The Project Gutenberg EBook of Stuk, by Herman Bang

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Stuk

Author: Herman Bang

Release Date: June 24, 2004 [EBook #12698]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK STUK ***




Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders





STUK

HERMAN BANG




1. udg. 1887




Stuk _udkom i tidsrummet 22.-28. oktober 1887, kostede 6 kr., indb.
7,50 kr og omfatter [VIII] + 396 + [1] side_.

_Helshirtingsbindet har guld- og sorttryk og er 180 mm hjt. Del
afbildede eksemplar tilhrer Del kongelige Bibliotek og er rdt_.




FRSTE DEL

Regn af Guld




I

Herluf Berg og Lange kom ned paa Gaden til Drosken, der ventede:
Kasino, Kusk, raabte de og sprang ind.

De var kommen til Sde, og Kusken krte ad gamle Frederiksborggade
til.

Det var Skumring endnu, og over Parken og Skt. Peders Mlle hvilede
det graablaa sidste Skr af Dag. Men langs Gaden var der allerede
tndt, og Lygter og alle Butikers Blus lyste ud over Vrimlen. Lig en
hel Arm strmmede Arbejderne langs Fortovene ud ad Broen--som en
taktfast Marsch ld det mod Stenene; og midt ad Gaden, paa Sporet,
klemtede de oplyste Teatervogne frem, tre i Rad, propfulde, med glade,
httekldte Damer, der hang og red helt ud paa Platformene.

Forpustede Medsstre i Abonnementet, der maatte gaa, kom ikke hurtig
nok i Vej paa Fortovet og brd ud paa Gaden, hvor de skridtede af
langs Rendestenen med en forvildet Pige i Hlene.

-Her er livligt, sagde Berg, han sad behageligt og indaandede den
fugtig-milde Luft i sit Vognhjrne.

-Levende er her blevet i Staden, sagde Lange.

Ved Boulevardens Holdested kom man slet ikke frem, saadant et Myldr
var der af Htter, der skreg, og forbitrede gtemandsstokke, der
demonstrerede. Men Sporvognene rullede sindigt forbi hen ad
Boulevarden, svajende tungt under deres glade Last som et Par store
vraltende Dyr.

Berg og Lange kom ind i Kbmagergade. Mrkningshandelen gik i Kldre
og Stuer. Igennem Ruderne saa man de fulde Boder, og Fortovsstrmmen
lb bus paa Tjenestepiger, der debatterede i Nrheden af
Klderhalsene. Unge Piger fra Kursus flj forbi hinanden med
Haandslag, og Herrer fra Forretningen skd ud og ind i Vrimlen for
at bringe Breve til den sidste Post.

Udenfor Modebutikerne, hvor de frste Vintermodeller prangede under
Gassens Lys, kom man slet ikke frem; og ved hvert femte Hus stoppedes
den hele Strm af Plankevrker foran Huse, som var under Ombygning,
saa alle maatte ud at gaa Gaasegang paa de smalle Brddebroer, der var
lagt frem over Rendestenen.

-Svrt, saa vi bygger Faader, sagde Berg, der i den skiftende
Belysning sad og saa' ud over Fortovsstrmmens mange Hoveder.

-Vi kalker vore Grave, sagde Lange.

Paa stergade blev Strmmen langsommere. Man drev afsted i Lyset,
Skridt for Skridt, lunt, som i sin egen Stue, kiggede og hilste med
Nik og vendte sig. En Omnibus kom paatvrs af Drosken, saa den blev
trykket helt ind mod Fortovet, hvor de unger Piger gled forbi, friske
af Luften, sde og vimse under Herreblikkene; Ansigterne var just i
Hjde med Drosken, saa nr, saa det var, som om de rrte Vognen med
Kinderne.

-Aften, Berg, Aften, raabte et Par Herrer og rettede Stokkene, som de
bar paa skraa i Lommen.

-God Aften--god Aften.

De var uden for en Kunsthandel og maatte rent holde stille; man kom
ikke frem, Svrmen stod helt ud paa Gaden.

-Her kan man s'gu altid holde Karantainen, sagde Kusken.

Det var et Par franske Sirener, man vilde se, der prangede i strkt
Lys--i halv Legensstrrelse--i Udhngsskabet, indrammede af
Makartbuketter. Alle stod med opadvendte Ansigter og smilte foran
Yndighederne.

-Kr ad Ny-stergade, raabte Berg. Kusken drejede ind i Sidegaden,
hvor de gled bldt hen ad Krebanen, og der pludselig blev ganske
mrkt og stille: ingen andre Folk end Parrene, der hviskede, gemte
rundtom i Draabningernes Skygger.

       *       *       *       *       *

Folk drog over Skt. Annplads i Stime, og Droskerne satte ind i
Amaliegade med en Fart, som var Dyrene lbske; Damer, der lb over
Gaden med lftede Skrter, kom foran Hestene og hvinte.

-Ka' den Dame dy sig, bandte Kusken.

-Hva'?

-Men--Amalie ...

En Amalie, der var kommet paatvrs af Bergs Droske, blev langet ind af
en Herrearm.

-Du dog--raabte hun: Herluf Berg.

Damen Amalie blev af lutter lykkelig Forbavselse staaende ugracist
paaskrvs over Rendestenen og saa' efter Drosken, til hun paany blev
rendt over Ende.

Udenfor Teatret var der en Smkken med Vogndrene og en Trngen sig
frem paa Trappen ind ad Porten, som om alle fik Feber blot ved at se
Faadens Lygter og vilde komme frst. Kun Droskekuskene sad uanfgtede
og saa' betnkelige paa Smaapengene i de flade Hnder--fr de vendte
og krte bort.

Inde i Garderoberne og Gangene, hvor man mrkede Gasluften og Stvet,
fik Folk endnu mere travlt: Ouverturen var begyndt, man hrte den
ned----

-Skynd dig, skynd dig dog, raabte Berg, Tppet gaar.

Der var allerede dmpet i Salen. Hele Rummet var kun Hoved ved Hoved
helt op i Amfiteatrets store levende Mrke--fyldt af en Brusen, i
hvilken Ouverturens Vals nsten blev borte.

Man flte sig, som kom man ind i en elektrisk Kde, naar Rkken
lukkede sig, og man naaede paa Plads...

Tppet til Lykkepigen gik op, da Berg og Lange satte sig: Man var i
Provence, hvor Bnder holdt Fest, og Gaasepigen var i Spidsen med sin
Hyrde. Hun tabte strax sin Trsko, som hun havde Halm i, og hele Huset
genld af den frste glade, meningslse Lattersalve, mens hun fik den
paa igen.

Saa slog man sig til Ro i Loger og Parket og satte sig lunt til Sde
under Kor og Sange, mens Klapsalver faldt ned over En fra Galleriet,
og man lod Forlibelse og Danserytmer staa sig ind i Ansigtet.

Indholdet kendte man. Det var fortalt otte Dage i Rad af alle Blade:
Gaasepigen, hed det, var et Lykkebarn, saalnge hun aldrig havde
kysset noget Mandfolk. Reklamerne havde antydet, at det jo egenlig
ikke var kysset, men i Paris noget mere. Men Bearbejderen havde lagt
en mildnende Haand paa Sujettet--af Hensyn til vort Publikums
Flelser--og havde ndret til kysset.

Akten endte med en Hnsesang, hvor Gaasepigen kaglede.

Tppet faldt og gik atter op og ned. Og i samme Sekund, mens der endnu
blev klappet paa Galleriet, og fr der blev Lys, steg der en pludrende
Jubel op fra hele Salen, som om tusind Skolebrn fik Frikvarter, og
ingen Mund stod stille, mens det var, som alle Hoveder nikkede paa n
Gang.

Berg havde rejst sig og brugte Kikkerten. Lidt efter lidt blev der
mere stille, mens man begyndte at mnstre hinanden og hilse og melde:
_Den_ var her og _den_ og _den_--og man nikkede. For hvert kendt
Ansigt var det som Velvret voksede: de var her rigtig alle, og man
selv sad paa sin gode Plads og talte med. Det var et eget fornjeligt
Velbehag, hvor man mnstrede og mnstredes, mens Stemmerne summede.

Berg og Lange rettede Kikkerterne mod Logerne. Damerne sad smilende
Rkke bag Rkke. De lyse Liv fra Sommeren var fremme en sidste Gang
til Afsked, og det var, som om Ansigter og Kinder var runde endnu af
Bade og Sommerluft.

-Gr sig s'gu, gr sig s'gu, sagde Lange og frte den ene Haand gennem
Luften i en lille Bue, som om han med et Krtegn omfattede al den
friske Knhed.

-Brillant, sagde Berg.

De var der alle--allesammen: Fru Canth, med en Vifte, saa man
bare saa' den yderste Haartot af Assessoren; Fru Ekberg med
Generalkonsulen, med ny Plade; Fru Dunker mellem Oberstinde Strm og
Redaktr Scheele: Legationsraadinde Stn, udringet, med
Legationsraaden paa Pladsen bag hende, saa trind og smilende som en
falbydende Urtekrmmer bag sin Disk; Skuespillerinder fra Nrregade;
Fru Koch....alle, Ansigt ved Ansigt, Rkkerne ned.

-Svrt med Fruer, sagde Berg, vbnet med Kikkerten.

-Ja...

-Naa--Fru Ekberg kunde nu gerne gi'e sig.

-Hvorfor? De var skam alle ti Aar ldre for en halv Snes Aar siden,
sagde Berg og lo.

Introduktionen var begyndt i Orkestret. Men ingen hrte efter. Det gav
et Ryk tilhjre i alle Hoveder, og der blev en travl Hvisken paa
Gulvet med Ansigterne ind imod hinanden, i en ivrig Pylren, som var et
Aaleskind pludselig faldet ned i en Hnsegaard.

Det var en Dame, der var tonet op i den yderste Loge, med en blond
Toup drysset fuld af Brillanter--Diamanter i rene og Diamanter om
Halsen.... Der blev et sandt Oprr, hvor alle tiskede og spurgte,
indtil Damerne, lidt efter lidt--der kom ligesom en stram Luft over
Parkettet--lod Kikkerterne synke og holdt jnene stift hftede paa
Tppet, som om de pludselig havde faaet Fotografholdere i Naken:

-Hvem?

-_Hvem_ du, hviskede Blom op til Berg, fra frste Bnk, bag
Chapeau-claque'en (Blom og Brodersen var i Kjole og hvidt Slips, de
forsgte at indfre Gala ved Premirerne.

Berg vidste ikke og gjorde Tegn med Skuldrene. Lidt efter lidt blev
der stille--Diamantdamen sad hvidkalket og svnig og gnistrede--alle
kom paa Plads, Kritiken langs ad Fljene, frdig til Trfning: Kars
havde Plads tilhjre, med et lyst Smil og foldede Hnder, som bad han
Bordbn ved et opdkket Bord, og Professor Markus sad hjtidelig, med
let rokkende Hoved, som en Provinsoverlrer ved en Censur, ved Siden
af Hr. Sthr.

Tppet gik op.

Man var ved Hoffet. Folk klappede strax ad den straalende Sal i Guld
og Guld, mens der kom Pager ind ad alle Dre--fler og fler Pager, to
og to, fler og fler--i Trikot. Hele Salen blev blot n Kikkert--Mnd
greb Glassene af Koners Skd eller Hnder--: Men der var jo Flokke,
Snese--en Hr af Pager--en Hr--rent en Hr af Trikots.

Fruerne sad nysgerrige og stille sammenlignende, lidt generte ved
Mndenes Hidsighed med Kikkerterne; somme blev ogsaa noget krumryggede
i Sderne, som havde de en Fornemmelse, ligesom var de selv kommet
lidt for nedringede til Bal....

Nu kom Hofdamerne i Flok: Guld og Atlask, Guld og Silke. Det straalte
og det skinnede. Fler og fler--det hrte jo aldrig op--der maatte da
vre hundrede....

Man slap Kikkerterne og man klappede tt, over hele Salen.

Det var Operettens bermteste Numer, Kyssenes Kor. Man fangede, man
valsede, man kurede og kyssede.

Publikum jublede; man vilde have det om og atter om.

Her kysses vi, Som har Jour; Her kysses vi Og gr Kur. Her kysses vi.

Glade i Bifaldet kroede Kordamerne sig som Killinger for Rampen.

Man kom ikke mr ud af Stemning, mens Konflikten tilspidsedes, og alt
blev en Tummel af Stj og Danserytmer: Gaasepigen forfulgtes af en
Prins, og en Prinsesse forfulgte hendes Hyrde.

Man lo og lo. Akten havde i betnkelig Grad trngt til den mildnende
Haand: Der var strget, saa man forstod ingenting, undtagen--at der
var to Brudekamre beredt (i Kulisserne) og at der blev meget Mrke.

-Satan, Satan, sagde Lange hvert Minut med voksende inderlige
Betoninger, han havde knebet Berg baade gul og grn i Armen.

-Satan, Satan....

I yderste Grad havde Bearbejderen trngt til sin mildnende, mens
Prinsessen og Gaasepigen svirrede i Nat-Musseliner ud og ind mellem
Drene....

Saa blev det ganske Nat, og Pagerne holdt Vagt, i lange Kapper,
nynnende sagte Kyssenes Sang--foran de Elskendes Dre.

Hist kysses de og gr Kur. Vaage man vi, Som har Jour. Ene er vi.

Der var ganske stille i Salen udover Halvmrket af Hoveder, der
langsomt rokkede, som nynnede alle uhrligt med. Varmt var der blevet.
Fru Canth havde slaaet sin store Vifte op og vuggede den efter Takten.

Finalen kom: Hofdamer brd ind med Kandelabrer; Vagten flj til med
Sabler; Pagerne skreg, og Hofdamerne hvinede... Prinsessen kom i
Frisrkaabe, og Gaasepigen var ganske i Natdragt....

O ve--o ve, Hvad her dog skr: Hun bliver aldrig Lykkepige mr.

De svingede med Kandelabrerne og de klirrede med Kaarderne, Hofdamerne
trrede Taarer i Slbene...Ingen forstod et Ord; i Orkestret kmpede
Tromme med Triangel...Der var ikke _den_, der hrte renlyd: Det var
Glanspunktet af Operetten.

Tppet var nede. Det maatte op igen. Publikum raste, det maatte op
igen. Bifaldet ld som store Drn fra Galleriet. Det maatte op igen.

Man strmmede ud fra Bnkene, og man klappede i Gangene, hede og
sammenstuvede, mens alle snakkede. Oppe i Logerne sad Damerne varme og
glade, med fremskudte Buster, som en Rkke Spurve, der soler sig. Kun
Diamantdamen forblev dorsk og ligeglad og gnaskede Marzipan af sin
Pose.

Kritikerne sankede sig tilbunke i Hullet ved Orkestret...Man talte om
Antallet af Opfrelser--man mente tredive...Redaktr Isaksen frte
energisk Nsen op og ned, snusende hen mod Tppet, som om han vilde
grade Stykket ved Hjlp af Lugteredskaberne, og Kars sagde, seende ud
over Salen, med et langt sultent Blik:

-Ja Godtfolk--nu var der Penge at tjene med en Treakter....

Berg og Lange kom ned i Bazargangen. Man skubbede og man stdte; ingen
hrte renlyd for Latter og Stj. Det var det unge Kbenhavn
straalende og stramt i Klderne, overmodigt i Gasluft og Trngsel, som
Fisk i Vandet.

-Naa--I, det var Blom, der stansede foran Berg og Lange midt i
Trngselen og gik halvt i Kn, mens han viftede med den oprakte Haand:
Ka' vi no'et, vi Kbenhavnere?

-Fa'en ta' mig, er der _Stemning der?_ Blom lo, saa man saa' alle hans
hvide Tnder.

-Ja, sagde Lange nikkende, der er Bevgelse--det kan man ikke ngte.

De vilde se at finde en Soda, og de trngte frem gennem Stimlen, men
de kom nppe af Stedet, mens de brndte Vittigheder af og gav
Haandtryk--Kredsen Blom gav Haanden ved blot at strkke en oprakt
Tommeltot frem mod Genpartens Haand til Tryk--; til sidst fik de dog
erobret en Sofa lige inden for Restaurationsdren til Gangen, hvor
Svrmen sivede forbi som en vandrende Mur. I selve Dren var der en
Trngsel, saa man blev drejet som Bnner i en Kvrn.

-Tummel, lo en ung Dame lykkelig over til Berg--det var en
Skuespillerinde fra Kongens Nytorv--og blev drejet ud igen.

-Naa--_saaledes_, sagde Brodersen og frte Spidsen af Pegefingeren hen
under Nsen, mens han snftede. Det var i Kredsen Blom Tegnet til, at
noget havde Vildtlugt.

-Sludder, Broder, sagde Blom, Broder gr s'gu det hele til t stort
--nok sagt--bare for at hve Byens Anseelse.

Alle lo. Broder har ingen Mening, sagde Berg.

-Saa? Brodersen havde et fedtet Organ, saa det altid ld, som han
vrngede: Ja--tro I--for mig paa de rnlivede Jomfruer fra Bi-belen,
sagde Brodersen.

Man talte om Diamantkvinden--: Hun pynter, sagde Lange. Det hjlper
altsammen.--og Signalet ld til at bryde op.

-Ja, ja, sagde Lange, som holdt af at tale i en Tone, som om han
sluttede en Generalforsamling. Vi faar s'gu dog Pudder i Logerne
--gamle Folk.

De gamle Folk slentrede hen ad Gangen, hvor der begyndte at blive
tomt, og tog Afsked med Nik. Berg blev raabt hen til Fru Canth, som i
en Nichesofa under meget Spektakel fik kredenset Sodavand af Edvard
Sundt, Fuldmgtigen.

-Kre--giv mig Ret, raabte hun. _Er_ det ikke for B'lam ... Hys,
Edvard, hvad jeg siger, det er rdsomt med den Anstndighed. Fru Canth
var en lille vever Dame med et Ansigt, der hovedsagelig bestod af et
Par store, allestedsnrvrende og blanke jne. Hun gererede sig som en
Mellemting mellem et Egern og en Abekat og kaldte af Princip alle
Herrer ved Fornavn.

Fru Canth gyngede paa Sofaen, med fremstrakte Fdder, saa man saa' et
Par Spndesko med et Par mrkerde Silkestrmper op over Anklen.

-Gennembrudte, sagde hun og pegede. gte Varer--sagde Krmmeren ...
Hvormange jeg har kbt, lille Edvard? Seks Par.

-Men--Gud ... Jeg snakker ... Fru Canth satte Spndeskoene med et Std
i Gulvet: Hvor er Manse? Han aner jo intet om Regningen....

Mansen var Assessoren, en forskrmt lille Herre med nogle tynde
Haartotter og et Par forvaagede jne. Han saa' ud, som om han _altid_
fik prsenteret en Regning. Fru Canth raabte ham regelmssigt ud et
Par Gange i Timen og han blev saa funden bagved Fruen, som havde han
vret gemt i en Kjolefold--hvorpaa Fru Canth sagde:

-Naa, Manse, og nikkede til Afmnstring.

Man hrte Korstemmerne ned oppefra.

-Bevares. Fru Canth stod op: Tak. Hun rakte i stiv Arm
Sodavandsglasset hen til Sundt: Dj, Brn. Hun gik med Manse; ved
Parkettrappedren stansede hun: Edvard--man mdes jo efter Dagens
Gerning--i Bethesda.

Sidste Akt gik. Den endte med et Soldatertableau, hvor Gardens
Musikkorps blste paa Horn. Berg og Lange var nogle af de frste, der
kom ud.

-Tivoli, sagde Berg og slog Droskedren i. Institutionen gav den
sidste Fyrvrkerifest i Ssonen.

Mngden brd ud af alle Porte, skyllede Liv og Stj ned over Trappen
og frem over Gaden--gennem Strandstrde trallede Rkke efter Rkke.
Ude paa Kongens Nytorv fld man sammen til hjlydte, lystige er, hvor
de muntre Sporvogne brd ud og svingede bort hver sin Vej, frem ad
Sporene.

Saa delte Stjen sig--ind i Gadernes store, ventende Gab. Og svagere
og svagere rullede den frem gennem Husenes store Stilhed: piblede ind
i en Port, ned i et Strde--som om Stenrkkernes tavse Graa langsomt
havde suget den til sig.

Hist kysses de og gr Kur. Vaage maa vi, Som har Jour. Ene er vi.

Banditterne om Hesten havde dorsk rejst Nakkerne en Smule og
brummet--nu tnkte de videre med Hovederne ned i deres Hnder. Og kun
en Omnubus klaprede tungt op gennem Tavsheden.

       *       *       *       *       *

Tivolis Navn straalte i Gasbogstaver: Pantomimen var lige endt, og
Skarerne drev rundt under de illuminerede Buer.

-Kom du, sagde Berg, lad os suge lidt Luft.

De vendte og gik ned mod Basarplnen, der laa foran dem som i en lys
Sky; Gaskuplerne slog matte Arabesker gennem det fugtige Grs og
Kunstbedene prangede i dugget Pragt under Skr af Lamperne. Rundt om i
Trranden hang de farvede Balloner som skinnende Kmpefrugter.

De gik frem. Berg stansede: Midt i den musikfyldte Luft rejste Basaren
stille sine straalende Buer. Alt lyste, Kupler og Minareter. Et
Vindstd drev nu og da de viftende Flammer sammen som til sitrende
Lyn fra Minareternes Spidser; og over de slanke Tinder laa
Sensommerhimlens stjernestrede Dunkelblaa.

-Ja, her er smukt, sagde Berg dmpet og langsomt.

-Smukt er her, sagde Lange og fljtede til Hornmusiken glad ud i
Herligheden.

De vendte om og gik atter ned gennem Koncertsalsalleen, hvor Gasbuerne
spndte sig som lyse reporte over Hovederne: Aften--Berg og Lange,
ld det bag ved.

-God Aften....

Det var Lille-Gerster af Cirklen Blom, der skd paa dem som et Lyn,
Stokken bagud og Nsen frem: Er her med de Gamle, sagde han og skd
Skulderne op, Lemme-Souper....

-Tak, skd Lange ind.

-Tante fra Skan-der-borg, sagde Gerster. Herinde for at faa Tnder. Vi
gemmer hende i Divanen... Hvordan var 'et saa derude? De begyndte at
gaa.

-Naa--net....

-Kostymerne fra Paris,--Gerster snvlede som en Udraaber paa et
Marked:--med en Tomme sat over til Knene--man kender 'et... Naa--maa
hjem til Passagrgodset. Dj--Brn.

-Dj. Gerster fo'r afsted som en Pil, han gik altid med fremstrakt
Hals og sammenknebne jne og bevgede Nseborene, som om han stadig
vejrede Luften, hvor han kom frem.

-Satan--saa de har megen Familie fra Provinserne, sagde Lange, da
Lille-Gerster var ude af Skudvidde.

-Ja--der er de jo ogsaa fra....

-Ja, sagde Lange. Men Professoren gr sig s'gu dog med sin
Hremaskine.

-Ja--hun er en klog Kone, sagde Berg. Hun har faaet udrettet noget i
de Par Aar.

-Ja--Pokkers, sagde Lange, det er jo ikke mr, siden de flyttede fra
Randers....

Det var, som kom de ind i en Dansesals svirrende Tummel af Stemmer og
Lyd nede ved Koncertsalen. Lige fra Stengrotterne til frem under
Kandelabrerne, hvis Prismer lyste, var det kun t vandrende, mudrende
Myldr; og indefra, hvor man over Stimlen saa' Dirigenten med det hvide
Bryst som en stor Dukke, sgte de forvildede Polkatakter ud over
Hovederne, hvor unge Piger greb dem i Flugten og nynnede.

Berg og Lange havde kmpet sig frem gennem Stimlen til Divanens
Trappe. Nu rystede de sig, som Hunde, der kommer op af Vandet.

-Det tro Kbenhavn, sagde Berg, seende ned over Svrmen.

-Aften, Hr. Berg, Aften... To Roastbeef... _sauce tartare_... Kellner
Jensen viftede allerede Krummerne af det yderste Verandabord med sin
Serviet--Bankherrerne, Hr. Berg--Berg havde st prvende over tilhjre
mod en hjrstet Herre-Pousse-Caf i hvide Slips.... Lille Diner,
sytten Kuverter... er ved Kaffen, Hr. Berg... Hr. Jensen skd
undskyldende hjre Skulder i Vejret og smilte illustrerende
Tilstanden.

-Vel--Vel... Kellner Jensen drejede som en Top... To Alliancer. Vk
var Hr. Jensen.

-Der har vi Professorens, sagde Berg, der stod i Dren og mnstrede
Salen. Professor Gersters havde okkuperet det hjre Sofa-Hjrne og
slaaet Krans om Tanten med det nye Gebiss, som Hofdamerne i
Svinedrengen om Prinsessen.

Hele Salen var saa fuld, at Opvarterne knap kunde komme frem mellem
Stolene, og der blev raabt og bestilt og klirret: Vel--vel, saa
ingen Ganymed havde Kjoleskdet frelst. Mens et Par Bankherrer fra
Provinserne ravede hummerrde rundt i Forvirringen--i Svalehaler og
Brandspande--og faldt Venner og Bekendte gladelig om Halsen over
Bordene.

Ovre i den venstre Sofa prsiderede Fru Canth i Menigheden, ogsaa
kaldet de sikre. Det var den snvreste Canthske Kreds: tre, fire
Familier, men, som Fru Canth sagde, af den rette Aand.
Sommer-Stamsdet var denne venstre Divan-Sofa, af Fru Canth kaldet
Bethesda, til Forargelse for Fru Mlbom. Fru Mlbom, der evindelig
frte Poder enten til Daab eller til Konfirmation, havde smaa
religise Anfgtelser.

Iaften var hele den sikre Kreds samlet: de fire Fruer, Fru Canth
selv, Fru Dunker, Fru Mlbom og Tante Strm: vore tre Ungkarle:
Sundt, Redaktr Scheele og Bastrup af Toldvsenet, ogsaa kaldede de
smaa, samt Mndene.

Der blev raabt saa lnge paa Berg, til han bugserede sig frem til
Bordet. Damer og Herrer frte lglassene fint mod Flaskerne; hvad der
betd Akklamation: Plads for lille Herluf--Plads for lille Herluf,
raabte Fru Canth ... Luften svirrede af Herre-Fornavne--Damerne i
Kredsen Canth kaldte alle Herrerne ved Fornavne undtagen deres
respektive Mnd--og Berg blev klemt ned paa en Stol ved Siden af Hr.
Mlbom.

-For B'lam--for B'lam--Fru Canth var stadig ved Operetten--: noget
for den smaa Edvard. Fru Canth drak Buketten af en Carlsberg med
Sundt, der straalte paa en Sofaplads mellem Fru Mlbom og Fru Dunker,
med Skuldrene skudt behageligt op, som en Mand, der endelig er kommet
i Kakkelovnskrogen.

Fru Dunker pillede uafladelig Rejer til Scheele med nogle ringbesatte,
nervse Fingre.

Hr. Mlbom konverserede Berg. Familien Mlbom havde gjort deres
Ferieudflugt til Men: Fa'er og Mo'er og Arthur, sagde Hr. Mlbom.
Dejlig Tur--fem Dage for hundrede tre og tredive Kroner....

-Tre Mand--_tre_ Mand, De! gentog Hr. Mlbom.

-Fa'er og Mo'er og Arthur--Hr. Mlbom nikkede over til Arthur, som var
Hr. Bastrup af Toldvsenet. En lang Nddeknkker, der brugte kulsur
Natron til sin Mad (om Foraaret drak han og Fru Mlbom samme Brnd i
Rosenborg).

-Fem Dage, sagde Hr. Mlbom.

Damerne talte om Fru Canths Strmper: Lille Herluf har st dem, raabte
Fru Canth. Har lille Herluf ikke st dem? Berg maatte bevidne, at han
havde st dem, og der blev en Strmpedebat over alle Bredder.

Det intimere Lingeri var den Canthske Damekreds's bedste Emne. Man
gennemgik det stadig paany til det diskreteste Mellemvrk. Ved
Vintersammenkomsterne havde alle Damerne Kniplebrdt og kniplede ls
paa Forgelsen af Raffinementerne, mens Herrerne gav Raad og dmte om
Modellerne.

Fru Strm havde st et Mnster (Scheele fik sit Rejebrd rakt paa en
Kniv af Fru Dunker) ... hos Davidsens ... og hvad havde Fru Canth ikke
st--idag hos Vett--en Model til Chemiser....

-Nogle Chemiser, Tante Strm,--Fru Canth saa' ud, som om hun vilde
sluge Chemiserne--uden rmer....

Alle Damerne kastede sig over de rmelse inderste; Hr. Mlbom, der
var frdig med Prisbilligheden paa Men, sagde:

-_Tre_ Mand, og faldt pludselig hen med begge sine fyldige Hnder
stemte fast mod Bergs Laar. Hr. Mlbom var saadan: han faldt pludselig
hen og glemte Verden i en m Stilling mod et Medmenneske, og sad saa
med stirrende jne ud i Rummet.

-Ja, sagde Berg saadan noget som for tyvende Gang, der er knt paa
Men.

Der blev et Staahej i Anledning af Ankomsten af Billedhugger Pless.
Der maatte skaffes Plads til ham, og man rykkede saa tt sammen, at
ingen kunde rre Benene: La' ham sidde paa Skdet, raabte Tante Strm;
Pless kom ned ved Siden af Fru Canth.

Damerne var saa ivrige, at de skd Tallerkenerne bort og tegnede
Mnstre paa Dugen med Neglene; Oberstinde Strm sad og skinnede, rank
og stormgtig, med sine stikkende jne rundt i Kredsen med et Smil,
der bugnede af Forstaaelse; kun Fru Mlbom--der altid var rd i
Kinderne og paa Grund af for stramt Korset ligefrem ophovnet--sad med
stiv Hage som den personificerede Forargelse. Fru Mlbom havde i det
hele taget nemt til at antage et Udtryk, som om hun lugtede til et
Lg.

Hr. Mlbom vaagnede og saa' over til sin Halvdel.

-Vi to, Mo'er, sagde Hr. Mlbom og lftede Glas. Hr. Mlbom kaldte
altid sin Kone for Mo'er med et Udtryk af Inderlighed paa Ordet. Fru
Mlbom havde sknket ham otte Brn fra nitten Aar og nedefter.

-Vidne, Hr. Berg, sagde Hr. Mlbom. Vidne, Arthur ... De drak alle
fire.

Damerne var stadig ved Lingeriet: Ja--i _hver_ Vask lod Fru Dunker
sine Mellemvrk blde i Kaffe ... de saa' ud som gte....

-Men Gud, det Arbejde--Damerne raabte ... Ja, Fru Dunker gjorde det
... i hver Vadsk (Fru Dunker blev ivrig) ... hun bldte dem med en
Klud--_hvert_ Mellemvrk ... Scheele vidste det!

-Lille Carl vd det, lille Carl vd det, raabte Fru Canth.

Sundt saa' op fra sin Mad og strakte Armene i Vejret: Ja, sagde han,
Livet er rart,--mens Tante Strm og Fru Canth lo, saa ingen hrte
renlyd.

Midt i Stjen sad gtemndene Dunker og Strm stive og ubevgelige,
daddellse, med Dannebrogsordenens smaa Baand i Knaphullerne, og drak
en Gang imellem hinanden stille til; hvorpaa Ingenir Dunker igen
faldt hen med halvlukkede slve jne, som om han sov, mens Oberst
Strm forblev rank med sit lange, knne Napoleonsskg og et
hfligt-opmrksomt Smil, som om han stadig hrte paa en Bordtale.

Lille Canth gemte sit forskrmte og rynkede Ansigt bag Oberstindens
brede Buste, og de tre gtemnd blev midt under Lystigheden siddende
med stadigt det samme Udtryk i Ansigterne, ubevgelige som tre
Avtomater. Hr. Mlbom drak bestandig Rkken rundt og tog Vidner med et
aandsfattigt Udtryk i Ansigtet.

Fru Dunker, der altid var febrilsk og blev stjende ved den mindste
Lejlighed, for at holde Scheele i Aande--var blevet ved _sit_ om de
kaffebldte Mellemvrker, og Debatten blev stadig hedere, mens Fru
Canth lo, saa hun maatte holde sig i Siderne. Pludselig vendte hun
Hovedet og sagde:

-Hvad si'er Pless? og der blev en ny Latter, hvori selv Obersten
deltog: Pless sagde nemlig aldrig noget. Han kom kun i Menigheden for
at spise og fylde en L'hombre ud for gtemndene; han hrte ligesom
Berg--kun til Udenvrkerne og gik under Navnet Neutrum.

Mens alle blev ved at le, saa' Berg sit Snit og tog Afsked. Ude paa
Verandaen sad Lange og saa' krnket ud over en med Brd kemisk renset
Tallerken: Det er saa morsomt at sidde ene, sagde han, naar man er i
Selskab.

-Du kender jo Fru Canth, sagde Berg og slog Tartaresaucen over Kdet.
Man kommer aldrig derfra.

Ovre ved Pousse-Caf'en blev der slaaet paa Glasset, og Konsul Mller
fra Nibe fik Ordet ved en Bordende. Men i Herrerkken mod
Verandapillerne drak man glade Privatlikrer i Flng, og Konsul
Mllers Nabo blev ved at slaa et Par krlige Arme op om Konsulens
Skjortebryst: Ja vel, min gamle Ven, ja vel, sagde han--saa Konsul
Mller aldrig kom videre end til hjt at glde sig, mine Herrer,
hvad han blev ved at gre, med Ansigtet vendt mod Honoratiores, en
Etatsraadsrkke, der sad ind mod Vggen, ranke og reprsenterende, med
saare tomme Ansigter.

-Hva' er det for en Forsamling? sagde Berg.

-Vd s'gu ikke ... En Bankdelegation, tror jeg--Konferensraad Hein
staar i Spidsen--de vil danne en Centralbank eller saadan noget--for
at samle Kapitalen...

-Ja saa...

Berg og Lange sad med Albuerne paa Bordet og saa' ned over Svrmen
ved Koncertsalen. Et Par gamle Let-paa-Taa ved Bankbordet havde rejst
sig, mens Konsulen fra Nibe klinkede langs Vinduerne, og listede ned
ad Trappen med aabne Overfrakker og Lommetrklderne bundet om Halsen
... De forsvandt ovre i Allen, drejende om alle Skjrter...

Strmmen dernede blev ved at blge frem og tilbage, mens en Gang
imellem Blikinstrumenterne bruste ud i en Takt, der naaede op til
Verandaen, og indefra Latteren fra det Canthske Bord ld ud gennem
Vinduerne.

Ovre ved Bankdineren var der blevet mere stille. Herrerne med Ryggen
mod Haven havde vendt sig, og de saa' alle ud over Mngden mod den
lyse Koncertsal.

Der blev applauderet dernede, frst inde i Salen og saa udenfor; det
ld som en stor Brusen op til Verandaen.--Da Orkestret intonerede
igen, kendte man Honnrmarschen og alle Herrerne raabte Bravo og
klappede ud over Rkvrket under Larmen. Konferensraad Hein klappede
for, med smaa distinkte Haandklap, som slog han Takt; og alle blev ved
at applaudere, saa Agent Hyer, Delegeret fra Viborg, der sov yderst
paa Hjrnet, barhovedet, i sin brunrde Paryk--med den hje Hat under
Stolen og med Muffediserne trukket halvt frem over Hnderne, der var
foldet paa Maven--vaagnede med et Ryk mod Sidemanden og troede, der
skulle stemmes i Byraadet...

Da Klap og Bravo var det hen, slog Konferensraad Hein paa sit Glas og
sagde siddende, at han vilde tillade sig at meddele H.M. Kongen denne
spontane Ovation--han vidste, i hvor hj en Grad det vilde glde
Hans Majestt. Og da alle klappede, under langtrukne Bravoer, der gik
over til et stort Hurra--Etatsraaderne aabnede Mundene taktfast, ni
Gange, stumme som Havets Fisk--rejste Konferensraaden sig og sagde
hjtideligere, med Glasset i Haanden, mens der blev stille:

Han vilde sikkert bringe Hans Majestt denne Forsamlingens gentagne
Hilsen. De vd det, sagde han og talte, vuggende let frem over
Bordkanten: De vd, mine Herrer, hvilken hjsindet Protektor, hvilken
utrttelig Beskytter af ethvert Fremskridt vort Land har i Hans
Majestt. Det er mig personlig bekendt, at ogsaa disse Dages
betydelige Gerning--denne store Sammensmeltning af saa anselig en Del
af al Landets Kapital--af Hans Majestt er blevet hilset med Glde og
Haab. Det maa vre os en Tilfredsstillelse--for os alle, mine Herrer,
en Tilfredsstillelse og en Lykke at vide vor ophjede Konge i Spidsen
for vore Bestrbelser med sine naadige nsker om vor Fremgang ...

Der blev atter raabt Bravo, og Konferensraaden sluttede med et hjt
Leve for Hans Majestt.

Man hrte de sidste Toner af Honnrmarschen, mens Hurraraabene dde
hen; der var kommet en hj, lftet Stemning over hele Selskabet, man
talte om de store nationale Foretagender, om Omvltningerne i
Agerbruget og Havnen i Esbjerg.

Redaktr og Bankraadsmedlem Svendsen fra Aalborg rejste sig: han vilde
dog kun sige nogle faa Ord, de sidste idag--og de skulde henvendes til
Hr. Konferensraad Hein. Der blev raabt Bravo, saa ingen hrte mer end
Fortjenester, alle kendte, og Redaktren maatte vente, til
Dirigenten havde skaffet Ro. Saa sluttede han af--med hjt hvet
Glas--med et Leve for _ham_, mine Herrer, der havde givet Kapitalen
Vinger i dette Land. Et Leve for vor Stands Icaros, Hr. Konferensraad
Hein.

Leveraabene vilde slet ikke holde op, og alle stimlede sammen om
Konferensraaden for at klinke.

Etatsraad Blom, Landstingsmanden, lod sit lille Miniatur-Dannbrogskors
glide hen mellem sin Tommel og Pegefingeren og sagde:

-Ja--vore Produkter er blevet Guld.

De gentog Etatsraadens Stning rundtom, og et Par af Herrerne rejste
sig: de maatte have Luft ved igen at klinke kraftigt med
Etatsraaderne. Mens Justitsraad Horn--fra Assens, Ridder af Vasa--nede
i sit Hjrne sagde en Stning af Dagbladet om Guld, gravet ud af
vore gamle Volde, og alle sad saa oprmte, med straalende Ansigter,
som havde de alt det rare Guld foran sig paa Dugen.

Konferensraad Hein talte ikke mer. Han sad i Tanker og frte Cigaren
til og fra den smalle Mund, mens han fulgte de fine tynde Rgskyer med
et Smil. Ovre ved Rkvrket havde alle Herrerne vendt Stolene ud mod
Svrmen, og Konsul Mller sad halv salig og lod sin Serviet dingle
langt ned fra Rkvrket over Mngden, ligesom om han anglede.

-Det er _Fiskene_, sagde han og grinte af sin egen Vittighed, saa han
var lige ved at gaa ud over Rkvrket, og en hel Del Provinskolleger
lo med, til der pludselig blev ganske stille og man tav genert.

Men Konferensraad Hein var vaagnet af sine Tanker ved Latteren og
uden at have hrt den jydske Vittighed sagde han, med et Glimt i
jnene, seende frem over Mylret og Salen.

-Ja--Liv er her blevet.

--Berg og Lange gik ind til Gersters. Familien saa resigneret ud og
dukkede over Melon med Sukker i Rundkreds om Tanten, der var i
Atlaskmantille med Chenille, og som endnu kun besvrligt talte med de
nye Tnder. Da Berg og Lange blev prsenteret, gav hun Haanden, som om
hun stak Fingrene ind mellem Tremmerne i et Menageri. Professorinden
bd paa et lille Stykke Melon til et Glas Vin, og de fik Plads ved
Bordet.

Man talte om Landet og Sommerophold. Lange sad ved Siden af
Professoren og illustrerede ham en Badesson ved Bovbjerg med mange
impressionistiske Billeder, mens Professoren umrkeligt rykkede
lngere og lngere ind paa sin Stol--hvert moderne Udslag af den
Langeske Sprogbrug skar gennem ham som en Kniv--og sagde gentagende,
at Luften anerkendt jo skulde vre ganske fortrffelig ved Bovbjerg.

-Ja--hvad Lange angik, kunde han sige, _hans_ Nerver havde _danset_
...

Fruen smilte, med sit vaagne, behagelige Vrtindeblik stadig hen over
Bordet--ogsaa Professoren srgede hun for, _saa_ bd hun ham, og _saa_
rakte hun ham noget med en egen dmpet Omhyggelighed--:

-Ja--sagde hun, Hr. Lange fandt nu altid saa ejendommelige Steder ...
_De_ havde saamn bare vret i Fredensborg--men der havde vret rigtig
rart der ude ... Man havde altid Slotshaven at sidde i om Dagen.

-Og saa gi'er det jo noget Liv--med Hoffet derude, sagde hun.

Berg mente ogsaa, der var rigtig rart i Fredensborg, han havde boet
der en Sommer--stille og rart, kun saa solhede Veje, sagde han.

-Og ikke Mad at opdrive, sagde Lille Gerster. Han havde ikke mlet et
Ord til nu, men bare siddet dukket over sin Tallerken og leget med
Melonkrnerne, det generede ham altid, at Lange talte saa hjt, naar
han var sammen med hans Familie, og havde saa store Bevgelser med
baade Arme og Bn. Han havde stadig en Fornemmelse, som om Lange
maatte vlte noget. Familien Gerster selv havde alle nogle
forbindtlige, blde Stemmer, der kun brugte Mellemtoner, og smaa
hensynsfulde Bevgelser, der aldrig blev paatrngende eller fyldte op.

-Erhard forsgte vist tre Gange hele Sommeren, sagde Fruen og lo lidt
over til sin Sn.

-Mo'er overdriver--i Familien Gerster brugte kun Professoren Tiltalens
personlige Pronomen--jeg var derude hver anden Uge.

-For at sove ud, sagde Professoren frem over Bordet. Han var den
eneste i Familien, der undertiden talte hjere i en ligesom pludselig
utaalmodig Tone. Gerster skulde rkke Karaflen herned, sagde den
agtsomme Frue, hvis Herrerne deroppe har faaet.

Karaflen blev rakt ned under en lille Taushed, og Fruen spurgte Berg,
om man ventede mange Bger nu i Efteraaret. Naar Erhards Venner var
der, ledte Professorinden altid gerne Samtalen hen paa nye Bger og
nye Forfattere, og hun sad smilende og hrte paa alle de gudforgaaende
og radikale Ting, mens hun selv skd sine behageligt liberale
Anskuelser ind i smaa rolige, halvt satiriske Stninger. Men en Gang
imellem kunde der ogsaa plumpe ud af hende et uvilkaarligt, ganske
ungpigeagtigt udbrud, der gik videre end nogen andens, og som viste en
betnkelig Mangel paa Respekt for baade--det ene og det andet hos
Professoren. Og saadanne Udbrud kom altid i en egen fortrolig Tone,
som om hun talte med Haanden for Munden eller bag nogens Ryg.

-Jo--sagde hun, Novelletterne havde hun lst, strax--ude i
Fredensborg.

Hun kom pludselig til at se' over paa Tanten, der sad ret op i Sofaen,
helt stiv af Svn:

-Tante sagde jo, ytrede hun, at Kielland var blevet lst hjemme i
Skanderborg.

Tanten vaagnede ved Lyden af sit Bys-Navn og sagde besvrligt paa
Grund af de nye Munddele:

-Ja ... vi havde Lse-Torsdag ifjor ... Vi og Madsens, du ved, de unge
Folk, og Doktor Srensens ... skiftede hos hinanden ...

-Ja--det har jo Tante fortalt, sagde Fruen.

-Men efter Nytaar, du, spillede vi Boston, sagde Tanten.

Erhard rmmede sig og saa' paa Berg. Lille Gerster led i det hele af
den Sygdom stadig at genere sig, naar der var Venner af ham sammen med
hans Familie; _saa_ paa den ene Parts Vegne og _saa_ paa den anden.
_Selv_ gav han ikke Anstd. Han sad mest stille paa sin Stol. og saa'
underlig umyndig ud, med et Par artige jne.

Lange var ogsaa gaaet over til Literatur og talte meget indgaaende om
Zola: Satan til Ka'l. sagde han. Satan til Ka'l. Lange kradsede sig i
Hovedet: Han vd, hvad det kommer an paa: at ta'e Sanserne; sagde han,
_det_ er det.

Han bjede Manken helt ind til Professoren og blinkede: der var altid
saadan en inderlig Fortrolighed over Lange, naar han bredte sig paa et
Yndlingsemne:

-Ham lugter man saagu, sagde han og snftede let.

-Ja--Professoren lste desvrre kun Revue des deux Mondes
i--Lseforeningen...

Salen var nsten blevet tom, alle var brudt op til Fyrvrkeriet. Lange
og Berg tog Afsked, Tanten var allerede kommet midt ud paa Gulvet for
at binde Kjolen op med et Gummibaand og komme afsted. Fru Dnnergaard,
fdt Gerster, havde ikke st Fyrvrkeri siden Kronprinsens Bryllup, da
Amtsraadet lod brnde et af paa Slotsbjerget...

-Rigtig knt var'et, Jette--isr i Vandet ... Men der er ogsaa dejligt
ved Sen ... Det er dog det dejligste Sted, Jette.

-Men lad mig dog holde, Jette--lad mig dog holde, sagde Fru
Dnnergaard til Fru Gerster, der tog Overstykket paa. Hun var saa
ivrig for at de alle skulde rejse sig og komme afsted, som om hun
aldrig havde nikket over en Tallerken med Melon.

Og tilsidst blev de da endelig frdige, mens Lange og Berg bukkede i
Dren.

       *       *       *       *       *

Da Lange og Berg kom ud paa Verandaen forbi Bankherrerne, hvoraf nogle
stod barho'dede og stak Nsen op i Luften, hrte de allerede den
susende Knitren af Fyrvrkeriet, og lige foran dem, over Mngdens
mangfoldige Nakker, saa' de Bagsiden af en snurrende Sol, der kastede
et rdt Skr, som en halvt udfoldet baskende Vinge, gennem Rg og
Gnister, fr den slukkedes.

Lange istemte Mngdens lange Aa--aa, da de sidste Gnister faldt.
Rundt om dem laa nogle jeblikke kun et vidt Mrke, fyldt af Mngdens
Mumlen som af en Susen, op mod den stille, lyse Basar. Midt i Mrket
lb de smaa Lys af Fyrvrkernes Lygter og kastede hoppende Skr over
Fyrvrkeriets store Galgen-Skeletter.

Numer fulgte paa Numer. Smaaflammer sprang op ad Fyrvrkeriets
Stilladser og tndte--rdt, gult og grnt--regnbuefarvet urolig Ild.
Og paa den anden Side af Plnen saa' man pludselig de tusinde, sagte
blgende Ansigter i Skr af de skiftende Flammer, helt op til Basarens
rolige Lysbuer.

En Regn af Svrmere var det sidste Numer.

Der ld nogle Knald, og i samme Nu skd hundrede Ildslanger sig op i
Kreds, bjende i sknne Rundinger mod hinanden de lange Halse; og som
om de udspyede dem, faldt utallige Perler, store, som lyse Kloder ned
gennem Rummet og brdes med Knald--smaa plaffende Knald: med t var
hele Himlen, hvor man saa'. kun _et_ vildsomt Lb af ilende
hurtigfdte Stjerner, der lyste over Tusinders Ansigter...

Bankherrerne var gaaet helt frem for Enden af Verandaen, hvor de stod
og gloede med glad Undren over Trkkene, mens et langt Bifaldsraab
steg op fra Lavningen og spndte over det hele Rum--op mod de kunstige
Stjerner, der slukkedes.

       *       *       *       *       *

Berg og Lange gik ned ad den halvmrke Koncertsals All. Langt borte
fra hrte de Selskabet Canth, som gjorde en sidste Runde. Arm i Arm,
de fire gtemnd bagerst. Lille Canth havde saadan en ujvn Gang, saa
han aldrig holdt Trit, og det altid saa' ud, som lb han som en Hund
mellem de andres Bn.

Fru Canth og Sundt gik forrest. Oberstinden havde Fuldmgtigens
venstre Arm. Det var hendes Ret: en venstre Arm hos en af de
smaa--paa Skift. Hun kaldte sig selv det femte Hjul og lo med sin
hje overstadige Latter, naar hun sagde det.

Berg sluttede sig til Lille Canth, mens de gik videre. Der var en egen
melankolsk Sympati mellem de to: Berg holdt saa meget af den lille
Mand. Han mlte aldrig et Ord. Han gik stille rundt, rokkende lidt paa
Hovedet med det triste Ansigt og det tottede Skg; han tog sig kun en
Gang imellem op til jnene, ligesom om han vaagnede eller besindede
sig. Og saa sukkede han.

I Middagsselskaberne, naar Berg og han var sammen, kom han altid efter
Bordet og tog Berg under Armen og slbte ham med sig hen i en Krog,
hvor han kunde finde et Par Stole; og _der_ sad han saa, ligeoverfor
Berg, uden at mle et Ord, en hel Timestid i en stor Rgsky.

Og naar der blev kaldt til Spillebordene, rejste han sig kun og sagde
med sin tynde Stemme, mens han tog sig med Haanden over jnene:

-Naa--nu skal der nok spilles, og gik fra Berg med et Haandtryk.

Ogsaa nu gik de to uden at sige noget; lige foran dem havde Hr. Mlbom
slaaet en Klo i Lange og var igen paa Men, mens Mo'er gik lidt
henne til en Side med lange Arthur, begge tavse, i et trgt luntende
Trav--Fru Mlbom i Galosker--som et Par halvgamle Heste, der lnge har
trukket sammen.

Fru Dunker og Scheele gik inde under Trerne--naar de var alene,
stjede hun ikke mer.

Berg stdte mod noget paa Jorden, med Foden, og bukkede sig: Aa--det
er en Raketstok, sagde han og tog den op, saa' ind i det sorte Hylster
og rystede det.

Lille Canth standsede ogsaa og kiggede ind i det tomme Hylster, Fru
Canth raabte fra Fortroppen, hvad det var, og alle stansede og tog om
den mrkvrdige Stok, til Fru Canth sagde:

-Uh, man blir jo sort om sine Hansker, og smed den.

Og alle satte i Marsch igjen.

-Ja, Herren vd, sagde Lange, hvem der har faaet _den_ i Hovedet. Hr.
Mlbom lo.

-Det er ikke noget at le af, sagde Lange, _det_ er s'gu Faren med
Raketstokke--at Godtfolk faar dem i Hovedet...

De kom ned mod Teatret og hrte en hj Klappen. Det var Publikum ved
Hornmusikken, der vilde have et sidste Extra-Numer. De gik over til
den store Rundkreds af Folk, der ventede under Lygterne; Bankherrerne
kom ogsaa i en Svrm, echaufferede, med Hattene i Haanden, og blev
staaende.

Da Musikken begyndte, kendte de Kyssenes Sang ... Og nynnende,
vuggende Hovederne ind mod deres Herres Skuldre, stod Damerne med de
smilende Ansigter vendt op i Lygtelyset...

Saa strmmede alle ud paa den store Plads, hvor det elektriske Blus
paa National-Taarnet sendte sin Strime af Lys frem over Mylret ned mod
Frihedsstttens store graa Sten.

Og ind i Stjen af rullende Drosker og Nationals Musik og Farvel
af de hundrede Stemmer hrte man hjt Zinkarbejdernes lystige Takt,
der under Edisons Lamper glad hamrede ls paa Victoria-Teatrets nys
rejste Tag.

Berg var stanset ovre paa Fortovshjrnet ved Jernbanen. Du, Lange,
sagde han dmpet og dvlede paa Ordene, mens han saa' ud i det rige
Mylr: Om man dog havde en Harlekinsstav og slog med den en Tryllekreds
om den hele By og bandt den til t Billede...

Berg tav lidt, og med en Bevgelse med Hnderne, som snderbrd han
den tnkte Stav, sagde han med et utaalmodgt Suk:

-Og saa vilde det vre et Tornerosetableau, det hele Billede.

Han vendte sig, just som han blev raabt an af en hj, lidt skingrende
Stemme: God Aften--Berg.

Det var en Herre, der raabte fra en Droske over den halve Gade: Ses i
Ugen, raabte han, til en bedre Frokost ... Han svingede med Hatten fra
Drosken, der rullede videre.

-Hvem er det? sagde Lange.

-Den unge Adolf, sagde Berg--Sn af Adolf med Husholdningsbgerne...

-Hm, sagde Lange i sin misfornjede Tone: En stjende Herre.

De gik videre.

       *       *       *       *       *

Berg var kommet hjem, hvor Lampen brndte stille under sin Skrm, og
gik frem og tilbage over Gulvet. Han knipsede Kineserdukkerne, der sad
rundt om paa Kanten af Etagerer og Konsoller, saa de bevgede
Hovederne, og saa' lidt paa den nikkende himmelske Forsamling.

Saa slog han de lange Persienneskodder til Side og aabnede Vinduet.
Der var ganske stille, ikke et Fodtrin, ikke en Lyd. Fra Stjernehimlen
laa et Skr som af Sommernatsdmring over Pladsens hje Tage.

Og lngst borte, over alle Huse lyste som en skinnende Sky Skret fra
Victoriateatrets elektriske Lamper.

Berg gik tilbage i Stuen og opdagede et Brev ved Foden af Lampen. Han
tog det og saa' paa Haandskriften--i Hjrnet var der en Svale med en
fransk Devise: _Nous reviendrons_--: Berg blev siddende lidt, fr han
brd det og lste:

 Moder beder mig sige Dem, at vi nu lykkeligt og vel er kommen hjem
til Byen--for at opleve endnu en Sson.

Vi hilser Dem alle.

Deres ASTA HELTZ

Berg blev siddende lnge og stirrede ind i Lampen--Brevet med Svalen
havde han krammet fast sammen i sin Haand.




II

Berg blev baade dv og r paa den gyngende Bro, hvor han stod, midt
mellem Victoriateatrets Himmel og Jord--saadan blev der banket, hamret
og hvlet; i t Net af Stilladser og Bjlker og Stiger klang Murskeer
og Hamre, oppe og nede, gennem Tridsesnurren og Raab: Ohj--ohj, ld
det fra Klderen som fra Maven af vldige Bugtalere.

Berg blev svimmel, naar han saa' derned, hvor Stilladserne groede op
af Mrket paa svre Ben og spredte sig i hele Rummet, lige op til
Kuplen, hvor Lugerne lo mod Dagen--n Kmpekrop, hvor alting sang og
virkede ... Hjst oppe hang Malerne, som Fluer, under Loftet, og
trallede i Kor Kyssenes Sang ned over Stjen...

Bygmester Martens stod ved Siden af Berg paa Broen og gestikulerede;
renlyd af hvad der sagdes, hrte ingen af dem. Nede, hvor Scenegulvet
blev lagt som en ren Flaskeholder af Bjlker og Huller, stod den unge
Adolf og raabte med Hnderne for Munden: Frokosten--Frokosten! og Berg
og Martens gik tilbage ad Broen, balancerende paa vuggende Stiger:
Hold i Tovet--Tovet, raabte Martens, som var underst. Vejen var ikke
saa rar, fr de fik en solid Stentrappes faste Grund under Fdderne.

Den unge Adolf ventede paa dem med Bogholder Spenner, Martens
Faktotum, der sagde, at Kokken umulig lngere kunde holde den lille
Forfriskning.

Men Martens blev ved at vise frem, mens de gik hen gennem
Balkongangsrummet, bukkende frem under Malerstilladser og hoppende
udenom Kalkbtter og over Brdder:

-_Der_ skulde vre Marmorpuds, og _der_ skulde vre Forgyldning ...
Martens pegede og Martens viste.

Bygmester Martens begyndte altid ivrigt paa Forklaringerne af sine
Herligheder og fandt saa ikke Ordene og stod blot og frte den hjre
Arm gennem Luften, som om han udbredte den ganske Pragt af Stuk og
Puds og Kulrer for sine glade jne, der altid straalede som et Barns
over hans egne Undere.

-Ja, ja, sagde han saa. Det er Interessen. Og han gik videre og
nynnede. Nynne gjorde Martens altid, hjere og hjere, mens det
svirrede for hans jne med Forgyldning og Marmorpuds, naar han gik om
i sine Bygninger. Det var saadan en Rest af Vanen fra den Tid, hvor
han havde sunget over Hvlebnken.

Hr. Spenner, der gik bagved med Hr. Adolf, mindede igen om Kokken. Men
Modellen maatte man da se, mente Martens. Den stod jo bare lige
herindenfor i Foyeren--Martens sagde Fo-en, han snublede altid
over de mange fremmede Ord i sine Bygninger--; de brd gennem mange
skrmende Skkelrreder, der sprrede Draabningen, ind i Foyeren,
hvor Arbejdernes tj hang paa interimistiske Knager, og en Mngde
lflasker garnerede Vggene. Modellen stod velforvaret paa et
Fjllebord.

Martens dkkede Stykket af med en Haand saa varsom, som lftede han
Dynen lidt fra en Vugge, og de stod alle fire og saa' paa
Papiermach-Modellen, mens Martens tog Loftet af, saa man kunde se det
indvendige, og Adolf bukkede sig ned og pustede til den lille Vimpel
paa Taget, saa den viftede.

De lste Victoria paa Vimplen og blev alle fire ved at le, fordi den
saadan kunde vifte, naar man pustede.

Berg slog lidt mod Modellen med en Kno:

-Ja--kunde man bygge af _det_ Materiale, sagde han over til Martens.

-Ja, sagde Martens og kneb jnene sammen, mens han blev ved at le med
sin Kluklatter: Det er Interessen, sagde han. Han slog et
Skkelrred til Side fra en hj Hylde, hvor der var stillet en Rkke
Gipsstykker op--dansende Basunengle til Logebrystningerne. Hva' tror
De, det er? sagde han og rakte Armen op for at tage et af Stykkerne,
stadig med det samme Ansigt som en Dreng, der viser et legetj.

Han strakte Gipsstykket frem mod Berg med Vrangen ud: Det buttede
Drengebarn var det tyndeste Pap.

-Satan, sagde Adolf og slog med sin svipstok op mod Englene. Satan
--saa man bli'r fiffige, sagde han og stod og gottede sig, mens han
ligesom vejede den hule Papengel i den anden Haand.

De lo alle, mens de igen brd ud gennem Skkelrrederne for at komme
ned og hjlpe paa kokkken.

Victoria-Restaurant'en var allerede aabnet i Sidefljen med fire Sale
og tolv Kabinetter.

De gik gennem alle Salene ind paa Nr. 10, Hjrnestuen paa frste Sal,
hvor Bordet var dkket med Servietterne som virtuosmssige Svanehalse
paa Kuverterne. De var blevet svrt sultne paa Vandringen og sagde
nogle Lovord over Maden med Mundene fulde. Martens sad og hilste
rundt, saa glad over sin Koks Kunster som en Hundehvalp i et Spil
Kegler, og sagde:

-Det gr godt i Nsen, naar Laaget bli'r taget af Fadene.

Martens nd ivrigt lkkermundet alle sine Maaltider i Restauranten
nu. Hjemme var han nsten kun om Natten og om Sndag Eftermiddag.

Han sad da efter Bordet i et Hjrne af Salen i Sofaen og saa' ud paa
Pragten af Fljl, Loftsdekorationer og indlagte Mbler, der var
stillet op ganske som i hans Restaurationssale, men som her, hvor der
manglede Publikum, saa' dde og stive ud, som de endnu stod i et
Magasin.

Hans Kone gik stille om paa de skinnende hvide Lrreder mellem Drene
og syslede. Til daglig kom hun ikke i Stuerne, men blev i Sovekamret
og Badevrelset, der var det mindste Rum i hele Huset. _Der_ havde hun
strax stoppet alle seks Brn sammen og vuggede og vissede fortumlet
videre, saa godt hun kunde.

Fru Martens var efter Aar og Dag endnu ikke kommet sig af Forbavselsen
over deres Ophjelse; og hun gik om Sndag Eftermiddag rundt om
Martens paa Lrredsstykkerne, saa forsigtigt, som om hun ikke turde
trde, og talte hviskende, halvt af nsten overtrosk refrygt for hele
Manden og halvt af noget som Angst for, at det hele kunde vre forbi
igen, hvis man traadte for haardt til eller gjorde nogen Slags Stj
mellem Vggene.

Naar hun saa Ugen igennem vissede og vuggede, spurgte Fru Martens
stadig sig selv paany, hvordan det egenlig var gaaet til. Da de
giftede sig, var Martens kun Svend, og de havde blot n Stues Indbo.
_Hun_ havde sparet deres frste trehundrede Daler.... da var det Daler
endnu ... De frste trehundrede Daler ... Fru Martens blev siddende
med en lille Bygmester Martens i Armene: hendes Forstand kom ikke
videre.

Martens tnkte sjldent paa Fortiden. Det hele var gaaet saa ganske
naturligt til, som alting gaar naturligt til. Han havde klasket et
Hus op, som alle andre Svende, med Laan paa hver Sal og Prioriteter
til Taget--han havde bare sat Gipsgesimser i Gadevrelserne og givet
malede Lofter, og saa havde han solgt og bygget nyt og solgt igen,
stadig mere hidsig paa Farver, og Gips og Snrkler paa Drene....

-Som Interessen nu er, sagde han til Arkitekterne.

Og da de andre holdt op, Kammeraterne, og sad som Grundejere og tog
deres jvne leje paa Broerne, blev _han_ ved, stadig med Facader,
Forgyldninger og Spejlglas, taget ligesom i en hel Rus af Imitation og
skinnende Kulrer--ligesom han i Lretiden havde siddet og klattet
Farver paa Skillingsbilleder for hver opdrevet Toskilling--hele Tiden
halvt forundret over sine egne Vidundere.

Man var saa begyndt at tale om hans Bygninger; og Omtalen drev ham
videre til nye Raffinementer, han sgte Hjlp hos Arkitekter og
Dekoratrer, byggede og byggede ... Bevarende, under det altsammen,
Smaamandens krlighed til det grelle i Kulrerne og Uvgerligt
byggende alle sine Huse--disse Huse med deres monumentale belgiske
Ovne indfrte fra Sverig, de imiterede Broncekaryatider paa Trapperne,
de forgyldte Gelndere og eftergjorte Parketgulve--ubekvemme,
indsknkende og snvre, ubevidst bevarende Arbejderens Maal, der er
vant til de smaa Rum, hvor man kan rkke med Hnderne mellem Vggene,
og til en tung Luft.

Han tilbragte sine Sndagstimer i sin Sofakrog--han arbejdede
aldrig om Sndagen og afgjorde aldrig nogen forretning paa en
helligdag--legende med Brnene og seende paa sin Stue, hvor
Hdersgaver fra hans Arbejdere stod rundt om og pyntede, saa dde
som alt det vrige.

En Hdersgave var et stort gammeltysk Skab, indrettet som Pengeskab.
Pengeskabet var ivrigt tomt. Alt, hvad Penge angik, havde Spenner at
raade med, og forresten var der aldrig meget med rede Mnt at gemme;
det gik i Forretningen mere med Veksler, der var saa gode som Penge.

Martens skrev sit Navn, der galdt som fuld Valuta, paa de blaa Papirer
med en egen sitrende, stolt Fornemmelse, stirrende paa de store Tal
med Haandvrkerens jne, der overfor Kapitalen bevarer noget som en
refrygtsfuld og nsten ngstelig rbdighed--selv nu, hvor han
regnede op i de hundredetusinder.

--Frokostselskabet havde stillet den frste Sult og begyndte at drikke
flittigere til smaa Mundfulde. Spenner, der sad tilbords som en
tyvagtig Hankat, der labber Flde, begyndte at tale om Martens'
Ejendomme.

-Det var Tiden at bygge nu, sagde han ... Igaar havde de solgt Nr. 11
... Som varmt Brd gik det med Salg og med Bortleje.

-Ja--sagde Adolf--nu har man Avance. Han lod en tung Burgunder flyde
paa Tungen og smkkede.

De talte om alle Martens' Foretagender, om Kb og Salg og udlagte
Byggegrunde og nye Gader, saa det rullede med Tusinder. Spenner sad
hele Tiden med dukket Hoved og vaskede Bordet med Haanden, som om han
uafbrudt forduftede det meget Guld ned i sit Skd; Martens talte om
et Sommerhotel--ved Bellevue--paa Strandvejen ... Et Sommerpal ...

-Med Broer, sagde han, Broer over Strandvejen--Ekstra, ekstra, Hr.
Berg, det er Interessen ... Med Broer, sagde han igen og kom ikke
videre, men byggede sit Sommerpal i Luften med begge Armene.

Adolf slog sit Glas i Skum: Ja, sagde han, nu er det Tiden at stte
sine Penge paa Rente.

En af Kellnerne kaldte Spenner fra Bordet. Det var en Lejer, der vilde
underskrive en Kontrakt:

-Ja, ja--det gaar, sagde Martens glad, idag flyttede han ind
derhjemme--den lille Fuldmgtig. Den lille Fuldmgtig var Assessor
Canth, der var flyttet ind paa Martens' tredje Sal.

De havde stadig faaet flere smaa Retter, og Vinflaskerne gik om i
Kurve. De talte igen om Teatret, om Lejesummen og om Direktrer--da
Spenner kom tilbage.

-Men Pokker til Leje, sagde Adolf, De--Spenner ...

-Det var Grunden, der var saa dyr. Den og Pilloteringen havde kostet.

-Pilloteringen? spurgte Berg.

-Ja--det var jo _det_ ... hvad havde den ikke slugt for Penge: Huset
laa jo midt i Stadsgraven ... sagde Spenner.

-Ja--Satan til Historie med den Grund, sagde Adolf.

-Og Vandet har vi endnu i Kldrene, sagde Martens.

-Ja--om man nu havde Direktren, sagde Spenner og dukkede. Bogholder
Spenner dukkede altid Hovedet ned mellem Skuldrene, naar han sagde
noget, som om han vilde gemme sig for sine egne Ord, og det saa' ud,
som om han stangede.

-Men Alverden sger jo, sagde Berg.

De var naaet til Fuglene og sad mtte, lnede tilbage, med
Servietterne i Skdet, mens de talte i Munden paa hinanden. Ja--_der_
blev nvnt Folk--det var den halve By, der blev nvnt af Rygtet--til
Direktr.

-Saagar jeg, sagde Berg og lo, blev spurgt igaar: Jeg skulde vel vre
Direktr ...

-Ja, raabte Adolf, vi to--Berg--os to.

Spenner dukkede og vaskede Dug: Hvorfor ikke? sagde han. Det vilde vel
have sin Interesse.

Berg blev ved at le, mens de andre i Spg, leende og drikkende,
vedblev at tale med Dhrr. Direktrer om stykker og Billetpriser og
Skuespillerengagementer.

-Ja, sagde Berg: Naar man kunde slaa en Jde ihjel ...

De rejste sig fra Bordet for at drikke Kaffen ved Vinduerne. De
takkede for Mad, rdmussede og hjrstede, fik Cigarer tndt og slog
vinduerne op. Ovre i Passagen strmmede Middagssvrmen forbi i Solen,
Luften var hj og klar. De slog sig ned om Likrflaskerne, seende ud
over mngden, glade og vdende Tungerne med smaa Glas.

Adolf stdte sit Glas mod Bergs: Konsortiet leve, sagde han. Og han
begyndte igen at lgge Planer om Koncerter, om Turner og om
Sommerforestillinger med fremmede Kunstnere: September! Hvad taler De
om September? der kan tjenes Guld i September, sagde han, det er de
Rejsendes Maaned ...

-Der er jo ingen Provinser mere, sagde han og slog Haanden ud mod
Passagen og Mngden. Det er jo kun t eneste stort Kbenhavn, det
hele....

De smilte alle ud over Middagssvrmen, og Spenner sagde: Og saa
trkker man dem ogsaa over Sundet.

-Ja, sagde Adolf, over Sundet skal de.

De blev stille, hver i sine Tanker, blsende smaa, fine Rgskyer frem
for sig i luften. Stjen nede fra trngte op til dem, og de sad,
smilende og saa' paa deres Glas, hvis Vdske blev gylden i Lyset.

-Ja, sagde Adolf. Det er det, det glder om; og de tmte Glassene og
brd op.

Berg og Adolf var ganske hede og opildnede, da de kom ned paa gaden og
skiltes ovre paa Hamtorvet;

-Men ligegodt, sagde Adolf. Tnk over det--det er en _Id_.

-Snak, sagde Berg. Han var virkelig gaaet og havde smilet ved Tanken
om Direktoratet--saa tosset det end var.

-Naa--adieu, Associ, sagde Adolf. Og inde fra Fortouget raabte han:
_Jeg_ skyder Pengene ind.

Berg blev ved at l ganske hjt for sig selv, mens han sad, med Hatten
paa sit Skd, oppe paa Taget af Sporvognen og krte til Kontoret.

I Redaktionsstuerne var Persiennerne nede for Solen og Luften stram af
de nye Olietpper paa Gulvene. Redaktionssekretrstolen, Hr. Gravesens
Embedssde, i den frste Stue var tom, paa et Hjrne af Skrivebordet
laa der en Flettekurv.

Flettekurven var Tegnet paa, at Fru Gravesen var i Redaktionen. Fru
Gravesen holdt af at opsge sin Mand i Redaktionstiden--vbnet med
Fletteposen--for at afgre pinligere huslige Udgifter (i Familien
Gravesen kunde ivrigt nsten alle Udgifter henregnes til de pinlige):
heroppe forbd Hensynet til De Herrer Gravesen at blive hjrstet
eller simpelthen at gaa og smkke med Dren.

-Ja, sagde Fru Gravesen hjemme med et lille Suk: Saa maa jeg vel ind
til Fa'er.

Der var igen noget, det _maatte_ skaffes til Pigebrnene. Caroline,
giv mig mit Tj! sagde Fru Gravesen. Hun fik Fletteposen og Tjet--den
lngste Tid af Aaret var Fru Gravesens Tj en grundtvigiansk Straahat
og en Atlaskes Mantille--og kom ned ad Trapperne. De to Klaverer
fulgte hende langt hen ad Vejen.

Familien Gravesen boede paa sterbro i et Gevinst-Hus. De seks
Frkener uddannede sig--som Bier--til praktiske Erhverv, et Par i hver
Etage. Hele Huset var fuldt af Skalaer, Solfeggier og italiensk
Bogholderi.

Hvert Kvartr kom en af Bierne ud paa Trappen og hvinte Ro; Om
Amalie blot et Minut kunde holde op med sine Hyl.

Amalie kvidrede i Stuen; der blev smkket med en Dr: Om Vilhelmine
vilde holde Nsen hos sig selv--man maatte vel have Lov til at ve
sig. Amalies Hoved kom tilsyne ved Kldergelnderet og skingrede op
efter i Trappegangen.

Alle Frknerne Gravesen svirrede ud af de respektive Dre og hvinte,
rdtoppede over Gelnderne--samtlige Damer Gravesen var Chatteringer
af rdt--: Ja, Amalie kunde vel osse la' vr' ... Aldrig havde man et
Sekund Ro for Amalie....

-Pyh--Gud ved, hvor tit Vilhelmine tog sine Poter fra Klavret....

-_Saa?_ om Ida bare vilde passe sig selv, kom det fra Kvisten, fra
Frken Frederikke, der var med Stilebog og Blk i Ansigtet. Alle havde
de Rster i Diskanten.

-Aa, maa jeg vre fri....

-Naa--det vd vi da om Vilhelmine, at hun bare ver for at irritere os
andre....

-Hold du din Mund, Frederikke.

-Uf--Ida bliver naturligvis raa, hvinte Vilhelmine.

Det gik fra Klder til Kvist; saa smkkede Drene--hele Gevinsten
rystede, naar en af Frknerne Gravesen bad om Ro--Amalie sendte den
siste Pil op til de uregelmssige Verber paa Kvisten:

-Hm--det vd man vel, hvem der kan klde sig selv, skingrede hun.
Frken Amalie var Medlem af Holmens Kirkekor og holdt sig selv med
Paakldning....

Med Skalaer og Verber vedblev nu uforstyrreligt oppe og nede i
Gevinsten. Frknerne Gravesen var udmattede og havde ikke Vejr.

Fru Gravesen asede til Byen; hun havde en Gang, som hun var knkket i
Knerne, men hun brugte aldrig Sporvogn af Hensyn til Udgiften.

Naar hun kom ind paa Kontoret, nejede hun for Medarbejderne i den
frste Stue--Fru Gravesen havde vret gift syv og tyve Aar i Byen,
men hilste endnu stadig med et provinsielt Ungpigeknix, under
Grundtvigianerhatten--og hun og Hr. Gravesen gik ind i et lille
Brdderum, der benyttedes af Extra-Korrektrerne, og hvor der en Tid
blev debatteret heftigt og halvhjt.

-Tror du, det er til mig, Gravesen? sagde Fru Gravesen trt, naar
Redaktionssekretrens lille Skindpung endelig var kommet frem til
Udbetaling.

Naar hun gik, kniksede Fru Gravesen igen, med et sky Blik til
Redaktrens lukkede Dr. Fru Gravesen betragtede Redaktren som noget,
der var meget nr op til Guddommen.

Medarbejderne lod klogelig Redaktionssekretren sunde sig lidt over
sin Ordensliste efter Fru Gravesens Afgang.

Da Fruen var vel afsted, bad Berg om Papir; han vilde sidde her og
skrive, han gad ikke gaa ind til sig selv. Han fik Papiret og satte
sig hen i en Krog, men han fik ingenting skrevet. Han var tung og lidt
fortumlet i Hovedet og sad og saa' frem gennem de stille Stuer, hvor
Solen gennem Persiennerne kastede sine regelmssige Pletter hen over
Gulvene, og Medarbejderne sad, den ene bag den anden, lnede over
deres Borde.

Hr. Gravesen havde snrret sin frste Forbitrelse op i Talerret til
Stteriet--Faktoren hrte altid paa Stemmen, naar der havde vret
Udgifter til Pigebrnene--; nu havde han et ledigt jeblik og skrev
med Albuen paa Lommetrkldet og Frakkekraven krben hjt op bag til,
mens han bukkede sig. Hans ledige jeblikke tilhrte den modnere
Ungdom, han belrte den utrtteligt i Oversttelser efter det
engelske. Han havde gjort det i tredive Aar og troede endnu, at han
var anonym og at det var en Hemmelighed.

Berg fik ikke skrevet en Linje. Den store Hurtigpresse begyndte at
tage fat til Aftennumret og sendte sine uafladelige, hastigt klaprende
Std op gennem Huset. I Redaktionsstuerne rrte sig ingen. Gravesen
blev ved at sidde bjet, fyldende Side paa Side og lggende dem til
Bunke: Han lignede en Skildpadde som han sad, rundrygget med opkrben
Frakkekrave og dukkede.

Den eneste Afveksling i _den_ Mands Tilvrelse var hans Viser. Han
havde vret Frer paa et af de frste Studentertog, og han havde
endnu en humoristisk Aare, som de tog til, ved Rusgilderne i
Studenterforeningen. Ved srdeles festlige Lejligheder var han ogsaa
Medlem af Studenterdeputationer, med en meget gammel og vejrbidt Hue,
der Aar for Aar faldt ham lngere ned i Ansigtet, som om Hjerneskallen
skrumpede ind med det vrige....

Inde i det nste Kontor sad Krans. Han havde ikke lftet Hovedet fra
Papiret saalnge Berg sad der. Han kom Klokken ni om Morgenen og satte
sig paa Plads paa sin Luftpude; i tre Timer skrev han Bogstav til
Bogstav. Klokken tolv var han saa frdig med Fljetonromanen og havde
tjent til Huslejen. Og han spiste sin Frokost, det sammenlagte
Smrrebrd, uden at rejse sig, siddende foran sit Bord, stirrende ud
gennem Stuerne, der endnu var tomme. Berg plejede just at komme paa
den Tid og satte sig i Sofaen med en Avis.

-Berg--laaner De mig femhundrede Kroner? sagde Krans.

-Saa vilde man ta' Ferie, sagde han og blev ved at s ud i Stuerne,
mens der kom noget som et Lys i jnene med de blodige Aarer.

-Ja--lo Berg--om jeg kunde.

Krans strakte Armene i Vejret: Aa--ja, sagde han og lagde igen de
lange Papirer til Rette: Man maa vre glad, at man kan tjene Fden.

Der blev smkket med et Par Dre, saa det fo'r i Berg. Det var Hr.
Str, med Revision paa Literatur: Der var strget otte Linjer, han
kunde nppe tale--otte Linjer....

-Der er strget _halvtreds_, sagde Hr. Gravesen trt.

-Men otte Linjer, som _maatte_ ind ... Otte Linjer midt i Tankegangen.
Hr. Str satte sig, han begyndte at lse op af Revisionen, og
korrigerede alt, som han lste, hidsigt, med en blaa Blyant, sknt han
vidste, Maskinerne gik, og intet blev rettet.

Hr. Str led alle Helvedes Kvaler ved hver strget Linje og hvert
ombyttet Ord Paa tyvende Aar lb han i journalistisk Virksomhed
Vddelb omkap med Familiens Forndenheder, Hurtigpressen og sin egen
Tanke.

-Netop Knudepunktet, sagde han--midt i Knudepunktet--men det er jo
det, man aldrig sr, sagde Hr. Str, forpint og fgende med den blaa
Blyant.

-De hrer jo Maskinen, sagde Gravesen. Han gik uforstyrrelig over til
et Par Depecher.

Men Hr. Str blev ved med sine otte Linjer, krammende med sine
forskrevne Fingre i sit Skg. Tilsidst sagde han: Hvorfor arbejder man
her. Vil De sige mig--hvorfor slider man sig op i denne Anstalt? Her
glder det jo dog blot--at faa Numret fuldt.

-Ja, sagde Gravesen.

Str faldt tilbage i Stolen med Revisionen over sine Kn. Maskinen
klaprede op gennem Huset, hjere og hjere, som om den blev betaget af
et voksende Rasen under Fodringen. Faktoren mdte med sin Mappe: han
havde ikke Manuskript nok til Morgennumret.

Hr. Gravesen skd Skuffer op og i--Skufferne i de nye Egetrsborde
gik aldrig op, Fyrretret havde vret fugtigt--og rodede efter
Indsendere. Der maatte vre Manuskript i Udlandet. Og Hr. Berg skrev
jo Bagstykke.

Berg krammede Papiret sammen og rejste sig: Nej, sagde han. Det blir
ikke til no'et.

Str stod ogsaa op fra Stolen og sagde: Og naturligvis just naar man
endelig en Gang har faaet noget sagt, sagde han og han gik ind i
Lsestuen med Berg. Et Par af d'Herrer sad og stod med Dagens
Aviser. Hr. Str lod sin Forbitrelse gaa ud over Aktieselskabet: der
var _H_ i de nye Sofaer og Skrivebordene faldt fra hinanden, saa de
skrvede.

Aktieselskabets ny Udstyr var Egetrsmblement med Staalhngsler paa
alle Skufferne og alvorlige Sofaer, hvis stnhaarde Sder og Rygge var
betrukket med brunt Klde. Udstyret var leveret af Bygmester Martens
frste Leverandr.

Str var allerede borte og havde smkket Dren i, ind til sig selv.
Han satte sig foran sit Bord, bestandig oprrt, tnkende paa sine otte
Linjer: En Maskine er man, sagde han, en Maskine. Man maa en Gang
_gaa_ fra denne Anstalt.

Han faldt sammen, trt, som en slagen Mand: Hver Aften tnkte Str paa
hellere _gaa_ fra denne Anstalt; og hver Dag blev han, og skrev
videre for at leve som en Mand, hvis Blod blev tappet draabevis.

-Ja, ja, sagde han, ja, ja--det er ikke anderledes. Han stod op og tog
Frakken paa for at gaa hjem. Hr. Str gik saa tungt i Trapperne, som
om han bar de Mile af Papir, han i tyve Aar havde skrevet fulde, i
_en_ uhyre Victoriarulle paa sin Ryg.

Berg gik hen ad Gangen, ind til sig selv, for at s, om der var
Korrektur. Hans Kontubernal, Arnoldsen--en af Bergs Generation, som
Redaktren sagde--sad ved det andet Skrivebord og de hilste paa
hinanden med et Nik. Der laa paa Bergs Bord hverken Korrekturer eller
Breve, og han drev frem og tilbage paa Gulvet uden Lyst til at tage
sig noget til.

-Den Maskine, sagde han irriteret.

-Hvilket? Arnoldsen lftede Hovedet fra sit Papir: Ja ... sagde han og
skrev videre. Berg saa', henne fra Dren, paa Arnoldsens srt hvide
Ansigt og den kvindelige Mund, hvis Lber uafladeligt sitrede, naar
han skrev.

-Hvad skriver De? sagde han.

-Aa--nogle Noter ... Arnoldsen blev siddende bjet.

Berg havde faaet Arnoldsen til Bladet efter at have lst et
Manuskript af ham, som Arnoldsen havde smidt i Kakkelovnen samme Dag,
som Berg havde sagt, der var Talent; og nu, da han var kommen i
Virksomhed, naaede det Dag for Dag aldrig videre end til
Generalforsamlings-Referaterne og nogle Noter.

-Hvor var De iaftes, sagde Berg.

-I Rmersgade--der var Gudsforhandling. Han havde en slret Stemme,
der altid sitrede, saa man nsten troede, han stammede, og han bed sig
uafladelig med sine smaa Tnder i Lben, mens han talte.

Han sad lidt, saa sagde han: Har De vret der?--Nej, sagde Berg, ikke
iaar.

-Hvor de Folk kmper--hvor de slider--med deres Uvidenhed. Han
fortalte med jnene i Bordet, i sine besynderlige, hakkende Udbrud, om
Mdet:

-Det var om Verdens Skabelse--i de seks Dage--paa tiende Aften havde
de talt om de seks Dage og om frste Mosebog--_tiende_ Mde, sagde han
og lod den knyttede Haand falde ned mod sit Bord.

-De skulde hellere ikke gaa der, sagde Berg. Hvad nytter det?

-Man lider med dem, sagde Arnoldsen med sin sitrende Stemme.

Han bjede sig over sit Papir og vendte tilbage til sine Noter. Det
var Smaanotitser, han samlede, om Fattigforhold i London, om
Elendigheden rundt i Verden, om de sociale Ndstilstande, Notitser,
over hvilke han lod sine tre og tyve Aar ruge halve Dage, og som blev
trykt i Bladet med Petit, ved Siden af Kulissenyhederne.

Redaktren kaldte Arnoldsen for Bergs hvide Mand og vrnede
Noterne mod Hr. Gravesen, der var forbitret: Man kunde vel i det
mindste holde sig Nihilister fra Halsen--mente han.

Redaktren sagde: Naa--det er af de Nihilister, som ikke slaar ihjel;
og Noterne blev staaende.

Nihilisten kunde undertiden komme paa Kontoret, bleg som var han
syg:

-Hvad jeg har st for Ansigter, sagde han med en Stemme, som om han
frs, hvad man sr for Elendighed--for magre, for gamle, elendige
Ansigter ... han malte nervst disse Ansigter for Berg; og han sad
hen, stirrende paa sit Papir, bundet og knkket ved den blotte
Erindring om disse Fattigansigter til Gaden, til han igen begravede
sig i sit rkeslse og skrivermssige Arbejde--fortret som af en
Feber, af sin raadlse og stumme Fanatisme, af et stumpt og
mjsommeligt undertrykt Raseri over sin egen Mangel paa Handleevne,
Magteslsheden overfor al den Verdenskummer, han saa'.

-Han har s'gu Skt. Veitsdans, sagde Lille-Gerster, som afskyede ham.

Hr. Gravesen krte ham venskabeligt rundt til
SporvognsselskabsGeneralforsamlinger og reducerede saa Referatet til
ti Linjer, naar han endelig Klokken halv tolv naaede ind til Kontoret
ude fra Smallegade.

Berg havde staaet og st paa ham. Nu gik han hen til Skrivebordet og
tog et Par Manuskript-Konvoluter frem af en Skuffe. Men han kom ikke
lngere end til at spekulere over Skriften ... Alle Mennesker omkring
Tyverne havde dog kun to Slags Skrift. Den ene Part en rund
Barneskrift, der ikke var kommet bort fra Sknskriftbogen, kun var
alle Bogstaver skrumpet sammen og rynkede som et overgemt ble; de
andre, hvis Bogstaver gav sig stramme nok, havde i Grunden blot strakt
de samme tynde Jomfru-Tegn den gale Vej, som havde de rejst dem med en
Stiver under hvert Bogstav....

Der ld et rask Bank med to Knoer, der meldte Lange.

-Da', Brn--kom han ind. Hvordan gaar 'et? Goddag, Hr. Arnoldsen. Han
kom til Sde.

-Tak. Og dig? sagde Berg.

-Tak--brillant. Brillant s'gu ... Sidder nede paa Boulevarden disse
Formiddage, dejlige Formiddage, du--fler s'gu, hvordan det vokser for
En ... Billeder faar man, med et Lys over--Lange fangede dette Lys med
sin hule Haand og klaskede det paa sine Billeder--Har s'gu forresten
et Par Smaastumper med, sagde han flottere, som jeg vilde lse for
dig.

Arnoldsen gjorde Mine til at ville rejse sig fra sit Arbejde: Bliv
bare siddende, kre, sagde Lange. De forstyrrer ikke. Han havde faaet
en Bunke Papirer op af sin Lomme af Format som Kancelliakter og rodede
rundt--paa hvert Ark svmmede der kun et Par enkelte lselige
Stninger rundt mellem mange sre Tegn--: Besynderligt--jeg havde s'gu
et Gulv, et brillant Gulv--kan s'gu ikke finde det ... han blev ved at
rode....

-Det var et Gulv. forstaar du--Lange viftede med Haanden--et Balsals
Gulv, du, st ind gennem Drene--med Stv henover og en Stump
Garnering helt inde og en Sonne paa en Vg, du, i forgyldt
Ramme--hva? De Folk har altid Sonne, sagde han med et lille
Forstaaelsens Nik, gamle Sonne, du....

-Og saa kommer Snakken, indefra Damevrelset, hvor hun ta'er Tjet paa
... Lange lste et Par Linjer, stadig malende, bevgende den ene
Haand--Forstaar du, _det_ skal jo nu _udfres_, forstaar du ... Saadan
lidt svnig Snak--som de er--med Stv i jnene....

-Her er et brillant Sted i Kotillonen--i siste Tur, naar de er blevet
saadan rigtig smidige i Livene ... Han lste igen....

-Men--det var s'gu egenlig ikke det, jeg vilde lse--Jeg har faaet
hende ned i Drosken (han sgte) hvor de siger Farvel--med en Arm ud
over Vogndren, i Lyset ... Brillant Lys paa den arm, sagde han, naar
hun krer ... Storartet Lys over Handsken.

Berg havde i et halvt Aar st hver lille Sknhedsplet i Lyset paa den
Arm. Du skulde s at gre det frdigt nu, sagde han. Han flte en
Maskine dernede skar ham i rene.

-Frdigt, sagde Lange. Det kan jo gres frdigt paa et Par Dage ...
Han rejste sig op og gik op og ned ad Gulvet med et meget misfornjet
og tvivlende Udtryk: Men jeg vd s'gu ikke, hvordan de Folk _sr_,
sagde han. _Jeg sr_ Gulvet--som jeg sidder i Rygevrelset--ind gennem
Drene--med Vggene og et Par Stole ... Med et Par _Menneske_jne ser
jeg....

-_Saadan maa det gres,_ sagde han og standsede. Men jeg vd s'gu
ikke, hvordan de andre _sr_, sagde han.

-Og _prker_--De vd s'gu alt muligt ... Jeg vilde vre glad du, om
jeg bare fik n lille Flelse boret ud--det er, Fanden ta' mig,
Kunsten: at finde det ene, lille Ord....

-Ordet, der gi'er det, sagde Lange med overbevisning.

-Ja, sagde Berg sukkende, det er det.

-Men jeg vd s'gu ikke, hvordan de andre _sr_, sluttede Lange. Han
begyndte at samle sine Akter sammen. Gaar du med ned ad Gaden, sagde
han.

-Nej--jeg har lidt at gre endnu, sagde Berg, han fulgte ham ud. Da de
var kommet udenfor, sagde Lange med en Forstaaelsens Gebrde: Sprg,
hvordan han derinde har syntes om det ... Man maa s'gu vide, hvad
Populus mener, sagde han. Berg vidste, Arnoldsen mente intet.

-Hvad bliver det forresten til med ham, gade Lange med sit tvivlende
Udtryk og sagtere.

-Naa, sagde Berg og trak lidt paa Skuldrene.

-Ikke til noget? sagde Lange med Lys over ansigtet; det er _det, jeg_
altid har sagt. Farvel, du.

Lange skred fljtende ned ad Trappen, mens Berg gik ind i Redaktionen.

Inde i Redaktionsstuerne var det allerede begyndt saa smaat at
mrkne. Det var de halvt private Audiensers behagelige Time. Inde i
Lsestuen havde en Skuespiller, der gik sin Direktrs rinde, med en
Reklame i hver Lomme, i en Sofakrog fat i Bagstykke-Leverandren, Hr.
Isack, hvem han tiltroede betydelig Indflydelse.

En betroet Embedsmand fra Konferensraad Heins Bank underholdt Krans,
som ved en Pult sammentalte sine Linjer i Morgennumret:

-Kapitalen burde naturligvis tage Sagen i sin Haand, sagde han, Stedet
var jo henrivende, Stedet havde jo alle Betingelser--der var Tale om
Marienlyst, som et Aktieselskab maatte kunne gre til et evropisk
Bad--... Men Publikums Interesse maatte vkkes frst.

-Man maatte have Publikums Interesse vakt, sagde Bankherren.

Inde i Redaktionssekretrens Vrelse var Lampen allerede tndt paa
Skrivebordet. Redaktren havde frt Professor Gerster ind til Hr.
Gravesen. Professoren talte i Familiens blde Tone, siddende med
Benene slaaet behageligt over Kors i sin Lnestol:

-Der var ganske vist endnu lnge til Kongressen--men den almgtige
Presse--og Professoren gjorde en Haandbevgelse frem mod Hr. Gravesen,
der altid blev ligesom lidt bredere i Stolen i Tiden fra fem til
seks--kunde man aldrig gre sig bevaagen for tidlig....

Redaktren stod ved Siden af og stirrede ud paa Himlen, der begyndte
at farves rd over Slottet, som man saa' som en mrk Kolos helt nede
for Enden af Holbergsgade. Redaktren var en soigneret Mand, der mest
hrte til, med et lidt trt Udtryk. Han var behagelig--med et let Skr
af Ligegyldighed overfor alle Medarbejderne undtagen overfor Hr. Str,
der angreb hans Nerver. Han nskede frem for alt ikke Stj i sin Avis
og ansaa _Le Figaro_ for Mnstret af et Blad.

-Ja. Kongressen skulde vre skandinavisk--med Indbydelse til de finske
Lger ... Og det var projekteret at forbinde den med en Udstilling--Af
hygiejnisk Indhold....

De Herrer talte halvhjt ind gennem Stuerne, hvor det lidt efter lidt
blev mrkt. Kun Gruppen om Hr. Gravesens Lampe--hvortil den militre
Medarbejder, Kaptejn Petersen, falden for Aldersgrnsen, havde sluttet
sig--var fuldt Lys. Efter den egentlige Kontortids Slutning var
Yderdrene lukkede, og Maskinens Stj lod kun herind som et hyggeligt
Akkompagnement af fjern Brusen. De Herrer blev ivrigere, og Bankherren
sagde hjt til Krans:

-Ja--det er Maalet, min Ven, vi maa vkke Publikum; og henne fra
Sofahjrnet i Mrket sagde Skuespilleren med sin markerede Stemme:

-Ganske vist--der var tnkt paa en fransk Ballet--men, oprigtig talt,
vore egne gr det s'gu ligesaa godt ... og de to Herrer lo halvhjt
gennem Stuerne, mens Professoren, der stttede Hagen i sin Haand,
sagde i sin alvorlige Tone: Ja--Hygiejnen er upaatvivlelig Samfundets
frste Livssag.

Samtalen blev afbrudt af en lille Mand. der kom ind gennem Lsestuen
og holdt sig tilbage i Halvmrket, da han saa', der var fremmede. Det
var lille Hr. Canth, som forlegen sagde, at det var ingenting, han
vilde blot sige Redaktionssekretren et Ord....

Ordet var et Par Fribilletter til Fru Canth, som han fik stukket i
Lommen i en Krog. Fru Canth sendte saa jvnligt Manse i
Billetmission til Redaktionssekretren, som hun titulerede Gamle
Nstsdskendebarn og lod give sig Kindkys, naar de mdtes.

Berg havde faaet Tjet paa, og mens han knappede sine Handsker, sagde
han, irriteret ved dette glatragede Komediantansigt med de tykke
Kber--som et Udbrud af hele disse Par Timers Lede:

-Naa--hvad er det saa for en Lgn, vi skal debitere, saa uformodet
hjt, at det hrtes gennem alle Stuer og der pludselig blev stille,
mens Berg gik.

En Stter kom imod ham ude paa Gangen og sagde, at en tysk Herre var
gaaet ind og ventede paa hans Vrelse. Berg sagde, man kunde dog gerne
havde sagt, han var gaaet ... Ja--men--det var en tysk Herre.

Den tyske Herre var Impressario Hr. Theodor Franz. Hr. Theodor Franz
svedte--det var den sjette Visit hos Pressen--men sagde, han var som
genfdt.

-Min Herre, sagde han, Skandinavien er en Lystrejse--det er en
Rekreation.

Berg spurgte, hvad Hr. Franz bragte iaar. Hr. Franz bragte en Buket
--en Stjerne-Buket, desvrre, det er det eneste....

-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz med et Suk, de Tider er forbi,
hvor man bd paa et Program med seks Numre.

Og han begyndte at trkke et Par Reklamer frem, idet han talte om den
kbenhavnske Presse. Han kaldte den en Presse af Rang, og han kunde
sige, han satte srlig Pris paa den kbenhavnske Presse:

Den kbenhavnske Presse forstod _Sagen_, sagde han, og var
_deltagende_.

-Ja, min Herre, sagde han. Deres Presse har megen _Fantasi_.

Han havde sat som et fedt Punktum og pustede, med Hnderne paa sine
Kn. Berg flte Forpligtelsen til at fylde Pavsen med en Kompliment og
sagde:

-Ja, min Herre, det er jo kun en Pligt at vre imdekommende mod
Stormestren blandt Impressarioer.

-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der modtog Komplimenter med bredt
Bryst: Det er kun et Talent.

Hr. Theodor Franz lod jnene falde i sin Notitsbog og blev pludselig
oprrt. Han havde bemrket Fattigskattens ti Procent. Fattigskatten
fornrmede ham, han kaldte de ti Procent en Krnkelse.

-Min Herre, sagde han, jeg forstaar det ikke. Vi bringer Kunstnere
--vi bringer Verdensbermtheder, og man brandskatter os som
Menageriejere....

Men Hr. Theodor Franz blev hurtigt formildet, og han talte om
Kbenhavn. Han besang den, han fandt ikke Ord for at lovsynge den. Han
gik hen til Vinduet og talte stadig hjere og hjere. Dette var
utroligt; dette var endelig en By. Dette var Foretagelsesaand--en
Storstad, her kunde man anlgge Kapitaler.

-Min Herre, sagde han, jeg er forsigtig--forsigtig, jeg har femten
Aars Erfaring. Men ti Stjerner, min Herre, ti Stjerner frer jeg til
Kbenhavn--i en Sson.

Han vendte Ansigtet mod vinduet, og idet han saa' ud over den lyse
Gade, sagde han:

-Ja, min Herre, her er Stemning, her forstaar man at nyde efter at
have arbejdet.

Og han blev ved at tale i sin ophidsede Tone, med store
Haandbevgelser, slaaende ud mod Byen foran sig. Han talte om de nye
Staddele, om Victoriateatret--Min Herre, sagde han, Tusinderne vil
dryppe fra Vggene--om Voldene, der var mejet bort, om National, om
Strmmen allevegne:

-Ja, min Herre, sagde han. Her er Jord for en Verdensstad.

-Hvorpaa venter Skandinavien, raabte han, paa hvem venter man? Norden
venter paa Kbenhavn, sagde han. Jeg afgr en Sukces med ti Depecher
fra Kbenhavn.

Berg hrte ikke mer. Han drmte med et Smil, med Hovedet stttet i sin
Haand. Og uden selv at vide det traadte han hen til Vinduet, og han
stirrede smilende ned ad den lyse Gade mod det store Slot.

Hr. Theodor Franz var blevet meget varm og kunde nppe faa Vejret. Han
holdt inde og trrede den begejstrede Sved af Panden.

-Ja vel, min Herre, sagde han, det er et lykkeligt Land.

Berg vidste knap om sine egne Ord, da Hr. Theodor Franz brd op, og
han fulgte ham tildrs med en Kompliment. Han var i Tankerne paany
vendt tilbage til denne Spg fra Restauranten; til den Plan, som
ikke vilde vige fra ham: dette Teater, der fortryllede ham, saa fuldt
af Liv; hvor alt virkede, som byggede de derinde en hel Stad; dette
Teater, som blev ham et Symbol, det store Symbol paa denne ganske By,
der begyndte at _leve_.

Og han flte igen hele Leden fra de tungluftede Stuer dernede, hvor de
udslidte Medarbejdere dukryggede skrev mekanisk omkap med den
buldrende Maskine--Gravesen, Krans og Str ... Og Arnoldsen og Lange,
der evindelig sad, den ene mismodig og den anden selvglad, og beflte
deres eget Talent og kom ikke videre--en evindelig Marsch paa Stedet
af hele dette skrivende Kompagni.

Og han selv?

-Nej, nej--han havde heller intet Digtertalent--hele hans Talent, han
vidste det nu, havde kun vret _hans Samliv_ med denne By....

Og gaaende frem og tilbage paa Gulvet, et Bytte for al den Bevgelse,
denne Dag havde opsamlet hos ham, saa' han, som et Landskab, Solen
pludselig belyser--hele sit Liv, det fjerne ganske nr.

       *       *       *       *       *

Erindringen om hans frste Hjem i Skovridergaarden paa Als viste sig
altid frst for ham i _det_ Billede: den runde Dam med sin
Grnsvrkant, hvor Barnepigen sad med Benene op under sig og strikkede
paa sin Hose, samt Lysthuset foran Dammen med de fire hvide Sjler og
ved Siden af Gangbrdtet, hvor han listede sig frem skvende og bange
for at kigge ind i Lunden, hvor der var ganske stille, og hvor
Barnepigerne sagde, at _der_ boede den store Mand....

Herluf legede rundt om Dammen, og ovre paa den anden Side krb han op
paa Stakittet og holdt sig fast: Ude paa Engen vadede Landsbydrengene
i Aaen med deres bare Ben og langt borte laa Fa'ers Skov--til han
faldt ned og skraalte, og Barnepigen satte i med et: Naa--saa ... og
fik ham samlet op.

Saa faldt de i Svn, begge to, ved Siden af hinanden paa Grnsvret,
mens Myggene stak dem, saa Herluf havde Buler over hele Kroppen.

Til Moders Fdselsdag blev der bundet Kranse til Lysthuset, af
Guldregn og Sirener, og Thebordet var dkket derinde om Morgenen.
Fremmede Damer gik rundt om Dammen i stive Skrter og sad i Solen paa
Bnkene og lo med deres Kopper i Hnderne, mens lille Herluf lb rundt
i Fljelsblusen og bd Kager om.

Om Formiddagene legede Herluf i Gaarden: Mo'er holdt Udkig fra sit
Vindu. Han jog--langt borte--efter Kalvene, saa de satte i Galop fra
Vandtruget paa deres slatne Ben; Rugehnen laa med bredte Vinger over
Kyllingerne i Solen ved Stalddren--de rullede ligesom smaa gule g
mellem Gaardstenene ... Og Lars krte H ind, mens Moderen lukkede
alle Vinduer op, for at Duften kunde trkke ind i Stuen, og saa kom
Ruglssene med alle rentvistene....

Lars fandt alle Mettes Killinger oppe i Het over Toftene, det var en
hel Kurv fuld af smaa, snftende Blinddyr, som Herluf bragte ind i
Kkkenet for at give dem Mlk ... Da de blev druknet i Dammen,
allesammen i en Sk, grd Herluf saa lnge, til han tilsidst kom i det
mrke Kammer....

Og saa blev det koldt, og Havedren blev til et Vindu, og Moder lo ad
Fader, naar han gik i sine store Trskostvler til Skoven og slog paa
Ruden til Farvel.

Moderen sad ved Vinduet om Eftermiddagen, Herluf stavede med Bogen i
hendes Skd; siden saa' han Billeder, liggende paa Gulvet, paa Maven,
mens Moderen syede--Plejlens Lyd hrte man gennem den stille Gaard.
Lars og Daglejeren trskede i Loen....

-Mo'er, sagde Herluf paa n Gang, midt som han laa over sin Billedbog,
er du lykkelig?

Moderen lo. Hvad den Dreng har for Ider, sagde hun.

-Ja, sagde hun saa og lod Sytjet synke: jeg er lykkelig.

-Naa, sagde Herluf blot og laa igen stille paa sin kuglerunde Mave
over Billedbogen--halve Timer. Vintersolen krb ind til smalle Striber
henover Gulvtppet.

Moderen rejste sig og de gik over i Loen; Lars og Daglejeren tog til
Huen og trskede videre, og Moderen satte sig paa en Bjlkekant med
Fdderne hjt op under sig og saa' til. Herluf krb ogsaa op--han
dukkede altid frem bag Moderens Skrter--og Sren tog Sd op i den
hule Haand og viste Fruen, hvor den skppede.

Naar det begyndte at skumre, gik de hen ad Poppelallen forbi Haven
til den lille Bnk. Der sad de, mens Solen gik ned bag Degnegaarden,
og Klokkerne begyndte at ringe.

Degnens tykke Tine kom med et Trklde over Hovedet. Munden stod ikke
paa Degnens Tine, og altid havde hun travlt med at lgge sine Kjoler
ud i Smmene. I Skovriddergaarden var det, som alle maatte l, bare de
saa' hendes runde Ansigt.

Paa Mrkningsbnken nikkede Tine til hver, der kom forbi paa
Vejen, og kaldte ham ved Navn, og snakkede ls igen:

-Nej, nej, sagde hun. Peer Nils kan hverken leve eller d, stakkel ...
Tine tumlede med de syge i det ganske Sogn. Hendes Kur var: Vinduer op
og faa dem i Solen.

-Ja, hun ka' lvte En, sagde den lamme Peer Nils, Degnens Tine ka'
lvte En, og Taarerne lb det gamle Mimredyr--som Tine kaldte
ham--ned ad Kinderne bare ved Tanken.

De sad alle tre paa Mrkningsbnken, til Klokkerne hrte op at ringe,
og der blev stille, i Genbogaarden kom Drengen frem og lukkede
Gaardporten.

-Der er Skovrideren, sagde Tine. Hun hrte ham altid frst, naar han
kom paa Vejen. Og snakkende gik de alle hjem ad Allen.

I Degnegaarden gik Moder og Herluf op for at drikke Kaffe om
Eftermiddagen. Det var som alting skinnede i Degneboligen: Stuerne og
den lille runde Degn og Tine og Madammen, og Solen, syntes man, stod
altid ind i Stadsstuen over det sandstrede Gulv.

Ingen havde heller saa rask til Vaffeljernet, som Madam Blling.

Efter Kaffen sad Moderen og Tine i Stadsstuesofaen og sang. Med t
satte de op at danse og valsede over Gulvet, saa alle Madam Bllings
fine Sandstjerner flj; Tine var Kavallr og svingede, saa Skrterne
viftede:

Smukke Pige med det sorte Haar, Se lidt paa mig. Hr hvor bankende mit
Hjerte slaar, Jeg elsker dig. Nej, Hr. Jger, nej.

Lad mig gaa min Vej, Hvis Mama det saa', Vil jeg Utak faa. Paple,
Paple, Paple. Paple Pap, Det tror jeg knap.

Det var Tyrolervals. Tine slog Armen om Fru Berg, saa det kladskede,
Madam Blling nynnede med paa sin Stol.

Smukke Pige med det sorte Haar, S lidt paa mig....

Herluf gjorde ogsaa Spring, foran Spejlet, med Fingrene i Munden:
_Han_ skulde danse--han skulde danse, raabte Tine. Hun og Fru Berg
pustede i Sofaen med hinanden om Livet, mens Herluf skulde danse. Han
hoppede som en Kakelak med Tungen stiv i Munden--gamle Blling lo, saa
hans Mave gyngede under Vesten.

Saa satte Tine i igen og valsede og sang:

I Kongelunden vort Bryllup skal staa Med Dans og klingende Spil
Enhver, der har Lyst, kan se derpaa. Vi indbyde alle, store og smaa,
Til Festen i Kongelunden. Trallera....

De svingede, saa de ikke havde Vejr.

-Syng, syng, raabte Tine aandels: De Gamle sang; gamle Blling slog
Takten med Foden som ved Psalmesangen i Kordren, og Herluf blev helt
vild og fr om i Rundkreds som Hesten Zampa, han havde set paa
Markedet i Avgustenborg, mens han hylede:

Til Festen I Kongelunden....

-Skovrideren, sagde Tine, og standsede midt paa Gulvet. Berg stod i
Dren, og de blev alle stille, ligesom halvflove i det, til Tine fik
Berg budt op og valsede.

Naar de kom hjem fra Degnens, sad Moderen i Mrkning til The. Hun
sang ved Klaveret--det var Visen om Lille Grete--med en svag, dmpet
Stemme, der knap naaede frem i Stuen, Berg aabnede sin Dr paa Klem,
Herluf sad ganske stille paa sin Skammel.

Ak, kreste Hr. Guldsmed, Jeg har kun Sorg og Savn, Min Grete rejser
fra mig I Dag til Kbenhavn. Nu vil jeg gerne be' ham. Min gode Mester
Vig, At gre mig en Guldring Og skrive indeni: Farvel, farvel, lille
Grete!

--Det var de korte Dage. Slud og evig Regn. Fru Berg og Tine kom
forfrosne i store Sjaler til Mrkningsbnken. Hjemme blev der slet
ikke tndt Lys om Aftenen, Faderen og Moderen sad sammen i Sofaen i
Mrket. Herluf krb sammen ved Fdderne af Moderen. Talt blev der
ikke.

Stridregn var det, saa det slog mod Ruderne: De Satans Hunde, sagde
Faderen. De to Jagthunde hylede jamrende oppe paa deres Loftskammer.

-Det er mod ondt Vejr, sagde Moderen, sagte, som om hun frs. De sad
igen stille, mens Hundene blev ved at jamre: Det er ikke til at holde
ud, sagde Berg. Han rejste sig for at gaa op til Hundene. Moderen og
Herluf blev alene og hrte hans Skridt over Loftet.

-Mo'er, sagde Herluf stille op imod hende i Mrket: Der da Kongen?

-Gud forbyde det, sagde Moderen. Herluf tog om hendes Kn, hun havde
saa underlig en Stemme.


--Moderen og Herluf sad endnu med Tine paa Bnken, sknt det lngst
var blevet mrkt. En Gang imellem hvidskede de en Stning--med de
Stemmer, hvormed i de Dage alle talte, som om de havde en Kulde i
sig--om det eneste, man talte og tnkte: om den syge paa Glcksborg.

Man sagde, det var igaar blevet vrre med Kongen.

Vejen laa stille og de. Kun Pilene paa Genbohegnet svajede i Mrket.

-Mon han er ved Samling, sagde Tine.

-De siger jo Nej, sagde Moderen.

De hrte en Vogn, der arbejdede sig tungt gennem den opbldte Vej: Det
er Posten, sagde Tine og rejste sig. De saa' ham komme frem i Mrket
vandrende ved Siden af sit g.

-Jakob Hans, raabte Tine, hvordan er 'et?

-Jakob Hans standsede sit Kretj og stod lidt. De sier, han er dd,
sagde han saa.

-Iaftes.

Moderen og Tine grd hjt, Herluf trykkede sig ind imellem dem. Posten
satte langsomt sit g i Gang igen gennem Mrket: Godnat, Jakob Hans,
sagde Tine gennem Graaden.

De blev ved at grde ved Siden af hinanden: Jeg tnkte det, sagde
Tine. Uglerne var saa slemme iaftes.

Berg kom bag ved dem: I vd det, sagde han. Moderen lnede sig til
ham; lidt efter lidt hrte de op at grde og stod stille.

-Nu skal Klokkerne gaa, sagde Tine.

-Ja, sagde Berg.

-Hent Deres Forldre, Tine, sagde Moderen. Lad os vre sammen.

De gik hjemad, Berg holdt Herluf i Haanden. Da de kom ind, gik Herluf
ud i Kkkenet og Borgestuen og sagde til hver:

-Kongen er dd, og saa' paa, hvordan hele Huset grd.

       *       *       *       *       *

--Man ventede Krigen hver Dag. Brd den ud, maatte Berg med som
Reserveljtenant, og han vilde have sin Kone og Herluf bort i alle
Fald: i Skovridergaarden maatte der dog ansttes en Vikar. Og han
vilde vre roligere, naar han vidste Kone og Barn i Behold hos sin
Fader og Sster i Kbenhavn.

Hun gav efter; iaften skulde de, hun og Herluf, rejse med Dampskibet,
som anlb Snderborg ud paa Natten.

Det var en fugtig og taaget Dag. Fru Berg gik sidste Gang om til hvert
et Sted i Gaard og Have; Herluf stolprede hende i Hlene. Hun stod i
Stalden hos den blissede Ko--det var Fanny, som havde givet Mlk til
Herluf, da hun ikke lngere taalte at amme ham--; hun stod og klede
Fanny krtegnende mellem Hornene, den var saa klen og vilde slikke
hendes Haand:

-Saa srger Lars jo for hende, rigtig godt for hende, sagde hun.

-Det ka' Fruen vre tryg paa, sagde Lars, som ogsaa var paa Vej til at
vande en Hne foran den blissede.

Kerne vendte Hovederne i Baasene og brlte langtrukket og dmpet,
mens Fruen lukkede Stalddren.

De gik om langs Lngen forbi Hnsehuset: Ja, den spttede var trofast
... den lagde g til det sidste, og de bjede ind bag Hkken ved
Dammen. Herluf tog Moderens Haand, mens de gik. Ved Lysthuset
standsede de. Der hang paa Slyngrosen om den ene Sjle en frisk lille
Gren, da Moderen saa' den, begyndte hun at grde igen og brd den af.

-Mo'er--kommer vi hjem til din Fdselsdag, sagde Herluf.

-Jeg vd ikke, sagde Moderen, som grd.

De gik ind gennem Lunden; i dens Udkant laa der en Hj. Henne over
Landsbyen gik Solen ned. Det vor som en fjern Brand over Skyerne;
foran dem laa Eng og Aa og Gaarde og Fa'ers Skov. Fru Berg saa' frem
derover, lnge, lnge; grde gjorde hun ikke mer, stod kun bleg og
stille.

-Mo'er, sagde Herluf og trak i hende, men hvorfor maa vi rejse.

Moderen rrte sig ikke: Fordi Fjenden er over os, sagde hun. Og Herluf
stod stille, ligesom den Gang, han havde vret i Kirke.

Om Aftenen sad de i Stuen. Fader og Moder i Sofaen, Faderen sad hele
Tiden og klappede Moders Hnder, Herluf havde han paa Skdet.

-Ja, det er Tid, sagde Faderen. Moderen rejste sig og begyndte at tage
tjet paa, men hun lod det ligge og gik hen til Vinduet, hvor hun grd
med Hovedet mod Stolpen.

Da Vognen var forspndt, kom Tine som en Stormvind med sit Trklde
over Hovedet.

-Naa, naa, sagde hun og lo med Graaden op i Halsen. Vi skal nok muntre
Skovrideren ... Det er fra Moders Urtepotter, sagde hun og stak et Par
Blomster til Fru Berg; hun kunde ikke tale mere.

Ude paa Gangen stod alle Folkene paa Hosesokker, der var en Snften i
hele Klyngen. Fru Berg rakte Haanden til hver: Mo'er, sagde Herluf,
du har ikke givet Haanden til Hans Husmand, Mo'er, du har ikke givet
Haanden til Hans Husmand, Mo'er ... Da Maren Malkepige fik Haanden,
gav hun sig til at hyle, som om den Onde vilde tage hende, og slog
Forkldet op om Hovedet.

Tilsidst kom de da ind i Kalechen: Farvel, Hans Husmand, blev Herluf
ved at raabe; og Vognlygtelyset faldt hen over Dagligstuevinduerne og
Kontoret og saa over Poppeltrerne--de var ude af Gaarden.

Oppe ved Mrkningsbnken stod Tine og vinkede med sit Trklde. Hun
lb med Vognen og rakte Haanden ind over Forlderet. Saa tog Herluf
paa at grde.

Da de kom til Snderborg Havn, laa Dampskibet allerede der ude og
stnnede med sine Lanterner. Baaden var klar. Baadfolkene lb rundt
med Lygter; da Herluf kom ned i Baaden og flte det gyngende under sig
og saa' det sorte Vand, grd han igen og vilde hjem. Faderen tog ham
paa Skdet paa Toften.

De var snart ude. Afskeden maatte gres kort. Moderen og Herluf var
oppe ad den lille Trappe ved Hjulhuset, og Styrmanden holdt sin Lygte
op mod Bergs Ansigt, der stod paa det nederste Trin.

-Nej, sagde Berg, jeg bliver.

Og der blev pebet, og Skibet begyndte at ryste under Maskinen. Baaden
saa' man knap mer, kun Lygterne inde ved Havnen.

-Mo'er, sagde Herluf og tog hende i Kaaben, Mo'er, Fa'er grd.

Moderen svarede ikke. Hun troede, hendes jne vilde kunne finde ham i
Mrket endnu--hendes Mand.

Skibet stdte saa tungt op mod Snderborg Slot.


De saa' ikke Mand og Fader mer. Berg faldt ved Dybbl i Skanserne. Det
var Fru Berg, som om det kun var noget, hun havde vidst og ventet, og
som om det slet ikke gav nogen Forandring--uden Immortelkransen, hun
bandt om hans Billede over Sofaen.

Hun syntes, hun havde _altid_ siddet rkesls her i disse trykkende
Stuer og stirret ud paa den trge Vester-Gade og hrt Svigerindens
langsommelige Pljen gennem Napoleons Felttog, som hun igen begyndte
forfra for den Gamle. Ved hver Lyd fo'r Fru Berg sammen: Det var vel
Herluf, der gjorde Ulykker igen. Den Dreng var blevet saa kejtet af
lutter Forskrmthed, at han ikke rrte sig uden at gre Skade.

-Marie, skreg den Gamle fra den lille Stue, Marie....

-Ja, ja, sagde Moderen, hun var allerede paa Vejen til Gerningsstedet.

-Naar han blot la'er mine Piber hnge, skingrede Bedstefaderen. Er det
mine _Piber?_ skreg han ud gennem Drene. Ikke en Time lod han Marie i
Ro med sine Piber: Naar han blot la'er mine Piber _hnge_, blev han
ved.

-Ja ja--ja--ja, sagde Marie.--Men kunde Bedstefader ikke flytte dem
derind? Her kom Herluf saa sjldent....

-Ja, ja, Marie, de blir nok flyttede, de blir nok snart flyttede ...
Men min Tid blir de hngende, min Go'e, sagde han rystende, min Tid
skal de ha' Lov at blive hngende, min Go'e, blev han stdigt ved, med
sin halve Hoste, der aldrig blev til mr end til en Stnnen, og som
dog fyldte hele Huset.

-Skal jeg ikke lse for dig, sagde Marie.

-Tak min Go'e, sagde Bedstefaderen, stadig stiv, hvis du vil....

Marie lste et Par Sider, mens den Gamle stadig rmmede sig og
flyttede sig i Stolen: Tak, sagde han saa, men du er vist trt nu ...
Hvor er Minna? sagde han.

-Hun kommer vist strax, sagde Marie og lagde Mrket i Bogen. Hun
sukkede.

-Ja--ja, du sukker min Pige ... ja, ja, det er ikke Skovridergaarden
... Vi andre, vi har siddet her fem og tredive Aar ... tit baade
_Sommer_ og Vinter, sagde han. _Sommer_ og Vinter glemte han aldrig,
det refererede sig til et Par Somre, hvor han ikke havde vret
inviteret til Skovridergaarden.

Marie svarede ikke; lidt efter kom Minna, og hun vendte tilbage til
sit Vindu.

-Hvordan er 'et, hun lser, sagde den Gamle. Jeg forstaar hende
ikke--hvordan er 'et hun lser, sagde han. Minna tog fat paa
Lsningen.

Inde fra Spisestuen ld der et Rabalder: Marie, Marie, gik det ls.
Fru Berg var allerede derinde. Det var en Urtepotte, der laa paa
Spisestuegulvet med Jord og Skaar og det hele.

-Men Herluf dog, sagde Moderen, saa inderlig trt bebrejdende, _kan_
du dog ikke ta'e dig iagt?

Herluf dukkede over Misgerningen--han var paa Veje til at blive rent
ud skeljet af evig ond Samvittighed--og fik lykkeligt Jorden smurt ud
over endnu et Stykke Gulv.

-Men Herluf dog, sagde Moderen og tog ham vk.

Man maa jo huske, han er et Barn, sagde Tanten og holdt Hnderne mod
Tindingerne med det glatkmmede Haar. Sofie, sagde hun og aabnede den
listeslaaede Dr til Kkkenet: Vil du bringe Fejeskuffen ... Herluf er
kommet til at rive min Azalia ned....

-_Kan_ du Tabellen? sagde Moderen.

Herluf gryntede og gik sidelngs hjem i sin Krog ... Han gik i Skole
ved Frue Plads hos to Frkener, i Vejret skd han saa leddels og
blegnbbet som et Vinterskud.

... Sofie var inde med Husholdningstavlen, det skete, naar Herluf var
i Seng og den Gamle til Ro. Svigerinden borede Hnderne i Tindingerne.

-Hva' skal man dog gi' Jer, sagde hun trt. I er jo vant til
Afveksling ... Ja, ja, Sofie, tag saa et Stykke Bryst--et halvt Pund
mere, vd du....

-Men, Herre Gud, sagde Fru Berg fra den anden Side Lampen ... det
behves jo ikke, Minna....

-Et Barn har dog Appetit, sagde Tanten gudhengivent. Sofie gik; Frken
Berg var altid saa anstrngt af Tavlen.

-nsker du ellers noget? sagde hun, naar hun var frdig med
Berlingskes Fljeton, som hun nd med Strikkepinden mod Overlben
for Gaben; hun behandlede endnu stadig Svigerinden som en Gst.

-Nej Tak, sagde Fru Berg og tndte Lyset, der ventede. De vexlede
Godnat, og Fru Berg gik op til sig selv paa tredje Sal, med sit Lys.
Hun gik saa slbende som en gammel Kone opad Trappen: Det var
Regnestykket, det evige Regnestykke, der lagde som Bly i hendes Bn.

-Nej--hun naaede ikke videre, kunde ikke komme videre end til den
Smule Klder og Skolepengene--Skolepengene, som vilde stige--og
Vrelset her i Leje....

-Sov dog, sagde hun og lagde Tpperne om Herluf, som aldrig sov, fr
hun kom op, brndende hed som han laa i Sengen, af Angst ved at ligge
alene i Mrket, alene i Etagen her ovenpaa.--Mo'er--gaa i Seng,
hvidskede Herluf fra Tpperne. Fru Berg sad paa Sengekanten og
stirrede ind i sit Lys med Hnderne i sit Skd.

-Sov dog, sagde hun igen. Hun stod op og lagde Bordtppet sammen til
Natten--det var det gamle Bord derhjemmefra--og trak Hylstrene over
Sophapuderne: det var hendes Brudegaver endnu....

Naar hun var kommet i Seng, grd hun i Puden ganske stille. Herluf
stod op og listede sig ud af sin Seng: Mo'er hviskede han ved hendes
Hovedgrde.

-Mo'er, du skulde ikke grde sagde han. Og han begyndte selv at grde
stille som hun, mens hun tog ham ind under Tppet, og de laa i Mrket
tt ind til hinanden.

-Mo'er, hvidskede han, hvem boer nu hjemme?

-Fjenderne, sagde hun.

-Og har Bllings Fanny? sagde han.

-Ja--Bllings har Fanny.

Herluf faldt hen og drog Vejret dybt i Svne. Saa lftede hun varsomt
sin lange tynde Dreng og bar ham over Gulvet, i Armene, paa de bare
Fdder, hen i hans egen Seng.

... Frken Minna havde tndt sin Lampe paa mlkehvid Fod og var gaaet
ind til sig selv. Hendes Vrelse var et lidet Rum med meget
pertentligt hvidt, lagt over Krusejern; Hjortens Flugt, den lille
Hornblser og Stjerneskud i Pragtbind om Sykurven; og Marie og
Magdelena, i en bleg Udgave over Sengen.

Naar Frken Berg var kommet i Nattjet, slukkede hun Lampen og listede
ud for at lukke Drene paa Klem.

Hun sov jo som en Hare for at hre efter den Gamle.


Tiden gik. Tre Aar efter at de var kommet til Kbenhavn, dde Fru
Berg. Herluf blev hentet hjem fra Skole, Bestyreren kom selv ind og
klappede ham paa Hovedet, mens han begyndte at hulke hjt, i Klassen.

Tanten stod ved Trappegelnderet hjemme og tog imod ham og grd. Alle
Dre stod aabne; han greb om Tanten og vilde ikke ind: Kom, sagde hun.

-Er det min Dreng? det var Moderens Stemme, hun sad op i Sengen, men
hendes jne kunde ikke s mere.

-Min Dreng, sagde hun, hun flte hans Haar med sin Haand: min lille
Dreng.

... De grd alle, og Tanten tog ham op, hvor han laa. Der var saa
stille i Kammeret.

Det var en travrig Begravelse fra Kapellet ude paa Kirkegaarden, faa
Folk og ikke mange Kranse. Herluf gik med Prsten bagved Kisten.

Da de kom hjem, var Stuerne fine, med rene Gardiner som til Jul og
Pintse. Men da de kom tilbords, med Vin paa Bordet, Damerne i deres
sorte Kjoler, begyndte Herluf at hulke, saa de maatte bringe ham fra
Bordet.

Han sad og borede sig ind i Krogen under Pibebrdtet, mens han
grd--til n af Piberne faldt ned, og der blev et helt Oprr. Inde fra
Lillestuen skreg Bedstefaderen, og alle stod fra Bordet.

Herluf lb op i deres egen Stue og gemte sig. Dr sad han i en Krog
til om Aftenen, da Tanten kom op og sagde: Nu skulde han komme ned,
Bedstefa'er var ikke mere vred. Men Herluf tog paa at hulke igen: han
syntes, nu var frst hans Moder rigtig dd.

Nede i Stuen sad de sorte Damer og hklede om Lampen.

       *       *       *       *       *

Og Tiden lb. Herluf var lngst i Latinklasserne.

Det var Lrdagens sidste Time. Tredje Flleds havde Gymnastik. Solen
stod ind ad Vinduerne paa Kalkvggen, og Stvet slog i store Skyer af
de gamle Hmadratser under Realisternes Lngdespring. De Studerende
stod og skd Ryg i Geled langs Vggen som en Rad Flagermus, der er
kommet i Dagen.

Hr. Atterbom, der udenfor Gymnastikken tilhrte Toldboden, var
begejstret og gned sit Lugteorgan, som om han gav sig selv
Skrabnse.

-Godt Jensen, godt Jensen--det er Appel. Realistfuksen Jensen satte i
Skjortermer ind paa Hpuden. Godt, godt! Hr. Atterbom gav
Guldrandskasketten et Fur. Saa vore Bnkebidere, raabte han.

Vore Bnkebidere var de Studerende: Madratsen ind, sagde Hr. Atterbom;
Madratsen blev flyttet nrmere til Kridtstregen. De studerende tog
Tillb med nogle smaa, skrutryggede jomfrunalske Hop og krnkede
Ansigter: Naa, naa, bli'r 'et til no'et? naa, naa, kommer man afsted?
Bnkebiderne faldt ned ved Siden af Madratsen, som Oldenborrer fra et
rystet Tr.

-Naa, for Satan--_om igen_. Hr. Atterbom raste. Herluf Berg hoppede
om: Jomfrubuks, skreg han. Herluf bad om Lov til at gaa ud at drikke
Vand, han havde Trykken for sit Bryst.

-Naa, Appel, Hesten frem....

Det gav et Ryk i de syv syge, som pyldrede rundt i Krogene, med nogle
ynkvrdige Ansigter--i Mangel af Attester. De syv Blegsotskandidater
krb ud i Solen for at slbe Hesten og vendte saa tilbage til
Mandagslektierne, med Hnderne paa Panden.

Realisterne lagde for, mens de studerende regnede smaa Mandags-Opgaver
i den hule Haand. Den rdhaarede Duks sluttede Censuren: han frte
Privatbog over alle tre hundrede syv og firs Disciples Flid og
Opfrsel.

Der blev en strk Bevgelse. Det var Ole Martens, der trampede ind og
smkkede med Dren. Han havde vret hos Rektor for at hente
Karakterbog med Anmrkning for at sove lydeligt og gentagende, og
var tykskindet, som havde han Faaresyge. Selv de syge listede frem af
deres Kroge for at syne ham:

-Ja, vrngede han til alle Foresprgsler ta' 'en, Mariane....

-Godt, godt, Guldrandskasketten gik bagad af Extase, der har vi
Jensen--godt, godt--han ta'er som en _Danser_ ... Naa--frisk, Hr.
Atterbom klappede: Saa lfter vi Enderne....

Tilraabet var til de studerende. Hr. Atterbom blev altid raa, naar
han stod ved Hesten mellem Realisterne, der tog imod i Skjortermer og
spyttede i Hnderne.

-Naa, naa, saa stter vi i; Hr. Atterbom talte som en Kusk, der driver
et gammelt g, mens den rdhaarede lagde for som en skrmt Kapellan
for Bispen. De andre fulgte efter gennem Salen som forblste Hns.

-Hva', hva'? Hr. Atterbom blev ved: er 'et Mandfolk--hva' si'er jeg,
er' et ikke Kllinger--hva', hva'? de springer som lamme Lopper....

Latinerne faldt baade paa to og paa fire: Dyrplageri, vrissede Duksen
og brstede sine Kn; han havde Ansigts Skt.-Veitsdans af rdhaaret
Arrigskab og Forlsthed.

-Nej, sagde Hr. Atterbom srgmodig og forskd sin Paryk, det er s'gu
Kllinger. Han kommanderede de blegsotttige frem igen for at flytte
Hesten. Nu skulde de have Skraastangsvelser til Slut.

Herluf Berg prsenterede en daarlig Finger og blev dimitteret.

Han lagde sine Bger sammen for at gaa--under arrige Hvislelyd fra
Vggen--og Ole Martens slog ham Flge.

De gik op ad Gaardtrappen i Hovedbygningen ind i den lange Klassegang.
Luften var tung og noget blandet. Det bornholmske Uhr ligeoverfor
Sokrates's Buste dikkede gnavent gennem den svnige Summen, der stod
ud gennem Drene. En Gang imellem hrte man en Skraben, som om Heste
rrte sig i Baasen.

-Ja-a, sagde Ole og slyngede Bogremmen med et Knald ind mod Vggen ved
Siden af Sokrates, saa Vismanden rystede:

-Den ganske Bule skulde han straffe gentagende.

Det rungede i hele Gangen, mens de rg ned ad Trappen.

Da Herluf naaede Vestergade, stak han nsten i Lb i en pludselig glad
Lrdagsfornemmelse, og den snvre, gamle Trappe tog han i to Spring,
saa den knirkede--alting var snvert, og alting knirkede hjemme i
Vestergade:

-Om du vilde tnke det _mindste_ paa din Bedstefader, sagde Tanten, da
han stormede ind.

Efter Bordet lste han Lektier oppe paa sit eget Vrelse. En Gang
imellem sprang han op og raabte Remserne, mens han trampede op og ned
ad Gulvet, med Hnderne i Lommen.

Der blev dunket i Gulvet nedefra--det var Bedstefaderen, som nu mest
laa i Sengen, der mindede ham med en Stok mod Loftet--Herluf krb til
Krogs og fortsatte sine Remser uden Legemsvelser. Nu var han vant til
det snvre Hus.

Klokken otte skulde han til Dans. Han kldte sig paa og gik ned:

-Nu gaar jeg, sagde han.

-Naa. Tanten skulde til at tage fat paa Tavlen. Hvis du saa vilde
huske iaften at lukke Gadedren _lidt_ sagtere.

Herluf mumlede og kom afsted.

Han dansede paa Hr. Bonnesens Kursus ved Holmens Kanal. Ynglingene tog
Dansesko paa i Forstuen: God Aften, Hr. Bonnesen--God Aften, Hr.
Bonnesen, traadte hver ind og skrabede ud.

-Bonnes_o_n, Bonnes_o_n, rettede Hr. Bonnesen hver og bukkede. Han var
en lille Mand med graanet Kunstnerhaar og knkkede Ledemod, der bar
bld Krave som Malerne i Mesterens Pontemolle.

-Bonnes_o_n, Bonnes_o_n, rettede Hr. Bonnesen; han talte i Polkatakt.
Holdning, Holdning--mine Damer--Damerne var kommet ud fra Toilettet
og gik i Gulvet i Klump: Runde Albuer, mine Damer--runde Albuer....

Undervisningen begyndte. Damerne og min Laura kom paa Plads til
Polonse. Min Laura var en barhalset og strygebrdtsformet Niece,
som dansede for i fodfri Kjole og hlelse Laksko. Damerne travede
afsted efter Laura, Salen rundt, som Gs over en Stubmark, mens Hr.
Bonnesen rettede:

-Mine Damer, pas paa Ryggen--Gratie, Gratie--Frken Hilda, Maven ind
... Smaa Trin--tnk Dem, det er paa stergade ... bedre, strax bedre
... lille Frken Hilda, nu bjer vi ind i Vimmelskaftet....

-Altsaa _nu_, Hr. Bonnes_o_n klappede: Hilsen til den mdende Herre
... Altsaa nu en sart Hilsen ... Hnderne i Muffen: Jeg er Herren ...
Mine Damer: Hilsenen er Indledningen til Bekendtskabet.

Ved Herrevggen bag Hr. Bonnesen blev der fniset, mens Damerne
trippede forbi Dansemestren med fremskudt Mave og hilste med
jenbrynene. Man var meget sejgt anlagt ved Herrevggen, og hele
Damekorpser regaleredes med Fllesbetegnelsen Hnsehuset.

-Mine Damer, mine Damer, tror De det er _indtagende?_ ... Mine Damer,
mine Damer, De _afviser_ jo Herrerne (Hr. Bonnesen gjorde en
veltalende Gestus over mod Herrevggen) ... Min Laura--du, sagde han.
Laura traadte frem og hilste ved at bje den bare Hals som en Svane,
der bliver fodret med Tvebak.

-Godt, godt, Hr. Bonnesen holdt de udspilede Hnder frem i Luften som
en Orkesterdirigent, der fremtryller et Pianissimo:

-Ja--sagde han, en Hilsen maa have den kyske Gratie! Ikke for lidt og
ikke for meget.

Derpaa var der pavse.

-Ja, mine Fruer, sagde Hr. Bonnesen foran de Paarrende ved
Vinduerne: Man underviser for Livet.

Naar Damerne gik, peb Herrerne dem ud ned ad Trapperne: Aanden
blandt Ynglingene var yderlig skeptisk,--naar de gik i Flok.

Men henne i en Port eller paa et Hjrne ventede hver enkelt i Skjul,
til _hun_ kom forbi.

Herlufs Flamme var et Aar ldre end han. Han kom hjemme, og de
spillede Filippine, hvor han vandt en lille Kniv, som han gemte i
lyserdt Silkepapir, og som foraarsagde ham Hjertebanken, naar han tog
den frem.

Men efter at Kursus'et var endt, gik han en Dag op til Stadsgraven
ved Skt. Pederstrde og kastede Kniven i Vandet--fordi det var dog
ingenting.

Foraaret gik. Om Aftenen, naar han var frdig med Lektierne, sad
Herluf i Stuen nedenunder; Tanten lste Berlingskes Roman med den
diskrete Strikkepind, mens Herluf slugte Jordans Bind med Haaret
strittende til alle Sider.

-Hvad er det, du lser? sagde Tanten, som vendte Berlingske.

Herluf mumlede.

-Gud vd, om det passer for din Alder, sagde Tanten.

Herluf mumlede igen og slugte videre.

Tanten gabede strkt over de sidste Spalter med en lang Lyd bag
Strikkepinden som en Vinds srgmodige Klagen i en Kakkelovn. Saa gik
de i Seng.

Sommeren kom. Hele Familien havde abonneret i Tivoli, og lune Aftener
blev Bedstefaderen transporteret ind til Koncertsalen, hvor Tanten
Klokken seks gik over og belagde en Krog.

Hen paa Sommeren talte alle Mennesker kun om Krigen, der trak op,
mellem Frankrig og Tyskland. Lrerne lod Lektierne vre og holdt i
Timerne lange Foredrag, udviklende Situationen--isr Geografilreren,
som havde vret med ved Dybbl. Hjemme ventede Herluf om Aftenen paa
Konen med Berlingske udenfor Gadedren, og han lste op af det fugtige
Blad midt i Stuen, saa Stemmen gik fra ham, hjrd i Hovedet, mens
Bedstefaderen rejste sig halvt op i sin Stol og strakte de rystende
Arme frem; Tanten havde knuget de foldede Hnder fast ind mod mit
Bryst: Krigen var brudt ud.

Om Faderens Billede hngte Tanten en Krans af friske Forglemmigejer.

--Det var i Tivoli, hvor efter en julihed Dag den halve By var
strmmet ind. Fra Rummet ved Koncertsalen slog Stj og Stemmer op--i
en lummer Luft--som fra en Kedel i Kog. Inde i Salen var der tomt,
Numer efter Numer. Alle maatte ud, rre sig og fle sig sammen. Talte
blot om t og det samme: _det_, man ventede nu, hvor Kejseren var
rejst fra Compiegne og stdt til Hren.

Selv Frken Minna var ude med Herluf, saa den gamle sad alene i sin
Krog og skreg paa Opvarterne, hvoraf ingen hrte; de stod bare i
Stimmel ved Indgangen, saa hede som alle andre.

Ude tog Stjen til, og Opvarterne satte op paa Borde, Ryg over Ryg,
for at se.

-Hva' er' et? skreg den gamle, hva' er' et? Det ld som en Explosion,
saa Salen rystede, et Skrig, mens alle Hatte blev svinget. Den gamle
stod op, Stokkene tabte han....

-Sejr, Sejr! raabte de fra Bordene. Og som Vggene var aabnede Sluser,
hvor man brd ind over Borde og Bnke, mens alle skreg af Jubel, saa
Rummet drnede--var Salen fyldt i et Nu af rasende, der raabte, Hoved
ved Hoved, paa Marseillaisen:

-Marseillaisen!

Frken Minna og Herluf stttede den gamle og fik ham ud: Jeg vil _s_
det, sagde han. Jeg vil s det. Han blev ved at tale, med rystende og
ophidset Stemme, om Isted og Dybbl og Snnen, mens de ventede i
Flokken foran Tavlen.

-Ls 'et, sagde han til Herluf. Og Herluf lste Depechen fra
Saarbrcken:

I Formiddags Kl. 11 tog Franskmndene Offensiven. Efter en alvorlig
Fgtning jagede de Preusserne ud af Saarbrcken. Kejseren og den
kejserlige Prins vare tilstede ved Operationerne: Kl. 4 Eftermiddag
vendte de tilbage til Metz. Franskmndenes Tab var ubetydeligt.

Bagved og rundt om dem raabte de Hurra igen. Den gamle blev lnge ved
at staa foran Tavlen og frte de knugede foldede Hnder op og ned, for
de gik. Han begyndte at snakke igen og vilde ikke stttes, mens de gik
frem gennem Horderne, der sang. En Gang imellem standsede han og
nikkede.

Da de kom hjem, vilde han s Snnens gamle Sabel, som Frken Minna
gemte. Hun hentede den--hun var ganske hjtidelig og bleg--og den
gamle tog den:

-Ja, ja, sagde han. Der er en Gud over os; og han sad med Sablen paa
sit Skd, med rokkende Hoved.

Tilsidst kom han til Ro, men han blev ved at snakke inde fra Sengen,
ind til Tanten, der sad ved Vinduet i Stuen, bleg i Sommernatslyset.

-Ja, Fa'er, sagde hun. Ja--Faer. Men sov nu....

Lidt efter lidt blev han stille, og Tanten og Herluf sad tavse i den
halvlyse Stue--ovre fra Tivoli naaende Sangen herind.

Herluf saa' hen paa Tanten. Hun havde taget Faderens Billede ned af
Karmen og sad og stirrede paa det, mens hun holdt det i begge Hnder.
Herluf var ellers aldrig krlig mod Tanten, men nu listede han hen
og tog hendes Haand.

-Hvor de synger, sagde han sagte.

Hun nikkede og blev ved at beholde hans Haand:

-Husker du din Fader? sagde hun.

-Ja, sagde Herluf. Godt.

Hun begyndte at tale om hans Fader, mens hun holdt sin Haand paa
Herlufs Hoved, sagte for ikke at vkke den gamle: om den Tid, han var
paa Akademiet--Akademiet var det jo den Gang--og hun kom paa Bal
derude, og herhjemme kom Kammeraterne--om Sndagen--naar de havde fri
... hele Klassen. Henrik var jo saa godt lidt.

Frken Minna blev ved at fortlle med en mild lykkelig Stemme--om
Broderen, om Kusinerne, om Ungdomslivet ... da Henrik var hjemme.

-Ja--saa blev Kusinerne forlovet ... Tante Jette og Tante Ida ... og
kom til Jylland.

-Det var to Gange Brudepige i t Aar....

Hun blev ved at fortlle med sin dmpede Stemme for ikke at vkke den
gamle; Herluf satte sig paa Forhjningen: ovre fra Tivoli ld Sangen
endnu.

-Ja, det var Tider, sagde hun. Hun tav lidt, og Herluf skottede op i
hendes Ansigt. Men saa blev din Fa'er forlovet--og tog Afsked af
Etaten, sagde hun og lod de foldede Hnder falde ned i Skdet.

Hun tav en Tid, til hun lo igen af et gammelt Minde.

-Herluf, sagde hun. Er du ikke sulten? Herluf var meget sulten. Jeg
ogsaa, sagde hun. Kom. De listede op og gik paa Terne gennem Stuen.
Det var Tanten, der lo, naar Drene knirkede.

Ude i Spisekamret tog hun alt ned fra Hylderne. Herluf maatte hjlpe:

-Du bliver stor, sagde Tanten--du er snart saa hj som din Fa'er.

De spiste og lo og gnavede af alting. Men dog, sagde Tanten, det er
snart Dag. Det begyndte at blive lyst, og de spiste endnu. Herluf fik
Rdvin i et Vandglas, og de drak og klinkede, mens Tanten fortalte:

-Saadan havde de spist, i gamle Dage, herinde, med lukket Dr, naar
de kom hjem fra Bal, Henrik og hun; og de havde snakket, mens hun sad
her op paa Bordet i sin hvide Kjole--lige til det blev Dag ... den
lyse Dag....

Tanten begyndte at stte Tingene ind igen: Ja, sagde hun og saa' ud i
Luften. Det var den Gang. Og hun faldt hen i Tanker, mens hun dkkede
for Smrkrukken.

Herluf sagde Godnat. Det var, som han var helt beruset, da han kom
op og stod ved Vinduet, hvor den strke Morgenluft slog ind imod ham.

Dernede gik endnu et Par og sang:

Allons enfants de la patrie....

Han faldt knap i Svn, fr han maatte op igen og i Skole.

Og saa kom de _sande_ Efterretninger. Og blev ikke troet. Og da de
_maatte_ troes, frtes der i Skolen lange Debatter, hvor pludseligt de
mest ustridbare fo'r op og slog ls; og i et Nu laa den hele Klasse i
t meningslst vildt Prygleri--paa Livet ls, til ingen kunde mer....

Men Tiden lb, og ogsaa de Indtryk viskedes ud og syntes saa glemte

       *       *       *       *       *

Det var Foraar. Den franske Lrer havde ladet Vinduerne lukke op, og
den lune Luft fra Gaarden, hvor Lindetrsrkken stod i Knop, gjorde
Gymnasiasterne dsige. Lreren gennemgik Stilen med den rde Duks ved
Siden af sig ved Katedret, mens Eleverne hang med dde jne over
Bgerne, kun Benene gik langs alle Bnkene uroligt som hidsige
Perpendikler.

Lreren faldt hen og glemte Teksten, stirrende ud i den lyse Gaard, og
mens han tav, og Duksen--som evindeligt--beflte, frem og tilbage, det
ttte Udslet paa sin Pande, hrte man ikke andet end Bnkenes stadige
Smaaknirken under de urolige Ben.

-Naa--hvor var vi, Lreren vendte sig mod Duksen, der fik Hnderne ned
med et Ryk. De skulde gaa til en Lge med _det_, Sonne, sagde han og
frte Penneskaftet hen mod den megen Blomstring.

Den rde Duks bjede Hovedet vk fra Lyset, og langs Bnkene holdt
Benene inde og blev stille med t, som gik der en Engel gennem
Klassen.

-Hvor var vi saa? sagde Lreren igen. Han gik videre....

Herluf og Hein gik hjem fra Skolen sammen. Herluf kom meget hos
Etatsraadens og i det hele--sammen med Hein--meget ud. De var knne og
velvoksne begge to og blev bedt til net Fyld paa handelsaristokratiske
Baller. De valsede godt og var grumme sikre i Vsen. I Stilhed levede
de alligevel i evig Mistro til, om man tog dem ret alvorligt:

-Men--Frken--det var mig. Hein demonstrerede med sin Klaphat
(Klaphatten forlod ham aldrig) for Frken Kornerup, der gik ved Armen
af en Kandidat.

-Men, Gud, var det Dem, Hein--som jeg studerede for at tyde Deres
Navn! Og Frkenen gik med sin Kandidat.

Hein fljtede sagte bag sin Klaphat. Det hndte oftere, at Damerne
resultatlst studerede for at tyde deres Navnechiffer. Han vendte sig
til Herluf--de holdt sig altid sammen--der konverserede en fregnet
syttenaarig i fodfri Kjole om Udstillingen:

-Nej--han kunde ikke finde det--det gjorde ham ondt: Der var intet
_Foredrag_ i det Billede ... Baade Herluf og Hein talte vgtigt om
hvad det var, benyttende alle Slags Kunstord--med en stadig hemmelig
Fornemmelse, som gik de frem paa tynd Is, indtil det blev dem en Vane,
der ikke mere generede.

-Ja, det nyttede ikke ... Den fregnede vidste, det var en landlig
Smag: Men hun elskede nu n Gang Carl Helsted....

-Han har Hjerte, sagde hun og saa' svrmerisk ud. Hun havde Underbid.

Hein blev ved at fljte svagt, mens han saa' ud mod Kandidaten og
Frken Kornerup, der flj under Lysekronen saa taktfast i Mazurkaen
som et Par Traner paa gloende Tallerkener.

-Det er os, sagde den landlige Smag....

Da Herluf og Hein gik hjem, skldte de Damerne ud og raillerede over
deres Klder som et Par Kommis'er fra en Modebutik. De blev forsorne
og brugte hjst indgaaende Ord om alting--ligesom paa Danseskolen:

-Gs, sagde Hein endnu en Gang og borede Hnderne i Frakkelommerne.

Om Sndagen efter Middag sad de i Heins Stue, der var udstafferet med
nogle gamle Mbler fra et forhenvrende Rygevrelse. De talte kun
lidt, sad mest og rg og dsede.

-Du, sagde Hein langsomt. Ja--hvad mon det egenlig bli'r til?

-Hvilket?

-Med _En_, sagde Hein og stirrede ud i Luften.

-Ja, sagde Herluf og stirrede ud i Rummet, han ogsaa ... Hvad mon?

Ud paa Foraaret, da Examen nrmede sig, fik de Extratimer om Aftenen.
Det trak ofte ud til Klokken ti, fr de kom hjemad. De gik i Flok hen
gennem Strderne mod Frederiksberggade.

En ldre Dame fra Kvarteret stod sdvanlig Forpost paa et af
Hjrnerne med sin Silkeparaply som Gevr ved Fod. Hun lod til
Ynglingene falde nogle stille Kleord, der besvaredes med Skldsnavne.
Det blev til Raaheder, som regnede over Pigen. Viceduksen puffede
hende i Rendestenen, saa Damen hvinte, og det gik ls med Skldsord
igen.

-_Sludder_, sagde Ole Martens, der kom til og skd de andre vk--han
drev altid afsted sine halvhundrede Skridt bag de andre--God Aften,
Marie, sagde han og rakte Damen Haanden som en Veteran en gammel
Vaabenbroder.

-Man vd s'gu nok, hvorfor I kvidrer, sagde han med sin Bas, idet han
gik videre bag de andre.

-_Rnnebr_, sagde han og spyttede ud mellem Fortnderne.

Klassen gik videre i Tavshed med sande Dobbelthager af noget, de
troede var sdelig Indignation. I deres Klub var der holdt Foredrag
mod Prostitutionen.

       *       *       *       *       *

Seks-otte Uger fr Eksamen dde Herlufs Bedstefader. Tanten vilde
straks veksle Hus, og de flyttede ind i en ledig Lejlighed paa Hjrnet
af Nrregade og Volden. Herluf repeterede om Natten oppe paa sit
Kvistvrelse, Tanten bragte selv Spirituslampen og Kaffen op, fr hun
gik tilsengs: nu var Herluf den eneste, Frken Minna havde at sysle
om.

Og hun lukkede Dren for Herluf bag sin Bogbunke med et varsomt God
Nat.

Lst blev der egenlig ikke saa meget. Dertil tog Arrangementet for
megen Tid: det hele med at indrette sig som en Mand, der lste til
Eksamen. Huen var ogsaa kbt efter den skriftlige Prve og skulde
frem foran Spejlet; og saa faldt han i Tanker med jnene ud paa
Himlen, der lidt efter lidt blev bleg og graa og saa atter rdmede mod
Morgen.

Han lukkede Dren op til den lille Altan. Luften var sval og fuld af
den natlige Fugtighed. Arbejdet laa forladt over det hele store
Vold-Terrain. De halvrejste Husmure med deres store Stilladser; paa
Byggepladsene Voldene af de rde Mursten; og langs Boulevarden
Graastenene og Brene, som Brolggerne havde ladet staa midt i den
opgravede Jord--alt laa det stille, en Stund, i Dagen.

Herluf blev siddende--med Huen paa--ved Gelnderet og saa', naar de
kom til Arbejde.

De frste var Daglnnerne, som sendrgtigt fik aabnet Laagerne i
Plankevrkerne og fik alle Redskaber sanket sammen. Men snart kom der
fler, hele Flokke, der vekslede muntre Hilsener; Murerne skiftede Tj
og kom til Vejrs--op ad alle Stiger; og Brolggerne tog fat, paa den
bare Jord, og hamrede....

Den hele Luft blev fuld af klingre Hammerslag og Sang, mens Tridser
gik og Trillebrene skurrede: De byggede det nye Kbenhavn.

Herluf stod op, med Huen bagaf; uden Stemme i Livet, ud i den dejlige
Luft sendte han nogle Indianerskrig, han troede var Sang--som vilde
han overdve alle de klingende Hamre:

Nu var det forbi--Vestergadeliv og Tranghed. Nu begyndte _han_ at
leve--med det nye Kbenhavn.

Og han saa', mens han blev ved at synge, langt op i den sommerlyse
Himmel, som han stod _der_, paa sin Kvistaltan, over sit store
Kbenhavn, med sin flunkende Hue.

... Saa blev han Student.

Om Aftenen var de alle i Tivoli--drev under Trerne, Arm i Arm, sang,
blev vejede og drak, hele Flokken med de nye Huer.

Det rigtige Sold blev holdt i Divanen. Paa Verandaen blev Bollen
brygget. Og midt som de sad og det var talt og sunget, og mens Musiken
ld dernede, sprang Herluf op paa Bordet; midt imellem Bolle og
Flasker og Glas, skreg han, svingende sin nye Hue, ud i Vrimlen om den
lyse Koncertsal et:

-Leve Kbenhavn!

Og Folk dernede blev staaende og saa' ham, Russen paa sit Bord, og
viftede og hilste og lo, mens Studenterne skreg i Jubel deres lange
Hurra....

       *       *       *       *       *

Herluf Berg stod endnu ved Vinduet i sit Kontor. Himlen brndte over
Slot og Kirke, mens det var, som hrte han hint gamle Rus-Jubelraab
igen--glide sammen med Lyden af alle Victoria-Teatrets triumferende
Hamre.

-Ja--det var Virksomhed, sagde han og, stirrende ud paa Himlen,
tilfjede han sagtere i en Tone, som vidste han ikke selv om sine egne
Ord:

-Og man kom ls, sagde han.

Han gik ned. Det var blevet sent. Budet, Hr. Srensen, var allerede
kommet igen efter Middag og lste sine Psalmer ved sin Pult i
Forvrelset. Man saa' hans Ansigt i Profil med den evig aabne Mund
(Hr. Srensen var Gendber og henlevede sit Liv med evindelig aabnede
Lber, enten i berettiget Forbavselse over, at det efter ti Aars
Tjeneste endnu ikke nogensinde var lykkedes ham at sortere
Provinsaviserne i de rette Rum i Reolerne, eller fordi han bestandig
sang uhrlige Psalmer; den fromme Indskrift over Pulten straalte imod
Lampen:

HERRE, FORLAD DEM, THI DE VIDE IKKE, HVAD DE GRE

Herluf gik ind og hngte Nglen til sin Dr op paa Nglebrdtet, mens
Hr. Srensen lagde de foldede Hnder ned paa Psalmebogen og hilste.
Hr. Srensen hilste visse af Medarbejderne som en grundtvigsk Degn en
hjkirkelig Foresat....

Ude paa Trappen blev Herluf Berg et jeblik staaende. Maskinen
arbejdede endnu, og inde fra Budestuen ld en langtrukken Bas. Hr.
Srensen troede sig ene og stemte op. Herluf gik ned ad Trappen, mens
Hr. Srensens Psalmer klang klagende over den travle Victorias
sidste hundrede.

I Porten lb han paa den kommercielle Medarbejder, Hr. Meyer, der stod
og stirrede paa det rde Himmelskr over Slottet.

-Mrkvrdigt, sagde han.

-Det maa vre en Slags Nordlys, sagde Berg og gav Haanden.

-Ja ... I Berlingske iaften profeterer en Pastor emeritus, at det er
Varsel om store Ting, sagde Meyer.

De lo begge og skiltes.




III

-_Kan_ han no'et?

-Vd s'gu ikke.

Talen var om unge Adolf, mens Gerster tog Ess Bouquet ud af
Skrivebordet og rakte Berg. Erhards Essentser var lukket inde af
Hensyn til Professoren, der hadede den Moskuspest i Stuerne.
(Professorinden kom, naar hun skulde ud, og fik en Draabe paa
Handsken: Det mrker din Faer ikke, sagde hun; i det gteskabelige
Sovekammer herskede kun Kllnervand).

-Vd s'gu ikke--men Penge har han--si'er de, og nu aabner han jo den
nye Forretning--paa Kbmagergade.

-Ja--hvad er det for en Forretning? sagde Gerster, som tndte en
Cigaret.

-Ja--det vil han jo ikke ud med--det er naturligvis en
Kunsthandel--han vil revolutionere Smagen herhjemme, siger han. Men
Penge maa han ha', sagde Berg ... Den Gamle har tjent dem paa
Husholdningsbger....

-Jo. Tak, Adolfs Den lille Bogholder i fem Strrelser, opremsede
Gerster efter det bekendte Avertissement.

-Men de skal vre gaaet svrt i Fyrrerne, sagde Berg og begyndte at
l: ... Forelbig er de Gamle rykket ud fra Pilestrde med alle de
fine Mahognitrsmbler og er flyttet ned i Tordenskjoldsgade.

-Hm, sagde Gerster. Knne Ruder har han lavet sig.

-Og han gaar ind paa Ens Ider, sr du, sagde Berg. Han _forstaar_,
sagde han. Men kan _udrette_ noget med Adolf. Han rejste sig og gik
hen over Gulvet: Og vd du, sagde han og slog ud med Haanden: her
trngte til at udrettes noget. Her trnger forbandet til, at der blev
handlet i dette land.

Han blev ved at gaa frem og tilbage over Gulvet og talte om Adolf og
Martens: De havde ligefrem tilbudt ham Kompagniskab--ja,
alvorligt--helt Kompagniskab--hvor de stillede den forndne
Kapital....

-Og nu var et Teater noget vrd, nu--hvor Staden voksede for hver Dag
til at blive Nordens Hovedstad.

-Ja, ja, det blir den, sagde han.

Nu var Tiden for Folk med Kapital til at benytte Konjunkturerne, Tiden
for dem, der havde Ider og jne at s med--nu, hvor Norden kun
ventede paa Stedet, hvor man kunstnerisk kunde samles--kun ventede
gentog Herluf Berg to Gange og nikkede ud i Luften--paa _Pladsen_ til
at samles. Teatret var Stedet, hvor Banen var brudt, _der_ var
Sam-Interessen vakt: Ibsen og Bjrnson var ikke Nordmnd mer, de var
blevet Skandinaver, de spilledes lige op til Haparanda, lige over til
Wiborg, Wiborg i Finland ... allevegne.

-Sr du, fortsatte han og standsede ved Vinduet: Det er Konjunkturer.
Og idet han ligesom oversaa en lang Felttogsplan, tilfjede han med
Hovedet lnet mod Vinduessprossen: Og Teatret giver ogsaa Plads for
Reklamen, du--

Han vendte sig lidt efter og begyndte igen at gaa, mens han talte i en
anden Tone: Man maa s Tingene, som de er, du, og vre praktisk,
Kunstnerne er ogsaa blevet Mennesker, som vil _leve_--og sidde bldt.
Forfatterne vil komme, naar man rkker dem blot den lille Finger: de
venter jo ligefrem paa Skandinavien, der skal honorere dem....

Herluf satte sig og udviklede Planen for Driften. Der skulde spilles
hele Aaret, Eneret, skandinaviske Vrker, sat i Scene af Forfatterne
selv, om Vinteren her og om Sommeren rundt om, i Stockholm, Gteborg,
Kristiania og Bergen ... mens Stockholmernes Opera sang her eller
Skuespillerne fra Kristiania spillede; saa udvekslede man Kunst....

-Man lrer hinanden at kende, sagde han. Og man har tillige
Lejeindtgten i den dde Tid.

Han begyndte atter at tale om den ene Kunst, om Malerne og
Musikerne, der vilde flge Eksemplet, Forfatterne gav, og sge til
Kbenhavn: Hvortil har man Jernbanerne? sagde han og lo. Eller
Dampskibene. Vi skal nok rre Trommerne, til de kommer til Kbenhavn
--til os.

Gerster havde lagt Cigaren og skottede hen til Herluf. I al
Hemmelighed holdt han svrt af at s paa Berg, naar han saadan var
rigtig oppe i en Plan.

-Og Provinsbyerne, sagde han, ta'er vi med Strejfkorps. De har faaet
den rette Aand. Jeg gi'er Adolf Ret: der er kommen Stemning i
Provinserne og--der er Penge at tjene. Hvad er Afstandene nu? Er det
Afstande at tale om? Aarhus og Odense er rene Forstder til det nye
Kbenhavn.

Han gik lidt, hen til Gerster, og lagde Haanden paa hans Skulder: Ja
--du, der var noget at gre nu, sagde han. Og Gerster sagde:

-Men saa grib til, du. (Det var en af Gersters Yndlingstalemaader at
gribe til--selv greb han aldrig til).

-Naa, sagde han halvt misfornjet. Det bankede med en flot Kno paa
Dren til Entren. _Der_ har vi Lange.

-Kom ind, sagde han.

Lange sejlede ind med Stokken i den fremskudte Haand og lftede
Skuldre:

-Goddag--saa man er hjemme, sagde han og satte sig. Hvad tygger I Drv
paa?

-Paa din Fremtidsbermmelse, sagde Gerster og tog Plads igen.

-Tak--det maa smage af mere, sagde Lange.

Samtalen slbte sig mat afsted. Inde i Spisestuen blev der slaaet med
en Dr, saa Dren ind til Erhard sprang op. Det var Professoren, som
kom hjem fra Kliniken og vilde have frisk Luft i Stuerne.

Erhard rejste sig for at lukke: Vil Gerster ha' Koteletten strax,
hrte man Professorinden. Og der blev stille.

-Hvad har I ellers bedrevet, sagde Erhard til Lange og satte sig igen.

-Hvad man har bedrevet, sagde Lange i sit betnkelige Tonefald. Hvad
man bedriver--gamle. Drak et Glas hos Paula iaftes--af Kedsomhed.

Det lod ikke til, at Berg og lille Gerster interesserede sig saa meget
for Paula: Hun fortalte forresten en Historie, sagde Lange, en aldeles
glimrende Historie ... om blonde Krause--I vd, ham med Haarene i
Panden. Men du maa ved Gud ikke sige det til nogen--Lange efterlignede
Frken Paulas Stemme ved at tage nogle ejendommelige fede Nasallyde--I
kender hende, naar hun er diskret med Haanden op for Munden:

-_Du_--han er Susse, sagde hun; (sr I hende? sagde Lange og blev
ved med Paulas Stemme)--han lagde sig her ned paa Gulvet, forsikrer
jeg dig--detvar, som han _sank_, siger jeg dig, og lagde Hovedet ind
til mig--ganske stille, ligesom han var helt henne (og han havde
lukket jnene, sagde Lange med et af Paulas forklarende Nik) og saa
sagde han--ganske sagte, du: Er det at elske? sagde han.

-Jeg havde ved Gud Taarer i jnene, sluttede Lange med Paulas Rst.

-Hva' si'r I til det? sagde han og viftede henrykt med Hnderne.

-Det kan jeg s'gu ikke finde noget latterligt i, sagde Erhard
langsomt. Vi bliver jo alle gjort nysgerrige, fra vi er syv Aar uden
nogensinde at faa noget rigtigt at vide ... _Jeg_ sprger endnu nogle
Gange, sagde han, om _det_ er at elske?

-Saa sprger du vist ikke paa de rigtige Steder, sagde Lange kynisk og
viftede.

-Saa? sagde Gerster--du siger mig maaske nogle bedre ... Jeg har
ellers (Gerster vendte sig om mod Vinduet og saa' et jeblik ud af
jnene omtrent som Bergs Hund, da den en Gang havde brkket sin Pote)
saadan omtrent sgt overalt....

-Men Paula er forresten en kel snakkesalig Pige, sagde han i en anden
Tone.

-Ja, det er hun, sagde Berg og kom til at le sagte. Paula sladrede om
alt; Lille-Gerster selv var t af hendes Yndlingsmner:

-Du, Herluf, sagde hun en Gang: Erhard er ikke, som han giver sig ud
for?

-Hvad mener du med det? havde Herluf sagt.

-Han grder tit, du, sagde hun fortroligt.

-Ja saa. Saa grder du vel ogsaa, Paula? spurgte Herluf.

-Ja. Jeg grder da tit.

-Hvorover?

-Man _har_ da Flelse, havde hun sagt, halvt fornrmet.

Herluf kom til at le ganske hjt ved at tnke sig de to travrige
Grdepile paa Paulas rde Sofa--ved Siden af hinanden.

-Hvad ler du af? sagde Lange.

-Af noget meget srgeligt, svarede Berg.

-Ja--jeg synes ogsaa, Humret staar paa Frost, sagde Lange, der var
halvkrnket over Optagelsen af sin Historie og lettede paa sig. Det
har vel ingen Hast, sagde Gerster. Det var jo kun et Lb herop, sagde
Lange, for at s, om du levede. Han tog Afsked og gik.

De to andre blev siddende tavse.

-Vi var i Konstantia igaar, sagde saa Gerster. Blom og Brodersen og
Damerne....

-Hm, sagde Herluf blot.

-Vi drak Kaffe paa Balkonen--du, og saa skd vi til Skive efter
Flagstangen med Underkopperne ... Du skulde ha' set Buffetjomfruen og
Kellnerne hvor de spjttede ... Erhard spilede Fingrene ud
Sprllemand--for at vise, hvor Kellnerne havde spjttet: De var
ganske blege, du, sagde han.

Det var i det Hele en Forlystelse i Kredsen Blom at faa Folk til at
spjtte. Man eksperimenterer, Gamle, sagde Blom. Eksperimenterne var
mangeartede. Det siste Eksperiment igaar--eller imorges tidligt--havde
vret _det_ hjst uskyldige: at de havde stukket Cigarerne med den
brndende Ende i Munden paa et Par sovende Medborgere--hvad der dog
havde foranlediget dem til at forlade Lokalet og forlgge
Eksperimenterne hjem til Damerne. Et Par Timer efter gik Blom og
Lille-Gerster hjemad.

Gerster tog Portnglen op: Du, sagde Blom. Vi er et Par Bster.

-Ja, sagde Gerster. Det er vi.

-God Nat.

-God Nat.

Gerster gik op. Inde i sit Vrelse gik han hen til det aabne
Vindu--han stod og rakte tre Gange Tungen ud i Luften, for han lukkede
det.

Ude i Gangen knirkede en Dr. Det var Professorinden, der ikke kunde
vnne sig af med at ligge svnls, til hun havde hrt Erhard komme
hjem.

... Herluf og Gerster sad tavse igen. Saa sagde Gerster,--da de atter
havde talt lidt om ligegyldige Ting--lidt dybt, med jnene i sit Skd:

-Du--tror du nogensinde, jeg bliver forelsket? sagde han langsomt.

Herluf saa'hen paa ham: Jeg vd ikke, sagde han sagte.

De sad igen stille en lille Tid, til Gerster rejste sig: Jeg har gjort
et Bekendtskab, sagde han, tvende og med Ansigtet mod Vinduet ... Jeg
tror egenlig, jeg kunde komme til at holde af hende ... Hun er meget
sd....

-Gift, sagde han.

Gerster stod lidt og i den samme--tovende eller ubestemt misfornjede
--Tone som fr sagde han:

-Og du? Naar bli'r det til noget i Vimmelskaftet?

I Vimmelskaftet laa den Heltzske Gaard, Frken Asta Heltz' Hjem: Man
talte jo nu i Aarevis om Asta og Herluf.

Herluf trak trt paa Skuldrene og saa' i Gulvet.

-Nej, sagde Gerster med et Suk--det er det: man har s'gu mistet
Tilliden, du, til det, man selv gaar rundt og fler.

-Ja, sagde Herluf.

-Skal vi gaa ind til Mo'er? Gerster vendte sig.

-Ja--jeg vilde just sige det. Jeg skal gaa. Der var ingen Dre mellem
de tre Dagligvrelser, det samme brunlige Tppe gik over alle Gulve.
Alt var polstret, men i dmpede Kulrer. Professorinden stod op fra
Skrivebordet, da de kom ind.

-Vi forstyrrer Professorinden, sagde Berg.

-Aldeles ikke, smilte Fruen (i Virkeligheden havde man altid en
Flelse, som om Professorinden kun fordrev et Kvarterstid i sin Stue
som en Vrtinde, der sidder og venter paa de Fremmede til Middag) ...
Vel har man travlt, sagde hun og pegede: Det er Kongressen, tilfjede
hun og smilte, mens hun tog Plads i Visithjrnet bag et mindre
Marmorbord med en lille Standhylde, der indeholdt Professorindens
privateste Haandbibliotek: et Par Bind af Topse, Martensens Ethik og
Meyers Fremmed-Ordbog.

-Mo'er bespiser allerede den medicinske Videnskab, forklarede Erhard.

-Aa, det er kun nogle Sektionsmder ... Sektionerne, der skal dannes,
sagde Fruen, og saa spiser de her hos os ... Gerster finder, disse
trre Komitmder passer ikke mere for vor Tid, smilte hun.

-Maa jeg sprge Mo'er, sagde Erhard. Skal saa Fruerne med?

-Ja--vi ta'er dem dog med, Erhard ... Det er det mildnende Element,
mener Gerster, sagde hun. Erhard gav et Par halvmumlede
Ondskabsfuldheder tilbedste om de medicinske Fruer og Professorinden
sagde: Erhard--vi hrer selv med til Lavet, og satte sig tilbage i
Sofaen (hun havde en egen bred Maade at stte sig tilrette paa under
Smaasladder, der mindede lidt om de tyve Aar i Provinserne).

-Naa, sagde Gerster, de taler vel ikke bedre om os.

-Nej, sagde Fruen og sukkede: du har Ret i det, og hun gav selv i en
vis hyggelig Tone, en lille Historie om en Kollega tilbedste. Man
talte i det hele frit hos Gersters--selv om de nrmeste Venner: Man
kan jo s de smaa Svagheder, sagde Fruen, som havde hele
ProvinsSelskabets Skarpsyn for Smaating. Frisproget gjorde meget til,
at hver strax flte sig vel i Huset, som optaget i den nre Kreds.

-Naar Erhard blot ikke siger det ved Middagsbordet, sagde Fruen.
Erhard kender sin Fa'er ... Gerster har saa megen Korpsaand,
forklarede hun Berg.

Der blev talt om Spisestuen: om man virkelig ogsaa turde lade dem
spise tyve. Naar Mo'er vil ta' Skammekrogen bort, kan man spise fire
og tyve, sagde Erhard.

-Det er Erhards Syndebuk, sagde Fruen. Skammekrogen var et
Privat-Hjrne af Spisestuen med et Divanbord og den gamle Sofa fra
Provinsdagligstuen. Erhard paastod, at hans Moder flyttede derind og
strikkede, naar der ingen var hjemme.

-Ja--sagde Fruen--naar Vinden staar paa her, sidder jeg derinde.
Sandheden var, at Skammekrogen, var hendes kreste Plads. Naar hun
skulde vre alene hjemme, flyttede hun derind med en lille lavfodet
Sparelampe, der nppe nok oplyste selve Krogen: Erhard kom ind og
sagde Farvel--i Kjole og med det hvide Slips--fr han gik.

Hun holdt af at s ham saa soigneret og fin (ogsaa Dametoiletter var
t af de stadige Emner, Erhard og hun debatterede ved deres
Yndlingsmaaltid, Frokosten, naar de var ene; og det morede hende
stille, naar Erhard vidste saa detailleret Besked); og naar han var
gaaet, blev hun siddende, smilende ved Tanken om den Tid, da de endnu
boede i Provinserne, og hun og Erhard, der var Gymnasiast, sammen
lste det lille kbenhavnske Dagblad med Billeder, som Erhard holdt
bag Professorens Ryg, og hvis Kvartalspenge hun betalte--for at det
kunde bringe dem Bud derovrefra.

Og Professorinden kunde blive siddende i sin Krog, fortabt i gamle
Erindringer, uden at tage sig noget til--lige til Jomfruen bragte
hende Theen paa en lille Bakke med en lukket Porcellnssukkerskaal:
naar Professorinden var ene, tilfredsstillede hun en lille hemmelig
Svaghed, hun havde for mrkt Puddersukker i sin The....

       *       *       *       *       *

Et Par Uger efter skulde Berg spise til Middag hos Konferentsraadinde
Heltz.

En af Husets to stille Stuepiger hjalp ham Frakken af nede i
Stueetagen--der var altid en egen ren Luft af de mange Planter paa
Trappegangen--og allerede i den frste Stue ld det som Mudret af et
helt Fuglebjerg: Alle blev straks hjstemte i Vimmelskaftet.
Konferentsraadinden snakkede og lo hjt--med begge Hnder strakt frem
mod hver, der kom--saa man saa' hendes to Rader Tnder, saa hvide og
sunde, som prvede de hver Dag Krfter med tykt Rugbrd.

Herluf undskyldte, at han kom for silde:

-Ja--det vd Gud, De gr, lo Konferentsraadinden og rystede hans
Hnder.

Der var tolv, femten Mennesker i Stuen: gteparret Jrgens, Professor
Jrgens fra Landbohjskolen, Fruen var fra Nakskov, en Ungdomsveninde
af Konferentsraadinden; Hr. og Fru Ekberg, der ikke havde regnet paa
Daglys fr Bordet og var lidt for pudret; Etatsraadinde Knudsen--ogsaa
fra Nakskov--med Datter, Sundt: en lille ung Fru Stern, som Berg ikke
kendte, og som han skulde have tilbords; Frken Asta og Frken Julie;
og Huslgen med Kone, der nu kom med Tungen ud af Halsen og erklrede,
han havde en Ulvehunger.

Alle snakkede i Munden paa hinanden, siddende og staaende rundtom i
Stuen, hvor de store svre Mbler--de var ikke fornyet siden
Konferentsraadens Dd for ti Aar siden--var spredt over Gulvet:

-Det er Asta, sagde Konferentsraadinden. Jeg holder ikke af det. Jeg
vil helst sidde fast opad Vggene.

Berg var gaaet hen til Frken Asta--hendes Smil var slaaet frem imod
ham lige strax ved Dren--og han talte med en halv sky, halv m
Stemme, mens hun blev ved at se ham glad ind i Ansigtet og smilte.
Frken Julie demonstrerede foran Huslgen: Tyvende Bal, Dr. Friis,
tyvende Bal--i _November_, sagde hun og spilede fingrene ud foran hans
Ansigt; Frken Julie var i lyserdt og mindede i Gestus lidt om en
Ingnue paa Teatret.

De stilfrdige Stuepiger havde Dren op, og man gik ind i Spisestuen i
Lyset. Konferentsraadinden ste selv op, og Sundt sagde--med
Servietten stukket ind under Vesten, saa den skrmede et Stykke af
Skjorten--og slog ud med de knne Hnder over Bordet:

-Er det nu ikke rart? sagde han og smilte som en Bisp i en Gaaserede.
Ja, Frken Asta, sagde han og saa' mildt til det frste Glas Sherry:
Fyrre--det er Zenith ... man forstaar et godt Bord, man har gjort
Erfaringerne, Damerne forkler En ... Sundt svlgede i Herlighederne
ved at vre fyrre.

-Ja, ja, raabte Fru Jrgens leende. Sundt kender Fadene. Fru Jrgens
brugte Talemaader som en holbergsk Pernille, var i Selskab udskaaret,
saa hun regelmssig i sidste Nu, fr de tog afsted, maatte hjlpe
efter med et Kniplingslommetrklde, og var en Mnstermoder for syv
Drenge, hvoraf den ldste var Rus iaar.

-Maaske er det Zenith for Herrerne, sagde Fru Ekberg.

-Naa, mine Damer, sagde Dr. Friis. De har saamn ogsaa lrt at
konservere Dem.

De lo igen, og Konferentsraadinden, der var frdig med Suppen, sagde
betnksomt: Ja det _er_ mrkeligt ... Naar jeg tnker paa _min_
Moder....

-Hm, sagde Julie, der delte Berg med den lille Fru Stern: jeg vilde
dog finde det rart, om Bedstemdrene blev ved at gaa med Kappe.

Man fik en Fisk med Hummer, og Konferentsraadinden, der havde Vinsmag,
lod srlige Mrker gaa, stvede, rundt i Kurve:

-God? ... Ikke? nikkede hun fornjet rundt til Herrerne.

-En Vin, kre, sagde Ekberg op imod hende. Han nnnede slet ikke at
sluge den.

Lille Fru Stern havde ikke sagt et Ord, hun glemte endogsaa at spise
og sad blot og stirrede med et Par store lyksalige jne, og bevgede
undertiden pludselig Skuldrene--opad som en lille Fugl under
ggeheden.

-Mathilde, sagde Asta over Bordet og lo til Berg.

-Der flyver dig en stegt Due i Munden.

-Ja, sagde den lille frue og fo'r sammen. De drak med hinanden. Rundt
om, over Bordet, blev der talt om Pigebrn og Opdragelse.

-Ja, jeg, sagde Fru Ekberg, der stadig havde Ansigtet i Bevgelse
(naar det var i Ro, begyndte det at markere Zenith)--ligefrem
_studere_ min Datter.

(Denne langbenede elleveaarige var udstyret med Hoftepuder og
Fingerringe, saa hun var ikke ulig en hellig Krokodille.)

-Ja, ja, Fru Friis sukkede. Opdragelsen var en Kunst ... Hvem kendte
nu tildags sine egne Brn? sagde hun, mens Fru Ekberg gentog at det
var et Studium, og Fru Jrgens sagde: Fortrolighed--bare Fortrolighed,
kre; og Konferentsraadinden saa' med sit glade Ansigt henover sine
Dtre og sagde:

-Man kender da vel sit eget Kd og Blod....

-Ja, Gud hjlpe os, sagde Frken Julie i en halvhj Parenthes og slog
Viften ud: Vi er ikke fra Nakskov.

Men Hr. Ekberg var enig med Fru Friis ... Det var en Revolution--en
sand Revolution i de unge Gemytter ... Hr. Ekberg tilskrev den
Symaskinen....

-Ja--kre Frue, Symaskinen sagde han overbevist ... De kber
ude--kber de ikke alting ude? De kber frdigt--man kber frdigt
... Hvad skal man saa gi' de unge Dtre at bestille ... Vil De _sige_
mig, hvad man skal give dem at bestille?

Hr. Ekberg tav og ventede med aaben Mund paa, hvad Fru Friis vilde
give dem at bestille.

Etatsraadinde Knudsen, der var lidt dv, og som frst nu var kommet
rigtig paa det klare med Samtalen--hidtil havde hun indskrnket sig
til at nikke glad ned til Konferentsraadinden hver femte Minut--sagde,
at de hrte, de lste--de fik for meget at vide....

-Og danser for meget, sagde Professor Jrgens ned over sin Tallerken.

Man serverede en Oksetunge i Madeirasauce med Trfler og Hr. Ekberg
forlod Symaskinen; hans Frue var blevet mere hjrstet (Fru Ekberg
blev altid et jeblik hjrstet, naar hendes Mand fortabte sig i
dybsindige Materier) og talte om Skolerne: Ja--hos Frken Zachrisson
havde hver Elev et Apparat paa sin Plads, saa de rettede Ryggene....

-Ja--den Sidden bukket sagde Konferentsraadinden, nede fra sin
Bordende. Den er en Ulidelighed ... Den er det, der gi'er den megen
Blegsot....

-Nej, sagde Fru Jrgens, vi Nakskovere--Emma, hun lftede Glasset mod
Husfruen. Paa Nakskov, Anna, raabte Konferentsraadinden ned til Fru
Knudsen: Paa den gamle Tid, Anna.

-Ja--paa den Tid, sagde Fru Knudsen og nikkede. De drak alle tre: Jo,
sagde Fru Jrgens og satte Glasset resolut ned, vi kunde tumle
Springfyrene. Hun slog en Brdkugle over paa Professoren: _Han_ husker
Skovballerne, sagde hun og lo.

Hun blev ved at tale om Nakskovtiden, Etatsraadinden hrte kun det
halve, men sad og smilte: Ja, ja, Frederikke, du var nu altid det
muntre Blod, sagde hun. Konferentsraadinden sad med Taarer i jnene
over sit Glas--hun tnkte paa Konferentsraaden.

-Mo'er, hviskede Asta op.

-Lille Brn, sagde Fru Heltz og saa' fra den ene Datter til den
anden. Hun lftede Glasset og Dtrene svarede. Asta holdt Glasset op
med jnene paa Herluf--de straalende jne--og han hvede ogsaa sit
Glas, og de drak, med Blikket paa hinanden, mens hele Bordet summede
af al den glade Forelskelse i Nakskov.

-Slyngel, sagde han til sig selv, mens han drak og blev blussende rd,
idet han satte Glasset ned paa Dugen.

Alle lo og snakkede; selv Frken Knudsen vaagnede ved det pludselige
Ord Ramlsa og gav sig til at forflge en Familie Beck-Friis op
gennem Aarhundrederne; Fru Jrgens sluttede af med Nakskov og slog ud
mod Sundt.

-Nej, nej,--der var ingen gamle Ungkarle _der_.... Da vidste Folk,
hvad de vilde--min Kre, og kunde bestemme sig.

Hr. Ekberg slog paa sit Glas, men Herluf hrte ikke efter, hvad han
sagde. Han stirrede kun paa Asta, der smilte frem over Bordet, ved
Siden af Sundt. Lyset fra Kronen lod Atlasklivet skinne som et Pantser
om hendes Bryst: Hvor er hun smuk, tnkte han.

-De kender vist--Berg fo'r sammen, det var virkelig den lille Fru
Stern, der havde talt, og to Gange havde maattet sige: De kender
vist, og var blevet saa rd som en Pon. De kender vist en ... Hr.
Gerster, Erhard Gerster, sagde hun og hun tabte fuldkommen Fatningen
ved at nvne Fornavnet....

-Ja, sagde Berg ... ja ... Han tog ikke jnene fra Asta: Og hende
skulde du ikke elske, sagde han til sig selv ... Ja, Fruen kender
Gerster? sagde han.

-Ja--sagde den lille Frue--det er en Ven af min Svoger; hvorpaa hun
blev helt borte i Forvirring og ikke mere oplod sin Mund, til de
rejste sig fra Bordet.

Kaffen blev baaret om i Dagligstuen under Tak for Mad og Stjen. Fru
Jrgens blev staaende hos Konferentsraadinden, lnet til sin Mand:

-Ja, sagde hun, _jeg_ har faaet Lov til at beholde ham. Og de to
Veninder blev staaende Haand i Haand, mens Professoren gik hen til
Herrerne, der var overvttes varme og rdho'dede og talte om Adolfs
nye Forretning: Ja, det er nye Spisesedler, han vil lave, sagde
Ekberg--og om Gersters Klinik: Det skulde srlig vre med dvstumme,
han eksperimenterede:

-Ja, sagde Dr. Friis,_de_ klager ikke.

Alle snakkede, og ingen hrte, hvad den anden sagde. Fru Ekberg havde
fanget Sundt ind i en Hjrnesofa og talte om, hvad man da egentlig
antog var Kvindens Bestemmelse, mens hun saa' ham lige ind i Ansigtet
gennem sin Stang-Lorgnette.

Ekberg kom til--i et Par Buer over Gulvet--: Kre, sagde han til
Sundt, hun forfrder Dem ... Ikke? hun forfrder Dem ... Ja, sagde han
og slog beundrende ud med Haanden, _hun_ er radikal....

Ovre i det andet Hjrne stod Asta, Berg og lille Fru Stern i en
Klynge: Ikke? sagde Asta og nsten rullede den lille Frue: hun
ligner en Fugleunge?

-Nej, nej, rr mig ikke, raabte den lille Frue, hun var purpurrd og
skubbede Skuldrene op, saa kilden som et Kid: Rr mig ikke, siger
jeg....

Lidt efter lidt trak Herrerne ind i Rygevrelset, hvor Hr. Ekberg
talte om gteskabet: gteskabet, sagde han, kre Ven--_vort_ gteskab
er et Kammeratskab.

De andre Herrer sank hen i Tavshed, tyggende paa Cigarerne; de kendte
det Ekbergske gteskab ud og ind fra Rygevrelserne.

Inde i Dagligstuen var Damerne faldet lidt til Ro, mens Fru Knudsen og
Fru Ekberg talte om nye Lejligheder og Eskilstuna-Ovne:

-Ja, ja, sagde Etatsraadinden, ja, ja ... men de varmer ikke, de
varmer ikke....

Ud paa Aftenen spillede de Lotteri, Damerne og Sundt, der sad og
gldede sig over alle de knne Hnder, der lb saa travlt over paa
Bordet. Fru Jrgens raabte op, og Konferentsraadinden og Fru Knudsen
var saa ivrige som Brn: Hva' for et Numer? hvad sagde hun for at
Numer? sagde Etatsraadinden.

-Aa, de har ingen jne i Hovedet, sagde Konferentsraadinden, som satte
paa baade tilhjre og venstre, hos Frken Knudsen og den lille Fru
Stern, der bare sad og smilte ud i Luften og kildrede sin lille
Barnehage med Spidsen af sin sammenfoldede Vifte.

Asta kom imod Berg i Spisestuedren: Spiller De ikke? sagde hun. Jeg
ikke heller--Stemmen ld paa n Gang saa besynderlig fravrende og
modls--kom--inde i Fa'ers Stue er der stille. De gik gennem
Spisestuen ind i Konferentsraadens Vrelse, hvor de store Mbler, med
Kmpesofaerne i Nicher, stod urrte, som da han levede. Asta satte
sig.

-Hvad blir det saa til, sagde hun. Med Teatret.

-Vd ikke, sagde han. Men pint af Usikkerheden, nsten Frygten, der
altid sneg sig ind over ham, naar de var ene, begyndte han--blot for
overhovedet at tale, kun for at de ikke skulde sidde tause--at
fortlle hende alt. Han talte om den store Opgave, om Arbejdet, om
Anstrengelserne, om alle Planerne, om alt det som endelig, _endelig_
skulde fylde hans Liv; han talte, blev ved at tale; som drevet frem af
en hidsig Utaalmodighed, for hvilken han ikke selv gjorde sig
Regnskab, oprullede han som et Fremtidskort over hele sit Liv--til han
tav, aandels som efter et langt Lb, og pludselig paany flte sig
forvirret foran hendes stirrende Blik, nsten angst:

-_Og jeg da?_ sagde hun:

Herluf bjede uvilkaarlig sit Hoved, nsten som En, der dukker sig for
Slag, mens Asta blev ved at stirre paa ham:

-Jeg kan gaa her som en gammel jomfru og ryste mine Krller--og som
fortvivlet rystede hun de tnkte Krller--gaa her--alle de Aar, sagde
hun.

Hun hulkede, med Ansigtet ned mod Bordet, kort og stille.

Herluf havde rejst sig, han fandt ingen Ord, mens han krammede om
Bordet--det var som _i et_ ulideligt Nu al den ganske Afmagt skulde
samles af disse fire Aars Forsg paa at fle Krlighed:

-Asta, sagde han.

Og i samme Nu holdt han inde: Men det er jo derfor, du har anstillet
det hele--for at _komme ls_, sagde han til sig selv; og han tav og
flte sig blodrd som en Desertr, fejg og elendig som en Falskner,
der gribes.

Asta lftede Hovedet og forsgte at tvinge Graaden tilbage: Der sr
man, hvor man bliver flsom imellemstunder, sagde hun og vilde smile.

-Ja--De har vist ganske Ret, sagde hun: Vi skulde alle sge
Virksomhed, sagde hun. Hun rejste sig, nikkede til ham og gik.

Herluf stod endnu nogle jeblikke, da hun var gaaet.

Han vidste ikke selv, hvad Paaskud han for Konferentsraadinden fandt
til at gaa--hvor Synet af hendes gode Ansigt smertede ham, som en
hemmelig Tyv--; ude i Gangen stod den lille Fru Stern:

-_De_ gaar ogsaa, sagde hun, helt forfjamsket.

-Ja, sagde Berg.

-Ja--Jeg ogsaa, sagde hun og gav sig til at knappe Handsken op igen.
Nede paa Hjrnet lb Berg paa Lille-Gerster under en Lygtepl:
Ja--Godnat, sagde han blot, han hrte ikke, hvad han sagde, og gik
videre.

--Gsterne var gaaet, og Konferentsraadinden vandrede rundt i sine
Stuer og smaasnakkede. Kokkepigen kom ind og blev takket, glord endnu
efter Anstrengelserne:

-Rigtig nydeligt, Sofie, altsammen rigtig tilpas ... Ogsaa Suppen,
netop tilpas....

-Naar Etatsraadinden kun er tilfreds, nejede Sofie--Sofie Kokkepige
kom aldrig lnger i Rangforordningen end til Etatsraadinden, det havde
hun nu kaldt Fruen i tyve Aar.

-Ja, rigtig tilpas, Sofie, sagde Fruen.

Gamle Sofie gik, og Konferentsraadinden satte sig, lidt trt, og saa'
ind gennem sine knne, stille Stuer. Det var Astas Hoved, som hun
flte ind til sin Skulder.

-Ja, vi har det godt, Brn, sagde hun ... Vi maa vre Gud
taknemmelige.

-Asta trykkede hendes Hnder og rejste sig. Hun gik ind i Faderens
Stue. Julie havde slaaet sig ned ved Klaveret i Kabinettet og kvidrede
sin Livvise.

-Sidder Frkenen her, sagde en af de stille Stuepiger, der kom med
Pusteren for at slukke.

-Stine kan godt slukke, sagde Asta.

Pigen slukkede. Inde i Kabinettet jodlede Julie, mens Asta sad i
Mrket.

Det var nr ved Midnatsstunden, da Babette og Benoit gik fra Gilde
gennem Lunden: Der var mrkt og flt--hu, ha! Stakkels Kns han gs
med Rette. Faldri faldrala fari lari lette. Aa jeg ryster, sa' Benoit.
Aa din Kryster, sa' Babette.

Saa holdt hun op og slog Klaveret i.

-Asta, kaldte Moderen ind gennem Stuerne.

-Ja, Mo'er. Asta gik ind til de andre.

-Gud forbarme sig, hvor dog Mathilde Stern er kedelig, sagde Julie,
som sad paa Sengekanten i Sstrenes Sovekammer.

-Er _det_ en ung Frue, sagde hun og slog de fremstrakte Ben kkt mod
hinanden under Natkjolen. Man gifter sig vel da, for at _dette_ skal
hre op....

-Hvilket?

-Pyh, sagde Julie blot og krb i Seng.

       *       *       *       *       *

Herluf Berg gik op og ned, op og ned, i sin Stue og frte lange
Samtaler med sig selv:

Det var altsaa forbi: han var lbet infamt derfra. Og han havde
_kun_--han eller denne hr. X, der sad i den mrke Bagstue i hans
Hjerne og regerede i Smug--fra den frste Dag taget Haand i dette,
filtret sig ind i dette: Virksomhed, Planer, Teater, for at slippe og
komme ls.

Det var _det_, der havde ligget bag Ordene--strax, den Gang oppe i
Redaktionsvrelset, da han frste Gang sagde (og blev forbavset, som
havde en fremmed talt, en anden Mand, der stod ved Siden af ham): Og
man kom ls ... oh han havde vidst det lige strax, hvad det betd, og
havde dog handlet videre i Skjul af alt det andet--det om Virksomhed
og Planer.

Og nu var det sket. Nu var alt forbi og rigtig ddt.

Hvor han huskede den frste Aften, da denne Krligheds-Kamp begyndte:
da han kom hjem fra Bal, saa sikker, hed og munter, med hele Fanget
fuldt af Smil og Minder. Og saa, midt som han sad--_da_ havde hun
smilet og _der_ havde de vexlet Blik, tnkte han--havde han sagt, selv
sagt, pludselig ud i Luften (just saadan som hint frste: Og man kom
ls):

-Ja--elske hende, gr du jo ikke ... Og han havde _selv_ hrt Ordene
med en Angst, saa han sprang op som for at vrge sig eller som for at
lbe fra dem, men Stemmen blev blot ved.

-Men det vd du jo godt, at du ikke elsker hende ... Det har du jo
aldrig troet, at du elskede hende, blev den ved med sin standhaftige
Ro som en Mand, der slog ham venligt paa Skuldren:

-Det har du jo hele Tiden vidst, sagde Stemmen venligt--denne nye
Sokrates-Rst: at det ikke er Krlighed. Pust det bare ikke op til
Krlighed.

Fra den Dag var Kampen begyndt--Forsgene paa at fle Krlighed: hvor
han tvang sig i Hede, og hvor han lunede med Stemninger; hvor han sad
med Pulsen af hver en Flelse, og hvor han rugede hver Fornemmelse hed
i sin Fantasi--for at sprge: Hvorfor skulde det ikke vre Krlighed?
Er _det_ ikke Krlighed? Og denne anden, denne Hr. Sokrates, smilte
kun og spurgte igen: Hvis du troer det?

Og alligevel han saa' hendes Sknhed, og han begrede hende. Han kunde
have ofret hende alt ... ti ofre kunde han, kun ikke elske....

-Og _hun_.

Hvor han havde gttet hende--hvor han havde forstaaet hende.

Som idag mdte hun ham hver Dag med et Smil, sikker og tillidsfuld
--et Smil, som naar Solen gik gennem Skyer, strax naar de saaes. For
under Fravrelsen sugede hun Tillid af Erindringerne, som hendes
Tanker pudsede op, og hun troede, naar de ikke saaes.

Men naar de saa mdtes, og de sad overfor hinanden--og hun lyttede med
sit ganske Vsen paa blot n Lyd, n Tone, som Lidenskaben har
dem--saa sneg Uvirkeligheden sig langsomt ind over hende, og de flte
begge hjlpelst den samme uhyre Modlshed, under hvilken de sank
sammen....

Og der var ingen Mulighed for et Samliv til at klare det. Kun Ssonens
og Konveniensens Mder, mens Tvivlene afstumpede hver Flelse, Dag for
Dag. Og alt blev vagt imellem dem, og man som levede kun i omskrivende
Ord og Talemaader: Forholdet blev som Bruddet var--nu idag....

Herluf stod ved Vinduet, halvafkldt allerede, da det fljtede nede
paa Fortovet. Det var Gerster. Kan jeg komme op? sagde han.

-Ja--men jeg gaar i Seng. Herluf smed Nglerne ned.

Lille Gerster sad ved Sengen med Overfrakken aaben og rd i Kinderne.

-_Hvor_ kommer _du_ fra, sagde Herluf, som laa i Sengen.

-Du--sagde Gerster--du, jeg tror, jeg elsker, brast det ud af ham.

Han fortalte om hende: Hun er det sdeste, du, sagde han. Hans Stemme
havde endnu over sig som en Klang af alle Stvnemdets Klenavne, som
han kom fra.

-Det er hende--den Gifte, sagde han og smilte. Han saa' ud som en Rus
ved sit frste Sold, som han sad.

Herluf havde ikke sagt et Ord. Men som var den en Stn, han lftede
for fysisk at dulme en stor Smerte, tog han om Hovedpuden og skd den
bort:

-Og _jeg_ tror, jeg imorgen bliver Victoria-Teatrets Direktr, sagde
han.

Gerster hrte knap: Naa--endelig, sagde han. Og han blev ved at tale,
med sin srt vibrerende Stemme, mens Herluf Berg--virksomhedens Mand
fra imorgen--med Hovedet paa Armen blev ved at stirre paa dette
Menneske, der _elskede_.

       *       *       *       *       *

Nste Dag underskrev han Kontrakten.

Victoria-Teatret skulde, under Konsortiet: Martens, Adolf junior og
Herluf Berg, aabnes om tre Maaneder.

Et Par frste Krfter havde Martens eller Spenner allerede sikret sig:
En Primadonna, som var blevet uklar med sin gamle Direktr, og en
Elsker, der et Par Aar havde givet sig af med at spille med tre
Stjerner som Gst, Resten af Personalet tog man fra en Trup, der havde
rejst i Norge.

Ssonen vilde jo vre langt henne, naar man fik aabnet, og man kunde
sagtens spille de Par Maaneder paa Huset.




IV

Adolf og Berg var saa tidligt paa Benene for at trffe Martens hjemme
og lgge Beslag paa ham, fr han gik til sine Bygninger, at
Bygmesteren sov endnu, da de kom--Martens snuede i det hele noget
lngere, efter at Victoria-Restauranten var aabnet.

Fru Martens lukkede Dren op til Stuerne (hun talte som en lavmlt
Gaardkone og tog ikke jnene fra dem), hvor Hdersgaverne paraderede
med Flor om, og Bordtpperne var bjet sammen med Vrangen opad.

Fru Martens listede et Par Gange ind over Lbestykkerne gennem Stuen,
mens de ventede, til Martens arriverede syngende. Han sang den ganske
Dag nu i Travlheden, da Aabningsdagen nrmede sig.

Konsortiet kom afsted, og ude paa Trappen stdte de paa lille Hr.
Canth, der gik ned: God Morgen, hr. Fuldmgtig, sagde Martens, der
altid hilste paa lille Canth i en godmodig-opmuntrende Tone, som slog
han ham paa Skuldren med et: Naa--frisk Mod, mens man lste hele den
ubetalte Husleje paa den lille Fuldmgtigs Fysiognomi.

-God Morgen, Hr. fuldmgtig, sagde Martens igen og rystede paa Hovedet
hen til Berg--bag Canths Ryg, der gik foran dem ud af Porten med
Putte, sin yngste Pode. Lille Canth traskede hver Dag med Putte til
Skole, fr han gik i Retten.

De tre Kompagnoner styrede ned mod Teatret, Martens i Forvejen,
febrilsk som han altid blev, naar han bare nrmede sig Bygningerne.
Forgylderne sang i Forhallen paa de hje Standstiger, mens de lagde
sidste Haand paa de blomstrende Friser; paa Trapperne slog Arbejderne
Brddestykkerne over Trinene bort, og de traadte for frste Gang paa
de blanke Fliser; Martens gik omkring, trippende om de andre, helt
borte foran de pompejanske Vgge, der straalede nye imod ham--man
havde borttaget Lrredet om Morgenen.

I den runde Logegang kom de ikke frem; en Flok Arbejdere
transporterede et tilhyllet noget og sprrede Vejen:

-Hvad er det? sagde Adolf, som aldrig gav Tid, men vilde frem.

Det var den gyldne Victoria til Foyeren. Lad os se hende, sagde Adolf
og slog Lrredet bort med sin Stok, saa man saa' Gudindens slanke,
forgyldte Ben.

-Satans, som det rene Bronce, sagde Adolf.

-Ja, svrt gte ser hun ud, sagde Formanden. Arbejderne gik videre med
Sejrsgudinden. Inde fra Tilskuerrummet, hvis Logedre stod aabne,
hrte man Dekoratrernes travle Hamre, der slog Guldsm i Brystningen,
og Dampmaskinens Stj fra Varmeapparatet, der trrede Huset. Bag dem
ld hje Ohj fra Arbejderne, der bragte Nike paa Plads paa
Piedestalen.

-Hr. Spenner ventede, meldte et Bud fra Kontoret; og de gik ned i
Stueetagen mod Gaarden. Det var blot de smaa blaa for Dagen, sagde
Hr. Spenner muntert og prsenterede en Rkke Blaat-Papir paa Pulten.
Adolf konfererede og skrev under, Martens skulde ogsaa give sin
Underskrift et Steds.

-Ja, det er snart sket, Hr. Berg, lo Hr. Spenner hen til Herluf: Naar
Navnene gr det--Han tog klent henover Papirerne, mens han lagde dem
sammen i Bankbudets Mappe med det gyldne Victoria paa Bindet.

-Ja-a, sagde Martens, som blev ved at sidde og stirre forundret ud i
Luften, efter at han havde skrevet under.

-Naa, De vil altsaa ikke have nogen Mnt ud fra Forretningen, sagde
Adolf og slog et Par Afskedsslag til Pengeskabet med sin Stok.

-Nej--vi srger for os selv herude, sagde Spenner.

-Vel. Adj--de Herrer. Adolf satte Hatten paa, og ogsaa de andre brd
op. Hr. Spenner blev alene og sad foran sit store Pengeskab med de
forgyldte Sfinxer paa Hjrnerne, bjet over Pulten. Han drev ganske
tankels sin Yndlingssport at skrive Navne efter paa Klatpapiret:
Martens's s endte altid med saadan en hjlpels, lille, strittende
Streg ligeud, som en afhugget Hale.

Herluf gik op i sit eget Kontor, Drene lod han staa aabne, han holdt
af at hre Husets Stj, mens han arbejdede: Dekoratrernes Hamre gik i
Takt, og Skuespillerne, der kredsede i Teatret hvilelse den ganske
Dag, lo i Garderoberne. I Klderen pustede den nye Dampmaskine som et
ungt Dyr, der utaalmodigt pruster i Tjet, og hvert minut sendte en
Skuespiller fra Scenen en Prvejodlen ud i det tomme Rum.

-Godmorgen, Frue, raabte Herluf fra Dren. Han havde genkendt
Primadonnaens Stemme.

-God Morgen, svarede hun--ud i Tilskuerrummet, saa det klang.

-Spar paa Rsten, raabte Berg: Imorgen er der Prve.

-Vel, svarte hun igen. Og Programmet?

-Bliver ved de to Enaktere og Prologen.

-Hm. Det ene svenske? raabte hun.

-Ja.

Der blev banket paa den modsatte Dr, og der begyndte et sandt Krind.
Det var frst Teatermaleren--i Baret og Bluse--med Favnen fuld af
Udkast, som han i mindre end fem Minuter havde bredt ud over alle
Stole, mens han talte i t vk; og Hr. Str--med aaben Overfrakke og
halvt i Kn af Foraselse--der haabede, i Teatrets Interesse, at kunne
se Etablissementet to Dage fr den vrige Presse--af Hensyn til sin
skandinaviske Korrespondance.

Et par Skuespillere, der havde lugtet Journalist i Huset, bankede
ogsaa paa og kom ind, og man hrte ikke renlyd for den halvtyske
Teatermaler, som forklarede Berg sine Udkast, hvis Farver skreg i
Dagen, og de to Skuespillere, der lod Munden lbe foran Str, som sad
op paa Skrivebordet--Hr. Str sagde altid Nej Tak til en Stol og,
faldt saa hen paa et Bord, hvor han blev--og saa' trt ud, mens han i
Tankerne udparcelerede Sladderen mellem Stjerner  en Krone i Bladenes
Petitrubriker.

Berg, der var ganske r i Hovedet af Teatermalerens Forklaringer,
hvoraf han intet forstod, vendte sig til de andre og sagde med Haanden
paa Hovedet:

-Ja, sagde han (Hr. Str talte om indleverede Stykker) jeg har i en
Maaned lst syv og firs.

Telefonen begyndte at ringe, mens Hr. Str spurgte ud om Titler, og
den ene Skuespiller, der ikke lod sig overdve--han havde i fem Aar
spillet ldre Helte i Broderrigerne, med Hovedstation i Trondhjem, og
havde faaet en bred Diktion--blev ved paa sit halvnorsk:

-Lad os frst have kompletteret vort Personale ... Og man skal hre
fra os, _hre_ fra os....

Telefonen blev ved at ringe; det var fra Adolf: Hr. Berg maatte komme
strax. Berg oplste Konsiliet; den ldre Helt maatte han lempeligt
skubbe ud af Dren, og endnu paa Trskelen blev han greben af
Overlampisten, der skulde have Oplysninger om Belysningsprven for
Pressen.

Paa Trappen til Direktionsvrelset havde der--til re for Hr. Str
--samlet sig en liden Flok Skuespillere, der hilste; Primadonnaen
talte, bjet frem, hjt til en Kammerat paa Afsatsen nedenunder og
stak sine hjvristede Fdder frem mellem Tremmerne i Gelnderet....

Ved Porten skiltes man ... rnulf, den ldre Helt, skulde samme Vej
som Hr. Str, og Berg naaede op i en Droske.

Udenfor Forretningen paa Kbmagergade var der formeligt Oplb foran en
Silkepapirs-Mandarin og -Mandarinfrue i naturlig Strrelse, der
valsede i Udhngsskabet. Herluf gik ad Bagvejen ind i Kontoret, hvor
han hilste paa et Par unge spanskskggede Malere, der dovnede med
Cigaretter i Munden i en Sofa, og nikkede ind til gamle Hr. Adolf, der
sad bag en Tapetdr i et lille halvmrkt Rum fuldt af gamle
Kotillonsrester, og talte Kontrolmrker fra Forretningen.

Adolf junior rev Dren til Butikken op og raabte noget ind:
Ja--Goddag, nikkede han til Berg og var vk igen.

Har De st det? sagde en af de slve Malere og pegede paa Dren.

-Hvilket?

-Arrangementet, sagde han ... Vi har s'gu arbejdet hele Natten.

Herluf trak Dren til Butiken til Side for at gaa ud paa Trappen, der
var hj som en Altan, og sendte i det samme en Ed ind til Malerne:
hele Rummet var paa n Nat blevet et lille Kina.

Den store Disk var rykket ud, og midt i Rummet stod der en
Kmpe-Mandarin og nikkede under sin Parasol; foran Hjrnespejlene
prangede et Par udstoppede Paafugle over Guldpapirsskrmbrdtet, med
Halerne bredte ud over smaa Sofaer; og foran Langvggen, der blev helt
borte under Marokkotpper og Majsstraabuketter og Palmeblade var der
bygget en Grotte af Vifter og udspilede Parasoller og Lampeskrme,
hvor inderst inde en stor Kineserfrue sad og nikkede mellem to Lamper
... To skve Taarne af Mozart og Beethoven i Pap--Medailloner til
Pryd over Pianoforter, der var Forretningens sidste Nyhed--bjede sig
halvvejs sammen over Grotten.

Hele Rummet var n Forvirring af Viftedekorationer, eftergjorte
Skjolde og opspndte Papirparasoller, som stod og som hang.

Og midt i det hele havde Adolf i sidste jeblik, i det fulde Lys fra
Vinduerne, paa en Piedestal lige ved Dren, stillet en Prins Karneval
i skrigende gult Silke--en Rest fra et Maskebals-Arrangement--der
ragede op over alt med sin sejrrige Brix i Haanden.

Dren stod ikke for Folk, der kom og gik. Det var n Beundring:

Hvad han havde for Ider--Naar blev _han udtmt?_--Ja, man maatte
forbavses ... Alle snakkede.

-_Mig maa_ De hjlpe med noget fixt til en Kotillon, sagde en lille
Dame og rejste sig paa Terne.

Alle Damerne vilde kun handle med Adolf, og de trngtes sammen om
ham--under Kineseren--som Konfirmandinder, der vil have skrevet Navn i
Psalmebogen, om Prsten:

-_Bedste_ Hr. Adolf--_mig_, sagde lille Fru Canth, der var her med Fru
Strm. Men Adolf hrte ikke, han blev ved at gestikulere foran
Professor Gerster og en Kollega fra Fakultetet, som gjorde
Bestillinger til den hygiejniske Kongres:

-Men Hr. Professoren vil blive aldeles tilfreds--aldeles tilfreds,
forsikrede Adolf.

Fru Canth og Fru Strm opgav det og slog sig til Ro under Paafuglene:
Fru Canth skulde have en net lille Spiseseddel--til selv at skrive
paa--men noget net....

Travlheden blev ved. De to Professorer, som ventede paa et Overslag,
gik rundt og saa' paa Kunstblade. Lige under Trappen hrte Berg
Professor Gersters behagelige Stemme sige til Kollegaen, der saa' i en
Mappe:

-Bedste Ven--Frederiks Hospital--Frederiks Hospital erklrer vi, er
under Restavration under Kongressen.

Og Adolf, der var frdig med Overslaget og kom hen til de to Herrer,
sagde pegende paa Kunstbladene:

-Ja--det er Fotogravurer, ganske nye ... Ikke til at skelne fra
Kobberstik....

Herluf gik tilbage i Kontoret; de to Malere var allerede gaaet. Den
gamle Adolf, der altid gik hjemls om med en medtaget Filthat paa
Hovedet og ikke vidste, hvor han skulde gre af sig selv, og hvor han
skulde vre, men trippede rundt og lagde et fortygget Penneskaft i
hver Krog, var idag helt forskrmt og havde allerede lavet sig til at
traske hjemad ad Bagdren ... Gamle Fru Adolf vovede sig sjldent
stort lngere end til lige indenfor Dren i den nye Butik, hvor hun
stod lidt, i sin Regnkaabe, og smilte til Frkenerne i Forretningen,
til hun havde set Snnen:

-Hvad er det, Mo'er? sagde han i Skyndingen.

-Det er ingen Ting, Konstantin, sagde hun og gik saa igen.

Lidt efter lidt blev det stille i Butikken. Adolf kom op og satte sig
tungt i Sofaen: _Det_ var en Dag, sagde han.

Herluf lo: Naa--hvor mange Dusiner Papirs-Tallerkener er der saa solgt
til Vggepryd, sagde han.

-Gud forbarme sig, sagde Adolf, mange desvrre--dem slger vi jo med
Tab ... Man maa jo skaffe Folk indenfor sine Dre.

Han rejste sig igen og tndte Gassen for at vise Berg
Indbydelseskortene til Teatrets Belysningsprve for Pressen.

I Butiken var der blevet tomt, og det skumrede lidt efter lidt. De tre
Frkener sad trtte foran den store Grotte, hvis Lamper var gaaet
ud. Og kun den store Mandarins hvide Skaldepande lyste, op og ned, i
Skumringen, mens han nikkede.

-Tnder vi saa? sagde Adolf fra Trappen.

       *       *       *       *       *

Berg gik hjem og spiste hos gamle Adolfs. De to gamle ventede allerede
i Spisestuen, hvor en ny Buffet med Spejle stod paa Langvggen, prydet
med en stor pletteret Opsats, hvor paa en Spejlglasbakke tre Svaner
svmmede under en Aakande--en Fdselsdagsgave fra Konstantin til sin
Moder.

-Jeg holder jo ikke af det, sagde Fru Adolf--hun havde den Vane at
trkke Folk hen i Krogene for at lette sit Hjerte lidt, naar
Konstantin gik ud af Stuen--jeg holder ikke af det ... det Elektro
... Vi spiste med Jern. Hr. Berg, til den Dag, vi havde gte ...
Adolf gav mig tre Gafler hver Jul, til vi havde atten....

-Naa, min Pige, du har saamn forstaaet at samle godt med Slvtj,
sagde gamle Adolf og pegede over mod Skabene, hvor Husskattene blev
opbevaret, indpakket i defekte Lagener og Tarlatan.

-Ja, ja, Adolf, sagde hun, naar man siden kan det, Mand.

Konstantin kom ind igen, og de satte sig tilbords. De fik ingen Suppe,
men i Stedet for en Mellemret med mange fine Ting i Krustader. Siden
Konstantin havde vret de to Aar i Frankrig, spiste de hos Adolfs
efter en fransk Kogebog, Konstantin havde bragt med fra Paris. Fru
Adolf fik det oversat af en Niece og havde snart gennemstukket alle
Bladene med sine Strikkepinde for at indprnte sig Ordene. Men det var
og blev hende en svr Ting--de putter saa meget sammen, sagde hun
til Berg--og hun sad med Livet i Hnderne over Krustaderne.

-Hvordan er de, Adolf? sagde hun og flyttede sig paa Stolen.
Konstantin turde hun ikke sprge.

-Udmrkede, min Pige, udmrkede, sagde den gamle, der pustede med
Ganen helt forbrndt af alt det strke Stads.

-Udmrkede, sagde han.

-Ja--de er ganske gode, Mo'er, sagde Adolf junior.

-Den unge Herre siger, vi har vret heldige idag, Marie, sagde Fru
Adolf til den gamle Pige, der tog Tallerkenerne ud--helt nervs af
Glde.

Da de var frdige med at spise, drak de Kaffen i Dagligstuen, fr
Konstantin og Herluf gik igen. Gamle Fru Adolf stod og saa' til i
Gangen, mens de tog Overfrakkerne paa.

Da de var gaaet, vendte hun tilbage til Stuen--gamle Adolf sov inde i
Spisestuen med Dagbladet i Skdet i sin Hvilestol--og kaldte den
gamle Pige ind for at faa lettet sit Hjerte og fortlle om Drengen.

Til daglig fik Fru Adolf jo ikke meget at vide, og sprge turde hun
ikke--For han har jo naturligvis altid saa mange Ting i sit Hoved,
sagde hun--; men naar Herluf spiste der om Middagen, talte de om alle
deres Planer og Projekter, mens hun sad og spillede ren og jne op:

-Ja--de har Ider, de har Ider, blev Fru Adolf ved til den gamle,
Marie.

Gamle Adolfs havde aldrig haft mer end den ene Sn.

       *       *       *       *       *

Der skulde frste Gang tndes i Viktoriateatret, og alle
Skuespillerne var der. Gamle Fru Adolf var gemt i en Krog i Logen oppe
over Kongelogen, hvor hun var arriveret en Time fr Tiden, og hvor hun
blev helt forskrkket, da Dren sagte gik op bagved hende, og en anden
Kvindeperson listede sig ind og satte sig i det andet Hjrne i
Mrket.

Man hrte Skuespillerne hviske nede i det mrke Hus, og oppe bag
Tppet Skridt og Kommandoraab, indtil Rampen med t blev lys, og der
ld et langt Aah! fra Parkettet: man saa' Tppet for frste Gang.
Engle trak et Fljelsforhng bort fra en Sjlegang, hvorfra man en
Foraarsmorgenstund saa' gennem rstedspark ud mod det ny Kbenhavn.
Frem gennem en Sidegade lyste Palmehusets Kuppel i Solen.

Skuespillerne blev ved at raabe, mens den store Lysekrone langsomt
begyndte at snke sig--den bredte Lys over Loftet, hvor Kunstens og
Vaarens Genier i forgyldte Felter dngede hinanden med Roser, de
plyndrede fra Overfldighedshorn; og kastede Skr ind mod Logernes
Baggrund, hvor gyldne Smaastjerner lyste paa Graat; alle Balkonrandens
Engle dansede, mens de blste paa deres luende Tuber.

Der var blevet ganske stille, mens Kronen sank. Oppe i Logen bjede
fru Adolf sig frem og fulgte aandels det straalende Monstrum, der
dalede majesttisk; den anden Kvindeperson i krogen stirrede kun mod
Loftet--Hnderne havde hun foldet, inde under Logekanten, hvor der var
mrkt.

De tre Kompagnoner stod og ventede oppe i Scenerummet bag den yderste
Kulisse. Da de hrte den frste tunge Gliden af Tppet, der hvede sig
frste Gang, greb Adolf Herluf krampagtigt om Haandleddet og gik bort,
i Angst, ned i Klderrummet.

Dekorationen, man saa, var en gammeldags Sal med store, aabnede
Glasdre i Fonden. Baggrundstppet sklnede man endnu ikke ret. Men nu
gik Maanen op, og alle Skuespillerne skreg Bravo i Salen; det var
Fader Holbergs Kongens Nytorv med Tage og Karnaper og det gamle
danske Skuespilhus, der laa i Maaneskret.

Nede i Salen blev der raabt og applauderet, som var hele Huset fuldt;
oppe i Logen rykkede de to ud af Krogene for at strkke Hals og se.
Saa faldt det hvide, guldbroderede Mellemaktstppe, og Adolf, der var
kommet op af Klderen igen ved Lyden af Bifaldet, traadte frem for
Rampen.

-Om vi saa drak et Glas, sagde han, paa Husets Held.

Skuespillerne brd larmende op, under Hurra, og man hrte dem jage ud
gennem Gangene. Der var stille lidt, i det store Rum, til Tppet igen
gik op, og de alle stod i Flok paa Scenen, mens Victoria-Tjenerne
fyldte Glassene:

-Saa et Huset leve, raabte Berg hjt, ud i den lyse Sal.

-Ja, et Huset leve, skreg de andre med lftede Glas.

... Ja, jeg er Madam Martens, nikkede den fremmede paa n Gang oppe i
Logen gldesstraalende til Fru Adolf--de var i Ivren rykket hinanden
ganske nr, midt paa Bnken, uden at vide det--:

-Og mit Navn er Adolf, sagde Fru Adolf ganske forpustet af Bevgelse.

-_Hans Moder_, sagde hun og nikkede til Fru Martens.

Hurraerne dde hen, mens de drak ud dernede, og Propperne knaldede
igen.

-Og saa et Leve Konsortiet, raabte Regissren: Det leve hjt.

Det elektriske Lys faldt pludselig fra Kulissen ud paa Flokken, mens
de sang. Herrer og Damer, med Glassene i Hnderne:

Og dette skal vre Konsortiet til re: Hurra. Og Skam faa den, som
ikke Konsortiets Skaal vil drikke, Hurra--Hurra, Den Skaal var bra'
Hurra.

-Hva'--Brn--det kalder man Akustik, raabte rnulf fra Trondhjem, da
det sidste Hurra klang, og alle lo, mens de klinkede, og Martens
svingede det fyldte Glas op mod sin Kone.

-Bliv ikke forskrkket, mine Damer og Herrer, sagde paa n Gang en
fremmed Stemme, og alle vendte sig: Spenner var med en Herre dukket
frem i en Kulissedr: Det er kun mig, sagde Konferentsraad Hein og
traadte frem; lad Dem ikke forstyrre.

De veg alle tilbage og hilste, mens Adolf, der blev helt varm og
febrilsk af Overraskelsen, sendte Bud efter mer Champagne, og
Konferentsraaden af Herluf blev prsenteret for Selskabet, der bukkede
og nejede, af Respekt for Kapitalen.

-Ja, mine Damer, det var Hr. Spenner, der frte mig paa Lur,
smilte Konferentsraaden. Den nye Champagne kom, og Herluf bad
Konferentsraaden drikke et Glas: Det var dog en Art Fest--i Familiens
Skd--det var iaften frste Gang Lys i Huset, sagde han.

Konferensraaden tog Glasset, og Kredsen ventede stille rundt om ham.
Ja, mine Damer og Herrer, sagde han, det er vel mindst den selvbudne
Gsts Sag at trnge sig frem med en Tale--men takke Dem maa jeg dog,
fordi De tager saa venligt imod mig. Jeg kan forsikre Dem, at det er
med Glde--og Konferentsraaden vendte sig halvt mod Salen--at jeg
tmmer dette Glas med Dem for frste gang i Deres nye, sknne Hus ...
Skal vi tmme det paa Foretagendets Held--de foretagsomme til Lykke!

Han rakte Glasset halvt frem mod Martens og holdt inde et jeblik: Og
--mine Damer og Herrer, sagde han saa, i Begyndelsen sgende om Ordene
--nu, mens jeg vandrede gennem Deres Hus--jeg kan vel sige med noget
af _dens_ Glde, der ser, begynder at se en Livsdrm gjort til
Virkelighed--slog Tanken ned i mig: skal vi, mine Damer og Herrer,
hilse dette Deres store og straalende Hjem, det sidste Vrk og ligesom
Kulminationen af hele den rige Foretagsomhedens Aand, der har sat sig
Mrke paa Mrke i vort Samfund, der har omskabt vor By; der er trngt
ind i vore Huse, ja, som har omdannet hele vort Liv ... skal vi hilse
dette Hus, hvor Kunstens og Vaarens Genier--med lftet Glas vendte han
sig helt mod Salen, og hans Stemme havde, mens han samlede det hele
Rum som i t Blik og saa lod jnene hvile paa Balkonrandens legende
Engle, noget af den halvdmpede og hemmelighedsfulde Klang, der
beruste Generalforsamlingerne--udstrr deres nye Rigdomme, skal vi
hilse det som et Billede paa selve vort rige, store Fremtidens
Kbenhavn, det _vort_ Kbenhavn, der brd Voldene ned for at bygge paa
ny Jord: et Leve for Byen, der er rejst paa den Grund, hvor vi nu
staar.

-Et Leve for et stort, et Leve for det nye Kbenhavn.

Ingen vidste, hvem der kastede det frst, men som et Lyn fo'r Glassene
klirrende i Gulvet, mens de hvede Hnderne og raabte, nsten ligesom
om de vilde svrge:

-Leve--leve Kbenhavn.

Oppe i Logen grd de to Fruer, som var de til Hjmesse.

Paa Scenen dannede man Tog for at gaa endnu en Gang helt gennem Huset.
Ogsaa de to Fruer listede ud af deres Krog og sneg sig ned gennem
Gangene.

De kom ned i Foyeren, Latteren og Stjen af Skuespillerflokken dde
bort henne i Korridoren. Fru Adolf og Fru Martens blev staaende i den
store Sal, de begyndte saa smaat at vande Hns igen, hver paa sin Side
af den gyldne Victoria ... Og dumpt ld helt herud Lyden af
Jerntppet, der rullede sig ud som en truende Vg og faldt tungt i
Gulvet, for frste Gang.

Alle var gaaet, og Konsortiet sad, lidt mat, i Kontoret.

-Nydelig Dag, nydelig Dag, sagde Martens til Hr. Spenner, der kom
ind.

-Ja, ja, Hr. Spenner stangede og bugtede sig som en glat Aal: Og den
frste Prioritet bliver tolvhundredetusind i Centralbanken.

-Hva'?--Satan, Adolf forsgte at rejse sig, men faldt igen tilbage i
Sdet, med Hnderne ned mod sine Laar.

-Ja ... Konferentsraaden havde netop Lejlighed iaften ... Og man skal
vel ikke kbe Katten i Mrke, Hr. Spenner gned Hnderne og lo: Satan,
sagde Adolf blot igen. Der var jeblikke, hvor Adolf, der i det Hele
taget var anlagt til at beundre, var helt borte over Spenners Geni
for Forretninger.

Konsortiet havde i Stilhed trngt til en stor Prioritet.

       *       *       *       *       *

-Asta--du blir forklet ved at sidde ved det Vindu. Det var Fru Heltz,
der raabte fra Dagligstuen, hvor hun arbejdede ved Lampen med Fru
Jrgens, ind i det mrke Kabinet til Asta, der sad ved et aabent
Vindu.

Asta svarede ikke, hun havde bjet sig frem bag Gardinet: nede i
Frederiksberggade hrte hun nu Stjen af Stemmer og mange Vogne.

-Ja--det var dem--hun slog Gardinet for, som om nogen skulde kunne se
hende fra Gaden, og hun lyttede i Mrket, anspndt, til Stemmerne
dernedefra.

-Det er Teatervogene, sagde Konferentsraadinden inde i Dagligstuen ...
Fra Vitoriateatret....

-Naa, saa er da ogsaa _den_ Fest forbi, sagde hun.

-Der er saamn ogsaa snakket nok om det, sagde Fru Jrgens. Asta sad
stille bag Gardinet. Strmmen gd sig forbi--Trin og Stemmer og Latter
... Hun bjede sig frem, fangede de enkelte Ord og nu Herlufs
Navn--Gang paa Gang hans Navn.

-Ja--det var gaaet godt ... det var gaaet godt; hendes Hoved sank ned
mod Karmen.

Strmmen var forbi, og Stjen tabte sig langsomt. Asta mrkede ikke,
at Vinden fra det aabnede Vindu tog unnsomt i de lange Gardiner, med
Hovedet stttet mod Karmen stirrede hun frem for sig.

-Asta--men det _trkker_, raabte Konferentsraadinden fra Dagligstuen.

-Ja, Mo'er, sagde Asta og fo'r sammen. Hun lukkede Vinduet.

-Skal vi saa drikke The? sagde hun og traadte frem i Dren.

-Ja--der ser man, Asta, du har forklet dig ved det Vindu, sagde
Konferentsraadinden ved Thebordet. Du er jo ganske bleg....

-Jeg, sagde Asta og lo: hun gned sig Rdme i Kinderne med de flade
Hnder, mens Frken Julie gav sig til at nynne ganske hjt ved
Bordet.--

Kredsen Canth rullede op i Farimagsgade i tre Drosker efter
Indvielsen. Der skulde spises hos Canths. Man diskuterede hjrstet
Aftenen, mens man gik op ad Trappen, og kom noget mat til Sde i
Stuerne, hvor lamperne havde oset, for at vente paa Aftensmaden. Det
varede altid lnge hos Canths, fr man naaede tilbords, mens
Assessoren trippede ulykkelig frem og tilbage foran den lukkede
Spisestudr og fo'r sammen hver Gang, en Dr flj haardt i ude i de
ydre Gemakker--Fru Canth havde den Skbne altid at faa srdeles
heftige Tjenestepiger, der ivrigt tilbragte Tiden i en Tilstand af
evig Tilbundethed paa Grund af Tandpine--og Tante Strm blev kaldt
ud i Kkkenet for at bistaa i Skyndingen.

Stemningen var mat og forsulten. Familien Mlbom var i det hele
krnket; de havde siddet i anden Etage og havde haft Plads bag en
Pille, saa de intet kunde s; og Bastrup havde i Garderoben faaet
forvexlet sin Paraply.

Fru Dunker holdt bag en Lampe nervst je med Scheele, der var altfor
optaget af Strms franske Guvernante,--en Genferinde med Haaret i
Slangekrller og et Par ngstende jne, for hvem Scheele i den siste
Tid havde interesseret sig--som var her i Aften med sin Elev Agathe,
en svrlemmet fjortenaarig, der, opvakt, iagttog Situationen fra en
Krog og ilsomt telegraferede til Moderen, som aabnede Dren og nu
ogsaa kaldte Sundt ud til Salaterne.

Agathe besad sin Moders fulde Fortrolighed: Det er utroligt, sagde Fru
Strm, alt, hvad det Pigebarn ser.

Sine paalideligste Oplysninger skyldte hun Agathe. der havde en Maade
at kunne komme uventet tilstede paa, som var uforlignelig.

-Man tror det ikke, sagde Fru Strm, hvad min Agathe har for jne.

Endelig kom man ind i Spisestuen, og Parrene begyndte at skyde sig
frem foran Buffeten for at finde deres Navne over Kuverterne: Her,
lille Ven, her, lille Ven, raabte Fru Strm op til Obersten, der havde
Fru Dunker (Oberstinden havde i sidste jeblik venlig placeret
Guvernanten tilvenstre hos Scheele og rykket sin Mand og Fru Dunker
over vis--vis) her, lille Ven, sagde hun til Fru Dunker med sit rare
og hjlpsomme Smil, saa man saa' alle hendes velbevarede Tnder.

-Naa--saa Gud vre lovet, lille Edvard, sagde Fru Canth: Saa fik vi da
Maden paa Bordet. Hun prsiderede med Sundt midt for Dren til
Sovekammeret, der saa' indbydende ud med en mat Loftslampe ved
Fodenden af lille Fru Canths store Mahogniseng med Himmel af meget
blomstret Kretonne. Mitte--den tiaarige ldre Udgave Canth--og Putte
sov i to smaa Senge bag et Skrmbrdt. Til den lille Assessor blev der
om Aftenen redt paa Sofaen i hans Vrelse.

Stemningen hvede sig, saa det summede i Stuen. Lille Canth hilste
rundt paa sine Gster med smaa forknytte, hjertelige Nik, mens Mlbom
drak Mo'er til med mange Vidner for at opmuntre hende. Man talte
igen om Teatret og kom ind paa Primadonnaens Kjoler, hvad der vkkede
Fru Mlbom.

-Primadonnaen havde vret uanstndigt kldt paa, erklrede hun
afgrende.

-Naa, Herre Gud, sagde Fru Canth og lftede veltalende Armene i
Vejret, naar man _skal_ vre bararmet ... Skaal, de Smaa, sagde hun
og drak Ungkarlene til.

-Det var _uanstndigt_, sagde Fru Mlbom oprrt. Arthur, sagde hun
over Bordet--_gav_ jeg Dem ikke Kikkerten?

Arthur bevidnede det: Men De saa' jo ingenting, sagde Sundt, for
Pillen.

-Lidt saa' man vel, sagde Fru Mlbom krnket.

Alle lo og talte hjt, glade og mtte. Fru Strm sad og smilte
ligeoverfor Fru Dunker, der havde store rde Pletter paa Kinderne og
ikke tog Blikket fra Scheele og Genferinden, der hele Tiden
manvrerede med sine Slangelokker, saa de var lige ved at strejfe
Redaktren i Ansigtet.

-Skaal, lille Frue, sagde Mlbom, med fremrakt Glas og tog Vidne.

Man brd op fra Bordet og spredte sig i Stuerne, hvor de fire
gtemnd sad tavse over Toddyerne i Hr. Canths Vrelse, og den
franske Guvernante, der drev Chiromanti, lste Skbnen af Hnderne i
Dagligstuen.

Der blev hvidsket rundtom i Krogene, mens Guvernanten blev ved at
krtegne Sundts Haandled for at raade Fremtiden, og Fru Strm sad paa
en Sofa midt i Stuen med sit brede Smil, som en Provinskaffesster,
der endelig hrer Maskinen i Kog.

Agathe drev rundt i Spisestuen i Nrheden af Portieren til Sovekamret,
hvor Fru Mlbom, der stadig var fornrmet, havde trukket sig tilbage
for at hviske med Bastrup.

Der blev et stort Staahej, da Fru Canth skulde spaas og paastod, at
Guvernanten bare kildede. Alle strmmede sammen, da Turen kom til
Scheele, og Genferinden tog hans Haand.

-_Scheele_, sagde Fru Dunker nsten skrigende og gik et Par Skridt
frem, hun havde ikke taget jnene fra den Chiromantiske Lrerinde
fra det jeblik, hun begyndte sine Kunster:

Scheele tog sin Haand ls, og der var et kort jeblik stille i Stuen,
til Fru Canth sagde: Ja, jeg siger det jo--hun kildrer, og fik Sundt
praktiseret hen til Klaveret for at spille en Vals.

Hun bd Bastrup op, og de begyndte at valse paa Tppet, rundt om
Mblerne. De andre fulgte efter og selv Mlbom stod op fra Toddyen og
kom frem i Dren: Vi to, Mo'er, sagde han og bd Fru Mlbom op, der
drejede i Valsen som et svrt Taarn midt paa Gulvet. Fru Strm hentede
Obersten, og de dansede alle, aandelse og stdende mod Mblerne, mens
Sundt spillede, og Fru Canth sang til, i Armene paa Bastrup.

Agathe sneg sig forbi sin Moder og blinkede: De er i Sovekamret,
hviskede hun og begav sig tilbage paa sin Post med nogle ranglede
Legemsbevgelser, der skulde udtrykke Ligegyldighed.

Inde i Sovekamret talte Fru Dunker heftigt og sagte, siddende foran
Scheele med Ryggen til Dren, holdende ham fast i en Krog, mens hun
hviskede en Strm af Ord, og han svarede, halvhjt, i korte opbragte
Stninger, og hun atter hviskede, bevget og nsten, som hun hulkede.

Mitte var vaagnet ved Lyden af Stemmerne, og hun var krben ned ved
Fodenden af sin Seng, hvor hun sad ubevgelig og stirrede paa de
stridende med store jne.

Agathe gik helt hen til Portieren. Nu hrte hun, at Fru Dunker grd,
og Scheele gik op og ned foran Spejlet, mens Fru Dunker talte
klagende.

Putte var ogsaa vaagnet og var krben ned til Ssteren, angst ved at
hre nogen grde, tt ind til Mitte, der stadig sad ubevgelig og
lyttede, stirrende paa den grdende Fru Dunker....

Det var Fru Strm, der ude i Spisestuen hjt bad Agathe om et Glas
Vand, idet Scheele slog ud med Haanden mod Fru Dunker og gik.

Fru Dunker blev ved at grde, mens Brnene hrte Valsen og Trinene
inde fra Stuen. Tilsidst rejste hun sig og gik hen til Vaskebordet for
at vaske sine jne. Men saa begyndte hun at grde igen og rakte Armene
op i Luften: Aa--Gud nej--aa Gud nej ... sagde hun.

-Hvad er det? hvidskede Putte. Hvad er det? Men Mitte svarede ikke,
blev bare ved at sidde og stirre ud i Luften, efter at Fru Dunker var
gaaet.

Inde i Dagligstuen dundrede Guvernanten en Galop, og Gulvet rystede
under de dansende, saa Brnene mrkede det helt ind under deres Senge
som et rent Jordsklv.

-Det er Mo'r, sagde Putte--der ld en hj Latter derind.

Begge Pigebrnene listede ud af deres Senge, frem fra Skrmbrdtet hen
til Dren, i deres Natkjoler. Inde i Stuen var alle Mbler skubbet til
Side, og det ene Vindugardin flagrede for Vinduet, der var lukket op
for at skaffe frisk Luft, mens de alle dansede ... Moderen forrest med
Sundt.

-Gud--Ungerne, raabte Fru Canth pludselig og lo himmelhjt ved at s
de to natkjolekldte, der retirerede tilbage ind i Sovekamret.

Men Sundt lb efter dem og bar Putte ind paa Armene; han lftede hende
hjt op, midt i Dagligstuen, mens de alle raabte, og Guvernanten blev
ved at spille, saa Strngene dansede.

Lange Bastrup havde hentet Mitte og svingede hende i Polkaen, saa
Natkjolen flj, og Fru Canth raabte, halvkvalt af Latter: Nej--se dog
Barnet--se dog Barnet....

Der ld en stor Stj nede paa Gaden, og alle styrtede til Vinduet.
Hele Fortovet foran Huset var sort af Folk, der raabte Hurra og
jublede:

-De flger Martens hjem, raabte Fru Canth. Alle Vinduer kom op, og
man hrte Martens Stemme, der takkede, og nye Hurra. Fru Canth og de
andre begyndte at vifte med Lommetrklderne: Gratulerer, gratulerer;
og nede svarede de, saa Stjen ld helt hen over Parken i Natten.

-Er det lille Herluf, raabte Fru Canth ned i Svrmen.

-Ja, svarede Herluf.

-Kom herop, raabte hun.

De blev ved at vifte, den ene over den anden for at komme til, leende
og jublende ud i Natten. Mitte og Putte stod bagved i Trkken paa de
bare Bn og vilde ogsaa s.

Saa ringede Herluf, og Fru Canth vilde have et Bger tmt paa Dagen;
lille Canth maatte give sig, og alle blev samlet i Dagligstuen.

-Skal saa vort Hof- og Liv-Teater leve--raabte Fru Canth: Med ni
hurraer ... en, to, tre....

-Lille Edvard--ta'e mig, ta'e mig, Fru Canth sprang ned igen i Armene
paa Sundt.

Herluf tog imod Skaalen: Ja, sagde Fru Canth, jeg skal nok tage
Billetter--hos Ftter Grevesen.

Lidt efter gik man. Den indbundne Pige stod ret op og ned og sov med
Lbelampen i Haanden, mens Selskabet defilerede forbi hende ud ad
Porten.

De fleste tog Drosker paa Halmtorvet. Men Familien Mlbom gik.
Toldassistent Bastrup begyndte at gnave igen: det nye Paraplyhaandtag
faldt ham ikke i Haanden.

Lille Canth sad forknyt og regnede, med den ene Strmpe i Haanden,
paa Kanten af sin opredte Sofa....

Martens spadserede om nede i sin Stue, lidt usikker paa Benene, i
Kjole med det nye Dannebrogskors og sang.

-Nu skulde du lgge dig, Martens, sagde Fru Martens.

-Ja, sagde Martens og blev gaaende.

Tilsidst fik Fru Martens ham dog i Seng, hvor han straks sov ind, mens
hun gik stille om og lagde de sorte Klder sammen. Hun bredte Kjolen
ud og lste Korset, mens hendes Hnder rystede.

Det nye Kors straalte i Lampelyset ... Fru Martens tog det hastigt op
mod sit Ansigt og kyssede sin Mands Kors.




V

Det var paa Hldningen af Maj. I Bredgade straalte Russerkirkens
Kupler i Solen, og Kongresfanerne vajede stadseligt paa det kirurgiske
Akademi. Langs Fortovet skinnede alle Damernes mangefarvede Parasoller
som et broget Tag over de Spadserendes Strm. Ude i Grnningen var
Lvet allerede tt, og paa Langelinje slog Brisen muntert ind fra
Sundet.

-Hvad du?--det er Luft, sagde Lange til Berg og aandede dybt.

Himlen var hj og lys, og der laa som et perlende Slv over Sundet:
Ja, sagde Berg, idag er det Foraar.

Man kom ikke frem i Svrmen for glade Grupper, der standsede foran
Vandet eller saa' over mod Kastellets grnne Vold--de frste Sirener
stod i Knop langs dens Gange--som havde de aldrig st den fr. Og alle
Munde var paa Gled, saa det ld som et eneste Kor.

-Goddag, Goddag, raabte Brodersen og Blom, der var tilhest paa
Krebanen, hvor de aabne Vogne rullede frem mellem de lysegrnne Hkke
under de unge Trer: Ss iaften.

-Vel.

-Hallj, raabte det bag dem. Det var Adolf, der skd paa dem som en
Raket gennem Svrmen--Time-Drosken ventede ved Porten:

-Depecher, raabte han. Alt i Orden. Svenskerne kommer. Han fik
Depechen op og lste midt paa Vejen, saa han standsede Stimlen som en
Bom: Tredive Forestillinger-- tusind Kroner ... Saa spiller vi lige
til Juli.

Svenskerne var en Trup med en tragisk Stockholmer-Stjerne, der skulde
spille her, mens vore Egne gik paa Tourn med Aabningsforestillingen
i Provinserne.

Adolf forklarede det hjrstet, mens han hilste til hjre og venstre:
Genial Id, sagde han: Aabningsforestillingen forstaar De--Fordrer kun
ni Personer _med_ Regissr ... Gi'er jo ingen Omkostninger.

-Jylland og erne, sagde han. Adolfs Udtryksmaade blev efterhaanden
mere og mere feltherremssig kort, hvad der maaske ogsaa kom af, at
han ikke kendte noget andet Meddelelsesmiddel i Forretningen end
Telegrafen.

-Under Spenners Ledelse, sagde han.

Svrmen blev alt tttere, man kom kun langsomt frem. Iltre skar
Dampbaadspiberne ind i Stjen, og fra Refshaleen, hvor Dampskibene
rejste deres store Skrog paa Vrfterne, ld Maskinernes Larm og
Smedenes Hamren ud over Rheden.

-Og hvad si'er De til Vejret? sagde Lange.

-Vejret, sagde Adolf Nu har vi faaet Sommer.

-Ja, sagde Lange i sin betnkelige Tone:--og Tivoli aabent paa den
anden Side af Gaden.

-Tivoli, sagde Adolf og han saa' frem over den foraarskldte Strm, ud
mod Vrfterne, Sundet og Rheden med de hundrede Master op i den lyse
Luft.

-Tivoli, sagde han. Himlen har s'gu Manna nok for os alle.

Og de lo alle tre, seende lykkeligt frem mod det samme Billede, hjt
og lnge:

-Saagu, sagde Lange glad.

Svrmen smilte og hilste, langsomt drev man bag hinanden;
Hornblserdrengenes muntre Signaler ld ned fra Volden over Bredden og
Vandet.

Saa hrtes mange Vognes Rullen paa Krebanen: Kongresmedlemmer trak
frisk Luft efter Frokost, med glade Ansigter og de hvide Slips paa
Sned De rakte sig i Vognen, mens de hilste, for i Farten at fange en
Kvist af de unge Trer; alle Damer flj til Vejkanten og viftede til
de gamle Herrer:

-Naa, naa, giv Tid, sagde Lange. De unge Piger lb kaade afsted for at
flge med Vognene.

-Ja--Gud ske Lov, imorgen er det forbi, sagde Adolf, der fortalte om
sit Slid; han havde ikke sovet otte Dage og Ntter for at lave
skandinaviske Dekorationer til Spisestuer og tegne skulaper til
Menuer:

-Nogle Snese Spisesedler, sluttede han, og syv Kotilloner. Lange lo:
Naa ja, sagde Adolf. Dans maa der jo til, naar man er mange sammen.

Men af Arrangementet idag var han stolt--til Kommunens Middag. Det var
en Gruppe, til midt paa Bordet: Kbenhavn, der strkker Kransen ud
mod Videnskaben, mens skulap lgger sin Stav for hendes Fdder.

-Brillant--i vldig Strelse, sagde Adolf; Skoustrup har kladsket det
op paa en Nat.

Lange havde st Festflgurerne og nikkede: Ja--s'gu flot gjort, sagde
han. I vaadt Leer, forstaar du, forklarede han Berg.

-Ja, sagde Adolf, naar vi nu var over iaften. Det skal vre Lnnen for
vor Mje.

-Ja, sagde Berg, der ikke tnkte paa andet end paa Aftenen og sin
Prinsesse af Bagdad.

-Men, de kommer jo til anden Akt?

-Ja, sagde Berg.

Et Par skarpe Piber ld, og de saa' op: som en hel Flotille stod tre
Dampere bag hinanden langsomt ind mod Havnen, forrest en Bordeauxfarer
med sit mgtige, vejrbidte Skrog ... De mdte en resundsdamper, og
alle Damppiber ld.

Svrmen blev staaende; helt henne ved omdrejningen havde Lgerne
standset deres Vogne og stod op for at s: stille gled de store Skibe
forbi i den lyse Luft. Da hrtes pludselig Dronningens Klokkespand paa
Vejen, og Lgernes Kuske vendte Vognene med et Ryk: Prinsessen hilste
glad, med sine store jne--Hornblserdrengenes Signaler ld muntert
fra Volden--og Skibene drog forbi paa det solbestraalte Vand som en
Flotille til Revue, til de rde Livrer forsvandt mellem Trerne.

-Naa, men min Droske, sagde Adolf. De talte lidt om Arrangementet af
Scenen om Aftenen--Ja, ja, sagde han, saa henter vi min Corot og et
Par Kryer'e--fr han gik.

Berg og Lange vendte tilbage endnu en Gang. Spadserevejen begyndte at
tmmes. Himlen var uden Skyer, Vandet gik smult til Vrfternes muntre
Hammerslag. Og langs den hele Kyst laa Villa ved Villa mellem
Grnt--vinkende som med hundrede Lfter om Sommer--hlt op til
Hvidres slanke Taarn.

De stod nogle jeblikke: Hva? sagde Lange, der skulde skrives en Bog
om dette--en Bog, du--og han frte Haanden gennem Luften, som vilde
han indfange det alt ligefra Vrfterne til Hvidre--med _Sol_ over--

-Lys ned over Siderne, sagde han.

-Men de har ingen jne, de andre, fjede han til i sin misfornjede
Tone, de har ingen jne--du ... Naa, sagde han og nikkede: Det kommer.

Da de vendte sig for at gaa, rullede en Vogn frem paa Krebanen. De
saa' Lille-Gersters Ansigt derinde. Han trak en lille behandsket
Damehaand frem og lod den vifte ud af Vinduet med en Bgegren, mens
der blev lt i Vognen.

-Vi ses, raabte han ud, mens Vognen krte, og Grenen blev ved at
vifte.

-Han saa' svrt lykkelig ud, sagde Lange. _Hva'_er 'et, blinkede han.

Berg trak paa Skuldren: Hvem vd. sagde han: de gik hjemad gennem
Grnningen.

       *       *       *       *       *

Mellemaktsmusiken var forbi, og alle Hoveder i Parkettet spejdede
ventende op mod den tomme Balkonetage. Ude i Foyeren gik det hvidt
behandskede Konsortium og drejede uroligt paa Hlene.

-Ja--men ... hvad skal man saadan sige? sagde Martens, der altid
svedte, naar han var i Kjole--der har sin Interesse, sagde han.

-Naar De blot tier stille, sagde Adolf grovt, der selv var saa nervs,
at han rev Knapperne af sine Handsker. Og Martens begyndte igen at
trippe rundt, med Sveden paa Panden bagefter Berg, som vilde han holde
ham i Skderne.

I den runde Gang saas kun tre Frkener Gravesen og en Niece af Hr.
Str, der benyttedes til en Slags journalistisk Blnkertjeneste i
Tilflde, hvor Diskretionen forbd de Herrer selv at vre tilstede.

De hrte Vognene rulle frem foran Faaden, og de Herrer Lger
standsende paa hvert andet Trappetrin og diskuterende--nogle kun med
n Arm i Overfrakken over de daskende Kjolehaler.

Konsortiet bankede de paa Skuldrene og lo dem venligt ind i Ansigtet
ad ingenting, mens de bakkede ls paa Fest-Havaneserne--hvad der lod
Bygmesteren begynde at trippe igen ved Tanken om Brandfare og
Branddirektrens nye Reglement.

Kun Professor Gerster bevarede hele sin Prsidentvrdighed, rank, med
det nye Kommandrkors om Halsen, mens han sagde et Par takkende Ord
med sin sonore Stemme og i Stilhed urolig tnkte paa et Par Landlger
af den gamle Skole, der havde vret srdeles livlige ved Kaffen.

De var snart alle samlede: Svenskerne plejede med smaa Brster Skg og
Haarrester foran Spejlene, mens andre stirrede paa Loftsforgyldningen
med strakte Halse, og de to Landlger--gamle Studenterkammerater med
svre Halskder over de sorte Silkeveste--satte sig til Borgerlade paa
en Sofa og sagde: Ja, ja, det gr godt at sidde, du gamle, og slog
hinanden paa Laarene ... De vidste ikke mer, hvad de var her for.

I den ene Dr til Gangen hoppede de tre Frkener Gravesen og den
Sthrske Niece som forsultne Spurve om samme Tvebak, den ene bag den
anden, indtil Professor Gerster, der nu stod i en Kreds af bestjernede
Honoratiores, klappede i Hnderne og sagde, at Publikum ventede.

Kongresherrerne strammede sig op i Knerne, idet de gik ind ad de
aabnede Logedre, og Kontrollrerne holdt Midtlogens Fljdr paa vid
Gab for Spidserne, der frtes ind af Professoren.

Saa hrte de, idet Drene lukkedes, Legationsraad Stns festvante
Stemme med et Leve den hygiejniske Kongres, og Larmen, da alle
rejste sig, og Hurraerne under Orkestrets Touche.

-Saa--nu er de der, sagde Adolf.

Og Berg gik urolig ned for at give Tppet Tegn.

De to Landlger var blevet enige om: at frst kunde man vel styrke sig
med noget Vand, og saa blev de siddende og nikkede lidt, med
Cigaraske ned over Knerne....

Kronen hvede sig derinde, og der blev stille i Huset.

Men da Tppet rullede op, gik der et sagte Udraab gennem Salen: en
saadan Scene havde man aldrig set--som denne Nourvadys Tryllevilla.

Alt var matblaat: Silkeforhngene, Vgfelternes Grund, hvor blege
rde Roser var malt i Buketter, Tpperne og de mangfoldige
Polstre--allevegne. Over Hvilepladserne med deres mange Puder, hvor
store tropiske Fugle farverigt var broderet paa Atlask, strakte hje
Fnixpalmer deres buede Ribber, og rundtom fortonede store Vaser af
Alebast, sart, Stoffernes matte Blaa.

En Faun holdt med oprakt Haand Vinterhavens Forhng tilside, hvor
Palmer og tunge Rosentrer tegnede sig utydelig. Over alt laa--fra
elektriske lamper, dmpet gennem blaaligt Glas--det samme Skr nsten
som af Midnatssol--Landets daglyse Nat.

Midt i Rummet straalte, i sin blegblaa Ramme, vendt mod Salen,
udfordrende Corots badende Nymfe, med lftet Arm, som hilste hun
vinkende.

Berg hrte Salens Mumlen paa sin Regissrplads og greb haardt om
Signal-Haandtaget: det var Begyndelsen til Sejren.

Saa blev der ganske stille i Salen. Nourvady kom med Lionette.

Lyset fra Lampen faldt vifteformigt frem over Parkettet, saa man saa'
dets hundrede Ansigter--Kritikerne langs Flanken: Dr. Markus med sit
rokkende imbecile Hoved, som hrte han endnu paa sit Kateder en
Oversttelse af De officiis, Kars med sine foldede Hnder og Sthr,
sammenbjet og foraset, allerede i Tankerne forflgende en filosofisk
Id til Anmeldelsen af det Stykke, han endnu ikke havde st til Ende;
Lyset faldt helt frem mod Parterret, hvor der blev mrkt, op mod
Etagerne, hvor kun Kongressens hvide Skjortebryster skinnede frem
langs Balkonen.

Professorinde Gerster havde lnet sig frem paa sin Plads i frste
Etage. Hun hrte ikke Lionettes og Nourvadys Ord, mens hun betragtede
den fyldte Sal. Denne Dag var som Maalet i hendes Liv. Og hun tnkte,
mens hun sad, paa de lange uendelige Aar i Provinsen, hvor hun--med
jnene bestandig, bestandig mod Kbenhavn--Sten paa Steen havde bygget
deres Existens.

Langsomt havde hun skubbet denne smukke Mand med sit Hreapparat ind i
Stillinger og frem i Lyset. Fra Stiftsmder til Landsdlsmder; fra
Landsdlsmder til Kongresser--bestandig med dette Apparat, som han
forklarede med altid de samme Ord. Mens _hun_ samlede Penge, knyttede
Venskaber, rykkede sine Hanefjed fremad--altid spejdende efter
jeblikket, naar der skulde gribes til, jeblikket, hvor _her_ var
_Plads_.

Og imens var Erhard vokset op i dette Hjem, som nret af alle hendes
hemmelige nsker, indsugende alle hendes forborgne Lyster, tavst
forstaaende hele dette Felttog for at russere, som her stille frtes
fra Dag til Dag.

Indtil nu.

Fru Gerster havde lukket jnene. Nu slog hun dem op, og fra Balkonen,
hvor hun i Halvmrket skimtede sin Mand rank, med det tnksomme
Ansigt og Kommandrkorset om Halsen, sagde hun Erhard i Parkettet og
blev siddende med et Smil.

Stykket skred frem. Oppe fra sin Loge fulgte gamle Fru Adolf
Spndingen i Parkettets fremrakte Ansigter, mens Lionette drog
Nourvady til Ansvar, stolt, ubnhrlig, Kongedatteren, som hun var,
Ordene steg og dog talte de hviskende, holdt som i Ban af
Tryllerummets Dmring omkring dem talte de dmpet og hst:

-Hvorfor har De fornrmet mig? hvorfor har De vanret mig?

-Fordi jeg elskede Dem.

-Og derfor har De vanret mig?

-Jeg elsker Dem, Lionette.

Det var som hele Salen blev kun t re under denne Krlighedshistorie
til Klang af Guld--et Program flagrede ned fra en Loge, og man hrte
dets lette Knitren gennem hele Rummet--: Fru Dunker der sad mellem Fru
Strm og Scheele, strakte Hovedet frem som et lyttende Vildt med store
jne, mens lille Fru Stern, med Profilen vendt mod Erhard, sad og bed
i sin egen Lbe med et Udtryk som et Barn, der gotter sig ved stjaalet
Knas.

Der blev pludselig Uro oppe i Balkonen; det var de to Landlger, der
ogsaa vilde ind og s paa Komedie, og det regnede med Hyssen; Fru
Martens, der intet forstod af Stykket, men altid var halvt forskrkket
og halvt andgtig, naar hun var i Martens Teater, rykkede angst helt
hen til Fru Adolf, fr der blev Ro igen.

Men der blev atter stille i Salen; og Scenen med gtemanden kom.

Lionette lyttede til Larmen foran Dren, og hun hrte Tjenernes og
Kommissrens Stemmer og Mandens--og kendte den. Hun havde forstaaet
alt. Og slaaende Armene sammen over sit Bryst som for at dkke en
pludselig Vunde, skreg hun og lb frem, som vilde hun vrge Dren.

Men da--man saa' det knap og ingen gjorde sig Rede derfor--fr hun
havde lst sit Haar, det lange rdlige Haar, og blottet sit Bryst og
flnget Kniplingerne ls fra sine Arme:

-Guldet, Guldet, skreg hun: Her! og rev Dren op.

Man tnkte ikke paa Handlingen, man brd sig ikke om Dramaet.

Man saa' kun aandels og forvirret, denne halvngne og ustyrlige
Kvinde, der ligesom badede de dejlige blottede Arme i Nourvadys
prgede Guld.

Og som blev hun elektriseret ved Kulden, som blev hun berust ved
Synet af dette Guld i Guld, lftede hun med et Skrig af Triumf den
blottede Arm med en Haandfuld af de blinkende Mnter--der faldt som en
gylden Regn over Nourvadys Gulv, mens Tpper hastigt sank.

Det var ikke Bifald, der ld. Det var Rasen. Paa Galleriet skreg de,
bjende sig frem over Jernstngerne saa langt, som skulde de styrte
ned fra den svimlende Hjde; Lgerne strakte Armene frem over
Balkonens Engle og raabte hje Bravoer ud over det bevgede Parket. Og
som et Legeme, der mister sin Sttte, faldt Fru Duncker, mens alle
klappede, langsomt ned mod Scheeles Skulder--som en Gren, et sidste
Vindstd bryder helt.

Tppet gik op og atter ned; atter op: Primadonnaen stod der ene. Da
hun lftede Ansigtet fra sin Buket med de skandinaviske Farver--Kronen
var allerede nede i Salen--blev det elektriske Lys pludselig drejet,
saa det faldt ud over Salen, og hun fo'r sammen, som havde hun
pludselig, i Parkettet og Loger, st hundrede grnlige Lig, der gjorde
Grimacer imod hende i det skrende Lys.

-Hvad er det, hvad er det, raabte de i Kulissen; hun nsten vaklede.

-Det var Lyset, sagde hun og stttede sig, da Tppet var nede: Lyset
faldt ud over Salen.

Da sidste Akt var forbi, raabte Redaktr Isachsen, staaende op paa sit
Sde i Parkettet, et nyt Leve for Kbenhavns Gster--Samfundets
Helbredere. Og efter at de sidste Hurraer var dde hen, udbragte
Viceprsidenten, mens alle Lger rejste sig--Professor Gerster stod i
Midten mellem Pladslogens bestjernede Koryfer--et: Leve Storstaden
Kbenhavn....

-Ja, sagde han, et Leve Verdensbyen Kbenhavn!

Lange Hurraer, oppefra og nedefra, fik Viktoria-Teatrets Mure til at
ryste.

Herluf Berg var gennem Orkestret lbet ned i Parkettet i
Kritikerhjrnet, hvor alle komplimenterede ham.

-Ikke--ikke? det gik? sagde han og rystede endnu af Sindsbevgelse.

-Dygtigt, dygtigt, forbandet dygtigt, sagde Viggo Hastrup, der aldrig
fandt Ord undtagen ved sit Skrivebord, og nikkede med sit smukke
Hoved, som om han sagde en stor Dybsindighed.

Hurraerne ld endnu.

-Lille Herluf, raabte en Damestemme bag Berg. Lille Herluf!

Det var Fru Canth, der raabte ham an ude fra Garderoben: hun maatte
endelig laane en af de blaa Puder--dem med Fuglene, hjem at lave
efter:

-Vist, Tante Strm, maa det kunne gres paa Cachemir, sagde hun.

Folk strmmede ud gennem Gangen, snakkende ned ad Trapperne, ind i
Restauranten, der var fyldt i et Nu. Kellnerne vrgede de bestilte
Borde, og Damerne, med deres Kniplingstrklder om Hovederne, lo i
Stimlen, der skubbede dem viljelst frem mellem Stolene, som Herrerne
sloges om.

Fru Martens og Fru Adolf var gaaet ned i Buffetrummet og kiggede ind i
Salen gennem det store Glas. Efterhaanden kom alle derude til Sde, og
Kellnerne skreg deres Bestillinger, mens Buffetjomfruens Klokke gik.
Op fra Trappen til Klderen hrte de Kokkenes Stj fra det store
Kkken og Kyperens Stemme, der raabte Vinsorternes mange Navne gennem
Talerret.

Emmen fra Kkkenet slog imod dem, da de gik ned ad Trappen.

Bag de store, aabne Dre til Anrettervrelset, hvor Jomfruerne travlt
rangerede Fadene under de hje Varmelaag, saa' de det store Kkken saa
oplyst som til Fest. Alle Gasblus var tndte over Bordene, hvor
Jomfruer med bare Arme trancherede vldige Stege, over Ovnene og over
det mgtige Komfur, hvor midt i Rummet den krydrede Damp slog op fra
hundrede Kasseroller og skjulte de hvide Kokkes Ansigter.

Alt var i Virksomhed Ovndrene, der blev slaaet op og i, raslede i
Hngslerne, og hedho'dede Piger frte Piskejernene til Omeletterne,
saa det klang.

Gamle Fru Adolf ligesom smagte--med aaben Mund--paa Dampen, der slog
hen imod dem, mens Fru Martens blev ved at stirre helt frem i
Kkkenet, hvor en bred Mandsperson haandterede et svrt Jern over
Ilden, mens han raabte og kommanderede i et fremmed Maal.

Det var Hr. Desgrais, Chefen, en Bermthed fra fransk Savoyen, der
frte Chateaubriand-Jernet til en Stamgst med hjst-egne Hnder. Fru
Martens blev ved at se paa ham, som han stod bred og svr med Jernet i
sine Hnder. Nu slap han det og kastede det halvforkullede
Stegestykker ned i Asken, mens en Kokkedreng bar Chateau-brianden
bort; og den store Hr. Desgrais vendte sig om mod et Kdtrug, hvor de
skre Kdflader laa Side om Side som flngede, blodige Tunger, og
klaskede to nye Stykker skrt om den ene Kdflade, han skulde riste.

-Se, raabte Fru Martens, som ikke tog jnene fra ham og de Kdstykker,
han lod forkulle i Asken: Se, raabte hun igen. Irriteret havde Hr.
Desgrais sluppet det hele Spid, saa det faldt ned i Ilden, mens han
fo'r smldende frem mod Komfuret og en af Kokkene.

Fru Martens var blevet ganske bleg, men Fru Adolf sagde:

-Det er det franske Kkken, sagde hun og lo.

Fru Martens blev ved at se frem mod Kokken: hun havde aldrig tjent i
Huse, hvor man brugte det franske Kkken.

De gik op ad Trappen igen. Inde fra Salen lod Proppers Knald og
Klirren af Glas, som lystig Musik til Samtalernes hje Kor.

Fru Martens saa' paa hele Hjemvejen for sine jne den store Kok, der
lod det gode Kd falde unyttigt ned i Asken.

       *       *       *       *       *

Det hele var forbi. Adolf, Lange og et Par andre spiste i et Kabinet i
Victoria-Restauranten. Men Berg vilde ned paa Bladet og fyre i
med et Par srlige Notitser frst.

Alle Medarbejderne sad kjolekldte ved Bordene gennem Stuerne, hvor
Hr. Gravesen i Feststemning--Hr. Gravesen havde selv vret Referent
ved Kommunens Middag--havde tndt alle Gaskroner, og nikkede og hilste
gennem Rummene til Berg. _Der_ blev lst Korrektur, og _der_ blev
skrevet Referater--alle var i Virksomhed.

Sthr lste en Festtale hjt, og inde i Lsestuen pludrede Frknerne
Gravesen, Fru Sthr og Niecen, der ventede paa de Herrer, hede og
festkldte. Alle Damerne faldt over Berg med Lyknskninger, og
Frknerne Gravesen vilde have hans Knaphulsbuket at presse til
Erindring--mens Hr. Str stadig blev ved at foredrage den svenske
Festtale med en patetisk Rst, og Hr. Gravesen tyssede paa sine Dtre.

Der skulde findes en Oplysning i et gammelt Numer af Bladet, og
Herluf slap endelig ls fra Damekredsen for med Handelsmedlemmet Meyer
at komme ud i Budestuen og sge Numeret.

De rodede i Bladbunken ved Lys af en Vokssvovlstik og fandt tilsidst
Avisen.

Meyer holdt Svovlstikken hjt op over Pulten, saa Lyset faldt paa Hr.
Srensens Indskrift. Og de lo begge to, mens de saa' de sorte
Lakbogstaver:

HERRE FORLAD DEM. THI DE VIDE IKKE HVAD DE GRE.

til Svovlstikken slukkedes.

Berg gik ind for at hilse paa Redaktren, der sad ved sit Skrivebord,
i Selskabsdragt med reslegionens Kors. Berg bukkede, og de rakte
hinanden Haanden.

-Ja, Berg--sagde Redaktren med sit lidt trtte Smil og drejede sin
Stol, mens han saa' ned gennem Stuerne med den megen Belysning og de
hvidbrystede Herrer Medarbejdere:

-De forstaar det, sagde han; De giver os, Hvad vi vil have i denne By:
_Circenses et--Circenses._

-Han sagde, raabte Meyer hidsigt fra den anden Stue: Leve Samfundets
Helbredere ... Hr. Meyer kaldte Damerne til Vidne, som svarede i Kor.

       *       *       *       *       *

Da Berg kom tilbage i Victoria-Restauranten, var man ved Champagnen.
Der var stdt et Par fler til Selskabet--deriblandt en ung Skuespiller
fra Teatret, der gjorde sig behagelig for en Ugebladskritiker med
mange smaa geskftige Venligheder, ikke ulig en Han, der fordriver
Tiden for sin Hun, som ruger--og man havde lettet sit Hjerte ved
adskillige smaa siddende Glas med gensidige Behageligheder.

Efter at Berg havde faaet lidt Mad i Livet, vilde man ende Dagen og
sendte Bud efter to Drosker, hvor man kom til Sde hulter til bulter.

Natten var mild som en Nat i Juni, og Nationals Musik ld vidt frem
forbi Frihedssttten.

Ligeoverfor Danselokalet, foran hvilket Droskekuskene holdt en Art
resvagt, drivende op ad Nabohusene, straalte en Halvtredsre-Butik i
fuld Belysning midt i den mrke Husrkke. Ser I, ser I, raabte Adolf:
Begyndelsen til Nathandelen.

Indefra Lokalet hrte de allerede Valsen og Dansetrinene.

De fik en Loge, men Berg blev staaende paa Balkonen over
Hovedindgangen og saa' paa Salen. Der var ganske fuldt, paa Gulv og i
Loger; Kongres-Marskallerne med deres store, danebrogsfarvede
Silkeskrf drak hinanden til, fra Loge til Loge, over Salen. Rundtom
langs Logerandende saa' man svnige eller forvildede Frkener, der fra
Tid til anden opmuntrede sig ved at sende nogle umotiverede, hje Hvin
ud over Salen, hvor de professionelle Dansere drejede til Musiken i
sre Ringe, mens de elektriske Apparaters Prr-Prr skar hastigt gennem
Rummet.

Fra Logen blev der raabt paa Berg, og han gik gennem Gangen. Glade
Frkner flj forbi ham, og indenfor knaldede Propper. En Dr til en
Loge blev revet op, og ud ld Stemmer, Stj og Musik som n Tummel.

-Herluf Berg, Herluf Berg, raabte blonde Krause--der i den sidste Tid
bestandig saa' ud som et gennemforklet Barn--og Herluf maatte ind at
drikke med Selskabet.

Musiken begyndte paany.

Det var Kyssenes Vals. Man kendte den og klappede i Logerne. Drene
blev revet op, og man flj gennem Gangene--Lange i Spidsen--ned for at
valse.

Krause havde travlt og styrtede fra Loge til Loge. Nede jog Frknerne
fra Arm til Arm, og Marskallernes Dannebrogs-Skrf flagrede i Valsen.

Oppe i Logen sang de, hilsende med Glassene; de valsede mellem Stolene
og stdte mod Vggene--inde fra Bergs Selskab ld et Victoria ud
gennem Larmen.

Musiken holdt op, men den maatte begynde paany. Som af en Hvirvel blev
Parrene fejede frem over Gulvet i store Buer. Og pludselig hrte man
fra en Loge en skrattende Musik: det var Krause med et Orkester, ti
Mand hj, op paa Borde og Stole, med Trommer og Barnetrompeter
(hentede i Nathandelen)--der faldt ind i Kyssenes Vals.

Alle holdt op at danse. Det var som en Rabies. Paa Gulvet strmmede
man sammen og klappede; ud af alle Loger strakte Damer sig for at se;
alle skreg og applauderede og lo--til Gulvet paany gyngede i Storm
under de valsende, mens Barnetrompeterne tudede, og Trommerne gik, og
Frknerne med lftede Glas hvinte Kyssenes Vals.

Ingen hrte; renhinderne ngtede deres Tjeneste; som Rusens egne
Pulsslag dirrede de elektriske Klokker.

Og ud fra Logen--over de hvirvlende Par, der saa' hverken Vg eller
Gulv, over Marskallerne med de flagrende Skrf--holdt Krause, mens alt
gik under i samme Malstrm af Larm, den revnede Barnetromme som en
Trof.

       *       *       *       *       *

Berg og Adolf krte hjem i Droske. Det frste graa Skr af Morgen
meldte allerede Dagen. Men da de kom til Kongens Nytorv, vilde de
alligevel gaa lidt og rre Benene, fr de vendte hjem.

-Ja, sagde Adolf, da Drosken var krt, Gud vd, hvad nu egenlig den
Kongres har kostet os.

-Kostet? sagde Berg.

-Ja, det er s'gu ikke paa den Slags Forretninger, man tjener ... De
hrer til Driftsomkostningerne, sagde han.

De vandrede forbi Hesten ud ad Bredgade. Hele Torvet laa forladt og
stille. Ikke var det Nat og ikke var det Dag om de slukkede Lygter.

Kun paa Bnkene om Hesten drev et Par Vagabonder i Halvsvne; de
vaagnede op ved Fodtrinene og rettede sig, mens de saa' efter de to.
Saa lagde de sig atter til Hvile, med Hovederne i deres Hnder og
halvt udstrakte--som Dyr paa Lur inde i Skyggen.

-Men nu skal vi _hste_, sagde Adolf, inde i sin forrige Tankegang.

De gik tavse frem mod Bredgade, og paa Torvet blev der ganske stille.
Man hrte intet uden det jvne Fodtrin af Natbetjenten, der mekanisk
gik frem og tilbage--vogtende den slumrende Bys Fred og Sder.

Lidt efter lidt blev det ganske Dag.

Og hundrede travle Damppiber og titusinders ilsomme Fodtrin meldte,
den var vaagnet--Storstaden Kbenhavn.

Berg og Adolf stod paa Charlottenborg-Hjrnet: Plakatmanden klistrede
op en Victoria-Kmpeplakat, der meldte den tragiske Stjerne i
skandinaviske Farver.




ANDEN DEL


Regn af Aske





I

Konferentsraad Hein havde endt sine fortrolige Meddelelser til
Centralbankens Raad og lukkede sin Mappe sammen.

-Ivrigt, sluttede han, er det naturligvis min Overtydning--som jeg er
overbevist om, at Bankraadet tilfulde deler--at denne jeblikkelige
Stilstand, rent forbigaaende Stilstand, ikke for os kan indeholde
nogensomhelst Anledning til strre Foruroligelse. Banken er Hjrtet i
den Rkke store Foretagender, som i det sidste Tiaar har omskabt hele
vort Forretningsliv og--jeg tr sige det--hele vor konomiske
Situation. En rkke Foretagender, som vi alle vd ikke blot
reprsenterer en stor Del af vort Samfunds Kapitaler, men som fremfor
alt er udsprungne ndvendige af Udviklingens Trang. Under saadanne
Omstndigheder glder det for os sikkerlig kun om at vise Fasthed og
Udholdenhed.

Konferensraaden skubbede den tunge Egestol tilbage og gjorde et let
Buk mod Bankraadets Formand, der forstod, at det var sluttet--Hans
Excellence Lehnsgreven var meget dv--og rejste sig. Alle de svre
Stole (Konferentsraad Hein hadede personlig alt, hvad der hed
Imitation, og Bankraadssalen var udstyret med Mbler af nsten
middelalderlig Soliditet) blev skubbet til Side, og de Herrer
konverserede i Vindusfordybningerne. Etatsraad Blom forsgte at raabe
Hans Excellence op--Kolleger som de var, begge kongevalgte Medlemmer
af Landstinget:

-Excellencen har naturligvis hrt hende, sagde Hr. Blom.

-_Hvem?_ raabte Excellencen.

-Miss Tea, svarede hr. Blom med Haanden for Munden. Hun spillede jo
igaar hos Majestterne.

-Ja, ja, sagde Excellencen. Jeg gaar nu altid strax til Whistbordet
paa Slottet, betroede han, saa lydt, som meddelte han sig i Taagehorn
... Hva' si'er De? sagde han.

-At Deres Excellence har ganske Ret, raabte Hr. Blom.

Emnet Miss Tea forplantede sig videre langs Vinduerne. Alle de Herrer
talte om Hofsoiren og Violin-Feen, der satte Byen paa den anden
Ende af Henrykkelse.

-Men det var ogsaa et overordenligt Talent--et ganske overordenligt
Talent....

-Ganske vist: et mrkeligt Talent ... Tre og tyve tusind er der taget
ind, siger man, af Victoriateatret i tre Koncerter....

Alle diskuterede de tre og tyve tusind. Generalkonsul Brodersen, der
altid saa' ud, som holdt han Nsen over en for syrlig Bordeaux, sagde:
----Rverhistorier; men Etatsraad Henrik Hansen havde selv set Folk
staa i Queue, saa hans Vogn kom ikke frem paa Kbmagergade udenfor
Kunsthandelen.

Violin-Feen Miss Ta var en Frste-Pris fra Pariserkonservatoriet,
som i ti Aar under Hr. Theodor Franz' Auspicier havde vret femten Aar
i to Verdensdele. Ved Ankomsten til Kbenhavn fyldte hun sytten.

Hr. Theodor Franz satte megen Pris paa Miss Ta: Min Herre--sagde
han--hun har ingen Skrupler. Impressario'en havde ikke Uret. Miss Tea
lod gre med sig, ganske hvad Hr. Theodor Franz vilde, og tilbragte
ivrigt Tiden med at stte Gevinsten i Sparekassen i Livorno (denne
Amerikanerinde var fdt i Livorno); i store jeblikkes Anfald af
Rrelse, sagde Hr. Theodor Franz undertiden:

-Min Herre--jeg tr sige, jeg betragter hende som mit eget Barn....

Den store Impressario var ankommen til Kbenhavn tre Dage fr Feen:
Mine Herrer, sagde han. Jeg vd det, Kbenhavn er et Terrn, hvor der
kan arbejdes.

Hans frste Arbejde var at lukke Victoriateatrets just aabnede Kontor
for Billetsalget. Det var Hr. Theodor Franz's Princip at slge
Billetterne i Byernes Hjerte. _Han_ vidste ikke, sagde han, hvad
Udbytte man vilde have af en Tilstrmning i _denne_ Gade....

Billetterne blev solgt paa Kbmagergade....

-Ja ... vi _kom_ ikke frem, det var Etatsraad Henrik Hansen, der blev
ved at udmale Queuen paa Kbmagergade--der var sort, siger jeg, sort
af Mennesker.

Man talte endnu nogen Tid om Miss Ta.--Ja, sagde Hjesteretsadvokat
Exner, jeg vd det fra Kabinetssekretren, Hans Majestt vil dekorere
hende--; og talende om det hele Victoriaetablissement, sagde
Konferensraad Hein, afsluttende, og med jnene ud paa Pladsen foran
dem:

-Ja--et lykkeligt Foretagende--et lykkeligt Foretagende.

Bankraadet oplste sig for at gaa hen at spise Frokost.

Konferentsraad Hein var blevet et jeblik tilbage i Bankraads-Salen.
Nu gik han ad Vindeltrappen ned i det store Forretningslokale i Stuen.
Bankraadsmdet og hans egen Veltalenhed havde spredt hans rgrelser
fra om Morgenen, hvor et Par Aktieselskaber til Trlgning af jydske
Fjorde havde meldt Fortrdeligheder om ndvendig Forgelse af
Aktiekapitalerne, og han blev staaende et Nu paa Trappens nederste
Trin og smilte.

I det store Rum, hvis hvlvede Loft var baaret af Stenpiller som en
Kirke, stod og sad Kontoristerne ved deres Pulte, bjede over det
stille Arbejde; og selv foran Skranken, hvor Indgangsdrene faldt
sagte til, skrmede af Gummirande, gik Kunderne ligesom varsomt paa
Tpperne og talte kun halvhjt med Ekspeditrerne, der optalte
Sedlerne mumlende--som om der i den store Sal celebreredes en evig
stille Messe.

Konferentsraaden blev ved at smile, mens han gik frem gennem
Salen--det var ham ogsaa idag en egen Glde at se dette tavse og hje
Rum, hvor man som bestandig hrte Millionstrmmens umrkelige
Gliden--forbi Pultene, hvor ingen hilste, sknt alle saa' ham: det var
i Centralbanken forbudt at spilde Tid med Hilsener.

Han havde endt sin Runde og gik ind i sit private Kontor, hvor store
Kort over Danmark og Skandinavien hang paa Vggene. Han var fordybet i
sit Arbejde, saa han ikke mrkede Banktjeneren, der bragte ham et
Kort.

Det var Herluf Berg, som nskede at tale med Konferentsraaden.

Konferentsraaden vendte sig i Stolen, da han kom ind: _Dem_, sagde
han, ja, Dem ser man jo altid gerne ... Hr. Adolf, han lo lidt, kan
undertiden komme til Ulejlighed....

-Ja ... idag, sagde Berg, kommer vi vist saa nogenledes om ... det
samme ... Hr. Konferentsraad.

-Jeg vilde gerne, sagde han og satte sig paa den budte Stol, sge at
interessere Konferentsraaden lidt virksomt for os.

-Jeg interesserer mig meget for Dem, sagde Konferentsraaden, som
legede med en Lineal og ikke mere saa' paa ham.

-Men denne Interesse, Hr. Konferentsraad, maatte gerne--og Herluf
Berg lo lidt--give sig noget tydeligt Udslag.

-Bedste Hr. Berg, sagde Konferentsraaden og slap Linealen, Folk, der
tager tyvetusinder ind, kan saa vist leve uden anden Prioriteter....

-Ikke naar Driften fordrer de tyvetusind, sagde Berg.

Konferentsraaden svarede ikke og Herluf begyndte at tale, benyttende
Konferentsraadens Tavshed, udviklende endnu en Gang alle sine Planer.
Han talte om alt det, der var udrettet i disse halvandet Aar: de tre,
fire store skandinaviske Vrker, de med Eneret til Opfrelse havde
frt gennem hele Norden; Gstespillet af den Stockholmske Opera--de
betydningsfulde Fremstillinger af Ibsenske og Bjrnsonske Vrker, der
nu til Sommer forberedtes af Nordmndene....

Og fra alle de kunstneriske Synspunkter gik han over til de mere
materielle Fordele. Han gjorde opmrksom paa alle Besparelserne ved
Eneretsopfrelserne, der lod den danske Trup hste i hele Norden, mens
Overskuddet tilhrte Kbenhavn; og han satte Konferentsraaden ind i
visse direktoriale Hemmeligheder, som forgede Victoria-Scenens
Chancer: Disse Stockholmere og Folk fra Kristiania modtog jo i
Virkeligheden ikke stort mer end Halvdelen af det Aften-Honorar, om
hvilket Bladene skreg (Konferentsraaden smilte muntert ved Ordene om
Bladene) Kunstnerne vilde jo fremfor alt Indvielsen, Seglet i
Kbenhavn; og de spillede derfor billigt, naar kun ingen erfarede
det--

Konferentsraaden sagde endnu bestandig intet, og Berg ventede nogle
jeblikke. Og da han atter talte, var det i en anden Tone, pludseligt
indtrngende og med en Varme, der vilde overbevise:

-Men alt dette var intet, sagde han, kun de hemmelige smaa Midler til
at faa noget stort til at lykkes: En gammel Tanke maatte faa ny Form.

-Vi vil fra Scenen give Norden en Kunst og _vnne det til t Sprog,_
sagde han.

Og som om han fik en egen Veltalenhed ved Samvret med denne Mand, der
fra dette Rum og Hus skabte saa store Ting, gav Berg sig ganske hen:
Ja--vi vil lre dem at _forstaa_, at _tnke_ videre i, at _fle_ i et
andet, det beslgtede Sprog, i hvilken vi spiller--_vi_ rundt i Sverig
og Norge--og vore Gster her ... Og Sprogene vil komme til at synes
_Dialekter_ overfor Flelsen af den store Enhed ... Det er Sagen for
hver, der forstaar, hvad Sprogs Enhed betyder.

-Og saa er det _Deres_ Tur, sagde han pludseligt, naar Sindene er
blevet modtagelige, Deres Tur: Lovgivningens og Kapitalens.

Han havde maaske ventet et Ord, men det kom ikke. Konferensraaden
betragtede Klatpapiret i sin Mappe. Og hidsigt, muligvis irriteret ved
denne Tavshed, sagde Berg:

-Og det _maa_ lykkes: _Ti uden Skandinavien er Kbenhavn en By uden
Opland._

Og da Konferentsraaden pludselig saa' op, som med et Ryk, sagde Berg
og slog Armene ned mod Kanten af sin Stol:

-Ja--vil De sige mig--hvad er der vel Plads til i dette Land?

Konferentsraaden havde lftet Hovedet, og Berg fulgte instinktmssig
Retningen af hans Blik, der hvilede paa Skandinaviens Kort paa Vggen.
Med jnene paa Kortet, hvis hundrede Skibsruter bjede sig ind mod
Kbenhavn, sagde Konferentsraaden med sit ejendommelige Smil:

-Jeg har fundet Plads til en Havn.

Og i en anden Tone, bestandig betragtende Kortet, som hans Geni havde
aflst dets Hemmeligheder, sagde han:

-Fire og treds amputerede os for Land ved Hofterne ... Nu har vi kun
Vandene tilbage, de _levende_ Vande, sagde han.

Der var nogle jeblikke stille i Kontoret, til Konferentsraaden vendte
sig om mod Berg og sagde muntert:

-Naa--og hvad er det saa, De vil?

-Kunne arbejde i Ro, hr. Konferentsraad, sagde Berg i samme Tone.

-Jeg vil vre ganske oprigtig, sagde han og saa' paa sine egne Hnder,
mens han talte,--der maa arbejdes meget, meget alvorligt: Nye
Ideer--nye Foretagender fordrer Tid--og naar den frste Nysgerrighed
hos Publikum, Nyheds-Rusen har fortaget sig--og den er maaske paa Veje
til at foretage sig--maa man sttte sig til--til ordnede Forhold for
at komme videre, sagde han.

Konferentsraaden havde atter hastigt set hen paa hans Ansigt:

-Ja--jeg har troet at se _det_, sagde han, at Publikum er blevet mere
ngternt....

Berg gjorde en ivrig Bevgelse som for at falde ham i Talen: Naa, jeg
mener kun, sagde Konferentsraaden ... Vi mrker alle denne ... (det
var som om han sgte om et Ord og saa igen tog det alt brugte)
Ngternhed ... Og det er netop Grunden, hvorfor jeg virkelig i dette
jeblik har haft Betnkeligheder ved at engagere Banken i denne
Sag....

-Men, sagde han, lad Hr. Adolf komme herop--iovermorgen ... Man kunde
Jo ordne Sagen--en Kassekredit kan man jo altid forelbig aabne Dem
... til det hele ordner sig.

-Ikke sandt, saa siger De hr. Adolf, han kan se herop? sagde
Konferentsraaden. Berg rejste sig og takkede, og Konferentsraaden, der
stod op ved Skrivebordet, slog ham paa Skuldren og lo:

-Adieu, sagde han, De--Ridder af det skandinaviske Opland.

Berg gik. Ovre paa Nabohjrnet ventede Adolf i en Kaf paa, hvad det
blev til. Spenner var ogsaa kommet til, han, som ellers aldrig kom ind
i det Indre af Byen paa den Tid.

Adolf var helt rdplettet paa Kinderne: Gik det? sagde han.

-Han giver en Kassekredit, sagde Berg, naar De kommer til ham
iovermorgen.

-Hvor stor? sagde Adolf.

-Det sagde han ikke ... Han mnte kun, at saadan kunde man, lettest,
forelbig ordne Sagen.

-Hva'--sagde Adolf og slog Berg paa Kinderne med et Par hede
Hnder--er _det_ en Karl--hva? Adolf var altid rede til at beundre de
andre, mens han selv i Stilhed trak det vrste Ls.

Spenner bare lo og dukkede: Nu skal han ha' Mad--han har fortjent den,
sagde Adolf.

Berg fik Frokost, mens Adolf snakkede ls (Berg blev nsten ganske
urolig over hans Lystighed) og da de var frdig med Kaffen, gik de ned
paa Kbmagergade: Hr. Theodor Franz havde Klokken t aabnet
Billetsalget til Miss Teas frste og eneste populre Koncert.
Billettagende Bybude garnerede Trappen og hele Entren var fuld af
Folk. Hr. Theodor Franz havde personlig indrettet Butiken, saa der
ikke var Plads til tyve Mennesker ad Gangen.

-Mine Herrer, sagde Hr. Theodor Franz, Klokken elleve saa' jeg mig
ndsaget til at rekvirere Politi....

Det rekvirerede Ordenspoliti var en venlig Betjent, der tmte et Bger
inde hos gamle Adolf i Pulterkamret under den aflgse Kineser.

Berg affattede Tilstrmnings-Notitser til Aftenbladene.

-Ja, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der lste dem--Reklamer
syntes Impressarien at forstaa i alle Sprog ved en Slags sjette
Sands--:

-Ja, sagde han: Her br man skatte Pressen....

-Mine Herrer, sagde han og lagde Haanden med udspilede Fingre ned paa
Bordet: De har en Presse, der gaar i Spidsen for Bevgelserne.

Klokken halvtre var der udsolgt til Miss Teas eneste populre Koncert.

Fen lod sig bevge til at give endnu en allersidste Koncert, som
sluttede med egne Kompositioner. Vi spiller dem _kun_ i sidste
Koncert, sagde Hr. Theodor Franz.

Ingen i Verden havde endnu hittet Rede i dette Kvidder paa en Violin
... Jublen var ubeskrivelig.

--Centralbanken aabnede forelbig Victoria-Etablissementet en strre
Kasse-Kredit.

       *       *       *       *       *

Det ringede endelig, og Erhard slog Tppet fra Dren for at lade Fru
Stern svippe ind.

-Pyh, hvor har jeg lbet--Fru Stern rystede sit Fuglehoved og lod
Hnderne synke i Skdet, mens hun satte sig--vi kom aldrig fra Bordet
idag for den Snak ... Nu--Erhard fik et Tjat med den aftrukne Handske,
alt var i bestandig Bevgelse hos Mathilde, Hoved og Hnder, mens hun
talte: Nu er han rejst, sagde hun og rystede Slvarmbaandene ned paa
sin Arm.

_Han_ var Hr. Godsejer Stern, en gtemand, som tilbragte meste Delen
af sit Liv med at afrejse til Jagter, hvortil der i Stilhed sluttede
sig hje L'hombrer. Mathilde kaldte ham aldrig andet end han,
pludrende om ham, lst og fast, med en egen Skadefryd, som en
Skolepige, der endelig en Gang faar udst sit Hjrte om en
Klasselrerinde....

-Mus, sagde Erhard og holdt Munden frem.

-Is, sagde hun og satte Trutmund som et Barn, mens de kyssedes.

-_Der,_ sagde hun og lagde et Par gule Bind, som hun havde gemt under
Overstykket paa Bordet, har du dine stygge Bger.

Det var franske Romaner, Erhard laante hende, og som hun lste
hjemme, krbet sammen paa sin Sofa, med smaa tsede Udbrud af
indvendig Munterhed; noget nr med en Glde som den, hvormed et Barn
genhilser Gaardhanens Kontrafej paa Abc'ens frste Blad.

I Marginen skrev hun bemrkninger og Karakterer med Blyant.

Erhard aabnede Bgerne og begyndte at lse: Fy, fy, fy, sagde hun, og
holdt ham med Haanden for Munden, men han blev ved. Saa lste hun
selv, i sit Pensionsfransk, med sine smaa Anfald af Fnisen, og de sled
i Bogen og holdt hinanden Haanden for Munden, til hun rev sig ls:

-Uh--du, sagde hun og satte sig paa den anden Side af Bordet foran
Konfekten: Har du et Par andre, sagde hun og pegede paa Romanerne.

Erhard gemte Bgerne for at blade i dem hjemme. Intet voldte ham
strre Glde end Mathildes Anmrkninger i Roman-Marginerne--med denne
lille Krimskrams-Haandskrift, han var uforskammet nok til at sige
lignede hendes Nse, der ogsaa havde en saadan kk lille Drejning
opad.

Brevene, som hun skrev til ham--hun skrev otte Sider fulde for at sige
ham, naar han var hjemme eller hun ikke kunde komme--lignede saa
ganske Noterne. De var saa fulde af gesvindte Parentheser, den ene i
den anden; og Linjerne gik over i hinanden (hun skrev uden jemaal og
begyndte midt paa Papiret Ordene med nogle store Drabantbogstaver, der
saa blev ganske smaa og sammenknirkede mod Enden af Linjen og slog
en lille Hale op- eller nedefter)--saa han hittede nppe Rede i dem.
Alt blev kaldt med genavne, saa det var som t hebraisk af deres
Ord, det hele. Erhard kom lidt efter lidt til at skrive nsten
ligedan.

-Mus, sagde han.

-Hm, hun pustede blot frem over Bordet imod ham....

Det var en Aften i det kongelige Teater, han havde bemrket hende
frste Gang. Og siden havde han set hende en tre, fire Tirsdage paa
den samme Plads, hvor hun sad som en lille sammenkrben Fugleunge
mellem Damerne. Hun havde ogsaa set ham, fin og kn, nede i Parkettet.
Efter Forestillingen blev hun hentet af en Pige og gik forresten
gennem Forsalen uden at sknke ham saameget som et Blik. Med Pigen
pludrede hun over Torvet.

Saa en Aften kom det tjenende Vsen ikke, og Fru Stern blev staaende
i Forsalen, ganske forskrkket, til der blev nsten helt tomt.
Sporvogne var der nu ingen af mere, og hun lb over Torvet ned ad
Bredgade, trykket helt ind mod Husene, i sin Kaabe.

-Vd du, hvad jeg tnkte? sagde hun til Erhard. Han flger nok efter,
tnkte jeg, sagde hun siden.

Han var gaaet hen til hende og havde tilbudt hende en Droske--og var
ogsaa steget ind. Hun sagde nogle ligegyldige Ord og morede sig,
morede sig inderligt over den hele Situation med Drosken og _ham_ i
Drosken--og saa sagde han:

-At nu havde Pigen naturligvis heller ingen The derhjemme.

-Jo, sagde hun blot i sin Krog og lo.

-Hun skulde meget hellere spise ude, sagde han.

Hun svarede ikke.

-Intet menneske saa' dem--ikke et Menneske--og saa krte Drosken hende
hjem....

Det blev til, at de holdt foran en Restauration nede i Nrheden af
stergade, og hun kom op og sad med Kaaben paa i Kabinettet paa den
rde Plyds-Stol, som en lille Pige paa Kanten af et Badekar og saa'
paa alting--Bordet og Servicet og Gardinerne og Spejlet med sine
Tjplanter paa Jardiniren--med et Par nysgerrige og skrmte jne,
mens Opvarteren svansede rundt med Bagdelen for stadig diskret at
vende Agterspejl mod Damen.

Men lidt efter lidt, ved Bordet, begyndte hun at gotte sig, da hun
saa, der var ingen Fare; Erhard behandlede hende ganske som Dame, og
de morede sig kun som et muntert Kotillons-Par, der har det rart med
hinanden i Krogen af en Balsal.

Lige med t sagde hun rask og tmte sit Glas:

-Aa--jeg si'er, jeg tog hjem at drikke The med Owans; og hun lyttede
efter Stemmerne i Nabokabinettet. hvor der nu blev livligt, og hun
listede paa Terne--Hys, sagde hun og slog med Haanden hen imod ham;
hvad hun havde for smaa geskftige Hnder--hen til Dren og lagde ret
til: Hys; hun holdt Fingeren op.

Hun morede sig over alting, over alle de fyldte Fade paa Bordet, over
Kellneren og over dem i SideKabinettet ... Erhard aabnede Dren til
Balkonen, og hun sneg sig med derud, stadig tyssende. De stod og saa'
ned i den stille mrke Gade:

-Der boer min Svoger, sagde hun og pegede over paa Hotel d'Angleterres
lange Vinduesrkke--hun havde en egen Maade at skyde de smaa Skuldre
op, Erhard vidste ikke, om han nogen Tid havde set noget saa sdt:

-Han sover nu, sagde han.

-Ja, nikkede hun og lo sagte.

Og saa var hun krt hjem, havde ikke sovet hele Natten af Fornjelse.

Mathilde Stern var saamn ellers kommen til den fulde Erkendelse, at
der ikke var det allermindste morsomme ved Livet.

Frst havde hun gaaet i Skole hos Frken Ricard, og saa havde hun
gaaet i Skole hos Sstrene nede i Genf; og saa var hun kommet hjem,
hvor hendes Moder altid havde et je paa hver Finger og et Par i
Nakken: Det var bare alt det gamle--stadig, sknt hun nu var fulde
nitten Aar: Ikke at sidde med Fdderne over hinanden under Stolen; og
rette Ryggen, og ligge lige ud i Sengen; og holde sit Fransk godt
vedlige....

Om Sommeren, naar de laa paa Landet, gik Generalinden selv--lige som
et Lys i Ryggen--med sine to Dtre, n paa hver Side, til Bad. Hun
stod med Uhret paa Badebroen for at tlle Minuterne, mens Dtrene var
i Vandet. Mathilde, der elskede at pladske i Bassinet, naar Solen
skinnede, blev raabt an de Snese Gange:

-Din Teint, raabte Generalinden, om du vilde tnke lidt paa din Teint.

... Og det blev saamn heller ikke anderledes, da hun blev gift ...
Bare, at hun havde ham over sig ogsaa--naar han var hjemme da--og
forresten som sdvanlig Generalinden, der spiste hos dem hver Sndag,
og Marie Kokkepige, Moderen havde givet hende med hjemmefra, da hun
blev gift....

Marie Kokkepige havde vret hendes Barnepige, fra hun ikke var mere
end seks, syv Aar: Mathilde blev fint kldt paa i broderet hvid Kjole
til Middag og bagefter spadserede de paa Anstalten med Marie Pige,
der altid skndte med sit: Naa--Mathilde--det skal jeg sige til
Oberstinden.

Mathilde havde n Fornjelse: at lbe hen til Skovkilden--bag Maries
Ryg--og stte sig i det vaade Bassin og lade sig gennemblde, den fine
Kjole og Mamelukkerne, saa hun blev _gennemvaad_ lige ind til
Popoen....

Der sad hun saa, med sammenknebne Lber, og strittede, til Pigen kom
og rev hende vk....

Hjemme betog siden Generalinden hende den Slags abnorme Lyster....

-Gud vre lovet, sagde Generalinden om Sndagen ved Kaffen: vi er en
_normal_ Familie--

... Dagen efter Restaurationbesget kom der et lille Brev fra Erhard,
den nste Dag endnu et; og et Par Uger efter svippede hun for frste
Gang herind ad Dren til de to Stuer ved Volden--halvt forskrmt og
halvt nysgerrig som en Kanariefugl, der har faaet et nyt Bur.

Lidt efter lidt kom han ogsaa hjemme--i Begyndelsen, naar han var
forrejst, og begge Piger var sendt ud:

-Marie Pige, sagde hun, stiv af Skrk, ved hver Lyd af en Dr. Marie
Pige var hendes evige Angst--Provsten, som de kaldte hende.

Det var fra en Aften hjemme hos Mathilde, da Pigerne var sendt bort,
og Mathilde krb sammen i sit Hjrne med det lille Hviletppe over
Fdderne, mens Erhard fortalte Skolehistorier--Skolehistorier var
Mathildes strste Fornjelse, og selv var hun evig fuld af
Fortllinger om Skolen og Sstrene--:

Det var en Sommer i Jylland, hvor Erhard havde bygget Lvhytte i
Byskoven (det havde ivrig vret hans eneste og sre Anfald af
saadanne umiddelbare og naive Drengepassioner) med Stedets
Hjrvrdigheds to Snner, hvor de saa havde rget og brygget Punsch
for Indtgten af solgte Ordbger, saa de kom snurrende hjem, indtil de
en Dag blev opdagede af den forfrdede Provst....

Erhard skildrede Provstens Forfrdelse, og Mathilde lo, saa det
klukkede--da de med t hrte Marie Piges Trin i Spisestuen, og
Mathilde fo'r op:

-Hys--Provsten, sagde hun.

Og Erhard maatte listes ud--Mathilde gik i Forvejen--gennem den mrke
Gang, han kneb hende i Armene, mens hun blev ved at hviske: Men
Provsten--men Provsten, til han var vel ude.

Saa lb Mathilde lige paa Marie Pige i Gangen:

-Men er Fru Mathilde her? Marie Pige kaldte aldrig sit Herskab andet
end Fru Mathilde.

-Ja-a, sagde Mathilde, der saa, naar hun blev greben, strax blev
aldeles forfjamsket--jeg vilde kun fle, om min Kaabe ... var vaad
endnu efter Regnen.

Erhard paastod Fru Mathilde, var aldrig saa sd, som naar hun lj:
hun saa' frst saa ganske hjlpels ud, til hun gjorde en lille
resolut Grimasse og fik Usandheden sagt. Erhard sagde, hun var hver
Gang saa stolt over Bedriften som en Kylling ved et Vindg:

-Pyh, sagde hun og slog henimod ham med Findrene i Luften: det er vel
det frste, man faar lrt....

Efterhaanden blev de kkkere, og der var en sand Legen Skjul i hele
Huset, hvor Erhard var gemt i alle Kroge. Da Mathilde fik en daarlig
Fod og ikke kunde gaa ud, kom Erhard hver Formiddag. De havde
Hovedkvarter i Badekamret med Bord af et Brdt over Karret.

En Gang imellem spillede de Kort, ved hjlys Dag. Det var en af
Mathildes Glder:

-Du, sagde hun og spillede ud paa Brdtet: Stik. Hjemme havde hun og
Sster Berta i Ferierne haft Kortene gemt under Hovedpuden:

-Saa spillede vi i Sengene, sagde hun og lo, sknt Dren stod paa Klem
til Mo'r.

Hvert tiende Minut humpede hun geskftig ud paa den syge Fod og gik
nynnende frem og tilbage mellem Spisestuen og Kkkenet, tjattende paa
den laasede Badekammerdr.

Stern kom hjem, mens hun endnu havde den daarlige Fod, og hun kvidrede
om ham og passede hans Vaner og gjorde Fagter som den, der i Tampen
brnder har gemt Tampen.

-_Han_, sagde hun og lo, mens hun humpede om med hans Middagskaffe,
paa sin syge Fod. Stern begreb s'gu ikke, hvad der var kommet for en
Stj over Konen.

Men nu var Foden rask, og han rejst igen over til Gaarden i
Blekingen.

... De sad og gyngede hver i sin Stol, og Erhard saa' paa Mathildes
Fdder, som hun strakte som en Danserinde, naar hun stdte fra Gulvet.
Han maatte ned paa Gulvet og kle for Fdderne--de smaa Kid,
som han kaldte dem. Men hun rev sig ls og flygtede op paa sin
Yndlingsplads--i Vindueskarmen, med Benene op og Hagen stttet mod
Knene. Der sad hun saa og kiggede ind i Hytten--som de kaldte
Stuen--:

-Ja, sagde hun til Erhard, som vilde sidde paa en Stol ved Siden af
hende, naar du sidder pnt....

Erhard sad saa nogenlunde pnt, og de saa' begge, ved Siden af
hinanden, ind paa Hytten.

-Du, sagde hun pludselig og saa' ned paa ham nsten som et Barn, der
frste Gang siger noget som Severostotchnij i Geografien:

-Elsker du mig? sagde hun og lo ham halvt ind i Ansigtet.

Det gav nsten som et Ryk i Erhard, og Blodet skd ham som en Strm op
i Ansigtet--de plejede ikke at benytte det Verbum at elske--:

-Ja, sagde han; og begyndte at kysse hendes Hnder....

--Det maa vre en sen Labansalder, der er kommet over Erhard, sagde
Professorinden ved Frokostbordet, hvor Herluf Berg drak en Kop Kaffe
og blev bombarderet med Brdkugler af Lille-Gerster.

-Du ser s'gu ud som en Palmesndags-Konfirmand, sagde Lange, der mdte
Gerster ved Volden.

-Saa? sagde Gerster og svippede ham med sin Stok mellem de strkt
hjulede Ben.

-Det manglede sgu blot, du skulde faa rde Kinder, sagde Lange. Dem
fik Lille-Gerster dog ikke.

       *       *       *       *       *

Det var en Formiddag hen paa Vinteren. Frknerne i Forretningen
stvede af i Mangel af andet at tage Vare. Der vilde ikke komme rigtig
Vind i Sejlene iaar, sknt det var midt i Ssonen.

-Billighed vil de ha' ... Billighed raaber de paa ... Forretning er
der nok af, sagde Adolf, der havde en vidunderlig Evne til at fylde
det hele Lokale med Stj, naar der var blot saa meget som to enlige
Kunder i Butiken:

-Men bare billigt, billigt, billigt, sagde han og sgte hidsigt paa
Pulten.

-Der lagde De Pennen, sagde Frken Hansen, Hjrehaanden i
Forretningen, en sagtegaaende, slank og kn Dame, der gerne dvlede et
Minut ved Pulten, naar hun afleverede Kontrolmrkerne. Adolf var saa
distrt, at han aldrig fandt det ene for det andet.

Gamle Fru Adolf var bange, Konstantin havde taget sig for meget paa:
Paa ham hviler det, sagde hun, stakkels Dreng.

-Hvad mener _du_, Adolf? spurgte hun Manden.

-Ja, ja, min Pige, man maa lade dem skalte, sagde gamle Adolf. Han
blev mest inde i sit Rum hos Kineseren og talte Mrker. Og naar
Konstantin ikke var der--for han holdt jo ikke af, at man blandede sig
i hans Ting--listede han Journalen ind i sit Hul og gik den igennem:
_den_ stemte. Og de andre Bger frte jo nu allesammen Spenner.

-Ja, ja--sagde gamle Fru Adolf. Der er kun saa mange Slags Mennesker,
Adolf ... Gamle Fru Adolf gav ingen nrmere Oplysninger om, hvad hun
mente, og de drak Kaffen i Tavshed. De drak nu tidt Eftermiddagskaffen
alene; Konstantin spiste ude i Victoria for Nemheds Skyld.

Fru Adolf gik sjldent op i Butiken mere undtagen om Aftenen eller
straks om Formiddagen, naar hun vidste, Konstantin var ude paa
Teatret.

Hun sad paa en Stol ved Disken hos Frken Hansen--de to var blevet
gode Venner--og sagde med sin Lille-Pige-Stemme: Jeg synes ikke, her
er saa godt besgt mere, sagde hun og saa' ngsteligt op paa hende.

-Naar Ssonen frst kommer rigtig i Flor, sagde Frken Hansen.

-Ja--naar den bare kommer i Flor, sagde den gamle Frue, og der blev
Tavshed, til hun gik.

Lidt efter kom Berg for at sprge efter Adolf. Han var allerede gaaet
ud paa Victoria, sagde Frken Hansen; straks imorges gik han.

Hun gik med Herluf op i Kontoret--Drene blev altid trukket til i den
sidste Tid ude paa Victoria og i Forretningen--: Han er der ikke,
sagde hun om gamle Adolf, da Berg saa' hen mod Tapetdren.

-Hr. Spenner fik saa Bgerne ud igaar, sagde hun.

-Hm, ja, naar _det_ hjalp, sagde Berg og kradsede paa Klatpapiret med
en tr Pen. Konsortiet adresserede i Krogene rigeligt smaa tvivlrige
Venligheder til hinanden--Adolf undtagen, som fo'r op mod hvert Ord,
man vovede mod Kompagnonerne.

-Og hvad nyt ellers? sagde Berg.

-Penge blev her hentet igen igaar, sagde Frken Hansen.

-Hm--og vi havde selv en god Kasse, sagde Berg, der blev ved at kradse
med Pennen.

Der blev ringet paa Telefonen, om Berg var der. Han maatte komme
strax, blev der sagt. Theodor Franz var paa Victoria.

-Naa, sagde Berg, frisk Mod. Det var, som om de alle var blevet
ligesom tungere i Benene, naar de skulde rejse sig.

-Farvel, Frken, sagde han.

-Farvel, Frkenen fulgte ham til Drs. Man vekslede med Frken
Hansen--og i det hele i Victoria-Kredsen--ejendommelige
forstaaelsesfulde Haandtryk i den sidste Tid.

Berg hrte Hr. Theodor Franz's Rst helt ud paa Trappen, og da han
aabnede Dren, saa' han Impressarioen, der under afgrende
Forhandlinger fik nogle pludselige og hjst besynderlige
Ghetto-bevgelser, der lod Hatten ryge bagaf og lod Nsen blive
betnkelig som til Opbrud:

-Mine Herrer, sagde han med genvunden Vrdighed, en Patti synger ikke
paa Kredit.

Hr. Theodor Franz knappede sin Pels: Ja, mine Herrer, sagde han
krnket: Koncertsalenes Patti....

Koncerttribunernes Patti var en halt belgisk Nattergal, Hr.
Theodor Franz vilde fre til Skandinavien. Men Hr. Franz vilde have
Garantier: det var hans Princip, at Honoraret forlods deponeredes i
Banken.

Og Adolf mente, at han kunde dele Risikoen....

Hr. Theodor Franz havde knappet sin Pels og givet Opbruds-Signal til
sin Ledsager, en langhalset Pianist af et srdeles polsk Ydre, som
Berg frst nu blev vaer i en Krog.

Berg spurgte beroligende om Tidspunkt og Repertoire, da Martens rev
Dren op og sagde helt forpustet af Alteration: At Hein ventede
dernede. Og Adolf og Berg sagde paa n Gang:

-Hvad?--Hvor? og var ude, fr man fik set sig om, mens Adolf hastig
havde raabt noget til Spenner, der blev ene med Hr. Theodor Franz og
Pianisten.

Impressarioen saasig indigneret om: Ja--saa gaar vi vel, sagde han
med Vrdighed.

Hr. Spenner forklarede ham, at en ndvendig Samtale--at en meget
afgrende Samtale havde bortkaldt de Herrer, og Hr. Theodor Franz
rejste dog sikkert ikke idag....

-Iaften, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der i de sidste to tre
Minuter lidt efter lidt blev mer og mer aandeligt borte, som en
Skildpadde, der trkker sig i Skal.

Han gik med Pianisten.

Udenfor Facaden blev han staaende foran de store Plakattavler, hvor
der var mange brogede Underlags-Rester af Programmer--Hr. Theodor
Franz var ikke ulig en Hund, der orienterer sig angaaende et
Plankevrk, mens han betragtede disse mange Rester af knne
Plakater--:

-Min bedste, sagde Impressarioen og vendte sig til sin langhalsede
Pylades: Her gives for mange populre Koncerter, sagde han og vendte
sig.

Portier'en havde vist Konferensraaden ind i Konversationssalen, hvor
han havde glemt ham for et saare muntert Selskab--med Brodersen og
Blom i Spidsen--der havde spist en god Frokost, og som nu her vilde
spise godt til Middag.

Konferensraaden var kommen saa halvt om halvt for Prioriteten, den
anden Prioritet i Victoria og alt dets Iventarium. Hein undte gerne
Konsortiet Hjlpen: det var og blev dog noget som en Benjamin blandt
Centralbankens Foretagender, Victoriaetablissementet. Men paa den
anden Side tvede han dog og kunde ikke beslutte sig: Forelbig vilde
han nu lade Filialdirektrerne fra Provinserne, som kom sammen til
Halvaarsmde her i nste Uge, spise til Middag herude.

Saa kunde man altid s, hvordan det videre vilde udvikle sig.

Han gik frem og tilbage, til han standsede ved Glasdren og saa' over
Gangen ind gennem Restaurationssalene. De var tomme endnu, og de
opdkkede Borde ventede pretentise og stive med de vifteformede
Servietter i Glassene og de pletterede Opsatser fyldte med Tjroser.
De to fede Kellnere stod ved Midtdren, rkeslse og ubevgelige, hver
paa sin Side, som et Par moderniserede Satyrer, med Benene over Kors i
deres Brunelsstvler. Portiren over Dren hang allerede slatten i
Folderne, og Guldet i Brokaden var blevet mat af Rgen af
Allemands-Tobak. Martssolen var slem: allevegne saa' man var der slidt
paa Mbler og Inventar et Par Kanter hist og her og et Par Kanter her.

Konferensraaden maatte undre sig--saa hurtigt det gik. Men Publikum
sled.

Der blev kun spist ved et enkelt Bord, bag en Halvvg. Nu stak der et
Ansigt frem bag Skillerummet: Det var Martens. Han spiste ene, tagende
godt til sig--Kellneren bragte Vin og lukkede Fade.

Konferensraaden maatte finde det underholdende, for han blev ved at
staa ved Glasdren og se ind, hvor Bygmesteren sad og gjorde sig
til gode alene midt i sin tomme Sal. Frst en Hilsen af Brodersen
udenfor vkkede ham, og han begyndte at maale Gulvet igen.

Herinde havde alting holdt sig bedre; kun paa Sofaerne og Lnestolene
saa' man forvitrede Pletter paa Betrkket dr, hvor Folk havde siddet.
Konferensraaden var saa interesseret, at han begyndte at fle rundt
paa det Brokadestof. Det var en Imitation med Guldtraade, som
flossede. Men i Portirerne havde Stoffet holdt sig--de var foret med
dobbelt Shirting, for Foldernes Skyld.

Konferensraaden blev ved at gaa op og ned, fra Dren til Spejlet, til
han gik et pludseligt Slag over mod Krogen til venstre: et Par Borde
var stillet ovenpaa hinanden og glemt. De fire sorte Ibentrsben stak
op i Vejret. Men under de sorte, guldforsirede Bordben var Pladens
opadvendte Bagside graahvid--det upolerede Fyr.

Konferensraaden blev staaende, perplex, foran de to Borde med de
opadvendte lakerte Ben: Alle Bordene var saadan. Konferensraaden gik
fra det ene til det andet og lftede de knne--shirtingforede--Bordtpper
og slog paa de smukke sorte Plader med Knoen, heftigt og heftigere:

-Dette var _for_ usolidt gjort.

Pludselig havde Martens set ham gennem Glasdrene og var lbet op i
Kontoret. Da Berg og Adolf kom ned, sad Konferensraaden paa den runde
Midtsofa, med Hat og Stok ved Siden af sig: de flte strax, der var
noget ramt i Luften.

-Det gjorde intet, at han havde ventet, aldeles intet, sagde
Konferensraaden.

-Han var blot kommet for at tale om en lille Middag--for de
Bank-Delegerede--man agtede at spise herude....

Martens kom ind, forvirret og lidt blussende; men der vilde ingen ret
Samtale komme i Gang, mens Konferensraaden blev ved kun at tale om
Middagen: I al Tarvelighed--i al Tarvelighed, sagde han, Tiderne er
saavidt ikke til andet, og Adolf var lidt for urolig-underdanig.

Indtil Konferentsraaden rejste sig--han havde nu anslaaet en helt
spgende Tone og talte om Martens's Frokost--:

-Jeg saa' til, sagde han og lo. Og helt i forbigaaende, mens han kom
hen foran de to glemte Borde, sagde han i en leende Tone, idet han
berrte Fyrrepladen med Knappen af sin Stok:

-De _der_, bedste Bygmester, er forhaabenlig ikke mellem de
Ibentrsborde, der reprsenterer 43 Kroner pr. Styk paa vor
Inventarieliste....

De tre havde alle i samme Nu, endnu fr han talte, set den ulykkelige
Bagside--Adolf kunde have knust samtlige de forbandede Ben; Martens
talte frst, forvirret som en Dreng, der er grebet i at snyde i
Lektien:

-Jo--jo, sagde han ... De er betalt med 43, sagde han.

-Ja, Leverandrer benytter sig af Omstndighederne, sagde
Konferensraaden. Og idet han gav sig til at halvl igen, sagde han:
Det er kun et Gode, at saadanne Folk har godt af at vente en Tid paa
deres Penge....

Konferensraaden traadte gennem Glasdren ud paa Gangen. Inde bag de
modsatte Spejlruder saa' de Restavrationssalen: der var blevet fuldt
ved Bordene; Fade, Glas og Klere blinkede allevegne--og Solen stod
ikke paa mere. De graa Stuk-Sjler lftede sig stilfuldt og fornemt,
brende Loftets pompse Ornamentur.

Og med et virkeligt Smil--i en Flelse af Beroligelse--sagde
Konferensraaden:

-Dog et smukt Billede.

Han blev staaende lidt, og i den samme Flelse, paa samme Tid af
Beroligelse og Samhrighed, vekslede de alle Haandtryk her foran Salen
og skiltes.

Om Aftenen sad Adolf og Spenner hver paa sin Side af Pulten, efter at
Dagskassen var gjort op.

-Men noget _maa_ der gres, sagde Adolf Men hvad? ... Satan, han
holder je med hele Driften ... Ja, naar vi kunde spille et Par
Maaneder med fuldt Hus, saa fik vi vel Prioriteten....

-Vi maa ... lade, som vi havde fuldt, sagde Spenner.

-Ja, sagde Adolf utaalmodigt, Fribilletter feder s'gu ikke
Fattiglisten.

-Nej, sagde Spenner: ikke--saa lnge vi _stempler_ dem.

Adolf saa' op: Det vilde komme ud, Spenner, sagde han hurtigt.

Spenner svarede ikke, og Adolf saa' igen ned i Hovedbogen: han stirrede,
uden at tnke paa det, paa Spenners mange Navne-Efterskrivninger paa
Klatpapiret.

... Et Par Dage efter lod Adolf Billetkasserer Jespersen kalde op paa
Kontoret.

Han sad genrt og kradsede med Pennen paa sit Klatpapir, mens han
talte med Kassereren. Det var ikke ndvendigt, sagde han, at stemple
alle Fribilletterne--forelbig.

-Vi maa s'gu ha'e gte Hus, Jespersen, sluttede Adolf og lo.

Berg mdte Billetkassereren i Dren: Hvad gaar her for sig? sagde han.

-Vi har haft en hemmelig Konference, vi to, spgte Adolf. Farvel,
Jespersen.

Berg var gaaet hen til Pulten:

-Saa, sagde han; han havde st ned paa Adolfs Klatpapir: Nu maler han
saagu ogsaa Autografer.

Hele Klatpapiret var kradset fuldt med gamle Adolfs sre sitrende
Navnetrk....

Fra den Dag blev det store Gros af Fribilletter ikke lnger stemplet
med det lejdegivende Fri. Victoriateatret betalte i Stilhed
Fattigskat af sine Fribilletter.




II

Familien Gravesen skulde have Bal. Der var Oprr i Familien.

Hr. Gravesen var blevet overrumplet efter Studenterforeningsballet,
hvor han havde holdt fem og trediveaarigt Jubilum som Vicedigter, og
ved Souperen var blevet baaret i Guldstol Salen rundt, mens Damerne
applauderede og viftede. Efter Bordet havde han danset Tyrolervals med
Fru Gravesen, der saa' ud som en tyndslidt Degnekone ved en landlig
Barsel.

-Tak, sagde Frken Frederikke Gravesen--der var tre Frkener Gravesen
tilstede; i blaa Atlaskesliv og hvide Tarlatansnederdele--: nu blir
det mig dog for hedt med de gamle. Frken Frederikke trak sin
teologiske Student ud paa Trappen til Afkling....

Da Familien kom hjem, vilde Hr. Gravesen endnu have Toddy. De tre
hjemmeblevne Frkener kom tilsyne i Natnet og Sengetpper for at hre
Beretning og faa et Glas med. Hr. Gravesen var saa bevget, at han
kaldte sin Kone for Lise-Mo'r, og Fru Gravesen havde Taarer i
jnene. Hun sad og saa' paa sine seks:

Ved saadanne hjtidelige Lejligheder klede Fru Gravesen jo dog for
det stille Haab, om en brav Mand ikke alligevel skulde finde et af
hendes Pigebrn.

Pigebrnene satte den gamle Studenterhuen paa, og Frken Amalie
sad paa Skdet hos Stderen:

Det blev til en lille Dans, fr Hr. Gravesen vidste af det.

De nste Dage skulde Indbydelserne bestemmes; hver af Frknerne havde
_sin_ Liste i Notebger og paa Nodehefter; op og ned ad Trappen gik
det, mens Drene smkkede. Der var aldrig Fred ved Gelnderne.

-Gud, naar Amalie bare faar alle sine med, skingrede det fra anden
Sal.

-Hm, vi skal maaske ha' alle dine Kirkesangere, sekunderede Frken
Frederikke.

-_Du_ maatte vist vre glad til, Frederikke, haanede Frken Amalie fra
Stuen.

Drene smkkede. Fru Gravesen sad i Spisestuen i Stue-Etagen. Hun
vidste allerede hverken ud eller ind:

-Det vrste bli'r Opvartningen, sagde hun.

-Theodora bli'r i Kkkenet, afgjorde Frederikke Sprgsmaalet om
Serveringen. Fru Canth kan vel nok laane os sin Stuepige--som hun
bli'r fodret med Billetter paa Bladet ... Og saa ta'er vi forresten
en Lejetjener, sluttede Frken Frederikke.

-Ja, ja, sukkede Fru Gravesen. Hun tnkte kun paa alle de fremmede
jne paa sine Ting. Der bliver noget ruineret i et Hus i otte og tyve
Aar, og svrt er det at faa fornyet: Ja, ja, sagde hun. Fru Canth vd
vel ogsaa, hvad det vil sige--og hvad der gaar i Lbet i Aarene ...

Hvad Theodora angik, indsaa' Fru Gravesen nok, at hun _var_ ikke
rigtig egnet til Festiviteter.

Familien Gravesen skiftede gennemsnitlig Pige fire Gange om Aaret. Men
det var og blev trods al Skiften den samme Race af smaa pandekrllede
og uvaskede Underjordiske, som de stadig fik i Huset og hvortil
ogsaa Theodora hrte.

Theodora, der altid var i Slber, glemte en Spildevandsspand paa hver
Trappe og havde altid ubeskrivelige Privatejendele til Trring paa
Kkkentrappegelnderet i Gaarden, hvor hun holdt Stvnemder med
vandkmmede Krester, der snedigt fralokkede hende hendes otte Kroners
Ln om Maaneden.

Theodora var den eneste i Huset, der var fuldstndig uberrt af
Ballet, og ubekymret sang videre i sin Klder, saa hun undertiden
overdvede alle Frknerne.

Indbydelserne var sendt ud, og Frken Frederikke skulde indrette
Vrelserne.

-Dagligstuen bliver som den er, sagde hun, mens hun begyndte at
inspicere Huset. Dagligstuen var allerede et modent Vrk af Frknernes
Arrangementstalent: med Sofaen ud paa Gulvet foran en fantastisk
Dekoration af hjemmegjorte Makartbuketter og tre
Skillings-Kineserparasoller--omslynget af to kkke Chenilletrklder,
der en Sommersson havde draperet Frknerne, naar de gik til Bad.
Ivrigt var der mange trebenede Smaaborde i Krogene med Genstande,
indleverede Bladet til Anmeldelse, som Hr. Gravesen havde for Skik
at reservere sig og samle. Paa Vggene strakte sig Vifter af
rammelse Fotografier; og det Hele henlaa i en kldelig Dunkelhed, da
de to Lag Gardiner var trukket for, saa man knap kendte hinanden for
Mrke.

-Dagligstuen bli'r, som den er, sagde Frederikke ret fornjet. Men
vrre var det i Stueetagen, hvor der skulde danses: De grnne Gardiner
er umulige, naar Mblerne bliver flyttede ud sagde Frkenen.

-Ja, sagde Fru Gravesen--de synede begge de grnne Gardiner, der havde
holdt ud fra hendes Bryllup--: de er jo slemme.

-_Umulige_, sagde Frken Frederikke afgrende.

Der maatte kbes Skkelrred og broderes en Kant med Uldgarn, raadede
Vilhelmine,--det saa' udmrket ud til Gardiner. To Symaskiner klaprede
allerede i Huset med Balstadsen. Fru Gravesen gik uafladelig til og
fra Kontoret med Posen:

-Jeg sprger dig, sagde hun mat: tror du, det er for min Fornjelse,
Gravesen? (man saa' det paa Fru Gravesen, at det vel strengt taget
ikke var til hendes Fornjelse).

To Dage fr Ballet begyndte Frederikke at omkalfatre hele Huset. Alle
Stuer--undtagen Balsalen--skulde indrettes i Dagligstuens Billede med
Mblementet ud over Gulvene. Det var ikke saa let, for de Gravesenske
Mbler trngte nok til lidt Sttte af Vggene, man turde heller
sjldent se dem fra alle Sider:

-Jeg tror ikke, her er et helt Stykke i Huset, sagde Frken Frederikke
rasende; Bagfyldingen faldt af en Sofa, hun og Vilhelmine slbte.

-Ja, ja--Brn, sagde Fru Gravesen tyssende, hun saa' hjlpels til.
Frederikke dkkede opfindsomt Smaaskaderne med smaa, let henkastede
Kretonnestumper--Rester, hun havde tilhandlet sig pundevis--og hun var
ret tilfreds med sit Arrangement. Gud du--hvad sr man ved Lys, sagde
hun til Vilhelmine, der assisterede.

-Kandelabrer laaner vi hos Fru Dunker, siden hun skal med for at
trffe sin Scheele, sagde Frken Vilhelmine, som i det hele taget
laante rundt i Gaden, som om hele Kvarteret ikke havde strre
Fornjelse end at udlaane deres Indbo til Gravesens Bal. Om
Formiddagen paa selve Baldagen maatte Theodora hente Urtepotter hos
alle Naboer til en Blomsteropstilling paa Trappen:

-Bevar' os vel for Riskoste, sagde Frken Amalie, der kom hjem fra
Sang ved en Begravelse.

-Saa--mener du? vrissede Vilhelmine.

-Gud fri os for Stank--det var Amalie, der var gaaet videre og havde
aabnet Dren til Balsalen, hvor Frken Frederikke og Frken Sofie
draperede de Skkelrreds; selv Frken Frederikke kunde ikke paastaa,
at de just duftede--: Naa--saa vi skal forgives, skingrede Frken
Amalie og pustede.

Der blev et Spektakel, hvor Frederikke hylede af fuld Hals, og alle
seks kom til og skndtes. Man tog Parti for Frederikke:

-Hm, det var nemt nok for Amalie, sagde Frken Ida....

-Amalie har ikke syet et Sting, hvinede Vilhelmine.

-Hun har ikke rrt en Finger....

-Jeg har bare betalt Kotillonen, sagde Amalie og svajede op ad
trappen. Amalie havde hos Adolf bestilt Kotillonsarrangementet: Til
_Redaktionssekretr_ Gravesen, ved Bladet, havde hun sagt.

-Brn dog, Brn, sagde Fru Gravesen beroligende op fra Kkkentrappen.
Hun havde Kogekone og gik og skammede sig nede i Kkkenet for hvert
nyt Kar, der manglede.

Striden hrte pludselig op, da det ringede. Det var Frken Michelsen,
Damefrisrinde, der skulde tage Frknerne i Arbejde og som blev
installeret i Klderen i en Slags Strygestue, hvor alle Balkjolerne
laa udbredte paa Sengene. Det gik efter Alder og begyndte med Frken
Ida, den yngste.

De frdige Frkener gik hvilelse rundt i Huset i Frisrkaaber,
stivho'dede for ikke at skade Frisurerne.

-Den evige Ringning her er, sagde Frken Amalie, som stadig flygtede
fra Gangen ind i Balsalen.

Det var et Bybud. Theodora havde hentet til Fru Gravesen, som ringede.

-Tak, sagde Fru Gravesen: Vil De gaa herind? hun aabnede Dren til
Vrelset bag Balsalen og lukkede den efter dem igen.

-Det var, sagde hun--det var (og hun tog hastig et Etui op af
Kjolelommen), om De maaske vilde vre saa god ... at bringe denne hen
--et Sted (hun aabnede Etuiet og viste en mat Guldbroche med en hvid
Perle) ... Men, sagde hun, et _sikkert_ Sted ...

-Strax, hviskede Bybudet forstaaelsesfuld: i Lbet af et lille
Kvarter, Frue.

-Hvormeget? sagde han og blinkede diskret, idet han stak Etuiet til
sig.

-Ja ... jeg vd ikke, sagde Fru Gravesen helt ulykkelig.

-Ta'r saa meget, vi kan faa.... Er besrget Frue, _er_ besrget,
opmuntrede Bybudet. Han havde saadan en egen Maade at gre sig halvt
usynlig paa--henad Gangen; og Forstuedren lukkede han sagte med et
nyt Nik.

Det var Fru Gravesens Hdersgave, Brochen med Perlen; hun havde
faaet den til Slvbryllupet af Redaktionspersonalet Men det var det
eneste, hun kunde tnke sig at skaffe Penge paa:

Og der forslog jo ingenting til den Kogekone; det var, som
Tikrone-Sedlerne rentud kunde smelte i hendes Fingre. Ja, ja, det er
ingen Sag, naar man kan ta' til fremmedes Ting, tnkte Fru Gravesen.

-Nu kommer jeg, nu kommer jeg, raabte hun ind i Strygestuen, hvor
Dtrene allerede begyndte at klde sig paa.

-Og der var ogsaa Lejetjeneren at betale endnu, og Drikkepenge til
Stuepige og Frisrinden ... Fru Gravesen regnede, mens hun gik.

-Hvad fik De? sagde hun til Bybudet, da han kom tilbage (hun var faret
sammen, hver Gang det ringede): Tre Tiere, hviskede han fortroligt med
Haanden op for Munden.

Fru Gravesen sukkede lettet, hun var i det mindste glad, at hun ikke
behvede strax imorgen at gaa til Gravesen: Naar det blot er et
sikkert Sted, sagde hun igen og betalte Budet. Hun gik op og gemte
Laaneseddelen i sin hemmeligste Chiffonire-Skuffe under Gravesens
Breve fra Forlovelsestiden, som laa dr i Bunker, omvundne med blaa
Baand.

Klokken halvsyv kom Hr. Gravesen hjem, han havde i tre Dgn holdt sig
udenfor Skudvidde og kun vret hjemme om Ntterne.

-Maa jeg sprge, sagde han til Fru Gravesen, hvor der er et Sted, hvor
man kan tage en Kjole paa?

-Ovenpaa, Gravesen, sagde Fru Gravesen. Ovepaa betd et lidet Hul tt
under Taget, hvor Theodora plejede at opbevare skident Vasketj, men
hvor idag de gteskabelige Senge var opstillet for Natten.

Hr. Gravesen brummede. _Der_, sagde han i en meget fornrmet Tone og
rakte barsk en Pakke til Fruen, idet han gik op ad Trappen. Det var
den humoristiske Vise til Bordet.

-Den gamle! raabte Frken Ida, og to paakldte Frkener Gravesen, der
hrte Faderens Trin paa Trappen, retirerede hastigt tilbage til
Dagligstuen. De nskede helst ikke, at Hr. Gravesen saa dem i den
megen dsle Stads, for der var kommet et Par Gster.

Hr. Gravesen kom atter ned i Kjole, da det ringede. Det var et Bud med
Vin: Ja, ja--det er rigtigt, raabte han fra Trappen: Ja, ja, ja ...
det er seks Flasker bedre Vin (Hr. Gravesen var saa nervs som de
andre) ... Redaktren sagde, han saa' herud en Timestid, sagde han.

-_Du_ skulde vel ha' din Broche paa, sagde han og mnstrede sin Kone.

-Gud, Gravesen, hvem vd, hvor den er gemt ned sagde Fruen, der
forskrkket lb ind til Dtrene og sagde:

-Redaktren, Brn ... Redaktren kommer herud. Fru Gravesen maatte
stte sig ned, ved Tanken, inde i Balsalen.

-Naa--vrippede Frken Amalie--gr han os den _re_? Det var svrt! hun
drejede paa Hlen og forsgte at fljte.

Fru Gravesen var allerede paa Vejen til Klderen igen for at srge
for, at det _store_ Fad med Mayonaise blev sat til en Side.

De vrige Familiemedlemmer blev ved at trippe rundt i de to Vrelser
paa frste Sal med forskellige mrkelige Underlivssymptomer, ikke
ulige Begyndelsen til Ssyge--til det ringede.

Gsterne begyndte at arrivere, og man kom hverken frem eller tilbage i
den smalle Gang, hvor Herrerne skulde tage Tjet af og sprrede for
Damerne, der hang fast med Kjolerne i Vilhelmines Blomsterarrangement,
naar de gik op ad Trappen. Inde i Stuerne var der en jvn
Hjtidelighed til Klirren af Thekopper (Fru Canths Stuepige bd Sukker
og Flde rundt saa stram, som om hvert Knips med Sukkertangen betd en
Krnkelse af hendes Vrdighed) mens Frkenerne Gravesen standsede al
Passage ved stadig alle seks at slaa ned om samme Indtrdende for at
overse ham med en indholdsls Henrykkelse--hjlydt som Skader for at
hve Stemningen.

Herrerne havde allerede maattet rmme Stuerne og rykke ud paa Gangen
for at give Plads for Damerne, der ikke vilde stte sig fr Dansen,
men stod op rundt om Mblerne, lidt generte af de moderne Silkekjoler,
der var syede hjemme med Dessiner erobrede i Butiks-Udstillingerne, og
som ubekvemt stramte og pinte baade hist og her som alt hjemmegjort.
Og der blev stadig ved at komme fler Gster, mens Dtrene trak i Fru
Gravesen for at prsentere:

-Ja, her er saa snvert, sagde hun undskyldende, saa meget snvert.

Hun tnkte stadig paa Maden, regnende med Fadene, angst for at der
ikke skulde vre nok, og to Gange kaldte hun Amalie ud paa Gangen:

-Men, hvor mange er der nu? sagde hun ngstelig. Er de ikke snart
kommen alle?

-Du vd jo, der kommer atten Par, Mo'er....

-Ja, ja--atten Par--og saa dem, din Fa'er har bedt, sagde Fru
Gravesen resigneret og nikkede halvforstyrret til Herrerne, som
garnerede Vilhelmines Blomsterpotter, mens hun gentog sit:

-Ja--her er saa snvert, mine Herrer, sagde hun.

-Hed bli'r den, tilstod en af Herrerne halvhjt; Kavalererne, der mest
var yngre Fordansere fra Foreningen, pustede allerede i den strke
Varme, der var gennemtrukket af en let Duft af Benzin fra de mange
Handsker.

Nede i Stueetagen gik Hr. Gravesen og drejede uroligt foran
Balsalsdren ventende paa Pianisten.

       *       *       *       *       *

Da Herluf ringede paa Klokken henimod elleve, blev der lukket op af en
hed Danser. Nedenunder blev der polkeret i begge Stuer; det var
Amalie, der snart havde faaet de Genstande ryddet til Side i
Kabinettet, og de dansede i begge Rum, saa hele sken rystede. Alle
Kakkelovnene flyttede Fdderne helt op paa anden Sal, hvor Herrerne
drak Toddyer, opvartede af Theodora, som dog i sidste jeblik havde
maattet rykke ud af Klderen til Undstning, og som viste sig med
Barmen fuld af mystiske Kniplinger og krllede Baandsljfer, der
syntes at have oplevet adskillige bevgede jeblikke.

De Herrer politiserede.

Hr. Gravesen selv sagde kun en Gang imellem nogle fravrende Ord:
Ganske vist, ganske vist, og nikkede, mens han stadig lyttede efter
Drklokken, om Redaktren ikke kom. Men Kaptajn Petersen, der med
Kjolesnipperne over Armen varmede sin Bagdel foran Kakkelovnen (det
var en Yndlingsbeskftigelse hos Kaptajnen og hensatte ham i den
Illusion, at han varmede sig ved en Vagtild) udviklede hidsigt, at det
var en Levebrdsinstitution--n eneste Levebrdsinstitution hele
Venstre....

Sthr, der hidtil intet havde sagt, men ligget som en brudt Mand i sin
Lnestol, sagde nu:

-Og jeg skal sige Dem, Kaptajn--det er netop _det_, der mangler _os_
... Hjre mangler Mnd, der lever af det.

-Hvad siger De, Mand? raabte Kaptajnen. Hvad siger De?

-Jeg siger, Hjre mangler Mnd, der lever af det, sagde Sthr.
Politiken er os en Biting: vi skulde ha' ti-tolv Stykker, der levede
af den....

Kaptajnen fo'r indigneret frem fra Kakkelovnen og lod Kjoleskderne
falde tilbage paa deres Plads, mens Sthr arrigt sagde:

-Ja--fr er Partiet ikke lige. Han tav igen og lod Kaptajnen raabe.

Krans, der havde undersgt Aftennumret, sagde: Ja--hvad er vi
Mennesker? De _har_ skaaret sig nogle nette Levebrd; og Gravesen
gentog sig: Ganske vist, mens han saa' paa sit Uhr under Bordkanten.

Der blev nogle jeblikke stille, og Kaptajnen, der fra Toddyglasset
vendte tilbage til Kakkelovnen, sagde:

-Nej--vor Svaghed er _den_, at vi stoler for meget paa vor retfrdige
Sag.

Berg havde kun kigget ind ad Dren til Herrerne og gik ned ad Trappen
igen, da han mdte Fru Gravesen, der smilte over hele Ansigtet, saa
inderlig lettet ved: at det nu gik:

-De vil nok stte lidt Humr derinde, sagde hun fortroligt og pegede
paa Dren til Daglistuen; selv gik hun videre.

Berg gik ind og saa' seks-syv Medarbejder-Fruer, der sad i en noget
trykkende Luft, tavse og som levende Billeder paa Folks stille
Krnkelse, der har taget deres bedste Tj frem for at sidde i Krogene.

Fru Kaptajn Petersen havde talt om Indtgter og om to Veninder, gifte
i Handelsstanden, som for anden Gang i fire Aar skiftede Mblement og
tog nyt--og hun sluttede med sin forbitrede Stemme:

-Ja--der er Folk, der tjener Penge. Og alle Damerne sad nu tavse, i
Lyset fra Lamperne, med det samme stramme og anstrengte Udtryk i
Ansigterne. Fru Petersen bar med Ostentation bestandig samme
ubeskrivelige skotske Silkekjole med sorte Kniplingsgarninger: Vi,
sagde hun med et Blik paa de andre, saa Berg undertiden tnkte, den
Kone river dem en Gang Silken fra Livet: Vi, som er faldne for
Aldersgrnsen, maa klde os derefter, sagde Fru Petersen.

De andre var ungdommeligt paakldte, halvt som Teaterdamer, i farvede
Silkekjoler, men syede af underlig tyndtraadede, strammede Stoffer,
der uvilkaarligt mindede om Linjebetalingen. Fru Arnesen fra
Landbrugstidende havde Ansigtet fuldt af blaa-hvidt Rispudder, der
lugtede som Kongergelse.

De havde alle tiet, og Fru Petersen gentog: Ja--de tjener deres Penge
let ... Men ingen vd vel endnu, hvordan det ender, sagde hun.

-Min Broder Etatsraaden, siger, _han_ skulde ikke stte sine Penge i
Centralbanken.

Konversationen blussede lidt op, da de begyndte at tale om
Konferentsraad Hein: Han havde jo i Sommer paa Journalisternes Tur
bedt dem alle ind paa sit Landsted i Rungsted:

-Ja, sagde Fru Petersen stramt: vi var ikke med.

De andre talte om Landstedet, Haven og Pragten i Vrelserne: der var
en Stue for hver Tidsalder ... Og Fru Petersen sagde:

-Ja, _han_ begyndte--i Nibe--bag en Disk.

Det var Fru Kaptajn Petersens Specialitet at vide, hvor hver russeret
Mand havde begyndt.

Nu tav alle igen, da Herluf Berg kom ind og hilste og gav et Par
Kulissehistorier tilbedste for at opmuntre Selskabet. Nedenunder blev
der valset, saa Frken Frederikkes Makartbuketter gyngede, og gennem
Dansetrinene og Musiken--Pianisten slog i Klaveret, saa det
hvsede--hrte man den opfarende Herres Skratten:

-Damen--fem Damer, Damen--fem Damer.

Frken Vilhelmine med fire Damer i Hlene kiggede ind ad Dren og fik
Fru Arnesen af Landbruget til den femte Finger:

-Fru Arnesen, Fru Arnesen, raabte hun, og hele Flokken fo'r afsted.

Det var Hr. Andersen, som frte op. Hr. Andersen var en lille
sortsmudset Herre, hvis Specialitet det var som opfrende Kavalr
rundt paa Familieballerne at jage Livet af Folk til tvetydige
Melodier, indtil de faldt som matte Fluer langs Vggene.

Herluf blev ved at fortlle, mens Damerne lo.

-Ja, sagde Fru Petersen, da han havde rejst sig og var gaaet ind i den
anden Stue, de Mennesker lever lystigt....

Herluf fo'r sammen, da han hrte en Stemme bag sig, han troede ikke,
der var nogen i Kabinettet.

-Jo, det er mig, sagde Fru Duncker.

-Er De her? sagde Herluf forbavset.

-Ja, jeg kommer her i Huset, sagde hun, ved hjtidelige Lejligheder.
Herluf satte sig, og hun sagde: Hvor det ogsaa er lnge siden, vi har
set hinanden; og hun begyndte at tale og sprge og le ad en hel Del
Ting, hun slet ikke tnkte paa, med en stakaandet Stemme nsten som en
brystsyg, til hun tav med t. De sad noget tavse ligeoverfor hinanden,
mens Herluf tnkte: Hvor hun dog har tabt sig. Det var, som om jnene
havde brndt sig dybere ind i Hulerne, og hendes Kinder var faldet
sammen, saa Kindbenene stod frem.

Pludselig sagde hun: Mon alle er kommet? og uden at vente paa noget
Svar tilfjede hun:

-De vd vel, at Scheele ikke kommer mere hos os?

Herluf vidste det. Hele Kredsen havde ikke talt om andet den ganske
Vinter end om Rivningerne hos Dunckers: saa kom Scheele der, og saa
kom han der ikke. Saadan er det, naar det bliver for hedt, lille
Herluf, tilfjede Fru Canth.

Berg nikkede kun, og Fru Duncker sagde sagte: Nej--vi har ikke set
hinanden i to Maaneder.

Berg svarede intet og de tav igen. Neden under hrte man Hr. Andersens
kommanderende Rst; han var naaet til sit store Numer, Kde gennem
Huset, og man hrte allerede Parrene som et vildt galopperende
Dragonregiment trampe op ad Trapperne. Damerne hvinte, mens Hr.
Andersen fo'r forrest hen forbi Frstesalsdrene, videre, opad
Trappen, med den hele Rkke.

Toddyherrerne kom ud for at se til--Damerne gispede, og Herrerne
sled--Rkken flj videre:

-Nej--ikke dr, skreg Frken Frederikke; Andersen havde aabnet Dren
til det lille Rum med de gteskabelige Senge, der blev belyst af en
enlig Lbelampe, som stod ved Siden af de seks Flasker bedre Vin,
hvilke Hr. Gravesen havde bragt i Sikkerhed herop.

Dren blev staaende aaben, mens de suste videre ned igen.

De kom just i Gangen paa frste Sal, da det ringede. Hr. Gravesen, der
havde holdt sig i Stueetagen i det sidste Kvarter, lukkede op. Og da
Redaktren kom ind med Redaktr Scheele fra Dagen, saa' han den
hele Kde, Damer og Herrer, med strakte Arme, aandelse, flyve nedad
Trappen; inde i Salen begyndte Valsen:

-Naa, sagde Redaktren, det er det glade Kbenhavn.

Fru Duncker havde hrt Drklokken, som med en utrolig Sans, selv
gennem Larmen:

-Der er de, sagde hun og rejste sig. Men hun satte sig igen, og de
hrte Stemmerne paa Trappen.

-Ja, sagde Herluf blot, han var lidt pint af denne Feber, som hun slet
ikke forsgte at skjule.

-Ja, sagde han igen og rejste sig: det er Redaktrernes Stemmer.

Han var kommet frem midt i Stuen, da Scheele stod i Dren; og fr han
naaede ud, hrte han Fru Duncker, der havde rejst sig, da hun saa'
Scheele, sige med en ubeskrivelig Stemme, ubeskrivelig ydmyg og mild,
saa Herluf vilde have givet meget til, han havde turdet vende sig og
se hendes Ansigt:

-Er De virkelig _der_, sagde hun. Det er lnge siden.

Anden Dans var forbi, og der blev klappet tilbords. Man skulde spise
ved smaa Borde, som var stillet op i alle Stuer mellem de skraa
Mbler, lige for Drene, saa ingen kunde komme ind eller frem, mens
alle raabte og lo: der var ingen Stole--og der var ingen Tallerkener.

Tre, fire Herrer tog en Stabel Tallerkener af Armen paa Lejetjeneren
og lb med Brd og Servietter og Gafler, de ranede allevegne, ud paa
Gangen for at slaa sig ned paa Trappen med deres Damer.

Og i et Nu var hele Gangen fuld af en leende Karavane, der brd op med
Glas og Tallerkener og Fade og slog sig ned paa Trappen, fra verst
til nederst. Herrerne sprang, og Damerne fik Slbene flnget, til man
kom til Ro.

-Brd, Brd her, raabte Andersen helt oppe, svingende med sin Serviet,
som paa en Restauration.

-Brd _her_, ld det nedefra. Og Fadene blev lftet frem over
Hovederne i oprakte Arme, mens de lo og klinkede og spiste med
Tallerkenerne i Skdet. Hjst af alle kvidrede Frknerne Gravesen,
ellevilde af Sukces'en og Dansen: Ida var saa kaad, at hun kildede
Andersen i Nakken med Spidsen af sin Sko:

-Andersen, Andersen, raabte hun (han sad paa Trinet under hende) Vin,
Vin....

Ragoutfadene blev plyndrede, som havde Herrerne aldrig set Mad.

-Pys, om de aad lidt mere, sagde Theodora, der bragte et nyt tmt Fad
ned i Kkkenet til Fru Gravesen. Fru Gravsen var helt forstyrret: hun
fyldte de sidste Snitter paa et Fad med fem Andegumpe.

-Men der _er_ ikke mer, sagde hun fortvivlet. Det var Amalie, der
raabte paa endnu mere Ragout i Kkkendren.

-Hva'? ... Ikke mere? sagde hun og lod jnene rask gaa hen over de
rensede Fade:

-Saa maa vi synge Sangen, sagde hun resolut, og lb op for at finde
Sangbunken.

-Vin reddet, raabte Andersen, der havde beholdt de seks Flasker Vin
oppe ved Sengen i Kikkerten og paa en Rekognoscering endnu havde
fundet de to; Hr. Gravesen vilde frst forsge med fire flasker. Vin
reddet, raabte Andersen og arbejdede sig frem oppe fra, mens han holdt
to Flasker op over Frken Idas Ansigt.

-Gud, sagde hun, Redaktr-Vinen. Gem den--gem den, sagde hun og skd
Skuldrene op. Den ene Flaske blev gemt ind til Vggen bag et
Kjoleslb.

Mens Redaktrvinen blev trukket op, kastede Amalie fra Afsatsen Sangen
ud over Hovederne; og der blev et stort Hurlumhej, mens alle rejste
sig og greb efter de flagrende Blade og raabte:

-Melodien? Melodien?

-Vi kys-ses, blev der svaret: Her kysses vi, som har Jour--her kysses
vi--og gr Kur.

-Vi kysses, ld det Trappen op, vi kysses--her kysses vi....

Amalie lb gennem Balsalen, hvor de Gamle spiste, ind i den anden
Stue for at spille Melodien igennem paa Klaveret.

Scheele og Fru Dunker sad ved Vggen derinde--Fru Dunker sad lnet
frem mod hans Ansigt, med de foldede Hnder paa hans Kn--og Scheele
rejste sig:

-Undskyld, sagde Froken Amalie med sit mest medvidende Smil og satte
sig til Klaveret. Ude paa Gangen nynnede de paa Prve, mens hun
spillede.

De Gamle rejste sig fra Bordet og traadte hen til Dren, mens de
Unge sang. Paa Afsatsen stod Amalie og to anden Tenorer fra
Kirkekoret--langstrakte og tynde Gestalter med vel fremarbejdede
Adamsbler--og dirigerede.

Opad hele Trappen, frem bag Gelnderet, saa' man Hoved ved Hoved,
Damernes brogede Liv og Herrernes hvide Bryst--ved Enden af Versene lo
de og applauderede.

Andersen svingede Glasset med den gode ranede Vin:

-Dacapo--dacapo, raabte han.

-Et gte Stykke Kbenhavn, Frue, sagde Redaktren, som stod forrest i
Dren, komplimenterende til Fru Gravesen.

Da Sangen var forbi, og der var raabt leve for Forfatteren og Hr.
Gravesen havde takket, gik de Gamle ind, og Kaptajn Petersen lukkede
Dren til Gangen:

-Han vilde, sagde han, gribe Lejligheden til at sige et Par Ord--et
jeblik ... med Udelukkelse af de glade Unge--et Par Ord, som han
_trngte_ til at faa sagt--Kaptajnen udtalte Ordet trngte saa
inderligt som havde det vret selve gamle Dannebrog, og tav saa
lidt, fr han gik videre og sagde:

-Det kunde ikke her vre upassende at tmme et Glas ... at tmme et
Glas, med et Par alvorlig flte Ord--for den danske Presse.

-Jeg har endnu kun kort Tid, sagde Kaptajnen, arbejdet blandt Dem,
mine Herrer, men jeg regner det for en re, en gammel Soldat til
re--at tjene, mine Herrer, i Deres ... i dette Blnkerkorps for det
aandelige Arbejde i Fdrelandet.

-Ja--sagde han og hans Stemme blev endnu bredere under Fylden af hans
Overbevisning--Pressen har sandelig gjort _sit_ Arbejde i disse sidste
Aar. Den har vret som en Herold--eller--nej, mine Damer og Herrer ...
De vil forstaa mit Billede--som en Tyrtus har Pressen vret for vort
Samfund--mens det gik fremad og fremad, mod nye Maal, ad nye
Baner--disse sidste Aar ... De har, mine Herrer, sat alle Deres bedste
Krfter ind paa dette Frerskab mod et stort Maal. Og Deres Del i
Arbejdet, det Arbejde, der er fuldbragt og endnu fuldbringes i denne
By og i dette Land, er _saa_ stor, at--ja, man tr sige det--det hele
danske Folk br vide Dem Taknemlighed for Deres Vrk.

Selskabet sad tavst, med Ansigterne mod Taleren, der holdt inde et
jeblik (Krans, der var placeret lidt afsides, frte langsomt hjre
Tommelfinger op til Nsebenet. som om han tog en lille Snus) fr han
vedblev i en noget anden Tone:

-Der siges undertiden, sagde han, som et Bevis paa Hderligheden hos
vor Presse, at den er ubestikkelig. Men det er en mager Ros,
denne--og--jeg kan sige det--den er _ufortjent_ ringe. Der er et andet
og strre Bevis paa vor Presses moralske Modstandsevne, mine Damer og
Herrer, paa dens sdelige Ldighed: det er dens Holdning i
_Konkurrencens daglige Fgtning_--dr staar den sande, den svre Prve
for en Presses Moral.

De Herrer raabte Bravo, og med stigende Rst sagde Kaptejnen:

-Og her har vor Presse, mine Venner, Samvittigheden ren. _Derfor_
fortjener den sin umistelige Del af ren for Udviklingen i vort Land.

-Et Leve--ja, mine Damer og Herrer, et taknemmeligt Leve for vor
danske Presse.

Kaptajnen havde forladt sin Plads og aabnede Dren til Gangen. Vendt
ud mod Trappen, udbragte han--med et Par Ord--Levet endnu en Gang,
og alle rejste sig, raabte Hurra og viftede.

Fru Petersen, der sad til venstre for Redaktren, var ved sin Mands
Tale blevet afbrudt i nogle Bemrkninger om Krigsbestyrelsen, men tog
nu Emnet op igen:

-Kre Frue, sagde Redaktren, det vil vre Kaptajnens strste Lykke,
at han har forladt den aktive Tjeneste....

Fru Petersen saa' paa ham.

-Kaptajnen er en Mand med Begejstring, sagde han, og nu vil han
--Redaktren bjede Spidsen af sit brune Overskg om sin Finger--nu
vil han have Tid til at gre den gldende....

Han drak en Smule Vin og smilte--Hr. Gravesen holdt aldrig af dt Smil
og var ganske hed i Hovedet; han havde maattet sknke i i sin
Overordnedes Glas af den ringere Vin, som Redaktren nu lige smagte
paa--:

-Han vil gre Nytte, Frue, sagde Redaktren, stor Nytte. Vr vis paa
det.

... Berg krte hjem med Scheele. De frste ti Minuters Tid talte de om
ligegyldige Ting, til Konversationen dde hen, og de sad tavse, hver i
sit Hjrne.

Saa sagde Scheele pludselig i en Tone, der skulde vre satirisk:

-Hm--Tror De egenlig, at Kvinderne hertillands er saadan rigtig anlagt
paa at elske?

-Ja, sagde Berg og vendte Hovedet imod ham; han hrte igen Fru
Dunckers Stemme, da hun hilste paa Scheele, og flte den samme Lyst,
at han dog havde set hendes Ansigt: det tror jeg, sagde han.

Og lidt efter, idet han strakte sig i Sdet, tilfjede han--og i den
samme halv satiriske Tone som Scheele--:

-Jeg vd meget mindre, hvad jeg skal sige om Mndene, sagde han.

Scheele drejede hastigt Ansigtet og saa' frem mod ham i Mrket:

-Nej--saagu, sagde han saa, og de faldt atter hen i Tavshed, til
Drosken standsede ved Axelhus, hvor Scheele boede, og de stod ud.

... Frknerne Gravesen var forsamlede i Kkkenet; de havde en
Ulvehunger: siddende op paa Kkkenbordene, gik de de tmte Ragoutfade
efter med Brdskorper--det Gravesenske Kkken var ganske udtmt.

Hr. Gravesen kom omsider ned i Kkkendren med et Lys og spurgte: om
vi ikke endelig skulde se at komme i Seng: Ja, ja, Gravesen, sagde Fru
Gravesen, men Brnene var sultne.

-Det er vi vel _alle_, sagde Hr. Gravesen just ikke blidt og gik op ad
Trappen med Lyset Rundtom i alle Stuer stillede den svndrukne
Theodora Senge op til Frkenerne.

Fru Gravesen ventede lnge nedenunder; hun haabede, Gravesen nu var
faldet i Svn. Men han var vaagen og var _meget_ veltalende. Endelig
blev han lidt efter lidt stille, og Fru Gravesen troede allerede, han
var ved at sove ind, da han vendte sig om i Sengen endnu en Gang og
sagde: Du vd vel, at der er taget Forskud, saa du indretter dig
derefter....

Fru Gravesen, der saa' ud som en plukket Fugl, naar hun var i Nattj,
havde ladet ham tale. Hun havde blot n Gang vendt Hovedet om fra
Spejlet, hvor hun flettede Haaret i to halvgraa Fletninger, tynde som
Musehaler:

-Ja, ja. Gravesen, sagde hun, Pigebrnene har jo dog haft en
Fornjelse.

... Frknerne Gravesen sov nedenunder rundtom paa Valpladsen. Theodora
havde set prvende paa sit Sengeleje: der var sat skidne Tallerkener
til Side paa Dynerne i Skyndingen....

Hun foretrak at sove paa Kkkenstolen ved Siden af Komfuret.

       *       *       *       *       *

Livet i Victoriaetablissementet var lngst det ud, og alt var
slukket undtagen i Kontoret, hvor Adolf blev siddende, rkesls,
Kvarter efter Kvarter, bjet over en Bog, uden at bekvemme sig til at
bryde op--med Spenner ligeoverfor sig ved Pulten: svnig skrev
Bogholderen Regninger ud. Regning efter Regning.

Det var blevet Adolfs Vane at hnge her i Kontoret til ud paa Natten
kun med Selskab af den halvsovende Spenner, der tavs kradsede i sine
Bger. Og naar det var blevet for koldt og snart hen paa Morgenen,
maatte Spenner flge ham hjem, gennem hele Byen, lige til hans Dr;
sknt al deres Samtale var et Par Tal, Sprgsmaal og Svar, Summen paa
en Veksel eller paa en Regning--mens de gik.

Adolf strg Snese Vokssvovlstikker af, fr han hjemme kom op ad
Trappen og ind i sin Stue ved Siden af Forldrenes Sovekammer. Fru
Adolf syntes, han gav sig derinde, og hun stod op af sin Seng. Men
hans Dr var drejet i Laas, og hun kunde ikke komme derind.

-Ja, sagde han om Morgenen. Man maa vel have Lov at vre ene, naar man
sover.

Straks efter Morgentheen gik Konstantin, og de to gamle blev alene i
Stuerne, der var blevet saa underlig ubeboede og forladte at se
til--som var Herskabet forrejst, saa stille var der, mens de to
gamle sad modlse, hver i sin Krog.

-Aa ja, aa ja, sukkede gamle Adolf halvsagte mellemstunder.

-Gaar du i Forretningen, Adolf? sagde hun.

-Ja, min Pige, sagde han og gned sig over Panden ... Ja--min Pige,
strax. Og han blev siddende igen, med Hagen ned mod Brystet, og gentog
sit sukkende og tankelse: Aa--ja, aa--ja--til han endelig kom op og
fik Tjet paa.

-Ja--saa gik vi vel, min Pige, sagde han og kyssede hende.

Men det varede en rum Tid, fr han naaede op i forretningen; og tit
kom han slet ikke lnger end paa Vejen, fordi han faldt i Prat den
halve By paa Gaden og gik snakkesalig op og ned, _saa_ med _den_ og
_saa_ med _den_--timevis; det var gamle Anekdoter, han fortalte; fra
det ene kom han i det andet, uden Ende. Man talte om, han begyndte
vist at gaa lidt i Barndom, gamle Adolf.

Efter Middag gik gamle Fru Adolf op til Frken Hansen. Der var ingen
Kunder i Butiken, og de tre Frkener frdedes rkeslse i det
udstafferede Rum. Fru Adolf gik op med Frken Hansen, og de sad begge
to tavse i det mrke Kontor.

-Ja. Frken, sagde den gamle, inde i sin evigt samme Tanke. I Teatret
er der fuldt.

-Ja, sagde Frken Hansen.

De tav igen, fortsttende hver sine Betragtninger til Fru Adolf sagde
sagtere:

-Men--Frken, sagde hun--hvor blev Pengene af?

Frken Hansen fo'r sig med Haanden over jnene i Mrket: Aa--der skal
jo meget til, sagde hun beroligende.

-Ja--ja, der skal meget til, svarede den gamle. Og paa Konstantin
hviler det--paa ham hviler det.

-Ja, naar blot Kapitalen maa slaa til, sagde hun og rejste sig.

Hun gik hjemad, begyndende forfra paa den samme Tankegang. der endte
med samme Sprgsmaa--Dag og Nat. Om Formiddagen, naar hun vidste,
Konstantin ikke var der, gik hun ud paa Victoriaetablissementet under
Paaskud af at sge ham; og hun gik gennem Salene, op ad Trapperne og
langs ad Gangene, som maatte hun kunne finde i Murene selv de
hemmelige Porer, hvor Guldet rislede bort i dette Hus.

En Dag gik hun under et Paaskud ned i Kkkenet, og gennem et Par Dre
saa' hun Fru Martens, der sad i Konservesrummet, uden Overtj, med
Ansigtet vendt ud mod det store Kkken. Det gav et Ryk i gamle Fru
Adolf; de lod, som de ikke saa' hinanden, og hilste ikke; men gamle
Fru Adolf forblev ganske ophidset hele Dagen, og da Konstantin kom
hjem, sagde hun:

-Jeg var ude paa Victoria idag ... Saamn helt nede i Kkkenet ... for
at sprge Kokken om et Raa, sagde hun hastigt.

-Fru Martens saa'jeg derude ... Hun havde slaaet sig til Ro, tror jeg.

-Ja, sagde Konstantin utaalmodigt; det er ogsaa en Fruentimmer-Id:
hun sidder bag Dren til Bagtrappen og inspicerer....

-Det er maaske meget fornuftigt af _hende_, sagde Fru Adolf og smilte.

Om Eftermiddagen fortalte hun Frken Hansen om sit Besg i Kkkenet:

-Fru Martens har nok taget Plads derude, sagde hun--som
Kkkentrappe-Inspicient.

-Hun tnker vel, Affaldet er ogsaa godt paa saadant et stort Sted ...
Der er jo mange Brn hos Martens, sluttede hun.

... Martens selv saa' man ikke meget til i Konsortiet: han kneb mest
ud af Kontoret ned i Konversationssalen, hvor han bredte de farvede
Planer til sit Sommerhotel ud paa Bordene, forklarende for hvem der
vilde hre det: byggende Broer over Strandvejen med Armene i Luften,
farveblndet foran den tnkte Spisesal i mavrisk Stil med blaat og
Guld.

Desuden havde han nok at gre i sine Huse: Lejerne skreg paa
Reparationer og Reparationer--saa lang Ugen var, i t Kor.

Om Sndag Eftermiddagen, naar han sad hjemme i Stuen med
Hdersgaverne, kunde han pludselig blive som rasende, slaa i Bordet og
bryde ud i lange, hidsige Forbandelser af Leverandrerne, af Spenner,
af Adolf--det hele Slng; og han svor og bandte som i Svendedagene og
skldede dem baade for Tyve og Rvere.

Fru Martens gik stille rundt paa Lbetpperne og vendte tilbage til
sit Brnekammer. I sin bestandige Angst, som skulde Taget styrte over
dem, rugede ogsaa hun kun over den samme Tanke: At man bestjal dem. Og
Tanken gled efterhaanden i hendes Hjerne bestandig sammen med hint ene
Billede fra Festaftenen: af det store Kkken og den fremmede Kok med
hans Hjlpere. Det blev en fiks Id hos hende, at det var her, de blev
bestjaalet, af denne fede Kok, som smed det gode Kd ned at forkulle i
Asken.

Og ogsaa hun begyndte at frdes ude i Etablissementet, frst under
Paaskud--eller paa Lur om Aftenen, naar hun kiggede ned fra Fortovet,
gennem Klderristene, i det lyse Kkken, fra Vindu til Vindu--til hun
en Dag, da Fadebursjomfruen blev jaget vk for Tyveri, aabent tog
hendes Plads. Hun installerede sig i Forraadskamret bag et Glasje i
Dren og holdt je med Kkkenet og Trappen.

Hun saa' hele Personalet og Hr. Desgrais selv, der skaltede dobbelt
hjrstet i sit Savoyard-Maal, saa det ld hen gennem hele Rummet: han
vragede hidsigt mellem de mgtige, rde Kdstykker og slog det vrede
Smr op i Kasserollerne med de bare Hnder.

Det var efterhaanden Madam Martens, som om det store Komfur med de
hundrede Kar, hvori de rdho'dede Medhjlpere rrte, og som de
flyttede og vekslede; som om dette store, gloende Uhyre kun lod det
altsammen. Smrret, den dyre Vin, Champignoner, Oliven og
Trfler--Kokken _gd_ de dyre Sager ud med sine travle Hnder, som
fo'r fra det ene i det andet, _saa_ var de i Melet, og _saa_ blev de
skyllet i Vandbkkenet--gaa op i en eneste Rg, en Damp, som stod om
Kokkene, mens alting snrrede sammen til elendige Smaaportioner,
Kellnerne bar bort paa Fade, store som Tallerkener.

... Madam Martens sad bag sit Glas, forarget og raadls.

Personalet begyndte at knurre af Misfornjelse; for _den_ blev jaget
bort og _den_ blev sagt op; de var grebne i Hustyverier: _den_ havde
fyldt en Lomme med skaaret Sukker, og _den_ havde slbt skrt Kd ud
af Huset i en Skindtaske, skjult under sine Skrter.

Oldfruen maatte gaa fra sin Plads, fordi hun havde syet sig to
Uldklokker af Flonel, indkbt til Kaffeposer; Kellnerne maatte skifte,
fordi de stjal af Fadene paa Trappen foran Anrettervrelset.

Men Hr. Desgrais selv blev, som en uundvrlig Sttte for Huset, med
sine fem Procent af alle Indkbene--valtende foran Madam Martens, der
blev bleg og hulkindet af Klderluften i sit Kammer ved Trappen....

... Da Herluf Berg skiltes fra Scheele, gik han ned forbi
Victoria-Etablissementet og saa' Porten stod aaben. Han gik ind i
Gaarden; der var virkelig Lys i Kontoret endnu.

Da han aabnede Dren, fo'r Adolf forskrkket op fra Stolen--han var i
det hele saa nervs, saa han skrmtes ved hver Lyd i denne Tid--:

-Naa--man kommer da ikke ind paa denne Tid, sagde han vredt, uden at
banke paa.

-Jo--Tyve og Rvere, sagde Berg og lo.

Hr. Spenner pakkede sine Sager sammen og sagde: Ja--saa ser jeg vel at
komme hjemad, og de to andre blev ene, siddende ligeoverfor hinanden
ved Pulten; Berg lod Benene dingle ned fra Kontorstolen:

-Naa--hvad sagde de saa om os derude? sagde Adolf.

-Lyknskede os til vort fulde Hus, svarede Berg.

-Hm, smilte Adolf og slog Slanger med Pennen hen over Klatpapiret.

De tav lidt. Der hrtes ikke en Lyd i hele det store Hus. Foran sig
saa' Berg Adolfs blege Ansigt over Pulten:

-Adolf? sagde han pludselig, og det var, som skd han en Sten fra sit
Bryst ved Sprgsmaalet, der havde pint ham i Stilhed saa lnge:

-Hvor bliver vore Penge af? sagde han.

Adolf saa' op: Nogle gaar til Fattigskatten, sagde han.

-Fattigskatte?--hvad vil det sige?

-Har De virkelig _troet_ paa vort fulde Hus? sagde Adolf og slog en
ny Slange hen over Papiret.

-Hvad vil det sige? sagde Berg igen og lagde Hnderne frem over
Pulten: De mener vel ikke, vi har betalt Skat af usolgte Billetter?
sagde han heftigt.

-Jo, svarede Adolf blot.

De tav lidt: Og hvorfor? sagde saa Berg med en Stemme, der rystede
lidt.

-En Gang _maa_ vil vel ha' den anden Prioritet, sagde Adolf
utaalmodigt.

-Vi _maa_ gre Penge, sagde han hidsigt og kastede Pennen.

-De kunde da gerne have sagt mig, at Sagen var saa alvorlig, sagde
Berg.

De tav lidt igen, mens Berg stadig saa' over paa Adolf, som blev ved
at holde Ansigtet ned over Pulten:

-Alvorlig?--alvorlig? sagde han. Men jeg kan ikke i al Evighed blive
ved at tage til, hvad Fa'er ejer ... Naa, sagde han i en anden Tone og
stod op: saa gaar det vel hjemad; det er vist paa Tiden.

De gik ned ad Trappen ved en Haandlygte, som Adolf slukkede igen og
stillede indenfor Dren i Stuen. Nede paa Gaden blev Adolf munter
paany, talte om Sommerfelttoget og om sin Id at danne et
Koncertbureau:

-Skilt ud fra os, sagde han; som kunde tage alting med--uden at genere
_os_--Trawlfiskeri gennem Provinserne.

-Spenner var god til det, sagde han.

Berg svarede ikke. Da de havde gaaet noget--Berg fulgte Adolf uden at
tnke derover--sagde Adolf:

-Tingen er, Terrnet er _dog_ lille.

-Ja, sagde Berg.

Fr de tnkte paa det, var de paa Kongens Nytorv, og Berg vilde
endelig hjem.

-Aa--nu kunde han ogsaa gaa det Stykke, sagde Adolf og tog hans Arm.

De kom forbi en Plakattavle og blev et jeblik staaende:

-Hm, sagde Berg og sukkede uden at vide det--her gik vi ogsaa den Gang
efter Prinsessen af Bagdad.

-Ja, sagde Adolf.

Da de kom ned til Adolfs Hus i Tordenskjoldsgade, standsede de paa det
modsatte Fortov: hele Huset var mrkt. Vinduerne sad saa besynderlig
dybt i Muren, syntes det, nu i Natten.

-Herluf, sagde Adolf pludselig; og midt paa Gaden, mens han saa op mod
Forldrenes Vinduer, slog han Armene knugende om Bergs Hals.

Berg blev ganske angst; og i samme jeblik, mens Adolfs Ansigt laa tt
ind til hans, tnkte han: Hvor han ligner Gerster. Han havde ganske
det samme Udtryk som Gerster--i jnene.

-Hvad er der dog, Adolf? sagde han ngstelig.

-Aa, man er overanstrengt, sagde Adolf og lsnede Armene fra Bergs
Hals for at gaa over mod Gadedren, hvor han begyndte at sge efter
Vokssvovlstikker i alle Lommer.

-Naa, sagde han. Godt er det, at den gamle har samlet en Formue ...
Der kommer vel bedre Tider igen....

De skiltes, og Berg gik endelig hjemad Han blev ved at sige til sig
selv: Ja, ja--ja, ja--den gamle har jo Formue--og fo'r sammen hvert
andet Minut ved Lyden af sine egne Skridt, saa urolig var han.

--Ud paa foraaret blev der dannet et Koncertbureau, som havde Spenner
til Chef og alle Nordens umuligste Provinsbyer til Slagmark. Alle
Aviser bragte daglig Depecher om udsolgt Hus og Begejstring. Navnlig i
Sverig var Concert-Bureau--og Spenner-Veksler hele Sommeren ikke
vanskelige at anbringe.




III

Havde De _anet_ det? sagde Hr. Mlbom--han var knap kommen indenfor
Dren i Canths Entr--: _Anede_ De det?

Han blev staaende foran Sundt med udstrakte Hnder:

-Det er jo, som Ven Bastrup vilde rende bort med Mo'er, sagde han.

Hr. Mlbom stod midt i Gangen med udbredte Arme; Tankeeksperimentet
slog ham som et Brdt gennem Hovedet.

Fru Mlbom tog sine Galosker af i Tavshed.

-Og ingen vidste det, sagde Hr. Mlbom og rystede paa Hovedet, som om
det var det forunderligste ved Sagen og Bortfrelser vanligt
anonceredes paa Gadetavlerne. Jeg forstaar det ikke, sagde han.

-Der laa et Brev til Duncker, sagde Sundt, da han kom hjem, som sagde,
hun var rejst og ... forklarede ham.

Mlboms rme-Elastiker i Forvaring, foran Spejlet.

-Og _han?_ sagde Fru Mlbom. Det var hendes frste Ord; hun havde kun
hilst Goddag med et majesttisk Nik.

-Scheele rejste nok allerede iforgaars, sagde Sundt. Selskabet havde
Tjet af, og Bastrup lukkede Dagligstuedren op for Fru Mlbom og de
andre.

Inde i Stuen var den vrige Kreds allerede samlet, med Tilvkst af Fru
Legationsraadinde Sten. En Slags Aflgger af Kredsen, der var stdt
til den i Aften i Anledning af Begivenheden, og som fik Detailler af
Oberstinde Strm, der sad i Hjrnesofaen med sine store stikkende
Glasjne frittende paa hver, der kom.

-Brn--Brn, slog Fru Canth Allarm strax ved Dren: Brn--hvad siger
Menigheden?

Men den hjlydte Stemning vilde ikke rigtig slaa an, og man blev ved
at hviske i Krogene, mens Mitte og Putte, der var blevet oppe, gik fra
Skd til Skd hos Damerne og blev krtegnede.

-Putte--Putte, kaldte Fru Sten over Gulvet og tog Putte op, der blev
helt klen af al den mhed og laa tt ind til Legationsraadinden, som
klappede Barnets Haar, mens hun blev ved at tale med Fru Strm om
Dunckers to stakkels Drenge:

-Ja, sagde hun og sukkede, de stakkels Smaa--de smaa Stakler.

De sagde alle en beklagende, distrt Stning om Brnene Kredsen
rundt--undtagen Fru Mlbom, der udtrykte hele sin Indignation ved en
stram Taushed--til der blev en ny Pavse, og Fru Canth sagde
(Stemningen blev ved at vre lidt tung):

-Agathe spiller vist et Stykke; og Agathe, der havde arbejdet stille
ved Siden af Fru Mlbom, rejste sig og gik hen til Klaveret, just som
Herluf kom.

Frken Agathe, der var konfirmeret i Efteraaret og havde udviklet sig
til en unrmelig ung Dame af engelsk Tilsnit med yderlig rank Ryg og
opskudte Skuldre, satte sig med et velopdraget Ansigt til at spille en
lettere Sonate, mens alle sagde Goddag til Herluf: Hvad si'er
De?--hvad si'er De? sagde Hr. Mlbom ophidset og holdt ham fast i
Frakkekraven. Herluf kom til Sde hos Fru Strm, der altid modtog ham
med et ejendommeligt Nik som en Slags hemmelig Medvider og gjorde
Plads i Sofaen.

Rundtom i Stuen talte man to og to i Ly af Musiken, mens lille Hr.
Canth gik nervs frem og tilbage, uden at hre og se, frem og tilbage,
og Frken Agathe blev ved at afhaspe sin Sonate, der var nsformig som
et St Fingervelser.

Ved Vinduet, halvt skjult bag Gardinerne, stod Fru Canth og Sundt.
Samtalen ude i Stuen blev hjere og hjere, kun Fru Mlbom sad
uforanderlig tavs under Lampen, flettende Fryndser, assisteret af
Bastrup.

-Tante Strm, Tante Strm, raabte Fru Canth fra Vinduet i en underlig
hj Tone, der ld, som den vilde slaa over, er det ikke ogsaa sandt,
at jeg faldt i Krampegraad, da jeg hrte det?

Fru Strm vendte sig og bevidnede det.

-Ja, sagde Fru Canth, lille Edvard vilde ikke tro det; og hun vendte
sig igen til Vinduet.

-Jo--det var saamn sandt, bevidnede Oberstinden, og hun begyndte at
fortlle meget levende, hvordan hun kom herhen imorges--hun havde jo
hrt det strax ... og Anna sad dr ved Sybordet....

De to ved Vinduet var blevet ganske stille, stod kun tt ved Siden af
hinanden, mens de ude i Stuen lo og talte hjt:

-At De tog Dem det saa nr, sagde Sundt saa langsomt og sagte.

-Ja, sagde hun og vilde se op og kunde ikke--de Stakler, sagde hun.

-_Mon?_ hvidskede Sundt. Og forvirrede, i samme Nu begge overmandede
af den hemmelige Misundelse, der pinte dem, eller af Leden, der brd
frem i dem, eller af en pludselig Skam--nskede de sig i samme Tanke
endelig ganske _nr_ hinanden eller endelig _ls_....

Mens Oberstinden blev ved med Krampegraaden, saa Sundt kunde have
kvalt den gamle Sladdertaske med sine Hnder:

-Anna, Anna,--blev hun ved--skriger jeg, men hun blir bare ved at
hulke og hulke, til vi maatte bade hende og lukke alting op paa
hende....

-Spil dog mr--spil dog mer, Agathe, raabte nu Fru Canth og traadte
frem paa Gulvet. Jeg maa se til Bordet, sagde hun og gik.

Agathe havde gjort sin Pligt og vendte tilbage til sin Plads.
Konversationen var nu blevet meget hjrstet, og hver berettede sine
Enkeltheder.

-Men hvordan tog Manden det? raabte Fru Sten fra sin Puf. Oberst--De
var der jo?

Oberstindcn tog Ordet fra Obersten: Duncker havde selv lukket op for
Obersten i Entren og sagt, da de kom ind i Stuen: at _dette_ var ham
krere....

-_Krere_. Alle var forargede. Fru Sten maatte hre det endnu en Gang
af Obersten selv, ganske nje--han maatte komme hen til hendes Puf.

-Men hvordan _saa' han ud?_ sagde hun. Obersten kunde ikke nrmere
tydeliggjre, hvordan Hr. Duncker havde set ud: Saadan--som altid,
sagde han.

Man var paa Veje til at oprres igen. Fru Sten skreg indigneret paa
sin Plads. Hr. Mlbom, der under strre Sindsbevgelser var
uimodtagelig for fremmede Ider, sagde kun igen til Herluf:

-Forstaar De det? forstaar De det? Fem Aar er han kommet i Huset--fem
Aar, tidlig og sildig ... Jeg forstaar det ikke, sagde han og gik til
den nste.

Lille Hr. Canth, der bestandig vandrede frem og tilbage, og som var
saa nervs, at han havde Trkninger i Ansigtet og rystede paa
Hnderne, han strakte frem mod Berg, sagde hastigt og halvhvidskende:

-Jo--_de_ to forstaar man--ikke sandt? _dette_ forstaar man, sagde den
lille Mand og trykkede Bergs Haand, saa det nsten gjorde ondt i hans
fingre.

Fru Canth kom tilbage, meget optagen af Mitte og Putte, der havde bedt
om at maatte blive oppe til Bordet, hvis da Fa'er gav Lov, hvad
Lille Assessor saa vist aldrig havde tnkt paa at ngte; og lidt efter
blev der lukket op til Spisestuen, hvor Brnene fik Plads ved det
store Bord. Alle Damerne vilde skre for til dem, og Poderne talte
hjrstet med, mens alle lo ad hver af Puttes Bemrkninger.

Fru Sten havde blandet Salaten i den store Kumme og sende paa de
Canthske to, der spiste med Servietterne halvt op til rene, sagde hun
igen:

-Ja--de stakkels smaa hos Dunkers.

Alle talte om Brnene, og Stemningen var let sentimental, mens de to
Canther pludrede med, og man tog til sig af Retterne med god Appetit,
i Kredsen af de vante Ansigter.

-Men man sidder dog rart, sagde Mlbom og saa' sig rundt med lftet
Glas: Rigtig rart.

-Vidne, Sundt--Vidne, lange Arthur....

Det var, som Hr. Mlbom havde brudt Isen. Der lagde sig lidt efter
lidt en egen hjemlig fornjet og hyggelig Stemning over Bordet, som
ved et Familiebord, hvor alle de nrmeste er kommet vel sammen.

Obersten talte om Tiderne, der maaske ikke var saa glimrende, som det
saa' ud til, og de andre hrte til. Ogsaa Hr. Mlbom frte Ordet; og
man rejste sig fra Bordet under en stille, tilfreds Munterhed, hvor
man trykkede hinanden i begge Hnder, med lange velmnte Velbekomme
og saa gladmtte ud.

-Pyh--her er varmt, sagde Fru Canth, og slog Dren til det knne
Sovekammer op; hun havde lukket den fr Bordet, da hun badede sit
Ansigt med _Eau de Cologne_.

Man gik ind i Dagligstuen, og, mtte, siddende to og to rundt om i
Krogene, blev de Herrer og Damer filosofiske, lettende deres Hjrter
ved mere dybsindige Sentenser og dmmende Begivenheden objektivt,
under Udvikling af megen Levevisdom.

Der laa et eget Prg af Velvre over Stuen, hvor Herrerne og Damerne
passiarede rundt om, mens Agathe, den unge Pige, stille syede ved
Lampen; og Hr. Mlbom en Gang imellem maatte flge sit Hjertes Trang
og gaa over Gulvet for at Mo'er, der vendte Kinden til, med et
stramt Udtryk; Fru Mlbom saa' bestandig potenseret krnket ud, naar
hun fordjede.

Lille Fru Canth, som selv havde brygget Toddyerne til Herrerne,
sad nu ligeoverfor Berg paa Chaiselongen, med Puderne efter
Bagdad-Modellerne i Ryggen. Samtalen imellem dem var gaaet istaa, og
hver sad i sine Tanker, mens Stemmerne lod halvhvidskende i Stuen:

-Nej--lille Herluf--sagde hun og satte pludselig Fdderne energisk i
Gulvet for at rejse sig: man kan jo more sig uden at synde, sagde
hun og gik fra ham.

Man brd op lidt tidligere end sdvanlig; Berg og Sundt fulgtes ad og
talte naturligvis igen om Dunckers:

-Det havde selvflgelig vret _meget_ hedt lnge, sagde Sundt.

-Sandsynligt, sagde Berg.

-Og med _det_ kom saa naturlig alle Kvalerne ... Scenerne,
Fjortendags-Bruddene--sagde Sundt i en ejendommelig misfornjet
Tone--hun havde stadig Samvittighedsnag, Skrupler--overfor Mand og
Brn--og ... den Historie, sluttede Sundt.

De gik lidt i Tavshed. Saa sagde Sundt, lige under en Lygte i en
langsom Tone:

-Nej--Gud ske Lov, Berg, man kan gaa i sin Grav som en hderlig Mand
og vide, man er aldrig traadt nogens Ret for nr....

-Ja, ja, sagde han og gik videre: det er det bedste....

De gik lidt igen i Tavshed, fr de skiltes ovre ved Jernbanen: Ser De,
sagde Sundt, som dog stadig ikke havde faaet talt rigtig ud: Man kan
jo ogsaa ... uden--ha'e det rart.

-I vort Klima, sagde Berg.

Sundt saa' paa ham og lo lidt usikkert, idet han gik.

... Familien Mlbom travede over Halmtorvet ned mod den gamle By. Fru
Mlbom var pludselig blevet veltalende; hendes Krnkelse gik ud over
Legationsraadinde Sten og en blottet Split paa hendes Ryg. Det var Fru
Mlboms Specialitet at maale hver Kvarttomme af kvindelig Ngenhed hos
Nsten. Og hun vidste, sagde hun, i det hele taget ikke, hvordan det
kunde vre, at saadanne Personer evigt sneg sig ind i deres
Kreds....

Bastrup vidste det heller ikke. De gik hjemad.

--Frken Agathe Strm sad op i sin Seng og aflagde Stuepigen

Beretning. Efter at Frken Agathe var blevet voksen, var det blevet
Stuepigen, hun betroede sine fortroligere Iagttagelser. Nu fortalte
hun om Sundt og Konen bag Gardinerne.

-Hm--om de tror, man ikke har jne, sagde hun og fortalte videre, mens
de fniste sammen, hun og Pigen. Det blev ud paa Natten, fr Frken
Agathe sov i sin jomfruelige Seng med Omhnget med de lyserde
Rosenknopper.

       *       *       *       *       *

-Naa--Hjertet op i Livet.

Adolf sagde i Centralbankens Port Farvel til Berg, der havde fulgt
ham--Alverden maatte flge Adolf nu, naar han blot skulde gaa ti
Skridt ned ad en Gade.

Berg holdt Tommelfingeren i Vejret for at nske Lykke, og de sagde
endnu et Par Brandere, som de ligesom glemte at le ad, da Adolf brd
af med t:

Naa--saa venter De i Forretningen, sagde han og lb op ad Trappen:
Konferensraad Hein havde nsket en privat Samtale med Hr. Adolf.

Han kom forbi Glasdrene ind til den store Hal, hvor Expedienter og
Kunder bevgede sig lydlst ved Disken, mens Assistenterne arbejdede
Pult ved Pult, og han gik ind i en Slags Forhal, en hj flisebelagt og
kold Sal, hvor Bankpersonalet hngte sit Tj, og som desuden agerede
Ventesal for dem, der privat skulde tale med Chefen.

Adolf gav sit Kort til et af Budene, som bragte det ind ad den store
Egetrsdr til Privatkontoret, der lukkede sig sagte paa bldt Filt,
og derpaa vendte tilbage til Budestuen, bag hvis Glasdr de lande
uniformerede Banktjenere, der drev langs Vggene med dinglende Ben,
debatterede deres med de halve l staaende under Bnken.

Adolf satte sig for at vente. Der var adskillige, som skulde ind fr
ham, Haandvrksmestre og Provinskbmnd, der sgte Laan paa tvivlsomme
Sikkerheder, og som derfor maatte gaa lige til Chefen. De sad, den ene
uden at se den anden, med Hovedet i Hnderne, evig skiftende Stilling
som svnlse, der kaster sig. Adolf blev mer og mer nervs af at se
paa disse levende Avtomater, der rejste sig og gik op og ned og atter
satte sig; alle gik de rundt med samme Udtryk af Aandsfravrelse, som
om den ene smittede den anden. Og saa denne Dr, der gik op og i
hvert femte, tiende Minut, lydlst, paa sit Filt ... selv troede Adolf
stadig han passede paa _sit_ Ansigt, saa det forblev ligegyldigt og
roligt.

Han gav sig i Snak med en svrlemmet Provinsgrosserer, der halvsov i
en Krog, trt af det meget Lberi i Byen. Buddene talte saa hjt
inde i deres Rum, saa man hrte Stemmerne ud i Stilheden: Nu var der
kun to fr ham. Han blev ved at snakke uden selv at vide, hvad han
sagde: Bankembedsmndenes Overfrakker hang med deres fine Silkefoer
langs Knagerne, og Adolf begyndte paa n Gang at vrdstte dette knne
Stof i Tankerne og tnkte:

Hvor mange af _dem_ har mon Underskud i Kasserne?

Nu kom hans Formand ud. Adolf aabnede Dren, og Konferentsraaden
hvede Ansigtet fra Papirerne og saa hen paa ham: Strax, sagde han og
gav sig til at arbejde igen, mens han lod Adolf staa midt paa Gulvet.

Adolf fik paa n Gang som hundrede Sanser og saa Vrelset,
Vgkortene, det store Kronometer, Konferentsraadens Profil med det
samme Blik, mens han tnkte:

-Hm--hm--mr Venten, og han drejede sig mod et Vgkort med Ryggen mod
Konferentsraaden.

Konferentsraaden skrev en Tid, mens Adolf, der holdt Hnderne
nonchalent paa Ryggen, flte sin egen Puls til Lyden af det dikkende
Kronometer.

-Ja--saa er jeg til Deres Disposition, sagde Konferentsraaden og saa'
hastigt hen paa ham, fr han atter dukkede sig over sine Papirer.

-Eller--jeg til Deres, Hr. Konferentsraad, sagde Adolf med et let Buk
og satte sig.

-Ja--det er ganske vist mig, sagde Konferentsraaden langsomt, der har
nsket at tale med Dem. Vi maa--han sgte noget om Ordene--en Gang
tale ud med hinanden; han tav lidt.

-De spnder Deres Kredit meget strkt, Hr. Adolf, sagde han saa og
saa' paa ham: Deres og Deres Fa'ers.

-Ja--sagde Adolf smilende, uden at tage Blikket bort (og tnkte:
Hm--hvad jeg ventede), det staar vel til at antage, at en
Forretningsmand som min Fa'er vd, hvad han gr.

Konferentsraaden legede med sin store Lineal og svarede ikke.

Og Adolf sagde i en Tone, der blev endnu en Kende brsigere ved Synet
af denne Lineal, der gik irriterende frem og tilbage som en
Perpendikel: Det er vel kun naturligt, Hr. Konferensraad, naar en
Fader stter sin Formue i sin Sns Forretning.

-Sin _Kredit_, rettede Konferentsraaden og legede igen lidt med
Linealen, fr han lagde til:

-Ja, ja--Deres Fader er jo et godt Navn. Direktr Hein lagde et lille
Eftertryk paa det sidste Ord og saa' hen paa Adolf, der, som smittet
af Lineallegen, var begyndte at dreje sin hje Hat som en Mlle mellem
sine Ben. Konferentsraaden betragtede interesseret denne Mlle, fr
han lagde Linealen ned og sagde:

-Jeg har imidlertid som _Ven_ villet gre Dem, _Dem_ personlig, sagde
han og vendte Ansigtet helt bort mod Vinduet--der dog sikkert er bedst
inde i Forretningerne--i hele Forretnings_gangen_ (udtrykte han
prcisere sin Tanke og saa' ned paa Mllen, der blev ved at dreje)
opmrksom paa, at Bankdirektrerne er blevet enige om at vise megen
Forsigtighed overfor Deres Foretagender.

-Ja--jeg vil endogsaa sige Dem, sagde han bestemt, en ganske srlig
Forsigtighed, Hr. Adolf.

Adolf holdt Hatten mod sit Kn: Ja, sagde han ironisk, men Ordene kom
lidt hastigt efter hinanden; Bankerne maa jo vide, hvad de gr.

-De _tror_ det, sagde Konferentsraaden skarpere. Der blev en lille
Pavse: Det er i Virkeligheden en _meget_ betydelig Vekselmasse, der er
i Omlb paa Deres og Deres Fa'ers Navn, sagde Hr. Hein roligere.

Adolf syntes, at Timetallene paa Kronometret gik rundt som et Hjul,
men han smilte og sagde:

-Ja, det vil jo altsammen vre ndret, naar frst Prioriteten er
ordnet, Hr. Konferentsraad.

Det syntes at more Konferentsraaden, for han begyndte at l lystigt og
lo en rum Tid: Ja, sagde han--den Dag vil jeg gratulere Dem. _Os_
staar nu Victoria-Etablissementet i halvanden tinglste Million.

-Vi _er_ tilfreds, sagde han. Konferentsraaden var vedblivende meget
munter, mens han rejste sig, og ogsaa Adolf stod op:

-Men Centralbanken har holdt os lnge hen, Hr. Konferentsraad, sagde
han og tilfjede: Paa en Tid, hvor man kunde have sluttet andre
Engagementer.

Konferentsraaden havde vist slet ikke hrt det, for han vedblev kun at
smile en lille Stund og sagde saa, bestandig muntert og uden
tilsyneladende Sammenhng med noget af det foregaaende:

-De er en forfngelig Mand, Hr. Adolf--en meget forfngelig Mand, det
har jeg altid sagt.

Han gik et Par Skridt frem fra Skrivebordet: Naa--sagde han--saa vil
De jo betragte denne Samtale ... der bli'r mellem os--som det, den
er--som: et Venskabsbevis ... Farvel, han bukkede kort.

-Farvel.

Der var ikke mer. Haanden gav Konferentsraaden ikke. Adolf naaede
Dren og fik den ogsaa lukket: rank gik han, som balancerede han paa
et Brdt. Han saa' alt, Buddene og Kunderne og Assistenterne og
Trappen, med en urimelig Tydelighed og vidste slet ikke, hvad han
saa'.

Han gik over Gaden, hvor Spenner ventede i Kafens Vindu: Hvad? har du
nu Tandpine igen? raabte han (de var Dus nu) og greb ham i Armen.
Adolfs Ansigt var fortrukket og hvidt som Kalk, og der stod Kellnere
rundtomkring.

-Ja, sagde han blot og satte sig.

Der blev bragt Direktren Kognak at holde ved Tnderne.

... Den provinsielle Grosserer maatte slaa Konferentsraaden
opmuntrende paa Skuldren, fr han vendte sig fra Vinduet, hvor han
havde st Adolf skraa over Pladsen som var han en Svngnger, der
listede frem langs et Tag.--I Forretningen ventede Herluf.

Han havde frst siddet oppe i Kontoret, hvor Papirerne fld stvede
paa Pultene, Adolf kom her jo nsten aldrig mer. Saa var han vandret
rundt nede i Lokalet: Butiken saa' ud som plyndret efter det sidste
Salg--et Kronesalg, Adolfs nyeste Id, en Konkurrence med
Halvtreds-re-Boderne, hvor man strg de allersidste Kroner ind for
Sson-Resterne. Der hang kun rundt over Montrerne under Loftet nogle
medtagne udstoppede Duer, der flj ligesom skrmte med deres udspndte
Vinger.

Berg drev rundt fra Vg til Vg og spgte med Frknerne og slog paa de
tomme Cartoner, der var stillet op paa Montrerne i Figurer. Han hrte
efter en Kunde og holdt det ikke mere ud i Butiken, saa de begge gik
op igen, i det forladte Kontor, Frken Hansen og han; og de ventede,
staaende eller gaaende rundt:

-At det kan vare saa lnge, sagde hun.

-Ja, sagde han. Og de tog atter Uhret frem--heroppe var Vg-uhret
gaaet istaa--: Halv fem, sagde Herluf.

-Og han gik Klokken tre?

-Ja, sagde han.

De gik atter ned, begge to--de maatte vre sammen--og de talte, mens
de spejdede ud af Vinduerne, til de vendte tilbage igen til Kontoret:

-Maaske er han gaaet hjem, sagde Herluf og troede det ikke selv.

Telefonen ringede: Det var en Depeche fra Spenner-Bureauets Tourn,
der var ankommet til Victoria; Bernhard-Schmidt-Tournen i Ribe:
Udsolgt Hus og utallige Fremkaldelser.

-Og en Kasse paa sytten Kroner, sagde Berg og lod utaalmodig
Hreapparatet falde haardt ned i sin Gaffel.

De sad atter tavse: Hvor han dog bliver af, sagde Frken Hansen igen.

Hun begyndte tankels at gaa rundt og stve af paa Pulten og inde i
det lille Rum, hvor gamle Adolfs Kontrolmrker hang glemte og gulnede
paa deres Pinde.

Herluf fulgte hende derind, hun tog Pindene op: Ja, sagde hun, naar
den Gamle blot ikke faar dem at s.

-Den Gamle--hvad? sagde Berg.

-Vekslerne, sagde hun, og hele hendes Ansigt blev hvidt: de to derude
skriver jo Navnet.

-Men--for Guds Skyld, sagde hun og holdt Haanden hastigt og angst op
for Munden. Herluf var blevet lige saa bleg som hun og greb hen mod
hende. Det varede lidt, for han spurgte--og der var slet ingen Lyd i
hans Stemme--:

-Hvorlnge har det vret saadan?

-Lnge, sagde hun.

De traadte ud af Rummet, og Frken Hansen gik ned i Butiken. Lidt
efter rev Herluf Dren op dernedtil:

-Jeg gaar ham imde, raabte han. Han kunde ikke blive, ikke lnger
holde det ud; og han gik ud ad Bagdren. Han saa' slet ikke den Dame,
han strejfede i Gangen.

-Vil De ikke se mig, Berg, sagde en Stemme. Det er vel ikke ndigt
--og han stod foran Asta Heltz tt ved Dren--at vi undgaar hinanden,
sagde hun.

Han sagde intet og hilste knap: At vi dog aldrig ss. sagde hun med en
let Anstrngelse, og vilde holde ham et jeblik fast, trods hans
Forvirring, som hun troede skyldtes hende:

-Vi var jo dog altid gode Venner.

Berg bjede kun stille Hovedet.

Saa sagde Asta, idet hun frte Armen frem, som vilde hun indramme hele
hans nye Existens her inde og derude paa Victoria, i en Tone, der
skulde spge, men lod lidt brudt:

-Og _her_ har De altsaa _Troen?_ sagde hun.

Og misforstaaende ham paany (det var, som Sted og Jord skulde glide
bort under hans Fdder, og han blev saa bleg som et Lig) angst, for at
han skulde tage det som blot Skyggen af Bebrejdelse, sagde hun mildt
og bedrvet:

-Aa--Berg--desvrre--vi var vel Tvivlere begge.

Hun drejede Hovedet ud mod den ventende Vogn: Jeg skal ind at kbe hos
Dem, sagde hun. Det er Fru Stern, der venter derude--den lille
Stakkel.

Berg blev som vkket ved det fremmede Navn og saa' ud: Ja--var det Fru
Stern--det lille syge, skrmte Ansigt. Han kunde slet ikke have kendt
hende igen, som hun saa' ud....

-De saa' hende vist en Aften hos os, sagde Asta--for et Par Aar siden
... Den Aften, sagde hun sagtere.

Asta Heltz var gaaet ind i Butiken efter at have rakt ham Haanden.
Herluf flte sig kun som bedvet og saa ganske uskikket til at tnke,
mens han, idet han gik ned mod stergade, vendte sig mekanisk Gang paa
Gang for at stirre forbavset tilbage paa lille Fru Sterns forandrede
Ansigt.

Paa stergade kom Adolf imod ham. Arm i Arm med Blom, stortalende og
rdkindet: De maatte i National i Aften, sagde han, alle i
National, i Aften--der var Debut i Aften ... Adolf havde en hj,
stjende Stemme og store Bevgelser, mens han blev ved at snakke om
National, og om at _han_ inviterede Selskabet til Victoria....

-Men hvordan gik det? hvordan gik det? sagde Berg halvhjt og tog ham
i Armen.

-Alt i Orden--naturligvis, sagde han brsigt og begyndte igen at tale
om National: de maatte have Brodersen med...

De hrte en Stemme bag sig. Det var gamle Adolf, der snakkesalig havde
fulgt et Medlem af Athenum op og ned ad Ruten, og som vrvlede
Art--mens ogsaa Konstantin blev mere og mere hjrstet (mens han
idelig kneb Herluf i Armen) og Fader og Sn stod paa Fortovet
ligeoverfor hinanden og pratede med underlige Diskantstemmer, saa det
skar gennem Berg.

Endelig blev der en Pavse, og den gamle sagde med et hurtigt og sky
Blik hen paa Snnen:

-Ja--du gaar vel ikke hjem til Middag--Konstantin?

-Nej--jeg maa vre paa Victoria sagde Adolf.

-Ja--Farvel da, sagde den gamle, og lo paa sin umotiverede Maade.

-Jeg gaar med, Hr. Adolf, sagde Berg. Han flte en angstfuld
Medlidenhed med den gamle Mand, der blev ved at snakke uophrligt lige
til sin Gadedr hjemme.

Konstantin skiltes fra Blom oppe paa Kbmagergades Hjrne. Da han lb
forbi Glasdren til Forretningen, slog han stort ud med Armen ind til
Frknerne. Frken Hansen vaklede i Knene, da hun saa' hans Ansigt, og
hun lb op ad Kontortrappen og slog Dren til.

-Hvordan er det? hvordan er det? sagde hun og kunde nppe tale.

Han stod kun lidt med fortrukket Ansigt, for han faldt ned over Pulten
som et livlst Noget og hulkede hjt.

-For Guds Skyld, for Guds Skyld--der kan komme nogen, sagde hun i den
yderste Angest og tog ham om Skuldrene: Hvad er der skt--hvad er der
skt? sagde hun. Sig det--sig det....

Han lftede Ansigtet og saa' kun paa hende med jne, der var stive og
som forvaagede, idet han begyndte at hulke igen.

-Vd han det? sagde hun: vd han det? hendes Tnder klaprede i Munden,
og hendes Arme faldt slapt ned langs Siderne.

Han svarede ikke strax--hulkede kun. Men saa begyndte han at tale;
afbrudt af Stnnen, med ludende Hoved fortalte han alt, spkkende det
med Forbandelser, anklagende dem alle: Martens med sine kalkede Rnner
og Spenner, som han kaldte en Forbryder og Berg, den Stymper--dem
alle: _Ham--ham_ lod de bre det, raabte han fortvivlet, til han som
et Kadaver faldt ned over Pulten.

Frken Hansen gik op og ned, talte ikke, tog hans Hnder og slap dem
raadls igen.

-Om nogen kom--om nogen kom, blev hun ved at sige og vred Hnderne.

-Hr. Adolf--Hr. Adolf--hun havde bragt Vand og dyppede sine Fingre for
at vde hans Tindinger. Der kan komme nogen, der kan komme nogen,
sagde hun og vidste ikke selv, hvad hun talte.

Han lftede Hovedet og saa' forvildet paa hende. Sit Forhaar havde
hun halvt revet op, og hendes Kinder brndte i Angstfeber. Adolf greb
hendes Hnder og trykkede hendes Fingre, saa de smertede:

-Hr. Adolf, sagde hun og trak sig en Kende bort. Men de forblev dog
med Ansigterne tt indmod hinanden, begge blege, aandelse, pludselig
Blik i Blik--mens hun mumlede hans Navn endnu en Gang, lnet ind mod
hans Skulder.

Og i et fortvivlet, dyrisk, desperat Begr, greb han hende om
Haandledene og frte hende ind i den gamles Rum, hvis Dr han slog
til, saa den store Kinesers Hoved faldt forover, og Tungen af det rde
Tr raktes dinglende langt ud af Munden.

       *       *       *       *       *

Marie Pige havde allerede nogle Gange vret ved Drene for at se efter
Fru Mathilde, som hun sad der igen, timevis, sammenkrben med Fdderne
op paa Sofaen under Tppet, og hverken hrte eller saa', men bare
stirrede og stirrede frem for sig, som var der en Ulykke sket.

Marie Pige var igen ved Drene, da det ringede. Det var Asta Heltz,
der var her med Vognen.

-Det er kun mig, sagde hun straks i den frste Stue, lille Fru
Mathilde fo'r sammen: Saa krer vi, sagde Asta muntert.

-Ja--Vejret er vist smukt, sagde Mathilde og nikkede mat ud imod
hende.

-Hvad er der dog med dig, Mathilde? sagde Asta og tog hendes Hnder,
som var ganske kolde: hvad er der dog med dig? hun saa' bekymret ned i
Venindens Ansigt, hvor jnene, syntes hun, blev strre og strre hver
Dag, med saadant et ngstende skrmt Blik, nsten som hos et sygt
lille Barn.

-Hvad er der dog. Mathilde? sagde hun mildt.

-Ingenting--ingenting, sagde Fru Stern og slog med Hovedet.

-Vist saa, sagde Asta og tog hende nsten paa Skdet: noget er der,
noget maa der vre, sagde hun og klappede hendes Haar. Hun talte til
hende som til et Barn og brugte de gamle Klenavne fra den Gang i
Pensionen, naar Mathilde kom i Mrkningen (da faldt Hjemveen altid
strengest over de unge Pigebrn) og krb saa tt, tt ind til Asta:
Mathildes Hjemve havde vret som en hel stum Forstenelse, og saa
havde Asta altid vret den, der maatte trste og hjlpe.

-Det bli'r jo godt igen, det bli'r jo godt igen, sagde Asta nu som den
Gang: Lille Mus--lille Mus.

Mathilde nsten stnnede og rev sit Hoved bort: det gamle Klenavn
pinte hende nu: Nej, nej, sagde hun heftigt.

-Mathilde dog--men Mathilde dog.

-Jeg tager Tjet paa, sagde Mathilde hastigt og gik ud.

Asta blev siddende og ventede: hun vidste virkelig slet ingen Raad
mer. Hun havde forsgt alt, hvad hun kunde tnke--lige fra den Dag,
Mathilde, der var i Visit hos dem, inde i hendes Stue med t, midt som
de stod, havde kastet sig ind til hende og havde grdt og grdt, uden
at svare og uden at tale, blot grdt og grdt...

Ord havde hun ikke faaet ud af hende. Da Graaden var stilnet, sad
Mathilde kun tavs og forknyt paa Sofaen hos hende--lnge.

-Jeg maa jo nok komme igen til dig, sagde hun saa, da hun gik, det
var, som Graaden vilde komme op igen.

Nste Dag havde Asta hentet hende med Vognen. Hun tnkte, det vilde
maaske opmuntre hende, nu Vejret var smukt, og Foraaret rigtig kom.
Men Mathilde sad mest som hjemme, stille forknyt i sit Hjrne, og
viste kun en egen ydmyg Taknemlighed, der nsten pinte Asta... .

... Mathilde kom tilbage med Tjet paa, og de gik ned til Vognen. Hun
blev meget snaksom idag, mens de krte--en hastig og broget
Snakkesalighed, der undertiden kom over hende, som vilde hun pludselig
plapre sig fra det, der pinte hende, snakke og snakke, mens hun stadig
sad med de samme stive og stirrende jne og talte, talte om lst og
fast:

-I Morgen rejser jeg, sagde hun pludselig.

-Rejser? sagde Asta.

-Men hvorhen?

-Over til Gaarden ... Stern har skrevet ... Det kom alt med den samme
ynksomme Hast, som legede hun Hund og Hare med sine egne Tanker ...
Han er der ... Og der er saa smukt nu ... nu det bli'r Foraar, har han
skrevet, sagde hun.

-Men hvorfor vil du rejse netop nu--nu, da du ikke er rask, sagde
Asta.

-For--jo, sagde Mathilde og nikkede. Hun tav, med de stirrende jne ud
i Luften, til de vendte hjem.

... Hun blev borte otte-ti Dage. Asta syntes, hendes Vsen var nsten
endnu mere ngstende og forskrmt, da hun kom tilbage.

Til Erhard havde hun kun skrevet to Gange, mens hun var borte: et Par
korte, stumpede Breve, der havde gjort ham ganske beklemt og
forvirret, saa han gik urolig rundt--tilsidst rent forpint--og ikke
vidste, hvad han skulde tnke: Hvad mon der var i Vejen?

For der maatte jo dog vre noget i Vejen....

Mathildes mange Bud og Afbud i den allersidste Tid og hendes Flagren
og Stjen, naar hun endelig kom, havde han ikke regnet for noget
videre; han havde taget det for Luner eller Flger af Foraaret, som
gik over.

Men Brevene nu forstod han ikke. De var saa besynderlige, helt
anderledes end fr: et Par regelrette Stninger med en Haand saa
omhyggelig som Bogstaverne i en Sknskriftbog uden saa meget som et
eneste af deres egne Ord--kun de ngne Par Stninger.

Og Erhard blev kun endnu uroligere, da hun var vendt tilbage. Tiden,
naar hun kom, havde hun ikke skrevet. Men Lange havde tilfldigvis
vret ombord paa det samme Malmskib og fortalte det:

-Man maa lufte sine Nerver, sagde han. Man maa lufte dem ...
Skidt--skidt er det, sagde han og holdt sig paa Baghovedet....

-Var forresten Bekendte ombord: lille Fru Stern blandt andre--det er
osse en pillet Kylling, hun, sluttede Lange.

Erhard flte, han blev bleg og talte lidt for hastigt om andet. Da han
kom hjem, skrev han. Hun sendte to Gange Afbud, og n Gang ventede han
ved Volden forgves. Hjem til hende vilde han ikke gaa; og der forlb
endnu et Par Dage, hvor han sagde, at det jo i Grunden var ham saa
ret ligegyldigt.

Saa skrev Mathilde, at de maatte mdes en Aften ude--i Grnningen,
naar det mrknede.

Erhard indtraf frst og maatte vente lnge. Tilsidst kom hun, og da
han kendte hendes Skikkelse, der kom hastigt imod ham i Mrket, blev
han forvirret, saa ingen af dem talte, mens de hurtigt ned mod Vandet.
Hun var foran--hun nsten lb--og Erhard blev endnu mere forvirret ved
Synet af hendes Skikkelse, der ligesom flygtede foran ham: Ja--noget
er der sket, sagde han. Og han overvejede paany, hvad det kunde vre,
hvad hun vilde bebrejde ham, om hun havde erfaret en Utroskab--for han
havde haft Luner under deres Forhold--; og midt under sin
Sindsbevgelse flte han pludselig en uimodstaaelig Nysgerrighed:
hvad der vel nu vilde ske? noget nyt vilde der komme.

Mathilde vendte sig om, da han naaede Kastelsgraven. Hun blev meget
livlig, mens de gik hen langs Vandet, talte og lo (hun frte kun lidt
for ofte de urolige Hnder op og ned i Luften, saa de mange Armringe
raslede) og han talte med. Mens det for hvert Minut, de gik, var dem
begge, som gled de kun bort og bort fra hinanden, og de tilsidst
syntes, at alle de gamle egne Ord, som de dog blev ved at bruge med en
smertelig Vedholdenhed, som piskede de Avner i en Kvrn--_altid_ havde
vret ligesaa tomme og saa indholdslse som nu.

Fornuft blev der ikke talt. Da de tredje Gang vendte om paa deres Vej,
var det ganske mrkt:

-Men det er paa Tiden, sagde Mathilde hastigt og drejede bort fra
Vandet.

-Naar mon vi ses, sagde Erhard med en underlig, dump, resigneret
Stemme.

-Ja--jeg vd ikke, sagde Mathilde med den samme Hast. Mo'r er evig
derhjemme--i den sidste Tid.

De skiltes med et af deres vante Haandslag, hvor de klaskede Hnderne
djrvt i hinanden, hjt oppe fra Luften.

-J-s.

-J-s, sagde de begge.

Erhard stod i Skyggen, til Mathilde kom op i Sporvognen.

Hun naaede hjem, hvor Generalinden ventede. Hun sagde, hun havde vret
hos Asta og faldt sammen som en Klud ved Bordet bag Lampen.
Generalinden blev siddende lidt med Hkletjet og mnstrede Datteren,
der var bleg som et Lig. Saa rejste hun sig: hun maatte paany
konferere med Marie Pige.

Hendes Naade havde aldrig haft Hemmeligheder for Marie Pige, og i
denne Tid konfererede hun daglig med hende i hver en Krog: Hendes
Naade var jo--ogsaa efter Maries Oplysninger--lngst overbevist om, at
der ikke mere kunde vre Tvivl.

Marie fik Ordre til at afgive et sidste Skn og bevgede sin lange
knoklede Person ind i Dagligstuen, hvor hun gik rundt og satte Stole
tilrette, mens hun undersgte Fru Mathilde fra alle Sider med et Par
jne som en klog Kone, der er hentet til en syg Hoppe.

Generalinden kaldte til The inde fra Spisestuen, fr Marie havde endt
sine Undersgelser, og Mathilde saa' op og mdte Pigens hvasse jne
paa sig:

-Hvad vil du? sagde hun heftigt og fo'r op.

-Nej--nej--jeg skal ingen The have, sagde hun og nsten rev sig ls
fra Generalinden inde i Spisestuen for at lbe ind i Sovekamret, hvis
Dr hun slog til. Dr kunde hun da i det mindste vre i Fred for deres
Hvisken og Synen--gemme sig og ligge i Mrket.

Generalinden var forarget. Dette gik for vidt. Hele hendes Uger gamle
forlegne Utaalmodighed overfor den blege, forpinte Datter slog ud i
Indignation: Man var dog vel Moder og Datter og kunde vise
Fortrolighed. Generalinden udste sit Hjerte for Marie Pige, og de
holdt endeligt Raad, mens Naaden drak sin The, i Dagligstuen. En Gang
imellem blev Marie sendt ud for at hre efter og sneg sig paa
Hosesokker ned forbi Sovekammerdren; naar Mathilde hrte Trinene,
gemte hun sig i Puderne og tvang sig til at holde inde med at grde.

Generalinden havde imidlertid fattet sin Beslutning: Der maatte en
Ende paa det. Og fr hun gik hjem, kom hun ganske til Ro igen ved at
lse et Par Sider i Thornam.

Det Thornamske Sundhedsleksikon var som en Skat i Familien: Den giver
jeg dig med, min Pige, havde Generalinden sagt til Mathilde et Par
Dage fr hendes Bryllup og havde lagt Thornam ned i Bogkassen ved
Siden af H.P. Holst's Digte og Mathildes vrige literre
Konfirmationsgaver. Thornam var i den Familie som en Slags Indvielse
til gteskabet....

Da Generalinden arriverede nste Formiddag, lukkede Marie hende op i
Entren og hvidskede. Alt var vel--Fru Mathilde var ved Friseringen.
Generalinden svarede med et Nik, som en Feltherre vilde hilse sin
Front fr Slaget, og gik ind i Sovekamret.

Men da hun kom derind og saa' Datteren, der sad bleg, i den hvide
Frisrkaabe foran Spejlet og kun hilste med en stum, trt Bjning af
sit Hoved, som En der overgiver sig tavst--blev Generalinden forlegen
igen, og hun begyndte at gaa frem og tilbage i Stuen, uden at vide,
hvordan hun skulde gribe Sagen an, helt forvirret og nsten at sidde
foran Spejlet ubevgelig og flelsesls: hun havde grdt alle Tanker
ud inat.

Ingen af dem talte; og for hvert Sekund steg Ubehaget hos
Generalinden, der flyttede sig hid og did, til hun paany blev greben
af hele Forbitrelsen fra igaar, en Indignation overfor det
overdrevne i denne abnorme Smerte, hun ikke forstod, og sagde:

-Dette her kan jeg ikke lnger forsvare, Mathilde, det--det er en ...
Urimelighed--der gik en ganske svag Sklven gennem Skikkelsen i
Frisrkaaben, og Generalinden var saa echaufferet, at man rnt ud
kunde have sagt, hun transpirrte--

-Madam Jensen er her, brast det ud af Naaden.

Mathilde rrte sig ikke, sknt hun forstod, at det var Nettet, de nu
trak sammen om hende.

Generalinden flte sig uendelig lettet, da hun saa' Madam Jensen, der
havde biet i Spisesalen, komme frem i Dren.

Men ogsaa Madam Jensen standsede et jeblik forlegen foran den blege
unge Frue, der havde vendt Hovedet imod hende i nsten sansels Skrk
... Men saa gik hun med et mildt Udtryk i Ansigtet (Madam Jensen havde
praktiseret i tre og tyve Aar--diskr sagde hun og sammenfattede
hele sit Program i det ene Ord, som hun bervede dets t; hun vidste,
hvad en Frste-Gang var) et Par Skridt frem og hilste.

Generalinden rejste sig og kyssede sin Datter paa Panden ligesom til
en Velsignelse.

Hun og Marie Pige gik udenfor Sovekammerdren i Spisestuen og ventede.
Der var kommen en egen sr Hjtidelighed over dem, saa de var ikke
ulig et Par Prstinder, som i en Tempelforgaard biede paa
Aabenbaringen af de hellige Mysterier.

       *       *       *       *       *

Hun kom altsaa ikke--igen ikke.

Erhard havde allerede Frakken paa for at gaa og havde slukket Lampen,
saa kun Lysene for Spejlet brndte. Men han satte sig alligevel endnu
en Gang i den samme Stol, hvor han havde tilbragt hele den sidste
Time, og han begyndte forfra paa den ene og samme Tanke, som havde
fulgt ham uafladeligt lige fra den Aften, de var skiltes i Grnningen,
Mathilde og han:

-Om det var det--om det kunde vre det?

Og han sammenholdt paany alle Omstndigheder ... hendes Luner ...
hendes Vsen ... det Hele fra den sidste Tid....

Han fo'r sammen, da det bankede paa Dren, og raabte saa Kom
ind--han troede, det var Vrtens Pige. Men det bankede igen, forknyt,
saa det nsten var uhrligt, og han rejste sig for at lukke op.

Det var Mathilde, der stod lnet mod Drkarmen.

Erhard kvalte et Udbrud, da han saa' hende, og hun gik ind forbi ham
med underlig sammensunkne Skuldre, som En, der er gaaet en saa lang
Vej. Han blev greben af en raadls Medlidenhed og Smerte:--_det_ var
Mathilde; og han bjede sig frem og tog hendes Hnder, der var kolde,
som havde alt Blod forladt dem--de besvarede ikke hans Tryk.

Fra det frste Nu, han saa' hende ved Dren, havde han vidst: Ja, det
er som jeg tnkte. Og mens han endnu holdt hendes Hnder i sine, fo'r
et Sekund alle Tankerne fra de sidste Dage paany gennem hans Hoved--og
undertrykte selv hans Smerte--rgrelse, Forventning, Beregninger af
Faren og han sagde (og han fik endog Tid til at undre sig over, at han
ikke flte sig skinsyg paa Stern): Det var altsaa ogsaa derfor, hun
rejste.

De begyndte begge at tale, mens Mathilde tog Tjet af og satte sig, og
Erhard sagde:

-Du er saa kold ... her er jo Portvin et Steds, og begyndte at gaa
frem og tilbage og tage Flaske, Glas og Bakke frem af et Skab, mens
han blev ved at tale med sig selv i rasende Hast:

-Men du elsker hende jo ... Hvorfor taler du saa ikke til hende,
klart, aabent, og tager Ansvaret paa dig som en Mand? Hvorfor tager du
hende ikke om Hovedet--kysser hende (hvorfor har du i det hele taget
ikke kysset hende?) og siger, siger, hvad det eneste fornuftige, det
eneste hderlige var: Vi to, som _elsker hinanden_, maa jo vide, det
er _vort_ Barn--_jeg_ vd, jeg er dets _Fader_....

Men han gjorde ikke andet end noget kejtet at rkke hende Glasset med
Vin og sagde: Det vil varme dig: og forlegen begyndte han at rulle
hendes kolde Hnder mellem sine, mens han i en forloren Kletone
sagde:

-De smaa kolde Hnder--de smaa kolde Hnder, og satte sig ved Siden af
hende for selv at drikke.

Han fyldte Glassene paany, mens de blev ved at tale med
aandsfravrende jne maalende hvert Minut, der forlb. Og bestandig
forlegen, blot for at der skulde sk noget, lod Erhard sig glide ned
fra Sdet paa Tppet og klappede krtegnende hendes Fdder--de smaa
Kid--der var kolde som et Ligs, ligesom hendes Hnder.

Og enten for at overdve en ulidelig Smerte, der overvldede dem
begge, eller i en pludselig fortvivlet Lystighed var de med t begyndt
at brydes og fo'r begge op og lb rundt i Stuen efter hinanden, hede,
lende og aandelse ... Erhard havde hldt en Vandslat i det tomme
Glas, da han vendte sig og saa' paa Mathilde, der var blevet staaende
stirrende frem for sig, med fremrakte Hnder, midt i Stuen. De holdt
begge op at l: Mathilde, vilde han sige men tav og blev kun staaende.

Hun stod som forstenet, stirrende rundt om sig i Stuen, der lignede
Valpladsen efter en Tagfat, som sgte hun, Hjlp eller Flugt--fr
hun mekanisk lod Hnderne synke. Greben af en Elendighed, der
gennemskar hendes Forstenelse, hele hendes Barnehjernes Bedvelse som
et pludseligt Lyn saa' hun i dette Kammer, hrget som af en
Blindebuk, foran Erhards Ansigt, hvor Latteren var stivnet som en
flov Grimasse, hele denne Krlighedslegs Historie, der havde gjort
hende til Moder.

Og som om hendes Tanker, der syntes at have selv Ddsmomentets
sprngende Voldsomhed, havde meddelt sig til ham ved tusind elektriske
Traade paa en Gang, gennemlb han dem alle og forstod hende.

Og dog han rrte sig ikke, talte ikke og holdt hende ikke tilbage;
stod bare, som var han blevet lam med sit flove Ansigt, mens han saa'
hende tage Tjet paa med srt stive Fingre--binde Hattebaandene om sit
Ansigt som af Voks--og gaa som en Svngnger vilde gaa og lukke Dren
sagte til.

... Da hun var gaaet, vandrede han lnge rundt i begge Stuer, flyttede
Mblerne paa Plads og stillede Glassene ind. Og med Overfrakken paa,
foran de snart nedbrndte Lys, han vilde slukke, sagde han:

-Hm--du er altsaa ikke en Gang istand til at fle Sorg.

Pustede Lysene ud og gik.

       *       *       *       *       *

Hos Godsejer Sterns blev der spist Frokost paa Terrassen foran den
store, gammelt hyggelige Have.

Generalinden havde overtaget hele Husstyrelsen i Sommer og klede for
sin Sn og for Mathilde som en Rugehne for et Par Kyllinger. _Han_
fik sine Livretter og _hun_ matte skaanes.

Hele Huset dggede og pyllede om Fruen; de slbte Hvilestole rundt,
naar hun vilde gaa; (eller rettere naar Hendes Naade vilde, at hun
skulde gaa, for Mathilde selv vilde jo ikke saa meget, lod mest
handle med sig--som de syntes, bleg og stille forknyt) og naar hun
havde lagt sig, sad Generalinden som en Cerberus foran Havestuedrene
og tyssede paa hver Gartnerkarl, der vilde liste sig forbi Bygningen.

Frokosten var endt, og Generalinden mente, at Mathilde skulde hvile
lidt nede under Blodbgen nu, der var Skygge....

Stuepigen slbte afsted med den store Hvilestol, og Mathilde selv kom
op fra sit Sde: Stt dig paa mig, sagde Generalinden, og hun nikkede
endnu en Gang til Stern, mens hun gik med Mathilde ned ad Terrassen.

Stem blev siddende ved det dkkede Bord og rg en Cigar ud. Der var et
eget Velvre over ham i Sommer--det var vel Familielivet.

Han skd Cigarrgen ud i langagtige Skyer, medens han saa' efter de
to, der gik ned over Plnen.

-Ja--en udmrket Moder, sagde han, og saa' beundrende efter
Generalindens ranke Ryg.

Nede under Blodbgen var der svalt og rart. Generalinden lste hjt i
en Roman af Dickens for sin blege Datter.

... Familien Gerster laa paa Landet ved Skodsborg. Det vil sige
Professoren og Professorinden, ti Erhard blev i Byen. Han gled helt
tilbage i den Blomske Kreds. Stemningen var ivrigt lidt mat i
Kredsen, og Erhard sad mest kun bleg og slv midt i Selskabet,
stirrende frem i Luften:

-Erhard, raabte Lange: Ser du Spgelser?

-Ja, sagde Erhard tvrt: Jer. Og han sad igen som fr, mens Brodersen,
der ikke havde hrt andet end Erhard og Spgelser, sagde den
kyniske Vittighed, hvoraf de alle lo:

-Ja-a, sagde han: Han er s'gu bange ... Det er derfor, han
aldrig--tr ligge alene i Mrke....

De lo lnge, lnge allesammen....

--Daarlig saa' Erhard ud hele Sommeren.




IV

Himlen var hj og sommerlys endnu, sknt det var helt ind i September,
og langs Serne skinnede de gullige Blade mellem Lvet som om det var
sydlige Frugter i Solen.

Herluf var paa Vejen ud til Gerster efter Prven, da han saa et Par
kendte Rygge foran sig og raabte dem an. Det var Lange med Arnoldsen.
Lange havde i den siste Tid slaaet sig paa Arnoldsen, der havde
forladt Bladet og levede af at give Timer i Skoler for om Aftenen at
undervise et Par Haandvrkssvende i Arithmetik og Retskrivning.

Lange stak sin Arm ind under Arnoldsens, som slog han en haard Klo i
hans sarte Person, naar de mdtes. De talte om social Videnskab op og
ned ad Gaderne:

-Han ved s'gu en Del, sagde Lange til Herluf. Egenlig en ganske
fornuftig Fyr--han blinkede beskyttende--og, som sagt, han har lrt en
Del. Moderne Videnskab, forklarede han med en egen Snften paa Ordene.

-Ja sagde Herluf--.

-Og Sagen er, sagde Lange og spilede Fingrene ud: man maa s'gu _vide_
noget, du ... Hvad ved de andre? At knappe deres egne Bukser ved de,
sagde Lange. Men Ideer--Tak. Lange gjorde en Haandbevgelse, som
bervede han de andre en hver Id.

-Men Arnold har dog lrt en del, sagde han igen. Og saa gir man ham
_Synspunkterne_--du--forstaar du--det strre Syn paa Tingene.

-Man lrer virkelig en Del ... Jeg mrker s'gu, man lrer ikke saa
lidt: man faar dog Begrebet, forstaar du, sagde Lange.

-Men med Nerverne er det skidt, sluttede han misfornjet. Det vokser
jo nok--og go'e Billeder har man nok af--s'gu brillante Billeder, du
... og man ved, hvordan Lyset skal falde ... men alligevel ... Man maa
s'gu frst _lre_ noget, sagde Lange og holdt Berg i en Knap, mens han
nikkede energisk med Hovedet: Imponere dem paa det videnskabelige,
sluttede han sin Udvikling.

... Berg kom hen til de to Peripatetikere, der var stanset: Her gaar
vi to Invalider sagde Lange og holdt sig paa Hovedet (Arnoldsen var
ivrigt ingenlunde Invalid, men flte sig tvertimod meget
friskere siden han var begyndt at forklare Pytagoras for sine
Haandvrkssvende); skidt, gamle Ven, skidt med Nerverne, sagde Lange.

-Maa stadig vre i den friske Luft, sagde han.

-Det er vel Efteraaret, sagde Herluf.

-Ja--ja, nikkede Lange bekymret. Naa--man gaar og sr Tingene og lrer
s'gu en Del, sagde han med et opmuntrende Nik hen til Arnoldsen, der
gik ved Siden af ham, stille og blegnbet.

-Og hvordan gaar det med Deres Haandvrkssvende, Arnoldsen? spurgte
Herluf.

-Godt, sagde Arnoldsen kort.

-Det er s'gu meget opofrende af ham, sagde Lange og nikkede ... Vi
tnker jo ogsaa over, du, at lave en hel Foredragsforening for de
Folk, vi, nogle Stykker, der dog vd noget ... Det gir et Menneske
velse, du, man lrer at udtrykke sig, sagde Lange.

-Og Vuerne kommer s'gu bedst, naar man _taler_, sluttede han glad.

De skiftede Emne og talte om Teatret, mens de gik ned mod
Taarnbygningerne.

-Naa, sagde Lange og blinkede fornjet (Lange var besjlet af en
voksende Munterhed overfor andres Smaa-Uheld): Paa Nordmndene gik I
nok i Vandet, i Gamle.

-Der var fuldt hver Aften, sagde Herluf.

-Ja, der var nok Folk, som lod sig drive derind mod gode Ord og
Fribillet, sagde Lange. De naaede Porten og sagde Farvel. Vi slaar et
Slag ned mod sterbro, sagde Lange og lagde atter Armen energisk ind i
Arnoldsens.

-Vel du, nikkede han til Berg, der blev staaende lidt i Gersters
Port og saa efter de to Rygge. Lange havde saa mange store
Haandbevgelser, mens han gik og oplste den moderne Videnskab i
Synspunkter.

Oppe hos Gersters ringede han paa. Den unge Herre var ikke hjemme,
sagde Stuepigen. Men Fruen--.

-Ja--hvis Fruen var visibel, sagde Herluf, der ikke havde st
Professerinden, siden hun var kommen ind fra Landet. Han gik ind at
vente i Gangen.

Pigen kom tilbage og lukkede Dren til Dagligstuen op: Hvis Hr.
Direktren vilde vente et jeblik herinde, sagde hun, saa kom Fruen
strax.

Herluf gik ind i Dagligstuen, hvor de tomme Stole paa Visitpladserne
nu, da der ingen var, stod saa underlig ubehjlpsomt ligeoverfor
hinanden som et Par forlegne Folk, der prsenteres og ikke ved, hvad
de i al Verden skal begynde paa. Han ventede en god Stund, mens han
hrte Drene stjende gaa inde i Spisestuen og undrede sig over, at
Professoren kunde vre hjemme nu paa denne Tid.

Tilsidst kom Professorinden: Aa--man har endnu alle de landlige Vaner
og la'r sig overraske hjt op paa Dagen, sagde hun og hilste.

Sandheden var, at Professorens allerede havde vret inde fra Landet i
over fire Uger. Men Professorinden kom i den sidste Tid saa svrt
videre end til Skammekrogen, hvor hun ogsaa efter Frokost naar
Erhard var gaaet, blev siddende med saa meget Arbejde. Linned og
Dkketj, hun saa efter og sorterede og talte. Husjomfruen vidste slet
ikke, hvad der gik af Fruen, saa travlt hun nu havde for bare evig at
kunne sidde med noget mellem Hnderne.

Berg og Fruen satte sig, og Samtalen gik saa slideligt om Sommerophold
og de mange fremmede, der nu kom her Aar for Aar--mens Herluf
uvilkaarligt sad og saa' paa Professorindens travle Hklenaal: han
havde aldrig for set Fru Gerster med noget Arbejde, naar der var
Besg.

-Men vi tog lidt tidlig ind, sagde hun. Gerster havde hele Sommeren
lamenteret over den evige Jernbanekrsel....

-Og saa var Erhard jo ogsaa saa ganske alene herinde--lagde hun til.

Der blev en Pavse. Herluf havde i Tanker taget en Bog paa det lille
Marmorbord med Haandbiblioteket og lste nu paa Ryggen Titlen: Monrad,
Fra Bnnens Verden. Han vidste ikke selv, hvorfor han blev forlegen og
vilde skubbe Bogen tilbage ind under Hylden, da Professorinden saa' op
for at sige noget og blev ligesaa forlegen som han:

-Og Vejret blev ogsaa uheldigt, sagde hun lidt stdvis.

Hun begyndte at sprge om Berg--hvor han havde vret og sagde saa
pludselig, nsten uden at vente paa hans Svar:

-Erhard har ikke haft rigtig godt af i Sommer.

-Nej--han sr lidt daarlig ud, sagde Herluf forvirret. De flte begge,
at Isen nu var brudt, og at der nu maatte tales videre om Erhard. Men
de ventede og--Herluf stadig med jnene i Gulvet.

-Og jeg er saa bange for hans Sundhed, sagde saa Professorinden, og
idet hun hastigt lagde Hkletjet bort, tilfjede hun:

-Kunde De ikke--tale med ham?

-Jeg? sagde Herluf ... Ja--hvis det kan nytte.

-For det er kun en Vane hos Erhard, sagde hun og hendes Stemme blev
pludselig meget bevget, det er slet ikke andet end en Vane ... at han
er saa lidet hjemme.

-Nej, sagde Herluf.

-Det er kun Selskabet--jeg mener, sagde hun, nogle af dem, der holder
ham fast i daarligt Kompagni....

-For selv er han--i Virkeligheden er han, sagde hun, og hendes Stemme
blev igen bevget, saa hun nppe kunde tale, ikke andet end et
Barn,--kun et Barn, sagde hun og holdt Hklenaalen mod sine Lber, der
sitrede rebelsk.

Berg mumlede noget som en Bekrftelse, og Professorinden sagde efter
en lille Stunds Forlb sagtere:

-Har han ogsaa talt til Dem om sin Id--at han vil flytte
herhjemmefra.

-Ja--han har sagt noget om det, sagde Berg og saa' ned.

-Ja, der er saa mange Tvistepunkter mellem de gamle og de unge--i vor
Tid, sagde Professorinden og sgte at smile.

Til Tvistepunkter--Professorinden havde ganske Ret--var i Familien
Gerster snart alt blevet mellem Himmel og Jord. Det var som
Professoren og Erhard saa' sig hede paa hinanden, blot de kom i Stue
sammen; og de talte sig i Brand over Literatur og Politik--over en
Rkke Ligegyldigheder, der kun dkkede over alt det andet, hvorom de
ikke talte. Det var Dag ud og Dag ind kun en gold Strid, saasnart de
bare saas.

-Og Gerster er ogsaa lidt let irritabel, sagde Professorinden.

De tav igen, til Fruen atter sagde den samme Stning:

-Og jeg er saa bange for hans Sundhed, sagde hun igen med samme
sklvende Stemme.

Herluf vilde sige noget og bryde den nye Tavshed, da de hrte
Professorens Skridt i Sidevrelset, og Professorinden uvilkaarligt
rejste sig halvt:

-Der er Gerster--allerede, sagde hun.

-Herluf vilde gaa, men Professoren holdt paa ham, nsten overdreven
hflig, mens de igen begyndte at tale om Landophold og Sommer.

-Jeg har netop sagt Hr. Berg, at Jernbanen dog blev Gerster besvrlig,
sagde Fruen.

-Ja--infam Krsel, sagde Professoren pludselig i en ganske anden, hj
Tone og rejste sig. Han gik op og ned ad Gulvet et Par Gange:

-Har De maaske set vor Hr. Sn fornylig? spurgte han saa med t.

-Ja, sagde Berg.

-Nu vil han jo flytte, sagde Professoren i samme hede Tone. Han kan
ikke mere bo herhjemme--her er blevet ham for snvert, sagde han og
slog med Armene ud i Stuen: Ikke Luft nok for et Par moderne Lunger.

Han blev ved at gaa op og ned paa Gulvet i samme Hjrne som en urolig
Hund i Lnke og talte med en hidsig, bevget Stemme: Ikke nye Ider
nok i Atmosfren, sagde han.

-Ikke _Frihed_ nok, raabte han.

-Gerster, sagde Fruen.

-De vd maaske, om han allerede _har_ lejet Lejlighed, sagde
Professoren og vendte sig.

-Ikke det jeg ved, sagde Berg. Ogsaa han talte som Fruen med en
tvende og usikker Stemme.

-Og vi er jo beredt til at gre alt, hvad han vil, sagde Professoren
pludselig standsende, i en hj, skndende Tone--hvis han _bliver_ her,
fjede han til og vendte sig.

De tav alle tre, mens Professoren blev ved at gaa frem og tilbage i
for sig, bjet frem mod den lille Boghylde.

-Men han kunde da i alt Fald, syntes jeg, spise herhjemme, sagde hun
sagte.

Herluf sad og krammede om Stolekanten: Der er jo intet skt endnu
--sagde han.

Professoren vilde tale igen, men gik pludselig, virrende med Hovedet,
bort over Gulvet. I Dren vendte han sig halvt og sagde barsk for at
skjule sin Bevgelse:

-Aa--Drengen er forrykt, raabte han og gik.

Professorinden blev siddende ved Boghylden. Taarerne var begyndt at
lbe hende ned ad Kinderne, og hun standsede dem ikke.

Hun grd stille, uden at tnke paa, at Berg var en fremmed, der saa
hendes Graad.

Og Berg vendte sig om mod Vinduet, raadls og bevget ved Synet af
denne Dame, der grd. Saadan sad de lnge, mens der ikke blev
vekslet et Ord.

Professorinden var hrt op at grde, og da Berg vendte sig, rakte hun
ham Haanden til Farvel uden at rejse sig. Hendes Stemme slog over, og
hun kunde ikke tale.

Herluf bukkede kun tavs som hun.

Da han kom ud paa Gangen for at gaa, lukkede Professoren sin Dr op,
og talte nogle jeblikke med ham som sdvanlig, mens han aabnede
Entrdren. Og da Berg allerede var kommen ud paa Trappen, sagde han
pludselig:

-Han kan jo faa det ganske som han vil--her hos os. Om De vil sige ham
det.

Professoren blev staaende lidt, efter at han havde lukket Dren for
Berg, og i en pludselig Forbitrelse drejede han Nglen to Gange om
--bag disse moderne Forfrere af hans Sn.

Professorinden havde rejst sig og var stille gaaet tilbage til sin
Krog i Spisestuen. Hun tnkte Dag og Nat kun det ene: Hvem det var,
der delagde hendes Sn. Hun gik om Dagene ind i hans Vrelse og hun
sgte om et Billede, et Brev, et Tegn fra hende. Hun aabnede hans
Skrivebord med n af sine Ngler og hun undersgte hvert Papir og hver
skreven Linje--for at finde et Bud, for at vide, hvem hun var: Det var
bedre, hun vidste, hvem hun var.

Men hun fandt intet--for der var ingenting.

Den Allemandslykke, som Erhard nd, satte ikke slige sentimentale
Spor, som de, hun sgte. Og hun blev under sin resultatlse Forsken
nsten endnu mere urolig og forpint--Dag for Dag overfor denne sin
slve og viljelse Sn, som hun lidt efter lidt var kommen til at
omgaaes med en stille Nnsomhed, som var han en Rekonvalescent, der
trngte til Omhu og Pleje.

For Resten var han jo kun saa lidt hjemme hos hende--nsten kun ved
Spisetiderne, og ved Middagen havde de saa den evige Strid, som
Gerster ikke kunde lade fare.

Erhard havde stadig de to Stuer ved Volden. Dr var han mst.
Benene vilde til Kroen; og han var kun som en Slags stille Dranker,
der, naar det gaar hen mod Aften, af Vane, uden Begejstring og uden
nogen Stj berusede sig, ligegyldigt i hvad det var.

Herluf sad en Dag oppe hos ham ved Volden i Stuerne, hvor alt var
falmet og uhjemligt som i et Passant-Vrelse i et Vestervoldhotel,
hvor hver Rejsende kun bliver n Nat. Efteraaret trak med sin
Fugtighed ind gennem baade Vg og Dr.

-Erhard, sagde Herluf, synes du egenlig her er rart?

-N-.

-Ja--jeg ikke heller.

-Og hvad saa? sagde Gerster.

-Saa skulde du dog hellere forandre det--og meget andet.

-Hvorfor? sagde Gerster blot.

De tav lidt.

-Paa Alfarvej vokser der idenmindste ikke Grs, sagde Erhard og blev
liggende lnge med jnene op i Loftet.

De talte ikke mer.

Men et par Uger efter sagde Erhard Voldvrelserne op.

       *       *       *       *       *

Herluf Berg saa' Leverandrernes Vogne og Krrer udenfor
Victoria-Porten endnu, og han vendte hastigt tilbage om Hjrnet til
Jernbanegade for at vente lidt. Han undgik helst Leverandrernes
Morgenkoncert, naar Slagter og Vildthandler og Bager bragte deres
Varer til Kkkenet. De vilde ikke udlevere dem uden Betaling, og de
skreg paa Bagtrappen, med deres Kontrabger i Hnderne, saa man hrte
dem op gennem hele Gaarden.

Idag var man srlig hjrstet. En hj og skrattende Kvindestemme
skldte og svor op, saa det lod helt ud i Porten. Det var en
Vadskerkone fra Roskilde, der skulde have Betaling for noget Dkketj.
Slagteren og Vildthandlerens Bud, der havde afleveret deres Rationer
mod Drikkepenge, blev hngende paa Trappegelnderet og hrte til;
Bagerdrengen skreg i med og vilde ikke udlevere Brdet uden mod
Kontant.

Spenner var forvirret og lb op ad Trappen, mens Konen blev ved at
sknde: Her vil man nok snyde Fattigfolk for deres Penge, skreg hun op
efter ham.

Spenner rendte ind gennem Restaurantionssalene til Buffetjomfruen,
der lige var kommen. Han tog Byttepengene ud af Skuffen og ragede alle
Skillingerne sammen i sine Hnder og lb med dem.

Vadskerkonen blev stille, da han kom ud paa Trappen igen og bad hende
gaa med over i Kontoret, hvor han talte Pengene op paa Pulten.

Slagteren og Vildthandlerbuddet drev fljtende afsted ud ad Porten,
men Bagerdrengen blev ved at skingre forbitret gennem Gaarden og peb i
Fingrene op efter Syerskerne paa Teatrets Skrddersal, der havde faaet
Vinduerne op ved Larmen og stak de fnisende Hoveder ud i Gaarden for
at hre til.

Hr. Desgrais ordnede Morgenens Bytte nede i det store Kkken,
skillende og vragende Kdstykker og Vildt. Det var lidt efter lidt
blevet Blandingsgods, der er af Leverandrerne anbragte i
Victoria-Etablissementets Kkken, og Hr. Degrais kasserede rigeligt,
undersgende Hns og Stege med ubevgelig Ro som en Videnskabsmand i
sit Laboratorium.

Den store Kok var frdig med at sortere og saa' prvende ud over det
samlede Indkb, hvoraf han havde sine fem Procent.

Han vendte sig mod Bordet med Konserverne. Det var aargamle Daaser
med en Del Rust langs Smmene. Hr. Degrais vejede dem i sine velnrede
Hnder ... Der kom en Kvindeperson forbi, mens han stod der. Det var
Fru Martens, der, hulkindet og bleg, gik gennem Kkkenet til sin Post.

Hr. Degrais bandte paa sin fransk, da hun gik ham forbi. Hilse gjorde
de ikke paa hinanden.

... Herluf havde tilbragt Tiden med at lse Koncertplakaterne ved
Hovedindgangen i Jernbanegade. Det var Plakaten til om Aftenen, Dyna
Beymers frste Koncert. Det var den belgiske Nattergal, som Hr.
Theodor Franz dog havde besluttet sig til at fre til Kbenhavn--uden
Garanti: Nattergalen sang for den halve Kasse. Plakaterne var meget
sindrige, omkransede af Bladenes Udtalelser om Frkenens
Privat-Soire, hvor hun havde sunget for de musikalske Notabiliteter
og Pressen efter en let Djeuner.

Da Herluf havde st Vildhandlerbuddet drive af med den hidsige
Bagerdreng i Hlene, gik han tilbage forbi Restauranten og ind ad
Porten. Vadskerkonen kom just ud fra Spenners Kontor, hvor Adolf stak
Hovedet ud ad den modsatte Dr, da hun var gaaet.

-Naa--er De her begge? sagde Berg.

-Ja--men vi har travlt, sagde Adolf og gav blot flygtigt Haanden, fr
han gik igen med Spenner, og de fik lukket Dren til den indre Stue
efter sig.

Herluf gik rolig ned til Prven. Han var nu snart vant til Adolfs Hast
og hans og Spenners Raadslagninger i alle Kroge. Allevegne, hvor man
kom, kunde man trffe dem forhandlende for lukkede Dre.

Det var i det hele noget srt i den sidste Tid med Konsortiets
medlemmer--nsten som var det Vinden, der tog dem, saa de den ene Dag
var som hgtede sammen og ikke veg fra hinanden men blev i samme
Kontor egentlig rkeslse tilhobe blot for at sidde her op ad
hinanden, mens den tunge Maskine stnnede op gennem Huset som et
svrtbelsset sitrende Dyr.

Og paa andre Dage flj Kompagnonerne forbi hinanden paa Gangene med et
hastigt Haandtryk og urolige jne for at komme bort igen; havende
travlt med, man vidste ikke hvad; eller lukkende sig inde til de evige
Forhandlinger om Prioriteten, som Adolf og Spenner drev overalt: i
Kontorerne, i de smaa Restaurationskabinetter, saagar i
Garderoberne--med Kommissionrer, Agenter og dunkle Projektmagere, der
dukkede op i Etablissementet paa Trapper og Gange og blev skjulte og
bespiste i alle Kroge otte Dage lang, til de gav Plads for andre.

-Ja, ja, vi har Forhandling, sagde Adolf og lb forbi Herluf ind i et
Kabinet til n af disse Herrer Forhandlere, hvoraf der ofte var to
eller tre paa samme Tid, gemte hver i sit Rum, for at den ene ikke
skulde s den anden.

Det blev efterhaanden alle Slags Folk, med hvilke der forhandledes: en
forhenvrende Godsejer, der sgte hje Renter for sine disponible
Penge, en velhavende Skuespiller, der tnkte at blive Direktr for en
billig Skilling; alle Arter af hemmelighedsfulde Mellemmnd, der sagde
sig at vre Bud for store unavngivne Forretningsfolk eller for anonyme
Konsortier, hvis Existens var grundlst Projekt. Alle kom de otte Dage
og gik igen, Godsejeren nogle tusind Kroner fattigere, men de
allerfleste kun forgves bespiste tidligt og sildigt, med Hr.
Desgrais' dyre Mad, som Kellnerne serverede for de Herrer med diskrete
Ansigter, som var det en Herre med Dame, de vartede op med de
franske Kyllinger.

Der faldt i den sidste Tid rigeligt af med hemmelige Drikkepenge, som
Direktrerne (Spenner lod sig nu ogsaa kalde Direktr, saa det rent
vrimlede med Styrere) stak til Opvarteren i al Stilhed i et Hjrne
eller ude paa Gangen: den Herre vilde ikke ses--ikke af nogen, blev
der sagt, og Opvarteren forstod.

Alle havde Hemmeligheder i Victoriaetablissementet med hinanden og for
hinanden lige ned til Kellnerne.

Nede i Kkkenet havde Hr. Desgrais saa travlt som i Restaurantens mest
glimrende Tid. For ogsaa naar de var alene, tog Direktrerne
overdaadig godt til sig og bestilte sig smaa separate Maaltider, som
de pludselig fandt paa at nyde i Kabinetterne, ene, med megen Slags
Vin til, saa de bagefter laa og snuede paa Sofaen hele Timer midt paa
Dagen og vaagnede utilpas og rdho'dede. Saa var de srt sky og lidt
forlegne for hinanden, naar de netop mdtes, idet de listede ud ad
Drene.

Martens var sjldent at finde fem Minutter paa samme Sted.
Han drev mest rkesls omkring i Gaderne, der begrndsede
Victoriaetablissementets Firkant, som Ildspaastteren om Tomten, hvor
det brnder.

... Frste Akt af Prven var forbi--det var Arrangementsprve paa en
Operette, Den lystige Krig, som Herluf vilde se at faa op til
December for at slaa saa megen Mnt som muligt af den slemme dde
Tid--og Herluf vendte tilbage til Spenners Kontor, hvor Adolf tog sin
Overfrakke paa:

-Satan--til Svamplugt herinde, sagde han, da han kom ind.

-Ja--ubehagelig, sagde Spenner fra Pulten og begyndte geskftig at
snakke ls om Svamp og Vejr og Prve.

-Naa--saa gaar du? sagde han midt i det, vendt til Adolf, der gik hen
imod Dren.

-Ja, sagde Adolf blot.

-Hvorhen? spurgte Berg.

-Hjem, sagde han i Dren og gik.

Adolf gik ned af Trappen. Hans Tanker drog slve alle de kendte Veje
for at sge Udvej. Men der var ingen mer. Ud til de alleryderste
Grnser--for tusinde Gang--af Venskab, Forretningsforbindelser og
Bekendtskab gik han for at sge Udvej til Penge. Men der var ingen
mer.

Spenner og han havde skndtes, med halvhje forbitrede Stemmer, hvor
hver Stning skar som en Kniv, mens de stod blege og pludselig
fjendtlige overfor hinanden.

-Det skal altsaa vre forbi, sagde Spenner. For femhundrede halvtreds
Kroner forbi--og i Morgen har vi Leje af Theatergarderoberne.

-Tag _Du_ Pengene et Steds, sagde Adolf.

-Din Moder har Penge, sagde Spenner.

Adolf svarede ikke. Ikke en Gang for Spenner tilstod han, at _det_
lngst var forbi, som havde heddet Moders Penge--stakkelt to, tre
tusind, som han havde frt i Munden ved Siden af Faders Formue, og
som gamle Fru Adolf lngst havde bragt ham i Bikubebogen en Morgen
ved Theen, da gamle Adolf laa af Gigt og ikke var ved Bordet.

Angst og bange havde hun stukket Bogen til ham--Konstantin blev saa
let hidsig og holdt jo ikke af, at man blandede sig i hans Ting--:

-Jeg mente kun, Konstantin, sagde hun, at hvorfor skal de staa paa et
fremmed Sted, naar man selv--naar man selv har Forretning, sluttede
hun helt forvirret.

Og Adolf havde taget dem med en Floskel: sknt det egentlig ikke
behvedes. Da han havde faaet Tjet paa for at gaa, vendte han dog
pludselig om og gik ind og kyssede den Gamle.

Hun var saa glad: maaske det dog kunde lette lidt for
Konstantin--tnkte hun.

... Nej, Penge var der ikke mer ... Men hans Tanker sgte om Vrdier,
Ting at gre i Penge, noget, hvorpaa man kunde faa penge....

Slvtjet var der.

Han tnkte igen paa Slvtjet, som han havde st en Morgen nu
fornylig, da Moderen og Pigen pudsede det i Spisestuen. han var gaaet
igennem Vrelset og var standset for at s paa det. Moderen snakkede
og pudsede, mens han stod og gjorde det i Penge i Tankerne, Stykke for
Stykke:

-Det var Penge--ikke saa faa Penge, tnkte han.

-Det var Fdselsdagsgaflerne, sagde gamle Fru Adolf og lagde den
sidste Prveslvsgaflerne, hen til de vrige pudsede sytten.

Han gjorde Overslag med Skeer, Gafler og Bakker.

-Gaar du, Konstantin? sagde hun.

-Ja. Farvel, sagde han aandsfravrende. Han tnkte allerede paa,
hvordan man skulde kunne faa det ud af Skabene uden at det mrkedes,
og uden at det blev st:

-Kommer du til Middag? spurgte hun.

Man maatte kunne pakke gamle Bger ind i Lagenerne--og gamle Papirer,
saa det just blev de gamle Pakker at s til.

-Nej, sagde han som fr og gik.

Fra den Dag havde Adolf stadig haft Slvskabet i Tanker--som en
Udvej: Hver Dag fordrede jo Udveje. Men han havde ikke haft Mod,
sknt han tidt havde vret derhjemme om Formiddagen, naar Huset var
tomt og alle ude undtagen gamle Marie, som det var saa let at sende
bort: Gamle Fru Adolf var sjldent hjemme om Formiddagene nu.
Hun gik fra Dr til Dr hos Slgt og hos Bekendte og lovtalte
Konstantin--evindelig lovtelte Konstantin, pyntet i den fine Brokades
Kaabe, en Gave. som han havde sendt hjem en Dag, og som hun frst
havde grdt de modige Taarer over: hun blev altid saa beklemt ved
Konstantins Presenter. Men siden gik hun omkring og gjorde Stads i
Kaaben og lod alle beundre den.

-Ja--Gud ske Lov, sagde hun og flte selv hen ad rmet: Konstantin kan
jo gre det.

... Nej-nej--hidtil havde Adolf ikke haft Mod. Men idag maatte det
vre. Der var ingen anden Udvej:

Idag maatte han tage og pantstte Slvtjet.

Paa Kongens Nytorv tog han et Bybud, der skulde komme om tre Kvarter:
Dren stod aaben, sagde Adolf, saa han kunde gaa lige ind. Bybudet
skulde komme, og Adolf gik videre hjem.

Han lukkede Entrdren saa underlig sagte op uden at gre mindste Stj
med Nglen i Laasen. I hele Huset var der stille, Drene til Gangen
stod aabne. Han hngte sit Tj op og gik gennem Stuerne med de store
gamle Mbler, som han kendte, fra Barn, hvert et Stykke. Solen faldt
ind over Moderens Strikkekurv paa Bordet.

Han gik ud i Kkkenet. Der var ingen og lige stille overalt. Han
aabnede Bagtrappedren for at s efter gamle Marie. Han hrte hendes
Stemme nede fra Kkkendren i Stuen. Hun talte med Pigen dernede, paa
Vejen til Byen....

Han blev staaende lidt, med Dren paa Klem og lyttede. Marie talte om
ham, forbedrende n af Fruens lange og lovprisende Historier, som hun
bragte videre til alle Kkkendre.

Adolf trak stille Dren til og gik tilbage. Han aabnede Dren ind til
Sovekamret--pludselig angst for, at Moderen dog kunde vre derinde.
Men Forldrenes to halvsmalle Senge stod kun saa forladte ved Siden af
hinanden med de hvide Tpper, mens Vkkeuhret dikkede.

Saa tog han sig sammen og begyndte at sge Bger og Papir frem til
Pakkerne inde i sin Stue. Skabsnglerne var i Nglekurven, som han
maatte hente i Forldrenes Sovekammer med sit evigt dikkende Uhr.
Kurven stod bag Toilettespejlet: der havde den sin Plads, vidste han
fra lille ... Han saa' bort forbi Sengene, mens han tog den.

Skabsnglerne fandt han ikke, prvede baade fire og fem, fr han fik
den rette, som han pludselig lod sidde i det aabne Skab greben af
Angst: han havde ikke rullet ned--om nogen saa herind.

Han rullede ned i Spisestuen og inde hos sig selv, og han fik
Slvtjspakkerne ud af Skabet ... en lille Pakke i lyserde Papirer
faldt i Skyndingen ned fra hans Arme paa Gulvet. Han blev saa angst
ved Stjen, som maatte der komme nogen ved Larmen i det tomme Hus. Det
var hans Daabsbestik og hans lille Bger, der var gledet ned paa
Gulvet....

Han lagde det alt paa Spisestuebordet, forpustet et Nu, som kunde han
ikke bre det.

Inde hos sig selv laasede han alle Dre, mens han lste alle Pakkerne
n for n og viklede dem ud af Lagenerne; hver enkelt efterlignede han
nje i Faon, stoppende de hvide Stykker ud med Papir og bindende dem
sammen igen....

Han hviskede stadig med sig selv, mens han listede frem og tilbage i
de to halvmrke Stuer og lagde de nye Pakker ind, vogtende over, at de
laa just som fr....

Bgeret og Bestikket havde han nr glemt paa sin Seng. Han stak det
ind til en Side i Skabet fr han stillede Nglekurven i en Krog af med
Forldrenes hvide Senge.

--Bybudet var gaaet med den tunge store Haandkuffert, da Marie Pige
tog i Spisestuedren til Gangen. Den var i Laas endnu, han havde glemt
at dreje den om igen.

-Ja, sagde Adolf, der lukkede op, jeg gik her rundt--og--kldte mig
paa.

Marie Pige troede, den unge Herre var blevet rent forstyrret, som han
saa' ud, bleg og svedig i Ansigtet....

Adolf kom ud i Kkkenet til hende og snakkede op en hel Evighed med
hende, lst og fast, lystigt--fr han gik.

Bybudet skulde trffe ham ovre i en Kaf.

       *       *       *       *       *

Da Herluf efter Prven gik over i Victoria-Restauranten for at spise,
hrte han et hjt Sknderi slaa op fra Klderen. Inde ved Buffeten var
den forskrkkede Jomfru lbet fra sin Plads, og Kyperen fo'r raabende
ned ad Trappen:

-Det er Chefen--det er Chefen, raabte han og lb ned.

Man hrte Hr. Desgrais' Stemme, brlende som en uvan Tyr og pludselig
Madam Martens Rst, der blev ved at skrige det ene Ord:

-Tyv--Tyv.

Herluf lb ind i Buffetrummet og ned ad Trappen forbi Buffetjomfruen,
som stod rystende ved Gelnderet:

-Tyv, raabte Madam Martens igen.

-Hun har fundet det fordrvede Kd, sagde Jomfruen, hvis Tnder
klaprede i Munden.

Herluf gik ned. Midt i Kkkenet stod Hr. Desgrais--Kokkene var
sprunget til og holdt ham--foran Fru Martens, der havde slbt Truget
med det fordrvede Kd ind i Kkkenet og vltet det ud paa Gulvet: hun
havde fundet Truget i en af Chefens Kroge, fuldt af hans kasserede
Kd, som han kastede derhen og lod halvraadne ubrugt:

-Tyv, Tyv, raabte hun igen. Hr. Desgrais rev sig ls, og de skreg
alle. Pigerne hvinede hjt, mens han lb frem mod Madam Martens med
den lftede Storslv. Men pludselig rallede han, gurglende som et
tykhalset Dyr og faldt over mod Vggen, som blev han kvalt af sit eget
Raseri....

Madam Martens blev ved at staa bleg og ubevgelig med sine knyttede
Hnder foran Kokken ... Ingen sandsede mer, alle lb kun hid og did.

Hr. Desgrais havde rejst sig igen og stdte Kokkene til Side, der
vilde hjlpe ham. Hele hans fede Ansigt var hvidt som Kalk, mens han
slyngede en eneste lang Forbandelse hen over Kkkenet og gik.

Herluf var gaaet ned; han vilde tale med Fru Martens. Men hun vendte
sig fra ham og gik uden et Ord.

Oppe fra ld Kellnernes Klokker, der kaldte paa bestilte Portioner.
Men nede var alt i Forvirring, Kasserollerne kogte over paa det store
Komfur og en tt Os stod op fra de forladte Spid ... Ud over
Gulvfliserne laa Hr. Desgrais' kasserede og halvfordrvede Kd.

Kellnernes hidsige Klokker blev ved at lyde der oppe, mens Spenner
foer skrigende ned ad Trappen for at faa at vide, hvad her gik for
sig.

Trgt vendte Kokke og Piger tilbage til deres Arbejde, mens Madam
Martens gik op ad Bagtrappen--hjem.

Hun satte ikke mere sin Fod i Martens Bygning.

Da Spenner havde skaffet Ro i Kkkenet, og han og Herluf kom op i
Restaurationen, traf de Adolf:

-Det varede, sagde Spenner, da han saa' ham.

-Ellevehundrede, svarede Adolf blot.

-Brillant--brillant, sagde Spenner. Herluf var vant til deres
Frimurervsen: de saa' aldrig hinanden uden strax at signalisere med
en Talstrrelse eller et Firma.

-Skal vi saa spise, raabte Adolf, der var febrilsk og med skinnende
jne som En, der har drukket, og slog i Bordet med sin Stok.

-Ja--hvis vi faar noget, sagde Berg.

Spenner og han vilde til at fortlle Optrinet i Kkkenet mellem Chefen
og Madam Martens. Men da de vilde begynde, kom de til at l begge to,
rent ustyrligt, saa det klukkede i dem, og man forstod ikke andet end
Navnene, som de blev ved at sige, afbrudte af Latteren:

-Men hvad er det--hvad er det med Desgrais? sagde Adolf, der selv
begyndte at le ligesom de to andre, uden at vide hvoraf, med sin hje
generende Latter (alle lo de ligesom i Anfald, der pludselig holdt op,
som glemte de at l med t): hvad er det med Desgrais? raabte Adolf
igen.

-Kokken--Kokken, sagde Berg, der aldrig kom videre. Spenner bare lo;
det var t Kor af deres larmende Latter, mens Adolf kaldte Kellneren
til for at faa Forklaringen....

Endelig havde han faaet Historien, men de blev endnu lnge ved at l,
mens de drak, som om de vilde skylle Latteren ned med Vin, indtil de
lidt efter lidt kom til Ro og sad forpustede af al den krampagtige
Lystighed.

-At Desgrais var gaaet--var bare godt. Man fik andre--billigere, ti
for n, sagde Adolf.

-Ti for n, bekrftede Spenner.

-Men, sagde Adolf, det er dog paa hje Tid, man stter Martens ud.

-Ja, sagde Spenner, der er sket Ulykker nok.

At stte hinanden ud var et Yndlingsthema blandt Direktrerne nu.
Hvor af dem byggede Luftkasteller og lagde Planer om at blive ene og
fri for den anden, saa det endelige kunde gaa og man blev sin egen
Herre. Adolf og Spenner vilde kbe Martens ud samme Dag den
Prioritet blev ordnet, og Martens lb Gade op og Gade ned og
fortalte, at han kbte Historien kvit igen, som han sagde--til hvem,
der vilde hre det.

De blev ved at spise og drikke. Herluf talte igen om Madam Martens, og
de lo paa ny, mens Adolf frittede Kellneren ud, som krammede
snakkesalig frem med sine Kkkenmemoirer for Direktrerne, der sad
omgivne af Vinklere og Fade, de havde sat fra sig paa Stole, som af
en hel Vold.

Ved Desserten blev der banket paa Dren. Det var Billetkasserer
Jespersen, der vilde afgive Rapport om Salget: der var kun solgt
daarligt, rent daarligt til Koncerten.

Tohundrede og syv Kroner, raabte Adolf. Ved alle tre Salg? sagde han
med lftet Glas og efterlignede Hr. Theodor Franz' Stemme, der altid
ld som en halv Torden.

-Ja, sagde Hr. Jespersen, der bestandig betragtede det som en rent
personlig Skndsel, naar der var daarligt solgt ved Hullet og som
ikke forstod al den Lystighed hos Direktrerne, der blev ved at l ad
hans to hundrede og syv:

-Ved alle tre Salg, tilstod han forknyt.

-Det er ikke til Laurbrkransene, raabte Spenner.

-Nej, sagde Hr. Jespersen, det er ikke til Udgifterne. Og da de andre
stadig lo, sagde han ligesom undskyldende i en bekymret Tone:

-Men der er ingen Trk mer, Hr. Direktr.

-N-ej, sagde Berg.

Adolf kom slet ikke ud af sin hje, kighostelignende Latter: Jespersen
maatte have et Glas, sagde han, Jespersen fortjente et Glas. Men Hr.
Jespersen vgrede sig, helt skrmt af denne lydelige Lystighed, han
ikke begreb--tilsidst fik han dog et Glas i Haanden:

-Paa en god Indgang da, sagde han og drak.

Selskabet lo igen, da det bankede paany. Det var Hr. Theodor Franz i
Rejsetj; han kom lige fra Malmbaaden (efter Prsentationen havde han
arbejdet i to Dage i Sydsverig), men han kendte Ulykken: Hr. Franz'
frste Gang var bestandig til Kassen.

Han blev staaende indigneret foran det dkkede Bord og sagde til
Jespersen, der stod fuldstndig ulykkelig, med Glasset i Haanden:

-Jeg sgte Dem, min Herre, sagde han vrdigt.

Berg, der blev ved at vre meget munter, sagde: Ja--Hr. Jespersen var
her just for at sprge, hvordan der skulde forholdes med
Fribilletter....

-Ja--sagde Hr. Theodor Franz ophidset, for Bnkene skal vi vel ikke
synge.

-Ja, Jespersen, sagde Berg og blev pludselig mismodig ved at udtale
denne Stning, han havde sagt saa tidt: Saa fylder De Huset.

-Vel, sagde Jespersen og gik til Dren. Men pludselig vendte Hr.
Theodor Franz sig om og udstrakte Haanden med en stor Bevgelse:

-Nej, sagde han, der sendes ingen ud.

-Ikke n sendes ud, sagde han: Vi ta'er Salen som den er, mine Herrer.
Publikum er trt af Humbug--her har vret for mange udsolgte Huse:

Ingen af Direktrerne sagde noget. De sad paa n Gang slve og
mismodige foran Impresarioen, som angik det hele dem slet ikke. Men
Hr. Franz blev ved at begejstres for sin egen Plan, ordnende alt,
gestikulerende heftigt i sin store Kavaj, der lignede en Sk: med
Chefen for Klaken maatte han tale selv. Kunstnerinden turde ikke
modtages.

Hun skal erobre Publikum--Publikum skal dmme selv, sagde han. Klaken
tr frst applaudere efter det tredje Numer.

Hr. Theodor Franz gik selv for at afbestille Buketter og
Lavrbrkranse; de passede ikke til det nye Arrangement. Jespersen og
Spenner fulgte efter.

Da Dren lukkede sig, lo Adolf og Berg igen hjt og lnge, til de
pludselig holdt op paa n Gang som paa Kommando, generede af deres
egen tomme Latter, der dde hen. De sad lnge tavse, mens der blev
ganske mrkt i Stuen:

-Ja, Saa gaar vel ogsaa vi derover, sagde Adolf og rejste sig tungt
fra Sdet.

-Ja--det gr vi vel, sagde Berg.

Ovre i Foyeren var de to Herrer af Buketten allerede Kommen Og gik
forfrosne og urolige omkring, bandende det Hele, nervse og irriterede
ved at skulle ud og spille ls for den tomme Sal. Selv Maskinfolkene
slbte trgere og mismodigt paa Fdderne, mens de stillede
Lavrbrtrerne op i Hjrnerne paa Scenen, og ude i Salen et Par Sder
blev slaaet ned med dumpe Smk i det store Hus.

Et Par Skuespillere kiggede, frysende, ud gennem Hullerne:

-Nej--jeg gaar sgu hellere hjem, sagde den ene og vendte sig.

Der blev stor Stj ude i Kulissen. Det var Hr. Theodor Franz, der
smkkede Jerndren op for Primadonnaen, som bruste ind i Foyeren fulgt
af de tre Direktrer, der skulde underholde hende i Embeds Medfr, men
snart faldt slappe hen, n efter n, siddende ved Siden af hinanden
langs Vggen som Folk, der lngst har opgivet Spillet. Sangerinden,
der var svr og kortbenet som en japansk Hne, begyndte at fste
Diamantaigretter rundt i sit Titushoved, mens hun trippede uroligt
mellem de to Spejle:

-Er der saa faa! sagde hun ngstelig.

-Ikke et Menneske, erklrede Pianisten.

Hun begyndte at smre sine ngne Arme ind med Pudder ved Hjlp af et
Stykke Vat, endnu mere nervs foran disse tre tavse Herrer, der sad
ubevgelige, ret op og ned, langs Vggen, som sov de med aabne jne:

-At der er saa faa, sagde hun igen, vendt mod Vggen.

-Der er ikke mange, sagde Herluf; og spurgte saa, om man var frdig,
og der kunde begyndes.

-Strax, strax, sagde Damen, der blev ved at hnge ugte Perlestads,
hun tog af en Safianspose, i ttte Rader om Halsen.

-Strax, sagde hun og sendte et Par forfjamskede Triller ud i Rummet
for at rense Halsen.

De to Herrer gik med for at begynde, og man hrte op fra Scenen
Sonaten for Piano og Violin, daddells og livlig som en lang
Vuggevise. De tre Direktrer rejste sig, irriterede ved at s paa
dette korte Fruentimmer, der trippede sanseslst rundt foran Spejlene,
og de vendte tilbage til Kontoret tavse, siddende hver i sin Krog uden
at tale med hinanden.

Hr. Jespersen kom ind med Kassen. Den var tohundrede tre og fyretyve
Kroner med Indgangen. Adolf talte dem trt og ligegyldig og vendte
tilbage til sin Plads. Og Hr. Jespersen, der stadig var saa underlig
uhyggelig tilmode i Aften og ikke forstod Direktrerne, sagde for dog
at sige noget, fr han gik.

-Nej--hun har jo ikke trukket, sagde han.

-Godnat.

De tre foresatte nikkede kun. Ude paa Scenen havde Sangerinden begyndt
paa sin Arie og sendte nogle tynde og magtlse Triller ud i den hule
Sal. Da Arien var forbi, ld der nogle magre Haandtjat i Huset, og Hr.
Theodor Franz rev Kontordren op:

-Publikum ter op, raabte han. Publikum ter op.

Men da ingen svarede, og han mrkede, at her ikke var synderlig Bund
for Begejstring, lb han igen og vendte tilbage til Foyeren for at
udsklde Nattergalen for lukket Dr.

Frste Afdeling var forbi, og de drev alle rundt paa Scenen. De saa'
ud ad Hullerne. Kritikerne frs gudhengivent paa Flankerne af de lange
Bnke, hvor de opslagne Sder gloede dumt op mod rampen. Balkonen stod
ganske tom. Frisens dansende Engle saa' ud, som rakte de Nse ad det
tomme Parket.

Man var begyndt igen, og Direktoratet var vandret tilbage til Foyeren
... Nede paa Scenen gik man ls paa Aftenens afgrende Nummer, en Arie
med Piano og Violin, Programmets _pice de rsistance_. Klaken faldt
tjenstvillig ind efter den frste Sats, men de faa Betalere blev
siddende uimodtagelige og slve; et Par enkelte hyssede, saa Hr.
Theodor Franz lb fra Kulissen op i Foyeren, ude af sig selv, mens han
raabte:

-Hvad vil de Folk, sagde han. Vil De sige mig, hvad de vil--de Folk?

Han plantede sig foran Herluf, der intet svarede og kun rystede paa
Hovedet. Men Hr. Theodor Franz blev ved at rase--holdende inde mellem
Vredesudbrudene, lyttende, haabende endnu, at Stemningen kunde vende
sig: Hun har fyldt Trocadros store Sal, sagde han, trippende paa
Benene. Mine Herrer, hun har fyldt Trocadro.

Men Arien var forbi, og man hrte ikke andet end Klakens dumpe Nver i
Salen.

-Ind, ind, raabte Hr. Theodor Franz ned til Sangerinden, som havde
mistet al Besindelse og tumlede som et drejesygt Faar i Kulissen.

Og han vendte sig atter mod de tre Direktrer, skndende endnu
voldsommere, saa Herluf lukkede Dren til, for at man ikke skulde hre
ham ned paa Scenen. Han talte hjere og hjere, udskldte Publikum,
Salen, Akustiken, Byen, blandende to, tre Sprog--ude af sig selv, mens
han lb op og ned.

Adolf vilde gaa, men paa Vejen hen mod Dren tabte han Taalmodigheden,
og han begyndte at raabe ligesom Hr. Franz, skldende Sangerinden ud,
kaldende hende et gammelt Cirkusdyr--en Dragon--en forldet Humbug er
hun, raabte han, hvis De vil vide det.

-Man maa vel ogsaa kende, hvad det var, man sendte til en By som
Kbenhavn, sluttede Adolf tilsidst.

-En By som Kbenhavn, skreg Hr. Theodor Franz i det yderste Raseri,
mine Herrer, en By som Kbenhavn ... Skal jeg sige Dem, hvad den
er--Deres By Kbenhavn? En tom Blre, min Herre--en tom Blre er den,
skal jeg sige Dem....

-Dumme Gaas, raabte han, pludseligt afbrydende, og flj hen mod
Nattergalen, der frygtsomt aabnede Dren, som hun i samme Nu fik
slaaet i lige paa sin Nse.

Hr. Theodor Franz pustede, seende sig rundt efter en ny Genstand for
sit Raseri. Men han fandt ingen og gentog kun endnu en Gang sit
skingrende:

-En tom Blre, mine Herrer, idet han greb sin Hat og Stok.

-Adieu, sagde han, mens han svingede arrigt med sine Ben, som vilde
han ryste Stedets Stv af sine Saaler:

-Prosit--Deres Kbenhavn, sagde han og slog Jerndren i, saa det
rungede.

Nede paa Scenen spillede Violinisten en fransk Berceuse.

Herluf Berg rejste sig: Jeg gaar ned paa Bladet, sagde han. Han
vilde forsge at mildne Nederlaget, saa vidt det stod i hans Magt.
Helt ned i Gaarden hrte han Primadonnaens evnelse og forskrkkede
Kvidder. Da han kom gennem Porten, var han nr falden over en Karre,
hvorpaa der var opstablet en stor Trkuffert. Det var Hr. Desgrais',
der ikke vilde blive saa lnge som Natten over i Etablissementet: og
da Herluf kom forbi Glasdren til Hovedtrappen, saa' han Chefen, bred
og stormgtig, skride rejsefrdig ned ad Trinene til Forstuen.

Nede paa Bladet var der halv Belysning i alle Stuerne, hvor
Medarbejderne sad bjede over Bordene. Herluf fik en hastig og
distrt Haand rakt frem til Tryk, og der blev skrevet videre.
Musikanmelderen gik ham forbi med et God Aften, for at lukke sig
inde og skrive sin Notits.

Redaktren alene havde fuldt Lys i sit Kontor, hvor han sad ved sit
Bord ligeoverfor Kaptajn Petersen, der var i Kjole varm og ophidset
efter en frste Debut som Foredragsholder. Han havde i Frederiksberg
Vaabenbrdreforening talt om Betydningen af at fejre de nationale
Mindedage som Fester.

-Der var Lftelse, sagde han med sin bevgede og brede Stemme, der var
virkelig Lftelse over Forsamlingen ... Og tusind Mennesker, omtrent
tusind Mennesker, anslog Formanden, sluttede Kaptajnen.

Redaktren sad lidt, til han vendte sig om mod Herluf:

-Ja--_der_ ser De, Hr. Berg, sagde han, det er de billige Fornjelser,
som Folk vil ha'e.

Det gav et St i Kaptajnen, og han rejste sig. Undertiden forstod han
ikke ret Redaktrens Udtryksmaade. Han gik ind til Gravesen, der hrte
paa ham med nogle smaa Grynt uden at afbryde sit Arbejde: Hr. Gravesen
arbejdede tungt i sine Oversttelser det sidste Aar. Ballet havde
trukket saa meget efter sig af Invitationer og ny Omgang.

Fru Petersen kom tilsidst frem i Dren til Konversationsvrelset for
at afbryde Kaptejnens noget overfldige Veltalenhed; hun var i den
skotske Galla, hun havde overvret Foredraget paa en Hdersplads ved
Siden af Tribunen.

-Petersen, kaldte hun. Kaptajnen brd op.

-Det var vel nyttigere, om du ogsaa tog til de andre Aviser, sagde Fru
Petersen.

-Naturlig--min Engel--naturlig, sagde Kaptajnen noget r. gteparret
drog videre i Droske for at forkynde Kaptajnens patriotiske Sukcs i
de vrige velsindede Redaktioner.

Berg brd med en rask Beslutning ind til Musikanmelderen, der i
Notitsen i hflige Ord talte om en let Indisposition, der i vrigt
nsten havde fortaget sig i Lbet af Aftenen.

-Hun synger vel ikke oftere! sagde han, da han havde lst Notitsen
hjt.

... Hr. Theodor Franz havde stoppet hele sin Kunstnerbuket i en
Droske, og de rullede hjemad. Impresario'ens frste Ophidselse havde
sat sig, og hans Stemning var nrmest vemodig. Han lodsede
Nattergalen, der endnu ikke var kommen til rigtig Besindelse igen, men
bare krampagtig holdt om sin Safranspose med Stadsen, ud foran Hotel
d'Angleterre tilligemed de to Herrer. Han selv blev staaende nogle
jeblikke paa Fortoget og saa sorgmodig ud over det store Torv, der
laa mrkt og forladt i Oktoberaftenen:

-Skade--Skade sagde den store Impresario i en trist Tone: det var et
saa smukt Terrain.

Han bjede om ad Hovedvagtsgade for at gaa til Telegrafstationen: han
meldte til Gteborg et velbesat Hus og fuldstndig kunstnerisk Sejr.

... Adolf havde fundet Gerster ude i Victoria efter Koncerten, og
havde hgtet sig til ham, saa de havde spist til Aften sammen, sknt
de egenlig ikke kunde udstaa hinanden. Men det var dog Selskab og
bedre end at sidde ene--for begge Parter.

Nu gik de hjem over Kongens Nytorv. Erhard fulgte saa slvt med lige
til Adolfs Dr, hvor de sagde Farvel, og Gerster gik tilbage hostende,
saa det ld hen gennem den hele Gade.

Det var Adolfs vrste jeblik paa hele Dgnet, naar han skulde have
denne Gadedr op om Natten for at naa op ad Trappen og gaa ind gennem
Forldrenes stille, forladte Stuer. Al hans Angst brd frem paa n
Gang, al den Angst, der lod ham gaa som en fremmed gennem alle Dagens
Begivenheder--Ansten for Mrket, for Natten, og endnu mer for Dagen
imorgen end for Natten.

I Spisestuen gik Voxsvovlstiken ud, og det varede noget, fr han havde
fundet Lys og tndt....

Han var allerede halv kldt af og sad paa sin Seng, da han atter
drejede Nglen om paa sin Dr og listede sagte ind i Spisestuen igen.
Nglekurven stod endnu i Vinduskarmen _der_, hvor han havde sat den.

Han blev staaende og lyttede noget, men alt forblev stille i Huset.

Saa tog han Skabsnglen og sneg sig frem til Skabet, som han fik
lukket op. Pakkerne laa der ganske, som han havde lagt dem; han flte
et Par Gange hen derover med sine Hnder, fr han lukkede igen....

Sagte trak han Sovekammerdren til ... I Stagen brndte Lyset ned ved
Siden af den blundendes Seng.

Inde i Forldrenes Sovekammer vendte man sig i Sengene. Adolf
--hvorfor sover du ikke, hvidskede gamle Fru Adolf. Men gamle Adolf
svarede ikke og laa stille som en Mus. Og atter laa de to Gamle uden
at rre sig--svnlse i det tavse Hus, hvor kun vandet rundt i Rrene
sagte sukkede.

       *       *       *       *       *

Det var en Eftermiddag frst i December, da Herluf kom hjem og fandt
et Brev paa sit Bord. Udskriften _var_ Gersters Haand, sknt den var
saa flygtig og ulselig, at han nppe kunde kende den, og Brevet selv
var skrevet ulseligere endnu.

Der stod:

Kre H.

Du vd maaske slet ikke, at jeg er syg, eller at det nu er blevet
vrre. I de sidste Dage taler de om at slbe mig til Montreux eller
Mentona eller et andet Sted mod Syden. Og kunde du, vilde jeg jo gerne
s dig forinden.

Din EG.

Herluf sad ganske lamslaaet med Brevet i Haanden: at Erhard var saa
syg, alvorlig syg--skulde mod syd, og han havde slet ikke vidst det
... Han syntes dog, han havde nyligt set ham og talt med ham paa Gaden
... Men det kunde ogsaa gerne vre, det var en hel Maaned siden. Tiden
gik saadan nu, bare optagen af _det_ ene: at holde sig oppe, oven
Vande; af Krigen paa Kniven for at naa fra Dag til Dag til nu i
Terminen, hvor Spenner og Adolf sagde, de havde Hjlpen sikker, og der
skulde blive Ende, Slut paa alle Forlegenhederne en Gang--

Ja--det kunde godt vre en Maaned siden, han havde talt med ham, og da
havde han st elendig ud, elendig....

Herluf vilde strax gaa derud, og mens han gik et Par Huse ned ad
Frederiksborggade, blev han mer og mer urolig. Strax da Pigen lukkede
op i Entren, var det som Sygelugts-Stemningen, hvor den lgger sig
som usynlige Filter om alting, slog imod ham, saa han uvilkaarlig
hviskede:

-Hvordan er det? sagde han.

-Ikke godt, sagde hun. Blodspytningen kom jo i Nat....

-Den unge Herre venter Dem, sagde hun og aabnede Spisestudren. Men
han maa ikke tale lnge.

Herluf gik gennem Spisestuen varsomt, som galdt det ikke at vkke en
sovende.

-Er det dig, spurgte Erhards Stemme, da han kom paa Trskelen.

-Ja, sagde Herluf

-Luk Dren og tnd saa Lampen, sagde Erhard: her er jo ganske mrkt.

-Ja, sagde Herluf, som rystede paa Hnderne af Bevgelse ved Lyden af
Erhards Stemme, der var saa mat, og dog var blevet saa underlig
melodisk, syntes han.

-Stil den bag Hovedgrdet.

-Ja, sagde Herluf og gjorde det, fr han satte sig ved Sengen.

-Ja--her ligger _jeg_, du, sagde Erhard og lod de hvide Hnder falde
ned paa Dynen.

Herluf var blevet ganske forskrkket ved at s hans Ansigt, der var
blevet saa magert, saa ganske lille og magert: Hvor er det muligt?
tnkte han. I saa kort Tid--saa kort Tid--og han er kun fem og tyve
Aar, knap fem og tyve Aar ... _Yngre end vi andre_, blev han ved at
tnke. Og forvirret sagde han fuldstndig dumt:

-Og du var dog nylig ude, sagde han. Han var endnu helt som bedvet;
pludselig revet ud som han var blevet af denne Dagkamp paa Livet, hen
til en Kammerat, der imens havde lagt sig hen for at d--

Erhard laa og saa paa ham med de syges store og vogtende jne:

-Ja det kom jo pludselig, sagde han. Det vil sige--nu det sidste kom
jo pludseligt.

De tav lidt. Herluf var stadig forvirret og vidste ikke, hvad han
skulde sige: Men naar det nu bliver taget i Tide, sagde han, og du
kommer til Syden....

Erhard rystede paa Hovedet og lukkede jnene, som vilde han ikke i
Herlufs Ansigt lse Bekrftelsen paa sin Opgivelse.

-Mo'r er allerede begyndt at gaa i Kirke, sagde han med lidt af et
Smil. Hvor saadan en Fruentimmerhjerne er underlig, du, sagde han og
holdt sig paa Hovedet. Os opdrager de til at blive ganske ligegyldige,
og saa naar vi--naar vi skal til at sige Adieu, bliver de troende.

-Men--Erhard--fordi man bliver syg--

-Ja--ja, sagde han trt, lad nu det vre godt ... Han laa og stirrede
frem mod Vggen: Er der ogsaa saa stort tabt? sagde han. Hvad var man
vel blevet til, du? Skrive som de bedste i dette Land eller snakke som
de vrige--ved du, det var knap Umagen vrd.

Han tav. Herluf saa' kun op paa den stille Plet af Lampen.

-Herluf, sagde Erhard saa igen sagtere--men jeg er--jeg er Fa'r, du,
sagde han.

Det gav et formeligt St i Herluf, og han kom til at le sagte, mod sin
Vilje: han saa' paa det lille pillede Drengeansigt paa Puden:

-Fa'r? sagde han.

Erhard gjorde en lille Bevgelse i Sengen, som flte han en Smerte et
Steds, og lagde Hovedet dybere ned i Skyggen; Ja, sagde han.

-Husker du en Aften, jeg kom op til dig--eller en Nat--og du kastede
Nglerne ned paa Gaden fra dit Vindue ... og jeg kom op--fra
_hende_....

-Det varede over et Aar--halvandet Aar, sagde han og udtalte halvandet
uendelig dvlende-bldt ... Du vidste det vel forresten? sagde han og
saa op....

Herluf nikkede lidt ubestemt uden at se paa ham.

-Jeg var meget--meget (og han tvede paany foran dette Ord elske,
som han, der nu skulde d paa Grund af sin Mangel paa Respekt for
Kjrlighedens Gjerninger, havde haft saa besynderlig en Sky for at
udtale hele sit Liv) forelsket en Tid, sagde han saa ... Indtil _det_
kom ... og hun brd....

-Brd, gentog han; og i en anden Tone, et Forsg paa Ironi, der ikke
lykkedes, sagde han:

-Hun vilde ikke godkende mig som Fa'r.

Der var stille i Stuen; man hrte kun Erhards hastige, syge Aande.
Herluf havde dkket jnene med sin Haand. Det var ham i disse
jeblikke, der samlede de tusinde Erindringer, som sad han ved
Ddslejet af deres hele Ungdom--deres afmgtige, resultatlse
Ungdom....

-Nej, sagde Erhard, vi voxer ikke ud til at blive Fdre, du.

De tav lnge, hver fortabt i sine Tanker, til Erhard begyndte at
sprge om Kammeraterne, om Lange og Arnoldsen--Isr om Arnoldsen, hvad
de tog sig til, og hvad de vilde.

Herluf fortalte, og Erhard hrte til, liggende stille paa Puden og
sende paa ham med et Par vagtsomme jne:

-Ja, sagde han kun et Par Gange: naar det blot blir til noget--naar
det blot blir til noget.

De tav igen, og Herluf rejste sig: Du maa ikke tale mr nu, sagde han;
Erhard holdt ham ikke tilbage.

-Saa sr jeg dig maaske ikke mer, sagde han og saa ham ind i hans
Ansigt--fr jeg rejser.

-Farvel--du, hviskede Herluf.

-Farvel--og hils de andre, sagde Erhard ganske sagte.

-Ja--naturligvis--jeg skriver, sagde Herluf.

-Ja--Tak.

De saa ikke mer paa hinanden, og Herluf gik.

Ude i Spisestuen ventede Pigen, og han spurgte om Fruen: hun var i
Dagligstuen. Herluf saa' hende kun dunkelt, da han kom derind. Der var
Skrm over Lampen, som stod i et andet Hjrne. Men hendes Stemme var
meget kold og formel, som var han en ganske fremmed.

-Ja--de rejste til Montreux, saa snart som muligt ... men Rejsen var
jo besvrlig.

-Den vrste Rejsetid, sagde Herluf.

Samtalen slbte sig hen, og han fik sig ikke rejst, for de hrte
Skridt i den nste Stue, og Professoren stod i Dren i Galla--fra
Onsdagstaflet kom han:

-Er du dr? sagde han.

-Ja, sagde Fruen....

I samme jeblik saa' Professoren Herluf og stansede et Nu, fr han gik
et Par Skridt frem og sagde lige foran Berg, med en Stemme, der
dirrede, saa den blev ganske hs:

-Har De dog ikke i Sinde at lade ham d i Fred?

Herluf vilde svare, men Professoren blev kun staaende tavs og sende
paa ham tre Skridt fra Dren; og Herluf gik hen over Gulvet, uden at
sige noget, uden en Lyd--ud ad Dren, med Professoren i Hlene, tavs,
lige til Gangdren, som blev aabnet og atter lukket. Berg blev
staaende paa Trappen.

-Vist ud, sagde han lakonisk og saa' uvilkaarligt op og ned ad den
knne imiterede Egetrsdr med Gerster-Professor paa Pladen--fr han
gik ned ad Trappen.

Professoren gik ind igen, bleg og dirrende:

-Gerster, sagde Fruen blot.

-Nu tr man vel rense sit Hus, sagde han med sin hje Stemme. Ellers
er det dig maaske ikke nok, at vi har udleveret dem vor Sn?

-Ja--udleveret, raabte han, _udleveret_ ... Vi har slbt dem
herind--vi har taalt dem ved vort Bord--disse Folk--disse gudlse
Folk, sagde han og knyttede Hnderne.

Og hele hans Raseri, opsamlet i Aar, hele hans Fortvivlelse gd sig ud
i en Strm af hse Ord, Skldsnavne, hans Dagblads banale
Beskyldninger, Ukvemsord, Forbandelser af disse Apostle:

-Forbrydere, raabte han, Forbrydere ... Falsknere af
Moralen--Falsknere af Moralen, gentog han, bidende sig fast i hvert
Skldsord, der kom ham paa Tungen overfor disse Mennesker--hvis Bger
vi lser, hvis Aviser vi faar ind ad vore Dre hvis Liv vi lever ...
Liv vi lever, gentog han: _Deres_ var denne By--de havde bygget den
... disse Mennesker, disse Frihedens Folk, bygget den med deres frie
Krlighed. bygget den med deres frie Tanke--med deres Abetro.

-Hvor har de gjort af Gud, raabte han pludselig, hvor har de gjort af
Gud? raabte han, som frst havde fundet Navnet Gud igen i dette sidste
Halvaars Kampe med Erhard.

Og han talte atter om Byen, skndende den, forbandende den, givende
den Navn af baade Sodoma og Babel--Tyven af hans Sn:

-Til hvad har de gjort den? raabte han. Hvad har de gjort den til?
--en Gglerby--et _Paradis for Gglere_....

Stemmen forsagede ham og han nsten rallede, han kunde ikke tale mer.
Baandet om hans Hals var sprunget op, og Kommandrkorset laa midt paa
Tppet.

Fru Gerster svarede ikke, da han tav. Hun sad kun lnge, som bedvet,
og saa' paa den Mand, hun havde skabt. Tomme for Tomme, og givet al
sin Stilling i den By, han skndede.

Hun havde ingen Tanker. Hun sad kun forbavset, forvirret, lnge; til
hun rejste sig tungt og gik tilbage til Spisestuen til sin Krog, hvor
hun satte sig som lammet, bestandig uden Tanker og--begyndte at bede.

       *       *       *       *       *

Herluf drev om i Gaderne lnge, et Par Timer, saa da han kom til
Victoria-Etablissementet, var Forestillingen forbi. Men Kelneren i
Restauranten sagde, at Hr. Adolf ventede Hr. Berg i National.

-Og Hr. Spenner? sagde Berg halvt tankelst.

-Ja--Hr. Spenner har jo ikke vret her idag, sagde Kelneren.

Spenner var stadig sygemeldt i den sidste Tid og blev dagvis borte
fra Victoria.

Da Herluf kom over Gaden, saa' han Adolf gaa op og ned udenfor
Indgangen, frem og tilbage paa Fortovet, uden Hat:

-Men, Adolf, sagde han.

-Jeg frisker mig lidt, sagde Adolf febrilsk og blev ved at gaa. Jeg
kommer strax.

-Men--uden Hat, sagde Berg.

-Den er derinde, sagde Adolf blot i samme Tone. Jeg kommer strax.

Berg gik ind ganske urolig ved Adolfs underlig forstyrrede Ansigt.
Oppe i Logen sad Blom og Brodersen med en Hvid-Vins-Flaske i Kler.
Lidt efter kom ogsaa Adolf tilbage, men Stemningen var trykket. Frst
talte man om Gerster og saa om blonde Krause: han havde maattet
kvittere, som Brodersen sagde. Hollandsk Soldat, Gamle ... Herluf
talte kun lidt, og Adolf stirrede blot ud i Rummet, farende pludselig
med Haanden til Hovedet hvert jeblik--som jog han en usynlig Flue
bort.

Brodersen sad med begge Armene paa Bordet: Ja, sagde han med sin fede
Stemme: nogen maa jo vre Bukkene, der sendes ud i rkenen. Adolf
vendte sig og lo lnge, overstadig ad Brodersens bibelske Vittighed:

-Ja, Skaal for Bukkene, sagde han og stdte sit Glas mod de andres,
mens han blev ved at l. Saa rejste han sig og gik et Par Gange rundt
i Salen og kom tilbage og satte sig igen og rev sig saa ls.

-Jeg vil tale med dig, sagde han til Herluf, som blev forundret over
dette Du. De gik hen til Dren og stod lidt, fr Adolf sagde helt
aandsfravrende:

-Ja--naar kan vi ss imorgen?

-Imorgen tidlig, sagde Berg forbavset. Til Generalprven.

-Ja--ja--imorgen tidlig....

-Og naar er det? spurgte han i den samme srt opfarende Tone.

-Klokken ti, sagde Berg.

-Adieu, sagde Adolf og vendte sig. Men han kom strax tilbage Igen og
tog hans Haand paany, klemmende den i sin:

-Saa imorgen, sagde han og gik.

Herluf vilde raabe efter ham, men Dren slog allerede i, og Adolf var
ude ... Berg vilde blot hente sit Tj i Logen, han vilde hjem.

Brodersen og Blom sad alene tilbage. De var matte i Humret i Aften.

-Du, sagde Blom og saa ud over Gulvet, stuvende fuldt af det lende,
brunhatte'de Ung-Kbenhavn, vi kunde s'gu gerne trkke os tilbage
nu--der _er_ Efterflgere....

-Ja, sagde Brodersen, der er opdraget et net lille Kuld--et nydeligt
Kuld ... Man har jo lrt dem, hvordan et Slips skal bindes, sagde han
tilfreds.

-Ja, vel, sagde Blom, men hvad saa--Gamle?

-Man bli'r gtemnd, sagde Brodersen og snftede, og vendende tilbage
til sine Citaters bestandige Kilde, sagde han:

-Og opfylder Budene, du, og gr sig Jorden underdanig....

... Herluf kom ud paa Gaden. Fra Tunnelen, fra Cirkusbygningen, fra
National ld Fahrbachernes Stj, Violiner, Trommer og Triangel i n
Tummel, som for at holde Gsterne sammen til et allersidste Glas....

Og midt i den glade og hidsige Larm, laa Victoriateatrets korte Faade
tavs og mrk lig et underligt Gravmle.




V

Den rigtige Vinter vilde dog ikke komme. Det var den samme evige
Taage, der svbte alting i sit Graat--ogsaa idag.

Herluf var gaaet meget tidligt hjemmefra; han var urolig over Adolfs
sre Vsen igaar og vilde tale med ham fr Generalprven. Men i
Direktionskontoret traf han ingen, hverken Adolf eller Spenner, og han
gik nedenunder for at sge _der_; Koristerne begyndte allerede at
springe paa Trappen til Generalprven.

Dren til Spenners Kontor stod aaben paa vid Gab, men inde var der
ingen. Med sine ngne Pulte og Lugten af Svamp saa' Kontoret ud, som
var det lngst forladt og stod til Leje; Batterier af tmte Flasker
fyldte allevegne. Herluf fo'r sammen, da han kom ind i den nste Stue
og saa' en fremmed Mand, der hilste:

-Ja--Dren stod aaben, sagde han undskyldende. Det var Bankbudet.

-Ja, sagde Herluf. Hr. Adolf er her ikke.

Bankbudet gik, og Herluf vendte tilbage til Direktionskontoret. Den
stramme Lugt af Svampen slog i det fugtige Vejr op fra Kldrene og
mrkedes gennem hele Huset. Ovenpaa begyndte Koristerne allerede at
stje i Garderoben, og ude paa Scenen repeterede Barytonisten til
Klaver midt mellem Maskinfolkene, der i Halvmrket rumsterede med
deres Ststykker.

Og Adolf kom endnu ikke.

Herluf telefonerede til Forretningen og fik intet Svar. De to gamle
Magistratsbetjente kom paa deres vante Morgenrunde for at kontrollere
Billetterne til Fattigskatten. De maatte tnde et Gasblus for at s i
Tusmrket og de begyndte sndrgtigt paa Optllingen, mens Herluf gik
urolig op og ned og ventede.

Det bankede igen. Det var Frken Hansen, der kom bleg og forpustet:
De? sagde Herluf, mens Vejret nsten gik fra ham: Hvor er Adolf?

-Har han ikke vret her? sagde hun.

Herluf rystede paa Hovedet og de stod et jeblik bestyrtede, uden at
tale: Har Bankbudet vret her, sagde hun saa, hviskende af Hensyn til
de to Gamle, der stadig talte deres Billetter under Gasblusset.

-Ja.

-Ogsaa hos os.

De gik ind i det andet Vrelse, og Frken Hansen greb Herluf
krampagtigt om Haandleddet: Hvor er han? sagde hun. Jeg er saa angst.

-Maaske hjemme, sagde Herluf og troede det ikke selv.

Frken Hansen hrte det ikke, hun stirrede ud i Luften: Han har jo
altid talt om idag, sagde hun ... jo lnge talte om idag.

-Ja, sagde Herluf

Han kom til at tnke paa, at de forfaldne Vekselsummer stod noterede
paa Spenners Almanak, og de gik begge ned for at sge den. Paa Vggen
hang den ikke mere, men Pulten var ulaaset, og omsider fandt de
Almanaken mellem kasseret Klatpapir og gamle Pennekasser. Der stod
ingen Tal opfrt ved Dagen, kun tre Kors, ved Siden af Datum: den
ottende December.

-Og hvor er _han_, sagde Frken Hansen.

-Spenner?

-Ja.

-De siger han er syg, sagde Herluf.

De stod lidt, bestandig bestyrtede. Jeg vil gaa hjem, sagde Frken
Hansen og lukkede Pulten.

-Til de Gamle?

-Ja.

De gik begge ud paa Gangen, hvor Koristerne hang stjende over
Gelnderne i deres brogede Uniformer:

-Ja, sagde Herluf, her er jo Generalprve.

Oppe fra Damegarderoben hrte man Regissrens Klokke, og Koristinderne
rutschede leende ned ad Trapperne med de vatterede Pagebn.

-De kommer jo igen, sagde Herluf.

-Ja.

De skiltes, og Herluf vendte tilbage til Direktionsvrelset, hvor de
Gamle var ved at pakke sammen under Lampen.

-Naa, sagde den ene og nikkede. Det har vret lidt smaat i den sidste
Tid, Hr. Direktr ... Men nu blir det vel bedre--sknt det er
Julemaaneden nu.

-Ja, sagde Herluf, det er det ... Farvel.

De to Gamle kom afsted, just som Regissren meldte, at alt var i
Orden. Tppet kunde gaa.

-Vel--saa begynd, sagde Herluf og blev i Kontoret. Ouverturen begyndte
og ld dmpet op bag Tppet, mens Solisterne lb febrilsk til og fra
deres Garderober.

Men Herluf blev; han kunde ikke gaa ned i Salen, han vilde ikke kunne
udholde det. Han vandrede kun op og ned, ventende paa Adolf,
forestillende sig alle Ulykker, overbevist om, at det var forbi, at
alt var ude, det var slut og at nu Huset vilde styrte om dem.

Og hvor var de henne? Hvor var de? Hvor var Spenner? Var de da alle
lbet af Landet? Spenner, der var ansat, der var Embedsmand, der havde
til Pligt at vre her? Hvor var Spenner?

Hele Herlufs Angst samlede sig, mens han ventede, i et pludseligt
meningslst Raseri mod dette ene Menneske, Spenner, med det de
Kontor, aabent for alle Vinde, den ngne, ulaasede Pult--hele denne
Forladthed, der forraadte dem, der kompromitterede dem--selv om de
ogsaa reddede sig.

For de _maatte_ redde sig....

Han satte sig ved sit Bord og havde ikke hrt, det bankede--da der
stod en fremmed Mand indenfor Dren og hilste.

-Hvad vil De, sagde han og fo'r op.

Den fremmede svarede ikke strax: Jeg er fra Politiet, sagde han saa
blot hflig og dmpet.

-Hvad er der skt? sagde Herluf kun. Han troede, hans Hjerte var holdt
op at slaa. Den fremmede svarede ikke, gik blot over Gulvet og aabnede
den modsatte Dr for Hr. Rowan, Chefen, der kom ind; Herluf kendte
ham:

-Kun ingen Stj, sagde han og rakte Haanden tyssende ud mod Herluf:

-Hr. Spenners Kontor er jo nedenunder?

-Ja, sagde Herluf.

-Og her?

-Er mit, sagde Herluf.

Hr. Rowan konfererede med Betjenten--de talte begge dmpet, som Lger
i en Sygestue: Og det var godt, om De gik ned til Prven, sagde Hr.
Rowan.

-Ja. Herluf vendte sig. Han saa' hverken Gulv eller Vg. Ude paa
Gangen sank han sammen et jeblik ved Gelnderet. Ogsaa foran
Spenners Dr stod der en fremmed Mand, som maalte ham.

Herluf gik ned. Han vist baade svarede og spurgte i Kulissen, fr ham
kom ned i Salen, hvor der var mrkt. Menneskene paa Scenen saa' han
som Skyggerne af en Laterna magica, og han sad rank, vogtende
paa sig selv som en drukken. Det var Scenen med Lgene, de
spillede--Hollnderen, der grd for sine Lg, sine firehundrede Lg.

Et Par Skuespillere slog sig ned paa Bnken lige bag ham og
profeterede, for at gre sig behagelige, en stor Sukces:

-Ja, sagde den ene hjt, den redder os Terminen.--Vi gaar ind i det
nye Aar, bekrftede den anden, mens Hollnderen blev ved at jamre.

Men pludselig fo'r Direktren op og standsede Orkestret, raabende til
et par Korister, der hviskede i Baggrunden--hidsig, i Angst for, at de
vidste det, at det var _det_, de hviskede; skldende dem ud over al
Maade, mens Synderne stod forfjamskede med skrvende Bn....

Og med t lb han, som vilde han forhale det et jeblik, opholde det
blot et Minut, op paa Scenen, omordnede Grupperingen, eksperimenterede
med Kormassen, gav nye Ideer; opfindsom midt i sin Angst, omkalfatrede
han alt, blot for at opholde det uundgaaelige et Minut.

Under Finalen gik han.

Udenfor sin Dr mdte han Frken Hansen, bleg og forstyrret. Han var
der ikke, sagde hun. Jeg blev opholdt.

Han aabnede Dren uden at tale, og hun vilde sprge--da hun holdt inde
ved Synet af den fremmede, der bestandig gik op og ned, stum, uden at
hilse, som en fjendtlig Vagtpost: Hvem er det? hvidskede hun
stakaandet.

Og pludselig gttede hun, lnende sig et jeblik mod Vggen, fr hun
gik frem over Gulvet mod Bordet. Og som forstenede sad de begge tavse
og ventende, hver paa sin Side af Skrivebordet foran den tavse
fremmede. Udenfor var Akten forbi, og de herte Koristerne, der
stjende lb til deres Garderober opad Trappen. De sklvede, naar de
hrte Skuespillernes Stemmer tt ved Dren.

Frken Hansen saa' hele Tiden de to Gamle, som de havde siddet
Srgmodige og forknytte ved Thebordet, da hun kom: Ja, sagde den gamle
Frue, vi sidder ene, Konstantin bliver paa Victoria nu; og hun havde
st paa hende med sine smaa ngstelige frittende jne, mens Frken
Hansen havde fundet et Paaskud for sit Komme og hastigt vilde gaa
igen. Men den gamle Hr. Adolf vilde slaa Flge med hende, og det
varede en halv Evighed, fr de kom afsted, mens den gamle Frue blev
ved at sprge med sin angstfyldte Stemme.

-Hils, hils ham, havde hun raabt tilsidst, da de gik, ud over
Gelnderet.

Og saa havde Frken Hansen maattet gaa, Gade op og Gade ned, med den
gamle Herre, der ikke vilde slippe hende, men snakkede og angstfulde
ganske som den gamle Frues.

-Ja ja, ja ja--hils derude, hils derude, havde han endelig sagt og var
bleven staaende og havde st efter hende lige til hun var bjet om
Hjrnet....

... De sad stadig ubevgelige paa samme Plads. Herluf lyttede efter
Skuespillernes Fodtrin paa Trapperne, raadvild og skamfuld, som fornam
han allerede deres Klager og Forbandelser nu, mens han ventede.

Men Regissrens Klokke gik som sdvanlig og de hrte Forspillet og
Koret af Fyrstinde Artemisias Hofdamer:

En Kop endnu, om jeg maa be'. En Kop endnu! Nej vil man s--hun
drikker tre--Tre Kopper Th.

Der blev banket let paa den modsatte Dr, og Betjenten gik ud.

-Hvor er han? sagde Frken Hansen, strkkende sig hastigt frem over
Bordet, hviskende, som hun ikke turde tale.

-Jeg vd det ikke, sagde Herluf i samme Tone og de tav igen.

-Dette Hus, dette Hus, sagde Frken Hansen pludselig og lftede de
knyttede Hnder.

Den fremmede vendte tilbage og de da atter tavse, mens de hrte
Fyrstinde Artemisias skrattende gamle Stemme og Hofdamerne, der
svarede hende med Omkvdet:

 Ja--saa skal det vise sig, at det er en lystig Krig, saa lysrig, saa
lystig, saa lystig en Krig.

Ogsaa Betjenten havde sat sig. Han rokkede lidt efter lidt med
Hovedet, med, et ret muntert Ansigt, i Takt til Musiken, da Dren gik
op, og de alle stod op. Det var Chefen. Han lukkede Dren efter sig og
sagde efter et lille jebliks Stilhed med sin ejendommelige, varsomme
Stemme:

-Ja, det er jo i alt Fald en Fallit.

Herluf bjede Hovedet, han kunde ikke svare. Frken Hansen lagde
Panden ned mod Bordet og grd stille.

Ude sang de endnu--Krlighedsduetten:

Kun _det_ Kys gte blir, som Elskov Elskov gir, hvor Lbe bringer Lbe
Bud om Flammer, tndt af Elskovs Gud--som Elskov Elskov gir.

Pludselig hrte de ilfrdige Skridt frem og tilbage paa Gange og
Trapper, og mange Stemmer, der hviskede. Musiken holdt op, og Folk lb
forvirret frem over Scenen. Herluf havde allerede vendt sig mod Dren,
der aabnede sig foran en Flok af forskrkkede Ansigter:

-Menneske dog, raabte rnulf, hvad gaar her for sig? Hvad er her sket?

Ingen svarede, og han saa' fra den ene til den anden: Er det en
Fallit? sagde han saa med halv Stemme.

-Ja, sagde Herluf sagte.

Dren lukkede sig igen. Forvirrede lb alle Skuespillerne ned paa
Scenen, samlende sig i smaa maallse Flokke, staaende raadlse, i
deres Operettepynt, midt mellem Ststykkerne, forstenede som
Brandlidte om en Tomt, Korister. Maskinfolk og Musikere. Og man hrte
ikke andet end den hje Jamren fra en gammel Komiker, der uafladelig
gik op og ned og slog begge de lftede Hnder ned mod sin Isse:

-Nej, Herre Jesus, forbarme sig--nej, Herre Jesus forbarme sig.

Lidt efter lidt kom de behjertede Herrer til sig selv, og n af dem
sprang op paa et Ststykke og raabte: Skuespilpersonalet til Foyeren.

De svarede alle: Ja--Skuespilpersonalet til Foyeren; og de strmmede
ind i Samlingsstuen, hvor Dagslyset faldt ind gennem Skodderne. Knap
var Drene lukkede, fr de alle begyndte at tale i Munden paa
hinanden, hidsige eller klagende, lignende en Flok Markedsgglere, i
deres Stads, med de aftagne Parykker i Hnderne, latterlige som en
Skare Klowner, mens de alle skreg med de kalkede Ansigter, der stive
af Sminken, fortrak sig til Grimasser, naar de talte.

Og pludselig blev der atter mere stille, mens hver enkelt blev
staaende aandsfravrende, stirrende frem for sig; med t fortabt i et
langt ngsteligt Regnestykke som et Svlg uden Bund af Forpligtelser,
Bekymringer og Angst--til han igen begyndte at skrige op, mdlst,
endnu hjere, sgende om Hjlp, foreslaaende Udveje:

-Nu fr Jul, nu fr Jul, sagde de alle.

De samlede sig alle om denne ene Stning, der ligesom skrpede deres
Fortvivlelse; og de valgte en Deputation til at gaa til Herluf: man
maatte i alt Fald have Oplysninger, man maatte have Erklringer.

Deputationen var valgt og gik op over Scenen, hvor Koristerne
raadslog, ophidsede og talende i Munden paa hinanden ligesom
Skuespillerne, mens Maskinfolkene stod stille i Kulisserne, tavse og
tungsindige, vante til Striker og Spadseren. Orkestermedlemmerne var
vendt tilbage til Orkestret, hvor de sad hvidskende mellem Pultene: t
var dog godt, at Balssonen begyndte saa kort efter Jul.

Deputationen kom ind i Kontoret. rnulf var Ordfrer for Kammeraterne.

-Ja, sagde Herluf, jeg skal komme.

Han ventede et jeblik, fr han gik ud og ned over Scenen, hvor
Arbejderne srgmodigt tog Hatte og Huer af i Kulisserne. Koristerne
fulgte bagefter ham hen imod Foyer-Dren i en stor Flok. Der blev
ganske stille, da han kom ind. Men da Herluf saa' alle disse sminkede
Ansigter--skrmte og ventende--her i Dagslyset, blev han paany greben
af Forvirring, saa man knap hrte Ordene, han sagde:

-Ja--jeg kan kun sige Dem ... han holdt inde og begyndte igen med sin
sklvende og nsten uhrlige Stemme: Ulykken, som har ramt os--os alle
og dette Hus ... Ved de sidste to Ord slog hans Stemme over, og han
brast i Graad, vinkende med Haanden, at han kunde ikke tale, idet han
gik.

Et jeblik forblev der tyst, mens alle stod grebne af den samme
Bevgelse, bestormede alle af de samme Erindringer: Huset--dette Hus
... Stille veg Koristerne til Side og gjorde Plads for Herluf, der gik
ned over Scenen, de unge Piger begyndte at snfte og grde.

Herluf gik ind i Kontoret og satte sig. Han hulkede med Hovedet ned
mod sit Bord. Saa lftede han Ansigtet og vendte sig mod Betjenten:

-Vil De sige dem, at vi krer til Centralbanken, sagde han. Om de vil
vlge et Par til at flge med.

Han blev atter rolig, og han overvejede alle Enkeltheder. Det var den
eneste Udvej: Personalet maatte have Gager--nu fr Jul maatte de i
hvert Fald have Gager. Og Centralbanken vilde selv ikke kunne opgive
Teatret, kunde ikke lade Krach'et strkke sig til Driften uden selv at
lide Tab.

Han begyndte at gre Overslag i Hovedet om de aftenlige Udgifter og om
mulige Besparelser. Tjet havde han allerede paa, da Hr. Sthr
arriverede. Han var meget chaufferet, med alle Lommer fulde af
strittende Papirer; han vilde have Oplysninger, mens han vedblev at
snakke, sgende Bekrftelse paa en Mngde Enkeltheder, Herluf slet
ikke kendte:

-Man siger, den falske Vekselmasse vil naa op til
halvfemsindstyvetusind--at det har kunnet gaa saa lnge, mrkvrdigt
... Hr. Sthr satte sig, med aaben Overfrakke, sprgende ud om Adolfs
Forsvinden og Spenners Forspring: Fire Dage mener man, har ham
Forspring, sagde han. Fire Dage ... Ja--han var vel egenlig Sjlen,
Sjlen i det hele ... Nu dukker der jo ogsaa Ting op om hans
Fortid....

Hr. Sthr blev ved.

Herluf sagde blot: Ja--kre Sthr--jeg vd ingenting ... Vi tager til
Centralbanken. Og han gik for at hente de to andre, mens Hr. Sthr gik
ned paa den forladte Scene--undersgende alt, hastigt inspireret af
dette Billede af Flugt og delggelse, som den dybe, tavse Sal syntes
at stirre paa som et mrkt gennemborende je....

De to Skuespillere steg ind i Drosken tilligemed Berg. De blev,
aandsfravrende ud af Vinduerne:

-Ja, ja--hvad mon han egenlig vil sige? sagde den ene, den frste
Elsker.

Og rnulf svarede:

-Ja--man maa forstaa at tage ham.

Herluf sagde ikke et Ord, fr de naaede Banken og stod ud. De maatte
vente en Tid, mens Skuespillerne blev mer og mer nervse, rettede paa
sig og fo'r med Hnderne gennem de svedige Tupeer.

-Min Ven, sagde rnulf, Sagen er Kammeraternes; og de ventede igen,
febrilske, ligesom fr, indtil de endelig kom ind.

Konferentsraaden gik frem og tilbage paa Gulvet: Jeg havde nsten
ventet Dem, mine Herrer, sagde han og bd dem tage Plads. Der var en
hastig Bestemthed over ham, medens han spurgte, hvad de da egenlig
havde tnkt dem; hvorledes de da mente, Banken kunde stille sig
overfor dem--som var hans Stninger endnu kortere og klarere end
vanligt.

Men de to Skuespillere havde slet intet tnkt, og de begyndte kun at
fortabe sig i lange Deklamationer om det hele Personales fortvivlede
Stilling og Kammeraterne, der vilde staa Last og Brast.
Konferentsraaden sad bjet over sit Bord, mens rnulf blev ved at
tale, gestikulerende heftigt med begge Armene, og den frste Elsker,
der havde mistet Vejret og var faldet fra, ledsagede hans Veltalenhed
med vekslende Stillinger ligesom et Akkompagnement.

Herluf talte ikke. Det var som de andre Omgivelser, maaske just dette
Vrelse frst havde vakt og ggede hele Flelsen af hans Smerte.

-Ja, sagde rnulf, Kammeraterne vil holde sammen.

-Vi vil staa sammen, sluttede han, og finde os i _Hans_ Vilje. rnulf
havde lftet jnene op mod Loftet og rav; og Konferentsraaden lod
Skuespillerens Ord d hen i en ganske lille nsten umrkelig Pavse,
fr han sagde, med Ansigtet med mod sine Papirer:

-Ja--jeg kan jo meget godt forstaa og ... dele disse mere almindelige
og humane Synspunkter. Men, sagde han, Banken maa dog regne med visse
Tal ... Og Konferentsraaden spurgte om Gagebudgettet og om
Kontrakternes mulige Gyldighed.

Men rnulf forlod hurtig Tallene og blev atter religis og talte om
Forsynet og den menneskelige Flelse, rrt og med taarefyldte jne
over sin egen Veltalenhed, mens den frste Elsker som henreven
stirrede ham ind i Ansigtet. Konferentsraaden havde drejet sin Stol,
saa han vendte Ansigtet helt om mod dem, og han sad, med Hnderne
stttede mod sine Kr og saa', ufravendt, lige paa de to Komedianter.
Elskeren, der begyndte at fle sig usikker under Konferentsraadens
Blik og som svedte som Helten i et fdrelandshistorisk Skuespil, vilde
endelig standse sin Kollega og sagde:

-Kammeraterne mente saa, man kunde garantere dem Gagen.

rnulf holdt inde som med et Ryk og tog sig til Hovedet: Ja--sagde han
i en anden Tone--Betingelsen maa vre de garanterede Gager.

Der blev igen en Pavse, fr Konferentsraaden atter vendte sig mod
Skrivebordet og sagde: Ja--Bankraadet trder just nu sammen--og hvad
der kan ske, vil naturligvis afhnge af de Herrers Beslutninger ...
Jeg tror dog at turde sige, at der vil vre en overvejende
Sandsynlighed for, at man beslutter sig til forelbig at overtage
Driften ... under en passende Ledelse....

Herluf bjede sig lidt frem bag det store Skrivebord, hvor han sad, og
han sagde med lidt Mje (det var overhovedet de frste Ord, han
fremfrte):

-Ja--_jeg_ er naturligvis traadt bort fra al Ledelse. Stemmen ld knap
frem gennem Rummet, og der var et jeblik stille i Stuen, som ventede
Konferentsraaden, en af Skuespillerne skulde tale; med de tav begge,
og med en lidt anden Stemme--enten utaalmodig eller maaske
bevget--sagde Konferentsraaden: Ja--det er maaske under disse
Omstndigheder bedst, at Ledelsen vlges (Konferentsraaden tvede et
bitte jeblik foran Ordet) udaf Kammeraternes Midte....

Han tav, og idet han rejste sig, sagde han: Vi vil jo ikke foretage
literre Experimenter, mine Herrer.

-Nej--Hr. Konferentsraad, plumpede det samstemmende ud af den frste
Elsker:

-Kun hytte Skindet. Og begge Skuespillerne lo, lettede og glade,
indtil ogsaa Konferentsraaden faldt ind med sin ejendommelige halve
Latter, mens han bestandig saa' paa de to Kunstnere. Herluf stod bleg
ved Siden af Bordet.

-Saa vil De faa Besked om en Timestid, sagde Konferentsraaden
afsluttende. Og rnulf, der atter blev meget bevget og holdt
Konferentsraadens fremrakte Haand lnge i sin, sagde:

-Ja--saa ske--saa ske, hvad der maa.

De to Skuespillere gik hen mod Dren og Konferentsraaden sagde til
Herluf: Naar saa' De Adolf sidst?

-Iaftes.

-Ja--han skal jo frst vre flygtet imorges, sagde Konferentsraaden.
Han stod et jeblik foran Berg, som han endnu vilde sige et Par Ord,
men han fandt ingen og sagde kun et hastigt og meningslst:

-Ja--lev vel, og vendte sig.

-Adieu, sagde Herluf.

Ude paa Trappen komplimenterede den frste Elsker sin Kollega.

-Ja--det gik jo, sagde rnulf.

-Brillant, sagde Elskeren.

-Jeg talte for Kammeraterne, rnulf rrt og bredt, og han maatte
standse for at rkke sin Ven begge Hnderne, midt paa Trappen.

Konferentsraaden tvede nogle jeblikke, fr han aabnede Dren til den
store Hal for at gaa til Bankraadssalen. Det var allerede sent, og
Hallen var mrk, saa Kunder og Expedienter gled frem og tilbage som
listende Skygger, og Assistenterne sad bjede over de store Pulte, der
rejste sig som sre Skafotter.

-Om vi fik Lys herinde, sagde Konferentsraaden hjt fra Vindeltrappens
Trin. Og han blev staaende, mens der blev tndt fra Pult til Pult: det
saa' saa mrkeligt ud, som om Mrket kun flygtede som store hastige
Flagermus op under Hvlvingerne og gemte sig.

Konferentsraaden gik op.

I Bankraadssalen var der tndt, og de Herrer var allerede kommen. De
var arriverede ligefra Brsen, irriterede og ubehagelige til Mode ved
Rygterne og Foresprgslerne, utilpas ved det fugtige Vejr, der kaldte
alle deres smaa Svagheder frem: Excellencen, der allerede var i Kjole
for at kre til Middag, kunde ved dette Vejr slet ikke hre.

Konferentsraaden hilste, og de Herrer tog Plads uden Ord, siddende om
Bordet som en hjtidelig Jury, mens Konferensraaden tog Ordet og
sagde--halvt frem mod Excellencen, der begyndte at manvrere med et
meget omfangsrigt Hrerr--at han havde anset det for sin Pligt strax
at sammenkalde de Herrer ... navnlig, sagde han, for at berolige
Bankraadet.

De Herrer blev ved at sidde uimodtagelige og tavse, og
Konferentsraaden sagde: Thi der var i Virkeligheden ingen Grund, for
Banken ikke nogen Grund til at ngstes over denne indtrufne Kalamitet.

-Saasnart man, sagde han, undersger de ngne Tal.

Han aabnede sin Mappe og begyndte at klarlgge Situationen og at give
alle Oplysninger, mens han talte i den forretningsmssige og rent
refererende Tone, som han altid anvendte i Omtalen af mindre
frugtbringende Transaktioner, og hvori han rangerede Tabstallene ind
som givne Regnskabsposter, summerende og adderende de uskyldige Tal i
lange Kolonner, der langsomt beroligede Nerverne.

Han opgjorde Summerne, idet han til en Begyndelse dvlede ved enkelte
Tusinder, der maaske for jeblikket kunde vise sig mere tvivlsomme:
han afvejede Taxationsvrdierne, ansttende lavt: Lad os stte lavt,
mine Herrer, blev han ved at sige: vi stter lavt--af Hensyn til
Tiderne; og han afrundede Summerne med alle de upaaagtede Vrdier,
som han kaldte dem: Inventar, Garderobe, Dekorationer....

Han specificerede, bladende i sine Papirer, mens han klatrede fra
tusind til tusind. Excellencens Hrerr gik op og ned som i
samstemmende Nik.

-Overfor disse Vrdier, mine Herrer, sagde Konferensraaden, staar da
for Banken de halvanden tinglste Million.

Han lukkede Mappen og saa' for frste Gang op. De Herrer var lngst
beroligede og akklamerede Oplysningerne, grende smaa private
Bemrkninger fra Stol til Stol. Og som noget ganske selvflgeligt
tilfjede Konferentsraaden en Bemrkning om den forelbige Overtagelse
af Driften: man var med Skuespillerne saa godt som enig og vilde af
deres Midte lade vlge en kunstnerisk Ledelse.

De Herrer skd allerede Stolene tilbage for at bryde op, tilfredse og
hjrstede: For Hr. Henrik Hansen var der ikke megen Tid: han boede
endnu paa Strandvejen--flyttede frst ind til Jul ... Dumheder,
Dumheder, sagde Generalkonsul Brodersen ... Ja--Damerne, sagde Hr.
Henrik Hansen og trak paa Skuldrene; det er Damerne....

Men Konferentsraaden holdt de Herrer tilbage: Hva', raabte
Excellencen, hva' sier han? er der mere? han var hjst misfornjet.

-Ja, Excellence, raabte Konferensraaden: der var en Meddelelse endnu.

De Herrer satte sig, ret surmulende, og kun Konferentsraaden blev
staaende foran sin Stol, stttet til Bordet:

-Det er forelbig kun, sagde han, en kort Meddelelse, jeg kan gre de
Herrer. Alle nrmere Oplysninger vil jeg--som De vil kunne
forstaa--naturligvis frst senere se mig i Stand til at yde
Bankraadet. Staden Kbenhavn--sagde han, og det var, som han
uvilkaarligt hvede Rsten--ser sig, for at fyldestgre en saa hastig
Udviklings mangfoldige, naturlige Krav, foranlediget til at optage et
nyt Millionlaan.

-Kbenhavns Kommune berer os, mine Herrer, berer Centralbanken, med
Emissionen af dette Papir.

Konferentsraaden tav, og der var et lille jeblik stille i Bankraadets
Sal.

... De Herrer var gaaet, og Konferentsraaden vendte gennem den lyse
Hal tilbage til sit Kontor:

Dagen var hans.

Han skrev kun endnu det korte Brev til Victoriateatrets samlede
Persionale og sendte det bort med et Bud.

Han havde allerede Overfrakken paa og havde slukket Lampen, men han
blev i Tanker staaende bag Skrivebordet. Lyset fra Fortovslygterne
faldt ind paa Vggen henover Nordevropas store Kort. Han stirrede
lnge paa Kortet, paa Danmark: det var som blev i det flakkende Lys
dets Konturer urolige og vidskedes ud. Lnge stod Konferentsraad Hein
foran det store Kort eftertnksom, med et Udtryk nsten af Smerte.

       *       *       *       *        *

-Ja--sig saa De det, sagde Herluf. Deputationen var staaet af ved
Hovedportalen og gik ned gennem Logegangen. De to andre gik videre, og
han aabnede en af Drene til Logerne. Der var mrkt i det store Hus,
mrkt oppe og nede, og Herluf syntes, det var, som dulmede det at
sidde her.

Han sad der lnge, til han vkkedes af nogle hje, jublende Hurraraab.
Det var Skuespillerne, der havde faaet Konferentsraadens Brev og som
lod Elskeren og rnulf leve hjt.

Saa hrte han dem bryde op, og Stjen dde hen. Der var blevet tyst.

Med Hovedet hvilende mod Logekanten stirrede han ned paa Scenen, hvor
Ststyks-Bjergene laa vltede rundt omkring. Det var, som hver enkelt
lille Stump og Stykke interesserede ham og som vilde han for bestandig
indprnte sig dets Billede.

Et Par Maskinister gik nu over Scenen og saa blev der helt slukket.

Herluf Berg var nppe kommen hjem, for det ringede igen. Det var en
civil Betjent, der skulde hente ham til Raadhuset.

De gik over mod Boulevarden og op gennem Nrregade uden at veksle et
Ord. Da de naaede Raadhuset, gik de over Gaarden og ned gennem
Klderen.

-Hm, sagde Herluf i en besynderlig Trang til at forstille sig, og
spge: De holder underjordiske Gange her.

-Ja, sagde Betjenten kort, og de gik videre gennem Gangen, hvor deres
Fodtrin lod strkt mod Fliserne frem langs de hvidtede Vgge. Ad en
lille Trappe kom de op foran Chefens Dr.

Stuen var meget stor, og kun Skrivebordet, hvor Chefen sad, laa i Lys
af et Par Lamper. Hr. Rowan lftede Hovedet op fra sine Akter og
hilste, med sit anstrengte eller bedrvede Blik frem mod Herluf.

-Jeg har maattet ulejlige Dem endnu iaften, sagde han med sin mrkelig
dmpede Stemme, som talte han bestandig i et Sygevrelse. Vi maatte
strax--endnu i Dag fre den anholdte sammen med Dem og Hr. Martens.

Berg blev nu frst Martens vaer, henne ved Dren, i Mrket. Bygmestren
sad trykket ind mod Karmen, helt ude paa Kanten af en Stol og frte
uafladelig Hnderne frem og tilbage, den ene over den anden--med en
egen ngstelig Underdanighed over sig, som var han en Haandvrkssvend,
der ventede paa Raadhuset for at faa skrevet i Vandrebogen.

-Ja, sagde Hr. Rowan, vil De saa fre ham herop. Betjenten gik frem
over det maattebelagte Gulv, og de ventede alle tre tavse, til Dren
blev lukket op igen. Berg saa' ikke op, men det var som flte han
dette Billede af Adolf, der stod ved Siden af Betjenten; han var saa
ganske Fangen med bjet Nakke og holdt de ustadige jne (rde i det
hvide, som var alle Aarerne sprungne) stivt ned mod Gulvet--som var
han allerede, syntes Berg, skilt fra dem ved baade Slaa og Mure,
saadan som han der stod.

Hr. Rowan spurgte, og de svarede efter Tur. Det begyndte med Martens.
Det gjaldt om at fastslaa Udviklingen for at komme til Klarhed om
Grnsen og Omfanget af Falsknerierne. Man maatte kende Midlerne,
Kapitalen, med hvilken der fra Begyndelsen var arbejdet.

Men Martens vidste intet og blev kun ved at nvne det ene Navn:
Spenner og Spenner i den underligt klynkende Tone som en Almuesmand,
der for Herskabet skal rede for sig. Men Hr. Rowan blev ved at afhre
ham, formende sine Sprgsmaal skarpere, ligesom med et Skr af
Utaalmodighed overfor denne uafladelige Klynken, der gemte sig bag en
anden.

-Men hvad _mener_ De, De havde, sagde han tilsidst. Hvormed begyndte
de at bygge Victoria-Etablissementet?

Martens saa' pludselig op: Med et Par Hundredetusind, sagde han med t
i en hj, skinger Tone, der skar hen gennem Stuen: Et Par
Hundredetusind rammede de vel En ned i Grunden med deres Ple.

Og for frste Gang reven ud af sin forknytte og stumpe ngstelighed
ved Tanken om disse Hundredetusinder, man havde begravet for ham midt
i Stadsgravens Mudder, man havde pumpet ham bort som den smeltende
Sn--greben af en pludselig Forbitrelse, Arbejderens gamle Raseri i
ham mod Herrerne, der havde misbrugt og forurettet ham, fortalte han
hele dette sknne Hus Historie.

Han havde st alt, med Smaakaarsmandens mistroiske jne:
Leverandrernes Bedragerier og Haandvrksmestrenes Svindel; og som en
uvorn Dreng, der pludselig delgger det egne Legetj og snderslider
Stykke for Stykke, fortalte han om Murvrket, hvor der var iblandet
Stn fra nedbrudte Rnner; Bjlkerne, som havde udtjent i gamle
Bindingsvrkshuse; om Vandet, der var som en S, hvori de rejste
Grunden for at opnaa det frste Laan; Svampen, som aad sig ind i alle
Mure og slog ud paa hver en Vg; Jernkorsene, hvormed man havde
afstivet Klderhvlvingerne, der revnede--trvlende det op, hele sit
Vrk, hvor man bedrog og blev bedraget, blev han ved at fortlle:
Om Imitationens Stads, der solgtes og modtoges for gte;
Haandvrksmestrene, der satte deres Navne paa Veksler, forledte af
Spenner; Leverandrerne, betalte paa Sigt, der afrundede deres
opskruede Regninger; Kokkene, som lod Kdet fordrve for at rane
Indkbs-Procenterne; om Fribilletterne, af hvilke man betalte Skat; om
Nordmndene med deres fyrretyve udsolgte Hus, der maatte drage hjem
for Skillingerne fra pantsatte Kufferter--alt fortalte han, staaende
op og talende forbitret og hjt, mens han fgtede med de knyttede
Hnder, som rettede han bestandige voldsomme Slag mod usynlige
Ansigter.

Hr. Rowan havde ladet ham tale og kun uafbrudt st paa ham med sine
forskende jne. Adolf stod bestandig kun som med bagbundne Hnder,
ubevgelig.

Men hvordan kunde De blive i det Foretagende, sagde Hr. Rowan, naar
De vidste alt det?

Martens havde sat sig:

-Hm, sagde han mumlende: man vd det jo nok ... men man er vel
i'et....

-Og, sagde han pludselig i en anden Tone og slog ud med Haanden
ligesom fr: _De_ (han saa' frem paa Berg og Adolf og talte atter
gennemtrngende, som raabte han til en stor Forsamling)_ De spillede
jo Velhaverne_.

Martens tav, og der var stille lidt igen, til Hr. Rowan atter vendte
sig til Adolf, der svarede med den samme slukte Stemme. Forhret over
ham var kort. Han havde jo tilstaaet alt.

Berg hrte ubevgelig til, med Hovedet ned mod sit Bryst. Han flte
kun en slv og blytung Trthed, mens de nvnede endnu en Gang alle
disse Tal og Summer, al den stjaalne og falske Mnt, der havde vret
deres hele Driftskapital.

-Saa var der altsaa egenlig, sagde Hr. Rowan, slet ingen nvnevrdig
Kapital at begynde med:

-Kun Deres Faders gode Navn, sluttede han.

Han rettede endnu et Par Sprgsmaal til Berg om Driften, og Forhret
var forbi.

Adolf havde allerede med Betjenten vendt sig for at gaa, da han
begreb, at han og Berg skulde ikke mere ss: han vendte sig hastigt et
Nu og strakte som bedende Haanden halvvejs frem; hvert Trk i hans
Ansigt sitrede. Og fr Betjenten kunde hindre det eller Hr. Rowan
tale, greb Herluf Adolfs Haand--saalnge han levede, vilde Berg mindes
denne Haand, saa stiv og kold som en Dendes--og lagde et jeblik sit
Hoved ind mod hans Skulder:

-Aa, Adolf, sagde han sagte, mens Taarerne pludselig sprang frem af
hans jne, de Papirer har vi jo alle vret med at skrive paa.

Adolf var ude, Dren lukket. Og Berg og Martens ventede begge paa, at
Hr. Rowan skulde rejse sig: Ja, mine Herrer, sagde han og stod op: saa
er det altsaa forbi.

Og idet han rakte Haanden frem mod Bergs hjre, som han beholdt et
jeblik i sin, sagde han:

-De har ikke ret kendt Grunden, hvor De byggede, Hr. Berg.

-Farvel.

Herluf og Martens gik samme Vej, som Berg var kommen. Martens fulgte
bagefter, talende uafbrudt med sig selv i en mumlende og utydelig
Tone.

Oppe paa Torvet gik Herluf hjemad, trykket tt ind mod Husene.
Pludselig fo'r han sammen og blev et jeblik staaende: Det var et
Ansigt--Fru Martens', der dukkede frem fra Skyggen i en Port, bleg,
med et ubeskriveligt Udtryk af Had i de opspilede jne.

       *       *       *       *       *

Da Berg den nste Formiddag ringede paa hos gamle Adolfs, lukkede den
gamle Pige op. Inde i Dagligstuen sad seks, syv Damer tavse, med
Hnderne i Skdet, i en Kreds ude paa Gulvet, som sad de paa Vagt om
et usynligt Lig.

Der var saa mrkt, at man knap kendte Ansigterne. Det var lutter
Paarrende og saa Frken Hansen, der sad ved Siden af Fru Adolf og
hele Tiden klappede hendes Hnder.

Ingen af dem talte til Berg, de nikkede kun og blev siddende tavse i
deres Kreds.

Gamle Hr. Adolf kom ind fra Spisestuen og gik med rokkende Hoved om
paa Gulvet: Naa, Mo'er, naa, Mo'er, sagde han og klappede sin Kone paa
Haaret og gik rundt igen.

Fru Adolf sad kun med rystende Hoved og gentog hvert femte Minut den
samme, stadig den samme Stning:

-At han sidder dr og fryser, sagde hun med en underlig snvlende
Stemme. At han sidder dr og fryser.

Pludselig saa' hun hen paa Berg og Spurgte--som hun havde spurgt
enhver--: Tror De, jeg maa sende Klder der op, sagde hun.

-Aa, ja, sagde Berg.

-Tror De? gentog hun.

-Naa, Mo'r--naa, Mo'r, hrte man gamle Adolf igen.

Pludselig kastede Frken Hansen sig ned paa Gulvet og hulkede hjt med
Ansigtet ned i den gamle Frues Skd.

Berg kunde ikke holde det ud derinde, og han gik ind i den anden Stue.
Gamle Adolf fulgte efter ham og lukkede sagte Dren. Ogsaa herinde
blev han ved at trippe rundt, hvilels, frem og tilbage, til han
tilsidst kom hen og lagde begge Hnder paa Bergs Skuldre og saa' ham
ind i Ansigtet med sine smaa, fortvivlede jne.

Og, idet han bevgede Lberne til en Klage, der ikke fik Lyd, lagde
han med Et sit Hoved ind mod Bergs Bryst og ind til den unge,
halvfremmede Man grd den gamle hjlpelst over sit plyndrede Hus,
over sit agtede Navn og over sin Sn.

-Hr. Adolf--Hr. Adolf, stammede Berg kun og vidste ikke et Ord til
Trst.

Den Gamle var gaaet og havde aabnet Dagligstuedren igen. Derinde var
der atter saa tyst som fr. Berg vendte sig og gik: her var der ingen
Hjlp at yde og intet Raad at give.

Han lukkede Dren til Gangen, og nppe havde Damerne i Dagligstuen
hrt Lyden af Dren, som blev lukket, fr der brd ud en Strm af
Bebrejdelser og Forbandelser mod dem, der havde forledt ham.

Da Berg hrte Stemmerne ud i Gangen, forstod han strax. Og langt borte
i Gaden syntes han endnu, det var, som disse Forbandelser naaede ham
og traf ham som Lyn.

Han vilde ikke gaa hjem. Han vilde blive i frisk Luft. Han gik ud ad
Bredgade til Grnningen. Men Taagen hngte tungt i de bladlse Trer.

Han bjede ind paa Langelinje; han trngte til at se Vandet, det vide
frie Vand. Men Sundet laa dorsk og graat--ddt under Taagens Masse.
Ude paa Reden stak et Par Skibe som Skeletter Masterne og ovre fra
Vrfterne lod Klangen af Hamrene mod de hje Skibsskrog som Lyden af
besynderlig dumpe og brustne Klokker.

Berg sad der lnge, stirrende frem mod Taagen og det dde Sund.

Da han kom hjem, laa der et Brev paa hans Bord. Efter at han havde
lst Udskriften, gled Konvoluten ud af hans Haand; Herluf huskede
pludselig hin Aften, da han her paa samme Sted havde fundet Brevet med
Svalen. Det havde vret Astas sidste Brev.

Og med t, mens han tnkte paa alt dette, var det som om han pludselig
flte al den gamle Lngsel efter Asta, som alt samlede sig i n
lngselsfuld Tanke om hende--lykkelig som de frste krlighedssikre
Dage.

Til han paa n Gang sagde, han eller Hr. Sokrates med denne
besynderlige muntre Betoning:

-Naa--saa dt skulde du nu vre fejg nok til.

-Det skulde du vel nu til at forsge at bilde dig ind. Det vilde jo
ogsaa vre saa rart, sagde Stemmen--rigtig saa nemt.

-Nej, nej, sagde Herluf og rejste sig energisk: nej, nej, alt
andet--kun ikke det.

Han gik op og ned i Stuen fr han igen satte sig med et Suk og lste
Brevet: Asta var stadig ovre hos Sterns i Blekingen for at pleje
Mathilde og vre hende til Selskab.

-Den Lille er dd, skrev hun. Maaske var det godt. Forelbig bliver
jeg her hos Mathilde, den lille Stakkel: her, kre Ven, glder det af
et sygt Barn at faa gjort et helt og rigtigt Menneske. Men der er
noget, som stadig optager og foruroliger Mathilde: hun har hrt at
Deres Ven, Erhard Gerster, skulde vre meget syg og lidende i Begreb
med at rejse til Mentona eller ialfald et steds i Syden. Vil De ikke,
hvis De vd noget og har paalidelige Efterretninger, skrive mig det
til for at berolige den stakkels Mathilde.

De vilde bevise en Tjeneste ogsaa mod

Deres hengivne Asta Heltz

Det bankede, mens Herluf endnu sad med Brevet i sin Haand. Det var
Vrtinden, som sagde, at der ventede en Herre derude, som gerne vilde
tale med Hr. Berg.

Det var Edvard Sundt.

-_Dem_, sagde Berg.

-Ja, sagde Sundt. Jeg tnkte, De havde vel idag ikke noget videre at
forsmme ved en lille Passiar.

-Aa, nej--det ikke, sagde Berg trist.

De kom til Sde, og efterat de havde talt lidt om Begivenheden, sgte
Sundt at slaa ind paa mere ligegyldige Ting, mens hans Stemme stadig
blev ved at have den samme milde, ligesom hjlpsomme Klang, som Berg
havde fornummet straks ved de frste Ord, da han kom ind.--

Samtalen vilde dog ikke komme rigtig i Trit, og Sundt gik om og saa'
paa Nips og Billeder. Foran Billedet af Herlufs Fader, der hang over
Skrivebordet, blev han staaende lidt:

-Ja, sagde han, han faldt derovre.

Han blev ved at se paa Billedet og satte sig ved Skrivebordet: Nej,
_det_ glemmer vel ikke nogen af os, der var med, sagde han.

Og maaske for at adsprede Herlufs Tanker (muligt, at han ogsaa selv
just var srt modtagelig for alle de Erindringer) begyndte han at
fortlle--frst sgende om Ordene og med lange Pavser mellem hvert
Minde, siden alt hastigere--om den Tid derovre.

Han fortalte om Flugten fra Dannevirke langs Frostnattens spejlblanke
Landeveje, hvor Mandskabet krb, krb paa alle fire--Mand mellem F,
sagde han.

-Har De st, naar en Flue er falden i et slebet Glas med Mlk, og saa
har naaet Kanten? Hvordan den kmper og kravler og kmper op ad den
glatte Side og bliver ved og ved.... Jeg kan aldrig se saadan en
Skabning--saa dumt det er--uden et Sekund, et Nu i det mindste at
tnke paa den Nat--Marchen fra Dannevirke....

-Og det blev ikke bedre, da vi kom derhen, sagde han og saa' op paa
Portrtet.

Han talte om Livet ved Dybbl. Det var jo kun den langsomme
Skiveskydning om Liv og Lemmer, sagde han. Han fortalte om
Skanserne, hvor de rodede og levede, skidne som Dyr og saa
lystige--hver Gang, Loddet igen var slaaet dem forbi, og de havde et
Dgn, hele fire og tyve Timer, hvor de vidste, _de_ skulde ikke rykke
ud....

Herluf sad og stirrede paa Faderens Portrt og hrte nsten kun halvt.
Det var, som om alle Erindringer fra hans frste Hjem vaagnede paa n
Gang, og han saa' Gaarden og Haven og sin Moders Ansigt og sin Fader
den Nat, de sejlede bort paa det store Skib op om Snderborg.

Sundt blev ved at fortlle; i en underlig dmpet halvhjtidelig Tone
talte han, nsten som den, hvori overtroiske Folk fortller
Spgelsehistorier--greben af Erindring efter Erindring.

Han havde haft en Ven, der maatte rykke ud.

-Bentsen hed han--lige kommen som Sekondlieutenant fra Skolen.... Han
var nitten Aar og skulle rykke ud....

-Han kom ind til mig, da han havde faaet det at vide, ligbleg,
forstyrret, rystende som det Dyr; Jeg kan ikke d, raabte han, jeg er
kun nitten Aar ... nitten Aar. jeg kan ikke d, raabte han.

-Og han kastede sig ned paa den opbldte Jord og rev i Snavset med
sine fortvivlede Fingre, mens han hulkede og grd og bad ... og atter
rejste sig op og laa paa sine Kn og skreg:

-Lille Gud--nej--lille Gud; som et Barn raabte han: Du lille Gud....

-Og der var ikke noget at sige eller at trste, sagde Sundt: han
skulle jo rykke ud.

-Men det var vel nok det elendigste Syn i mit Liv, sagde han, at se
ham ligge dr uden Sanser, paa Jorden, som en Orm og raabe paa sine
nitten Aar og paa den lille Gud....

-En Time efter drog han afsted ... Jeg saa' ham i Spidsen for sine
Folk ... Han raabte et Hurra og svingede sin Sabel over Hovedet....
Derudefra kom ingen igen....

Sundt tav.

-Ja, sagde han saa lidt efter og saa' atter op paa Billedet over
Skrivebordet: _De_ faldt.

-Men--vd De hvad, sagde han og rejste sig, jeg tror egenlig, at alle
vi, som var med den Gang, vi mistede alle et eller andet usynligt Bn
eller en Arm (Sundt smilte selv ved Tanken om dette mrkelige usynlige
tredje Bn eller Arm) og hemmeligt gaar vi vanfre omkring og har
aldrig forvundet Blodtabet....

-Jeg tror, at vi aldrig rigtig har kunnet forvinde det, sagde han i
Tanker. Og derfor er vi blevet saadan Mnd som vi er.

Han tav lidt igen, og Herluf tnkte pludselig paa lille Fru Canth og
den Aften, da Fru Duncker var rejst med Scheele.

-Og har De, sagde Sundt og saa' hen paa Berg, aldrig tnkt paa, at
hele denne Menage, denne Virksomhed--og Sundt pegede ud mod Byen--den
ligner kun en Saarfeber, De....

-Det er ikke andet end Saarfeberen fra Dybbl, sagde Sundt og vendte
sig mod Vinduet.

-Det er et lysteligt Billede af _Dem_, sagde Herluf efter en Pavse. Og
hvordan skal det saa staa til med os, der er kommet efter?

-Ja, sagde Sundt og vendte sig atter for at s paa ham. Hvordan?

-I skulde lre den vanskelige Kunst at vre smaa, sagde han; og meget
alvorligt, mens han betragtede Skovriderens Portrt tilfjede han
sagtere: Og i Stilhed re dem, der dde for vor sidste Vildfarelse.

Der var stille i Stuen en Tid, til Sundt i en anden Tone sagde:

-Og hvad vil nu De, Berg?

-Hm--vel skrive videre, sagde Berg. Han stod lidt:

-For det er kun Bgerne, der slutter, sagde han trt: Livet
fortsttes.

-Ja, sagde Sundt og slog den flade Haand ned mod Bordet.

Han vilde gaa nu.

-Tak, fordi De kom, sagde Berg, og De var saa--elskvrdig.

-Naa--hvad Elskvrdigheden anbelanger, sagde Sundt: Farvel nu--og
frisk Mod. De var kommet helt ned paa Trappeafsatsen, fr de skiltes:

-Idag har man talt sig lidt ud med hinanden, sagde Sundt. Farvel.

-Farvel, sagde Berg.

Han blev staaende paa Afsatsen, efter at Sundt var gaaet, og uden at
tnke over det, saa' han ud af Gangvinduet, der vendte til Gaarden.

Der kom en sortsmudsket Lirekassemand ind ad Porten med en Kone i et
stort, luvslidt, graat Sjal. De fik Lirekassen stillet op, og Konen
tog to smaa, rd-buksekldte Aber frem af Sjalet og satte dem op paa
Lirekassen.

Manden spillede, og Berg saa' paa de to Aber, der begyndte at skre
Grimasser og danse. Pludselig hrte han Melodien. Det var Kyssenes
Sang. Og ud af syv, otte Kkkenvinduer i den store Gaard trallede
musikalske Piger i mange Tonarter Visen:

Her kysses vi, og gr Kur--her kysses vi.

Herluf stod lnge og saa' paa disse to Aber, der dansede paa
Lirekasselaaget, mens Pigerne sang.

Han vendte sig, da han blev tiltalt af en Stemme paa Trappen. Det var
en Kommissionr, der var saa glad ved at trffe Hr. Direktren
hjemme. Han tog en fidtet Regning frem af en Brevtaske og
prsenterede den.

Det var en Nota fra en Sommerrestauration.

Berg havde ikke en Skilling: Ja--De maa komme igen, sagde han og gik
utaalmodig op ad Trappen.

Men Kommissionren fulgte efter og brugte Mund, saa det kunde hres
over hele Trappegangen:

-Nette Herrer, fine Herrer--spise og drikke, det er de med til ... men
Betalingen kan man hente hos Fogeden....

Berg fik lukket Dren. Men udenfor paa Trappen blev Kommissionren ved
at raabe....

Herluf gik ind. I Stuen begyndte det at blive mrkt. Trt satte han
sig ved sit Skrivebord; rundt om sad den stumme himmelske Forsamling
paa Etagerer og Bordkanter.

       *       *       *       *       *

Fru Heltz og Etatsraadinde Knudsen holdt hinanden ved Selskab og havde
udst Hjerterne for hinanden: de forstod ikke rigtig deres egne Brn.

Fru Heltz flte sig saa tit lidt ene. Asta var jo helt borte, ovre i
Blekingen, og Julie havde nsten nok med at danse, som
Konferentsraadinden sagde.

-Naar hun bare havde lidt af de Tanker, den anden har for mange, sagde
hun.

-Ja, ja, nikkede Fru Knudsen.

-Men man forstaar dem ikke rigtig, sagde Konferentsraadinden ind mod
ret af Veninden; forstaar dem ikke--hverken den ene eller den anden.

-N, n, rystede Etatsraadinden.

-Man ser bare, du, at _noget_ er der i Vejen, sagde
Konferentsraadinden. Og Skylden er vel vor, Anna, sagde hun: vi har
vel ikke forstaaet at passe rigtig paa dem.

-Konferentsraadinden havde Taarer i sine store gode jne; hun tnkte
paa Asta, som var hendes kreste og nu sad derovre og passede
Syge....

De to gamle Veninder sad lnge tavse og triste ved Siden af hinanden.

Saa hrte de Teatervognene paa Gaden og tog et Par Trklder om, for
at staa lidt i det aabne Vindu.

Vognene rullede rask forbi, og Svrmen begyndte at vlde frem oppe
over Torvet. Det var det hele Kbenhavn, der havde villet vise
det, som Bladene skrev, uden Skyld saa haardt ramte Personale sin
Deltagelse og havde overvret Victoriateatrets Frsteforestilling.

Konferentsraadinden og Fru Knudsen hrte dem snakke og tralle, mens de
strmmede ned gennem Nygade langs Fortovene. Det blev t muntert,
syngende Myldr under deres Vinduer. Rkke nynnede efter Rkke i alle
Tonarter den samme Vise, mens Ansigterne straalte og lo i Lygteskret:

 Ja--saa skal det vise sig, At det er en lystig Krig. Saa lystig, saa
lystig, Saa lystig en Krig.

Droskerne blev ved at rulle frem midt ad Gaden i en hel Rkke. Der kom
en lejet Karet fra den modsatte Side, og det gav en pludselig
Standsning, saa Kuskene bandede.

Det var Kaptajn Petersen fra Bladet, hvis Hoved stak frem af
Karetdren. Han gestikulerede med to hvidtbehandskede Hnder til
Kusken. Kaptajnen var i Galla: han kom fra en Forening, hvor han havde
holdt patriotisk og populrt Foredrag om: Vore tusindaarige
slesvigske Valpladsen.

Endelig kom Vogntoget i Gang igen, og Kaptajnen tog Hovedet til sig.

Paa Fortovene drog Strmmen stadig forbi og trallede:

Ja--kun dt Kys gte blir, som Elskov Elskov gir, hvor Lbe bringer
Lbe Bud om Flammer, tndt af Elskovs Gud--som Elskov Elskov gir.

De to gamle Damer stod i Vinduet. De saa' ret mismodigt ned paa
Svrmen.

-Ja, sagde Konferentsraadinden ind i Fru Knudsens re: Hvor Livet er
underligt, du....

-Ja, nikkede den dve med sit mrkelige, bestandig uforstaaende
Udtryk: Underligt.

De to Damer gik tilbage og lukkede Vinduet.

... Svrmen dernede var borte. Den skyllede ned gennem stergade ud
paa Kongens Nytorv og skiltes.

Og lidt efter lidt blev der stille i alle Gader og i alle Gyder.

Kun en enkelt Fodgnger gled forbi Hesten, hvor Banditerne blundede
paa Bnkene. De vaagnede og stirrede ud paa Fodgngeren gennem Mrket.

Saa faldt de hen igen.

--Men Decembernatten ttnede kun Taagen, der laa over Staden
Kbenhavn.





End of the Project Gutenberg EBook of Stuk, by Herman Bang

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK STUK ***

***** This file should be named 12698-8.txt or 12698-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        https://www.gutenberg.org/1/2/6/9/12698/

Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
https://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at https://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
https://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at https://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit https://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations.  To donate, please visit: https://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     https://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
