.

Ja, aa ja! sagde Fogden dybsindig; i Dag mig, i Morgen Dig og i
Overmorgen sig.

I Nat stod Dden ved min Hovedpude, vedblev Klokkeren. Lad vre,
det er en sygelig Indbildning; dr stod den, og dens Haand groede og
groede; tilsidst laa den over mig, men dens Fingerender krummede sig
ned i min Hustrus Bryst. Derfor knlede jeg i Dag ved Dbefonden, som
indviede vore Snner til Liv i Vorherre, og bad, om denne Kalk maatte
blive taget fra hende og Brnene. Dog veed jeg trstig, at dersom
mit Liv skal gives hen for vor gode Sag, da groer der nyt Liv og ny
Kjrlighed op om hende.

Ret sagt, Klokker, sagde den bedagede Foged og sendte ham et
skarpt Blik under de kraftige Bryn. Skulde der times Dig noget
ddeligt, hvad der for Resten ogsaa kan hnde mig, ja, saa kan Du
vente af mig, hvad jeg venter af Dig: vore Brn blive Brdre og
Sstre og skulle dele lige Kaar i vore Hjerter.

Fogden talte med den Myndighed, der uden Tvivl skrev sig fra den
betydelige Rolle, hans Stilling gav ham, Klokkeren med den sagtmodige
Ydmyghed, som Udvelse af kirkelig Vrdighed indgyder.

Gud er mit Vidne, vedblev Klokkeren, jordiske Baand ere strke,
saa strke, at en Mands Bryst kan snderslides ved at rive sig ls,
og dog er der en strkere Magt, de retfrdige Stridsmnds Sag. Jeg
har ofte seet dem ligge udhugne i Steen paa deres Gravsteder paa vore
gamle norske Kirkegaarde, og jeg har valfartet til deres Grave og
bedet: Kjre Kammerater i mine Kampe og lnlige Haab, tag mig for god
og lad en ydmyg Broder hvile hos Eder, naar en Gang Kampen er frt
til Ende.

Ja, aa ja! sagde Fogden og nikkede alvorsfuldt. Naar jeg har
nsket saadant noget, saa har der dog altid vret noget galt i Veien
med Marven i mine Knogler; men en brav salt Flskesuppe med et
lifligt Glas Kanariesect bringer let det hele System i Lave. I skal
see, naar I i Morgen har faaet jer Livkost, saa kommer I paa bedre
Tanker.

Imorgen bliver sikkerlig Festdag her eller hisset, svarede
Klokkeren.

Fogden, der var en belst Mand, nynnede hen for sig af et gammelt
Skuespil:

    Hver sger Skinnet --
    Prsten forsmaaer det ei;
    den tapre Kriger smykker tidt sin Daad.
    Hver sger Skinnet;
    thi den, der vre vil sig selv,
    faaer ringe Kaar i Kirken, Leiren, Staten, --
    Saadan er Verdens Gang.

Klokkeren var pludselig standset ved at hre Stien af en Mllekvrn
i Nrheden. Mrket var begyndt at falde. Han udvalgte ti Mnd og
begav sig ad en Sidesti efter Lyden. Det forekom ham mistnkeligt, at
en Mller i denne afsides og fattige Egn havde saa meget at bestille,
at han maatte arbeide ved Lys.

Mllebygningen laa ved en Elv inde i Skoven, noget borte fra
Alfarvei. Idet Ole Svendsen og hans Mnd traadte ind i Gaarden, bleve
de Mlleren og to hvidkoftede Karle vaer i Frd med fra en fuldtladet
Rustvogn at bre Kornskke op til Kvrnen; men Karlene havde hie
Kravestvler med Sporer paa og sorte Halsbind over Mllerkoften.

Mlleren blev raadvild staaende med sin Sk paa Nakken, mens de
svenske Soldater sgte at komme op i Huset med deres.

Stands -- eller vi skyde! befalede Ole Svendsen med tordnende Rst.

Soldaterne lode Skkene falde, saaledes, at de stode i Dkning bag
dem. Den for et ieblik siden saa sagtmodige Klokker var i dette
ieblik frygtelig i sin Vrede. Han maalte Mlleren med et Blik, der
luede af Foragt, og udbrd med lav Rst, som hrtes af Alle:

Den, der i Dag gaaer Svensken til Haande, er en Landsforrder og
fortjener at hnges paa Drstolpen udenfor sin Huusdr. Du maler
Svenskens Korn, Mller Hans Aaby. Kirkegaarden burde ikke have Grave
for slige som Du.

Enhver klarer for sit som bedst, svarede Mlleren og slog inene
ned. Maler jeg ikke Svenskens Korn, saa gjr han det selv og
skamferer mig min nye Kvrn.

Bedre, at Du selv havde revet din Kvrn ned end laant den til
Fjendebrd. -- Bind de to Fanger og st dem op paa Rustvognen!
befalede Klokkeren sine Mnd og pegede paa de svenske Soldater.
Gjre de Modstand, saa skyd dem ned. I Andre kaster Kvrnstenene
i Vandet, slaaer Renderne i Stykker og graver Dammen ud, saa vidt
muligt er. Saa vende I tilbage til Frederikshald med Kornet og
Fangerne.

Ole Svendsens Mnd skrede ufortvet til Vrket.

Frnde er nok her Frnde vrst, mrker jeg, sagde Mlleren mrk og
forknyt.

Siig heller: Fjende er her Fjende nst, svarede Ole Svendsen og
vendte Manden Ryggen.

Mlleren fulgte efter Bakke og standsede ham udenfor paa Stien.

I dmme mig ikke for strengt, Ole Svendsen, udbrd han bnligt;
Kone og Brn, forstaaer I, sultne Munde, Brd --!

Klokkeren gik videre, medens xehuggene lde ud i Mrket fra Mllen.

Mens I gjr det vrste, som kunde hnde mig fattige Mand, vil jeg
vise Jer en Tjeneste, vedblev Mlleren og sprrede Stien for Bakke.
Tre hundrede Mand fjendtligt Rytteri og Fodfolk fare i denne Stund
om i Skoven her ovenfor sterud for at tage Jer og Jeres Folk.
Skipper Daniel var her i Mllen for en Time siden; jeg kjendte hans
lumske Fjs, alligevel han havde trykket Hatten i Panden.

Skipper Daniel? spurgte Klokkeren med rynkede Bryn.

Jeg lurede ved Dren og hrte ham fortlle den svenske Vagtmester om
jeres Mde paa Kirkegaarden i Morges, og at I nu ere paa Vei op mod
Enningdalen. De ligge i Baghold efter Jer, saa I komme til at vlge
den vestre Bjergvei.

Svendsen Bakke betnkte sig et ieblik og vilde ile videre. Mlleren
strakte Haanden ud.

Siig et venligt Ord, hilrde Klokker, inden I gaaer, sagde han
bedende; her er saa trangt og eensomt i Skoven den lange Vintertid.

Gaa hjem i Fred, om Du kan det, norske Mand, svarede Klokkeren.

Kan det ikke blive til mere? spurgte Mlleren.

Svendsen Bakke standsede og betragtede ham srgmodigt.

Den, der gjr sin Pligt vel, behver ingen Ord, og den, som ikke
gjr sin Pligt, ham hjlper ikke Alverdens Ord, svarede han. Om
Du kunde give dine Brn Skke af Slv og ikke kunde skjnke dem et
ubesmittet Navn, og dit Fdreland, saa vare I dog Alle hjemlse
Stakler tilhobe. Jeg har ikke mere at sige Dig.

Mlleren greb hans Haand og knugede den heftigt med et bestemt og
talende Blik.

Tak! sagde han og gik tilbage til sit Huus.

Da Svendsen Bakke igjen traadte hen i Spidsen for Hovedskaren, sagde
han til Fogden Smedt:

Naar denne Krig er vel endt, beder jeg Eder at hjlpe Mller Aaby
til Rette for den Kvrn, vi i Dag have lagt de for ham.

Oppe ved Korsveien stod Skipper Daniel og ventede de Frivillige. Han
var ifrt en viid Smandspjkkert og rdt Halsklde, og da Skaren
nrmede sig, svingede han sin Hue over Hovedet. Svendsen Bakke gik
forud for de Andre og traadte hen til Skipperen. Uden at give ham Tid
til at tale, sagde han:

Jeg kjender dine Rvestreger; men din Broder Jrgen er en fuldgod
Mand; for hans og din Moders Skyld skaaner jeg Dig i Dag. Nu flger
Du rolig ved min Side; hvis ikke skyder jeg Dig ned og takker min Gud
for den gode Gjerning, han saaledes forundte mig at udve.

Hvem har dog bagtalt mig saa formastelig, Morbror Bakke? udbrd
Daniel fornrmet.

Der kommer Fogden. Enten lystrer Du blindt og viger ikke fra min
Side, eller vi klynge Dig op som Landsforrder i det nrmeste Tr.

Men bedste Morbror! udbrd Daniel klynkende; her staaer jeg i Slud
og Mrke og Frost, med vaade Been til midt paa Maven, for at vare
Jer mod at drage ster paa, siden Svensken myldrer som Djvle og har
besat alle Pas op til Enningdalen. Der maa vre en tyvebrndt Skurk,
som har rbet jeres Planer, og nu lnner I mig som en Hedning. --
Hei, Foged Smedt! raabte han Fogden i Mde; skynd Jer vester paa
det bedste, I aarker; Svensken er ude efter Jer strax st herfor!

Gjentag dine Ord! befalede Ole Svendsen.

Svensken ligger 600 Mand strk nogle Bsseskud herfra sterpaa!
brlede Daniel.

Fogden, Lieutenant Kraft og Klokkeren holdt en kort Raadslagning, og
de bleve enige om at flge den besvrlige vestre Sti, der ad en Omvei
frte til Enningdalen.

Klokkeren lod Folkene drage forbi og blev alene tilbage med Daniel.
Da Skaren var forsvundet i Skoven, traadte han tt ind mod Skipperen
og befalede: Dine Vaaben!

Daniel smilede spottende og trak sin Kniv halvt ud af Skeden.

See, her er Tulifas. Naar den Kammerat spadserer ud af sit Huus,
plejer Folk at gjre deres Testamente, og her har jeg en Kammerat til
Kniven. -- Daniel slog Koften til Side og viste en Rytterpistol,
som stak i Bltet. -- Den er ikke ilde paa Afstand.

Usling! sagde Klokkeren. Dine Vaaben!

Daniel spndte Pistolen.

Du troer nok, Du staaer og skal til at klemte til Pintsefest her
midt paa bare Fjeldet, lille Bakke, sagde han haanlig.

Aftenen var bleven tung og taaget, efterhaanden som Mrket skred
frem. Nede fra Mllen i Skovhulveien lyste det op til Korsstien, hvor
de to Mnd stode i Blsten. En Hund gjede nede i Dalen. Larmen af de
Bortdragendes Skridt tabte sig inde i Skoven.

Klokkeren forblev tavs, til den sidste Lyd var hendet.

Nu os To! sagde han og spndte sin Pistol. Skyder Du, vende vore
Folk tilbage, og Du er Ddsens. Betnk Dig; Du er i min Haand. Din
Sjl mgter jeg ikke at redde; dit Liv vil jeg skaane for din Slgts
Skyld.

Og I vil ikke gjre mig Fortrd med det, I har luret Jer til om
mig? spurgte Daniel usikker.

Hderlige Folk pleie at stole paa mit Ord. -- Hurtig -- dine Vaaben!

Daniel rakte dem modvillig fra sig.

Hvad har I nu for med Jert eget nstkjdelige Sskendebarn? spurgte
han klynkende.

Du skal i Nat sove i Mllen dernede og kan drikke saa mange Kander
Mjd, Du lyster, for de Penge, den svenske Vagtmester nys gav Dig
for at forraade vor Plan.

Veed I nu ogsaa det? udbrd Skipperen og sprrede inene op. Det
var som Djvels!

Bakke bd ham gaa foran ned ad Stien til Mllerens Huus.

Jeg bringer Dig en Fange, sagde Klokkeren og traadte ind i
Kjkkenet, hvor Mand og Kone og Brn sade nedslaaede og lyttede til
xehuggene, der snderslog deres nye Kvrn. Jeg stoler paa Dig, Hans
Aaby.

Mlleren lukkede Dren op til Storstuen og skjd Daniel derind efter
frst forsvarlig at have surret hans Been og Arme sammen.

Dersom han slipper fri, rber han vort Togt til Fjenden, sagde
Klokkeren. Vort Liv er i din Haand.

Vel! svarede Aaby med et straalende Blik. Kvrnstenen, I smed i
Elven, ligger ikke fastere derude end han derinde.

Bakke saae hen til Kvinden, der sad nederst ved Bordet, omgivet af
en Flok Brn. Han gik hen, lagde sin Haand paa det yngstes Hoved og
sagde:

Gud velsigne din Fjeldsti og lgge Sollys over Klipperne omkring
Dig!

Klokker, sagde Aaby, I er min Mand, I forstaaer en Faders Hjerte.

Du seer mig snart igjen, sagde Bakke, idet han gik.

Han holdt sit Ord nste Dag i Dden.

Om denne Nat skriver ienvidnet Jonas Rist flgende:

Klokken omtrent imod fire om Morgenen den 8. April kom vi saa
nr, at vi kunde see Gaarden, hvor det svenske Hovedkvarteer var,
da Lieutenant Kraft stelte alle i Orden, som han syntes bedst,
Soldaterne frst med Bajonetterne paa Flinterne, saasom det var
Cavalleri, vi skulde angribe; dernst formanede han alle til Mod
og Tapperhed, hvilket Alle forsikrede ham om. Allermeest havde
Lieutenanten og de Andre med Klokkeren at bestille; thi han syntes,
at man aldrig kom saa fort, som han vilde, samt sagde disse Ord
derhos:

At om han skulde gaae ti Mile, naar han havde saadant at forrette,
skulde han ikke blive trt eller kjed deraf.

Saaledes opmuntrede Klokkeren Folkene den ganske Nat, saa og viste
dem Gjenstier, hvorigjennem de snart kunde komme frem.

Da dette nu var saaledes sat i Stand, gik hver Officeer til sine, og
havde vi ei gaaet 200 Skridt, fr en svensk Skildvagt raabte tvende
Gange; men som han ei fik Svar og saae sig allevegne omringet, gav
han sig jammerlig og vilde sprunget til Hovedkvarteret, paa Gaarden
Kirkben, vor Ankomst dr at give tilkjende. Som vore det fornam, saa
vare de alle lige snare til Fods med ham, og blev derfor ei givet
Varsel, frend den Vagt, som stod i Gaarden, skjd, og vi hilsede dem
Godmorgen med et 50 Skud paa de 24 Mand, som holdt Vagt udenfor,
saa de Fleste maatte sove hen. Men n af den samme Vagt havde krbet
under Ladebroen og laa der i Skjul og skjd Klokkeren, Ole Svendsen
Bakke, gjennem Brystet, saa han dde; strax faldt og en Volonteur
af Capitain Colbjrnsens Compagnie, som var en fattig Kvindes Sn i
Tistedalen.

Da Klokkeren nu faldt ned af Skuddet, tog en af hans Sognefolk fat
paa ham og vilde reist ham op, men fik dette til Svar: Lad mig ligge
i Jesu Navn -- Hils min Kone og umyndige Brn. Jeg er vel forniet;
gjrer I Eders Bedste.

Og i det dde han.

Da nu Bnderne fik den Svenske at see, som stjal Livet af disse
tvende Mnd, da gjorde de saadant Skrig og Anfald paa ham af
Forbitrelse, at han inden et ieblik fik over ti Kugler i sig, og
vare snart frdig at rive ham i Stykker; siden holdt de stedse ved at
skyde, for nu vare Bnderne blevne vrede for deres Klokker, saa det
var umuligt at stille dem tilfreds.

Fangerne vare henimod 50 og Ritmester Lehmann. Dde af de Svenske
vare henimod 28, som laa paa Pladsen, da vi forlode dem, saasom
der laa 1500 svenske Bnder nedenfor, som ventedes did op efter.
Klokkeren og forommeldte Volonteur bleve begge frte nedover, hver
paa sin Hest.

-- En halv Time senere standsede Toget. En strk Drnen og Blistren
af Hestetrav ld inde fra Skoven og indjog Folkene den Tanke, at
de bleve forfulgte af svenske Ryttere. De satte sig derfor i
Forsvarsstilling og ventede.

Maanen var nu brudt igjennem og sendte sine klare Straaler lodret
over Skovveien. Ved en Omdreining kom en broget Skare til Syne.
En Flok opsadlede Heste uden Ryttere, men med fuld Oppakning af
Karabiner, Sabler, Kapper og Pistoler fore frem i strkt Trav, ledede
af Soldater i hvide Kjoler. Det var Bjrnstads Folk.

Foran Toget fli en graa Skimmel, der bar en ung Rytter. Hans
lyse Haar flagrede i Vinden; Huen var faldet af underveis. Han
fremskyndede Hesten med hie Jubelraab, da han saae de norske
Mnd; den foer i Fiirspring op foran Fronten. Ung Halvor saae sig
seiersstolt omkring.

Morbror Bakke! raabte han med hi Rst; her er vi med kongeligt
Bytte: tre lyslevende Krigsfanger, sex og tredive Officeersheste og
Mundering til alle os Frivillige. -- Morbror Bakke, hvor er Du?

Soldaterne droge sig stiltiende til Side og lode en Plads aaben hen
til Hesten, som bar Klokkerens Liig. Halvor red et Par Skridt fremad.
Maanens Lys faldt blaaligt og blndende over Ole Svendsens mrke,
karakteristiske Hoved med de i Dden stivnede Trk, hvis blege Farve
fremhvedes mod Hestens sorte Manke. Faklernes Skjr, der omgav de to
Dde, fremhvede det srgelige Billede.

Morbror Bakke! ld det som et Klageskrig fra Halvor. Han sprang
ned paa Jorden og ilede hen til den Dde.

Morbror! gentog han bldt og hviskende; en Verden af ung
Hengivenhed ld i hans trsteslse Klage. Han lnede sit Hoved mod
Klokkerens; en dyb Fortvivlelse banede sig Vei i et Skrig: Morbror
dd! -- De Hunde, de Slyngler -- drbt ham!

Fremad! kommanderede Lieutenant Kraft.

Toget satte sig atter i Bevgelse. Halvor greb Klokkerens Hest i
Bidselet og frte den tavs videre. Hans Kinder vare blege, hans
ine brndte, medens han forsigtig ledte Hesten henad Veien gjennem
Vandhuller og Iis, som om han frygtede, at dens ublide Bevgelse
kunde skade den Dde. Det lyse Hoved paa de unge Skuldre, hans faste,
spndstige Gang og det srgmodige Blik mindede om en fangen, nordisk
Viking, lnket foran en hjemvendende Seiersvinders Triumftog. Kun een
Gang kastede han et sky Blik tilbage paa Liget. Hans Bryst var fyldt
af andre levende Syner, der stege frem rundt om ham af Morgenens
Rimtaager; for ham havde Morbroderens kraftfulde Livsbillede intet
tilflles med Dd og Tilintetgjrelse.

See, det var derovre bag Fjeldskrnten, at Morbroderen, Jrgen og
han for nogle Dage siden havde haft den kostelige Spas med en Trop
fjendtlige Ryttere, som sprngte frem mod deres Baghold.

Bls, lille Halvor, og lad dem fornemme, at vi er her, havde Bakke
sagt. Og Halvor var sprungen frem paa Pynten med Hornet for Munden
og blste til Angreb, saa Rytterne gjorde omkring og vare som blste
af Veien med det samme. -- Det voxende Dagslys lagde et rosenrdt
Skjr over Klippens Top, mens Toget drog forbi.

Og Dagslyset steg frem, Nattens sidste Ulvehyl dde hen i Skoven,
Morgentaagen blgede bort mellem Granerne, det blaalige Dkke gled
til Side over Egnen, den blaa Himmel, de hvide Skyer, alt hilste
det vaagnende Liv velkommen. De enkelte Veifarendes glade Tilraab
forstummede og bleve til Klager, da de fik ie paa deres Klokkers
afsjlede Legeme.

Halvor gik fremad uden at see eller hre. Dernede bag Fjeldet
tilvenstre havde det blusset lystigt forgangen Nat -- hu hei! --
Fjendens Korn- og Hforraad, som de om Dagen havde tvunget Bnderne
til at kjre sammen, gik op i Luer, og Bakke stod midt i Rgen og
antndte den sidste Rustvogn, mens Skuddene knaldede, og Trommen
kaldte til Vaaben.

Og forrige Nat! Var Morbroderens Liv kun reddet, da de vare ude
som Bissekrmmere, for ynkelig at omkomme her? En vild, ubndig
Hulken brd frem fra Halvors Bryst. -- Og saa derhenne i Id Kirke,
Psalmen, Klokkerens dybe, blde Stemme havde sunget som et Farvel til
Jorden, og det sidste Vers, der ld til ham alene med Morbroderens
alvorsfulde Blik dybt i hans:

    O, hjlp os, Gud Fader, o, hjlp os, Gud Sn,
    saa glade vort Lb vi fuldende;
    Gud Helligaand, himmelske Trster i Ln,
    lad Kjrlighedsluerne brnde,
    at vi kan med Lyst
    og Mod udi Bryst,
    saa kmpe, at Kronen vi vinde.

Nu havde Klokkeren vundet.

Efterhaanden, som Toget nrmede sig Frederikshald, sluttede flere
og flere sig dertil. Da det naaede Riishaven udenfor Staden, fulgte
flere hundrede af Egnens Folk. Der var ingen Glde over Seiren; nu
saaes, hvor ret og elsket Ole Svendsen havde vret; strke Mnd
srgede, Kvinderne klagede som over en nr og afholdt Slgtning.

Peder Colbjrnsen stod ved Indgangen til Riishaven og modtog Toget.
Han traadte hen til Liget, alvorsfuld og tavs og saae srgmodigt
ind i Ole Bakkes halvaabne ine, der syntes at besvare hans Blik.
Saa greb Colbjrnsen Corpsets Fane og snkede den over den Dde.
Morgensolen gjd sit Lys som en Glorie over Baaren; Mngdens Hjerte
strmmede over; det ld som et Folks Hulken over Pladsen.

Den tredie Paaskedags Morgen hrtes den dmpede Lyd af floromvundne
Trommer over Idsletten. Efter Trommeslagerne fulgte Srgemusiken, saa
kom Colbjrnsens frivillige Corps i fuldt Gevr. Peder Colbjrnsen
gik nrmest Kisten med dragen Kaarde; efter ham fulgte den Ddes
nrmeste Slgt og Venner.

Saaledes gik Ole Bakkes Hustrus Drm i Opfyldelse. Mandens Liig blev
baaret forbi deres Hjem; Vinduerne vare tilhyllede, Dren lukket.

Da Flget kom ind i Kirken, blev der sat Vagt ud overalt, de yderste
til Hest, samt ti Mand paa Kirkegaarden og to foran Indgangsdren,
fordi den svenske Grndse var nr og Idfjord tilfrossen. Hver Mand
tog sin Flint med i Kirken, medens Kapellanen, Hr. Stabel, holdt
Ligprdiken og beviste, hvor vel den der, som der for sit Fdreland.

Der var stille i den gamle Kirke. I det ieblik, Ligbrerne nrmede
sig for at lfte Kisten, traadte en srgekldt Kvinde hen for
Hovedenden. Et ligblegt Ansigt kom til Syne indenfor det sorte
Uldklde. Hun stirrede paa Laaget, som om hendes Blik saae tvrs
igjennem Tret, lftede saa begge Arme mod Himlen og udbrd med en
Stemme, der skjlvede og bvede, men forstodes af Alle:

Det hre Du, dyrebare Huusbond i din Himmel: havde jeg ti Snner,
skulde jeg gladelig see dem drage ud og falde for vort Fdreland, som
Du gav dit Blod! De andre greb den segnende Kvinde i deres Arme, da
Kisten snkedes ude i Graven, og to Gevrsalver lde hen derover i
den stille Paaskemorgen.

En af Norges gode Snner var stedet til Hvile. Mindet om Ole Svendsen
Bakke lever endnu; om ham siges i Folkemunde:

    I Landet var han fdt,
    i Kirken var han Degn,
    i Marken General
    for Folket af sin Egn.

De have reist Klokkeren fra Id en Steensttte i hans Sogn. Paa
Norges Historiebrdt ridsede han selv med sit Blod en trofast Sns
Kjrlighedstilstaaelse:

                               S. M.




COLBJRNSENS BROGEDE KARLE.


De krigerske Begivenheder i de flgende Maaneder efter Klokkeren
fra Ids Dd udmrkede sig kun ved strre eller mindre Skjrmydsler
mellem Frederikshalds Borgere og de Svenske. Kong Carl var draget
med Hovedstyrken af sin Armee mod Christiania i det Haab at indtage
Norges Hovedstad. Den 29. April maatte han imidlertid med uforrettet
Sag skyndsomst drage sine Tropper tilbage, da Aggershuus Fstning
skjd Victoria for Wismars Indtagelse, og Kong Carl antog, at den
heftige Kanontorden, der ledsagedes af 3000 Mands Musketild, var et
Signal for de norske samtlige Tropper at angribe hans Armee fra alle
Kanter; saavel Officerer som Menige spaaede hverandre, at ingen af
dem vilde komme levende ud af Norge igjen. Nste Morgen fandtes ikke
en Svensk i Christiania By, der var udplyndret og ilde medtaget.

I Mai Maaned samme Aar vendte de svenske Tropper tilbage over
Grndsen, og i Juni og Juli lod Kong Carl Frederikshald indeslutte og
beleire.

I denne Trngselstid udfoldede de to Brdre Colbjrnsen og deres
Frikorps stor Virksomhed; i flere Miles Omkreds udenfor Staden
indbragte de Underretning om Fjendens Krigsplaner, brndte hans
Fourage- og Proviantbeholdninger, opsnappede hans Budskaber og
foruroligede hans Nattekvarterer. Overalt i Skovene, paa Bjergstier,
ja midt i selve Fjendens Leir fandtes faldne Svenske, skudte eller
drbte ved Sabelhug; Colbjrnsen og hans brogede Karle, som Fjenden
spottende benvnte hans Mnd paa Grund af deres uensartede Klder,
havde atter vret paa Spil og bleve det stadige Samtaleemne omkring
Svenskens Varmebaal. Naar Fjenden udstillede sine Forposter, ld den
stadige Formaning: Hold ine og ren oppe; de brogede Karle er i
Nrheden.

Rygtet fortalte, at naar Kong Carls Mnd fik fat i nogle af de
Frivillige, bleve de klyngede op i det nrmeste Tr, hvis ikke
Vreden over lidte Tab og Hadet frst lod Fangerne gjennemgaa strre
Mishandlinger. Saaledes fandtes Sfrin Hagens Liig hngende i et
Lindetr udenfor et Saugskjreri ved Tisteelven. Hans Overkrop var
blottet, og hans Legeme bar blodunderlbne Strimer over Ryg og
Lnder, som om han havde lbet Spidsrod mellem Soldaterne inden
Executionen. De Frivillige svore at tage blodig Hvn og holdt Ord:
den flgende Nat hang tre svenske Soldater i samme Lind; de havde
trekantet Hat og Rytterstvler med store Sporer paa Benene; ivrigt
vare de lige saa ngne, som da de saae Dagens Lys af Moders Liv.

Der faldt mange Skud de mrke, sludfulde Ntter rundt i Skovene, og
mangt et Blodspor frte nste Morgen til en fldet Fjende, der havde
slbt sig et Stykke lngere hen, for at d som et vildt Dyr, bag en
Klippe, under en Busk.

Colbjrnsens Blodhunde! raabte de svenske Krigsmnd i mgtigt
Raseri. Steile og Hjul skal de klde, naar vi om nogle Dage have
indtaget Frederikshald.

Det gaaer saa let, som om vi havde den Snerpe i en Sk! raabte
Trompeter Mnsson. Jeg digter paa en ny Slagsang til Jer, Manne; men
den synger vi frst derinde i Staden med en Jomfrulil paa Skjdet.

Enhver Vei eller brugelig Marchroute mellem Kong Carls Armee og
Frederikshald var besat af Colbjrnsen med mindre Poster, og ingen
Sinde forsmte de halvvilde Tistedler og Bjergbnder deres Pligt,
saa at Byen, sikret betimelig Underretning, trygt kunde afvente
Begivenhedernes Gang. Man vilde i vore Dage ansee det for umuligt,
at Mennesker kunde udholde, hvad disse tapre Folk maatte gjennemgaa
Dag og Nat, naar de snart gjorde Marcher paa ti til tolv Miil i de
af Fjenden besatte Egne, snart stode som Kosakpost paa Bjergkamme
i Slud og Blst, og hvor man i de faa Timer, som kunde stjles til
Svnen, laa paa den ngne Jord, saa at man takkede Gud for lidt L
bag en Klippekant; eller milevidt bleve forfulgte og kun ved snilde
og dumdristige Foretagender frelste sig fra Forflgerne.

Saaledes skjd Jrgen Halvorsen som ensom Forpost midt ind i en
fjendtlig Trop i Nrheden af Femvandet, derefter strg han ned
til Bdkeren ved Bakkens Fod, tog Mesters Skjdskind, fyrede op i
Skorstenen og hvlede nok saa fredelig paa Pibestaver, da Fjenden
undersgte Hytten.

Dydsmnstre vare disse vilde og trodsige Karle egentlig ikke; men de
erstattede ved personlig Hengivenhed og Hundetroskab mod Colbjrnsen,
hvad de manglede i Blidhed og Fielighed.

Der var heller Ingen, der forstod at tage Folkene med sig som Peder
Colbjrnsen. Da en Deel af hans Mandskab nylig gjorde Optier ved en
Bro og stoppede Frdselen, for at tvinge enhver Veifarende til at
betale Skat, lod Colbjrnsen de brogede Karle stille udenfor sin Dr,
befalede dem at nedlgge Vaabnene og gaa hver til sit.

Jeg kan ikke bre Ansvaret for saadanne Vildbasser som Jer, sagde
han.

De skjggede Bjergfolk krbe angergivne sammen og bad Capitain Peder
saa mindelig om at blive ved at vre deres Chef og prve dem blot
nogle Dage endnu.

Saa maa I forpligte Jer til blindt at lystre og underkaste Jer
enhver Straf, jeg finder ndvendig, sagde Colbjrnsen.

Det har sin Rigtighed; vi maa holdes skrapt, sagde Mndene og
nikkede til hverandre, som om det var en given Sag.

Jeg dmmer Jer da Alle til i Aften at tmme et Kruus for min
Regning i den forgyldte Ngle! kommanderede Colbjrnsen og fik et
tordnende Hurra.

En determineret Nstkommanderende vilde flge med Folkene.

Hr, Tomasen, Du br ikke gaa til Mandskabet i Aften, sagde
Colbjrnsen.

Men Sergeanten gik alligevel og fandt Anfreren fra Broen, Niels
Anker, siddende i en Lnestol, fuld og pralende.

Gaa hjem, Fyldebtte! Du sidder jo her og blamerer vort hele Corps,
befalede Underofficeren.

Den gamle Ulk med de blodskudte og veirbidte Trk var bjrnestrk;
han sprang op, gjorde Tegn til Kammeraterne; de trngte sig sammen
mod Dren og fik Befalingsmanden skubbet udenfor uden at lfte en
Haand.

Nste Morgen maatte de igjen stille for Colbjrnsens Huus. Niels
Anker traadte frem med Haanden til Huen.

Vi lystrede Ordre, saa godt vi kunde, Hr. Capitain, og slog en bedre
Basseralle. Sergeant Tomasen dr vilde forlede os til Ulydighed mod
Chefens hie Ordre, derfor lod vi ham gaa udenfor.

Saa dmmer jeg Jer Alle til en ny Basseralle efter den frste Seir,
kommanderede Colbjrnsen. Men Niels Anker skal i Dagsarrest.

Til Tjeneste! svarede den Gamle og grinte.

Peder Colbjrnsen holdt strengt paa sit Corps' militaire re og
paa dets Uafhngighed af Fstningscommandant Brun, som ved flere
Leiligheder havde lagt sin Misfornielse for Dagen over, at Borgerne
ved at oprette dette Fricorps blandede sig i hans Rettigheder at
forsvare Staden. Det var kommen til flere beklagelige Sammenstd
mellem ham og Fricorpset, og Commandanten skal have udtalt disse
mindevrdige Ord, da hans Assistance blev sgt til i Forening med
Colbjrnsens Mnd at drage ud mod en fjendtlig Styrke i Byens Nrhed:

Lad Borgerne passe deres Stad; _jeg_ forsvarer Fstningen.

Colbjrnsen sendte derfor ikke sit Corps' Straffefanger til det
militaire Fngsel, men som Soldater tillod han heller ikke, at de
indsattes i Byens Arrest. Da saaledes intet Fngselslokale var ved
Haanden, lod han Niels Anker stte i et Brdeskuur uden Slaa i hans
egen Gaard og en Skildvagt for Hullet.

Vk med Skildvagten! brummede Niels. Jeg skal nok passe paa mig
selv.

Op ad Dagen kom nogle fine og fornemme Kjbmandsdtre for at faae
nogle af de meget omtalte brogede Karle at see. Colbjrnsen havde
ingen anden hjemme end Niels og gik ned med Damerne i Gaarden. De
saae sig forbauset omkring.

Hei, Niels -- herfrem med Sig! kommanderede Colbjrnsen.

Saa stak Niels sit skjggede, uredte Hoved frem af Hullet og
stirrede livsalig paa de unge, smukke Damer.

Hvorfor lber Du ikke din Vei? spurgte Frken Jonassen og rakte ham
et Pengestykke.

Gud velsigne hendes kjnne Ansigt! svarede Skjlmen. Saa havde jeg
jo ikke faaet Dem at see.

Det Pengestykke blev det bedst udgivne i den unge Dames Liv,
hvad Niels Anker senere fik Leilighed til at bevise. -- Ja vist,
undertiden kan Musen hjlpe Lven, det er afgjort.

Som sagt, et mrkeligt Forhold og Kammeratskab knyttede de fleste
af disse halvvilde Folk til Colbjrnsen i Liv og Dd med en
selvopofrende Hengivenhed, der skulde sge sin Lige, ikke alene i
Krigsaarene, men for hele Livet. Hvornaar og hvorledes denne Pagt
blev sluttet, det Sprgsmaal faldt det Ingen ind at opkaste. Hvad
var det, der gjorde alle disse Anstrengelser, Savn og Lidelser saa
lette at bre, der gjorde mugne, steenhaarde Beskiter og harsk
Flsk til velsmagende Maaltider og daglange Marcher, efter hvilke
Skindet hang ved Stvlerne, til lystige Eventyr, der bragte disse
halvbevidste, men heelt flende Mnd til at gaa i Dden, freidige
og skjemtende, uden Rdsel, med en Flelse af lftende Alvor? Det
var ikke alene det interessant Spndende og rigt Afvexlende, som
farefulde Hndelser afgive, og som syntes at tiltale disse strke,
friske Naturmennesker, nei, det var Hjemmets Aand, som atter her
besjlede Alle, Flelsen af, hvad Fdrelandet har Ret til at fordre
som Gjengjld for, hvad det skjnker hver Enkelt: Alt, hvad der
giver Livet Vrd, og som omslutter alt det, hvortil vort Hjerte er
knyttet. Det var denne Flelse, som gjorde Frederikshalds Borgere og
de brogede Karle til Brdre og Kammerater gjennem skiftende Aar,
og der blomstrede Velsignelse af det Flleskab, det bar freidigt og
broderligt gjennem de store Sorger og lod senere finde Glder og
Nydelser dr, hvor vore Dages vennelse Mennesker kun see den stenede
Vei. Denne Broderflelse gjorde Hjertet stort og Armen strk og de
mgtige Bedrifter lette som den ligefremmeste Sag af Verden. Aanden
fra de store Minder laa over Staden, vrnende og samlende; Splid og
Tvedragt, Mistillid og Tvivl gik op i de vidt lysende Luer fra Byens
lave Trhuse.

En Aften vendte Peder Colbjrnsen hjem fra et af sine sdvanlige
Recognosceringstogt ind i det af Fjenden besatte Terrain for at
opdage, hvad han foretog sig, og for paa Hjemveien at inspicere sine
Patrouilleposter, udstillede i Kreds udenom Staden.

st for Frederikshald paa Bjrnstads Hede kom han til et fattigt
Trhuus, hvor et Stykke skjvt Glas i Vggen erstattede Ruden, og
hvor Alt rbede den dybeste Nd og Armod. Colbjrnsen standsede sin
Hest og bankede med Skaftet af sin Ridepidsk paa Drlaagen.

En Mand kom tilsyne i Aabningen, og ude af sig selv af Glde ved
at see Colbjrnsen i den hvidkoftede, danske Uniform i Stedet for
Svenskens gule og blaa, sprang han ud midt paa Veien og greb Hestens
Bidsel.

I Herrens Navn, kom indenfor, I er jo vaad, og Hesten stnner, saa
trt er den; trd ind i min ringe Hytte og gjr den stor! bad Manden.

Colbjrnsen trak Tmmen til sig.

Jeg har i Nat vigtige Ting at varetage og nsker blot at hre, hvad
I har seet til Svensken i Aftes.

Svensken var her og tog vor Ged, da Solen gik ned, men betalte den.
Han talede vakkert for sig og lovede os et nyt Huus, naar han frst
var kommen til Regimentet. Vi lod ham snakke og tav dertil. -- Giv
mig i det mindste Lov til at snige mig gjennem hans Forposter, mens
I hviler ud i Hytten. Jeg er her igjen om en Time med fuld Besked.

Colbjrnsen rystede paa Hovedet.

Saa lad mig lbe foran Jer Hest for at vre Jer til Nytte
underveis, bad Manden.

Mens han talte, kom hans Kone ud, og Colbjrnsen bemrkede, at begge
kjrtegnede hans Hest, klappede den paa Mulen og gav den gode Navne,
alt mens de lste Milerne og ivrigt stoppede det ene Stykke Brd
efter det andet ind mellem dens Tnder.

Colbjrnsen bekjendte senere, at han, skjndt haardfr Soldat, havde
ondt ved at beherske en pludselig overvldende Flelse af Lykke og
Bevgelse ved at see disse fattige Folk, der nppe selv havde det
trre Brd i deres faldefrdige Rnne, liste sig til at stoppe deres
Fde i Munden paa hans forkomne Hest, siden de ikke paa anden Maade
kunde vre ham til Nytte.

Lidt lngere fremme paa samme Ridt forbausedes Colbjrnsen ved i
Morgendmringen at see en Bonde ligge udstrakt paa Mosegrunden ved
Siden af Veien med ret trykket lyttende imod Jorden.

Colbjrnsen standsede og spurgte, hvad Manden bestilte.

Han svarede: Det er forfrdeligt at hre de svenske Ryttere
galoppere omkring paa alle vore norske Veie.

Colbjrnsen sprang af Hesten og hrte sagte, fjerne Drn, som Bonden
bedre forstod, efter at han saalnge havde benyttet denne Telefon.

Paa hvert Bjerg og hver Bakkekam stode alle Ntter Mnd og Kvinder,
stirrende og lyttende, angstfulde og bvende, og alle erkjendte
de senere, at det var skjnne og lykkelige Timer, skjnne, fordi
saa meget af det dleste og bedste i Mennesket kom til saa fyldigt
et Udtryk, lykkelige, fordi de skjnkede Livet et saa rigt og
bevget Indhold, at Timerne bleve mere vgtige end senere lange
Aar, tilbragte i daglig Dont, hvor Dagene svinde uden at bringe
andet Udbytte end en navnls Grav, en Virkelighedstilvrelse uden
Eftermle, der ofte hverken i Liv eller Dd skjnkede Flelsen af at
have levet.

Nedenfor Skonningfossen paa den Vei, der frer til Frederikshald,
standsede Colbjrnsen og saae sig om. En Mand reiste sig af Grften;
det var Hans Brecke, en af Colbjrnsens Frivillige, som havde denne
betroede Post og varetog den med en Glubskhed, der var lige saa
farlig for Landets Egne som for Fjenden. Hans Brecke var en forsoren
Smugler, om hvem Sagnet endnu veed meget at fortlle i hans Fjeldegn.
Han kjendte Vadesteder, Stier og Veie bedre end nogen anden. En
understsig, fiirskaaren Skikkelse med et veirslagent Ansigt, brunt
som en Taters og med et langt, graasprngt Skjg, der var flttet ind
i Blykugler. Udtrykket i Ansigtet, navnlig i iet, fik undertiden et
Prg af saa ubielig Vildhed, at Folk vare ngstelige for at vre
alene sammen med ham.

Colbjrnsen vilde ride fremad, men standsedes pludselig af et
tordnende: Holdt -- hvem dr? og af en Bsses uheldsvarslende
Klikken.

Du holder god Vagt, Hans Brecke, sagde Colbjrnsen og rakte
Smugleren sin Feltflaske.

Hvordan Fanden skal jeg i Mrke kjende Ven fra Svensken, forinden
jeg har dem paa Halsen? brummede Hans og rakte Colbjrnsen den tmte
Flaske tilbage.

Du tilraaber dem Holdt! -- hvem dr? og naar de svare paa Svensk
eller slet ikke svare, saa brnder Du dem paa Pelsen for at vare dine
Kammerater. Fortstter Svensken sin Fremrykning, maa Du naturligviis
i Mrket see at knibe ud langs Klipper og Grfter for hurtigst muligt
at bringe mig Melding.

Skal skee! svarede Hans med et tilfreds Griin. Saa melder jeg
Capitainen, at en Trop svensk Cavalleri for en halv Time siden
kom hernedover mod Fstningen. Jeg raabte dem an, og da de ikke
lystrede, spndte jeg Hanen og trykkede ls. Min gamle Flint klikkede
fire Gange, og hele Troppen gjorde omkring og steilede st paa,
Fanden i Vold.

Colbjrnsen tog for frste Gang Hans Brecke i iesyn ved Skjret fra
sin Blndlygte.

Det var Dig, som i Morges kom ind til Byen med et Ls Gevrer?
spurgte han.

Ja, det var mig, svarede Hans.

Du afleverede din Vognladning til Fstningskommandantens Folk,
skjndt min Ordre ld paa, at Du skulde kjre Vaabnene op til min
Gaard?

Officeren truede mig til at lystre hans Befaling, og Brovagten jog
Sabelen i Bringen paa min Hest, da jeg vilde tvinge mig Vei.

Colbjrnsen tildeelte Manden en alvorlig Irettesttelse. Brecke holdt
fast paa Hestens Bidsel og brummede, da Colbjrnsen vilde ride videre:

Siig et godt Ord, Capitain!

Slip Hesten.

Hans Brecke lystrede, men gjentog:

Jeg vil ligegodt have et godt Ord, Capitain Peder!

I Morgen tidlig skaffer Du Heste og Vogn og kjrer Gods og en
Drift Kvg ind til Frederikshald for Saugbrugsfolket ovenfor
Skonningfossen, sagde Colbjrnsen og talte 3 Mark op til ham.

Jeg kan just ikke sige, jeg er slikken efter den Forretning, for
det gaaer ikke, brummede Smugleren. Men naar Capitainen befaler,
maa jeg jo lystre.

Jeg betroer Dig det Hverv, fordi jeg stoler paa Dig, Hans Brecke,
sagde Colbjrnsen.

Godt, Capitain! ld det som et hst Brl efter ham i
Morgengraaningen.

Et Par Dage gik. Colbjrnsen saae intet til Brecke, og han opgav
Tanken om at gjensee ham, idet alt det betroede Gods ikke var en
daarlig Fangst for den gamle Smugler at smutte stpaa med over
Grndsen.

Medens Colbjrnsen den flgende Dag stod paa Torvet og exercerede med
sine Folk, flte han pludselig et Jerngreb om sin Arm. Ved at vende
sig stod han Ansigt til Ansigt med Brecke, hvis vilde ine gave nogle
sre Glimt, idet han hviskende udbrd:

Jeg har det Altsammen!

Han frte Colbjrnsen ned til Broen og pegede paa en Vognrkke,
belsset med Gods fra Egnens Folk og omgivet af brgende Geder
og Ker. Lngst tilbage holdt en Vogn, som Brecke syntes meget
omhyggelig om.

Hvad bringer Du dr? spurgte Colbjrnsen.

Jeg fik jo paa Hovedet af Capitainen, brummede Brecke, fordi jeg
lod Kommandant Brun tage det Ls Gevrer fra mig; saa tnkte jeg, at
det var bedst at faae et andet Ls Flintebsser ned til Dem for at
blive gode Venner med Dem igjen.

Hvor i Alverden har Du faaet de Gevrer fra? spurgte Colbjrnsen
forundret.

Jo, det var nu ikke saa vanskeligt, Hr. Capitain. Svensken har netop
bekjendtgjort, at Beboerne skal aflevere deres Bsser, og Enhver,
der ikke efterkommer Befalingen, skal fres over Grndsen. Saa fik
jeg mig en Vogn og kjrte fra Gaard til Gaard nok saa magelig og
sagde til vore Bnder, at hvis de vilde have deres Vaaben afsendt til
Capitain Colbjrnsen, saa kunde de lgge dem i min Vogn; men vilde
de af med dem til de Svenske, saa skulde de blot vente et ieblik,
saa kom de strax efter dem. Jeg troer ikke, at Fjenden finder noget
Vaaben i de Gaarde, som jeg har besgt, tilfiede Brecke med et
bredt Grin og trak en gammel Lderpung frem, hvoraf han lagde to Mark
og nogle Skilling paa et Kjldertrappetag. Vrs'god -- dr er hans
Penge.

Colbjrnsen saae forbauset paa Manden; det Hele blev mere og mere
gaadefuldt.

Brecke forekom hans Sprgsmaal, med den Forklaring, at
han naturligviis ikke vilde spilde Capitainens Penge til
Transportudgifter, al den Stund Svensken afgav Befordringen.

Svensken? udbrd Colbjrnsen.

Ja, det er ganske ligefremt: Svensken havde udkommanderet Vogn til
at befordre Vaaben og Fdevarer til deres Leir; men det Hele var i
et saadant Roderi, at jeg rolig spndte mit Forspand for deres Vogn
og ordnede det Hele paa bedste Maade, og for god Betaling viste jeg
dem Vei, saa gik det Hele af sig selv. Jeg blev ved med at kjre
foran, lige til det blev mrkt, saa stak jeg ind paa den Vei, der
gaaer lige ud i Mosen med en smal Overkjrsel, som Svensken vist
havde vanskeligt ved at hitte, for jeg syntes de skreg flt, mens
de druknede i Sumpen. Og saa havde jeg kun et lille Stykke Vei til
Frederikshald.

Brecke havde udfrt sin dristige Plan med en Snildhed og Sikkerhed,
hvori hans Kjendskab til Fjendens Sprog og Karakteer kom ham til
Hilp. Saa gik det, som han udtrykte sig, som den ligefremmeste
Sag af Verden.

Saa skal jeg melde Capitainen, tilfiede Brecke som sidste
Beretning om Dagens Bedrifter med Haanden til Skindhuen og spillende
Blink i de graa Ulveine, at der ligger en Slump Artilleriheste ovre
paa Vigsiden; det vil vre en reen Svir at nappe dem og fre dem til
Frederikshald.

Hvor mange Heste? spurgte Colbjrnsen.

To hundrede Stykker med fuld Oppakning og en tyve til tredive Mand
Oppassere.

Hvor er nrmeste Landingssted?

Ved Lunelands Kirke, skraaes for skevigen. Men Svensken sidder og
holder Udkig paa Knivs; vi maa derfor gaa bag om Brat.

Vel, sagde Colbjrnsen. Fra i Morgen overtager Du Commandoen over
tolv Mand til Hest. Jeg er forniet med Dig, Hans Brecke. Naar Krigen
er endt, skal jeg srge for, at Du bliver Toldrytter.

Et straalende Smil gled over det barkede Smugleransigt. Han greb
Colbjrnsens Haand og knugede den med et vildt Henrykkelsesudbrud,
traadte tilbage, skuldrede sin Flint og brlte:

Jer Toldrytter i Liv og Dd, Capitain Peder! Og det er ikke
dumt at betro mig den Bestilling, der gives ikke min Overmand
paa Smugleromraadet, og det kan ikke nytte at stte skinbarlige
Helgener til at snuse efter ufortoldede Varer, jeg siger bare, Jer
Toldrytter i Liv og Dd, Hr. Capitain! Han blev staaende med Flinten
prsenteret lnge efter, at Colbjrnsen var forsvunden. Brecke blev
en af Capitain Colbjrnsens meest betroede Mnd.

Det vilde imidlertid blive for vidtlftigt at give en udtmmende
Fremstilling af dette Corps' Virksomhed, hvorfor vi ville nies
med at fremdrage disse Trk, der maaskee kunne give et Billede af
Tjenesten og de optrdende Personer, som frdedes udenfor og indenfor
Stadens Mure, og som bugtede sig ud og ind allevegne, hvor Musketild
og Kanontorden ledsagede deres Frd, denne de brogede Karles
Seierssangs og Liigsangs Melodi. Kugler og Granater syntes at kalde
dem til Live -- drbte dem for Resten ogsaa.

Colbjrnsens og Hans Breckes Udflugt til Vigsiden den flgende Dag
efter Svenskens Heste skulde blive af Betydning for nogle af denne
Fortllings Hovedpersoner.




STORMUGLEN.


Ovre paa Vigsiden snden for Frederikshald ved Lunelands Kirke,
der, hvor svenske og norske Vande mdes i den stride Fjordstrm,
som om de ville dmme Grndse op mellem de to Lande, derude paa den
svenske Strand, nogle Bsseskud fra Frederikshald mellem Idfjord og
Svinesund laa en faldefrdig Hytte. Dens lille Have var indhegnet af
Strandtjrn; en flad Eng og en Kartoffelmark syntes at vre dens hele
Tilliggende.

Den 30te Juni sad Husets Eier paa sit Dige og saae over mod Staden.
Hans graa Haar hang i Totter frem under en bredskygget Hat, der
skjulte hans indfaldne Trk. inene havde et barsk Udtryk, og hans
Hud var gjennempljet af Furer og Folder, som skaarne med en Kniv.
Han var Fisker, seilede hver Aften ud med sin Baad og solgte, hvad
han fangede, ovre i Frederikshald. Forvrigt kjendte Ingen ham
niere, og der var et fjendtligt Udtryk over hans Adfrd, der holdt
Andre paa Afstand.

Solen var gaaet ned ovre bag de norske Fjelde. Det var Havblik. En
Maage sad og sov oppe i en Klft med Nbet skjult under Rygfjerene;
en Steenfyr eller et Enebrspiir hvede sig hist og her over de
rundslebne Steen; det bruungrnne Tang laa i Dynger rundt om paa
Stranden eller hang paa Klipperne, som hvide Trvler, og lngere inde
i Landet steg en tynd og hvidlig Rg i Veiret.

Den Gamle sad og skyggede med Haanden for inene og stirrede over mod
Staden, som om han ventede Nogen; et bittert Smil spillede om hans
Lber. En spttet Ged stod med Forbenene skjulte i Hkken og gnavede
Skud efter Skud af den buskede Tjrn; en Gang imellem gned den sig
op ad den Gamles Skulder, som om den vilde minde ham om, at Sengetid
lngst var inde. Dens Eier sad hensunken i sine egne, srgmodige
Tanker. Hans Lber bevgedes af og til, sagte, klagende Ord, som om
han talte til en Syg, ld uafbrudt og uforstaaeligt.

Eensomheden og det paa den tause Strand syntes ikke at have bragt
denne Mand Fredens Hvile. Han vidste, at Stilheden herude rugede paa
onde Planer, han kjendte af Erfaring, at Naturens Oprr bragte alt
Levende Tilintetgjrelse, at Havet graadig sluger, hvem der giver
sig hen til det, at det kun smiler for at bedrage, for at klde sig
i Skum og i Fraade og tilsidst efter endelse Kampe at kaste et
splintret Vrag eller et lemlstet Liig ind mellem Stenene. Den gamle
Fisker hadede Havet og bd det Trods. Kun naar Stormen foer over
Fjorden, truende og hvinende, og det ld som Kanontorden ude fra
Skjrene, levede Eneboeren i Strandhytten op; hans Baad blev skubbet
ned i Havstokken; han stagede sig ud, greb Aarerne og styrtede sig
i Kamp mod de fraadende Blger. Utalte vare de Menneskeliv, han
i de sidste femten Aar havde bragt frelst i Land, og Brovagten i
Frederikshald havde mangen en Nat seet hans krumbiede Skikkelse
stige op over Bolvrket med en Skibbrudden i Armene, lgge ham
varsomt paa Bryggen og forsvinde igjen i det sydende Hav. Derfor
kaldte Haldenserne ham Stormuglen; de nrede en overtroisk Frygt
for den eensomme Gamle.

Dagen efter en saadan Stormnat lagde man blot Mrke til, at Flaget
hang paa Halvstang, det vil sige paa den Stump Mastetr, der var
reist som Smrke yderst paa Pynten, hvor Hytten laa. Enkelte
Veifarende vidste da at fortlle, at der var stret Buxbom udenfor
Husets Dr, medens den tomme Stue indenfor var pyntet som til
Liigfest med brndende Voxlys, og en rusten og skjlvende Stemme sang
Salmer dertil.

Stormuglen tuder til Liig, sagde de og skyndte sig bort.

Der ld dmpede Aareslag, og en fuldt lastet Baad gled i Skumringen
om Pynten. Lidt efter skurede den ind over Strandens Steenbund,
og Skipper Daniel sprang i Land, fortiede Jollen og begyndte
Udlosningen. Hans Last bestod af Huusgeraad og Fdevarer af al Slags,
Klder og Pelsvrk, Viinfoustager og Slvti.

Fiskeren gik ned til Baaden.

Guds Fred og god Kvld! bd Daniel. I kan tro, det kneb at komme
heelskindet i Land; Svensken sidder derovre paa Knivs og holder
skarpt Udkig. Har I ellers fornummet noget til ham i Dag?

Nei, kun til Frederikshaldfolket; de var herovre i Gaar og tog min
Ko og alt det Kvg, de kunde overkomme, Geden lod de mig dog beholde;
den giver mig Mlk nok.

Sikke noget Rak! raabte Daniel og spyttede en Skraa ud. Det skal
vel vre Gjengjld for, at Svensken i Forgaars red lige ind til
Byporten og drev af med alle Byens Malkeker lige for Nsen af vores
tapre Folk. I kan takke Gud for en saadan Sstersn, I dr har faaet,
som bringer alle disse delikate Sager til Huse.

Hvis er alt det Gods, Du frer herover igjen i Aften? spurgte
Fiskeren barsk.

Det er den rige danske og tyske Kjbmands begribeligt. De har
laaset alle deres Victualier og Mobilier ned i den dybe, hvlvede
Kjlder, og saa gav de Sster Ulle, velbestaltet Huusbestyrerinde
hos Patron Walck, Nglen for at passe det Hele, mens de stak af fra
Frederikshald med Kone og Rollinger, ligesom vores Byfoged Niels
Riiber iforgaars, fordi Kong Carl nok nu gjr Alvor af at tage Staden
med Storm.

Det bliver et kjnt Regnskab, naar Herskabet kommer hjem og finder
Kjlderen tom.

Dren er rlig og redelig splintret; det kan vre Naboen, der har
brudt den op, den Tyvekngt, det kan ogsaa vre Fjenden; jeg troer
nu, det er Gjenboen, for Skomager Mikkel har et tyvebrndt Rvefjs,
sagde Daniel og kneb inene sammen.

Urligt Gods kommer ikke under mit Tag! udbrd den Gamle heftigt.

Gud bevares, Tyvekoster mener I! raabte Daniel dybt krnket. Det
vilde da vre en uforsvarlig Synd at lade alle disse rare Sager gaa
op i Rg? De gudsforgaaende Borgere have jo besluttet, alle som een,
at svide hele Staden af, saa snart Svensken bryder ind. Gud bevares,
de er jo tapre Fdrelandshelte! Og hvad faae saa de rare Fyre for
det? De risikerer at blive Krblinger for Resten af deres Dage,
forstaaer I, sultne og tiggefrdige. Saa trder den brave Daniel
frem og siger himodigt: See: alle de Skatte har jeg reddet ved min
Manddom og Conduite. Eierne lgge deres Hnder signende sammen og
betaler saa rundeligt i Findeln, at vi Stakler ikke behve at slide
mere i Nd og Usselhed. -- Naada -- kalder I det for Tyvekoster?

Under denne Forklaring bar Daniel Godset op mod Hytten og stuvede det
sammen i Gedens Brdeskuur.

Saasnart Colbjrnsens Kundskabsmnd bringer tilforladelig
Underretning om Svenskestormen, saa flytter Sster Ulle ogsaa det
bedste af sin Patrons Eiendele herover, vedblev Daniel. Det er
jo en Himmerigs Tilskikkelse, at vi har en saa nr Slgtning her
i Sikkerhed paa den svenske Kyst; vi tnkte frst paa at flytte
Sagerne op i Motters Hytte; men dr er jo Morbror Bjrnstad, som kun
gjr os Skam og Ulykker.

Bjrnstad! hviskede Fiskeren med skjlvende Lber. Bjrnstad!
gjentog han hst og lftede sine knyttede Hnder. Hans og min
Regnskabsdag vil komme -- den kommer -- ie for ie, Tand for
Tand i hans bldende Hjerte! Jeg skal see Dig styrtet i Stvet,
knle og trygle, som min Sn tryglede for din Fod, uden at finde
Barmhjertighed!

Javist, I kan jo tale med om Bjrnstads Krakilskhed, vedblev
Daniel ligegyldig, medens han skrev ned i sin Regnskabsbog.
Syv Kobberkjedler, to delikate Slvlysestager, 5 enebrrgede
Skinker -- de kunde vre haardere rget, lille Madam Terkel --, 3
Pelsfrakker -- vil man see til de Snydere; der er gaaet Ml i dem!
-- Javist, Bjrnstad drev Jer jo i Landflygtighed, saa Ingen aner,
I lever herovre som Fisker. Det var nok Jeres yngste Sn Halvor,
den Gavstrik, der begik Kassesvig i Frederikshald; saa gik han
til Morbror Bjrnstad om Hjlp for ikke at bringe Skjndsel over
Jeres graa Haar; men der kom han til den Rette. Morbror skjldte
ham Hder og re fra, og saa gik Jeres Dreng hen og undlivede sig
selv i Tisteelven med Skam og Vanre; og Jeres ldste Sn var nok
druknet herudenfor Skjret i Forveien. -- Tre Pakker Klipfisk, en
Tnde salte Graabeinsild, prima Vare -- Ja, I kan have Grund til at
str Buxbom herinde. Men sikken en Sn, I nu har faaet til at bjerge
Fden til Jer, en rigtig brave Sn, der arver Hytten, naar I en
Gang gaaer heden -- Og glem ikke i Tide at sige mig, hvor I gjemmer
Spareskillingerne, for de sige, at I har butlet retskaffens sammen i
mange Aar. -- Sikken en steenrig, gammel Stormugle -- dikkedik!

Daniel stak Fiskeren spgefuldt i Siden med sin Tommelfinger og
smilede kjrligt.

Min ldste dde i sit Kald -- den Yngste har bdet for sit Fald --
derude hos dem vil jeg sge hjem, sagde Fiskeren og pegede ud mod
det mrknende Hav. Mine egne ere borte, jeg har ingen Familie.

Der var en egen forstenet Ro over hans rynkede Skikkelse, medens han
stod paa Pynten og stirrede ud mod den griske Fjende, der endnu i
Svne manende sendte brummende Dninger mod Land.

Et guulhaaret Hoved og nogle vilde, skjggede Ansigter vare under
denne Samtale komne til Syne bag Tjrnehkken, for ligesaa hurtigt at
forsvinde igjen.

Tv lidt! raabte Daniel efter den Gamle, som vendte sig, for at gaa
ind i den tomme Stue. Blev der saa lyst anden Gang for Bager Hans
Hyer og Olaug sidste Sndag?

Der blev lyst for dem, sagde Fiskeren. Herren holde sin Haand over
hende!

Naada, sikken en Lykke det fattige Pigebarn uden Navn eller Stand
gaaer ind til med den rige Bagersn! udbrd Daniel.

Halvor traadte frem i en Aabning i Hkken. Maanen stod hit paa
Himlen og kastede et blaaligt Luftskr over hans kraftige Skikkelse,
medens han gik hen mod Husets Eier.

Hvem taler her om Lysning for Olaug, min Fstem? spurgte han og
saae truende fra den ene til den anden.

Fiskeren vendte sig. Ingen havde bemrket Halvors Baad, roet af Hans
Brecke og Niels Anker, der ubemrket lagde til Land lidt lngere nede
paa Stranden. Der foregik i dette ieblik en mrkelig Forandring hos
den Gamle; han veg tilbage, som om han saae en Aabenbaring, hans
ine udvidedes, hans Hnder strakte sig skjlvende frem ligesom
afvrgende, et Smil, der vexlede mellem Rdsel og den blideste
Hengivenhed, dirrede paa hans forvitrede Trk.

Halvor, min Halvor! aandede han frem. Det ld som et Hjerteskrig i
den brudte Rst.

Han troer at see sin dde Sn Halvor, hviskede Daniel forklarende.

Jeg er Halvor, Bjrnstads Sn, sagde den Unge. Og Du ligner Far
min, som den visne Furu ligner den store levende. Hvem er Du?

Fiskerens Trk antog atter sit haarde Udtryk. En gldende Rdme skjd
op i hans furede Pande.

Bjrnstads Sn -- ie for ie, Tand for Tand! -- Almgtige Gud, hr
min Bn! hviskede han, men Stemmen skjlvede.

Halvor vendte sig mod Daniel, der i Flelse af sin nys erhvervede
Rigdom stod med et velvilligt Smil og betragtede dette Mde, hvor
Blodets Rst hvede sig mod gammelt Nag og lidt Uret.

Hvem er den Mand? spurgte Halvor.

I Sandhedens Navn skylder jeg at tilstaae, at det er din kjdelige
Faster Ellen, Du stdes for, erklrede Daniel, greben af det
usdvanlige i Situationen.

Faster Ellen! udbrd Halvor og sprang hen mod Fiskeren med et
straalende, kjrligt Smil; Faster i Mandsklder, Faster Ellen, som
Mor har srget saa ofte over, og som Far en Gang grd over!

Fiskeren svarede ikke, han vedblev blot at stirre paa Halvor.
Pludselig vaklede han; den Unge sprang frem og greb ham i sine
udbredte Arme. Halvor flte en underlig kraftls Byrde mod sit Bryst;
da han saae ned i Fiskerens Ansigt, omgivet af et graat, brusende
Haar, der forgede Ligheden med hans Fader, opdagede han, at den
Gamle laa bevidstls i hans Arme. Han lb ned til Havet og hentede i
sin Hat koldt Vand, hvormed han badede Fasterens Ansigt. Da hun igjen
slog inene op under de buskede Bryn, saae hun sprgende paa Halvor
og sagde usikkert:

Grd Far din over Faster Ellen?

Jeg saae kun Far grde to Gange, svarede Halvor hurtig og saae ned
for sig. Frste Gang var, da Mor sad og klagede over Faster Ellen og
hendes stakkels Dreng; Far gik og skjndte og smldte op og ned ad
Gulvet; saa kastede han sig paa n Gang hen over Bordet og hulkede
og vaandede sig haardelig. Lille Sster Ellen og hendes stakkels,
vildledte Barn! stnnede han.

Sagde han Stakkels vildledte Barn? spurgte den Gamle og holdt
fast paa Halvors Arm. Husk Dig vel om. I Jesu Christi Navn, sagde
han Stakkels, vildledte Barn?

Stakkels Faster Ellen! svarede Halvor og knugede Fasterens barkede
Haand med et aabent og freidigt Blik. Hvor jeg kan see, at Du har
srget. Du ligner ogsaa Faster Ulle, som dde.

Den Gamle nikkede. Det ld, som om en haardt spndt Streng i hendes
Indre pludselig sprang; et forklaret Udtryk, en usigelig Fred bredte
sig over de stivnede Trk.

Hvornaar grd din Far anden Gang? spurgte Faster Ellen med en
Stemme, der endnu ikke ret kunde finde den blide Klang, den sgte.

Anden Gang var -- Halvor brd kort af.

Var --? spurgte Ellen.

Da han kom hjem den Aften, Byens Folk lyste ham fredls.

Er din Far lyst fredls? spurgte Ellen og reiste sig heftigt.

De lyste ham fredls den Aften, han kom til dem og vilde have gjort
Alt godt, svarede Halvor.

Det brd frem, pludselig som en tilbagetrngt Strm, Klage over lidte
Ydmygelser, Vrede, Skildring af Faderens og Moderens trsteslse Liv
derhjemme paa Fossegaarden. Dette Skriftemaal, som ingen Pine skulde
have fravristet ung Halvors Stolthed, aflagde han ukaldet, uspurgt
til Faster Ellen, hvem han her saae for frste Gang, mens Taarerne
var ved at bryde igjennem.

Forbandelse ramme dem, der lyste din Fader fredls! raabte Fiskeren
heftig og strakte Armene mod Himlen. Den bredskyggede Hat laa paa
Jorden, et Ansigt, skjnt i dets furede Lidelse, belystes af Maanens
blde Lys, der ikke mgtede at oplyse de skarpe Rynker. Braad og
Brnding forude -- de store Storme allevegne! -- Broder, jeg vil
hjlpe -- jeg kommer, almgtige Gud, forbarm Dig over os Alle!

Faster Ellen og Halvor sank til hinandens Bryst. For frste Gang
fandt tilbagetrngte, uforstaaede Flelser, Sorg og Lidelse, her sit
Udlb; dermed var Pagten sluttet. Aarelang Grmmelse i Eensomhed og
Grublen svandt hen i den lyse Sommernats Taager.

Uh, dette her er saa overmaade rrende, som naar En har Barn i Kirke
ovre i den store Katharal paa Vestindien! snftede Daniel og gned
sine trre ine med Bagen af Haanden.

Jeg sagde nys i min blinde Uforstand, at alle mine Egne vare borte,
hviskede Ellen og stirrede paa Halvor med Gld i de hule ine.

Jeg mener forvist, Du har en Sn endnu, sagde Halvor.

Faster Ellen har to Snner! udbrd en dyb og alvorlig Rst.

Den Gamle vendte sig og saae i Maanelyset en hi og bredskuldret
Skikkelse, som ubemrket havde vret Vidne til dette Optrin. Jrgen
Halvorsen traadte frem og greb Fasterens Haand.

Jeg er din Sster Ulles Sn, sagde han.

Der hvilede en srgmodig Alvor over hans smukke og mandige Trk,
medens han ufravendt og sgende saae ind i den Gamles dirrende Trk.

Faster har Pinedd tre Snneker! forsikrede Daniel og trngte sin
brede Smandsskikkelse frem mellem de Andre. Sikken en Familie, Du
her har faaet -- naada!

Der ld et skarpt Maageskrig oppe fra Land. Idetsamme blussede en
Straaild i Veiret nede paa Stranden. Signalet gjentoges. Halvor
sprang i Veiret og saae ud over den glindsende Havflade.

Derude kommer Colbjrnsens brogede Karle! raabte han og pegede over
mod Brat.

Et mrkeligt Syn viste sig ude paa Fjorden. En sexten Alen bred
Bygning, der nrmest lignede et Huus med et fladt Tag, kom glidende
frem af Skyggen under en og nrmede sig Vigsiden. Smaa, sorte
Pletter i glindsende Blgestriber laa strede omkring denne Bygning,
og da den kom nrmere, bemrkedes taktfaste Aareslag fra mange mindre
Fartier, der varpede Kmpen i Land.

Det var den historiske Skydepram, som Frederikshalds Borgere for egen
Bekostning havde bygget til Selvforsvar, og som nogle Dage senere kom
deres Stad til uvurdeerlig Nytte under Svenskernes Indfald. Denne
Pram var bygget over et gammelt Skib, Saltskken kaldet, hvilket
de saaledes indrettede, at de toge tvende Parter af den Bro, som
af Lvendal var bygget til Overgang fra Svinesund til Vigsiden Aar
1711. Disse Brodele bleve lagte sammen og derover paatvrs gjordes en
anden Flaade af Bjlker, hvorpaa de fastnaglede en stor Deel Planker,
indtil de tnkte, at den kunde flyde paa Vandet med den Tyngde af
Stykker og Folk, skriver Jonas Rist, saaledes at Folket vel uden
vaade Fdder kunde gaae paa den. Saa bebyggede de den med Vgge og
Halvtag. Siderne vare omtrent en Alen tykke i Stykhullerne og uden
og inden forhudede af Planker; Rummene mellem disse opfyldte med Mos
eller gamle Haar, som de fik hos Feldberederne. Taget var af dobbelte
Planker. Paa hver af de tvende Sider vare to Stykhuller og i Taget
mange Skydeskaar, hvorigjennem kunde sigtes med Bsser.

Den 2den Juni, som var tredie Pintsedag, blev Prammen frdig og
forsynet med to atten-pundiger, to tolv-pundiger og to otte-pundiger,
og det danske Flag blev heist.

Denne Bygning var gjort for at forvirre Fjendens Brobygning i
Svinesund. Men den Dag, Prammen skd dansk Signal til Efterretning
for de danske og norske Fartier, som laa udenfor Svinesund, og som
skulde hjlpe i den Forretning, viste sig at vre en uheldig Dag.
Fregatten den kronede Rose havde for tidligt indladt sig i Kamp med
de Svenske; Skibet blev entret og gjort til Entreprise. Da Prammen
omsider naaede frem mod Svinesund, saae den sin Kampflle ligge som
Blokering i Indlbet, besat af svenske Soldater, hvorfor Haldenserne
klogelig varpede Prammen tilbage til Halden.

Maanen, der synes at vre hver romantisk Stordaads Forbundsflle,
lyste altsaa denne Nat ned over Prammen, som i Skyggen af Braten
blev varpet ind under den svenske Kyst. Om denne Nats Bedrift, som
strengt taget ikke hrer til denne Histories Udvikling, staaer der
fortalt hos Jonas Rist:

Samme Aften, som var den 30te Juni, lod Colbjrnsen samle sit
Compagni paa Torvet samt og berede en stor Deel Pramme og Eger
med mindre smaa Baade. Da Folkene stode frdige med deres Gevrer
tilligemed Fstningens Soldater, bleve de i Mrke i Fartierne
indtagne, paa det at Fjendens Folk, som sad ved Knifs i Bjergene at
see, hvad de, som vare beleirede i Byen, foretog at gjre, ei saadant
skulde formrke. Derpaa fore de over til Vigen og bleve satte i Land
lige overfor skevigens Eiendele, for at nedhente de svenske Heste,
som gik lse paa Grs derovre, og lode de over 30 Mand blive ved
Fartierne, som skulde lgge fra Landet med dem, om noget fjendtligt
Parti skulde have kommet. Thi de havde Kundskab om, at et sachsisk
Regiment til Fods stod ei langt derfra. Klokken henved 12 skiltes de,
som gik efter Hestene, fra os Andre, som vartede deres Tilbagekomst
og skulde ligge frdige at tage dem ind, enten de kom dr paa Stedet
eller nedenfor, i Fald de bleve forfulgte.

Alle Svenske nst omboende, baade Mnd og Kvindfolk, bleve tagne
i Arrest og satte paa en Pram, saaledes ogsaa den gamle Fisker og
Skipper Daniel.

Da Klokken var tre, og Solen begyndte at rinde op, var endnu intet
hrt af Skud eller Vagter oppe i Landet. Da Klokken gik til fire,
og intet blev fornummet om vores Indkomst med Krigsbyttet, begyndte
Alle at frygte, at det ilde skulde vre faldet. Men idetsamme
hrte vi en strk Drnen af Heste, og saa fornam vi, at vore bleve
Seiervindere og havde foruden 111 Heste 26 Mand til Fanger, som
passede paa Hestene, og gik dette Vrk saa stille for, at ei et Gevr
blev afskudt. Thi da de vare komne Fjenden saa nr, at de kunde
see fuldkommelig og tilvisse, hvormange Hytter han havde gjort, og
hvormange Varmer, hvoraf de kunde slutte, hvormange Folk omtrent der
kunde vre, omringede de dem saaledes, at ingen af de Svenske, som
de mestendeels tog sovende, kom tilbage at give Efterretning. Den
eneste Fjende, der blev drbt, var en svensk Lieutenant, som Halvor
Bjrnstad skd ned, fordi han satte sig til Modvrge.

Da Hestene nu til Fartierne ankom, lagde vi Prammen strax til
Bjerget og indtoge Hestene og lode de svenske Folk gaae, som vi
havde i Arrest, og satte lige over til skevig, hvorfra vi frte dem
over Land til Frederikshald, did vi ankom Klokken halvgaaen fem om
Morgenen. --

Aldrig har jeg vret med til at smugle stoltere Ladning over
Grndsen! raabte Brecke, da Hestetoget dundrende foer frem over
Bybroen og svingede ind paa Torvet, hvor det modtoges af en jublende
Folkeskare, der i ieblikkets Seiersmod syntes at glemme, at deres
ulykkelige Stad var priisgivet til Undergang, et sikkert Bytte for
Rov og Plyndring.

Hytten ovre paa Skjret stod fra denne Dag forladt. Den gamle Fisker
var forsvundet. Stormuglens spinkle Farti havde atter sgt ud til
Redningsarbeide i Livets hie Blgegang.




SKJNDSELSBARNET.


I over to Maaneder, der syntes tvende Aar, havde Frederikshald nu
udholdt Svenskekongens Beleiring. Al Handel var standset, alle
Nringsveie og Indkomstkilder vare revne fra Byens Indbyggere.
Borgerne, unge og gamle, stode under Vaaben, og xer, Stnger og
Dolke kom i Brug. Ved Kirkepladsen saaes Oldinge daglig ve sig i
Vaabenbrug, og der fortlles om to smaa Drenge paa sex og otte Aar,
som tt udenfor Staden fik Besg af en svensk Rytter, der rolig lagde
sig til at sove i deres Hytte, da han ikke fandt andre hjemme end
Brnene. Saasnart Rytteren faldt i Svn, listede den strste Dreng
sig hen og knuste hans Hoved med et xehug.

Fjenden ventede endnu bestandig sit grove Skyts og vilde have paafrt
Byen langt strre Ulykker, dersom han havde vret i Besiddelse
af Mrsere, Stykker Kartover, og hvad nu hiin Tids Krigsvaaben
benvnedes. Fstningen, der var skjnket Borgerne af Frederik den
Tredie, efter at de i tvende Beleiringer tilstrkkelig havde lagt
for Dagen, at de fortjente denne Omhu, og som ene og alene blev
anlagt for at vre denne saa hit fortjente By til Skjrm og Forsvar
mod nye fjendtlige Angreb, denne Fstning fortjener med stor Ret sit
Ry som Bjergfstning. Saavel dens hie, steile Beliggenhed, ca. 360
Fod over Havet, og de udenfor Portene beliggende Bjerghider ere
saa steilbratte og blottede for Jord, at Fjenden vanskelig kunde
betjene sig deraf. Hertil kommer et uudtmmeligt Morads, en nsten
bundls Myr (Mose) ved Overbjerget, den hundrede Alen brede Tisteelv
og et Stykke af Idfjorden, der omgav Fstningen. Som en af dennes
vsentligste Fordele maa endnu nvnes den sjldne Tilfldighed, at
ikke mindre end tre Vandkilder i en Hide af 330 Fod over Havet
rigelig forsyner tre store Vandbeholdere og Fstningen med Vand.

Selve Staden derimod ved Bjergets Fod, laa saa godt som aaben
for Fjenden, skjndt Borgerne havde gjort deres Bedste for at
stte Staden i Forsvarsstand. Palissader bleve anbragte overalt,
spanske Ryttere og Ple nedrammedes i Elvens Vadesteder, Muren om
Borgerskandsen var udbedret, og Broen mellem Nord- og Sydsiden blev
afkastet saaledes, at der var en Aabning paa 12 Alen, hvor kun to
Lngdestokke laa tilbage. De fleste af Borgerne havde stuvet deres
Gods sammen i de dybe Kjldere eller lod det bringe op i Fstningen.

Skjndt Staden var afbrndt i Aarene 1667, 1676 og 1703, bestod den
endnu kun af Trhuse. Magister Johannes Schrder, Rector scolae,
lader i sin rimede Beskrivelse Frederikshald By sige:

    Men ach, jeg skjlver, naar jeg ikkun Ilden nvner
    og Under derved ei, I, mine Bjerge revner;
    thi jeg fortllet har, hvorledes jeg er brndt
    og ofte jammerlig ved Ildens Lue skjnd't.
    Nu maa jeg atter til om Ildebrand at tale
    og ny Elendighed om Ilden at afmale.
    Ach! Vand at slukke med! hvert ie grde maa,
    naar de min Modgangs Last vil ickun tnke paa.
    Dog trstig jeg har Vand af Naadens Ledske Kilde,
    om end Ulykken mig har altid villet ilde.
    Saa haver Dig, min Gud og mildeste Regent,
    min Modgang og min Sorg til Trst og Glde vendt.

Man skulde tro, at Byens Borgere vare blevne klogere af disse mange
Ildebrande og havde opbygget den nye Stad af Steen, i Srdeleshed
da der fandtes Teglbrnderi ved Staden, hvis Steen bleve benyttede
til Fstningen; Steen vilde ogsaa med Lethed kunne bringes tilveie
andet Steds fra. Der reiste sig imidlertid for store Vanskeligheder,
til at denne fornuftige Plan kunde gjennemfres. For det Frste var
det blot de Rige, der kunde gjenopreise deres Huse af Steen; de
Fattige eiede efter Brandene kun deres tomme Hnder; en Levealder
vilde hengaa, inden de bleve istand til at reise sig et lille Huus,
dersom det skulde vre af Steen, hvorimod Bekostningen var ringe
ved at slaa en lille Hytte op af Tr, hvilket ogsaa hurtig skete.
De enkelte Rigmnds grundmurede Bindingsvrkshuse vilde saaledes
alligevel mellem Trhuse vre priisgivne til Ilden, dersom en ny
Ildebrand opstod. Byens Borgere bleve derfor snart enige om, at det
var dog bedre at sove i egne Trhuse end at campere paa aaben Mark i
Forventning om Fremtidssteenhuse, ikke at tale om den Gjld, Enhver
vilde paadrage sig.

Dertil kom, at den kolde, lange Vintertid ikke egnede sig til
Murerarbejde; een Nattefrost kunde fordrve Dagens Arbeide. Kort
sagt: Frederikshald By blev ved at voxe frem af Tr.

Under Svenskekongens Storm skulde det vise sig, at de Steenhuse vare
blevne tryggere Hjem for Svenske end for Nordmnd. Trhytterne bleve
Fjendens Liigkister, og Fyrretresplankerne blev flammende Fakler om
hans Ddsbaare.

Paa Hjrnet af Kirke- og Borgerskandsegade laa den rige og
velfornemme Kjbmand Walks Huus lige over for Peder Colbjrnsens
Gaard, hvor senere det Ankerske Arbeidshuus blev bygget. Det var
kjendeligt fra Omgivelserne ved sine vel vedligeholdte malede Figurer
paa Faaden, den nyrestaurerede Svalegang og de hie spidse Gavle,
der ragede tilbrligt op over Gjenboers og Naboers Huse.

I det Hele taget skjelnedes de smalle Gaders Bygninger ogsaa i
Frederikshald fra vore Dages ved deres ueensartede Karakteristik.
En Vandring gjennem de trangeste Gyder gav ikke alene Stof
til Betragtning, men tillige et Indblik i hver srskilt Eiers
Personlighed. Alle disse forunderlige smaa Udbygninger og
Enkeltheder af uregelmssig Form vare levende Vidnesbyrd om en nu til
Dags ukjendt Kjrlighed til Hjemmet og tegnede lyslevende Tidens og
Borgernes Originalitet.

Natten til den 4de Juli, som var Lverdag fr 4de Sndag efter
Trinitatis, brndte to Spdelys indenfor Glarruden i verste Stokvrk
i nvnte Trpalads og udsendte et for Tiden strkt skinnende Lys i
Sommernatten. Indenfor i den lave Bjlkeloftsstue, hvis Luft var
strkt krydret af Lavendelrgelse, og hvor Myggene summede, stod
Jomfru Ulle Halvorsen og tog sig ud, som hun teknisk betegnende
kaldte sine Prvetimer for Toiletspeilet. Dynger af fremdragne,
brogede Kldningsstykker, farvede Blomster, udfaldne Fjer bugnede ud
af Skuffer og Skabe, og Kasser stode halvt pakkede paa Gulvet, som om
her holdtes Flyttedag.

Eierinden af alle disse Herligheder stod for ieblikket i
tilbagelnet Stilling fortabt i Beskuelse af sig selv i en liden
Speilstump over Kommoden. En skarp Rynke i den magre Pandehud
tilkjendegav, at Mnstringen ikke faldt ud til hendes Tilfredshed,
hvilket gjorde Jomfruens Dmmekraft re; thi her maa tilfies, at
Ulle Halvorsen var en mager Person med Skarpe Smil, og at Rynkerne i
hendes indtrrede Ansigtskjd paa ingen Maade dkkedes af Kalkstvet
og det Zinnoberrde paa de fremstaaende Kindbeen, ei heller
formaaede de talrige Favoritkrller over Kindhulerne at skjule, at
Giftermaalstiden var strkt inde.

Det bankede paa Dren.

Kom ind! raabte Jomfru Ulle med skjrende, dog honningsd Stemme.

Dren gik op, og en svrlemmet Kvinde med rde Kinder i en
hjemmevvet Kattunskjole traadte ind og neiede.

Ulle gjengjldte denne Hilsen ligesaa siirligt og udbrd:

Enkemadam Anea Hyer, alene! Kommer ikke Olaug og Jeres Sn Caspar
efter Aftale?

Olaug venter dernede i Forstuen; min Sn indfinder sig Klokken
elleve. Jeg har selv noget paa Hjerte, som forvist maa forhandles,
hvis Jomfruens Tid ellers tillader det, tilfiede hun med et skarpt
Blik paa det hirde Shawl, hvori Ulle netop havde indsvbt sin Figur.

Ja, jeg har lettet lidt paa Sorgen efter min salig Mor, svarede
Ulle med et undskyldende Smil. Men naar det gjlder Stadens Velfrd,
saa vk med Familiehensyn!

Stadens Velfrd? spurgte Anea tvivlende.

Ja nok, Landets Velfrd, gjentog Ulle og kastede et dvlende
Blik i Speilet. Kan Svenskekongen ikke bryde herind i vor Stad,
hvad Time det skal vre? Er det ikke min Pligt som velbestalter
Huusbestyrerinde i en af Byens Frstemnds Huse at tage smmeligt
imod ham? Hvad troer I, at de gudeskjnne, svenske Officerer maa
tro og tnke om os norske Kvinder, dersom vi Alle tage imod dem med
glatkmmet Haar og Kattunsklder? Hvor har man nogen Sinde hrt
Tale om et Borgerskab som vort, der til strste Skade for sig selv
vil til at ruinere vor gode By ved at tnde Baal herinde for ikke at
efterlade Svensken det, han kan staa og ligge paa?

Ulle hvede Armene i det rde Shawl mod Loftet og vedblev i stigende
Bevgelse:

Vilde det ikke vre os Alle til strste Fordeel, om disse vrede,
svenske Helte fik os i deres Gewalt? Vi kunde da leve i Gammen og
Rolighed og give ham Plads ved vort Bord, ved vor varme Arne. Herre
Gud, de Stakler, som nu i Maaneder har ligget derude paa den bare
Mark i Slud og Regn, hvor de vilde takke for at faae en bld Seng
at udhvile deres strke Lemmer i, ja, de vilde unde os at fortstte
vor Handel og daglige Leveviis i Stedet for, at nu alle vore surt
erhvervede Skatte -- Ulle slog ud med Haanden mod sine Dragter --
skal blive Ildens graadige Blus, saa vi herefter finde slet intet
Huusly. Ikke for ingen Ting har Byen en Vildmand med en Steenxe til
Vaaben; Vildmnd og Bjrne ere de Alle.

Ja, de snakke saa hjertensgjerne, de gode Raadmnd, sagde Anea og
gjorde Plads til sig paa en Stol. Saadan har de jo nu rumsteret i to
Maaneder; hver Nat gjr de til Dag med deres Lichtkugler der oppe paa
Fstningsmurene og slaa Allarm -- Folk kiler til Skandsen, og saa er
der ikke Skyggen af en Svensker alligevel.

Ak, de sige jo, at Svensken agter at overrumple os i vor sde Svn!
udbrd Ulle med et skjelmsk Sideblik mod et rummeligt Sengested,
skjult bag blomstrede Forhng. I to Uger har jeg nu i den Anledning
holdt rene Lagener og broderet Hovedvaar og to Gange skiftet friske,
rde Hagebaand i min fixeste Natkappe.

Anea spidsede sine kjdrige Lber til et forstaaende Smil, men sagde
hurtigt:

Herrens Veie ere ikke altid Jorderigs Veie; det gjlder at vide, til
hvilket Parti man hrer, Jomfru Halvorsen.

Det veed Himmerigs evige Gud, jeg hrer til vores! udbrd Ulle.
Men nede i Storstuen sidder den rare Commandeur Bruun og alle vore
Raadsherrer og raadslaa med hverandre om at stikke vor By i blussende
Brand. Er det at hre til vores Parti? Er det at have Hjerte i
Brystet at ville stege sine Medskabninger spillevende, blot fordi de
ere svenske? Derfor har jeg pakket min Huusbonds og mine Sager, som
han troer vel bjerget i den hvlvede Kjlder, og bragt det Hele i
Forvaring over paa Vigsiden. See, det kalder jeg at vre paa vores
Parti.

Og mit Bageri? spurgte Anea forbitret.

Blusser af som en Furuspaan! forsikrede Ulle. Alle Oldermndene
sidde dernede i vor Storstue og tale alle i Munden paa hverandre; men
hiest taler Peder Colbjrnsen, den tapre Helt, og ham flge de Alle.
Vi maatte lgge en hvlet Fjl over to Fjerdinger for at bnke de
mange Raadsherrer, og vore Lredrenge gaae rundt i nye Lrredsbluser
med store Mostkander og byde Pryssing og stoppe Kridtpiberne. Jeg tr
sige, at bedre bestyret Huus end vort findes ikke i denne Stad.

Ulle vendte sig atter mod Speilet og slyngede sit rde Trklde
fastere om Kroppen.

Frst nu i denne silde Aftentime har jeg Stunder til at tnke paa
Svenskekongens og hans Officerers Modtagelse og Olaugs Bryllup. --
Har I saa faaet Bugt med hendes Stivsind?

Olaug er Jert Sdskendebarn, efter hvad I siger; I giver hende
femhundrede blanke Slvdalere i Medgift. Hun seer statelig ud i
Bagerboden; aldrig har jeg haft bedre Handel, end siden jeg tog hende
i min Tjeneste, heller aldrig haft paalideligere Pige. Men tage min
Casper med det gode, det gjr hun ikke.

Vi faae at see, saa maa hun tvinges med det onde, sagde Ulle og lo
trt. Har I ellers forsgt, hvad den kloge Kone raadede Jer til?

Javel, Casper laa trovrdig med blet i Armhulen den ganske hellige
Himmelfartsnat, og nste Morgen bd han Olaug at spise det paa
fastende Hjerte; men saa staaer vor store Griis i Gaarden, og da
Pigen skubber til blet, triller det lige i Gabet paa Dyret. Men nu
kommer det mrkelige ved Historien, siden den Dag, Grisen aad Caspers
ble, kan han ikke gaa i Fred for den; hun render efter ham, blot han
viser sig.

Herre Jemini! udbrd Ulle og slog Hnderne sammen. Skulde et
Kjrlighedsble virke saa kraftigt? -- Jeg maa see at faae stukket et
til Kong Carl for Stadens Velfrds Skyld.

Ja, Herrens Veie ere mange, sukkede Anea. Min Casper kurrer og
sukker, og lige langt kommer han.

Et rdligt Hoved med tykke Lber og vandblaa ine kom til Syne i
Draabningen, og Casper traadte ind ifrt en blaa Kjole med blanke
Knapper.

Der er skeet en grsselig Ulykke i Familien! udbrd han med stive
ine; den krver Hvn!

Hvad er der i Veien, min eneste Putte? udbrd Anea Bagerenke og
reiste sig forfrdet.

Han har smurt mig igjennem, Jrgen Fidelspiller, Olaugs hemmelige
Kjreste nede ved Elven. Hun stod gjemt under en Hyldebusk;
Blomsterne hang ned om hendes blege Kinder, og Floden boblede om
hendes smaa Fdder. Jeg laa og lurede. Saa gled han frem i sin Baad
og spillede og dirrelirede, og jeg saae Taarerne strmme ned over
hendes Ansigt. Jeg sprang frem og vilde kysse hende lige paa Truten;
men den stridige Tingest hvinede, og saa kom han i Land og bankede
mig lsterligt igjennem. -- Motter, der er skeet en grsselig Ulykke
i Familien.

Kald Olaug herop! udbrd Ulle og trommede med Fingrene i Bordpladen.

Lidt efter traadte Olaug ind i Stuen. Hun var blegere og syntes
hiere siden hiin Vinteraften oppe i Fjeldhytten. De store, blaa
ine saae alvorlige fra den ene til den anden, mens hun stille og
rank blev staaende indenfor Dren.

Hvad maa jeg hre om Dig! udbrd Ulle hidsig og traadte imod den
unge Pige. Din retfrdige Kjreste for Gud og Mennesker lader Du
din Boler haane, letfrdige Tingest. Du holder Stvnemder og lader
Grisen de Caspers ble! -- Endnu denne Nat falder Du til Fie og
staaer ikke din egen Lykke i Veien.

Lykke! sagde Olaug og saae Moderen alvorligt i inene. Lykken,
det er Blomsten, som brister frem af Foraarsjorden, det er Gurus
Kyllinger, som klve gget, det er Vinden derhjemme i Furuskoven,
Elven, der risler som Musik, -- Lykken er derhjemme, -- min eneste
Lykke! Olaug knugede Hnderne mod Brystet.

Motter, Motter -- din eenbaarne Sn faaer en Sprkke! hylede
Casper. Den Tyvekngt har forgjort min Fstem med et Liggeble
og sit Fidelspil. -- Uh, see, hvor rund hendes Barm strutter, og
hvor hendes Lber ere rde! Jeg holder det ikke ud! Hun er jo min
trolovede Brud for Gud og Mennesker, ikke sandt? De har jo lyst
tredie Gang for os i Lunelands Kirke?

Saagodtsom din rbare, gteviede Viv, mit Dggelam, forsikrede Anea
og klappede Snnen beroligende paa de brndende Kinder.

Kom saa! sagde Ulle og vinkede til sin agtbare Veninde. Hvad de to
gtefolk nu har videre at snakkes ved om, br vi ikke overvre. Saa
meget er vist: Casper maa vre en stor Tosse, om han nu ikke hvner
den Tort og Svie, han i hele to Maaneder har maattet die af hendes
Stivsind, og han er ikke noget Mandfolk, om hun i Morgen slipper af
Buret, inden hun paa sine Kn maa takke ham, om han vil rkke hende
Haanden for Alteret paa Sndag, siden vel Ingen tager hans Frille til
gte senere.

Med et spottende Smil og et Blik, som Sindsbevgelsen gjorde
stikkende, nikkede Ulle til Olaug og forlod Stuen med Anea. Idet Ulle
laasede Dren til de Unges Stue, tilfiede hun med et katteagtigt
Smil:

Der er en ganske charmant Kjrlighedssofa derinde i min lille
Duerede.

Bagerenke Anea sukkede og lftede inene mod Loftet. Dermed forlode
de vrdige Aandsfrnder det verste ubeboede Stokvrk og aflaasede
til yderligere Sikkerhed ogsaa den svre Egetrsdr, der adskilte
Ulles Leilighed fra det vrige Huus.

Herren velsigne de Unges Pagt! udbrd Anea, idet hun tog Afsked;
den sluttes i rbarhed, af Pligt og en Moders mme Opofrelse og
Selvforngtelse og Gudsfrygt.

Anea fremramsede salvelsesfuldt denne Lektie, som om hun falbd
til daglig disse skjnne Egenskaber tilligemed det varme Brd i
Bagerboden.

Da de Unge blev alene, traadte Casper, hvis rde Ansigt skinnede
og blussede, hen til Olaug. Han drog den blaa Kofte med de blanke
Knapper af og trrede sin dampende Pande med Skjortermet. Saa
fremtog han en Lugtebsse af sin Buxelomme og stak den hen til den
unge Pige.

Du skal komme til at klde Dig i Flils Mantel og burgundisk Klde,
i den allerdyreste Stads, mit rare, lille Lam! forsikrede han, naar
Du nu vil gjre mig til Villie og blive min Hustru -- Du veed da nok,
hvorfor vore kjrlige Forldre har lukket os inde sammen her? -- Kom
nu, lille Olaug, og giv mig et Trykkys og see ikke saa vrippen ud,
saa skal jeg bilde Motter ind, at Du har givet Dig.

Casper lagde kjlent Hovedet paa Siden og plirede med inene.

Olaug veg tilbage mod Vinduet. Hun var ligbleg; hendes ine flammede,
idet hun stdte Glarruden op og sagde med lav Rst:

Hr nu mit sidste Ord, Casper Hyer: fr springer jeg ud af Vinduet
her end bier mig for Eders Villie. Jeg hrer andet Steds hjemme
og kvles i jeres Bylarm. Jeg elsker en Anden; hans er hver vaagen
Tanke, hver Lngsel, hvert Haab, jeg eier; ham tilhrer jeg. Bd han
mig flge sig gjennem Ild, i Dden, jeg fulgte ham alene -- hrer I?
-- ham fulgte jeg uden Lysning, Eder aldrig, om de saa lader lyse for
os To alle Aar til Ende.

Caspers ine fik en uhyggelig Glands; Blodet bankede i hans
Tindinger. Han bed Tnderne sammen og stampede i Gulvet.

Olaug snkede sit Hoved og vedblev med bldere Rst.

Vr mild og naadig, Casper Hyer; I kan vre det, I, som er saa stor
og rig og mgtig, lad mig ringe Pige gaa i Fred. Stadens fornemme
og smukke Damer kappes jo om at tkkes Eder; hvorfor vil I vre saa
streng mod mig?

Jo, saa min Sjl og Salighed, vil jeg vre streng mod Dig, Du
Rotteunge! raabte Casper og rullede med inene. Uh, de andre
Skabedukker! Det er netop Dig, jeg vil lgge Grime paa og tile, dit
Troldti! Alle de Andre gider jeg ikke seet paa. -- Husker Du den
Aften, Du kom ned fra Bjerget, bleg og forkommen, med dine fattige
Pjalter i en Byldt, og jeg stak Dig Tommelfingeren durk ind i
Hjertekulningen? Du skreg hit og gav Dig til at tudskraale. Saadant
noget, det er noget for mig, det gjr mig edderspndt krakilsk. Og da
jeg forgangen lagde min Haand paa dit Bryst nede i Bagerboden, saa
smkkede Du mig over Fingrene -- Hele Boden staaer jo fuld af vore
unge Kavalerer, der vil de varme Boller hos Dig, de Skarnskngte! De
rulle med Gluggerne og gjr sig lkre; Du skal aldrig saa meget som
kigge fordulgt til dem. -- Og Apothekeren, den stinkende Balsambsse,
som lagde Blomsterkost paa Disken til Dig! Jeg grinte af ham, saa jeg
var lige ved at sprkke; Du feiede hele Blomsterstadsen i Kurven.
-- Saadan vil jeg have Pigebrnene med Tugt og rbarhed. -- Du er
saagodt som min gteviede Kone for Gud og Mennesker. Lad os nu gjre
vore kjrlige Forldre til Villie og holde Bryllup i Nat; det er jo
derfor, jeg er kommen, min eneste, sde Rosenblomme! -- saa bliver Du
ndt til at sige Ja for Alteret paa Sndag, og saa er den Sag klappet
og klar.

Olaug klyngede sig til Vinduesposten.

Et Skridt endnu, Casper Hyer, og I driver mig i Dden! udbrd hun
med lysende ine og biede sig ud over Gaden.

Casper sprang lynsnart ind paa den unge Pige og slyngede Armene
om hende. Han var en Kmpe; med et Ryk rev han hende til sig og
knugede hende fast mod sit Bryst. Olaugs Krfter svigtede; hun flte
hans hede Aande paa sin Hals. Et vildt, dyrisk Udtryk lyste i hans
vandblaa ine.

Djvelunge! hviskede han. I to Maaneder har Du drillet og trodset
-- nu er Du min! Hvad der maa skee, skal skee.

Olaug udstdte et hit og klagende Skrig. Det ld ud i Sommernatten
over de spidse Huustage, et haablst Klageskrig, en Bn om Hjlp, der
pludselig gjentoges som af hundrede Struber nede fra Torvet.

Frst enkelte springende, klaprende Trin henover Steenbroen, saa
mange; frst enkelte aandelst fremstdte Raab: Svenskerne --
Svenskerne! saa mange. Skrigene tiltog, fordeelte sig ind i alle
Smger, Afkroge: Svensken er over os! -- saa et lydlst ieblik,
Dre reves op, Vinduer, natkldte Mennesker sprang frem, raabte, fik
Svar, forsvandt. Et Minut senere strmmede det ned ad Gaden, derud,
hvor Gevrskud begyndte at lyde. Ingen bort fra Faren, Alle frem
imod den, -- ieblikket, det frygtede, det, hvorpaa man i Maaneder
havde ventet og forberedt sig, var nu inde: Svensken brd ned over
Frederikshald.

Svensken! skreg Casper og slap Olaug. De Mordbrndere! Vort dyre
Bageri er i Livsfare -- Gud Fader fri os!

Skrk og Forfrdelse aflste hans erotiske Fornemmelser. Med et
Spring var han henne ved Dren og ruskede af al Kraft i den. --
Larmen tog til nede paa Gaden, en Blge, der steg under Stormens
Aande, en eensartet, mgtigt voxende Brusen, der optog alle Lyde.
Svensken, Svensken! ld det i Luften, fra Husenes Kvist til
Kjlderen.

Casper vedblev at slide i Drkrampen og udstdte hse Raab om at
blive lukket ud. Ulle, der havde stillet sig paa Luur udenfor Dren,
aabnede den med rystende Hnder. Casper foer ud, men havde Besindelse
nok til at hjlpe Jomfru Halvorsen med at skubbe Olaug tilbage og
stnge Dren omhyggelig efter sig.

Pas vel paa min unge Brud, at ikke min Honneur lider en Gebrk, mens
Svensken er herinde! raabte han, idet han foer ned ad Trapperne.
Hun er min, og jeg er sin.

Ulle hrte med et ulykkespaaende Smil Olaugs Bnner om at blive
lukket ud. Hun biede sig mod Nglehullet og hviskede:

Husker Du, at Du kaldte Dig vor Families Skjndselsbarn, lille
Olaug? Derfor holder jeg Dig nu fangen, til Du har taget Casper Hyer
til gte. Stter Svensken Ild paa vor Stad, seer jeg Dig tusind Gange
heller omkomme i Luerne, end jeg giver mit Minde til, at Du gter
Skurken Bjrnstads Sn, som gaaer rundt i Byen og kalder Dig sin
Fstem!

Ulle aflaasede til yderligere Sikkerhed atter den dobbelte
Egetrsdr, som afsprrede Trappen til verste Stokvrk, hngte
Nglen ved sit Blte og begav sig med sammenknebne Lber ned i Huset,
hvor Larm og Forvirring herskede. Hun standsede foran et blankpoleret
Staalspeil paa det mrke Egetrspaneel i Forstuen, svbte sig fastere
i det rde Shawl, rettede paa sin hie Hovedpynt og var med et stift
Smil efter sin egen Mening beredt til i Fdrelandets Interesse at
modtage Svenskekongens Indfald i Staden.




ILDSKRIFTEN LSES ENDNU PAA KRNIKENS EVIGE TAVLER:

                                            Hvo, som vil frelse sit
                                            Land, han skal ei skaane
                                            sit Gods.


Hvor gives der et mere gribende og ophiet Skuespil, end naar det
fredelige, vrgelse Hjem, som huser Menneskets dyreste Eie, angribes
i dets hellige Rettigheder, krnkes voldeligt af raa Overmagt,
Havesyge, uden egen Skyld, uden Skygge af Forseelse mod Voldsherren?
Hvor gives der et mere beaandende, oplftende Syn, end naar et heelt
krnket Folk pludselig reiser sig fra Fredens Sysler, oprrt i sit
Inderste af del Harme og gaaer fra Disken, Sylen, Tommestokken,
for at blive Helte, Alle som Een og Een som Alle besjlede af een
Flelse: deres Sags Hellighed, opflammet af Broderskabets Solidaritet
-- givende sig hen uden Forbehold med Liv og Blod?

Det var dette Helteskuespil, som nu skulde udspilles i Frederikshald
Stad. Alle Akter vare lagte tilrette af en Mesteraand, al stor
Kunsts Skaber, den dybe Flelse, og det skulde spilles af Verdens
bedste Skuespillere, den sande Flelses Mnd, i et Sceneri, hvis
maleriske Dekorationer i vexlende Belysning tilsidst gave Plads for
et Slutningsbillede af en saa alt med sig rivende Virkning, af en
saa dmonisk og ophiet Natur, at Verdensskuepladsen vel nppe har
opviist noget lignende, og hvis Luepragt endnu lyser over Stad og
Land.

Den tolvte Carl og hans Mnd stode Natten til den 4de Juli Klokken
halvto udenfor Byen. Borgerne laa i Svn; kun de Vagthavende paa
Skandserne og Colbjrnsens Forposter vaagede. Kong Carl vadede i egen
Person med tre tusinde Mand i al Stilhed og uden at lade Trommen rre
over Tisteelven nedenfor Skoningfossen i den Hensigt at overrumple
Fstningens Soldater nede i Staden og afskjre dem Tilbagetoget til
Frederikssteen, der saaledes af Mangel paa Mandskab snart vilde blive
tvungen til at overgive sig.

Jrgen Halvorsen og Niels Fosby, som vare blandt Colbjrnsens
udstillede Poster, ilede hver fra sin Kant skyndsomt til den yderste
Vagt ved Prstehaugen udenfor Borgerskandsen og bade Gefreideren at
melde den vagthavende Officeer Fjendens Komme, hvorefter de begave
sig tilbage til deres Poster.

Da imidlertid alt forblev stille i Staden, og Fjenden uhindret blev
ved at rykke frem, lb Jrgen atter til Skandsen og frem gjennem de
stille Gader.

Fjenden er over os -- ret nu staaer han ved Brystvrket! raabte han
til den verstbefalende.

Vi har hrt saa megen Snak af Colbjrnsens Folk om Overrumpling,
svarede denne. Rimeligviis er det igjen blot en Kommando af vore
egne Folk, som I tage feil af.

Svensken, Svensken! raabte Jrgen og skjd sin Flint af som
Allarmsignal, lb videre til Hovedvagten og til Kirkegaarden, hvor
Borgerne havde Skandse og Kanoner. Strax derefter gik Allarmtrommen
over hele Staden.

Fstningskommandant Brun, som var til Raadslagning nede i Byen og
til Gilde hos Svend Olsen, troede endnu ikke Colbjrnsens gjentagne
Sendebud og Allarmsignaler, som i de sidste Ntter saa ofte havde
lydt. Han lod Peder Colbjrnsen svare, at han kunde passe sig selv,
og at han selv havde sikrere Efterretninger. Desuden havde Kong Carl
udspredt det Rygte, at han agtede at angribe den nre Frederiksstad,
hvorfor Garnisonen dersteds stod i fuldt Gevr samme Nat. Brun havde
derfor befalet sine Soldater at gaa til Ro saavel i Fstningen som i
Barakkerne. Colbjrnsen og hans brogede Karle reddede saaledes ved
deres Aarvaagenhed sandsynligviis Stad og Fstning fra en fuldstndig
Overrumpling.

Svensken mdte altsaa ingen vsentlig Modstand fr ved
Borgerskandsen, som kun var bygget af Steen paa de tre Sider og paa
den fjerde bestod af Palissader, og hvis Port var en spansk Rytter.
Fjenden var her den retirerende Vagt saa nr i Hlene, at de stak
med Bajonetterne efter Folkene indenfor Palissadevrket. Skandsen
blev stormet Gang efter Gang, Kanonerne affyredes, Borgerne strmmede
til i bar Skjorte og kmpede som Lver. Skandsen holdt Stand. Tre
hundrede af Fjendens Dde laa paa Jorden, Majorerne Slippenbach og
Silfversparre iblandt dem. Fstningen var reddet for denne Gang.

Hermed var Kong Carls Hovedplan forelbig mislykket, og han drog sig
atter tilbage til Staden, hvor Kanonernes Buldren, Trommehvirvler
og Raab forkyndte, at nu var det Tid at forrette det Arbeide, som
Borgerne fulde af Kampiver den hele Vinter og Sommer havde ventet
paa, een mod to, mod ti, mod den europisk bermte Krigerhelt, der,
indhyllet i sin Kappe, taus og indesluttet gik foran sine Soldater
som sin egen uafvendelige Skjbne, frem mod Nederlag som Seierherre,
og som forlod Valpladsen med et skjdeslst Smil, optaget af nye,
store Fremtidsseire.

Rumlen af Vogne, Kommandoord og Sprgsmaal lde overalt; Enkeltheder,
hvoraf hver enkelt var vrdig at opbevares i Fdrelandshistoriens
evige Liv, vexlede som afrevne Illustrationer af et Pragtvrk,
flagrede hen i Vinden, forsvandt i Glemselen, i Luerne maaskee ogsaa.

Her sprang den spinkle Skolelrer Ramus gjennem Gyden i korte Spring
med et lftet Svrd og tindrende ine.

Jeg skal klve Svenskens Hoved i tvende ulige Brkdele, at ingen
Reguladetri kan lgge det sammen igjen! raabte han til Fader Jonas,
som stod udenfor Dren til Den forgyldte Ngle og ikke vidste
noget bedre Middel til at deeltage i Stadens Forsvar end ved at
rkke fyldte Kruus ud til Krigerne.

Her slbte Kvinderne deres Bohave sammen i Gyderne og dannede
Barrikader eller laa med Bssen paa Luur bag Vinduesskoddet efter
de fremmede, sultne rne, der flagrede om deres Rede. Luften blev
lysere. Krudtrgen foer frem gjennem Tvrgaden fra de aabne Pladser,
hvor Kampen rasede.

De kom farende, disse Svenske, som en Stormvind, allesammen magre,
brune, arrede Ansigter, nogle forsorne Kroppe, der sloges som Djvle,
faldt med en Vittighed, legede Livets Krigerkamp som en guddommelig
Spg, der ikke kunde vre lystigere, og som midt i deres store
Erobringskampe ikke drmte om at vinde mere end sex Fod Jord til eget
Huusbehov.

Nu stormede Svenskerne Frederikshald.

Overalt fore skarpe Lynglimt frem fra de mrke Trhuse og ramte den,
Kuglen sgte; hver Bygning, hvert Vindu var en Fstning, som sendte
et velmeent Goddag og et dybtflt Farvel til de Fremstormende, der
kom i Spring som til Festdands -- det gik i en Fart, for der var
ingen Tid til Snak og heller ikke til at tlle Fjendens Overmagt fr
senere, da Liigene i Dynger dreve ned over Elven og fiskedes op langs
Stranden eller jordedes ukjendte i store Fllesgrave.

Hurra! raabte Bdker Ingolfsen og viste sig i Portaabningen, idet
en svensk Officeer faldt for hans Skud. Bliv ikke arrige, fordi jeg
kun gjr Honneur i Nattrie. Jeg er vist heller ikke rigtig reen i
Fjset; men det er Du heller ikke, din Griis!

Han skjd uden at dkke sig den nrmeste Svensker, hvis Ansigt
var svrtet af Krudtslam, og faldt i samme Nu gjennemboret af ti
Karabinkugler.

Den tapre og mandhaftige Oberstlieutenant Steen Blix gjorde med sine
Soldater Fjenden al mulig Afbrk fra det ieblik, han brd ind over
Brystvrket, ligesaa Archelimester Peder Hvid, hvis Folk nsten
alle laa dde eller kvstede paa Kirkegaardens Batteri, som Fjenden
flittigt bestrbte sig paa at indtage, for derved at blive Herre over
nogle Kanoner, som de selv endnu manglede. Kugle ved Kugle sad i
Huusvggene bag Borgerne. Henne paa Torvet kmpede samtidig Capitain
Knudsen; af hans halvtredsindstyve Mand forlode kun tyve Stedet.

Saaledes sloges Byfolk og Soldater til Klokken fire om Morgenen.
Fjenden vedblev at myldre ind i den aabne Stad ved Pipperbjerget, i
den Gade nedenfor Borgerskandsen, fra Porten og mellem Jens Frosts
og Peter Wrns Gaarde. Kvinder og Brn flygtede ud til Bjergene;
ligeledes sgte en Deel bevbnede Borgere til Fjelds, for med deres
Flinter at skyde Fjenden ned i de smalle Tvrgader. Paa denne Tid var
Tvekampen almindelig i alle Gader, og hvor tre eller fire mdtes,
sloge de uden Betnkning hverandre ihjel.

Capitain Blix blev omsider fortrngt fra Torvets Kanoner ned mod
det mindre Batteri ved Kongens Brygge, hvorfra den store Skydepram,
som Borgerne havde bemandet, med Lethed kunde beskydes. Kampen om
dette vigtige Punkt var vild og haardnakket. Byens fornemste Borgere
vare ombord paa Prammen, hvorfra de bestrg Broen med deres Skyts og
gjorde Fjenden ubodelig Skade.

Hist og her brndte Byens Huse; men Kong Carl lod Branden skyndsomst
slukke.

Her tillader jeg ingen Varmebaal, sagde han spgefuld.

En graabrun Rg, som stedse blev tttere og mere kvalmende,
indhyllede den kmpende Stad i et uigjennemsigtigt Slr. Fjenden
begyndte nu at indfalde i Husene og at ivrkstte Plyndring. Skrig og
Bnner fra de tilbageblevne Kvinder ld ud fra de ituslagne Ruder;
stor Jammer og Elendighed overalt.

Fjenden spillede nu Herre i selve Staden. Borgerne kastede hist og
her deres Vaaben, stode med uskyldige Miner, som om de mindst af alt
vilde Svensken ondt, og satte selv frem af Mad og Drikke det bedste,
de havde, ja rullede deres bekjendte, udsgte Mostankere frem fra
Kjlderne, for at gjre Fjenden tryg og beruset, hvilket var meest
tjenligt for det, som nu komme skulde. Der var noget langt mere
truende i denne pludselige Imdekommen end i Svenskernes vilde Skrig.
Men der var ogsaa dem -- og det var de Fleste -- som ikke nedlagde
deres Vaaben, men huggede fra sig, til de bleve slaaede ihjel.

En ung Pige kom flygtende ned mod Broen, forfulgt af en Skare
svenske Soldater. Det var Olaug, som vi forlode i Ulle Halvorsens
Kviststue i Walcks Gaard. Da Moderen stngede Dren trods hendes
Bnner, blev hun lnge staaende ved Vinduet, forstenet og ubevgelig
som en Sttte og stirrede frem mod de stlige blaanende Fjelde, der
utydeligt hvede sig i den lyse Sommernats Taager. Det nys stedfundne
Optrin slvede hendes Modtagelighed for det fjendtlige Indfald i
Staden. Lynsnare Tanker fore igjennem hendes Hoved og fremstillede
for hende de sidste lange Maaneders kvalfulde Liv i denne Stad,
der for hende var en Kmpeby med snver Synskreds og ufattelige
Interesser. Lngselen, denne mgtige Svaghedsflelse, saa strk i sin
Afmagt, og som brer ud saavel fra Paladset som fra Hytten, fyldte
pludselig utmmelig hendes Bryst. -- Bort, bort herfra til Hytten
paa Fjeldskrnten, dette lille, tommestore Rum, hvor Bjlkeloftet
hinedes mod det Uendelige over alle hendes Skatte, -- Lykken i
Hjemmet. Foran hende en gabende Afgrund, hvis Dybde hun aldrig ret
havde fattet fr denne Nat, og op over hvilken ragede Husenes spidse
Tage, steg Lyden af Skud, Tummel, Dendes Skrig om Hjlp, Kanonernes
Drn, Brandrg og Krudtlugt som fra Fortvivlelsens Svlg.

Olaug biede sig ud af Vinduet og speidede efter Mulighed til Flugt.

Let som et Egern svang hun sig ned paa et fremspringende Tag og
derfra videre, til hun gjennem en Loftsluge fandt Vei til Gaden.
Hjemls og fremmed som hun var, sgte hun Skjul i en Gaard, eftersom
hun ikke lnger turde vende tilbage til Bagerenken. Da Fjenden kort
efter brd ind i Gaarden, flygtede hun ned mod Broen. Midt for denne,
udenfor Wrns Gaard, blev hun standset af en Skare Soldater, ivrig i
Frd med at istandstte Broen, af hvilken Haldenserne havde afkastet
12 Alen. Alle Mand af Wrns Gaard bleve tvungne til at bre Planker
for deraf at gjre Str paa Broen til at passere over, et livsfarligt
Arbeide, eftersom Borgernes Pram, som laa udenfor Blokhuset, kunde
bestryge Broen med sit Skyts og saaledes jvnlig nedskjd alle Mand
i Elven med samt Planker og tilintetgjorde det halvfrdige Arbeide.

Idet Olaug veg ind i en Sidegyde, blev hun indhentet af sine
Forflgere, blandt hvilke vare Vagtmester Erikson og Mnsson.

Ta' mig tusan -- Jenten fra Bergaasen! raabte Erikson og lftede
hende i sine Arme. Vel mdt, skjn Jomfru! Saa sees vi igjen, som
jeg lovede, for jeg er en ordholden Mand.

I det samme sprang et Par Mnd ud fra den nrmeste Draabning; to
skarpe Ildglimt strakte de forreste Svenske til Jorden. Erikson holdt
Olaug frem for sig som et Skjold. Halvor og Jrgen fore ind paa ham.
Halvor greb Olaug; Jrgen lod sin Bssekolbe falde med et Brag paa
Eriksons Hoved. Han slap sit Bytte og greb med begge Hnder om sin
Pande.

Det var den vrste Habadudask, jeg har faaet i mine Levedage!
udbrd han og sank om paa Jorden. Mnsson -- herhid! Nu brer det
lukt ind i Helvede til Kammeraterne!

Trompeteren kastede sig ned over Vennen og lftede hans Hoved.

Erikson -- Fargubbe! hviskede han; I drog mig op og var god mod
mig -- De siger, en lille Bn gjr godt -- aa hvad, en lille en til
Jesus?

Sludder, Hvalp! stnnede Erikson. Himlen er for Prsterne og
de gamle Svklinge og Dydspatronesser og Lumperne, som krybe om
paa deres Kn. Helvede, det er for os prgtige Krigskarle og de
hvidbrystede Tyrkinder -- Husker Du hende med de rde Lber, som vi
slagtede dernede? -- Til Helvede gaaer ogsaa Kong Carl; med ham vil
jeg gaa. -- Nu op med Trompeten, Mnsson! Lad dem hre dernede, hvem
der kommer.

Erikson sank sammen.

Spring ind med Olaug i Peter Wrns Have; Laagen staaer aaben. Imens
holder jeg Svensken Stangen, sagde Jrgen, idet han foer ind mod
Fjenden, svingede Bssekolben over sit Hoved som et snurrende Hjul og
opnaaede saaledes et ieblik at sprre den trange Gyde.

Halvor satte med et Spring ind gjennem Porten med den unge Pige i
Favnen og stngede forsvarligt efter sig. Da Jrgen saae Laagen
lukkes efter de Unge, gjorde han omkring og foer op ad Gaden,
forfulgt af Svenskerne. Olaug stttede sig mod Plankevrket og fulgte
med Spnding dette Optrin udenfor Muren.

Hvad gjr Du her paa Gaden, Olaug, mellem Krigsfolket? spurgte
Halvor barsk og heftigt.

Hun skjlvede og brast i Graad, da hun saae Jrgen flygte; for
frste Gang i alle disse Maaneder brd en bitter, trstesls Graad
igjennem overfor Barndomsvennen, der i Aften ikke stod for hende som
den drilvorne Kns fra Legeaarene, men som en Yngling med Ild i iet
og Vrdighed over sit Vsen. Hun fortalte ham hurtigt og afbrudt
Aftenens Hndelse, Tvangsgteskabet, Lysningen i Luneland. Han blev
pludselig bld og tog hendes Haand.

Hr, hvor de skyde og tromme derude, Olaug! udbrd han. Det kalder
til Manddom og Bedrift. Du vil faae at see, at Du og Fader blive
stolte over mig. -- Aldrig saae jeg Urter blomstre eller hrte Fuglen
synge, siden Du drog af Fjeldet; aldrig er Du af min Hu; hver tapper
Gjerning, jeg bedriver, er med Dig i Tanke, Olaug, vedblev han
hurtig og fremstdt som om en lnge hmmet Kilde endelig fandt sit
Udlb, hvem veed, hvad denne blodige Nat kan bringe os Alle? Du, min
Fstem og Fdrelandet er i Fare -- det er, som om jeg kunde lfte
Fjelde. Kys mig, saa bliver jeg strk. -- Herre Jesus, nu er det vrd
at leve! Alt teer sig saa godt. Hr, hvor de skyde i Nat!

Han sluttede Olaug i sine Arme. Hun stred ikke imod; de nys
overstaaede Rdsler, den overhngende Fare, Tumlen og Skrigene
udenfor Muren om denne lille, fredelige Haveplet under de tunge
Frugtgrenes Skygge lod hende fle sig i Havn hos Barndomsvennen. Men
da han biede sit gldende Ansigt nrmere mod hendes og vilde kysse
hendes Mund, rev hun sig ls og drog sig ned mod Elven.

Ogsaa Du, Halvor! sagde hun bedrvet.

Du har Ret: frst Seiren, saa Lnnen! jublede han og strakte
Hnderne mod hende. Om jeg nu havde ti Liv, saa vare de dine
alle, jeg kan ikke slaa et eneste af. -- Bliv her. Maaskee Du
fra Hngebirken derhenne om lidt skal see mig kmpe, for det er
Bryggebatteriet herudenfor og Prammen dr og Broen, nu hele Krigen
staaer om. -- Farvel, Olaug. Min Kjrlighed til Dig sidder plantet i
mit Hjerte -- Nu veed Du det Hele.

Halvor sprang mod Porten. Livsmodet gryede i ham som stens
Morgenrde over blehaven; hans fagreste Blomst var nu derinde.

Han vendte endnu en Gang tilbage og sagde:

Olaug, Du passer saa godt til mig. Min Lykke er den stolteste paa
alle vore Fjelde. Om Gud vil, saa finder jeg Dig her igjen, Du sde
Veninde.

Han ilede ud og stngede Porten. Olaug stod alene tilbage; Mdet med
Halvor gjengav hende Mod og Kraft. Skydningen tog til tt nedenfor
Muren; de lysende Kugler fli som osende Stjerneskud over hendes
Hoved. Kong Carl ledede i egen Person Arbeidet ved Istandsttelsen af
Broen. Generalmajor Delwig meldte ham, at Prammens Kanoner nedmeiede
de svenske Soldater under Arbeidet.

Saa flere Folk ud og tag fat, hvor de andre falde, svarede Kongen.

Maiestt, Folkene ere ddstrtte, og Plankerne slippe op.

Saa maa Soldaternes Liig gjre Str. Broen skal vre frdig inden
Solopgang, befalede Kong Carl og kommanderede en ny Afdeling
Soldater frem til Storm af Bryggebatteriet, for med dets erobrede
Kanoner at bringe Prammen til Taushed.

Olaug blev med bankende Hjerte fra sit Skjul Vidne til denne Storm.
Hun saae de gule og blaa Soldater i Spring styrte frem, saae
Ildsvlgenes Flammer slynge dem til Jorden, medens nye Masser vltede
ind. Tilsidst saae hun Oberst Blix med sine faa tiloversblevne Mnd
forlade Batteriet, efter forgves Forsg paa at fornagle Kanonerne,
medens de uafbrudt gjorde omkring og fyrede, idet de droge sig ned
mod et Farti ved Bryggen for ad Sveien at undkomme til Fstningen.
Svenskerne forfulgte med Seiersbrl den lille, tapre Skare.

I dette skjbnesvangre Nu fli en heltemodig Indskydelse gjennem
den unge Pige, der rigtig havde opfattet Batterikanonernes store
Betydning for Skydeprammen udenfor i Fjorden. Hun svang sig over
Muren, gled som en Skygge, halv skjult af den ttte Krudttaage frem
mod Kanonerne og greb den bortkastede Hammer og Sm.

Om denne behjertede Gjerning skriver Jonas Rist:

Da Olaug formrkede, at Fjenden blev Mester af Torvet, rendte hun
i Hast ned til de tvende af vore Stykker, som stode nedenfor Kongens
Brygge paa et Batteri, hvorfra Fjenden lettelig kunde have fordrvet
Prammen tilligemed Borgerskabet, som var derpaa, og tog en Hammer med
nogle store Sm; dem drev hun i Stykkernes Fnghuller og dem saaledes
fornaglede; siden kastede hun alle Kugler, som laa paa Batteriet i
Vandet, og saa kunde Fjenden ei betjene sig af de Stykker, ei heller
med dem beskyde Prammen.

Da Svenskerne vendte tilbage med uforrettet Sag, siden den tapre
Oberst, skjndt saaret, undkom i Stormuglens Baad, og de opdagede den
unge Piges raske Daad, medens hun endnu stod mellem Kanonerne med
Hammeren i Haanden, omringede de hende med vrede Skrig og Trusler.
Olaug blev uforfrdet staaende og maalte Fjenden med flammende ine.
-- Pludselig skiltes Skaren, og Carl den Tolvte traadte frem mod
hende.

Tilbage! sagde Kongen til Soldaterne med lav Rst.

Han blev ieblikkelig adlydt.

Er I svenske Mnd og vil slaa en Kvinde? Hun har kun gjort sin
Pligt.

Idet han betragtede Olaug, vedblev Kongen:

Rk mig din Haand, norske Pige.

Olaug hvede Hovedet og saae ind i den svenske Konges mandige,
alvorlige Ansigt med det luende Herskerblik. Kong Carl, der aldrig
kastede sit ie paa nogen Kvinde, og hvem de kaldte Kvindehader, stod
med Smil paa de fyldige, skjglse Lber og rakte med nedladende
Velvillie og kongelig Maiestt sin Haand mod Olaug. Hun gav ham
modstrbende sin: men den var knyttet.

Ret saa, Du nordiske Jeanne d'Arc! sagde Kongen med en kort Latter.
Har dit Land mange Heltinder som Du?

Jeg er kun en af Norges ringeste Dtre, hviskede Olaug.

To Mand frem og fer Pigen i Sikkerhed, hvorhen hun nsker sig!
befalede Kongen. Hans Blik fli atter ud mod Prammen, hvis Kugler
regnede ned omkring Batteriet og Broen.

Vi maa bringe det Farti til Taushed, det koste hvad det vil, sagde
Carl den Tolvte. Slb andre Kanoner herned i de ubrugeliges Sted.
Muntert, Brn!

Befalingen blev adlydt. Det frste Stykke, Svenskerne trak herned
fra Torvet, blev gjort ubrugelig af Prammens velrettede Skud. Foran
den anden Kanon var forspndt 30 Svenske; Prammen bd dem saaledes
Velkommen, at ikke 4 Mand kom levende derfra. Dermed opgav Fjenden at
slbe mere Skyts til forommeldte Sted.

Det blev saaledes Olaug beskikket at udve en stor Gjerning
til Fdrelandets Gavn. En ringe Pige havde ved sit Mod og sin
Aandsnrvrelse reddet Frederikshalds meest ansete Borgere og mangen
hderlig Arbeider ombord fra den visse Dd.




DET BRNDER, HAN RENDER -- RITSCH!


Klokken sex om Morgenen var Fjenden omsider Herre over Frederikshald;
men det blev ham ingen hyggelig Besiddelse. Fstningen begyndte nu
efter Peder Colbjrnsens og Borgernes nske at spy Ild over Byen,
for om muligt at faae den i Brand, efterdi de slet ikke kunde
finde sig i at herbergere disse voldsomme og trodsige Gjster, der
paa en saa lurende Maade havde indtrngt sig. Over fiirsindstyve
tohundredepundige Bomber sprang i Huse og Gader, dog uden at
Staden fngede Ild; thi Fjenden slukkede overalt. Desuden blev der
fra Fstningen skudt med Kanoner gjennem de lange Gader, og fra
de omliggende Bjerge fyrede Borgerne med deres Flinter ned i de
Tvrgyder, som laa i L for Fstningsskytset.

Svensken stiede og jublede i hien Sky; men deres Bryllupsnat i
Frederikshald huede ikke ret de gamle, erfarne Krigere; de rystede
paa Hovedet og hviskede indbyrdes, at dette kongelige Indfald var
Galmandsvrk. Nu begyndte de rige, krydrede Drikkevarer, som overalt
fandtes i Mngde fremsat i de forladte Huse, at ve deres Virkning
paa de haardfre Svenske, der i Maaneder havde sovet under aaben
Himmel. Fjenden indkvarteredes overalt, selv Christi Herberg Kirke
blev taget i Brug til Sovekvarteer; de fyldte den med Halm, fra
Kirkestole og Sakristi stak Krigernes forsorne Hoveder frem med den
opstrgne Knebelsbart og den solbrndte Hud. Nogle sov, andre drak og
slngte sig ddstrtte henover Halmleiet med Tvrskken under Nakken.
Middagssolen fandt dem saaledes, da dens Straaler faldt ned gjennem
de farvede Ruder over det bevgelige Halmdkke paa Kirkegulvet,
hvorover snart viste sig et arret Ansigt, snart en hvet Arm med en
Bimpel, der endnu i Svne hrte med til Lyksaligheden.

En grum Himmelhund lb rundt og sgte efter et lille Borgmesterliig
i Gravkapellerne, for at stille det op til Maalskydning i
Prdikestolen; han maatte nie sig med en gammel Raadmandsfrue, hvis
balsamerede Liig han til almindelig Fornielse bar rundt som et
Svbelsebarn. Der var ikke Ende paa de allerplumpeste Vittigheder.

Nede i Den forgyldte Ngles Krostue havde Billedet denne Morgen
vexlet fra hiin Aften, da Colbjrnsen her tog de Frivillige i
Eed. Endnu sad Jonassen bag Disken og rakte fyldte Kruus frem med
faderlige Smil.

Herregud, Svensken er jo ogsaa en Slags Mennesker! forsikrede han
deeltagende.

Midt paa Gjstebordet sad Mnsson i sin Yndlingsstilling med et fyldt
Kruus i hver Haand, hvormed han slog Takt i Bordpladen til den nye
Krigssang, han havde digtet i Dagens festlige Anledning med Melodi
til, og som gjorde umaadelig Lykke. Han skraalte den ud af fuld Hals
og hjalp paa Takten med Jernsporerne i Bordskiven:

    Med Brand og med Baal
    vi skrive vor Lov;
    vi tmme vor Skaal,
    vi tage vort Rov --
    Det brnder, det brnder -- ritschch!

    Vor Fjende er tam,
    han lader sig slaae
    from som det Blam,
    vi slagte og flaae --
    Et Blam, Blam -- b, b -- !

    Vi drikke hans Skaal,
    vi skrive hans Lov,
    vi tnde hans Baal,
    vi dele hans Rov --
    Han render, det brnder -- ritschch!

Sangens Omkvd blev sunget under stormende Bifald og Brgen. Det var
saaledes, at Mnsson hitideligholdt sin Pleiefader Eriksons Gravl.

Ovenover Soldaterne mellem Bjlkeloftets Rgskyer flagrede den
opskrmte Papegie. Pludselig ld dens skingrende Latter: Svensken
skyderr -- snyderr!, dens nye Visdom, indprentet det lrenemme
Dyr af Husets gamle Stamgjster i de sidste Maaneders spndende
Forventningstid.

Kong Carl havde virkelig taget Ophold i Raadmand Walks anseelige
Kjbmandsgaard. Idet han traadte ind i Forstuen, neiede Ulle
Halvorsen mod Jorden, endnu indsvbt i sit rde Shawl, med Armene
korslagte over Brystet og med sit blideste Velkomstsmil.

Carl den Tolvte tilkastede hende et forundret og forskende Blik, idet
han hilste med Haanden. Hans lange Sabel slbte imod Trinene, idet
han steg op ad Trappen og af sine to Pager lystes ind i Storstuen.

Herre Jesus, jeg fik et Blik! raabte Jomfru Ulle daanende. Frst
i dette ieblik fler jeg, at jeg er Kvinde. Han kommer jo som selve
Guds Sn fra Himmerig ned til os i dette Fattighul!

Ogsaa jeg saae det kongelige ie, forsikrede Anea Hyer, som havde
sgt Beskyttelse i Raadmandsgaarden.

I, svre Bagerenke? sagde Ulle medlidende. Nei, det var mit sorte
Haar, min slanke Figur og min nye Brosche, som Helten bemrkede. --

Inde i den hie Bjlkeloftsstue med blomstrede Hynder paa Bnkene
langs Vggenes udskaarede Trvrk med sindrige Indskrifter over
Dre og Paneelfelter stod Kong Carl biet over et Kort, som han
med Dolken havde fstet i Bordpladen, for at ikke Trkvinden fra
de sprngte Ruder skulde feie det bort. Hans Pegefinger beskrev en
Linie over Kortet; men den berrte hverken Frederikshald eller Norge;
den foer frem over Europas Lande, som om han i Tankerne forfulgte
et Seierstogt og de store Omvltningsplaner i den europiske
Statsverden, med hvilke hans Yndlingsminister Grtz gik svanger.

Her i den brunpanelede Stue mellem to brndende Voxkjrter
bemrkedes, at den mandige tolvte Carl var bleven en ldre Mand. Hans
blankskallede Isse lyste som det samlende Midtpunkt i den halvmrke
Stue; den tynde Krands af Haar i Nakken og om rene var strkt
graanet, det alvorlige Ansigt bar dybe Furer; Krigeren kjendtes paa
den brune Farve og den tarvelige Dragt. Kongen var her som altid
ifrt guul Vest og Beenklder, mrkeblaa Kjole med forgyldte Knapper
og opkrammet Skjde; hans trekantede Hat og Hjortelders Handsker
med de stive Kraver laa paa en Stol, Halsen var omviklet med et
Stykke sort Flor, og omkring Livet bar han et bredt ustukket Blte
af Bffellder; paa Fdderne tykke Rytterstvler med hie Hle og
Jernsporer, Kraven naaede op over hans Kn. Han benyttede aldrig
Harnisk mod Kugler eller Pelsvrk mod Kulde.

Der fortaltes, at Kongen sjlden skiftede Linned, og at hans Dragt
jvnlig var stiv af Pletter og Smuds paa Grund af, at han sov i
Klderne. En Prstefrue i Sverige listede saaledes, da hun bemrkede
denne Mangel i Maiesttens Paakldning, en Pakke reent Linned ned i
Slden, der skulde kjre ham videre; men Kongen opdagede i Tide denne
moderlige Omsorg og kastede leende Pakken tilbage mod Prstegaarden.

Nu stod Carl den Tolvte her og lod sin Pegefinger med et tankefuldt
Herskerblik glide hen over Europakortet, medens Kanontorden, Bomber
og Kamptummel omgav ham med hans Yndlingsmusik. Dren blev aabnet, en
Adjutant traadte ind og slog Hlene sammen.

Deres Maiestt, jeg melder, at det brnder paa Nordsiden.

Brnder, hvor? spurgte Kongen og strg med Haanden over Panden,
som om han hentede Tanken hjem langveis fra. Ilden skal slukkes.
Dirigeer mere Mandskab til Slukningsarbeidet -- Energi, anvend mere
Energi!

Et ieblik senere blev Dren igjen revet op. Generalmajor Delvig
traadte ind.

Stillingen her bliver uholdbar, Deres Maiestt! udbrd han heftig.
Ilden har fnget to Steder paa Sydsiden; det blusser som i en tr
Fyrsvamp. Vore Folk sukke, at de maa vel komme ud igjen; de vente et
haardt Tryk, naar de skulle tilbage over Broen, som endnu er ufarbar,
ei heller er der Rolighed for dem i Byen at finde. Vi blive fanget
levende i denne Rotteflde og stegte som tyrkiske Kastanier. -- Hvad
befaler Deres Maiestt?

Sluk Ilden! udbrd Kongen utaalmodig; bring Fstningens Kanoner
til Taushed!

Javel, men hvordan?

Send tre Capitainer med Trommeslager og hvidt Flag derop, en
halv Time mellem hver, dersom den frste faaer Afslag, og begjr
Stilstand til at begrave vore Dde. Imens gjre vi Broen brugbar. Til
Natten trkke vi vore Regimenter fra Idde herind under Overbjerget,
saa tager jeg Fstningen.

Delvig gik for at sende Parlamentairerne. Peder Colbjrnsen i
Fstningen lod den frste svare, at saadan Stilstand var ei at
forlange, saasom Fjenden ubuden var kommen herind, saa maatte de
gjre deres Bedste for at hjlpe ham ud jo fr jo bedre.

De flgende Parlamentairer bleve modtagne med skarpe Skud, der
forfulgte dem tilbage i Gaderne.

En Time efter, at Kong Carl havde indkvarteret sig i Walcks Gaard,
gik Spisesalsdrene op til Maiesttens Kammer, og et straalende
Syn viste sig for den forundrede Konge: et Bord, bugnende under
Slvservice, oplyst, skjndt Klokken var eet om Middagen, af
Voxkjrter i festlige, opadstrbende Siler. Jomfru Halvorsen havde
af Sikkerheds- og Skjnhedshensyn ladet Skodderne stnge ud mod
Gaden; Vildt, Bagvrk, stvede Viinflasker i Iiskjlere og midt i
Dren den neiende Ulle Huusbestyrerinde, der under sit Herskabs
Fravrelse meente at burde reprsentere Huset i en strkt nedringet
Dragt af lyseblaa Taft, rigt besat med Kniplinger fra en tidligere
Huusfrues Garderobe. Paa Hovedet bar hun vaiende Fjer af samme Farve
og lange, ru Handsker op over de spidse Albuer.

Ulle gjorde endnu et siirligt Skridt ind i Kongens Stue, lftede
Kjolen hit fortil og neiede endnu dybere.

Behager det stormgtigste Maiestt med patience at bere vort
tarvelige Bord? sagde hun med sit blideste Smil om de skarpe Lber,
der blottede srgelige Rester af spidse Tandstumper. Der er serveret
ved Deres beredvilligste Tjenerinde i dybeste Underdanighed.

Kongen rynkede Panden og saae forlegen efter sin gamle Kammertjener
Hultmann. Carl den Tolvtes daglige Levemaade var jvnt tarvelig;
hans Frokost bestod som oftest af Smr og Brd og lsuppe, Middagen
af strk, fed Mad, Flskepandekage o. desl., lidt Frugt til Dessert;
det var Hovedmaaltidet, hvilket Kongen oftest indtog paa staaende
Fod, som han kom og gik fra Hesteryggen, stvet eller tilslet. Han
saae ned i Tallerkenen, tav, til Maden efter et Kvarteers Forlb
var fortret. Der var dem, som paastod, at Kongen i Hast spiste med
Fingrene, ja, endog smurte Smr paa Brdet med Pegefingeren. Naar
Kongen reiste sig, gik hans Drabanter til Bords og spiste Levningerne.

Carl den Tolvte traadte nu ind i Spisesalen, biede Hovedet til Bn
og spiste hurtigt uden at vlge af de Retter, der stode ham nrmest.

Behager det ikke Kongen underdanigst at smage denne zarte
bletrte? spurgte Ulle med Hovedet skjlmsk paa Siden og gyngende
paa Fodspidsen. Ak, Deres Maiestt, ak, dm os ikke Alle for strengt
efter Byens fjendtlige Modtagelse; lad Naade gaa for Ret, nu vi have
overgivet os paa Naade og Unaade. Mine Landsmnd vide ikke bedre,
Vildmnd ere de jo Alle. O, skaan vores ringe Liv!

I det samme exploderede en Bombe udenfor Vinduerne med et Brag, der
lod Huset ryste i sine Grundvolde. Ulle udstdte et skarpt Hviin og
sank i Kn.

Uh, det Rak! stnnede hun og krummede Fingrene paa de oprakte
Hnder. Det ender med, at de Elendige gjre en Ulykke paa os Alle.

Kongen bukkede med sin sdvanlige udsgte Hflighed mod Kvindekjnnet
og gik nogle Skridt baglnds mod Dren; han ansaae det som bekjendt
for stdende og uhfligt at vende en Kvinde Ryggen.

Ulle ilede mod Bordet, greb den Gaffel, hvormed Kongen havde spiist,
og gjemte den ved sin ngne runkne Barm.

Carl den Tolvte traadte hen til det aabne Vindu. Lige overfor i
Colbjrnsens Huus stod en ung, blond Kvinde. Det var Capitain Peders
Sster Marie, som bestyrede hans Huus, en modig og klgtig Pige og
vrdig Medbeilerinde til Ssterens, Anna Colbjrnsens Ry som tapper
Kvinde. Da Marie blev Kong Carl vaer, tog hun sig den Dristighed at
hilse og over Gaden at bede ham om, at hun ingen Molest skulde skee,
siden hun var alene med en liden Dreng i Gaarden. Kongen befalede
strax en Underofficeer med fire Mand at vre hos hende til Vagt,
hvilke gjorde sig saa tilgode i Viinkjlderen, at de faldt i Svn og
siden brndte med Huset under Byens Brand. Kongen spurgte derefter:

Buldrer Eders Kommandant deroppe altid saaledes med Kanonerne?

Marie svarede: Ikke oftere, end naar Fremmede er i Byen.

Tilsidst bad hun Kongen om Tilladelse til at sende en Pakke Klder
til sin Broder paa Fstningen, da han under den hastige Retraite ikke
havde faaet det Forndne med sig.

Denne Bn blev bevilget, og hun sendte Pakken afsted. Peder
Colbjrnsen, som kjendte sin kloge Sster, sluttede strax, at det ei
var Klderne meent, lod dem sprtte op og fandt en Seddel fra hende,
hvori Marie underrettede ham om, i hvilket Huus og Vrelse Carl den
Tolvte opholdt sig. Peder Colbjrnsen meldte ieblikkelig denne
kjrkomne Efterretning til Artillericapitainen. Herom senere.

Kongens Opmrksomhed blev pludselig henledet paa to statelige
Borgere, som uforsagt nrmede sig Huset i Kugleregnen. Foran dem gik
en Mand, som blste i Trompet gjennem Gaden.

To Borgere begjre Foretrde for Deres Maiestt, ld Yndlingspagens
blde Rst bag Carl den Tolvte.

I de senere Aar af sit Liv holdt Helten af at have svenske Ynglinge
i sin Nrhed, og med rrende Omhu tog han ofte sin egen Kappe og
dkkede den sovende Dreng paa Vinterfeltleiet, medens han selv sov
utilhyllet.

Lad dem komme, befalede Kongen og rettede sin mandige Skikkelse.

Hans Colbjrnsen og Jens Munk traadte ind med vrdig Holdning og
hilste hfligt. Kongen modtog dem med rynkede Bryn og hrte deres
Begjring, at Kvinder og Brn, som vare flygtede til skevigen og
Sauen, ikke maatte blive insulterede og til den Ende faae Fribrev.

Hvem er I, gode Mnd? spurgte Kongen.

Hans Colbjrnsen.

Jens Munk.

Colbjrnsen, denne Stratenrver, som uden at vre Soldat myrder
og hrger i min kongelige Hr! udbrd Maiestten og betragtede
Colbjrnsen stift. I ere begge mine Fanger.

Kongen gik frem og tilbage, trak sin store Vrge med det forgyldte
Messinghaandtag halvt ud og stdte den haardt i Skeden igjen, kneb
Lberne sammen og drog dem gjentagne Gange op under Nsen, et sikkert
Kjendetegn paa, at han var vred.

Galgen fortjene I for den Medfart, I har givet mine gode Mnd,
udbrd han og vendte sig pludselig mod de to Borgere. Jeg beholder
Jer som Gidsler. Vee Eder, I skulle undgjlde for, hvad Ondt jeres
Byfolk bedrive mod os.

Hans Colbjrnsen slog ud med sin trekantede Hat.

Naar Fjenden er i vor Rede, er hver Mand Soldat. Vi have kun gjort
vor Pligt, og jeg fortryder ikke, hvad der paaflger.

Idet Hans Colbjrnsen sagde disse Ord med sit modige Blik fast i Kong
Carls, ld et redvende Brag over deres Hoveder. Med et skingrende
Hviin rev Ulle Halvorsen Dren op til det kongelige Gemak og segnede
om for Kongens Fdder. En Bombe, dirigeret af Peder Colbjrnsen efter
Ssterens Anviisning, slog ned gjennem Taget over det Vrelse, hvor
Kongen befandt sig, og blev liggende paa Loftet.

Kast Jer ned, alle Mand! befalede han rolig.

Da Alt forblev stille, reiste Kongen sig kort efter og sagde:

Den er kreveret.

Men idetsamme gjorde Bomben sin Skyldighed og slog tre Bjlker i
Stykker, saa Splinterne fge de Tilstedevrende om rene, Taget fli
op, Vinduerne ud, og Gulvet sprngtes op mod Loftet. Carl den Tolvte
slap med nogle Saar i Ansigtet, saa Blodet fld.

Er Nogen kommen til Skade? spurgte han og lo. Da han saae, at Alle
vare uskadte undtagen Jens Munk, som havde et Hul i Hovedet, smilede
han forniet:

Jeg falder for ingen anden Kugle end den, som dertil er blevet
bestemt, sagde han til Nordmndene. Naar den kommer, saa hjlper
mig ingen Forsigtighed og mine Fjender intet Anslag. Jeg rider sikker
gjennem fjendtlige Skarer, jeg gaaer ogsaa trygt gjennem Ilden, for
Herren siger: Luerne skulle ikke angribe Dig; jeg er din Gud og din
Frelser. -- Seer I, norske Mnd, denne Tro har jeg modtaget gjennem
utallige underbare Redninger fra strre Livsfare end denne. Derfor
seirer jeg over Eder Alle og skal blive Eder en naadig Herre og
Hersker.

Hans Colbjrnsen trak paa Skuldrene.

Staden brnder i Nord og Syd, Deres Maiestt! ld pludselig en
malmfuld Rst i Vrelsets Baggrund, og General Delvigs martialske
Skikkelse stod paa Trskelen til -- Evigheden.

Stuen var ved denne Tid fyldt af hitstaaende svenske Officerer,
der alle med mrke Blikke betragtede det tiltagende Ildskjr paa
Himlen. Kongen nikkede, som om han var yderst tilfreds med Generalens
Erklring; han slog ud med Haanden og gik ned ad Trappen. Men da han
nede i Porten hrte Luernes Knitren over de spidse Huustage, bed han
sig heftigt i Fingrene, som han altid gjorde i strk Sindsbevgelse.

Kongen gik nu over i Kirkegaden til Garnisonens Feltskjr, Erik
Raufn, der forbandt de svenske Saarede. General Delvig gik nogle
Skridt foran Carl den Tolvte. Pludselig saae Kongen sin fuldtro
verstbefalende og mangeaarige Krigskammerat springe i Veiret.

Leve Kongen! Leve Sverige! raabte Generalen og faldt, skudt gjennem
Hovedet.

Carl den Tolvte standsede et ieblik, slog Hnderne sammen og udbrd:
Au! Gik saa efter denne karakteristiske Ytring ned ad Gaden. Der
gaves efter Kong Carls Mening ingen skjnnere Dd end Soldatens.

Medens dette foregik i Staden, sad Olaug endnu sammenkrben i Wrns
Have, hvor Halvor havde forladt hende. Hun lyttede til Larmen ude
i den ulykkelige Stad. Det summede og hvislede som i en Hvepserede,
nei, det klagede hit oppe i Luften som over et rnebo, hvis
vrgelse Yngel bliver overfaldet af den forvovne Jger, medens
Kongernen fra Hiden speidende udstder gjennemtrngende Hvnskrig.
Det sydede og brusede som undertrykte Strmme, der forgjves sge at
sprnge deres Diger, og dog syntes Stadens tilbageblevne Indbyggere
tause og fattede.

Dette rdselsfulde, begivenhedsrige Dgn i den unge Piges
hidtidige stille Liv skulde i de nrmeste Timer endnu bringe hende
betydningsfulde Tildragelser. Det var, som om hendes Skjbne, der
lnge havde ligget i Dvale deroppe i Skovbunden, medens Dagene glede
hen saa lige i Indhold, nu pludselig rulledes op, taarnede hendes
Livs Hovedbegivenheder i Veiret, medens det store Folkedrama, der
udspilledes rundt hende, indvvede hendes enkle Livstraad i sine
store Optrin, saa at de kommende Aar bestandig bevarede Glden deraf,
et rigere bevget Sjleliv, oppe i hendes Fjeldegns Eensomhed.

Det er mig, Olaug, ld pludselig Halvors dmpede Stemme nede fra
Bryggen. Hans Hoved kom til Syne over Muren, blussende af Ophidselse
og Begeistring.

Jeg er Peder Colbjrnsens Udsending, ogsaa hans Broders, vedblev
han aandelst. Jeg skal stikke Ild paa Staden, forstaaer Du? Vi skal
nu for Alvor til at ryge Svensken ud, brnde ham op spillevende,
lukke alle Gader for ham med sviende Baal. Jeg har lagt en Himmerigs
Plan, og Du skal hjlpe mig, Olaug. Hvad siger Du? Vi To skal redde
Fdrelandet!

Halvor var i Skjortermer for at bortlede Fjendens Mistanke; inde
paa sit blottede Bryst bar han nogle Beegkrandse. Han fremdrog to og
rakte Olaug dem.

Hurtig -- Du kan nok liste Dig hen til Hhuset derhenne og stikke
det i Brand? Jeg kaster imens en anden Krands ind i Hans og
Peder Colbjrnsens Gaarde, der staaer to fyldte Tjretnder med
Haandgranater rundt om. De ville endelig Begge, at vi frst stikke
Ild paa deres Gaarde, for at Ingen skal sige dem paa, at de vilde
spare deres eget. Derefter lister Du gjennem Haverne hen til Walks
Gaard og stikker ogsaa den i lys Lue. Saa gaaer Du, som ingen Ting
er skeet, her tilbage under Hngepilen, til jeg kommer. -- De have
plyndret vore Kjldere; hele Byen futter nu af over deres Hoveder --
sippedeia!

Halvor styrtede sig med Liv og Lyst ind i denne Bedrift; det var
Hvn, det var Tilintetgjrelse af den forhadte Fjende. Olaug blev
staaende ligbleg med lysende ine. For hende var ethvert Hjem en
Helligdom; at tilintetgjre det, selv efter Eierens nske, forekom
hende en Helligbrde, der fyldte hende med Skrk og Andagt. Hun sank
i Kn, bad en brndende Bn; saa gik hun til den fdrelandshistoriske
Gjerning med fuld Forstaaelse af det Storslaaede og Gribende i dette
ophiede ieblik: en heel Stads Indvaanere, Fattige og Rige, ofrede
af egen Drift alt, hvad de eiede, for at vrne deres Selvstndighed
mod fremmed Aag.

Olaug ilede over mod et stort Hhuus, der strakte sig ud bag den
Wrnske Gaard. Hun slog Ild bag en Brndestabel. I nste Nu fngede
Beegkrandsen, og Hstnget slog ud i rde Luer mod Broen. Derefter
lb hun med en brndende Fyrrespaan under Trerne over til Walks
Bygning, stak Ild i Beegkrandsen og slngte den ind gjennem et
ituslaaet Vindu; det trre Tmmer fngede, og Luerne slikkede med
Lynets Fart op langs Brdevggen.

Saaledes tndtes Frederikshalds Hdersfakkel for aldrig senere at
slukkes.

Ved et underligt Skjbnetrf blev Olaug saaledes kaldet til at
afbrnde det Huus, hvori Moderen nogle Timer tidligere havde
indesprret hende, for at berve hende Fremtid, re og Lykke. Ved
et andet besynderligt Tilflde, der kunde henregnes til en hvnende
Retfrdigheds Vrk, blev det samme Kvistvrelse, som Moderen nylig
bestemte til Datterens Lykkes Grav, nu hendes egen. Sidste Gang,
Nogen saae Ulle Halvorsen, var, da hun ilede op i sin Leilighed,
endnu ifrt den blaa Taftes Dragt, for at redde en eller anden
vrdifuld Gjenstand. Luerne sprrede hende Tilbagegangen. Gjenboerne
saae hende vove det samme Spring ud paa det brndende Tag som nylig
Olaug for at gjenvinde Friheden. Moderen forsvandt i en Loftsluge og
blev aldrig seet senere.

Da Klokken var syv, stod Frederikshald i lys Lue. Fjenden opgav
ethvert Slukningsarbeide. Trommehvirvler, Hornsignaler, Kommandoraab
kaldte Soldaterne sammen til Afmarch. I nste Nu bredte Paniken sig
i de uordnede Masser; Gyderne bleve Ildsvlg, Husene Brandfakler;
Luerne reiste sig i taarnhie Flammesiler, det bragede og gnistrede,
og ned over det gldende Ildgab spyede Fstningen Granater og
Skraaskke ind i de tt sammenpakkede Soldaterklynger. Det var ikke
lngere en Kamp, det var et Myrderi uden Naade og Frelse.

Midt i denne Trngsel saaes dog endnu menneskelige og ophiede Trk.
Den strke Skomager Kjeld kom ud af sin brndende Hytte med en svensk
Saaret, der var betroet til hans Omsorg. Nordmanden bar den Syge,
der havde slynget Armen om hans Nakke, med en mhed som en Moder sit
Barn. Han talte beroligende og trstende Ord, medens Sveden sprang
frem af hans egen Pande, og hans ine flakkede rundt for at speide
efter en Udvei af Ildhavet, indtil Baalet slog sammen over dem begge.

Mamsel Jonassen vendte tilbage for at redde Papegien af Den
forgyldte Ngles brndende Krostue, fandt sig pludselig indesluttet
mellem brndende Vgge. Hendes Angstskrig blev hrt. Niels Ankers
skjggede Vildmandsansigt kom forniet til Syne midt i Rgskyerne.

Tak for Skjnken forgangen. Nu giver jeg Mamsellen en anden igjen.

Dermed lftede han hende i sine Arme og bar hende i Sikkerhed ned til
Elven.

Som en fredelig Idyl midt i al denne menneskelige Elendighed virkede
et lille Stillelivsbillede i en Hytte udenfor Byen under Fstningen.
Her stod Skipper Daniel foran en Speilstump; en nyslagtet Hne laa
paa Bordet. Han indsmurte sit Ansigt i dens varme Blod og skar imens
nogle ynkelige Grimacer; derefter indviklede han sit Hoved i et
rdtrnet Trklde og sin venstre Arm i en bloddryppende Bandage,
haltede rundt paa Gulvet og ytrede medlidende:

Sikken dog de Asener har rakket lille Daniels kjnne Ansigt til! Det
maa han have sig en gte Tokayer for fra Brasiliens varme Lande.

Han hentede en gammel Viinflaske og satte sig saa til at skrive en
Ansgning til det danske Krigsministerium om Statsunderstttelse for
det kjre Brd paa nogen Maade at forhverve efter al den Svie og
svre Blessure, han havde hentet ude paa Prammen ved at gjre Fjenden
Modstand og Afbrk paa alle optnkelige Maader, forladt af sine
Medborgere, Peder Colbjrnsen og de andre, der alle lb fra Borde og
lode ham, ringe Capitain Daniel, tilbage som verstbefalende i den
haarde Kamp som en redelig Undersaat efter sin allerunderdanigst Eed,
uanseet af, at han vel kunde haft Aarsag ogsaa at forlade Prammen, da
hans fattige Enkesster, der sidder med mange smaa Brn var bleven
skudt udi hendes Axel. Altsaa ydmygst begjres Invalidepension,
hidle og velbaarne Hr. Statsraad!

Daniel plantede sin knyttede Nve med et vldigt Dask midt i
Skrivelsen og saae sig om i den tomme Stue med vidtopspilede ine og
et triumferende Smil. Jeg gad see den, som kan sutte en delicatere
Lobescowes sammen, udbrd han og reiste sig. Der er et Par Lgne i
den, det er det eneste, der kan siges med Sandhed om den Ting. Det
skal lille Daniel have sig en gte dansk Kornsnaps for, fra Kongens
Kjbenhavn. Udenfor farvedes Himlen blodigrd af det flammende Baal
nede i Staden. Daniel traadte hen til Vinduet med Snapsglasset,
rystede misbilligende paa Hovedet og udbrd: Naada, hvor de gale
Mennesker rutter med Mutters Pindebrnde!

Denne Ansgning blev virkelig senere afsendt, underskrevet af to
afskedigede Underofficerer, der laa i Strid med Borgerne.

Mange af de tilbageblevne Borgere brndte inde; Dagen efter fandtes
deres forkullede Been i de rygende Tomter.

Nu stod Fjendens hele Haab til at naae den 150 Alen lange Bro, der
endnu var ufarbar. Broen blev et Haigab, som de Flygtende maatte
styrte sig ind i, medens Kuglerne fra Prammen og fra Omegnen bestrge
de gyngende Planker, og medens de Bageste trngte de Forreste; det
var Toppunktet af Rdsel, medens de Fremstormende under Fstningens
Lynglimt, der ld som Tordenbrag, hovedkulds styrtedes i Elven
eller trampedes ned. Der stavredes hen over Stakler, der skrege af
Smerte, over Dende, der bede sig fast i de Flygtendes Fdder, over
Saarede, hvis knuste Lemmer vrede sig i Pine; hse Kommandoord, som
Ingen adld, Forbandelser, Rallen og ovenover det Hele Fstningens
uafladelige Torden, -- underneden Elvens Strm farvet rd af Blod.

Det var et Mandefald.

Tre tusinde svenske Krigskarle brde ind i Staden, nppe tusind
slap levende derfra. Blandt de Dde vare flere verstbefalende,
fjorten Capitainer og otte og tyve Lieutenanter. Rundt i Gaderne
fandtes deres forbrndte Liig, der af Nordmndene bleve begravede paa
Kirkegaarden.

Tilsidst, som det smmede sig en saadan Helt, kom Carl den Tolvte,
omgivet af en lille Skare trofaste Mnd, der villig gik i Dden for
deres Konge. Han selv gik freidig, med spndstige Skridt midt i denne
Kreds og saae sig om.

I Morgen vender jeg tilbage og slaaer min Leir paa Brandtomten, Far
min! udbrd han og nikkede til sin Fange, Hans Colbjrnsen, der
tilligemed Jens Munk gik i hans Nrhed.

Vi faae at see, Deres Maiestt, svarede Colbjrnsen. Nu skal jeg
gaa hjem og underrette mine Landsmnd om Eders Besg.

Med disse Ord sprang han over Bolvrket og naaede Land, skjndt han
under Svmningen blev ramt af en Kugle.

En graahaaret Kmpe brd pludselig frem af Svrmen, ledsaget af
Jrgen Halvorsen og nogle skindkldte Mnd, hvis bredbladede
xer gjorde lyst omkring dem. Med ustandselig Magt trngte den
graanede Bersrk frem gjennem de Rkker, der omgave Kong Carl; hans
kortskaftede xe hvedes og sank, og hver Gang styrtede en Mand til
Jorden.

Vel mdt igjen, Kong Carl! raabte Bjrnstad med en Rst, der
overdvede Tordenbraget rundt om.

Carl den Tolvte vendte sig sorgls og gjenkjendte Kmpen, der to
Gange i Dagens Lb havde truet hans Liv, frste Gang da han stormede
Borgerskandsen, og Bjrnstad i Haandgemnget afbrndte sin Pistol mod
hans Bryst, anden Gang da Kongen efter Bnnen traadte ud af Christi
Herberg Kirke og to af hans Drabanter med Tabet af deres Liv havde
kastet sig mellem ham og den frygtelige Kmpe.

Et Bsseskud oplyste i dette ieblik Bjrnstads furede Ansigt, hvis
Aarer stode spndte, idet han med ubndig Villiekraft uden Dkning
hvede begge Arme for at give sig hen i det drbende Hug.

En herlig Kraftgubbe! raabte Carl den Tolvte, henrevet til
Begeistring ved Synet af denne kmpemssige Thorfigur. Prgtige
Karle, disse Nordmnd! De skulle blive mine.

Min skal Du blive, naar vi To nste Gang mdes, Carl af Sverige!
raabte Bjrnstad med en Steentorrst fra fulde Fjeldlunger, medens
Kongens Mnd reve deres Afgud bort, og Bjrnstads xe klvede Hovedet
paa den Officeer, der sprang frem og skilte ham fra Kongen. Nye
Svrme brde igjennem og trngte Bjrnstad tilbage mod Bolvrket. Det
var Colbjrnsens brogede Karle i vildt Haandgemng med Dalkarlene.

Oven over Broporten saaes pludselig en ungdommelig Skikkelse
omblget af Krudtrg, med lyst, lokket Haar om det seiersstraalende
Ansigt. Han havde en Fane i sin hire Haand, Colbjrnsens Fane, der
endnu opbevares hos Borgervbningens Stadshauptmand. Han svingede
den jublende og sgte at plante den ved Siden af Vaabenskjoldet med
Vildmanden over de Kmpendes Hoved, idet han af al Kraft raabte:

Hurra, Fatter! vi slaaes nu under vort norske Flag i vor egen Stad!

Bjrnstad slap xen og strakte Haanden afvrgende i Veiret.

Kom ned, kom ned, Ulykkesbarn! vil Du lgge mit Huus de? raabte
han opefter.

Leve gamle Norge! raabte Halvor. Det gav et St i ham. Han sank i
Kn, slyngede Armen om Fanestangen og sank ned i Faderens udbredte
Arme.

Her, de ramte mig bare her, hviskede han.

Nogle Bloddraaber piblede frem under hans venstre Bryst. Bjrnstad
lftede sin dende Dreng og bar ham ud af Kamptummelen ned mod Wrns
Have, hvor Hngepilen hang ud over Vandet. Bjrnstads af Lidenskaber
furede Ansigt stirrede ind i Snnens: han saae at Dden var der med
sin Stvning.

ie for ie, Tand for Tand! Her paa dette Sted faldt ogsaa min
ulykkelige Sn -- Almgtige, uransagelige Gud, hvorfor bnhrte Du
en taabelig Moder, der i sin Uforstand bad om Hvn over sit Barn?
udbrd en Stemme ved Siden af Fader og Sn.

Bjrnstad saae op.

Sster Ellen! udbrd han med usikker Rst og stirrede paa
den forvitrede Skikkelse, hvis graa tottede Haar hang ned over
Pjkkerten, medens Stormuglen knugede sin Hat mellem de rynkede
Hnder, og Taarerne strmmede over de indfaldne Kinder.

Faster Ellen! udbrd Halvor og smilede; nu bliver Du hjemme
hos Far, ikke sandt? -- Olaug? udbrd han med et St, reiste sig
pludselig halvt i Veiret og slyngede Armene om den unge Pige, der
traadte frem fra Hngepilens Skygge og stttede Barndomsvennens Hoved
i sit Skjd. Olaug, frst Seiren, saa Lnnen, var det ikke saa? --
Kys mig nu.

Olaug biede medlidende sit Hoved og kyssede Halvors Pande og Lber.
En Skjlven gjennemfoer ham, han udaandede i Seiersjubel og i sin
unge Kjrligheds Morgenrde.

Da Olaug reiste sig, stod Jrgen taus og srgmodig ved hendes Side.

Jrgen! udbrd hun med et Skrig som en Druknende, der pludselig
seer Frelse. Nu, Jrgen, hjem -- hjem til Dig!

Hun kastede sig til hans Bryst og var hjemme.

Ude over Heden flygtede en Konge paa Veien til sit eget Rige, mens
Ildskjret brndte hans Nederlag ind i Norges Steengrund med gte
Farver, der aldrig blegne.

Borgernes Jubel over Seiren var isprngt med Sorg over de rygende
Brandtomter og de forkullede Kammeraters Liig, tillige med Frygt for,
at Svensken skulde vende tilbage. Da ld den 8. Juli om Morgenen
en heftig Skyden, som hrtes mere og mere jo lngere det led ud paa
Dagen. Man lyttede med Frygt og Bven; thi Ingen vidste, hvem det
var, eller paa hvis Side Seiren faldt.

Om Aftenen stormede Colbjrnsens Kundskabsmand, Hans Brecke, op mod
Fstningen og meldte, at Fjenden var i fuldt Arbeide med at pakke
sine Sager og trkke over Grndsen. Kort efter kom Niels Anker og
Halvorsen styrtende med det Seiersbudskab, at Peder Tordenskjold, den
bermmelige Helt, havde i Dynekil slaaet hele den svenske Flotille,
der var ladet med alt det Skyts, som Carl den Tolvte utaalmodig
ventede for at kunne indtage Frederikshald.

Og Svenskerne vare visselig blevne lngere i Norgesland, om Gud ei
havde omstdt hans Anslag i dette Seslag ved Admiral Tordenskjold,
den, han brugte som et fuldkomment Middel at hjlpe ved.




MARI BJRNSTAD.


Det saae srgeligt ud, da den svenske Hr atter var draget hjem
over Grndsen. Ikke en Sdkjrne var lagt i Jorden i Miles Omkreds
udenfor Frederikshald, hvor de svenske og norske Soldater havde
ligget. Dansken var vel Mester paa Sen, og et nyt Felttog i Norge
vilde fordre anseelige Udrustninger, hvorfor Kong Carl besluttede for
denne Gang at lade det beroe ved, hvad der var skeet; men enhver,
der kjendte Krigerkongens Karakteer, vidste, at han vilde vende
frygtelig tilbage, og at han allerede gjorde Forberedelser til et
nyt Indfald i Landet. Saasnart Kong Carl havde faaet sine fangne
Officerer udvexlede, besluttede han at lade en Deel af Hren forblive
ved den norske Grndse for at holde ie med Nordmndene og svkke
deres Modstandskraft ved saaledes at tvinge dem til at tre paa deres
Grndsemagasiner.

Frederikshalds Borgere havde, efter deres heltemodige Opofrelse, af
Regjeringen modtaget betydelig Lettelse i Skattebyrder, Privilegier
osv. for atter at kunne opbygge deres Stad; ligesaa lod Kong
Frederik udskrive en Skat i alle danske og norske Stder og Kommuner
til Erstatning for den lidte Brandskade; men disse Penge bleve frst
inddrevne i Aarenes Lb, og Borgerne maatte saaledes forelbig hjlpe
sig selv med at reise Brdehytter paa Brandtomten og i Fllesskab
sge at komme til Krfter igjen.

Det var atter Vinter. Bjrnstad levede endnu oppe paa Fjeldet.
Stadens Kjbmnd havde andet at tnke paa end at fuldbyrde Dommen
over Eieren af Fossegaarden; men Husets Beboere vidste, at der var
kun givet dem en stakket Frist, og at det dragne Svrd vilde falde,
naar Orden og Ro igjen herskede i Staden.

Taagen laa tt og tung ude over Fjeldklften; inde i Huset var der
blevet taust og de siden ung Halvors Dd; alene Duren fra Fossen ld
op gjennem Stilheden i den knagende Fyrreskov.

Ivrigt gik alt sin vante Gang i Bjrnstads Hjem og i hans Bedrift.
Nu i de korte Dage naaede Solen ikke did; Ilden knitrede i de brede
Arner. Vinteren heroppe er mrk og streng med ondt, ustadigt Veir;
den tager allerede sin Begyndelse den 14de Oktober, som er Calixti
Dag, og varer ved indtil Tiburti, den 14de April, som er frste
Sommerdag. Efter gammel norsk Skik deeltes Aaret kun i tvende Parter,
Sommer og Vinter, hvorefter Primstaven, som er den gamle norske
Kalender, har vret indrettet med Vinter paa den ene Side og Sommer
paa den anden.

Mari Bjrnstad gik endnu stilfrdig om og syslede i det kolde Huus.

Hvem af os er ikke saa lykkelig idetmindste een Gang at have mdt en
af disse graanede Hjemmets Heltinder, hvis Hverv alene er at vrne
om alle gode, svage Spirer, som sge at bringe Trst og Velsignelse
til Andre, mens de oftest selv komme ud fra Livet med snderrevet
Kldning og blodigt Hjerte, hvis klare ine altid sgte det Mindste,
mens de fandt det Store -- for hvem Livets Kunst bestaaer i at
dele sig selv ud i saa mange smaa Skillemnter som muligt i stadig
Angst for, at de dog ikke rkke til at hele det Sndrede, at lge
det Saarede -- skjlve for ikke at eie nok at dele ud i disse
upaaagtede Velgjerninger, der belnnes i de tusinde Led, og som
mildner Straffen for Fdrenes Misgjerninger i det tyvende Led. Hvem
har ikke idetmindste een Gang lrt at velsigne En af disse Stille,
hvis Lsen ikke er skarpttnkte Lre- og Leveregler om Selvvurdering
og Personlighedsflelse, men dybtflte Grundstninger, medens de i
ubevidst Ophiethed ydmygt hente det dle Metal frem fra Hjertets
ukjendte Dybder. -- Lad saa kun alle Lrde og Skarpsindige kaste sig
derover og analysere med Mikroskopet, efterspore Nervens Function
under Livslegen, sortere paa Hylder, destillere i Flasker,
concentrere, indforklare, bortraisonnere og udrede bevidst og
ubevidst Psychologi, flytte Grndseple indefter -- saalnge vi
beholde selve Naturens dleste Digtervrk, den sande Kvinde, --
uforfalsket og ubevidst. Ja, hvem af os er saa ulykkelig ikke at
kjende en af disse graanede Velgjrerinder, for hvem Gud ikke er
den befriende, forlsende, men ham, der gjr Byrden endnu tungere,
endnu mere dyrebar, endnu mere velsignet uafrystelig, og som segnende
derunder endnu i Dden sger at fastholde, forlfte sig, Heltinder i
det Skjulte, der ubemrkede, som de levede, liste sig ud af Livets
Dr paaklem, for at finde Himlens Port slaaet op paa vid Gab,
Heltinder, der efterlade det dybe Savn, den gnistrende Morild, der
sees paa Verdenshavet i Kjlvandsstriben lnge efter, at Seileren,
der frembragte den, er forsvunden; Kvinder, der mgte alt, fordi de
give alt, som tro blindt og ville fuldtud gjennem deres faste Tro,
uovervindelige i deres svage Styrke, uerstattelige siden hen. Fred
over deres store Gjerning.

Jeg sender denne beundrende Hilsen i Sind og i Tanke til den frste
af de dle Kvinder, hvem denne Bog er tilegnet.[5]

 [5] Forfatterens Svigermoder var en hitbegavet Dame, Sster til
 den bekjendte norske Maler, August Cappelen, hvis Malerier findes i
 Christiania Nationalgalleri.

Mari Bjrnstad var en af disse velsignede. Hun havde lidt det
tungeste Slag, der kunde ramme hende, gjennem Snnens Dd.
Mrkelig nok syntes det, som om hendes blde Sind, nu da de frste
Srgemaaneder vare forbi, havde vundet strre Fasthed, som om hendes
biede Ryg rettede sig, som om hun traadte med strre Sikkerhed paa
den Jord, der nu gjemte hendes Skat og ikke lnger var i Stand til
at saare hans Fod. Tidligere var det, som om hun bad Luften om
Forladelse, fordi hun aandede den, sgte at mildne dens Storme ved
Bnner og Taarer. Nu lod hun Stormen fare hen og lsne Sneeskredet
i Vinterfjeldene; nu lod hun Regnen strmme og Menneskene tale; det
var jo blot hende, alt Ondt kunde ramme; det lyse, krllede Hoved laa
derude paa Kirkegaarden med Seierssmil om Lben. Selv Maris Frygt
for Bjrnstad syntes mindre; hans Barskhed overfor Drengen var nu
forstummet; han deelte hendes Sorg. Fredlslysningen, der svvede
over Mandens Hoved, havde ogsaa mistet noget af sin Rdsel for hende,
nu da Snnen ikke lnger kunde lide derunder.

Naar denne Sag blev berrt, viste Bjrnstad sig ligesaa ubielig som
tidligere. Jeg vil leve og d som fri Mand i min Rede, ld hans
Svar.

I den sidste Tid ind under Juul kom der en underlig Uro over Mari.
Hun vandrede rastls om i Huset. Hendes spinkle Skikkelse svandt ind;
to rde Pletter paa Kinderne rbede den Feber, som fortrede hende;
alene inene bleve strre og mere glandsfulde; noget usdvanligt
syntes at vre i Gjre. Hun stod af og til, naar hun troede sig
ubemrket, henne ved Ruden og stirrede lngselsfuldt op mod den Stump
mrke Himmel, der viste sig over Fjeldskrnten, eller hun sgte
over den gyngende Bro til Mor Ulles Hytte, hvor nu et nyt Par havde
hjemme, hvis Lykke ingen Historie har: Jrgen og hans Hustru Olaug.

Saa var det en Aften i December, at Bjrnstad uventet kom tidlig
hjem fra sit Saugbrug nede ved Fossen. Han fandt sit Huus tomt, og
da han traadte ind i Sovekammeret, stode Kasser pakkede og lukkede
som til en forestaaende Reise. Han kaldte paa sin Hustru, men fik
intet Svar. Saa stillede han sig bag de blomstrede Forhng ved Ruden
og stirrede med et mrkt Blik over mod de Unges Huus, hvor frem- og
tilbageilende Skygger foran Lyset i Stuen rbede, at Noget var paa
Frde. Lidt efter gik Hyttedren op, og tre Mnd, fulgte af Mari,
begave sig over mod hans Huus. Mari lukkede Mndene ind i Forstuen.
Bjrnstad hrte Jrgen sige til de Andre:

I To blive nu staaende her i Mrket. Saasnart Bjrnstad aabner Dren
udefra, kaste I Jer over ham, jeg svber Tppet om hans Hoved og af
Sted til Slden! Saa brer det Vest paa, alt hvad Remmer og Kjlke
kan holde. I Morgen stder Mari og jeg til Jer. -- Nu henter jeg
Tiet ned.

Idet Jrgen, ledsaget af Mari, traadte ind i Sovekammeret med et Lys
i Haanden, udstdte hun et Skrig og stttede sig segnende til Jrgens
Arm. Bjrnstad stod midt paa Gulvet med korslagte Arme og betragtede
hende med et haanligt og spottende Blik.

Du gjr altsaa Ledtog med mine Fjender bag min Ryg, Mari Bjrnstad?
spurgte han.

Du maa frelses, Halvor! hviskede hun skjlvende. I Nat kommer
Fogden med Bykarlene for at hente Dig til Fngsel og Dom. Stter
Du Dig til Modvrge -- og det gjr Du -- saa drbe de Dig som en
fuglefri Mand.

Mari har Ret: Byfolkene ere hidsede op mod Dig af Daniel og de
andre Ulivsmnd, Du har dernede; de sige, at mens de kmpe for
Livet i Halden, beriger Du Dig heroppe med deres Tmmer ved Fossen.
Hvad nytter det, at vi vide, Du er uskyldig; Du vil blive fngslet
og dmt. Derfor maa Du bort endnu i Nat med eller mod din Villie,
Morbror! sagde Jrgen bnligt. Vi ere komne for at frelse Dig.

Bjrnstad syntes ikke at hre. Hans gldende ine vedblev at vre
fstede paa Mari, der vred sig under dette Blik, som rummede en
Verden af Foragt og Vrede.

Hun strakte afvrgende Haanden op imod ham.

Du slog ikke til, lille Mari! sagde han med Eftertryk, medens hans
Bryn skjlvende droges op og ned. I Nat, her, skilles vore Veie.

Mari sgte at gribe hans Haand; han stdte hende heftigt fra sig. Hun
vaklede og faldt over mod Bordet. Jrgen sprang frem og lftede hende
op.

Lad mig ligge, hviskede hun og stirrede med bristende Blik mod
Bjrnstad, som om hun ikke ret kunde see ham. Jeg tilhrer min
Huusbond. Har jeg forsyndet mig mod ham, saa vil jeg lide den Straf,
han paalgger mig.

En lydelig Banken paa Forstuedren afbrd den Stilhed, som nu
paafulgte; trampende Skridt og hie Stemmer lde op til Sovekammeret.

Luk op i Lovens Navn! sagde en Stemme.

Forsilde, forgjves -- Flygt, Bjrnstad! bad Mari og klyngede sig
til Mandens Kn. Dernede Fngslet, heroppe Dden!

Og Trolshed, sagde Bjrnstad haanligt.

Giv mig et andet Ord med paa den lange Reise! hviskede hun og
reiste sig med Besvr.

Forstuedren blev revet op, der ld allerede Trin paa Trappen
udenfor. Mari stak med en sidste Anstrengelse sin Arm ind i
Drkrampen og stngede saaledes Dren.

Flygt! bad hun. Et heelt Liv gav jeg Dig i Kjrlighed, min
Bjrnstad! Nu kalder Halvor. Giv mig blot dette ene: frels Dig! -- og
vr velsignet!

Hun sank sammen.

Bjrnstad saae forfrdet Ddens Skygge brede sig over Hustruens
indfaldne Trk. De sidste Dages Spnding, den sidste Times Kamp var
for meget for hendes svage Krfter. Udefra ruskede Byens Mnd i
Dren; hun flte ikke lnger Smerten i den lemlstede Arm; hendes
livlse Legeme hvilede ved Bjrnstads Bryst; hendes Sjl fli mod Gud.

Luk op, i Lovens Navn! ld Foged Wexelsens bydende Stemme udenfor.

Bdler i Helvedes Navn, hold inde! tordnede Bjrnstads mgtige
Stemme indefra.

Et ieblik efter blev Sovekammervinduet lukket op med et Brag, og en
sort Skikkelse, ifrt Bjrnstads mrke Vadmelskofte, gled lynsnart
ned langs Muren ud over Klften og forsvandt i Dybet, medens Jrgen
Halvorsen biede sig ud af det aabne Vindu og kaldte Lovens Folk til
Stedet.

Kors og Pine! udbrd Byskriveren og sprang hen til Afgrundens Rand,
ledsaget af Stokkemndene. Manden har paa det Skjndigste undlivet
sig selv for at undgaa Lovens retfrdige Straf.

Samtidig gik Husets Bagdr op, og en Skikkelse gled ubemrket ned mod
Krattet og forsvandt i Skovtykningen.

Bjrnstad var fra denne Dag forsvundet fra Egnen.




I LBEGRAVEN.


Den 9de November 1718 kom Kundskab til Frederikshald, at Carl den
Tolvte paany var brudt ind i Landet, denne Gang med en Hr, der
bestod af 16,000 Mand Infanteri og 13,000 Mand Rytteri, medens
General Arnfeldt samtidig trngte ind i det trondhjemske Lehn i
Spidsen for henved 10,000 Mand. Kong Carl havde tilbragt det meste
af sin Tid siden 1716 ved Landets Grndse med idelige Forberedelser
til et nyt Indfald i Norge. Hans Plan var lagt til Rette i dens
mindste Enkeltheder. Norges Erobring var kun det frste Led i et
Kmpekrigstogt, der bagefter skulde omvlte den bestaaende Orden i
Europa.

Den svenske Konge deelte sin Hr i tre Afdelinger, hvilke alle
skulde forene sig ved Frederikshald; det var hans Hensigt at tage
Frederikssteen, fr han gik videre.

Byens Borgere modtoge denne Efterretning med Sorg, Harme og Skrk;
deres Ofre og Tapperhed syntes saaledes at have vret forgjves og
deres By hjemfalden til Arvefjenden.

Samme Nat laa Kongen paa en Bondegaard, Prstebakken kaldet, en halv
Mil fra Frederikshald. Fjenden vedblev sin Fremrykning, langsomt,
men sikkert. Kong Carl havde af Erfaring lrt, at Stad og Fstning
hverken lode sig overrumple eller tage ved Storm; denne Gang skulde
en sindrig lagt Krigsplan flges og intet forspildes ved Overilelse.

Klokken tre den 15de November bleve de frste Allarmskud lsnede
fra Fstningen, og Normndene snkede deres Fartier i Indlbet.
Af Byens Indvaanere vare nogle dragne andet Steds hen, da endnu
kun faa Huse vare gjenopbyggede. Kongen lod Borgerne sige, at han
snart skulde have Fstningen i sin Magt, saaledes ogsaa Byen. Den
24de November gjorde han om Natten atter Forsg paa at overrumple
Staden og stod allerede ved Kirkegaarden; men mod hans Forventning
var Borgerskandsens Bestning ogsaa denne Gang aarvaagen og drev
Svensken tilbage med Musketild. Nat og Dag var Fjenden beskjftiget
med at gjre Skandsekurve og Faskiner og grave Lbegrave ind imod
Fstningen, samt fremslbe Kanoner og Mrsere m. m.

Taagen laa i alle disse faresvangre Dage uigjennemsigtig over Landet.
I det stille Veir kunde Byens Borgere ved Nattetid hre Fjenden
hugge, raabe og vre i idelig Bevgelse.

Fstningens Garnison bestod af ca. 1200 Mand. Ingen tvivlede om
Udfaldet: Frederikssteens og Stadens Indtagelse af Carl den Tolvte.

Den 6te December Kl. et var Fjenden trngt saa vidt frem, at han
inden Aften havde skudt Breche i Gyldenlves Bastion; den 8de om
Eftermiddagen blev denne vigtige Stilling taget ved Storm; Kong
Carl satte selv en af Stigerne mod Muren. Dermed syntes Fstningens
Skjbne at vre afgjort. Samme Nat fortsatte Svensken at grave
Lbegrave, som han havde paabegyndt sex Dage tidligere, ind
mellem Gyldenlves og Frederikssteens Contreskarpe under heftigt
Bombardement og Kanontorden fra Fstningen. De lange, mrke Ntter og
Taagen kom Fjenden til Hjlp.

Trods den tilsyneladende Seiersvished, hvormed den svenske Hr
saaledes denne Gang rykkede frem mod sit Maal: Norges Underkastelse,
herskede der en mrk og trykket Stemning i den fjendtlige Leir.
Utrolige Savn, Lidelser, Sult og Kulde havde allerede bortrevet
henved 4000 Mand af Carls Armee; langs Veie og Grfter, i Skove
og mellem Klipperne fandtes ihjelfrosne Mennesker og Heste.
Enhver forudsaae sin egen Skjbne i dende Kammeraters, medens
disse forgjves paakaldte Hjlp. Og hvorfor skulde disse Lidelser
gjennemgaaes? spurgte Soldaterne indbyrdes. Svaret ld sagte og
hviskende, men uimodsigeligt: for at tilfredsstille en urolig
Krigersjls Trang til Kamp. Derfor bortdsledes Blomsten af Sveriges
unge Mnd, og derfor dedes Landets Midler, saa at Hungersnd stod
for Dren derhjemme.

Kong Carl selv ledede sit Togt, mrk i Hu. Alt gik ham for langsomt.
Kongen udtalte ofte sin Misfornielse for Ingenieuren Maigret, der
ledede Ingenieurarbeidet.

Vr rolig, Deres Maiestt! svarede Officeren. Inden 8 Dage
overgiver jeg Dem Fstningen eller mit Hoved.

For at vre nr ved Arbeiderne lod Kongen opslaa en lille Brdehytte
mod Fjeldvggen, og saaledes gik alt, til den mrkelige Dag indtraf,
der i et ieblik gjorde den bermte Konge livls, efter at han i
nittenaarige Krige havde overlevet utallige Farer.

Det var den 11te December, 1ste Sndag i Advent. Alt Arbeide
stod stille efter Kongens Befaling. Han selv indfandt sig i sit
Hovedkvarteer i Tistedalen for at bivaane Gudstjenesten baade For- og
Eftermiddag. Efter Aftensangen samledes hele Generalitetet og modtog
Ordrer; derefter drog Kongen sig tilbage og opbrndte, mrkeligt nok,
en Deel Papirer.

Underlige Rygter lbe omkring i Hren; Forudsigelser om Kongens
nrforestaaende Dd syntes at have vundet Tiltro; Stemningen var
mere end almindelig trykket mellem Soldaterne; Mrket laa vaadt og
uigjennemsigtigt over det fremmede Land. Alene Fstningen lyste som
et unaaeligt Feepalads ud i den sorte Vinternat. Kommandanten havde
imod Angrebssiden oplyst Murene med Beegkrandse, som skinnede over
hele Egnen. Idelig fli Lyskugler ud gjennem Luften ned i Fjendens
Approcher for at oplyse hans Foretagender, og Musketilden knaldede
denne Aften i livlige Kjdesalver.

Det Mandskab, som samme Nat var kommanderet til Arbeide i
Lbegravene, laa endnu under Bedkning af en Klippe og ventede paa
Ordre til at rykke frem mod det Sted, hvor Arbeidet med de nye Linier
skulde begynde.

Soldaternes udhungrede og barske Ansigter fik et endnu mrkere Udtryk
i det flammende Skjr fra Baalet, hvorom de vare leirede. De talte
ikke meget; nogle laa og tyggede paa Birkebark og Granskud.

Mns Eriksson Trompeter var endnu blandt de Levende; men han hverken
sang eller digtede denne Aften, og hans sidste Uddelighedsvrk
bestod i en Gravsang over sig selv, som vi dog her ville forskaane
Lseren for.

En hi, svrlemmet Mand laa nrmest ved Baalet. Han var ifrt svensk
Rytterkappe og laaden Hue; hans buskede Bryn og graa Haar hang frem
derunder som en Allongeparyk. Han havde sluttet sig til de Svenske
fra Krigens Begyndelse, talte kun sjldent, syntes at hre til
Grndsebefolkningen, hvis Sprog er en Blanding af svensk og norsk.
Manden gjorde hidtil god Nytte som Veiviser og Minegraver.

Soldaterne skyede ham paa Grund af hans ordknappe og barske Vsen; de
dbte ham Bjrnen; under det Navn gik han imellem dem.

Der ld en Trommehvirvel: Carl den Tolvte vendte tilbage fra
Hovedkvarteret og begav sig ned til Lbegravene.

Den Graahaarede med Pelshuen reiste sig og stirrede paa Kongen, der
efter Sdvane gik frit omkring blandt Soldaterne og talte med hvem,
han traf paa. Kongens sorteblaa ine havde et ieblik hvilet ligesom
speidende og gjenkjendende paa den hie Graahaarede; derefter vendte
Maiestten sig bort fra ham og gik videre.

Omtrent paa dette Sted fik Tolvte Karls Bedstefader, Carl den
Tiende, sit Banesaar af en norsk Kugle, sagde Bjrnen og strg med
Haanden over sin Pande. Hvem veed, naar denne kongelige Sjl i Storm
og Flammer, der trodser alle Lande, al Vedtgt og Lov og Ret, ved en
anden norsk Kugle faaer Ende paa al Strid og Sorg og sorte Minder!

Sludder og Vaas og norsk indbildsk Vrvl! raabte Eriksson og
sprang op. Den norske Kugle blev aldrig stbt, der drber svenske
Konger. Carl den Tiende dde den 24de December 1660 rlig og redelig
i Gteborg af en lumsk Feber, som han hentede her i dette usunde
Land, og Carl den Tolvte gaaer nu sin store Tid i Mde. -- Kom,
gossar! vedblev Mnsson. I skal nu hre hans Faders, Carl den
Ellevtes Spgelsesyn paa Stockholms Slot; min Mormor, som er kongelig
Gangkone, har fortalt mig det grangiveligt. Naar I har hrt det,
saa veed I, at vi snart faaer Ende paa Lidelserne i disse fordmte
Sneeskove, og at vor Carl frer os lukt ind i de store Riger, hvor
Guldet groer, og Vinen flmmer.

De forkomne Soldater og Arbeidere flokkedes om Mnsson, der mangen en
Nat havde holdt deres Mod oppe ved lystige Indfald og frie Historier.

Mnsson fortalte nu uden Afvigelser det bekjendte Syn, som allerede
den Gang levede i Folkemunde, og som skal vre beediget og egenhndig
nedskrevet af Carl den Ellevte Natten mellem den 16de og 17de
December 1675, tillige underskrevet af ienvidnerne Carl Bjelke,
Rigsdrost, W. Bjelke, Rigsraad, Oxenstjerne, Rigsraad, og Peter
Granslen, Vagtmester, hvorefter Papiret blev nedlagt i Arkivet i en
tung Kiste med mange Laase. Afskriften af dette mrkelige Dokument
cirkulerede allerede i Aarene 1740 og 1760, og trovrdige Folk
kjendte da Sagnet fra deres Barndom.

Erik Mnsson fortalte nu flgende, der begjrligt blev opfanget af de
Lyttende, og som nie passede ind i Timens Stemning og forhiede den
overtroiske Frygt, der beherskede den svenske Hr:

Seer I, gossar, Carl den Ellevte vaagnede Klokken 12 i sit
Sovekammer, syg og ussel som han var bleven, og kastede hndelsesviis
sine ine paa Vinduet, hvor han blev vaer en strk Lysning i
Riddersalen. Han sagde til sin elskelige Rigsdrost Bjelke, som var
hos ham i Kammeret: Hvad er det for en Lysning i Riddersalen? Jeg
troer, der er Ildls.

Rigsdrosten svarede: O nei, Deres Maiestt, det er Maanens Skin.
Og Kongen lod sig nie med den Snak og vendte sig mod Vggen, men
var usigelig angst til Mode og kiggede igjen over paa Lysningen.
Saa sagde han en Gang til: Her kan det aldrig gaa rigtig til. I
samme ieblik var det, ligesom han blev vaer, at Mennesker havde
i Riddersalen at bestille. Da reiste Kongen sig, ifrte sig sin
Natkjole og gik til Vinduet, hvor han saae, at Salen var fuld af Lys.
Saa lod han Vagtmesteren komme med Nglerne og gik med sit Flge
til den lukkede Lndr, og da Ingen vovede at aabne Dren, gjorde
Kongen det selv, hvorpaa han fandt Vrelset og endog Gulvet betrukket
med sort Klde, og de overfaldtes alle af en strk Gysen. Saa gik
de over Gulvet til Rigssalens Dr. Kongens Flge bade Alle om den
Naade ikke at lukke op. Kongen aabnede atter selv, men trak hurtig
Foden til sig af Bestyrtelse. De saae Alle et stort Bord, omgivet af
sexten rvrdige Mnd; samtlige havde store Bger for sig. Iblandt
dem var en ung Konge paa 16-17 Aar med Krone paa Hovedet og Scepter
i Haanden, og det var besynderligt, at den unge Konge flere Gange
rystede med Hovedet, da alle disse rvrdige Mnd med den ene Haand
slog haardt paa Bgerne.

Den gamle Konge bemrkede nu den ene Henrettelsesblok efter den
anden samt Bdler, alle med optrukne Skjortermer, og de afhuggede
et Hoved efter det andet, saa at Blodet strmmede henad Gulvet. Den
gamle Konge blev nu mere end bange og saae paa sine Tfler, om der
maaskee var noget Blod derpaa; men det var der ikke. Og en Trone
stod lngere borte og vaklede.

Kongen og hele hans Flge skjalv og trak sig tilbage mod Dren, og
dermed forsvandt Synet; kun den syge Konge stod der med Lyset og hans
gjve Folk og gik lige ind og skrev det Hele op. -- Seer I, gossar,
det Syn betyder, at vor Kong Carl skal styrte alle vaklende Troner
og hugge Hovederne af alle vore Fjender, Tyskere og Russere. Han vil
lfte Sveriges Ry til Himlen og fre os lukt ind i Guldlandet. Vi
flge ham blindt. -- Leve vor herlige Kong Carl!

En dmpet Piben kaldte Mandskabet til Arbeidet. Soldaterne sprang op
og grebe Hakke og Spade.

Den store Graahaarede eftersaae Laasen paa sin Pistol og fulgte efter
de Andre. De strke, buskede Bryn vare sammendragne og Blikket fast
og gldende, som om han bar paa en urokkelig Beslutning. Saaledes
seer den Mand ud, der har sat sig det store Maal og hjemfrer Seier
eller Dd.

Kongen gik urolig frem og tilbage i de frdige Lbegrave og
fremskyndede Arbeidet. Carl den Tolvte, hvis gode Hjerte ofte gav
sig Udtryk i store og kongelige Gaver, havde samme Eftermiddag
forfremmet sin trofaste, gamle Tjener, Hultmann, der fulgte ham i
alle hans Krige, blev hos ham i Tyrkiet og ledsagede ham overalt, til
verste Kogemester. Kong Carl var denne Aften i en sr alvorlig og
bevget Stemning. Da saaledes en Officeer, der ledsagede Maiestten
ned gjennem den gamle Linie, henkastede nogle nedsttende Ord om
en Kammerat, der stod dukket under Brystvrnet, vare Ordene nppe
udtalte, fr Kongen havde den Talende ved Haanden og udbrd mildt og
indtrngende:

Ikke saa, min Kjre. Jeg mrker nok, hvad I vil sige, men lr det
af mig aldrig at tale ondt om noget Menneske, naar I taler med Eders
Konge.

Officeren lagde Haanden paa Hjertet og bukkede dybt bevget og grebet
af det skjnne Blik og den blde Rst, der udtalte disse kongelige,
ophiede og uforgjngelige Ord.

Om denne skjbnesvangre Nats Begivenhed skriver et ienvidne,
Lieutenant Carlberg:

Endelig kom Mandskabet anmarcherende ind i den allerede frdige
Lbegrav, som nu skulde fres videre frem. Saasnart Mandskabet
var blevet inddeelt, traadte den franske Oberst Maigret, der var
Direkteur af Attaquen, frem foran Arbeiderne og udstak den nye Linie
paa den Maade, at efter ham defilerede Soldaterne med Faskiner,
Spader og Hakker. Eftersom nu Direkteuren gik Linien frem, lagdes
Faskinerne i en ret Linie, og Soldaterne bleve liggende ved dem.
Saasnart den nye Linie var afsat, defilerede paany flere Soldater
frem og lagde sig ligeledes ved Faskinerne med det forndne Vrkti.
Derefter hidbragtes de alt frdige Skandsekurve. Jeg fik Ordre til
at gaae ind i den nye Linie og lade den fylde. Nu begyndte Arbeidet
efter et sagte givet Tegn, idet jeg opmuntrede Mandskabet til at
arbeide flittigt og grave sig ned, for at de snart kunde faae
Skandsekurvene fyldt til deres egen Dkning. Fra den nye Linie til
Fstningens Udenvrker kunde Afstanden vre omtrent 200 Alen og
saaledes under Musketskud. --

Carlberg gik nu frem og tilbage i den nye Linie og opmuntrede
Arbeiderne, der saa meget hellere adlde ham, som de saae mange af
deres Kammerater falde, inden de kunde komme dybt nok ned og faae
Skandsekurvene fyldte. Denne nye Linie skjd ud i en spids Vinkel
fra den gamle, frdige, hvor man ved Brystvrnet var dkket mod
Kugleregnen. Efter 1 Times Forlb begav Carlberg sig tilbage til
den gamle, fuldfrte Lbegrav, hvor Kong Carl denne Nat opholdt
sig, fordi Fstningen for frste Gang oplyste Egnen med udhngte
Lyskugler paa Murene og udslyngede dem tillige i rigelig Mngde over
Marken, hvilket forekom Kong Carl slsomt og gav ham den Mistanke,
at Kommandanten mulig vilde gjre et Udfald. Kong Carl var derfor,
sorgls og uforfrdet som altid, steget op og stod med Overkroppen
ovenfor Brystvrnet for bedre at iagttage, hvad Fjenden havde for.
Ved hans Fdder stode 8  10 Officerer.

Medens Kong Carl stod her, kom flere Gange i den nye, modsatte
Lbegrav et graahaaret, speidende Hoved til Syne mellem
Skandsekurvene, ligblegt med funklende ine og et forstenet Udtryk af
Alvor og Ro. Hver Gang Kongen vendte sig i samme Retning, forsvandt
Hovedet for atter ubemrket at komme til Syne.

Oberst Maigret traadte nrmere til Carl den Tolvte og sagde med
indtrngende Rst:

Her er ikke Deres Plads, Sire. Det regner med Kardtsker og
Kanonkugler, som ikke have mere Respekt for Kongen end for den
ringeste Soldat.

Vr ikke bange! svarede Kongen.

Jeg er ikke bange for mig selv, ytrede Ingenieuren; jeg er dkket
af Brystvrnet. Jeg frygter for Deres Maiestt, som benytter det
ganske mod dets Bestemmelse.

Gaa hen og see til Deres Arbeidere, sagde Carl den Tolvte
utaalmodig, for at blive fri for ham. Og til de andre Officerer sagde
han: Paa Eders Poster, mine Herrer! Jeg stiger strax ned.

Officererne kjendte Kongen bedre end den fremmede Ingenieur og
vidste, at en Opfordring til at gaae af Veien for Fare, var det samme
som at opfordre Kongen til at blive, for at trodse den. De trak sig
derfor Alle tilbage og hviskede til Maigret:

Lad Kongen staa. De gjr kun ondt vrre ved at overtale ham.

Nogle Minuter senere, da Kongen ikke steg ned, medens Kugleregnen tog
til i Heftighed, blev Maigret atter urolig, mens de andre Officerer
holdt Raad om at lokke Kongen bort fra Stedet ved List, enten ved at
forlange en Befaling af ham, eller ved at bede ham tage et Arbeide i
iesyn og opmuntre Folkene ved sin Nrvrelse.

Maigret paatog sig med sin sdvanlige Ligefremhed at fremfre dette
Hverv og gik atter hen mod Kongen. Idetsamme hrte han en Lyd, som
naar en Steen bliver slynget i Dynd og saae Kongens Haand famlende
gribe om Kaardeheftet. Men da Carl den Tolvte blev staaende i samme
Stilling uden at rre sig, og Mrket paa dette Sted var tt, saa
forstod Obersten endnu ikke, at Kongen var dd.

Da jeg, siger Carlberg videre, var kommen ind i den gamle
Approche, saae jeg Hans Maiestt ligge paa Tranchens indre
Dossering, hvor Hans Maiestt havde draget sig op og laa paa den
venstre Side med Kappen om sig. Han holdt den venstre Haand under
Kindbenet og Hovedet opret over Kronen af Brystvrnet. I en saadan
Stilling hvilede Hans Maiestt med Ansigtet vendt mod Fstningen og
den nye Linie tt udenfor, hvor nogle Arbeidere gik. Denne nye Linie,
som dannede en spids Vinkel med den gamle, lb ikke synderligt ud fra
den gamle, hvor Hans Maiestt laa, _saa at idetmindste de Nrmeste
af Arbeiderne kunde have seet hans Hoved over den gamle Linies
Brystvrn, om de ellers havde givet Agt derpaa. Denne Omstndighed
anseer jeg for betydelig nok til at anmrke her_. --

Andre tvivlede ikke paa, at Kongen var kommen af Dage ved planlagt
Mord.

Natten var ualmindelig mrk, fortller en Grev Lieven. Jeg havde
den re den Nat, Kongen faldt, at opvarte ham som Page. Jeg tvivler
ikke paa, at han er kommen af Dage ved Snigmord. Det var nsten
umuligt, at en Kugle fra Fstningen kunde ramme hans Hoved i en
saadan Afstand og paa den Plet, hvor han stod. Jeg saae Kongens
Liig og er overbeviist om, at Saaret i Tindingen var af en Pistol.
Hvo, der har bibragt ham det, er uvist. De, der have Erfaring i
Krigsvsenet, kjende Knaldet af en Kanonkugle; men Knaldet af dette
Skud var nrmere ved og ganske anderledes. Hele Armeen troede, at
Kongen var drbt af en ubekjendt Haand.[6]

 [6] Dr. C. Palludan-Mller er i sine udmrkede, skarpsindige,
 kritisk-historiske Undersgelser kommen til det Resultat, at Kong
 Carl efter al Sandsynlighed maa vre faldet for et Projectil fra
 Fstningen.

Carlberg befandt sig ogsaa ved Kongens Fdder, da udefra et Skud traf
ind gjennem Hans Maiestts Hoved, hvorved ikke den mindste Bevgelse
mrkedes undtagen, at Haanden faldt ned fra det venstre Kindbeen, og
Hovedet biede sig sagte ned i Kappen, uden at det allerringeste Ryk
sporedes i Legemet. Da Officererne stode saa lavt, kunde Ingen med
Vished bemrke hvor Skudet kom fra.

Den frste, som nvnte Kongen dd, var Generaladjutant Kaulbars. Da
han saae Kongens Hoved synke ned i Kappen, raabte han: Herre Jesus
-- Hans Maiestt er skudt! Opsg General Schwerin og meld ham det.

Carlberg lb strax nedad den gamle Approche og mdte Generalen, der
nsten aldrig veg fra Kongens Side. Da han modtog det srgelige
Budskab, greb han Carlbergs Arm og udbrd hviskende: Herre Jesus!
Han ilede til Stedet, hvor Kongen endnu laa urrt og befalede
Carlberg og Capitain Posse at hente en Baare. De ilede over Bjerget
til Kongens Brdehytte. Her var Forraad af frdige Baarer, som
brugtes til at bortbre dem, der om Natten bleve skudte under
Arbeidet. Carlberg og Posse bare selv Baaren frem foran Kongens
Fdder. General Schwerin havde stillet Vagt i Lbegraven, for at
hindre Kommunikation forbi Kongens Liig. Officerernes Antal var
betydelig forget; de stode alle tause og blege i Faklens Skin.
Generalen steg op paa Brystvrnet ved Kongens Side og lftede hans
Hoved lidt i Veiret, hvorpaa han gjorde et bedrveligt Tegn med
Haanden til de Omkringstaaende uden at sige Noget. Kuglen var gaaet
tvrs igjennem Hovedet og havde draget det ene ie indad, medens det
andet hang ud over Kinden. Liget blev forsigtig lftet paa Baaren og
tildkket med Soldaterkapper.

Adjutant Siquier traadte frem fra Mrket, som laa over Hjrnet ved
Vinkelspidsen, tog Hatten af Kongen og satte i dens Sted sin hvide
Paryk og gallonerede Hat paa Carl den Tolvtes Hoved og srgede for,
at noget af Hat og Paryk kom til Syne under Kappen, hvilket skete for
at gjre Kongen ukjendelig, da man frygtede for den Virkning, som det
bratte Budskab om hans Dd vilde have paa Soldaterne.

Da dette var varetaget, vendte Siquier sig til Officersklyngen og
sagde med et Skuldertrk: Historien er ude. Allons souper![7]

 [7] Det er et karakteristisk Kjendetegn for det strke Indtryk, som
 denne tragiske Begivenhed gjorde paa ienvidnerne, at flere af disse
 og blandt dem Siquier i Vildelse senere hen beskyldte sig selv for
 at have myrdet Kongen, hvilke Tilstaaelser dog klart er beviist
 kun skyldes Hallucinationer. De senere militaire og sagkyndige
 Undersgelser, der fandt Sted paa selve Gjerningsstedet saavelsom
 paa Liget, have tilstrkkelig klargjort, at ikke Skygge af Mistanke
 om en slig Niddingsdaad, som dette Kongemord vilde vre, klber ved
 den tapre og hderlige svenske Nation.

General Schwerin overlod det kongelige Liigs Transport til Lieutenant
Carlberg, der fik ti Mand hertil, hvilke han gav den Besked, at
det var en tapper Officeer, som de maatte bre forsigtigt paa den
ujvne Vei. Da Toget var kommen et Stykke frem, opdagede Folkene,
at de vare gaaede vild og befandt sig paa Toppen af en steil Bakke.
Byen var nr, hvorover de bleve bestyrtede, da man vidste, at
norske Patrouiller her holdt Vagt og saaledes gjorde det voveligt
og usikkert at trnge frem. Baaren blev sat paa Jorden og Veien
langs Elven undersgt. Efter en kort Raadslagning besluttede man at
gaa videre ned over Bakken. Soldaterne formanedes til Forsigtighed;
Carlberg med to Mand holdt igjen paa Baaren under den steile Heldning.

Ved Uforsigtighed skete det dog, at Kongen vltede ud over Baaren ned
i Carlbergs Arme, dog saaledes, at Legemet ikke faldt heelt ned paa
Jorden; thi i samme Nu sprang en graahaaret Mand, der gik ved Siden
af Baaren og ufravendt betragtede den, frem og understttede Carlberg
i at lfte Liget tilbage paa Leiet. Ved den heftige Bevgelse gled
Hatten og Parykken af Kongens Hoved. Maanen, som ved denne Tid var
kommen hit over Fjeldet, kastede sit klare Lys lodret over de
kjendte og elskede Trk. Soldaterne stirrede bestyrtede og udstdte
et Klageskrig.

Kongen -- Kongen! hviskede de. Hvad skal der nu blive af os Alle?

Den Graahaarede stod foroverbiet og betragtede som fasttryllet med
et forskende Blik det gabende Saar i Ligets venstre Tinding.

Det Hul har ingen Pistolkugle frembragt! udbrd han heftig og greb
Carlbergs Arm. Det er en Flnge efter en Granatstump. -- See -- see
selv!

Hvad mener Du? sagde Lieutenanten dmpet og rev sig ls fra Mandens
Jerngreb. Ligemeget, hvor den drbende Kugle kom fra. Kongen er dd,
Krigen endt -- Norge er tabt for Sverige.

Norge er frelst, hviskede Manden og traadte tilbage i Geledet.

Norske, hirstede Stemmer lde i Nrheden. Carlberg lyttede
og befalede barsk Soldaterne at forholde sig stille. De bleve
ieblikkelig tause, medens de med rrende Omhu tildkkede Liget og
fra dette ieblik bare det videre med en m Forsigtighed, som om de
meente, at deres Afgud endnu kunde fle Stdene fra den ujvne Vei.
Srgetoget naaede uden videre Uheld til den ldre Tranch, Baaren
lftedes op over Brystvrnet og ankom kort efter til Hovedkvarteret
i Tistedalen, hvor Kong Carl samme Aften havde bivaanet sin sidste
Gudstjeneste. I hans Lommer fandtes intet undtagen Gustav Adolphs
Portrait og Bnnebog.

Klokken eet om Natten blev Carl den Tolvtes Liig frt ind i den
Hytte, hvor han pleiede at udhvile sig. Idet Baaren naaede Huusdren,
traadte den samme graahaarede Kmpe hen til den, blottede sit Hoved
og stirrede i det klare Maanelys endnu en Gang paa de kongelige,
stivnede Trk, som om han forgjves sgte Svar paa et Sprgsmaal, en
ulselig Gaade, som Fremtiden aldrig skulde opklare.

Bjrnstad -- det var ham -- huuliet, hentret og eensom, biede et
Kn mod Jorden, idet Liget blev baaret forbi ham.

Ikke bleve vi dine Nordmnd; men Du blev vor, Carl af Sverige!
udbrd han med hi Rst. Du store Dde! nu frst hilser jeg Dig
velkommen til vort eget, frie Norge!

Da Baaren forsvandt i Hytten mellem tndte Fakler og srgende
Soldater, strakte den eensomme Mand Hnderne mod Himlen med et Udtryk
saa seiersstolt og jublende som i Bevidsthed om en veludfrt Gjerning
-- som om han i dette Nu gjennem sin hire Haand flte sit hele Lands
Befrielse fra fremmed Aag og Fare.

Samme Nat en Time senere ld en Steentorstemme hen over Stortorvet i
Frederikshald:

Norge er frelst -- Kong Carl er dd!

Raabet blev hrt af Mange, uden at Nogen vidste, hvorfra det kom;
det blev troet, uden at Nogen kjendte den vldige Rst, der slyngede
Gldesbudskabet over Staden. Det fli som en Lbeild gjennem Gaderne.
Der ld et Jubelskrig, heftigt, aandelst. Kirkeklokken, der endnu
hang i en Galge over den Kjlder hvor Gudstjenesten maatte holdes
siden Kirkens Brand, klemtede som til Helligfest -- et Befrielsens
Skrig efter det aarelange Rdselens Mareridt ld fra det ngstede,
forpinte Folkebryst: _Carl den Tolvte er dd!_

I samme Time den svenske Konge faldt, standsedes alle Arbeider i
Lbegravene. Den flgende Dag holdtes Krigsraad. Det blev besluttet
at hve Beleiringen, og at Hren ufortvet skulde drage tilbage
til Sverige. Den 20. December havde alle Svenske forladt Norge. Af
General Armfeldts nordenfjeldske Hrafdeling naaede nppe 500 Mand
tilbage over Fjeldene. Henved 9000 Mand bukkede underveis under for
Vinterkulde, Sneestorme og Hunger.




DEN STORE FRED.


Der gik flere Aar. Meget forandredes i Frederikshald og Omegn. Staden
reiste sig af Asken, Handelen blomstrede, Skibsfarten tog til, et
freidigt, strkt og selvflende Folkeliv udviklede sig hurtigt i
den unge Stad, der var skudt frem af Storbedrifter, omgivet af en
velvillig Samtid, Gjenstand for Udlandets Beundring, Tidens Kjlebarn.

Det gik nu her, som det oftest gaaer, dr hvor de store Storme
rensende fore frem: et sundt og rankt aandeligt Liv blev Srmrket
for Frederikshalds Borgere. De fordrede Retfrdighed og gave
Retfrdighed, Lys og Skygge fordeeltes af den almindelige
Retsbevidsthed. Og den var klariet i det strke Lys, som nu laa i
Luften.

Saaledes gik det til, at der blev ryddet op i meget gammelt og
forgroet. Megen Overvurdering og tidligere Vrangvillie kom paa
Retfrdighedens Vgtskaal, saaledes ogsaa Dommen over Bjrnstad fra
Fossegaarden. Frst begyndte Rygtet at fortlle om hans frivillige
Kamp i Frederikshald under Svenskernes Indfald, skjndt Borgerne
haanlig havde tilbageviist ham fra deres Rkke; dernst blev hans
eneste Sns Fald under Forsvaret omgivet af et smukt og romantiskt
Skjr; om Hustruens Ulykke og Dd vidste man ogsaa meget rrende at
fortlle, og endelig var det mrkelige indtruffet: efter at Bjrnstad
havde forladt sin Hjemstavn og var forsvundet fra Egnen, blev Byens
Tmmer borte i Elvedragene ovenfor Staden i endnu strre Maalestok
end i Bjrnstads Tid. Han havde saaledes baaret Skylden for Andres
Ugjerninger.

Man havde nu erfaret, at Bjrnstad levede oppe i en de Klippeegn
ovenfor Sarpfossen. Han havde tilligemed sin gamle Sster Ellen
opslaaet en Bolig mellem de eensomme Fjelde og boede der i en afsides
Hytte. Det gamle Sskendepar var her bleven et Forsyn for Fattige og
Syge, der kom langveis fra til Eneboerne, for at forlade dem trstede
og glade.

Det var dog endnu ikke disse forskjellige Kjendsgjerninger, der
bevirkede Omslaget i Folkestemningen overfor Bjrnstad og gjorde hans
Navn kjendt og omtalt. Der var endnu et Rygte i Omlb, et ubestemt
Sagn, som satte ham i Forbindelse med Kong Carls Fald, der bragte
alle Hjerter i Frederikshald til at banke strkere, en Beskyldning,
der i sig selv for Staden rummede det Hieste, en Forbrydelse, der
lyste som en Fdrelandsbedrift af strste Betydning, et Rygte, der
ikke havde nogen bestemt Hjemmelsmand, og som dog blev ved at leve,
at svulme, til det antog Karakteren af Forherligelse og Tilbedelse af
sin Gjenstand.

Hvad der sagdes var slet og ret, at Bjrnstad havde fldet Carl den
Tolvte.

Man vidste med Bestemthed, at Bjrnstad hiin Nat befandt sig blandt
Arbeiderne i Lbegravens Sidelinie, da Kongen faldt; man vidste, at
han allerede under Indfaldet 1716 havde sat sig det store Maal at
flde Kongen i aaben Kamp for at befrie sit Land, og man vidste nu
fra Jrgen Halvorsen, at Bjrnstad var en syg og nedbrudt Mand, der
ofte i Febersyner anklagede sig selv for at have fuldbragt den store,
tragiske Bedrift.

Tilsidst var det ieblik kommen, da den offentlige Mening slaaer over
i sin Modstning, taler hit og hiere, bliver Folkets Rst, Guds
Rst, og det blev besluttet i en Forsamling af Byens Borgere, at der
skulde gjres noget for Bjrnstad, at han skulde hdres, udnvnes
til resmedlem i det Colbjrnsenske Fricorps, hvilket han en Gang
forgjves tilbd sin Tjeneste, kort sagt: Bjrnstad skulde udmrkes
med et eller andet, hvad det nu kunde blive til. Han var dog en Mand
fra Frederikshald, deres egen, det maatte fremhves nu.

Medens dette Omslag fandt Sted nede i Staden, levede Gjenstanden for
al denne Velvillie sit eget Liv i en vild og skovrig Fjeldegn norden
for Sarpfossen, tre Mil fra Frederikshald. Denne Fos er hverken saa
hi eller bred som flere andre af Landets Fosse; men den ansees
med Rette for et af Norges skjnneste og mgtigste Vandfald. Isr
udmrker den sig ved den overordentlige Vandmasse og forfrdelige
Kraft, hvormed den skyder sig frem, beriget ved utallige Vandaarer
fra det vilde og skovrige Terrain.

Bjrnstad og hans Sster Ellen levede heroppe i det i uforstyrret
Fred og uddeelte nu med rund Haand Udbyttet af deres Livs Indkomst
til Livets trtte Arbeidere, som langveis fra tyede herop om Hjlp og
Raad. Vinter og Sommer var Stien op til Hytten banet og traadt, og
der gik aldrig Nogen forgjves.

Faster Ellens forvitrede Skikkelse havde rettet sig i de forlbne
Aar. inene lyste med bjrnstadsk Ild; en bruunrd Sundhedsld over
det magre Ansigt rbede, at Livskraftens Kilde atter sprang i hendes
Bryst.

Der var nok at skaffe om i Fjeldhytten. Kernes Mlk stode i lange
Btterkker paa Sterhylderne, Osten laa i Lager, trrede Urteknipper
hang under Loftsbjlkerne. Faster Ellen besad det skarpe Blik og den
lykkelige Gjtte- og Slutteevne, der gjr forfaren i Lgekunst. Om
Vinteren snurrede Rokkehjulet, Ulden kartedes, varme Sokker og Trier
og alskens andre varme Sager laa beredte for de Trngende.

Midt i al denne Travlhed fli Faster Ellens Blik jvnlig forskende
over til Bjrnstads hie og vaklende Skikkelse, naar han uddeelte
milde Gaver med et Blik, der rbede, at det ikke alene var Haanden,
som gav, men Hjertet, der gldede sig over at kunne give.

Nu op med Panden, Broder! ld det ofte barsk og opmuntrende; Han
forstod den bedste Kunst, han, som levede for en anden, levede ei sit
Liv omsonst.

Faster Ellens Tale faldt ofte i Riim, uden at hun egentlig selv
vidste derom.

Blgeskvalpet gaaer i Takt, som Stormen det vil, sagde hun en Gang,
da Jrgen Halvorsen gjorde hende opmrksom herpaa.

Kom nu og hjlp med, Broder, sagde hun til andre Tider i de frste
Aar af deres Eneboerliv, naar Bjrnstad i Timer lukkede sig inde
i sin Stue og sad og stirrede frem for sig med en knyttet Haand
paa hvert Kn, mens Tanker gravede og gravede i hans Indre og kun
naaede at undergrave hans egen Kraft. Saa reiste han sig brummende,
greb Karterne eller Strikketiet og bandt Hoser, mens Vinterstormen
ruskede i Hytten, og Sneeskredenes Drn ld rundt om udenfor. Der
sad de to gamle Skibbrudne, kastede op paa dette Fjeld fra Livets
Brnding, graanede i Sjlens Bedrifter, medens de nu med det slvede
Hgeblik anstrengte sig for at indhente en lssluppen Uldgarnsmaske i
det flakkende Lampelys, medens Mindernes Skred drnede gjennem deres
Indre. Saa hndte det, at Bjrnstad utaalmodig slngte Strikketiet
over til Ssteren og forlod Hytten for at gaae ud i Vinternattens
store Syner. Eller han vandrede langt over Fjeldet til de Hjem, hvor
han vidste, der trngtes.

Aarene havde ogsaa i hans Sind bragt Forandring: Den store Fred var
seen om at komme til ham, og den kom ikke pludselig, ikke uden
Kampe. Lidt efter lidt var dog Kjrlighedens store Du og jeg, Du
fremfor mig gaaet op for ham i sin Vlde, og i dette klare Lys fra
oven stod hans Ungdoms Strben og hans Manddoms Kamp for ham grelt
og skjrende i den hele Selviskhed og Egenkjrlighed, Jeg imod
Dig, Jeg over Dig, over Eder Alle. Hvornaar dette Lys begyndte at
skinne, vidste han ikke selv. Maaskee var det Eensomheden, som maa
til, for at det Store kan trives, og Lsning; thi Bjrnstad lste
meget, og hans lille Bogsamling indeholdt det Bedste af udenlandske
og indenlandske Vrker.

Tilsidst forstod han alle disse Jordelivskampe med de store Ideer som
Banner og et lille jeg selv som Bannerfrer. En dyb Medlidenhed
greb ham for de Mange, der endnu stred og led i Uklarhed dernede.
Det maatte saa vre; han forstod, at det hele Myretuearbeide maatte
forrettes, noget for og noget imod, noget skarpt, andet blidt, noget
beskt og noget sdt, for at skaffe sundt Blod til det Hele og alt,
hvad der ellers maatte til, for at det kunde holde sammen. -- Af og
til gik han ud til det nre Fossefald og stirrede ned i de skummende
Hvirvler; oftere gik han ud paa Pynten med den vide Udsigt nedover.
Her blev han staaende i Timer, et slsomt Monument, forvitret af
Tiden, endnu kmpemssigt at skue. Saa kunde han en Gang imellem
strkke Haandfladen ud, vugge den sagte op og ned, som om han
stedte noget til Hvile, og vendte hjem stttet til sin Stav med den
skaldede Isse hvet og det hvide Skjg og Haar blgende i Vinden.
Lidenskabernes Tid var omme; det afgjrede Stof laa klaret i hans
Tanke. Det, de kaldte Stort dernede, Fremskridt, Magt, Mit og Dit,
selve Landegrndsen mod det Udenlandske, Fdrelandets Begrndsning
til en bestemt Plet Jord, altsammen blev heroppe, omgivet af den
utilhugne Granit i det Eviges Lys, saa smaat, at det ikke var til at
ine.

Ogsaa Sorgen over Maris Dd, der havde knuget Bjrnstad til
Fortvivlelse i de frste Aar, var mildnet; han vidste, at nu var hun
dr, hvor hun hrte til, og forenet med sit Kjreste. Snnens Dd
var ham hovedsagelig en Kilde til Glde. Drengen havde aldrig i Live
vret ham saa dyrebar som nu; det var, som om han havde ofret sit
Land det Bedste, han havde, en reen, ung Kraft, en Blomst i Udspring,
der aldrig vilde trres hen i Storme.

Alene hans Livs store Gjerning, den, i hvilken hans hele Vsen
higede efter at hvile ud, kunde han ikke komme til Ro med, den
Hovedgjerning, der er enhver fuldbaaren Personligheds Hensigt, det
store, beroligende Derfor paa Livets Hvorfor gled fra ham, hver
Gang han vilde gribe den og gjre den til sin.

Kong Carls Dd var hans stadige Tanke. Javist, han var i Lbegraven
hiin Nat og fast besluttet paa at drbe sit Lands Fjende. Javist
havde han hvet sin Pistol og skudt og seet Carl den Tolvte synke
sammen og flt sit Land befriet i samme Nu.

Snigmorder, han? Bjrnstad? -- Javist, han havde i Mulm og Mrke
hvet sit Vaaben mod Kongen af Sverige; men han havde med Glde
aabenlyst bdet med sit Liv for den Bedrift. Snigmorder? -- Nei,
han havde gjentagne Gange sgt Heltekongen i aaben Kamp med blottet
Bryst -- forgjves. For Bjrnstads Fdreland var denne Helt et
farligt Kryb, der ved Nattetid gravede sig ned i dets Jord, for som
en Slange Tomme for Tomme at bugte sig fastere om Fstning og Stad.
Et fjendtligt Kryb knuser man under sin Hl, naar man seer det lfter
Braaden mod Ens Kjreste, naar og hvor man kan. Snigmorder? Nei, nei!
-- Bjrnstad hvede sit Hoved. Han havde i et kongeligt Nu flt sit
Lands Frelse gjennem sin hire Haand; da var det, som om Fjeldene
rundt ham kldte sig i straalende Farver, som om Luften, han aandede,
blev strkere og mere balsamisk.

Men i en anden Time kom andre Tanker, en Tvivl, der sjeldent lod ham
i Ro, og han havde en Flelse af, at han selv gled ud i meningsls
Taage, at Klippegrunden forsvandt under hans Fdder, at han drev
nedover uudforskelige Strmme, for at forsvinde, og der ld intet
Svar over til ham, naar han i Nattens Time kastede sig paa Leiet og
spurgte og spurgte, mens de nagende Tvivl steg.

Ja, var det ham, der havde fldet Kong Carl? -- Det forekom ham,
at han havde seet Kongens Hoved allerede synke ned i Kappen i det
ieblik, han hvede sin skudsikre Pistol og trykkede af. Saaret, som
han nie havde undersgt i Ligets Tinding, kunde ingen Pistolkugle
have frembragt, Kardskregnen var forfrdelig -- og dog -- og dog!
Han sendte Raab paa Raab efter Sandhed ud i sin Eensomhed; men der
kom aldrig Svar. Tilsidst tog denne Grublen sygelig Overhaand og
medfrte Hallucinationer; vaagne Febersyner forfulgte ham og drev ham
rastls fra Sted til Sted.

Faster Ellens vagtsomme ie hvilede ofte sprgende paa ham. Han
undgik enhver Fortrolighed i denne Sag. De to Sskende talte
overhovedet ikke meget sammen; det behvedes ikke for at forstaa
hinanden. Deres Fortid eiede ikke Ord, deres Fremtid behvede ingen.
Deres Indre var sammennittet ved det samme Livsindhold; de gave
hinanden trofast Haandsrkning, og saa gik det, som naar et Heisevrk
er i Gang: hvor den ene slap det seige Tag, greb den anden fat,
medens Minderne lagde Opsangen til.

En Dag sad Bjrnstad sammensunken udenfor Hyttens Dr. Ellen saae
gjennem den lille Rude, at han hvede Hovedet fra Brystet og stirrede
over mod Klippevggen. Hans ine udvidedes, hans Haand strakte sig
afvrgende frem, medens han reiste sig. Ellen gik ud til ham og lagde
Haanden paa Broderens Skulder.

Du brer paa en svar Hemmelighed, Bjrnstad, sagde hun. Betro Dig
til mig. Naar tvende Venner blot enes ret, gjr fire Hnder det Tunge
let.

Bjrnstad syntes ikke at hre hende. Han vedblev at stirre mod
Klippevggen med stive, skjlvende Trk.

Seer Du Hovedet derovre paa Klippeblokken? hviskede han. Hans,
Kongens? Seer Du hans ine, de klare, kongelige? De flge mig
overalt, Dag og Nat. -- Seer Du? vedblev han og knugede Ssterens
Arm. Seer Du? Nu synker det ene ie tilbage dybt i Hulingen, og det
andet skyder sig frem, nedover Kinden, og stirrer herover og lyser
som Ild -- Vent!

En gldende Rdme gled over Bjrnstads Pande. Han strakte Haanden om
bag Dren, rev Bssen ned fra Knagen, sigtede omhyggelig, mens de
hvide Haar klbede sig om hans Tinding. En Krudtsky blgede over mod
Klippestykket, og Bjrnstad sank sammen; store Sveddraaber perlede
over hans Pande.

Havde Du tusinde Liv, Carl af Sverige, jeg tog dem alle! udbrd han
med brudt Rst. Hvad vilde Du her hos os?

Ellen stod fasttryllet til Stedet. Nu forstod hun disse Skud uden
synligt Maal; Kuglerne havde allerede mrket Klippen derovre, altid
paa samme Sted. Hun rystede paa Hovedet; for dette Onde hjalp ingen
af hendes Urter, og hun sendte Bud efter Jrgen Halvorsen.

Han kom, og de to Mnd sade ofte lnge sammen, mens Bjrnstad hrte
til, og Jrgen talte aabent og eenfoldigt om Tingene. Eller han tog
sin Fidel og spillede af de gamle Folkesange, meest dog Moderens
Vuggevise, der ogsaa havde lydt for Bjrnstad i hans Barndom.
Bvende og blide Toner lde i den stille Fyrreskov. Saa hndte
det, at den gamle Mands ine sank sammen, og Jrgen sad i Timer og
ventede. Men saae han Bjrnstad aabne inene, lod han paany nogle
Takter glide frem, og Morbroderen smilede og faldt atter i Svn.

En Aften sov Bjrnstad lnge. Myggene summede om ham; Jrgen sad og
viftede dem bort og betragtede srgmodig det gamle, karakteristiske
Hoved, der allerede syntes at sove den evige Svn. Da Bjrnstad
vaagnede, saae han paa Jrgen uden Overraskelse, uden Sindsbevgelse,
vendte saa Blikket opad.

Aftenstjernen er nok hit paa Himlen, ja, saamnd er den det. Saa
er min Tid kommen; nu staaer min Sol op, og de komme til mig, alle
dem, som ere borte, henne -- Drengen er ikke dd og hun ikke gammel,
naar de mde mig mellem Trerne, og de blive lnge hos mig. -- Bi
Dig, bi Dig, Broder! sagde Sster Ulle. Javist bier jeg mig for
Eder Alle, I Strke og Store i Flelsen, mens jeg var saa lille i
min indbildte Manddom. -- Hrer Du Kilden, som siver bort derhenne
gjennem Mosset? vedblev han lidt efter. Den risler med Liv, Liv,
der aldrig rinder ud ligesom mit eget og -- Kongens -- --

Hvorfor bryder Du dit Hoved med al den Tvivl og Uro, Morbroder?
spurgte Jrgen. Jeg veed, at den Konge hviler Dig svart paa Sinde;
men hvad Magt ligger der vel paa, om det er Dig eller mig eller
en anden Nordmand, der skjd ham? Det var et Stykke fdrelandsk
Arbeide, der maatte forrettes, for at vi kunde faae Fred -- og
saa fik vi Fred, og Norge blev frelst, og det var _det_, som det
kom an paa. Der er jo ikke en levende Sjl, som sprger efter
Gjerningsmanden. Jeg siger som de Andre: det var et Stykke godt norsk
Arbeide, der maatte forrettes af en Nordmand, og det blev forsvarligt
besrget. Derfor synes nu mig, at Du som en gjv norsk Mand ikke har
mere Grund til at vre stolt eller bedrvet over, hvad der skete den
Nat, end alle vi Andre Nordmnd, for jeg skal sige Dig: _den Bedrift
hrer nu os Alle til; den er Fdrelandets_.

Bjrnstad lyttede til denne eenfoldige Tale, medens et forklaret
Udtryk bredte sig over hans Trk, og han nikkede gjentagne Gange.

Javist, den Bedrift hrer nu Fdrelandet til, hviskede han. Strre
Maal findes ikke for nogen Mands Bedrift, og hjulpne bleve vi Alle,
hvem der end fuldfrte den.

Der faldt som et Bind fra Bjrnstads ine; det store Broderskabs,
Alkjrlighedens Lys gled atter hen over dette sidste Mrke i hans
Sjl. Han reiste sig og blev seende fra samme Stund. Atter her havde
det saaledes vret Selviskhedens, det strke Jeg selv, Jeg
i Modstning til Dig, Jeg over Eder Alle, der havde villet
tvinge ham frem til at eie denne Storbedrift for sig selv alene;
derfor havde han ikke kunnet finde Rist eller Ro; thi Anger over
sin veloverlagte Handling flte den villiefaste Mand ikke; hans
nagende Uro havde blot vret Mistvivl om ikke at kunne tilstaa sig
selv, Bjrnstad fra Fossegaarden, Stormagtsbrynden: ikke at have
levet forgjves, Flelsen af ikke at glide ud i det tomme Rum som
en unyttig Ting -- den selvforherligende Ret til at kunne slaa sig
paa sin Personligheds Bringe, han, Bjrnstad, Martyren, og svare sig
selv dette falske Derfor paa Evighedslivets Hvorfor. Som om det
i det Hele taget var denne Slags Storhedssvar, det kom an paa, naar
en Gang Herren kalder sin Tjener til Regnskab for, hvorledes han har
forvaltet de tyve, de ti -- det ene betroede Pund?

Veien til den store Fred var endelig funden for Bjrnstad, og han
forlod den ikke tiere. Lyset blev ved at vlde frem. Han grublede
ikke lnger, han gravede ikke lnger efter Gaadens Lsning i sit eget
uredige Skyggerige, hvor de halvfrdige Drmme, Drifter og Haab havde
koglet og kogt alle Slags dmrende Muligheder. Det ene Menneske var
jo det andets hjlpsomme Broder. Der var nu ikke noget Skyggerige
lnger; thi dr, hvor dette Lys lukkes ind, drbes al lyssky Svamp og
fremmes til Fuldbaarenhed hver Spire, der fdtes til det Evige.

Mens dette Omslag fandt Sted hos Bjrnstad, og hans storttilhugne
Aand i Ro og Klarhed strkere og strkere higede imod som en
upersonlig Velgjerning at glide over i sit Folk, at gaa op i dets
Velfrd, gik det jvnt ned ad Bakke med hans Krfter. Den fordum saa
mgtige Skikkelse laa nu oftest i Hstsolens skraa Straaler udenfor
Huusdren, hvorfra han kunde see Stien forsvinde i Dalen. Bjrnstad
saae ofte nedover med milde ine; oftere saae han dog langeligt opad;
han begyndte nu at lnges andet Steds hen.

Den slanke Birk stod allerede bladls ude paa Skrnten; den havde
givet Efteraarsvinden sin sidste Guldskilling, men svang lige let
sine tynde Grene for _det_. Det gulnede Lv var til Hstmaneuvre;
Vinden drev det rundt om Bjrnstad i stedse snevrere Svingninger:
hire om -- venstre om -- og det kunde Exercitsen. Efteraaret og
Hvilen var for Dren. Enebrbuskens mrke Spids hvede sig over
Lyngen som et srgende memento mori; tillige som et forjttende
Fingerpeg mod Himlen.

Bjrnstad skyggede med Haanden for inene. En lille Skare Mnd kom
frem paa Stien nede fra Dalen; de arbeidede sig misommeligt op ad
den stenede Vei. Nogle nysgjerrige Geder sprang fra Klippeblok til
Klippeblok; Kernes dybtstemte Klokker lde gjennem den harpixsvangre
Hiluft.

Det var Peder Colbjrnsen, Foged Wexelsen, Kjbmand Wrn og flere
andre af Byens ansete Mnd, som denne Hstdag havde besluttet at
besge Bjrnstad og bringe ham Stadens Tak og Udmrkelse.

Da Mndene naaede op til Hytten, havde Bjrnstad reist sig og stod
stttet mod Trvggen. Hans hvide, blottede Hoved med de furede
Trk indgjd de Kommende den refrygt, som omgiver Eneboeren. Da de
Fremmede naaede op, traadte frst Raadmand Wrn frem for Skaren,
lod sit blomstrede Silketrklde lbe rundt indeni Hatten, aftrrede
Issen, rmmede sig og sagde:

Vi Borgere fra vor gode Stad Frederikshald hilse Dig, Bjrnstad.
Din store og modige Gjerning er rygtedes iblandt os, og vi mene at
skylde Dig vor Tak, mens Du i Stilhed og Beskedenhed har trukket
Dig tilbage fra din velfortjente Belnning. Derfor have Kvinderne
i Frederikshald besluttet at sende Dig dette Udmrkelsestegn, en
Orden, de ere traadte sammen for at stifte og uddele til udvalgte
Mnd, der i Srdeleshed som Du have gjort sig fortjent af Kvinden og
Hjemmet[8]. Alene for din Skyld have vi vandret den lange Vei herop
i demarken.

 [8] Denne Orden har existeret i Frederikshald, traadte dog frst ud
 i Livet 1ste Januar 1750. Ordenstegnet var da en Triangel, hvilken
 var forfrdiget af Guld, som det dleste og reneste af Metallerne,
 for at tjene dem, som dermed beredes, til en bestandig Paamindelse
 altid at kultivere de dle og uforfalskede Dyder, hvormed den er
 erhvervet. Paa den ene Side er graveret disse Ord: l'ordre de
 la constance, institu par les dames  Frederikshald le 9me Decbr
 1749. Paa den anden Side staaer disse Ord: Dedi au vrai mrite
 en dpit des franc Maons. Den bres udi et blaat, vatret Baand
 Couleur d'azur og bindes med en dobbelt Slife i det tredie Knaphul
 af Vesten. Den frste Mand, der udmrkedes med denne Orden, var
 Rudolph de Romeling, Kgl. Mayst. bestalte Major.

Bjrnstad modtog det fremrakte Udmrkelsestegn, et skinnende Kors.
Han saae lnge og taus derpaa.

Faster Ellen var traadt hen ved hans Side. Hun rystede paa Hovedet.

Er det for den Gjerning i Lbegraven, at de sende Dig et Kors?
spurgte hun barsk.

Bjrnstad nikkede srgmodig. Ellen tog sagte Korset af Broderens
Haand, kyssede det rbdigt og holdt det over sit Hoved.

Vor Frelsers Storkors, det skal straale klart og reent fra Himlen,
det maa ei lue naglet til en Fjendes Bryst i Stimlen! udbrd hun med
skjlvende Trk og dmpet Rst.

Fjende, Sster? sagde Bjrnstad bebreidende og vrdigt. Nei, ikke
Fjende, kun Synder, en stor, men omvendt Synder.

Du dyrebare Broder! hviskede Ellen og stttede sig til hans
Skulder. Gjr altid Ret, bliv ikke trt, sagde vor Moder. Heroppe
ingen Lgne -- ikke Frelserens dyre Kors for Mrkets geniale
Gjerning.

Peder Colbjrnsen, der havde opnaaet megen Anseelse og Bermmelse i
sin Fdrenestad og langt udenfor, traadte nu frem med blottet Hoved.

Saa sees vi da igjen, Bjrnstad! udbrd han venligt og rakte
Eneboeren sin Haand. Denne Gang kommer jeg som Udsending fra vor
Stad. Hilsen og Tak for dine heltemodige Kampe 1716, da din tapre Sn
faldt, og for din store og uegennyttige Fdrelandskjrlighed, der i
Mulm og Mrke drev Dig ud for at flde vor Fjende og redde vort Land.
Vi kalde Dig en af vore bedste Mnd. Derfor have Borgerne i deres
Raad besluttet at overrkke Dig dette Diplom som resborger i vor
Stad.

Bjrnstad hrte paa denne Tale, vrdig og ubevgelig. Da Colbjrnsen
tav, og han modtog Diplomet med Byens store Vildmandssegl, gled et
Smil over hans Ansigt.

Tak, I gode Mnd fra Halden, sagde han med mild Rst. Hav Tak, at
I kom herop til mig, mens det dog er mig, som i Tanken mangen Gang
kom ned til Eder. Jeg skylder Jer jo Alle Afbigt for saa meget fra
mine syge Aar -- den Gang, jeg var saa strk.

Der gled en gldende Rdme op over Bjrnstads Ansigt, mens han
traadte frem; hans krogede Skikkelse syntes at voxe i Kraft og
Sikkerhed. Han kastede Hovedet tilbage og strakte Borgerne begge
Hnder i Mde.

Ja, ret af Hjertet Tak, I gode Brdre, at I kom til mig, nu, det
lider mod den lange Reise. Min Sjl gldes festligt ved dette Mde.
-- Er denne Stund mit Livs store Opgjr, da er den velkommen.
Saa hrer Alle, hvad jeg nu maa vidne: Al min Kamp imod Eder var
Selviskhed, alle mine Veklager over mit Lands og mit Samfunds
Usseldom var et umodent Sinds utilede Selvgodhed, saaret i sin
Forfngelighed, ude af Stand til at underordne sig Eders Love,
de urgamle, evigunge, der rummer Alt og Alle, og som giver Plads
for Alt og Alle. Jeg gjrede og bruste over af egen Retfrd og
Livskraft, troede jeg. Ak, det var blot indbildsk Overmod, min egen
Storhedsflelse, som skar mig bort fra Eder Alle, mens jeg af bare
Manddom fortrede min egen og Mines Lykke. Nu ligger det Hele hen
i Klarhed. Jeg kunde ydmyg knle paa Stortorvet og udraabe min
Vildfarelse for den hele Stad; men I vilde ikke forstaae mig. I leve
dernede i de trange Gyder. Det er heroppe i Naturen og Eensomheden,
at der bliver slig Vennefest i Sjlen.

Bjrnstad holdt inde og strg sig med Haanden over Panden. Han var
atter det gamle Urmenneske; Rsten steg, selvtnkte Tanker sgte
frem, kldte i Skum og Fraade, i egne Ord.

I see saa vist paa mig, I Kjre? Ja, saaledes er det blevet inden
i mig. Den Bjrnstad, I ere ude efter, han er ikke mere. Jeg siger
Jer: ham, I sge, han er ikke mere. -- Men hvem er I selv? Jeg seer
iblandt Eder de Raadsherrer, som en Gang vare mig haardest. I er det
Hele dernede, maaskee det bedste af det Hele; men hvad er saa det
Hele? En Stump af det store Verdensrige. Jeg saae det igjen nys, da
jert Tog bugtede sig herop ad den stenede Vei. Verdens Samfund er som
Kmpeslangen, Midgaardsormen, der omslynger Alt og Alle. Er en af
os saa strk, at han kan gribe Kolossen ved Struben, ryste Uhyret,
holde det ud fra sig i stiv Arm en halv Menneskealder -- et Secund
af Evigheden, -- hvad saa? -- Lnger holder vel ingen af os ud, mens
Dragen pruster os over med sin Fraade af det tusindtungede Gab,
blinder vort Syn, hidser vort Blod, kvler vort Aandedrt, suger os
til sig, Tomme for Tomme, velbehagelig. Det er af os, de Strke, han
lever sig mgtig, det er os, de Modstandskraftige, der gaaer over i
hans Vsen, bliver hans nye Nakkehvirvler, blot paa en heel anden
Maade, end vi i vor Ungdomsruus og Overmod drmte om, og tilsidst,
naar vort Blod er drukket, og vor Sjl er flydt ud i Handling, naar
vort Livs Hovedgjerning som Sommerfuglen er flagret bort fra det
fortrede Hylster for at blive Andres Eie, naar vi selv, vort Legeme,
ligger hen som det knkkede Rr, naar vi endelig begribe, at netop
saaledes, som det gik, maatte det gaae, kun saaledes skeer os fuld
Ret, idet vi leve op i vor Bedrift, bliver en sund Bloddraabe mere
i det Heles Aarer, medens Midgaardsormen voxer sig ung ved altid
yngre Nakkehvirvler, aldrig bliver gammel, mens den ruller sine Ringe
videre, bredere, pisker alt om sig i Skum og Fraade, roder unge
Modstandslystne frem, suger ny Kraft af det sidste Nye, slnger det
ldste fra sig som overlevede, visne Haleled -- ja, mens det Hele
ringler fremad, fremad mod Tidernes Evighed med de nyeste Stridsmnd
mellem Klerne, saa lyster det Kmpeslangen stundom, naar halve
Sekler ere svundne, at rode et eller andet Skelet frem af Glemselen;
saa er dens Fagter anderledes, saa basker den med Halen, kaster sig
i Stvet, pryder vort indfaldne Bryst med Udmrkelser, stter os
til allersidst i brede Steenkister og hugger vore Billeder udenpaa
-- for at vi selv kunne ligge Steenlig som vore store Sorger derude
i det Svundnes blide Maanelys. -- Ja vist, I komme til os, naar
vi ikke lnger have Brug for Jer. Hvor var I henne, I dr, da jeg
trngte saa haardelig til Jer Medflelse, da jeg var ung og bld og
tillidsfuld og higede ind til mit Folks Hjerte? -- Hvem spyttes der
nu paa dernede? Hvis Sjl pisker Verden nu blodig? Hvem seigpines nu
under Uforstand, vaander sig under Haanens Svbe? Siig, hvem tmmer
nu Livets bitreste Skaal? -- En Landsmand, tnker jeg, en Broder,
en Helt, der stinges ihjel, en Kraft, strre end min. Jeg blotter
Hovedet for ham og hilser ham velkommen heroppe i min Eensomhed.

Bjrnstad stod opreist; mgtig og refrygtindgydende. Han slyngede
disse sidste Stninger ud med stigende Kraft. Hans Stemme rullede
endnu en Gang som en Torden mod Fjeldvggen; den sidste Rest af
aarelang, opsamlet Bitterhed svandt maaskee bort i dette Sjlens
Smerteraab. Han strakte Haanden ud som en Seer; hans Blik luede atter
med Bjrnstadsk Kraft, medens Borgerne stode tause, lyttede, saae paa
hinanden, nikkede og lyttede igjen.

Foged Wexelsen alene gjorde et hemmeligt Tegn mod sin Pande og
rystede deeltagende paa Hovedet, medens Bjrnstad vedblev:

Javist, jeg seer det derude i den store Verdens Fremtidstaage.
Ormen bugter sig endnu dernede, almgtig, suger og veirer og
finder og fortrer, groer i Krfter, i Viisdom og Herlighed. Opad,
opad, bugtes det Hele i Egenkjrlighed, Adskillelse, Fjendskab og
Viisdom. -- Ha, var jeg ung en Gang til, saa fik den Midgaardsorm
mig at fortre endnu en Gang, ti Gange. -- Javist, jeg seer det
derude i Fremtidstaagen. Det er ikke lngere os, de Enkelte, der
fortres. Da ordnes de store Modstandsmasser af Fremskridtsaanden,
af Oprrsgeniet, for Uhyrets Gab, og Masserne knuses, forsvinde,
fordies, blive de nyeste Nakkehvirvler. Alt, alt maa med, intet
udenfor. Mgtigere og mgtigere lfter den sin Nakke mod Himlen,
lfter tilsidst hele Jorden, hurtigere og hurtigere, fremad, opad,
til Alt er gaaet op i dens mgtige Kmpelegeme, til den sidste
Modstand er suget ud, til det Hele selv gaaer i Steenkisten. Da,
frst da groer maaske det store Vennemenneske frem i Freden, strre
i Broderskab, mere fuldkomment, end vi nu til Dags ere. -- Ja, jeg
synes, det er saa grumme galt fat med Jer Alle dernede i Soden og i
Asken. Hr det, lr det, forstaa det, og det skal vre den eneste
Bedrift, jeg gider tage med herfra. Kunde jeg med fulde Fjeldlunger
raabe det ud, saa det rungede over hele Verden: Luk jeres Dre og
Vinduer op for Broderskab og Venskab, bi Jer selv i Strenghed, bi
Eder i Ydmyghed for hinanden, bj Jer i Kjrlighed ind til hinanden,
frst da skyde de tusinde Glder op om Jer og blive store under den
blaa Himmel, som fremkaldte dem, frst da lrer Du at fle saa reent,
saa stort og sandt, at vi blive de lykkeligste af alle Lykkelige,
saa lykkelige, som Ingen veed det. Bi Dig, bi Dig mod Jorden, saa
drages din Sjl opad, for saa komme de store Syner til os med Livets
Fest, den store Fred, -- Guds Fred.

Bjrnstads Hoved laa tilbagelnet; hans Arme vare udstrakte og
bevgedes som en Musikanfrer, der afdmper for strke Strengelyde
i sit stormende Orkester i Lidenskabernes altomfattende mgtige
Finale. De sidste Ord aandede han frem og dog hrligt af Alle.
Endnu en Gang havde hans Stemme eiet Stormens Tone; nu vaklede
han pludselig frem og tilbage om sin Stav. Han var synlig trt.
Bjergvinden klftede hans hvide Skjg og Bryn, medens hans ine
flakkede, som om hans Kraft blev knuust af et Klleslag fra oven.

Borgerne bleve tause staaende. Denne Tale kom ogsaa til dem saa
underligt fraoven nedad; de norske, ranke Mnd fra den unge Stad
stode nu og saae paa de Udmrkelser, de medbragte, og flte, at de
ligesom vare af Papir. Manden var voxet fra dem.

Eneboeren vendte sig mod Colbjrnsen, hvis mandige, srgmodige Trk
vare prgede af hans ulykkelige Hjemliv[9]. Han havde opmrksomt
lyttet til denne eensomme Sjls Skriftemaal, der snart rullede som
en bred, frigjort Strm, snart fremstdtes som overhugget af Sindets
Bevgelse.

 [9] Colbjrnsens Hustru var drikfldig og letfrdig.

Uhrvrket er ved at gaa istaa, Kvalhalmen venter mig nu derinde,
sagde Bjrnstad. Tilgiv en gammel Mand, -- det vilde siges. Trd
indenfor. Alt, hvad jeg eier, er Eders.

I dette ieblik banede en besynderlig Skikkelse sig Vei mellem
Borgerne. Han var ifrt en lang Frakke med store Metalknapper og et
hirdt Trklde flagrende over et struttende Kalvekryds, medens han
svingede sin side Hat og raabte:

Hil vre Morbror Bjrnstad, Du gamle Balte! Ja, din Storhed er
gaaet over i Rygralliken paa os Allesammen. Din egen Sstersn
Daniel, Selveier af Frederikshalds Liimkogeri og gift gtemand med
Liimkogerenke Reimer respekterer Dig. Jeg er stolt af Dig, Morbror
Bamse! Alle mine Snner skal kaldes op efter Dig. Nu flytter Du ned
til mig og skal blive tilseet med Reenlighed og Proprietet; saa
kommer Bymusiken og spiller op udenfor vores Dr -- hva' -- sa! Hip
-- hip -- hurra!

Det var Skipper Daniel, der nylig var traadt i Land fra den lille
Frge bag ved Huset. Han havde ad en Gjenvei skyndt sig herop fra
Frederikshald for at vre Vidne til Familiefesten.

Ingen lagde Mrke til Liimkogeren. Alles ine sgte Bjrnstad, hvis
graanede Skikkelse skarpt aftegnedes mod Aftenhimlen. Hans mgtige
Pande med de dybe ine, hvorover Panden sprang frem som en Klippe,
ragede ensomt op over Menneskene, Tiden. Dette lille Udvalg af
Stadens Mnd vare i dette ieblik et Udtryk for Folkestemningen. Her
var intet blgende Hovedhav, ingen hilydt Jubel med hundreder af
fremstrakte Hnder, intet lokkende Fyrvrkeri, Fakkeltog, her var
blot et gammelt Menneskehoved og den store Eensomhed omkring det.
Uden at Nogen vidste, hvem der begyndte, ld pludselig den norske
Nationalsang fra den lille Klynge, hitidelig og fuldtonende i den
dybe Stilhed, den eneste Hyldest, de vidste at bringe. Bjrnstad
rettede sig ved sin Krykke, det svulmede i hans Bryst, og Taarer
forsvandt i hans hvide Skjg. Der stod den gamle Lve endnu en
Gang Ansigt til Ansigt med sit Folk, mgtig og rank som et gammelt
Fyrretr, himmelstor for den Enkelte. Borgerne syntes siden hen i
Dagslivet, at de havde seet Folkeaanden, nei, selve den oprindelige,
herlige, lutrede og uforgjngelige Menneskeaand. De glemte ikke det
Billede siden.

Den Nat sov de Alle i fredelig Forening paa friske Hleier i Hyttens
Stue. Bjrnstad vilde hvile mellem sine Bysbrn; han laa stille hen
med Hnderne foldede over Brystet og et mildt og forklaret Udtryk.
Frst henad Morgenstunden faldt han i Svn.

Nste Dag begave Mndene fra Halden sig atter nedefter. Bagved Huset
fandtes som omtalt en primitiv Frge, der over en Sidearm af den
store Elv frembragte en Gjenvei ned i Dalen. Bjrnstad paastod at
ville ledsage sine Gjster over Vandet til den modsatte Bred, og man
lod ham have sin Villie. Colbjrnsen og Jrgen Halvorsen ledte ham
om Bord. Da Borgerne vare satte i Land, og Colbjrnsen endnu en Gang
havde omfavnet Bjrnstad, blottede den Gamle sit Bryst, medens Frgen
skjd fra Land, og fremviste resborgerdiplomet; det laa ved hans
Hjerte og forlod ham ikke mere.

Gud velsigne Jer Allesammen, sagde Bjrnstad.

Fartiet naaede Landgangen ved Hytten, og Jrgen sprang op paa Stenen
for at fastgjre Prammen, hvorved den gled nogle Alen fra Land
tilbage i Strmmen. Ingen anede endnu nogen Fare; Bjrnstad vilde med
Lethed have kunnet stage sig i Land, som han saa ofte havde gjort.
Frst da han lod Baadshagen falde overbord og foldede Armene over
Brystet, begyndte Jrgen at ane Uraad.

Vr god mod Faster Ellen! ld Bjrnstads rolige Stemme indover;
hun er at stole paa. -- Hils Olaug, mit Hjertes stolte Barn.

Jrgen udstdte et Raab og sgte forgjves at indhente de gyngende
Planker, der allerede frtes med den dybe, stride Strm, som,
svulmende efter de sidste Ugers Skybrud, ilede ud mod Sarpfossen.
Hurtigere og hurtigere gled Frgen af Sted. Bjrnstad syntes ikke at
see eller hre noget mere omkring sig. Borgerne fulgte bekymrede og
grebne Fartiet paa den modsatte, mennesketomme Bred; de forstode, at
de vare til Stede ved Bjrnstads Ligfrd.

Allerede drnede Fossefaldet i Nrheden og sendte rygende
Skumhvirvler i Veiret ved Elvmundingen. Bjrnstads hvide Haar
flagrede i Vinden; han stirrede opad. En Gang ld et Skrig fra
Klyngen paa Land; det saae ud, som om Frgen vilde skyde ind mellem
Klipperne. Den gled forbi. Maaske vilde Bjrnstad nu kun lande paa
Evighedens Kyst. I nste Nu forsvandt han i Skum og Fraade.

Oppe paa en fremspringende Pynt stod Faster Ellen. Hun strakte Armene
mod Himlen og udbrd:

Store, almgtige Gud, nu forstaaer ogsaa jeg det Hele: gjennem Braad
og Brnding hjem til Dig!

       *       *       *       *       *

Det var atter Foraar. Bjrnstads gamle Huus, Fossegaarden, laa
nystrget, rdmalet i den opgaaende Morgensol, skinnende under de
rdmende Fyrrestammer. Inde fra Mormors Hytte ld en kvidrende Jubel.

-- Derfor er jeg saa glad, saa glad! -- det brd frem som et
ustandseligt Vld af unvnelig Livsfryd -- derfor er jeg saa glad,
saa glad! -- kun den ene Strofe, intet andet: saa glad, saa glad!

Dren blev revet op, og en slank, ung Kvindeskikkelse ilede ud, heelt
ud, yderst paa Pynten, med et ngent, buttet, solbrndt Drengebarn
paa Armen. Hun lftede ham hit over sit Hoved, som om hun vilde
vise ham al Jordens Deilighed -- nei, hun vilde vist vise Himlen sin
deilige Skat, den lille Bjrn Halvorsen.

Jrgen stod lykkestraalende ved hendes Side, en Menneskegruppe, der
i sig selv rummede det hieste og udtrykte alt.

Hvornaar flytte vi over i det store Huus, min Olaug? spurgte Jrgen.

Ikke nu, ikke endnu! bad hans Hustru og knugede Glutten fastere mod
sin hie Barm. Her i den gamle Hytte fdtes vor Lykke. -- Kys Mormor
igjen! udbrd hun pludselig og holdt den Lille henimod Trstammen,
hvor det store S M endnu bldte under Fyrrebarken, fordi Snnen
bestandig holdt Saaret frisk.

Drengen slog Armene om Tret og trykkede leende Kinden derimod.

See, Jrgen, hvor underligt! hviskede Olaug. Den klare Harpix
drypper endnu af de Bogstaver. Det er som levende Taarer.

Inde i Hytten i Halvmrket skimtedes Faster Ellens karakteristiske
Ansigt. Hun stttede Hnderne om Rokkehovedet og saae srgmodigt paa
de Unge. I Dren stod Hnen Guru og kaglede, og sgte, rev en Fjer
af sit Bryst og holdt den i Nbet op mod Huusmoderen, da hun atter
traadte over Trskelen.

Derfor er jeg saa glad, saa glad! jublede Olaug og kastede sit
Drengebarn ned i Faster Ellens Skjd.

Bi Dig i Ydmyghed -- bi Dig i Kjrlighed! hviskede den Gamle og
biede sig selv over Drengen.

Men den lille Bjrn strakte sine smaa knyttede Hnder opad og lo
himmelhit mod Himlen.

Mangen en stille Aften ld Vuggevisens Toner oppe fra Fjeldpynten
ud over Dalen, bvende og manende, en Takkehilsen til det store
og Svundne, tillige en forjttende Forsikring om, at dets rige
Flelsesvld brusende brd sig i Fossefald gjennem Nuet, for
velsignelsesrigt at strmme over i Fremtidens Skjd.

De Toner lyde endnu, ville altid lyde.

                               Ende.




INDHOLDSFORTEGNELSE.


                                                        Side

S. M.                                                    1

Hlandsslaget                                             21

En Norges Sn                                             47

Fr Stormen                                               65

Fra Bjrnehien                                            77

Brndetyven                                               95

Hjemmets Fugl                                            111

Store Torsken!                                           127

Visen                                                    143

Spionen                                                  163

Et falsk Signal                                          183

Klokkeren fra Id                                         199

Ole Svendsens Dd                                        215

Colbjrnsens brogede Karle                             235

Stormuglen                                               253

Skjndselsbarnet                                         271

Ildskriften lses endnu paa Krnikens evige Tavle        291

Det brnder, han render -- Ritsch!                       309

Mari Bjrnstad                                           335

I Lbegraven                                             347

Den store Fred                                           369





End of the Project Gutenberg EBook of Bjrnet, by Carit Etlar

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK BJRNET ***

***** This file should be named 43781-8.txt or 43781-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/4/3/7/8/43781/

Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Books
project.)


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
http://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org/license

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at http://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit http://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit: http://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     http://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
